Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden har iaar ingenlunde havt Mangel paa Fastelavns-Moro. Som man veed fra Baggesen bærer vort Karneval mere et østligt end et sydligt Præg, idet at visse østerlandske Præsenter hos os have formet sig til Fastelavnsriis. Ligesaa lidet Sporer man den sydlige Characteer i de offeentlige og Private-Maskarader, som her gives Publicum til Bedste. Lystigheden er betydeligt tempereret og et skarpt nørd-østligt Pust synes at afkjøle det Hele. Medens den sørgelige sorte Domino dominerer over Charaktererne, er en characteers speidende Munkekutte Alt hvad der minder os om Syden, og mangt et bekjendt Ansigt røber sig, idet at en vedhæftet Næse udgjør dets eneste Maskering. Man har ogsaa iaar, til offentlig Moro, seet den gamle Leeg øvet, som af Menigmand kaldes: "at slaae Katten af Tønden": den ulykkelige Kat stemmer imidlertid ikke længer Folk til Medlidenhed; den har forvandlet sig til en livløs Figur, der hverken er formet efter Skjønhedens eller den sunde Fornufts regler, en Straamand, der ligner en monstrøs Fugleskræmsel, og kun vækker uskyldig Latter. "At pidske Folk op" er en forældet Skik, som man skulde troe forlængst var gaaet af Brug. Den er dog ikke reent uddød; men har ganske tabt sit forrige frygtindjagende Præg: man tager nu smilende mod riset og giver en krydret Bolle i skyldigst Taksigelse.

(Kjøbenhavnsposten 3. marts 1835)

Om den simple Mands Læsning i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Forf. tager Ordet "Læsning" baade i en negativ og i en positiv Betydning og deler derfor sin Undersøgelse i 2de Afsnit: I) "Om dem af Almuen, som ikke læse" og II. "Om dem af Almue-Klassen, som læse". Til de første, der "ikke benytte deres Læseevne til Andet, end til ialfald at læse en Gadevise, eller ved Flytte- og Skifte-Tiderne at gjennemstave Adresseavisens Rubrikker: "Tjeneste søges" og "Huusværelser tilbydes"; og hvis Tal "omfatter den største Deel af Hovedstadens Folkemængde", henregner han "foruden Pluraliteten af Beboerne i Kjelderne, Kvist- og Lofts-Etagerne, samt Bag-, og Side-Husene over hele Byen, næsten uden undtagelse ogsaa den øvrige Menneskemængde i de meest befolkede Dele af Byen, eller hvad der i daglig Tale benævnes: Smaagaderne. Den bestaaer i Regelen af Alt, hvad der hører til Arbeidsfolk, Ugekoner, Sjouere, Matroser, Vægtere, Hyrekudskekarle, en Mængde Høkere, Kjeldermænd og Værtshuusholdere, Massen af Haandværkerssvende, en stor Deel af de ringere Haandværkere selv, især af Frimesterne, Pluraliteten af Tjenestefolk, navnligen af Mandkjønnet, foruden en Mængde Andre, hvis Stilling paa Mandtalslisterne forekomme under de forskjellige Benævnelser, lige fra dem "der sælge kogte Kartofler" til Adskillige af dem, "der leve af deres Penge". Grunden til at denne store Klasse af Individer, efter engang at have lært at læse, siden gjør saa liden Brug af denne Færdighed, søger han fornemmeligen i tre Omstændigheder: "Mangel paa Lyst, Mangel paa Tid og Mangel paa Formue", af hvilket han anseer den første for den vigtigste. Denne "Mangel paa Lyst" udleder Forf. af at "Almueklassen ikke i Skolen har lært at læse som den bør: den har vel lært med Munden at fremplappre Bogens døde Ord, men det aandelige Liv er ikke blevet vakt i den" - altsaa af "en Grundfeil i Læremethoden", idet man "ogsaa her synes at have ladet det practiske Synspunkt ud af Øie". De tvende andre Omstændigheder: Mangel paa Tid og Formue finde især Sted hos Arbeidsklassen: "Mennesker, der maae arbeide hele Dagen, for at kunne existere, og der om Atenen eller Søn- og Helligdage, naar de kunne have en Time tilovers, heller søge anden Fornøielse end den, som Læsning kan forskaffe dem", og der "ligesom de ikke have Tid, heller ikke have Raad til at læse." - Til "dem af Almue-Klassen, som læse" regner Forf. foruden enkelte Individer af dem, der i Begrebet ere henførte til den forrige Klasse: "Mængden af de ringere Haandværkere, en stor Deel af Svendeklassen, Mange af de høiere Tjenestetyende og den hele store Klasse af Modehandlerinder, Sypiger, Skræderjomfruer og de mangfoldige Andre, der, efter Adresseavisens Udvisende, hver Dag i hundredevis anbefale sig til "at træffe i Bobinet, sye klare Kapper, kruse Hamborgerpiber, besørge fiin Vadsk, undervise i Ridsning, Maaltagning og Skrædersyning", eller "som iøvrigt leve paa deres egen Haand." "Spørges der nu", siger han, "hvad det er, at denne Klasse læser, da er Svaret herpaa kun lidet glædeligt, og det er vel et spørgsmaal, om det ikke for Mængden af dem vilde være bedre at de slet Intet læste. Det, de læse, er nemlig, foruden Adresseavisen, der regnes med til det daglige Brød, en masse af slette og slibrige Romaner, som lånes fra et eller andet skident Leiebibliothek, og som i Særdeleshed er Lecturen for det kvindelige Personale, der henhøre under denne Klasse, samtlige Smuds- og Pøbel-Blade, som deels læses paa Kipper og Ølhuse, deels holdes i mange Kjeldere og Stuer, og endeligen en Utallighed af Markspiecer, der specielt ere skrevne for denne Klasse." Forf. indskrænker sig til at omtale en enkelt Deel af denne Smuds-Literatur, der forekommer ham at være den fordærveligste af alle dens forskjellige Arter. Det er den hele Skare af Hexebøger, Drømmebøger, Spaabøger og Lotteribøger. "Man maa", siger han, "foransees over den Mængde af Piecer af denne Art, som hvert Aar kommer for Lyset". For at gjøre dette ret anskueligt, leverer han en Fortegnelse paa ikke færre end 15 saadanne Piecer, af hvilke adskillige have oplevet flere Oplag og den største Deel maa antages at være trykt i de sidste Aar. De Exempler han anfører paa at de "fra Først til Sidst ikke indeholde Andet end Nonsens", ere heel kuriøse. "Hvilket Begreb", udbryder Forf., "maa Man dog danne sig om de ringere Klassers Aandelige Liv, naar Man seer, at en saadan Mængde af de urimeligste Spaa-, Hexe- og Drømme-Bøger kan finde Afsætning, og det, som de forøgede Oplag vise, og som de, der ere vel indviede i Sagen, bekræfte, en stedse rivende Afsætning? 

(Kiøbenhavnsposten citerede 9. marts 1835 fra "Dansk Ugeskift", 158 og 159)

(Herefter går artiklen helt grassat).

Tartarisk Kunsthest. (Efterskrift til Politivennen)

Fortiden forevises i Vildmanden paa Østergade en tartarisk Kunsthest, som virkeligen synes at have mere end almindelig Hesteforstand; thi den udfører flere overraskende Stykker, der minde os om den kloge, vidtberømte hund Munito, af hvem hiin Hest synes at være en Aandspaarørende. Hans Kongl. Høihed Prinds Frederik Ferdinand og Gemalinde toge for kort siden denne Hest i Øiesyn, ved hvilken Leilighed det behagede det høie Par at tilkjendegive Eieren, der tillige har dresseret den, sin Tilfredshed og sit Bifald. Betalingen for at see oftnævnte kundstige Hest er meget billig; den er kun 1 Mk., for hvilken Pris man tillige faaer at see en bedaget Dverginde, endeel Pappagøier o. s. v.

