Efter Stadsphysici Erklæring, at jeg havde Kopper, blev jeg i Januar Maaned d. A. bragt i den, saa lidet yndede, Koppevogn ud paa det til Koppehospital indrettede Lokale paa Søqvæsthuset. Ved Ankomsten dertil mødte mig det ubehagelige Syn, at Trappegangen var opfyldt med lasede, pjaltede, halvnøgne og smudsige personer af begge Kjøn; de vare Patienter, som jeg erfarede, og da jeg blev ført til Qvarteermesterens Værelse, fulgtes jeg af denne Skare Nysgjerrige. (Qvarteermesteren, en gammel Sømand Beck, synes at være mindre skikket til at fungere i en saadan Post, hvor han maa have at gjøre med saa mange af den laveste Klasse, og hvortil han vistnok mangler Kraft). Jeg tilstaaer, at jeg speculerede paa Flugt; men Dr. Klingborg kom strax efter, og idet han gjorde Undskyldning for Leiligheden, lovede han at jeg skulde faa det bedste Værelse muligt. En Opvartningskone ledsagede mig til dette; efterat have passeret flere Gange og Trapper kom jeg til en Plads, der lignede et Loft; en Dør blev aabnet, og jeg inviteret til at træde ind. Dog maatte jeg først indaande den noget friere Luft fra Loftet, førend jeg traadte ind i den grueligste Atmosphære, forvoldet ved en meget stærk Hede og endnu ubehageligere Ingredientser. I Baggrunden saae jeg et lille Bord, omgivet af 3 Personer, hvilket jeg nærmede mig, tog Plads og fandt at Selskabet bestod af skikkelige Personer. Da jeg mærkede til Sult, bad jeg om min Aftensmad, men fik til Svar, at jeg denne Aften intet fik, hvorfor jeg imodtog Tilbudet at nyde noget med en af mit nuværende Selskab, skjøndt det, han spiste, i min Tilstand neppe var mig tjenligt. Min Seng blev nu redet, jeg fik mine egne Sengeklæder, med Undtagelse af Lagen, og med Bøn til Gud snart at befrie mig fra dette Opholdssted, faldt jeg i Søvn.
Om Morgenen vækkedes jeg ved et Hvin, blandet med Støi og Sladdren, kort jeg veed ei hvad. Jeg laae i en phantastisk Drøm, og pludselig forstyrret foer jeg op, men blev saa indviklet i Lagenets større og mindre Rifter, at jeg neppe kunde røre mig. Dog efter megen anvendt Møie kom jeg løs, og for at erfare Grunden til den hørte Larm, dreiede jeg Ansigtet od den Kant, hvorfra den kom, opdagede også en stor Revne i det Skillerum, som var imellem min Stue og - Damernes. Trods min bedre Følelse kunde jeg ikke undlade at tilfredsstille min Nysgjerrighed; jeg saae alstaa - en halvpaaklædt Borgerkone med et nøgent, vrælende, med Kopper besat Barn paa Skjødet; ved Siden stod en Dame i Chemise, og en Tredie næsten in puris naturabilus. Da jeg vendte mig bort fra dette Syn, ytrede jeg lydeligen min Mening om Urigtigheden af at tvinge Folk, især Fruentimmer, hvis sædeligheds-Følelse saa høiligen maatte saares ved stedse at vide sig udsat for Paatrængendes Blik, til at afbenytte en saadan, ikke bedre indretteet, Anstalt. Mit Selskab fortalte mig, at dette var det bedste Dameværelse, og at det kun havde den Feil, at Skillerummet mellem det og vort var forsynet med Kighuller, at det paa den anden Side stødte op til Tugthuusfangernes Lokale, hvis Conversation og Sange Patienterne maatte høre, og paa den tredie til et Slags Ligstue, hvorfra Liglugt trængte ind i Værelset, foruden et andet Slags Stank, som saavidt muligt burde fjernes fra en Sygestue. Jeg beklagede de stakkels Fruentimmer, men sov ind igjen og vaagnede først Kl. henimod 11, hvorpaa jeg stod op, drak Theevand, og tog mig en Bog at læse i. Lidt efter kom Opvartningskonen ind, og satte en Tinskaal paa Kakkelovnen; jeg spurgte, hvad det var, og erholdt til Svar, at det var min Middagsmad. Jeg undersøgte strax mine Retter, men hvor væmmedes jeg, da jeg af den saakaldte Kirsebærssuppe udtrak flere lange Haar, samt andet smaat Snavseri, der svømmede paa Suppens Overflade; jeg forsøgte at smage paa den, men istedetfor af Kirsebær smagte og lugtede den utaaleligt af Rødløg, hvilket de andre patienter bekræftede som en Erfaringssætning. Maden blev staaende urørt, og jeg forblev - sulten. Slige Fata, som jeg havde hver Dag under mit Ophold paa denne Anstalt, vilde være for vidtløftige til specielt at opregne; jeg vil derfor indskrænke mig til at omtale de betydeligste Mangler, som jeg kunde opdage, og som vistnok kunne give enhver Lidelsesbroder Anledning til Klage.
