Garveri. (Efterskrift til Politivennen)

Vore Garverier have i de sidste Aar ved forøget Dristighed vistnok Krav paa det Almenes Opmærksomhed, tildeels for det Held, hvormed vore Fabrikantere have fortrængt de udenlandske Fabrikater, og den Grad af Godhed, de til Trods for de ugunstige Forhold, især i Hovedstaden, have vidst at forskaffe deres Vare. Men hvad der netop i Hovedstaden modsætter sig Fabrikernes Udvidelse er det indstrænkede Rum, hvori vore Garverier ere anlagte (et af vore sidste Garverier drives endogsaa paa fire forskiellige Steder her i Byen), og saa længe Cancelliplacat af 21de April 1809 og 13de Juni 1810 bestaae, ville ingen nye kunne anlægges, og ville ikke alene holde de Eiendomme, hvor, et saadant Anlæg findes, i uforholdsmæssig Priis, men ogsaa være til Hinder for gavnlige Forbedringer; saaledes vil f. Ex. Dampmaskiner med Held kunne anvendes til Barkmaling, valtse Læderet, poste Vand, og ved Stampning udtrække Kalken af Læderet, istedetfor den for andre Huusbeboere utaalelige Stank af Beitzen.

Det turde synes, at saadanne Anlæg bedst anlagdes i Forstæderne, men Erfaring har lært det Modsatte: Barken, der for det Meste kommer fra Udlandet, bliver fordyret ved den lange Transport, Producenterne af de raae Varer søge helst Torvene; dertil kommer, at saalænge Læderhandlerne ikke staae i et passende Forhold til Fabrikanterne, de selv maae besørge deres Detail-Forretninger. Consumptionen af garvet Læder udgjør ved at føres ind i Staden 12 sk. pr. Lpd., og den for Fabrikanten saa nødvendige Berørelse med Handelsstanden ved Børsgang etc. vilde for en Deel kalde bort.

Hvad der i sin Tid foranledigede foromtalte Cancell, Plac. turde vel være Frygt for skadelig Indflydelse paa Sundheden, men Erfaringen har ikke stadfæstet, hverken i andre europæiske Stæder (hvoraf Inds. fjender blandt andre tvende Grændsestæder, Stavelot i Belgien og Malmeby i Preussen, ½ Miil fra hinanden, beboede for det Meste af Garvere) eller hersteds, ovennævnte Frygt. Det synes endogsaa, at Lægerne i den senere Tid have forandret Anskuelse, og anbefalede endogsaa Garverierne i Choleratiden, som Præservativ mod denne farlige Sygdom.

Den Indflydelse, den vilde have paa Eiendommen her i Staden, turde vel ikke være saa ubetydelig. Saaledes blev Gaarden Nr. 272 i Adelgaden, hvor indtil Aaret 1804 var drevet Garveri, solgt for 7430 Rbd., ikke stort mere end i Deel af Assurancen; havde Privilegiet klisteret vilde den udentvivl være gaaet over 10,000 Rbd., da adskillige Garvere vare Liebhavere, men de dristede sig ei til at byde høiere formedelst den nævnte Canc.-Plac. Den samme Pl. bød, at de ældre her i Staden værende Garverier skulde nedlægges, saafremt de gik over i fremmede Eieres Hænder. De fleste Garverier have siden den Tid havt forskiellige Eiere, uden dog at bemeldte Pl. er kommen til Anvendelse, men er derimod bleven en Indtægt for Communen, idet den første Eier aarligen erlægger 10 Rbd., og forhøies med 5 Rbd. aarligen for de senere Eiere. At ingen Indstilling er gjort fra Laugets Side, vil let indsees af dem, der kiende den endnu hos os herskende Laugsaand, da derved Lejligheden til at etablere sig i samme Fag betages de Lysthavende. Inds. har derfor besluttet at lade samme igjennem dette Blad offentliggjort, paa det at alle Interesser kunne udtale sig, og at det af det vundne Resultat kunde fremgaae, om titnævnte Plac. burde vedligeholdes eller ophæves.

6. 13.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. maj 1841).

Garverier var en af de ildelugtende industrier. Processen var at blødgøre skind med salte, urin eller lignende for at fjerne hår, fedt og andre uønskede elementer. Herefter Derefter garvedes skindene med bark, tran, dyregødning (typiske fra hunde eller duer) eller knust dyrehjerne. Herefter smidiggjordes skindene med "smøring" med dyrefedt eller tran. Til sidst en eventuel farvning og udspiling. På artiklens tilblivelsestidspunkt var der ca. 300 garverier i Danmark. Herefter begyndte man at bruge en usund, men tidsbesparende garvemetode med krom. 

De Slavegjorte i Kolonierne. (Efterskrift til Politivennen)

Det ser ud til at danske slavegjorte øjnede muligheder for at befri sig selv, i følge Kjøbenhavnsposten den 26. marts 1841:

Kjøbenhavn den 26de Marts 1841. Man vil erindre, at der ifjor Sommer i forskjellige Tidender berettedes fra Dansk-Vestindien, at endeel saakaldte ufrie Negre havde forsøgt at erhverve sig Frihed ved at flygte i et Par Baade, og at de, i det de forfulgtes af et armeret Fartøi, havde søgt Tilflugt paa et engelsk Eiland, hvilket deres Forfølgere imidlertid ikke havde taget Hensyn til. Til Undersgelse af denne Sag, der senere har foranlediget Reclamationer fra engelss Side, er nu udnævnt en Commission, bestaaende af Commandeurcapt. Dahlerup, Capt. kammerjunker Fisker og Assessor Rothe ved den vestindiske Overret. 

Kjøbenhavnsposten var i 1843 ved at miste tålmodigheden med regeringens holdning til slaveriets ophævelse, og skrev den 13. april 1843 i anledning af Peter von Scholtens besøg i København snart var ved at være slut:

Der er vistnok ikke Mange, der længere ville forsvare at bruge Palliativer i dette for Menneskeheden saa vigtige Anliggende, og vi troe derfor, at de høiligen feile, som formene, at der allerede ved Forbudet imod Slavehandelen er gjort et stort Skridt fremad, hvorved man endnu længere kan blive staaende; thi saalænge Slaveriet existerer, vil det aldrig kunne bevirkes, at Slavehandelen ophører, da der er forbundet altfor overveiende Fordele ved denne umenneskelige Trafik til at den speculationsfulde Egennytte ikke skulde finde nye og sikkre Midlert til at modarbeide selv de strengeste og mest energiske Love. Slavehandelen vil derfor aldrig kunne afskaffes, førend alle Nationer ere enige i ingen Slaver at taale indenfor deres Grændser, men derfor bør alle Nationer ogsaa arbeide hen imod dette Maal med ufortrøden, aldrig standset Iver. Efter det Stadium, den danske Nation indtager med Hensyn til Slaveemancipations-Spørgsmaalet, ansee vi det nødvendigt at begynde med den Bestemmelse, at ingen Slaver længer kunne fødes paa dansk Territorium; det er det mindste Skridt, vi kunne foretage, efterat have hvilet i over 50 Aar paa de Laurbær, vi samlede ved at være den første Nation, der ophævede Slavehandelen. 

Artiklen sætter ikke meget tiltro til at von Scholten ville være i stand til det.

Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Bornholm ligger overladt til sig selv, sit eget Liv og sine egne Kræfter, tæt sluttet til sin gamle Tilværelse, gamle Vaner, gamle Synsmaader, gamle Fordomme, gamle Erkjendelser, særskilt og afsondret fra Tidens Udvikling og Nutidens Leven; det Væren ligner en Dreien om sig selv, et Kredsløb om sit eget Jeg. Rigets store udviklede Ideer er en lukket Bog, som Ingen kan læse. Livets daglige Sysler fængsle al vor Interesse, derom dreie sig alle Spørgsmaal: Bonden driver sin Plov, Skipperen venter med sin lille Skude efter en gunstig Leilighed til at stryge over Havet, Kjøbmanden veier og sælger; hvad der bringer saamange Andre Glæde eller Uro, det hverken glæder eller ængster her; om det gaaer sa eller saa med Finantser og Stat og Bestyrelse af det Hele, er en Sag, som kun lidet vedkommer os. Gjenstanden for alle vore Forhaabninger for Fremtiden og vore inderligste Ønsker, Lægedommen for alle Fortidens Misgreb, vor egentlige Tillid og Fortrøstning - den store Tidende: "Vi have faaet Constitution", der vilde lyde som et Glædens Budskab over al Danmark, vilde kun tone mat og klangløs over Dybet der kastedes mellem Bornholm og Øerne.

(Kjøbenhavnsposten den 26. marts 1841)

Ulv ved Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

"Aalborg Avis" bekræfter nu et af den tidligere omtalt Rygte, at en Ulv er bleven skudt i Egnen af Aalborg, nemlig ved et Udflyttersted fra Hiesby, i Nærheden af Albek Hovedgaard. "Bondens Datter", hedder det "kom ind og berettede sin Fader, at der ude ved et Aadsel af et Faar stod et Dyr, som hun endnu aldrig havde seet. Manden ladede da sin Bøsse og skjød Ulven, som endnu løb et Stykke, hvorpaa den segnede. Skindet skal være solgt i Robe, hvor Bonden ogsaa skal have hævet 5 Rbd. som Præmie for skadelige Dyrs udryddelse. En 5 a 6 Faar der i Egnen havde Ulven bidt. Mærkeligt er det forøvrigt, hvorledes Dyret har kunnet komme tilstede, thi at det fra Sverig over Sjælland og Fyen skulde have fundet Vei herop, er ikke sandsynligt. Rimeligviis maa det da paa et Iisstykke have gjort Reisen over Nordsøen fra Norge til Jylland."