(Kjøbenhavnsposten den 20 februar 1835)

Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19. juli 1834 redegjorde Kjøbenhavnsposten i Artiklen "Til Kjøbenhavnspostens Abonnenter" for det sagsanlæg som kancelliet anlagde. Den 8. juli 1834 forbød en kancelliplakat indførelse af det norske blad "Morgenblad". Det affødte en kommentar:

...da bemeldte blad er det eneste i Norge udkommende Dagblad, i hvilket Gjenstande af politisk eller literair Interesse for et med os saa nær beslægtet Folk komme under offentlig Discussion .. Det vil, som vi tidligere have viist, jo dog ingenlunde kunne forhindre Indsmuglingen og udbredelsen heri Landet netop af saadanne Artikler som dem, hvis Publication her man har villet forebygge, og Erfaring har jo ogsaa i dette Tilfælde noksom viist, at de forbudne Frugter søges med størst Begjærlighed

Artiklen nævner udgivelsen af Joh. welhavens digt "Norges Dæmring, et polemisk Digt" (der udløste den såkaldte "Dæmringsfejde"), og citerer en artikel:

"Behøvede man ... et nyt practisk Beviis for den af alle oplyste Frihedsvenner forlængst anerkjendte Sandhed, at politisk Frihed er nødvendig for sand Almeenaands Udbredelse blandt Statens Borgere, da kan man blot gjøre en flygtig Sammenligning imellem den danske Avislitteratur før og efter den danske Konges endelige Beslutning om Stændernes Sammenkaldelse. Med hensyn til den indre Politik kan man ikke tænke sig en større Tomhed end den, der forhen herskede i de danske Aviser, hvis indenlandske Meddelelser for det Meste indskrænkede sig til ubetydelige Artikler af Hverdagslivet og om Theatret; men neppe er den Smule politisk Frihed forkyndt, som Kongen har indrømmet, førend pludselig en anden Aand er udbredt over Folket og gjengives i Bladene ... I Særdeleshed finder man, at den bornerte Frygt for at røre ved Personerne, som endnu for en stor Deel hersker hos os, allerede er forjaget, idetmindste i Kjøbenhavn. Allerede længe har man i denne Hovedstads Dagblade ..."

(Kjøbenhavnsposten, 17. januar 1835 (i uddrag)

"En lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring". (Efterskrift til Politivennen).

Admiralsønnen, der blev Skillingsbladsredaktør, solgte selv Bladet ved Dørene og endte sit Liv for Morderhaand.

"Raketten", "Lynstraalen", "Sværmeren", "Kometen", "Raketten med Stjerner" og "Sandhedsfaklen" var Navne, som straalede paa den københavnsk Dagspresses Firmament i forrige Aarhundredes første Halvdel. Men det var ogsaa kun Navnene, der straalede. Indholdet i disse Blade var mindre glimrende, og deres moralske Habitus blev af Søren Kierkegaard karakteriseret ved Betegnelsen "lejede Sjovere", som den store Tænker fæstede paa de forpjuskede Eksistenser, der gjorde Tjeneste som Redaktører af denne idéforladte Skandalepresse.

Men midt i dette journalistiske Ildsvæsen Indtog et lille Blad, hvis Navn var det mere fordringsløse "Gammelt og Nyt", en Særstilling, fordi dets Indhold ikke var baseret paa Skandalehistorier.

"Gammelt og Nyt"s Redaktør og Udgiver var den "københavnske Diogenes" Jens Peter Tønder, der af en samtidig Forfatter skildres saaledes "Vinter og Sommer saa man ham gaa paa Københavns Gader i en lang graa Vadmelsfrakke, hvide Lærredsbenklæder, der i Frostvejr, men ogsaa kun da, ombyttedes med et Par blaa Vadmels, en grov, ikke ganske hvid Skjorte, gennem hvilken det aabne Bryst viste sig, intet Halstørklæde, et Par saakaldte Kommissko og hvide Strømper af groft Uldgarn. Han var en imponerende Skikkelse, høj og muskuløs; hans vejrslagne Ansigt med skarpe Kanter og en stor, fremstaaende Næse manglede ikke et vist ædelt Udtryk; af hans store graa Øjne lyste en Forstand, som undertiden, naar han blev varm under en Samtale, kunde han slaa over i Ekstase, og hans kort afskaarne mørke Haar, graasprængt hist og her, og hvis filtrede Tilstand røbede ringe Bekendtskab med Kammen, fuldendte en Figur, der vidnede om fysisk Kraft."

Han var visselig, hvad man med et moderne Udtryk vilde kalde en underlig Snegl. De, der kendte han Livshistorie, kaldte ham et interessant Vrag. Man vidste at fortælle om en romantisk Kærlighed, han i sin Ungdom havde næret til en ung Pige, der tjente i hans Forældres Hjem. Han vilde gifte sig med hende, men Forældrene satte sig derimod, og for at hævne sig tog han en Rcscrvevægterplads og sang Vægterversene flere Nætter i Rad i den Gade, hvor Forældrene boede.

Hvem var da hans Forældre og Slægtninge?

Et Sted i sin Avis siger han: "Jeg har i min nærmeste Familie haft tre Admiraler, en Gehejmeraad, syv Kammerherrer, der have galt husholdet, mens de levede, og efter deres Død efterladt mig i Fattigdom og Elendighed. Jeg vilde derimod ønske, at jeg havde haft i min Familie nogle Agerdyrkere, Skorstensfejere, Smede og andre af den simple Klasse, naar de kun havde ført en fornuftig Husholdning, mens de levede, og efter deres Død efterladt mig del, jeg behøvede til en anstændig Levemaade."

Det var rigtigt, at Tønder, der fødtes 1773 - i disse Dage for halvandet Hundrede Aar siden - hørte til en af Landets saakaldte bedste Familier, hans Fader var Admiral og Chef paa Holmen, og i sin tidligste Ungdom var Tønder anbragt i Huset hos en nær Slægtning, den kendte Professor i Historie Sneedorff. Her studerede hun Teologi og tog en sin Eksamen, hvorefter han I en kort Tid ernærede sig ved Sprogundervisning.

Men da det kun var et kummerligt Udbytte, han fik af sine Informationer, og da hans Familie havde slaaet Haanden af ham paa Grund af Kærlighedshistorien med den tjenende unge Pige, tog han, efter at have været Natvægter em Tid, Hyre som almindelig Matros, og foer viden om til Nordamerika, Kina og Ostindien.

Da han blev ked af Sølivet, prøvede han paa at faa et Præstekald. Han prædikede i et Par af Hovedstadens Kirker, men helt almindelige var de Anskuelser, han fremsatte, ikke, og dermed var den gejstlige Vej lukket for ham.

Alle Sunde syntes saaledes lukkede for Tønder, der var for ærekær til at tigge om Hjælp hos sin rige Familie, og han begyndte da det Liv, der gjorde ham bekendt i Datidens København. Han lejede sig et Tagkammer i Brøndstræde, senere i Nyhavn, og herfra udgav han "Gammelt og Nyt", som han selv solgte for to Skilling paa Gader og Stræder og ved Dørene. Spurgte man ham, hvad det var for et Blad, svarede han uvægerligt: "Det er en lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring." - "Den lysende Fakkel" blev derved efterhaanden Bladets populære Navn.

Indholdet af Bladet var Fortællinger, Digte, filosofiske Betragtninger og Fabler, alt skrevet af Tønder selv og alt af en moraliserende Karakter. Han opstillede tolv Bud for, hvorledes man bør leve Livet. Et af disse Bud var nu temmelig livefjendsk: at leve bestandig i den ugifte Stand; et andet komplet uforstaaeligt: at have Haaret tæt afklippet ved Hovedet. Men andre var saamænd meget fornuftige: at høre med den største Ligegyldighed, ja med Foragt Daarens og den Ukyndiges og alle vrange og urigtige Dømme, men derimod aleneste at agte højt den indsigtsfulde, redelige og upartiske Dom; aldrig at blænde Øjnene med en falsk Glans, aldrig at ville anses, men være virkelig, endog uformærket, i Gerningen fortjent; ikke at lade sig henrive af en falsk Indbildning, men i alle Ting bestræbe sig for at blive ved roligt Overlæg: at gaa tidlig til Sengs, men staa tidlig op; bestandig at være i frisk Luft, ja endog ofte om Natten at sove for aabent Vindue.

Paa Gaderne saas Tønder ofte, ligesom Filosoferne i det gamle Grækenland, i lange filosofiske Samtaler med dem, der købte Bladet af ham, men om sine personlige Forhold talte han aldrig, kun yndede han som den Gerrige at fremstille sig som en yderst fattig Mand.

Fattig var han nu ikke i de senere Aar, men gerrig var han, og denne Gerrighed blev hans Ulykke, idet Rygtet, som altid havde travlt med denne sære og ejendommelige Gadefigur, efterhaanden udspredte, at han var hovedrig og havde alle sine Penge skjult hjemme paa sit Tagkammer.