1) Lokalet. At tænke sig et slettere indrettet Hospital end Koppehospitalet er, kan vist ikke være muligt, og dette er desto sørgeligere, som Bygningen er stor nok, og kunde, sikkert uden nogen meget betydelig Kapital, indrettes hensigtsmæssigen. Bestyrelsen har vel neppe ventet, at en saadan Mængde skulde angribes af Kopperne, eller at den bedre Klasse skulde kunne faae dem, thi ellers havde den sandsynligvis sørget for at saadanne ikke kom paa den samme Stue, hvor Folk af den laveste Pøbel, Ladegaardstvangslemmer o.s.v. ere indqvarterede.
I Stue-Etagen findes ingen Sygestuer, kun et Værelse til Portørerne, og et andet, der, om jeg saa maa sige, ei kan betragtes uden som Pulterkammer, thi deri findes et Lukaf, der forestiller Qvarteermesterens Kontoir ((?), opfyldt med Valler, smudsigt Tøi, og i samme Værelse er tillige en saakaldet Badeanstalt. Samtlige øvrige Værelser, som kunne indrettes til herlige Sygestuer, beboes af en pensioneret Enke. - Paa første Sal findes de egentlige Mandfolkestuer, nemlig 2 meget store (hver omtrent paa 25 Senge) og en tredie noget mindre. Paa anden Sal have Fruentimmerne 2 store Værelser; ved Siden af disse er der en lille Stue paa 2 Senge, det eneste nogenlunde taalelige Værelse paa hele Anstalten. Den anden halve Deel af denne Etage bestaaer af et Slags Loft, hvorpaa 2 Værelser ere indrettede, det ene for Fruentimmer, det andet for Mandfolk. Fruentimmernes er før beskrevet, det har 4 Senge, og de, som ikke generes ved at blive beskuede i hvilkensomhelst Stilling, kunne taale at høre raa Forbryderes Conversation, og indaande Stank fra Liigstuen og Retiraden, ville der have det ret godt; for øvrigt er der i det før omtalte lille Værelse 2 Senge; ere der flere end 6 Fruentimmerpatienter, af hvilken Stand de end maatte være, maae de ned paa de forpestede Langstuer. - Mandfolkeværelset, der ogsaa har 4 Senge, er noget bedre, og man kan, uden Skade for sin Sundhed, tilbringe sin Fængselstid der; alle øvrige Patienter maae ned paa en af Langstuerne, og der skal en honet Borger nødes til at være i Selskab med over en Snees pjaltede, halvnøgne Mennesker, der ideligen udstøde Eder og Forbandelser, spille Kort, synge og dandse, og maaske neppe lade ham Ro, imedens han drages med Døden.
2) Føden. Patienterne ligge paa halv eller heel Kost. De paa halv Kost skulle spise Kl. 11, og erholde den føromtalte, saakaldede, Kirsebærsuppe og stundom, naar Lægen tillader det, fersk Torsk; denne er yderst slet. Naar fersk Fisk kun kjøbes et Par Gange om Ugen, og saltes til de andre Dage, kan den neppe være tjenlig for Sunde, end sige for Syge; naar denne Fisk desuden er død, eller i alt Fald mat, ved Indkjøbet, da er det endnu værre. Dagen før jeg kom, blev Fisken sendt tilbage med Protest, som aldeles raaden. Istedetfor Smør bemærkes et Slags Meelsauce paa Tallerkenen; 2 Franskbrød med Smør følge med; skjøndt Smørret neppe er til at see. Heel Kost er noget bedre; kun kommes der Smør eller Fedt i Bygsuppen, og Kjødet er undertiden temmelig seigt. Klagen til Stadsphysikus over Maden har maaske gjort nogen Forandring til det Bedre. Øl, Smør, Brød og Theevand er upaaklageligt.
