De nyeste israelitiske Stridigheder. (Efterskrift til Politivennen)

Meppe har nogen Tid vore Blade været overskyllede af elendigere Smørerier end i den nærværende, og dog kan man ikke undre sig derover, naar man seer, at det er Uforskammenhed, der i Forening med Dumhed og Uvidenhed fører Pennen. Enhver, af hvilkensomhelst Stand, uden engang at have de fornodne Kundskaber i Modersmaalet, troer sig berettiget til offentligen , i Pjecer eller Flyveblade, ar give sin Stemme tilkjende, og nyder i Sandhed ingen liden Opmuntring af Nutidens lileraire Marchandisere, der, paa Grund af privat Interesse, optage de usle Produkler, der ved indbydende Titler og Overskrivter kunne lokke Folk til dem; og saaledes offentliggøres Ting, der aldrig burde see Dagens Lys.

At denne jammerlige Skrivesyge nu ogsaa har smittet Israeliterne, har den senere Tid afgivet Exempel paa. Nogle Stridsspørgsmaale ere nemlig iblandt dem opkastede af en saadan Beskaffenhed, at man ikke veed, om man skal harmes ved eller lee ad dem, og til Kampplads har man valgt Bladet for Politie. De Første af disse Stridigheder gjaldt Gasbelysningen i den ny Synagoge, de Sidste nogle Bønners Afskaffelse samt Indførelsen af Choralsang. Dog da Gasbelysningens latterlige Fjende tilstrækkeligen, skjøndt unødvendigen, alt er bleven gjendrevet, vil jeg ikke længer opholde mig ved denne, men henvende mig til den Anden, der er optraadt paa samme Kampplads. Denne har nemlig, indhyllende sig i Troens Kaabe og beraabende sig paa Alderdommens Skikke, eller rettere sagt Ustikke, erklæret at Mange af Menigheden ikke vilde kunne freqventere den nye Synagoge, paa Grund af de, af ham anførte, Bønners Afskaffelse. Men, hvordanne ere disse Bønners af en saadan Beskaffenhed, at neppe ti af Menigheden kunne fatte eller forstaae Indholdet af dem, og Inds. er i Sandhed ikke meget tilbøielig til at henregne bemeldte Troeskæmpe blandt disse ti.

Dog Fornuftgrunde ere vel ikke tilstrækkelige til at bortvise fanatiske Obscuranter. Forfatteren i Politievennen paastaaer, at han ved udenlandste Overrabbineres Vidnesbyrd kan godtgjøre, at Afskaffelsen af disse Bønner ikke maa finde Sted. Uden at ville spørge , hvorfor udenlandske Overrabbinere skulle have større Auctoritet end indenlandske, vil jeg blot sige ham, at han har brugt et slemt Vaaben imod sig selv; thi udenlandske Rabbinere have netop yttret deres Uvillie imod disse Bønner, som en G. Salomon, J. Wolf, E. Kley, o. m. fl. Dog, skulde man, som det er at formode, end ville forkaste disse oplyste Mænds Auctoriteter, saa vil hiin Forfatter med Kammerater høiligen forbavses ved at høre den berømte Lærde, Aben-Esras Dom i denne Sag, hvis man tør antage, at denne Mands Navn er Fornuftens Fjender bekjendt.

Det hedder nemlig i Koheleth 5te Capitel , 1ste og 2det Vers: "Vær ei for overilet med din Mund, og udgyd ei dit Hjerte i forfængelige Ord for Gud; thi Gud er i Himmelen, Du paa Jorden, lad derfor dine Ord være faa. Som Drømmen af meningsløse Forestillinger bestaaer Daarernes Bøn af mange Ord."- I sin Cpmmentar til Koheleth yttrer Aben-Esra ved dette Sted en billig Harme mod de mange Bønner, der i senere Tider under Navn af P'jutim ere optagne paa Festdagene. I en ham ejendommelig Tone dadler han ikke alene de væmmelige Anthropomorphismer, Tautologier og grammatikalske Urigtigheder, som disse Bønner vrimle af, men endogsaa hele Indholdet samt Sproget, der bestaaer i en Blanding af chaldaiske, syriske og hebraiske Ord. Han foreslaaer derfor ganske at afskaffe dem og ender med de Ord : "Lader os bede lidet, men fornuftigt."