Delte kom ogsaa en ung Købmandssøn fra Nyborg for Øre, og han - Petri Claudi Ferdinand Worm hed han, der havde været Underofficer ved et københavnsk Regiment, men opgivet denne Stilling, fordi han i det hele taget ingen Ynder var af regelbundet Arbejde, besluttede at sætte sig i besiddelse af Tønders Penge.

En Dag i Sommeren 1836 gik han da op til Tønder, der den Gang boede i Nyhavn, for at finde en Lejlighed til at stjæle Pengene. Worm foregav at ville have Undervisning i Fransk, og han blev hurtig enig med Tønder om Prisen, han maatte sælge sin eneste Skjorte for at skaffe de tre Mark. 

Ved Worm næste Besøg paa Tagkammeret i Nyhavn havde han el Par Butterdejgskager med, hvoraf den ene af ham var bleven fyldt med Iidt Opium. Han bød Tønder Kagerne, og den gamle Gnier satte dem med Graadighed til Livs - og var lige frisk bagefter. Et Par Dage senere bød Worm ham paany Kager, der indeholdt en stærkere Dosis Gift, men denne Gang vilde Tønder Ikke spise dem. De forrige havde ikke smagt ham, sagde han.

Men Worm var nu fast besluttet paa at faa fat i den Gamles Penge under dette Besøg, og i et ubevogtet Øjeblik tog han et Stykke groft Sejlgarn, der laa paa Bordet, slog det om Tønders Hals og kvalte ham. Han tog derpaa fra Gnierens Brystlomme Nøglerne til hans Gemmer, satte sig i Besiddelse af Obligationer til et Beløb af 12,000 Rigsdaler, en stor Mængde Guld- og Sølvpenge samt Medaljer og en Pose med Specier. Inden han forlod Gerningsstedet, ordnede han omhyggeligt alt i Stuen og satte en Hængelås for Døren.

Der gik flere Dage, før Mordet opdagedes, og det skete først, da Husbeboerne generedes af den raadne Stank, der trængte ud fra Kammer. At "den lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring" ikke var udkommen i længere Tid, havde ikke vakt nogen Opmærksomhed.

Ingen anede, hvem Forbryderen var, men gennem et Pengebrev, som Worm havde afsendt til sin Familie, kom man paa Sporet, idet Brevet blev aabnet paa Posthuset, for at Summen kunde bekræftes. Derved fik man Afsenderene Navn. Det oplystes, at han var rejst til Lübeck for at fortsætte til England, men inden han forlod Lübeck, blev han anholdt og ført hjem til København.

I Fængslet opførte han sig mønsterværdigt og var saa angrende og indsmigrende, at Fængselspræsten, daværende residerende Kapellan paa Kristianshavn, Pastor H. C. Visby gjorde alt, hvad der stod i hans Magt for af vække Sympati for Morderen. bl. a. lod han en Række rørende Breve og sentimentale Digte, som Morderen skrev i Fængslet, offentliggøre.

Men alle Anstrengelser for at frelse hans Liv strandede. Den 20. November 1838 blev "den sentimentale Morder", som Folk kaldte ham, ved Solopgang henrettet paa Amager Fælled i Overværelse af store Skarer af Mennesker.

Dagen for Henrettelsen skrev Worm sit sidste Digt, der former sig som en Bøn om at blive begravet paa Kirkegaarden. Det hedder heri:

Førend Lynet rammer mig, som knuser
Dødens Laas for denne Herlighed.
Tanken om din Skønhed mig beruser,
Plet af Jord, hvor ene der er Fred.
Sang og Klang og mangen bitter Taare
følger Støvets Sønner til dit Skød.
Dine Porte lukkes for min Baare,
dog ved den saa bitter Taare flød.
Vil du nægte mine Ben sin Hvile
paa det Sted, der rar mig, o! saa kær;
skal paa Graven aldrig Blomster smile?
Verden! med mit Støv 

Vidar Bruun.

(Social-Demokraten, 24. december 1924).

Politivennen Live Blogging har tidligere offentliggjort artikler om mordet på Tønder. Vidar Bruun (1878-1940) var journalist og forfatter.