Del VII beskæftiger sig med politispionerne og diskussionen mellem Bastholm og Dampe for for- og bagdele ved valgte folkeforsamlinger fremfor arvekonger. Den forklarer også at danskerne stadig levede i eftervirkningerne af Napoleons storhedsdrømme. Den nævnte politispion som Dampe troede var hans nære ven, var fhv. kaptajn Top.
Dr. Dampe.
VIl.
Man ville imidlertid meget fejle og røbe en total mangel på kendskab til den tid, hvis man troede, at de store verdensbegivenheder gik forbi det danske folk uden i mindste måde at gribe og berøre det; at det navnlig ikke viste sympati for de frihedskampe, der førtes i flere sydlige lande. Jo vel fulgtes også her disse kampe af enhver dannet mand med levende interesse - selv digterfejden imellem Baggesen og Oehlenschläger distraherede ikke ganske sindet fra hvad der ellers foregik i verden. Men man må ikke glemme den væsentlige kendsgerning, at så godt som det hele danske folk i sin tid ganske havde fortabt sig i beundringen af en stor tyrans, en verdenserobrers eminente geni. Drømmen om, ved hans mægtige arm at se rejst en skandinavisk konge- eller vel endog kejsertrone i Danmarks hovedstad var rigtignok forlængst forbi - man var voldsomt og frygteligt revet ud af den; men netop derfor kunne man endnu kun langsomt associere sig med tiden og dens bestræbelser, selv hvor disse gik ud på at afkaste det åg, som den såkaldte hellige alliance - der visselig ikke kunne nyde eller nød nogen sympati her - atter ville lægge på de til selvbevidsthed vakte nationer. Det gamle, i en krænket nationalstolthed dybt begrundede nag til England havde desuden ikke endnu ganske tabt sig. De ulykkelige følger af en måske alt for trostyldig, men i ethvert tilfælde uklog politik sporedes kun alt for føleligt og genvakte let den forbittrende følelse af lidt uret.Det var først på det tidspunkt, vi her nærmest har for øje, at der, i det mindste i hovedstaden, hos mange begyndte at ytre sig en bestemt mening om ønskeligheden af friere statsformer. Jeg skal anføre et faktum fra den tid, der, så vidt jeg ved, ikke for direkte nogetsteds offentlig er angivet,- men hvis virkelighed endnu mange af den ældre slægt, som dengang tilhørte den yngre, ville kunne bevidne. Det var - fra hvad kant er jeg nu ikke med nogen sikkerhed i stand til at sige - i sommeren eller efteråret 1820 blevet udbredt i staden, at de, der anså en konstitution for ønskelig, som et ydre tegn på denne deres politiske tro, ville bære en jernring om mellemfingeren af den venstre hånd, og følgen af dette rygte var, at i få dage blev hele forrådet af jern-gigtringe (hvilke man anvendte dertil) revet bort hos alle byens isenkræmmere. Det hed, at politiet havde særdeles travlt med at optage lister over alle dem, der bar sådanne ringe; men antallet må have været for stort, eller arbejdet uoverkommeligt, for man hørte ikke siden noget til disse lister; men ringene sås i flere måneder på mangfoldige fingre og forsvandt først da aktionen mod Dampe blev rejst, eftersom enhver under denne katastrofe naturligvis ilede med at frigøre sig for alt, hvad der kunne lede til mistanke om nogen som helst delagtighed i hvad rygtet udgav for at have været Dampes oprørske planer, skønt enhver allerede dengang vidste, at hans eneste medvidere deri - med undtagelse af en enkelt, som man sagde, simpel og enfoldig mand - var gode royalister og - folk i politiets sold.
Dampe alluderede i det første nummer af "Iagttageren" i sin såkaldte "pampluddriske skildring": "Jernringen" på en for alle lydelig og forståelig måde til dette åbenlyse "hemmelige tegn", idet at han gjorde grin med politimesteren i Pampluddria med sine spioner, der først eftersporede alle dem, der gik med udhængende støvlestropper, hvilke var ham betegnede som hemmelige oprørere, men siden bragte ud, at de sammensvorne kendte hinanden indbyrdes på en jern-fingerring, og til slutningen af en som gammel kælling forklædt skælm, fik appliceret en sådan, med voks overtrukket jernring på næsen. - Det er psykologisk mærkeligt, med hvilken naivitet Dampe på den tid selv gjorde sig lystig over politiets spejden og efterforskninger. Han betegnede i samme skildring politispionerne i Pampluddria som "nogle store og lange lømler, hvilke man kunde kende i gadens anden Ende". Jeg ved med fuldkommen vished, at hvert af hans skridt dengang bevogtedes af politiet, og har selv set Dampe vise en ven, til hvis bolig han under en samtale var fulgt, de i nogen afstand deri gaden patruljerende politiudsendinge, der skulle holde øje med ham og fulgte ham hvor han gik. Og på samme tid var der ingen, til hvem Dampe sluttede sig med større tillid og forkærlighed end en person, der almindeligt ansås for, hvad der også siden i gerningen viste sig at han var, en politispion.
I sit blad udtalte Dampe sig med den uforbeholdenhed, der lå i hans karakter, om fortrinligheden af frie statsformer. En ønskelig anledning dertil gav Slagelse-Avisens daværende redaktør, Bastholm, som, idet at denne publicist - den eneste, der i sit blad leverede en fortløbende ræsonnerende politisk artikel og hvem selv en modstander som Dampe måtte indrømme en god avisfremstilling - søgte grunden til de på den tid i det sydlige Europa foregåede statsomvæltninger i statsfejl og indvortes brøst, uden at nogen egentlig lyst til repræsentativ forfatning havde medvirket dertil og til den hensigt ville godtgøre, at en sådan forfatning heller ikke medførte noget overvejende gode for nationerne. Man genfinder heri de samme løse og vage skingrunde, som vi i den nyeste tid hos os have set oprippede og uophørligt gentagne, i hvor ofte de end er blevet gendrevet. Dampe bestred dem punkt for punkt, indtil der ikke blev mindste fodfæste af terræn tilbage. Bastholm anførte usikkerheden ved valget af en folkerepræsentation, og Dampe indvendte, at dette ikke ramte en sådan mere end styrer i almindelighed. "Når kongen i valgriger vælges af nationen, eller i arveriger ved fødselen kommer til regeringen, da er del bestandig usikkert, i første tilfælde, om nationens valg falder på den duelige, i sidste, om ikke måske fødselens blinde bestemmelser falde på et for naturgaver blottet subjekt. I sidste tilfælde er det endnu desuden usikkert, om den person, som fødselens lod træffer på, også får en sådan opdragelse, som er nødvendig ttl al danne den gode styrer. Det er ikke engang det slemmeste tilfælde, om han, som Christian den Anden opdrages blandt de laveste klasser. Den dannelse, han kan få blandt betlede hofkryb, såfremt hans barndom overlades i dets hånd, er langt værre og har langt skadeligere indflydelse på hans karakter. For denne art af mennesker, er lavere i ånd og tænkemåde, end den såkaldte laveste klasse. Så usikkert som det nu er, om den øverste styrer bliver den værdige mand, eller ikke, så usikkert er det, om han i de personer, han tager til hjælp i bestyrelsen, træffer det rigtige valg; om han, til at gøre dette valg, besidder den nødvendige klogskab, menneskekundskab og frihed for lidenskaber. Alle disse usikkerheder er så store, al de ikke overgås af usikkerheden ved valget af folkerepræsentanter". - Bastholm undlod naturligvis ikke at fremkomme med den sædvanlige indvending, at de repræsenterende forsamlinger ledes af egennytte, eller af partiskhed og ofte mangler øvelse og erfaring i at bestyre de offentlige anliggender. Dampe svarede herpå: "Hvad disse lidenskaber angår, der siges at besjæle repræsentanterne, da ville det vel ikke være vanskeligt at opstille et modregister, langt nok, af ligeså slemme, om ikke altid de samme, lidenskaber og fejl, der kunne finde sted hos kongerne og deres medhjælpere, såsom: lyst til at despotisere, rethaveri, ligegyldighed for sandhed, ret og frihed, magelighed, ødselhed og en alle alvorlige tanker adspredende forlystelsessyge, for ikke at tale om partiskheden, hvorfor de i høj grad er udsat og som de meget behøve at tage sig i agt for. I henseende til mangel på erfaring og øvelse, da mangler folkerepræsentanterne dem ikke fra begyndelsen mere, end alle styrerne i almindelighed, såsom begge disse ting alene erhverves under forretninger med tiden, og brugen af denne læremester står åben såvel for folkerepræsentanterne om for styrerne". - Bastholm påberåbte sig Frankrigs eksempel for, at under en konstitutionel regering lovgivernes sale er tumleplads« for lidenskaberne. "Han glemmer", indvendte Dampe, "i hvor høj grad ministrenes kabinetter der, hvor en anden forfatning finder sted, er lidenskabernes tumleplads. Også hvad der sover, er ikke derfor klogt; for det er ikke sagt, at der soves på laurbær. Jeg nægter ikke, at ministrene, hvor anden forfatning finder sted, vise sig udvortes roligere og koldere (eftersom talen er om lidenskab), men denne rolighed og kulde er ikke altid den ærværdige eftertænksomheds og den sindige fornufts; den er tværtimod meget ofte produktet af en lidenskab for søvnen. Sådanne ministre kunne vel trænge til at vækkes af djærve udtryk, var disse udtryk end noget for lidenskabelige. Dernæst drives ministrene i sådanne stater meget ofte af forfængeligheds lidenskab, og bestyrkes i deres indbildning, at alt hvad de gør, er ret, derved, at ingen tør sige dem imod. Fremdeles drives de ofte af en indbyrdes konvenient alene, som består deri, at den ene synder bærer over med den anden. Det er dem langt mere om at gøre, at bedes til bords næste uge hos en magnat, end al påtale nogen fejl, denne magnat har begået. Kort sagt, de er ofte sådanne, at de tænke alene på sig selv, egen fordel og egne bekvemmeligheder, og statens sager ere i deres sind disse ting underordnet; og når dette er så, har de godt ved at være rolige og kolde, eftersom andre ting end statens sager er genstande for deres lidenskab. statens sager er for sådanne ubehagelige forretninger, som passes så som så, fordi de må passes, i det mindste så som så; Maitressen, paladset og hestene er behagelighederne, der beskæftige tanken; avancement og ærestegnene er livsformålet. Når det gælder om disse ting, da ser man vel, at de ikke er fredelige, men hadske, misundelige, intrigante og chikanerende, kort, besatte af de mest slette og elendigste lidenskabers dæmon, som ærestegnene ikke kunne skjule. Det var da langt, langt bedre, at de var lidt mindre fredelige og rolige over det vigtige, og lidt mere fredelige over det uvigtige. Det var langt bedre om en lidenskab, der ved sin genstand var ædlere, endog undertiden henrev dem noget for vidt, end at de ved de mest slette lidenskaber gøre sig foragtelige for folket. Staten, som er vor fælles moder, elsker mere de sønner, der trættes, om end noget for heftige i deres iver for hendes bedste, end dem, der kun tænke på at øde ved hasardspil, hvad hun giver dem, og kun komme i trætte og strid om deres terninger. Dersom sandheden og statens vel lå sådanne ministre, som dem, vi have skildrer, på hjerte, så er det rimeligt, at iver derfor også ville kunne forlede dem til alt for stærke udbrud af lidenskab, eftersom sådant plejer at rejse sig af iver, fra modsatte sider, forårsaget ved sandhedens utydelighed for os menneskene; men denne lidenskab ville dog gøre dem ære; for sandheden være nok så utydelig, så må det dog aldrig kølne iveren og lidenskaben for at finde den. Med alt dette er ingenlunde den alt for store lidenskabelighed, der kan være i folkedeputeredes forsamlinger, undskyldt. Dette sige vi kun, at indretningen ved andre statsforfatninger ikke kan forhindre, at jo det samme onde eller et ligeså stort onde også der ofte hos styrerne kan finde sted. Hvoraf dog følger dette, ar den grund, som hr. B. har villet hente af den alt for store lidenskabelighed ved folkerepræsentanternes forsamlinger, og som han har støttet på erfaringen af Frankrigs nuværende regeringsindretning taber al kraft".
Kjøbenhavnsposten, 29. august 1841.