Da det er at formode, at Herr' Dr. Wolff har vigtigere Sysler, end at svare paa hvad hver en Skribler maatte finde for godt at paaanke, og hiin Forfatter bortviser alle Andre, saa være dette ikke sagt for ham, men for de Ukyndige i Almindelighed, i Haab om, at ikke Flere af disse offentligen ville fremtræde. At de, som ikke høre til Samfundet, ei heller kunne kjende noget til dettes Ritual, følger af Sagens Natur, og man frabeder derfor disses videre Indblanding. Hvorledes de kun ville gjøre Sagen værre, har en Herr' Petersen, ligeledes i Politievennen, noksom beviist. Denne har nemligen, idet han har villet tale Hr. Wolffs Sag ganske blottet sin Ukyndighed, ved atter at bringe det tidt opkogte Skrig mod Kolnidreh paa Banen, ja, han har ei engang undseet sig ved at anfore en Eisenwengers Auctoritet! Havde Herr' Petersen haft Dr. Wolffs lille, vakkre Skrivt om Eden, havde han vist talt anderledes. Hans Forslag om at lade en af Smaakirkerne vedblive for Obscuranterne er ligeledes ilde anbragt; thi den israelitiske Kirke taaler ligesaalidt Separatister som den Christne. Dog, hans Mening har udentvivl varet god, og vil derfor afholde mig fra at omtale hans Bemærkninger, men for denne Gang ende med det Ønske, at alle Uberettigede, d. e. saadanne, der, Iiig Politievennens Forfattere, mangle baade Indsigt og Sagkundskab, maatte afholde sig fra al videre Offentlighed, og at man forresten vil oppebie Ritualet fra Hr. Dr. Wolff, da dette vistnok vil være overensstemmende med den Lærdom og varme Tro, hans mange, fra Prædikestolen holdne, Taler samtligen bære Vidne om.

T. T.

(Kjøbenhavnsposten nr. 100, 10. maj 1832).

Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Censur (Meddeelt.). - At Censuren i Danmark ikke foretages efter de samme Grundsætninger overalt, erfarer man nu ogsaa af Veile Amts-Tidende. Meget ofte har dette Blad et eller flere Censurhuller og ligesaa ofte have de strøgnee Stykker forhen passeret Censuren i Kjøbenhavn i andre med det lige privilegerede Blade. I det igaar hidkomne Nr. 21 læses følgende Bemærkning af Udgiveren: "Atter idag er her strøget et Stykke, som Censor i Kjøbenhavn, og vistnok med fuld Føie, tillod at tryktes i et med mit ligeprivilegeret Blad. Jeg nødes til at tie; men appellerer til Loven, Retfærdigheden og den sunde Menneskeforstand." - Det er vistnok tungt, at en Mand, paa hvis Stræbsomhed flere Menneskers Underholdning beroer, saaledes skal see sig indskrænket i sin gavnlige Virksomhed.

(Kjøbenhavnsposten 17. marts 1832)

Et eksempel på censurhuller kan man fx se i Kjøbenhavnsposten, 12. juni 1832. Vist nok de første af sin slags i denne publikation. Et andet eksempel er 14. marts 1834, under Nyhedspost.

Det Store Julebord. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Byens Damer trække paa Parade,
Hvor Cavalerer smukt gaae op og ned,
(Det er det eneste, man om den veed)
I Kortheed sagt - paa Østergade,
Gik jeg i Aftes just min stille Gang;
Fra Nabo-Husene saa lysteligt det klang;
Hist legede man Juul, her sprang man lidt omkring,
Der sad man om et Bord og gjorde Ingenting.
En Frøken-Mø,Der løb i Frø,
Fortalte og bagtalte hist i Canapeen,
I det hun også nippede til Theen.
Paa begge Gadens Sider man hæsligt gjorde Vind;
Det blæste mig om Frakke, Hat og Kind.
Da til min Qvide
Kom mig imøde, altsaa mod min tredie Side,
En lille Herre,
Der ogsaa gjorde Vind, desværre!
I samme Nu - (betænk det dog, min Læser!)
Det ogsaa stærkt fra Kongens Nytorv Blæser.
Som Choribanter
Men Vindene anfaldt fra disse fire Kanter,
Og før jeg kunde raabe dem et: stop!
De klemte mig, saa jeg gik op
I lige Linie igjennem Luften;
Men, Gud skee Lov, jeg dog beholdt Fornuften!
Hvor Kjøbenhavn saae ud! hvor den var broget,
Og hvor der var en Snak om Ingenting og Noget.
Men stedse fløi jeg opad; jeg følte Febergys;
Smukt tændtes Nattens Stjerner som klare Julelys,
Og Himlen selv var Træet, og vores halve Jord,
Med Sneens hvide Dække, stod, som et Julebord.
Ja Tinsoldater, Spilleværker, Byer og Regenter,
Med mere, stod paa Bordet, som Presenter,
Og høit i Himlem sad de Engle smaae,
Og saae derpaa;
Thi see, det maatte de, men ikke røre,
Da Jordens Børn jo er' saa grumme skjøre!
Jeg saae da ogsaa på min Seilads,
Den hele brogede Julestads.
- Hist var to lærde Mænd i Klammerie,
Om Cicero har meent at quæ hvor han skrev qui,
Om han i sine Buxer brugte Spænde,
(Thi det er vigtigt slige Ting at kjende);
Der blev en blodig Kamp blanddt disse to Athlether.
Hist støbte man i Former smaae Poeter,
Ja Kogebøger, Polemiker, alt med Politur,
Man lærte: "Kunst er mere end Natur."
- Her stod en Helgen af Gips og Kridt,
Af Øiet vendte han fromt det Hvide,
De kan os baade slaae og slagte;
Vel kan de kun gjøre vort Legem Vee,
Ei Aanden - men den vil jo Ingen see!
- Hist klippede tre - det var en Gru,
Et Rige, som var det et Kort, itu;
Den største af disse smaae Krabater,
Rask knækkede sine Tinsoldater,
Men altfor stærke var ham nogen,
Og derfor smed han dem hen i Krogen.
Guds Engle græd - jeg skjændte saa smaat,
Thi Legetøiet var dog for godt.
Det Syn mig slog - - jeg faldt da ned,
Og saa - ja intet meer jeg veed;
Ved Frihedsstøtten jeg stakkel laae,
Men over Danmark stod Himlen blaa.

(Kjøbenhavnsposten, 7. januar 1832)

Censur i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

I samme skrift ((nemlig: Präservative wider Revolutionen", min anmærkning) meddeles følgende bemærkning: "I Danmark, den mest suveræne stat i Europa, har allerede længe hersket trykkefrihed, hvorover som bekendt Voltaire allerede til sin tid jublede, og denne åndsfrihed, der i taler og skrifter udtaler sig i hele Danmark, forstyrrer ikke i det ringeste måde den offentlige rolighed. Stolt synger der for den danske:

"Her tankens ytring er som selve tanken fri".

Man har nylig i flere fremmede skrifter og blade læst lignende ytringer om "trykkefrihed i Danmark", og hamborgerbladet "Børsenhalle" har endog forundret sig over et "censurhul" i en af vores provinsaviser, hvilket det fandt så meget mere påfaldende som der "ikke gives nogen censur i Danmark". Vel ved vi selv bedre at her virkelig gives censur. Men det turde dog ikke være overflødigt ved denne lejlighed at gøre opmærksom på den danske trykkelovgivning det vil sige Trykkeforordningen af 27 september 1799 og de i forbindelse med samme stående senere udkomne lovbud, hvilke næppe er meget bekendte udenfor fædrelandet. Vi har derefter som bekendt censur for alle skrifter hvis størrelse ikke overtræder 24 ark, og navnlig for alle blade og tidsskrifter af hvilke intet nummer må udgå uden i forvejen at være passeret censur. I København har man en særskilt censor for de politiske blade, (for tiden hr. konferensråd og teaterdirektør Manthey, kommandør af dannebrog og D. M) og en for de ikke-politiske, såvel som for alle de øvrige her udkommende skrifter som ikke overskrider det nævnte ark-tal (for eksempel hr. politiassessor Holm). Speciel censur er de forfattere og udgivere underkastet der er blevet dømt for overtrædelse af trykkeforordningen, og denne specielle censur består i at hvert skrift eller blad der udkommer fra deres hånd, offentligt stemples med censors tilladelse dertil, som ytres ved formlen "må trykkes". En sådan stempling søger naturligvis enhver gerne at unddrage sig, og man har eksempler på at forfattere der er blevet underkastet den specielle censur, for at undgå dette fatale "må trykkes", så længe de stod under samme, aldeles ikke har villet skrive eller udgive noget under deres navn.

(Kjøbenhavnsposten, 24. september 1831)

Frederik 6. var irriteret over "skrivefrækheden", og med stramningen af den i forvejen næsten totale censur blev forsøgt at lukke ned for al opposition. Med Fædrelandet (fra 1834) udviklede der sig noget der antydede en opposition til enevælden. Frederik 6. indkaldte til stænderforsamlinger i 1834. Den officielle trykkefrihed var i praksis en skrap censur,

Naalepigen. (Efterskrift til Politivennen)

Naale-Lystenhed hos Fruentimmer.Som bekjendt udholdt den, under Navn af Naalepigen, paa en vis Maade over hele Verden navnkundige Kjøbenhavnerinde Rachel Herz, for at gjøre Opsigt og vække Medlidenhed, i sytten samfulde Aaer de største Smerter og Lidelser, ved hemmelig at stikke indi Kroppen en Mængde Naale (som hun foregav at have slugt), for siden at lade dem trækkes og skjæres ud. At en vistnok uforklarlig Lystenhed her maa have været med i Spillet, synes udenfor al Tvivl. Mærkeligt er det, at den nyeste Tid fremviser ikke faa Exempler paa en lignende Naale-Lystenhed hos Fruentimmer, hvilken Lægerne tillægger samme Grund som den bekjendte Lystenhed (pica) der hyppigt bemærkes hos svangre Fruentimmer. 

(Kjøbenhavnsposten, 8. september 1831)