(Kjøbenhavnsposten den 24. marts 1841)

Toreadoren pebet ud. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have endnu ikke omtalt det Optrin, der i Søndags Aftes foregik i Theatret ved Opførelsen af "Toreadoren", og som lover endnu i lang Tid at give Publikum ligesaa meget Stof til Underholdning som til halv morsomme og halv ærgerlige Betragtninger. Det Hele er, at Hr. Bournonville ved sin Fremtrædelse blev modtagen af endeel Hyssen og enkelte Pibere, at han i i Ærgrelse herover begik den Daarskab, at træde ud af sin Rolle og hen til den kgl. Loge for at spørge hvad Hs. Hs. Maj. befalede, han skulde gjøre, og at Hs. Maj. svarede: "bliv ved".

- Det kunde vel være morsomt nok at erfare hvorvidt denne exalterede Taabelighedshandling af Hr. Bournonville har havt sit Udspring af hans høie Begreb om Prædicatet kongelig Balletmester; men da en saadan Adfærd saa aldeles giver sig selv Latterligheden i Vold, maa man ansee videre Reflexioner derover for at være overflødige. Vi skulle heller ikke her anstille Betragtninger enten over de obscure Cabaler, der have givet Anledning til bemeldte Optrin, eller over det Tab, Theateret vilde lide ved at Hr. Bournonville tager sin Afsked, en Beslutning han forresten nu har erholdt Tid til i Stilhed at overveie ved dn ham paalagte Huusarrest, hvortil en af Theaterdirectionen decreterede Arrest i Blaataarn er bleven formidlet. Hvad vi derimod her skulle berøre, er den af Politiet derved brugte overordentlige Fremgangsmaade. En gammel Placat fra Frederik den Femtes tid, der er dateret den 24de Septbr. 1753 fra Comediehusets Oberdirecteur, fastsætter, at Directionen, for at forekomme i Fremtiden alle Insolencer paa det danske Comediehuus, maa ved Politiet lade observere, anholde og med Retten forfølge dem, som medens de danske Comedier opføres, i Comediehuset enten ved Udpibning eller i andre usømmelige Maader nogen Slags Uorden foraarsage og begynde. Denne Bestemmelse, der senere, formodentlig paa Grund af et eller andet Optrin, er bleven fornyet ved Politiplacat af 25de Febr. 1819, er nu i hele sin Strenghed bleven bragt i Udøvelse i Anledning af det omtalte Optrin. Flere Personer, der formodentlig ansaaes for at være Dem, der modtoge Hr. Bournonville paa den ovennævnte Maade, og saaledes ved derees Oppinionsyttring i strengeste Forstand kunne siges at have forvoldt Uorden, bleve nemlig anholdte og underkastede Forhør om Natten, og kunde Dagen efter ikke engang mod den af deres Paarørende tilbudne Caution erholde deres Frihed. Anvendelsen af en saadan inqvisitorissk Fremgangsmaade i Anledning af en Overtrædelse, der i alt Fald ikke kan paadrage Vedkommende anden Straf end en ringe Mulct, maa vistnok forekomme overordentlig, og om ogsaa Politiet, som den "Berlingske Tidende" for igaar beretter, "ved fortsatte Forhør er kommen til Kundskab om, hvem der er interesseret i denne Sag", saa er det Hele dog en saa ubetydelig Gjenstand, at den vistnok ikke fortjente at behandles som om det var en revolutionair Sammensværgelse, man var kommet paa Spor efter.

(Kjøbenhavnsposten, 17. marts 1841)

Det gik ud over den dengang 35 årige August Bournonville ved opførelsen af hans folkelivsballet "Toreadoren" (1840), der faldt dom i denne sag:

Idag faldt der Politiretsdom i den i Anledning af Pibningen ved Hr. Bournonvilles Fremkomst i Balletten Toreadoren den 14de dennes reiste Sag. Skomager P. C. Trane og Fuldm. P. Kjerulf bleve, for at have givet Logebilletter til forskjellige Personer imod at disse skulde pibe ved Hr. B.'s Indtrædelse, hver idømte en Mulkt, den første af 40 Rbd., den anden af 30 Rbd., og Drengen O. Kjerulff, for at have pebet, en Mulkt af 10 Rbd. Under Sagen var det oplyst, at Grev Schulenburg havde kjøbt to Loger og foræret dem til Førstnævnte, P. Thrane, imod at denne skulde anbrnge Billetterne til Personer, der vilde pibe ved den nævnte Leilighed. Grev Schulenburg har, for sit Vedkommende, forlangt Sagen henviist til den militaire Ret. 

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1841)