3) Inventariet er i den usleste Forfatning; kun faa Kammerpotter, ingen Spyttebækkener, ingen Kitler til Patienterne, ingen Tøfler, daarligt Linned, ingen Rullegardiner - kort total Mangel paa de første Fornødenheder ved et Hospital. Fattige Børn, der ei have Skoe og Strømper, maae ei gaae med Træsko, men barbenede paa de kolde Trapper, hvilket neppe er sundt for en Koppepatient.
4) Badeanstalten er i maadelig Forfatning; der er intet særskilt Badeværelse. Badekarret staaer i en Krog af det saakaldte Qvarteermester-Kontoir; omkring det ere opstillede to rødmalede Skjermbrædter, bag hvilket Hegn baade Fruentimmer og Mandfolk skulle bade sig, og udsættes forr Beskuelse. Der er kun eet meget stort Badekar, i hvilket alle Patienter komme, ei i reent lunkent Vand, men i en Blanding af fedtagtige Partikler og Koppeskorper, da det ei er muligt at holde Karret reent, eftersom det, skjøndt i Bunden forsynet med en Prop, er saaledes, at Vandet ei kan udledes af samme. Desuden mærker man i Værelset Træk og Kulde istedetfor Varme, og ved saadant Bad paadrog jeg mig en hidsig continuerende Feber.
5) Opvartningen. Paa hele Anstalten ere kun 2 Opvartningskoner, een paa Fruentimmernes og een paa Mandfolkenes Stuer. Hver af dem har omtrent 40 Patienter at opvarte, saa at man vel kan indsee, hvor umuligt det maa være for dem at passe alle. De nogenledes Raske maae passe sig selv; de mere Syge maae derimod ofte næsten vansmægte, hvis ei en menneskekjærlig Staldbroder vil række dem en Lædskedrik. Heller ikke er der flere end 2 Vaagekoner; paa det Værelse, hvor jeg var, saaes ingen, hvorfor ogsaa en honet Borgermand, der var meget syg, maatte bekvemme sig til at tage ned paa en af de afskyelige Langstuer, fordi han ei kunde undvære Hjelp om Natten. Betjenterne, saavel mandlige som kvindelige, ere for øvrigt flinke Folk, som ved Omhuh og Utrættelighed søge at bøde paa det ringe Antal.
6) Inspectionen er æqval - 0. Efter Sigende skal der være en Inspecteur ved Qvæsthuset; men er han end Regnskabsfører, saa paaseer han ikke iøvrigt Stiftelsens Tarv som Politimester. Enhver gjorde hvad han vilde, Mandfolk spøgede med Fruentimmer ofte paa en meget haandgribelig Maade, Drengene pryglede hinanden, Støi og Spektakel hørtes paa Stuer og Gange - kort, Uorden overalt.
7) Læge hjelp og Læge Tilsyn er det eneste man kan glæde sig ved; den ydes Patienterne med samme Omhu og Opmærksomhed som paa et andet velindrettet Hospital.
Enhver der læser Ovenstaaende, vil sikkert med mig ønske, at Vedkommende, der have Bestyrelsen over denne Anstalt, enten ville sørge for, at den Bestemmelse, "at enhver Koppepatient skal paa Qvæsthuset", blev hævet, eller og i modsat Fald giøre de Lidendes Ophold paa Stiftelsen saa taaleligt, som muligt; da vilde man gjerne afbenytte en Anstalt, som nu baade afskyes og hades af Enhver, der kjender den, om end blot af Rygte.
J. Möller.
(Kjöbenhavnsposten, nr. 62, torsdag den 12. marts 1835)
Koppeepidemien kostede 434 mennesker livet i København:
