Dr. J. J. Dampe VIII. (Efterskrift til Politivennen)

 Del VIII fortsætter del VIII: diskuterer hvordan ytringsforholdene for masserne er under enevældige styrer og parlamentariske styrer. Hvor utilfredshed ytrer sig og hvordan man kan/ikke kan måle den.

Dr. Dampe

VIII.

Endelig mente Bastholm. at den misfornøjelse, der finder sted i England, var et bevis for, hvor lidt de repræsentative forfatninger duer. "Det er", skrev Dampe, "en meget slet følgeslutning, hr. B. drager af den misfornøjelse. Sikkert rejser den sig ikke af utilfredshed med, at forfatningen er alt for fri, og længsel hos folket efter større tvang. Den kan tænkes at rejse sig (for vi tage her hvad der er tænkeligt, da det her er for langt at indlade sig på hvad det virkelige er) af utilfredshed over temporære onder, eller over misbrug, der atter enten blot finder sted under forfatningen, eller hvortil forfatningen endog måske leder. Det første rammer ingen forfatning, da det under enhver kan finde sted. Hvad misbrugene angår, der kunne finde sted under forfatningen, da tilkom det hr. B. at vise at så store misbrug. om ikke af samme art, mindre kunne finde sted under ufri forfatninger, end under friere. Her må han ikke komme frem med eksempler af historien om det forbigangne, eller af Verdens landes nuværende tilstand, og ville bevise, at folkene under de ufri forfatninger altid have været lykkelige og tilfredse, fordi de måske have tiet og ikke talt lydelig, således som nu folket i England, og atter af denne tavshed og den deraf ved hel mislig slutning formodede tilfredshed, ville bevise, at det lkke er muligt, at jo uhyre misbrug under ufri forfatninger have kunnet finde sted og kunne finde sted. Sådanne floskler om det tavse folks tilfredshed kunne finde sted i Geburtsdags-taler, hvilke, i vejret henviste, er tilintetgjort som i luften flagrende halmstrå for historiens og sandhedens fakkel. Alle støtter, transparenter, menneskemængder, der er kommanderede til at spænde sig selv, som heste, for fyrsternes vogne og opfylde luften med glædes-hurra over landets tilstand, hvilken disse jublende menneskemængder oftest enten slet ikke kender til, eller, berusede af vinen, har glemt, alle døgnbladskrivernes ækle gentagelser, deres ofte menneskeheden højst nedværdigende og en dyb foragt for menneskemængden vækkende talemåder og slaviske udtryk, alt dette er for den fornuftige et intet, alene fordi det beviser intet. Det beviser intet, hvor nationerne kunne tale, og det beviser endnu langt mindre, hvor nationerne er tavse. Hvor folkene aldeles intet kan fremføre, uden sådanne udtryk af tilfredshed, der egentlig hører til hofstilen, der gærer ofte utilfredsheden i det inderste med en des stærkere kraft. Munden kan bindes, men sjælene og tankerne kan ikke bindes. Der gælder det især for styrerne at vogte på sig selv, for der er styrerne i en langt større uvishedsstilling, end hvor folkene kan tale. Ikke, at man skulle antage nogen styrer der at være så tåbelig, at han ville lade sig dysse i selvtilfredshedens søvn ved den lovtale-stadses intet, for det ville være ligeså enfoldigt, som om jeg ville holde enhver, der sagde til mig: Deres tjener, for at være en person, der virkelig ville tjene mig. Men da styrerne i sådanne lande aldeles intet får at vide om folkets egentlige mening og stemning, så er de ligesom skribenter, der ingen kritik hører. De kan skrive godt, eller de kan skrive dårligt, men de står dog altid i fare for at henfalde i en vis ligegyldighedsslummer, og ofte kunne de holde for mesterstykker af dem selv, hvad der indeholder kun sladder. Hos sådanne nationer skal man altså aldeles ikke tænke på, hvad folket taler, men hvad folket ville tale, hvis det måtte tale. Ikke de tanker, som kommer frem, men den dybt sammenknugede, måske store masse af tanker, som ruger i hjerterne. Der må det ofte hedde som ved den stumme ulykkelige i tragedien: "Oh hvad ville han ikke sige, om han kunne tale!" Ja, hvilke ord ville udstrømme fra hans læber, hvilke jammerfulde, så længe i hjertet sammenpressede klager, hvilke udtryk af lange lidelser, hvilke så længe bårne bitterheder og smerter i det inderste, hvilke udbrud af den så længe tilbageholdte harme over dynger af uretfærdigheder, hvilke anklager mod underkuer- og hemmelige voldsmænd i staterne, hvilke opregnelser af de mægtiges hidtil med tavshed forbigåede forbrydelser, hvilke tungt rammende bebrejdelser af uskyldige svage, der have båret lænker, medens de formående lastefulde har strakt sig på det bløde purpurleje, ja! hvilke forbandelser, hvilke hidtil undertrykte fortvivlelsesudråb. hvilke fordringer af gengældelsen over de skyldige! Således ville stemmen ofte lyde i de ufri lande, om tungerne fik mæle. Det er derfor højst uret at drage et bevis for, hvad der tales i de friere lande, når man ikke ved, hvad der forties i de ufri, eller af den offentlige misfornøjelse over misbrug i disse at drage et bevis mod landets forfatning, når man ikke kan vide, hvor stærk den skjulte misfornøjelse er i disse. For at anstille sammenligning, måtte man kende begge dele lige godt; ellers ophører beviset. Dette, at misfornøjelsen ytrer sig over misbrug i de friere stater, er ikke noget punkt, der kan nedsætte deres forfatninger under de ufris, hvor folket kan være lykkeligt eller ikke lykkeligt, tilfreds eller utilfreds, efter omstændighederne, men hvor man ingen stemme hører". -  For ikke at have noget at bestille med de nordamerikanske fristater, siger B., at man ikke kan sammenligne dem med de europæiske stater. Dampe kalder dette "den sædvanlige udflugt, som de bruger, hvem de nordamerikanske fristaters eksempel er i vejen". "Hvorfor ingen sammenligning? Måske luften i Nordamerika er bedre for en større frihed? Måske luften i Europa er i forvejen så opfyldt med de mange hofsnoges uddunstninger, at ingen større frihed kan trives. For af hofsnoge er der mængde nok i Europa, og der er ingen tvivl om, at sådanne giver alle Bastholms grunde magt, såsom logikken ikke er deres sag". 

Skønt Dampe mente, at en overvejende lyst til repræsentativ forfatning havde været i det mindste vigtig medvirkende årsag til revolutionen i de sydlige lande, indrømmede han, at Bastholm gerne kunne have ret i, at statsfejl havde været nærmest anledning til dem. "Er det så", vedbliver han, "da følger umiddelbar deraf, al de lande må have revolutionen mest at frygte, hvor de groveste statsfejl finder sted. Hvor tingene bestyres viseligere, der kan styrerne være roligere. Men at frygt bor sammen med tyranner og med slette styrere, det er en så gammel sætning, ar den knap kan gentages. Den sig selv sin slethed bevidste styrer lurer og spionerer, når den vise og gode er rolig. Ved at kaste et vejende blik rundtom på de større og mindre magter, vil man også opdage, at disse ting allevegne findes parrede i ængstelige forholdsregler og uduelighed. I en tid, da frygt griber mange magter, en frygt, hvortil en af de største for kort siden i et manifest har erklæret virkelig ar være grund, da hedder det dobbelt: Held den gode og kloge styrer! Held den fyrste, der er beredt til, hvad øjeblik timen lyder, at nedlægge scepteret, kaste sig for verdenens herre, og sige: Her er det, rent som jeg stedse har båret det, rent som jeg modtog det, ikke besmittet ved ladhed, ved skødesløshed, ved yndlinger, ved friller, ved uretfærdighed, ved forkastelse af kloge råd og kloge rådgivere, ved egensindighed, ved mangel af agtelse for de evig hellige menneskerettigheder, ved mangel af agt for oplysningen. Her er det, ikke besmittet ved nogen af disse viljes fejl, for over forstandens var jeg ikke rådig. Blandt alle de egenskaber, hvorved jeg har attrået, at det skulle være smykket, er lysten til retfærdighed kronen. For jeg vidste, at et helt land trænger til retfærdigheden, og kun enkelte kan nyde godheden. Jeg vidste, at retfærdighed mod et helt land er godhed, og godheden mod enkelte er oftest uretfærdighed. Derfor har jeg derefter fornemmelig tragtet; jeg vidste, at mit liv havde sin dom, såvelsom hyrdens ved ledet, til hvem jeg kastede penningen, og at al  knejsen og pragt er for denne doms alvor tilintetgjort. Derfor offrede jeg mangt et øjeblik til den tanke: er jeg min bestemmelse tro? Jeg troede ikke, at tanken om mig kunde trædes under fødder; for jeg vidste, at oven, der var jeg ikke herre. Jeg troede ikke, at jeg med en egensindig vilje kunne skræmme den tilbage, for jeg vidste, at ved ingen vilje lader den sig skræmme. Kort, jeg troede ikke, at blot fordi jeg ville, at alt skulle kaldes godt, derfor blev det godt; fordi jeg ville, at det ikke skulde hedde, at der fandtes vrimmel af fejl og uretfærdigheder, derfor ophørte fejlene og uretfærdighederne; fordi jeg ikke ville, at bygningen skulle kaldes rådden og forfalden, derfor blev den fast og nybygget. Jeg vidste, at min befalingsmagt ikke var til for at bortfjerne den åbenbare eller hemmelige anke over fejlene (mod den sidste var jeg desuden afmægtig), men for at bortfjerne fejlene. Jeg vidste, at den fornemste genstand for min befalingsmagt skulle være ophavsmændene til fejlene, de lade og dorske, de uretfærdige, undertrykkerne. Jeg vidste, at det, at se fejl, er godt, at tage fejl i at se dem, er tilgiveligt, men kun at begå dem, er det, som egentlig medfører skade. Jeg vidste at statsbestyrelsen er et sådant menneskeværk, som er mere underkastet utalligt fejlgreb, end styren af skibet blandt klipper, at dette ror fordrer vågen, at slummer derved er farlig, og at det derfor er bedre at takke den, som vil vække, end at slå ham. Efter dette mit begreb stræbte jeg at bære scepteret, her ligger det, ansvaret derfor kommer over mit hoved! Jeg vidste, da jeg tog det, at det gaves mig til ansvar. Jeg vidste, at jeg stod under nationerne, for de skulle dømme mig; at jeg stod under sandheden, for jeg kan aldrig rokke den men den kan rokke min ære, om den ikke er desfastere; al jeg stod under efterverdenen , som skal vandre på min grav. Min korte magt svandt bort; retfærdighed venter mig, så sandt jeg gav retfærdighed! - Ja, held den styrer, der således kan tale om sig selv! I det øjeblik, en sådan skildring lyder, vandrer folkenes dom rundt og vejer styrerne. Den mægtige, evig uundertrykkelige dom. Idet folkene sammenligne ethvert enkelt af sådanne træk med de enkelte fyrster, for at prøve, hvorvidt de på dem er anvendelige, da bliver det klart for deres blik, hvem der har anledning til at frygte, hvis sæde der står fast, hvem der ingen spejdere behøver, og hvem der har anledning til at tro, at han sidder usikkert og som på en skjult ild, hvilken han må befrygte, pludselig skal bryde frem og, ved tidens opbrusende vejr, hvirvle asken af hans sæde mod skyerne". - - - 

Jeg har ment at burde anføre disse ytringer af dr. Dampe så udførligt, fordi de ganske afspejler hans politiske karakter og meninger, fordi de viser, hvilke de sandheder var, for hvilke han i de sidste dage af sin borgerlige tilværelse, på brinken af den afgrund, der skulle skjule ham i en mer end tyveårig kvalfuld tilintetgørelse, virkede og stred med sin tunges hele magt. At det var Dampe den dybeste alvor med denne sin kamp; men at hans heftige iver for hvad han efter sin fuldeste overbevisning anså for sandhed og ret, trodsende enhver fare, gjorde ham blind imod alle dem, der omgav ham, derom vidner, blandt meget andet, også et digt af ham, som findes i et af de første numre af det nævnte blad, en ode, betitlet: "Sandhedselskerens Bøn", hvori det, ligesom profetisk, hedder:

"Da jeg spæd end, skælvende, frygtsom trådte.
Fremført af en ledende hånd, til døren
Af det store videnskabs tempel, knælede.
Kyssede tærskelen.

Da jeg øjet hævede over templets
Indgang, så jeg sandhedens navn i ildskrift,
Og jeg hørte tusinde englestemmer,
Tonende vældigt:

Ingen denne hellige dør betroede,
Når der ikke brændende ild kan flamme
I hans bryst, for sandheden indtil døden
Bankende heftigt!

Alt hans liv til sandheden var viet!
Blindt, mod sandhed skuende, han sig styrte
Ned i afgrundsdybene, styrte blindt i
Åbnede ildsvælg

Kjøbenhavnsposten, 31. august 1841. 

Dr. J. J. Dampe VII. (Efterskrift til Politivennen)

 Del VII beskæftiger sig med politispionerne og diskussionen mellem Bastholm og Dampe for for- og bagdele ved valgte folkeforsamlinger fremfor arvekonger. Den forklarer også at danskerne stadig levede i eftervirkningerne af Napoleons storhedsdrømme. Den nævnte politispion som Dampe troede var hans nære ven, var fhv. kaptajn Top.

Årgangene 1815-15 af "Avis for ti Kjøbstæder ... " findes på mediestream. Heraf fremgik det på forsiden at den var udgivet af dr. Dampe.

Dr. Dampe.

VIl.

Man ville imidlertid meget fejle og røbe en total mangel på kendskab til den tid, hvis man troede, at de store verdensbegivenheder gik forbi det danske folk uden i mindste måde at gribe og berøre det; at det navnlig ikke viste sympati for de frihedskampe, der førtes i flere sydlige lande. Jo vel fulgtes også her disse kampe af enhver dannet mand med levende interesse - selv digterfejden imellem Baggesen og Oehlenschläger distraherede ikke ganske sindet fra hvad der ellers foregik i verden. Men man må ikke glemme den væsentlige kendsgerning, at så godt som det hele danske folk i sin tid ganske havde fortabt sig i beundringen af en stor tyrans, en verdenserobrers eminente geni. Drømmen om, ved hans mægtige arm at se rejst en skandinavisk konge- eller vel endog kejsertrone i Danmarks hovedstad var rigtignok forlængst forbi - man var voldsomt og frygteligt revet ud af den; men netop derfor kunne man endnu kun langsomt associere sig med tiden og dens bestræbelser, selv hvor disse gik ud på at afkaste det åg, som den såkaldte hellige alliance - der visselig ikke kunne nyde eller nød nogen sympati her - atter ville lægge på de til selvbevidsthed vakte nationer. Det gamle, i en krænket nationalstolthed dybt begrundede nag til England havde desuden ikke endnu ganske tabt sig. De ulykkelige følger af en måske alt for trostyldig, men i ethvert tilfælde uklog politik sporedes kun alt for føleligt og genvakte let den forbittrende følelse af lidt uret.

Det var først på det tidspunkt, vi her nærmest har for øje, at der, i det mindste i hovedstaden, hos mange begyndte at ytre sig en bestemt mening om ønskeligheden af friere statsformer. Jeg skal anføre et faktum fra den tid, der, så vidt jeg ved, ikke for direkte nogetsteds offentlig er angivet,- men hvis virkelighed endnu mange af den ældre slægt, som dengang tilhørte den yngre, ville kunne bevidne. Det var - fra hvad kant er jeg nu ikke med nogen sikkerhed i stand til at sige - i sommeren eller efteråret 1820 blevet udbredt i staden, at de, der anså en konstitution for ønskelig, som et ydre tegn på denne deres politiske tro, ville bære en jernring om mellemfingeren af den venstre hånd, og følgen af dette rygte var, at i få dage blev hele forrådet af jern-gigtringe (hvilke man anvendte dertil) revet bort hos alle byens isenkræmmere. Det hed, at politiet havde særdeles travlt med at optage lister over alle dem, der bar sådanne ringe; men antallet må have været for stort, eller arbejdet uoverkommeligt, for man hørte ikke siden noget til disse lister; men ringene sås i flere måneder på mangfoldige fingre og forsvandt først da aktionen mod Dampe blev rejst, eftersom enhver under denne katastrofe naturligvis ilede med at frigøre sig for alt, hvad der kunne lede til mistanke om nogen som helst delagtighed i hvad rygtet udgav for at have været Dampes oprørske planer, skønt enhver allerede dengang vidste, at hans eneste medvidere deri - med undtagelse af en enkelt, som man sagde, simpel og enfoldig mand - var gode royalister og - folk i politiets sold.

Dampe alluderede i det første nummer af "Iagttageren" i sin såkaldte "pampluddriske skildring":  "Jernringen" på en for alle lydelig og forståelig måde til dette åbenlyse "hemmelige tegn", idet at han gjorde grin med politimesteren i Pampluddria med sine spioner, der først eftersporede alle dem, der gik med udhængende støvlestropper, hvilke var ham betegnede som hemmelige oprørere, men siden bragte ud, at de sammensvorne kendte hinanden indbyrdes på en jern-fingerring, og til slutningen af en som gammel kælling forklædt skælm, fik appliceret en sådan, med voks overtrukket jernring på næsen. - Det er psykologisk mærkeligt, med hvilken naivitet Dampe på den tid selv gjorde sig lystig over politiets spejden og efterforskninger. Han betegnede i samme skildring politispionerne i Pampluddria som "nogle store og lange lømler, hvilke man kunde kende i gadens anden Ende". Jeg ved med fuldkommen vished, at hvert af hans skridt dengang bevogtedes af politiet, og har selv set Dampe vise en ven, til hvis bolig han under en samtale var fulgt, de i nogen afstand deri gaden patruljerende politiudsendinge, der skulle holde øje med ham og fulgte ham hvor han gik. Og på samme tid var der ingen, til hvem Dampe sluttede sig med større tillid og forkærlighed end en person, der almindeligt ansås for, hvad der også siden i gerningen viste sig at han var, en politispion.

I sit blad udtalte Dampe sig med den uforbeholdenhed, der lå i hans karakter, om fortrinligheden af frie statsformer. En ønskelig anledning dertil gav Slagelse-Avisens daværende redaktør, Bastholm, som, idet at denne publicist - den eneste, der i sit blad leverede en fortløbende ræsonnerende politisk artikel og hvem selv en modstander som Dampe måtte indrømme en god avisfremstilling - søgte grunden til de på den tid i det sydlige Europa foregåede statsomvæltninger i statsfejl og indvortes brøst, uden at nogen egentlig lyst til repræsentativ forfatning havde medvirket dertil og til den hensigt ville godtgøre, at en sådan forfatning heller ikke medførte noget overvejende gode for nationerne. Man genfinder heri de samme løse og vage skingrunde, som vi i den nyeste tid hos os have set oprippede og uophørligt gentagne, i hvor ofte de end er blevet gendrevet. Dampe bestred dem punkt for punkt, indtil der ikke blev mindste fodfæste af terræn tilbage. Bastholm anførte usikkerheden ved valget af en folkerepræsentation, og Dampe indvendte, at dette ikke ramte en sådan mere end styrer i almindelighed. "Når kongen i valgriger vælges af nationen, eller i arveriger ved fødselen kommer til regeringen, da er del bestandig usikkert, i første tilfælde, om nationens valg falder på den duelige, i sidste, om ikke måske fødselens blinde bestemmelser falde på et for naturgaver blottet subjekt. I sidste tilfælde er det endnu desuden usikkert, om den person, som fødselens lod træffer på, også får en sådan opdragelse, som er nødvendig ttl al danne den gode styrer. Det er ikke engang det slemmeste tilfælde, om han, som Christian den Anden opdrages blandt de laveste klasser. Den dannelse, han kan få blandt betlede hofkryb, såfremt hans barndom overlades i dets hånd, er langt værre og har langt skadeligere indflydelse på hans karakter. For denne art af mennesker, er lavere i ånd og tænkemåde, end den såkaldte laveste klasse. Så usikkert som det nu er, om den øverste styrer bliver den værdige mand, eller ikke, så usikkert er det, om han i de personer, han tager til hjælp i bestyrelsen, træffer det rigtige valg; om han, til at gøre dette valg, besidder den nødvendige klogskab, menneskekundskab og frihed for lidenskaber. Alle disse usikkerheder er så store, al de ikke overgås af usikkerheden ved valget af folkerepræsentanter". - Bastholm undlod naturligvis ikke at fremkomme med den sædvanlige indvending, at de repræsenterende forsamlinger ledes af egennytte, eller af partiskhed og ofte mangler øvelse og erfaring i at bestyre de offentlige anliggender. Dampe svarede herpå: "Hvad disse lidenskaber angår, der siges at besjæle repræsentanterne, da ville det vel ikke være vanskeligt at opstille et modregister, langt nok, af ligeså slemme, om ikke altid de samme, lidenskaber og fejl, der kunne finde sted hos kongerne og deres medhjælpere, såsom: lyst til at despotisere, rethaveri, ligegyldighed for sandhed, ret og frihed, magelighed, ødselhed og en alle alvorlige tanker adspredende forlystelsessyge, for ikke at tale om partiskheden, hvorfor de i høj grad er udsat og som de meget behøve at tage sig i agt for. I henseende til mangel på erfaring og øvelse, da mangler folkerepræsentanterne dem ikke fra begyndelsen mere, end alle styrerne i almindelighed, såsom begge disse ting alene erhverves under forretninger med tiden, og brugen af denne læremester står åben såvel for folkerepræsentanterne om for styrerne". - Bastholm påberåbte sig Frankrigs eksempel for, at under en konstitutionel regering lovgivernes sale er tumleplads« for lidenskaberne. "Han glemmer", indvendte Dampe, "i hvor høj grad ministrenes kabinetter der, hvor en anden forfatning finder sted, er lidenskabernes tumleplads. Også hvad der sover, er ikke derfor klogt; for det er ikke sagt, at der soves på laurbær. Jeg nægter ikke, at ministrene, hvor anden forfatning finder sted, vise sig udvortes roligere og koldere (eftersom talen er om lidenskab), men denne rolighed og kulde er ikke altid den ærværdige eftertænksomheds og den sindige fornufts; den er tværtimod meget ofte produktet af en lidenskab for søvnen. Sådanne ministre kunne vel trænge til at vækkes af djærve udtryk, var disse udtryk end noget for lidenskabelige. Dernæst drives ministrene i sådanne stater meget ofte af forfængeligheds lidenskab, og bestyrkes i deres indbildning, at alt hvad de gør, er ret, derved, at ingen tør sige dem imod. Fremdeles drives de ofte af en indbyrdes konvenient alene, som består deri, at den ene synder bærer over med den anden. Det er dem langt mere om at gøre, at bedes til bords næste uge hos en magnat, end al påtale nogen fejl, denne magnat har begået. Kort sagt, de er ofte sådanne, at de tænke alene på sig selv, egen fordel og egne bekvemmeligheder, og statens sager ere i deres sind disse ting underordnet; og når dette er så, har de godt ved at være rolige og kolde, eftersom andre ting end statens sager er genstande for deres lidenskab. statens sager er for sådanne ubehagelige forretninger, som passes så som så, fordi de må passes, i det mindste så som så; Maitressen, paladset og hestene er behagelighederne, der beskæftige tanken; avancement og ærestegnene er livsformålet. Når det gælder om disse ting, da ser man vel, at de ikke er fredelige, men hadske, misundelige, intrigante og chikanerende, kort, besatte af de mest slette og elendigste lidenskabers dæmon, som ærestegnene ikke kunne skjule. Det var da langt, langt bedre, at de var lidt mindre fredelige og rolige over det vigtige, og lidt mere fredelige over det uvigtige. Det var langt bedre om en lidenskab, der ved sin genstand var ædlere, endog undertiden henrev dem noget for vidt, end at de ved de mest slette lidenskaber gøre sig foragtelige for folket. Staten, som er vor fælles moder, elsker mere de sønner, der trættes, om end noget for heftige i deres iver for hendes bedste, end dem, der kun tænke på at øde ved hasardspil, hvad hun giver dem, og kun komme i trætte og strid om deres terninger. Dersom sandheden og statens vel lå sådanne ministre, som dem, vi have skildrer, på hjerte, så er det rimeligt, at iver derfor også ville kunne forlede dem til alt for stærke udbrud af lidenskab, eftersom sådant plejer at rejse sig af iver, fra modsatte sider, forårsaget ved sandhedens utydelighed for os menneskene; men denne lidenskab ville dog gøre dem ære; for sandheden være nok så utydelig, så må det dog aldrig kølne iveren og lidenskaben for at finde den. Med alt dette er ingenlunde den alt for store lidenskabelighed, der kan være i folkedeputeredes forsamlinger, undskyldt. Dette sige vi kun, at indretningen ved andre statsforfatninger ikke kan forhindre, at jo det samme onde eller et ligeså stort onde også der ofte hos styrerne kan finde sted. Hvoraf dog følger dette, ar den grund, som hr. B. har villet hente af den alt for store lidenskabelighed ved folkerepræsentanternes forsamlinger, og som han har støttet på erfaringen af Frankrigs nuværende regeringsindretning taber al kraft".

Frederik Julius Kaas (1757-1827). Justitsminister, politichef, leder af det politiske politi. Den 15. august 1820 fik Kaas nys om hvad han senere betegnede som "jernrings-sammensværgelse". Han kontaktede herefter Frederik den 6., og aktionen mod Dampe gik i gang for alvor. (Statens Museum for Kunst).

Kjøbenhavnsposten, 29. august 1841. 

Dr. J. J. Dampe VI. (Efterskrift til Politivennen)

 Del VI causerer over dommen set i lyset af tiden hvori Dampe virkede: 1820'erne, tiden før og tiden efter. 

Dr. Dampe

VI

Det er mig uvitterligt, om denne dom - hvis væsentligste fundamenter man så meget des vanskeligere skal kunne efterspore i vor ellers på restriktioner af ytringens frihed få frugtbare lovgivning som retten selv her har troet aldeles at måtte abstrahere fra lovgivningen - , af den domfældte i sin tid er bleven forlangt indanket for højesteret. At den ikke er kommen under påkendelse af landets øverste domstol er imidlertid ligeså vist som det er højst beklageligt. Nu afgiver denne sag kun et bedrøveligt vidnesbyrd om, hvor lidt der for ikke længer end 2 årtier siden behøvedes hertillands for at få en mand ved en retsdom frakendt den af ham lovligt erhvervede rettighed til at optræde som offentlig taler og lærer fra Prædikestolen og katedral. Det er et både retligt og logisk mærkværdigt ræsonnement, der her frembyder sig som summen af flere dog både fornuftige og retskyndige mænds, juridiske mening: tiltalte kan ikke antages ved prædikenen at have haft til hensigt at opmuntre til deltagelse i de dengang stedfundne uroligheder, ja end ikke overhovedet at have villet opmuntre til nogen egenrådig og mod den borgerlige orden stridende fremfærd; men han er gået nogle vers udenfor den ham egentlig foreskrevne tekst, han har desuden ikke indrettet sit foredrag således, at ingen mistydning deraf kunde finde sted: han har derfor vist mangel på skønsomhed og overlæg og bør til straf frakendes ikke blot sin ret til at prædike, men også sin jus docendi som doktor i filosofien. Når ikke rettens offentlige protokoller godtgjorde eksistensen af denne domsakt og af disse præmisser, tror jeg, at de fleste med mig højlig ville drage i tvivl, at det er i Danmark, denne retsdom er afsagt, tyve år inde i det nittende århundrede.

Som man af dommen vil have set, er der aldeles intet lovstridigt fundet i den trykte prædiken - og dog er denne ikke bleven frigiven? dog ligger den endnu, 21. år efter, under politiets beslag? Grunden hertil kunde måske søges i den praksis, som følges ved deslige beslaglæggelser, at de nemlig ikke hæves umiddelbart efter sagens afgørelse for domstolene, men først når en rekvisition er sket fra tiltaltes side med en udskrift af dommen. Men det må for alting ikke tabes af sigte, at i dette tilfælde er sagen slet ikke kommen til endelig afgørelse. Det må stå i Dampes magt, såfremt han ikke har erklæret sig tilfreds med Hof- og Stadsretsdommen, endnu at få denne prøvet for Højesteret, ligesom han, hvis han ikke nu vil appellere den, har sin ret ubeskåren til at fordre oplaget af den beslaglagte prædiken sig udleveret som sin lovlige ejendom. At det står til ham, om han vil, at gøre en af disse to påstande gældende, anser jeg for soleklart, med mindre også retten dertil særligt skulle være ham berøvet, hvilket da kun kunne antages at være sket ved den samme kgl. resolution af 7. marts 1821, som, efter at han ved  kommissionsdom var dømt fra livet for majestætsforbrydelse , benådede ham med hensættelse i fængsel på Christiansø, under streng bevogtning, for livstid. Det er imidlertid ikke rimeligt, at der i denne resolution , der, ligesålidt som kommissionsdommen nogensinde i sin helhed er blevet publiceret, er blevet taget hensyn til den tidligere sag.

Allerede forinden aktionen imod ham i denne trykke- og talefriheds-sag anlagdes, havde Dampe åbent og på den mest utvetydige måde ytret sine anskuelser om ønskeligheden af en repræsentativ forfatning for fædrelandet ved en ode: "Constitution", "tilegnet H. M. Kongen", hvilken han agtede at udgive i trykken; men den blev supprimeret efter kancelliets ordre uden at nogen aktion derfor anlagdes imod ham. Jeg mindes ikke at have set dette digt; men det er højst sandsynligt, at det intet har indeholdt, der endog dengang kunde give mindste formodning om muligheden af en domfældelse.

Under aktionen udgav han, under titel af: "Prosa", to samlinger, indeholdende mindre prosaiske stykker af blandet, for størstedelen satirisk indhold, af hvilke flere, skønt holdt i en vis almindelighed, i et dengang uvant sprog behandlede oppositions-temaer *). Ligeledes påbegyndte han udgivelsen af et blad "Iagttageren", hvoraf et nummer skulle udgå om ugen et nummer skulle udgå om ugen. Det første nummer udkom den 4. oktober og det sidste (nr. 13) den 15. novbr. 1820 (dagen for Dampes arrestation). Det var især i dette blad (der forøvrigt også indeholdt æstetiske meddelelser) at Dampe udviklede sine politiske anskuelser, og det bliver derfor af vigtighed ved bedømmelsen af hans stilling i publikum nærmest forinden højforræderiaktionens anlæggelse imod ham. Men for rigtigt at kende denne hans stilling er det nødvendigt først at kaste et blik på stemningen heri landet og navnlig i hovedstaden i slutningen af året 1820.

Over seks år var da forløbet siden den ulykkelige Kielerfred, og den almindelige utilfredshed, som denne vakte overalt i landet), havde haft tid til at lægge sig. Det er bekendt nok, med hvilken jubel allerede Frederik den Sjette blev modtaget efter sin hjemkomst fra Wien, hvorledes man havde glemt alt ved gensynet af den fyrste, til hvem man i en så lang årrække havde været vant at knytte ethvert håb om frelse af de mange lidelser, som en ulykkelig krig og en slet finansbestyrelse havde bragt over landet og folket, og i hvem man endog nu - så kort efter den katastrofe - så den styrmand, der havde reddet det tilbageblevne lille Danmarks selvstændighedsskude ud af det truende skibbrud. - Vel kunne det ikke være andet end at jo en og anden allerede i de år sendte et længselsfuldt blik op til det sig under en fri forfatning stedse lykkeligere og fastere konsoliderende fordums broderrige; men  en almindelig sympati for dettes vilkår var ikke endnu vakt, og kunne så meget mindre vækkes som en fjendtlig ånd, endnu stedse hos nordmændene i skrift og tale ytrede sig, ikke alene imod den danske regering, men også imod det danske folk, og således holdt gemytterne i en bestandig ægget stemning. Nogen egentlig liberalistisk fraktion af folket eksisterede her l Danmark næppe i de første år efter Kielerfreden, i det mindste næppe nogen, der selv vidste hvad den ville; for på misfornøjelse i anledning af enkelte regeringsforanstaltninger og en dunkel bevidsthed om, at det var temmelig slet bevendt med flere væsenlige brancher af regeringen, og navnlig med finansbestyrelsen, manglede det ikke, men den ytrede sig kun i private samtaler, højst, og endda sjælden nok, i enkelte større selskaber, fx i de klubber, hvor ikke l'Hombrespillet havde kvalt al konversation. Pressen var aldeles tam; vi havde dengang ingen selvstændig journalpresse, og de få frie ytringer der ville give sig luft, kvaltes i fødselen , da man dengang (som også Dampes i forrige afsnit anførte ytringer nok så meget viser), ligesom endnu et årti efter, betragtede den med eg muligt en trykkefrihedsaktion med sine kun alt for sandsynlige følger af, i det heldigste tilfælde, bøder omkostninger og livsvarig censur, var et skræmmebillede, som kun såre få vovede at troede dristigt under øjnene. Ja, havde engang en enkelt ladet pennen løbe af med sig i et ubevogtet øjeblik, gik han hellere ind med en supplik til kancelliet om at blive fri for alt videre imod at lægge en lille rund sum som bo-pressen tilsynhavende politiembedsmand ganske som en virkelig censor, til hvem man sendte korrekturaftryk af ethvert blad og skrift, hvem man lod stryge så godt som alt hvad han vilde, og hvis trussel om beslaglæggelse der, end han lod sig aktionere. Hvert år bragte sine regelmæssige rigelige deputater af kongerøgelse i dårlige vers og viser til de allerhøjeste geburtsdage, regeringens foranstaltninger omtaltes på prent kun i de vamleste smigerudtryk, og jo mindre sand nationalfølelse der åbenbarede sig, desto hyppigere viste sig dens gøglebillede i de uendelige lovsange over Danmark og gamle Danmark, som fandt deres højeste potens af ridicule i frøken Jessens kronede nationalsang. Kort sagt, man levede dengang ganske i de gode gamle tider, da man aldrig på prent nævnte kongen uden adorerende tillægsord, og aldrig nogen af hans embedsmænd uden at anføre hvilken rang, hvilke titler og ordener denne havde, og at kalde ham den højfortjente, - de tider, hvis forlis Henrik Hertz har viet en så tragisk jeremiade i sine "Stemninger og Tilstande" og som, med Guds og den vakte folkeånds bistand, aldrig  ville vende tilbage.

*) Et lidet satirisk Stykke heri: "Om O'er med +" gjorde, husker jeg, især opsigt. Det går ud på at bevise, "at et O med et + betyder ingen ting, og at når, hvad der virkelig betyder noget, så er et + tilsat, så bliver den virkelige værdi dog derved ikke større"

**) Om Stemningen i hovedstaden i det øjeblik efterretningen indløb om fredsslutningen og Norges afståelse, kan kun den gøre sig en ret levende forestilling, der i Skuespilhuset bivånede opførelsen af "Jacob v. Tyboe", som blev givet samme aften eller en af de første Aftener efter. Den harme, som havde gennemtrængt alle klasser af  folket, gav sig ved denne lejlighed luft fra loger og parterre i det propfulde hus med en så bittert ironiserende furore, som jeg i det mindste hverken før eller siden nogensinde har hørt magen til.

Kjøbenhavnsposten, 27. august 1841. 

Peblingesøen. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter.

Mødet den 19de August 1841.

- - -

- Brystværnet om Broen over Peblingesøen har af Fugtighed og Frost lidt saa meget, at det trænger til en betydelig Reparation; - for at denne kunde blive saa hensigtsmæssig som mulig, blev der ifjor gjort Forsøg paa at afpudse enkelte Dele af Brystværnet med Cement, og da disse Forsøg have givet et tilfredsstillende Resultat, er det blevet besluttet, at hele Brystværnet paa denne Maade skal afpudses, efterat Fugerne i Muurværket ere udhuggede, samt at Fugerne imellem Dækstenene skulle fyldes med Asphalt. Repræsentanterne antoge imidlertid, at der ikke burde begyndes paa dette Arbeide førend til næste Foraar, og tiltraadte iøvrigt den Formening, at det bør søges udført efter Licitation, med Forpligtelse for den, der paatager sig Arbejdet, at indestaae for samme i Løbet af 5 Aar.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. august 1841).

Dr. J. J. Dampe V. (Efterskrift til Politivennen)

 Del V beskæftiger sig med retssagen den 17. oktober 1820, hvor Hof- og stadsretten forbød Dampe at prædike og som privatdocent at holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål

Dr. Dampe.

V.

Dampe havde så ganske med liv og sjæl overgivet sig til sin stræben efter al gøre det kald gældende, han følte til offentlig virksomhed i hvad han anså for sandhedens tjeneste, at han endog i foråret 1820 aldeles opgav det eneste sikre middel, han endnu havde tilbage til nogenlunde at kunne brødføde sig og sin moder, idet han nemlig ophævede sit institut. Han ville leve af at skrive; men der udfordredes både en få ubøjelig standhaftighed som Dampes og så ringe fordringer som han gjorde til midlerne for livets fysiske opretholdelse, for at gennemføre dette forsæt under de vilkår, som her var givet og de stadige forfølgelser, han var udsat for. Man forsøge engang at sætte sig ind i denne mands stilling. Med et hjerte, af naturen åbent for alle ædle og gode følelser, bedraget, skuffet, given til pris for den rædsomste, den marterfuldeste huslige skæbne, som vel kan ramme noget menneske. Med en rigdom af kundskaber i en kraftigt fremstræbende ånd og en glødende entusiasme for sandhed og frihed, hæmmet, standset, holdt tilbage med en tvang, hvortil han ikke i loven så nogen hjemmel , ved hvert offentligt skridt, han ville foretage sig. Selv savnet af det allernødvendigste måtte han i denne tid ikke sjældent lide - han var ofte glad, når han blot kunne tilvejebringe det lidet, som hans arme moders ophold krævede - på sig selv tænkte han ikke. Hvem ville her undres over, at han, drevet til det yderste, til sidst kunne bringes til en total forglemmelse af al forsigtighed i sin handlemåde og ethvert hensyn til sin egen borgerlige sikkerhed? Og selv om en dæmon havde forledt ham til fortvivlede beslutninger - hvad jeg holder mig inderlig overbevist om ikke er sandt - hvem ville da kaste den første sten? eller endog fordømme ham til det svælg af elendighed , hvori han - i over tyve af sine bedste manddomsår - har måttet vansmægte?

Dog. jeg vil ikke videre fortsatte disse refleksioner, hvortil fristelsen var alt for stærk til, at jeg ganske kunne overvinde den, men vende tilbage til min beretning. 

Efter i et halvt år, som han udtrykker sig, forgæves at have længtes efter, at aktion måtte blive anlagt mod ham for den beslaglagte prædiken, og lovligheden af dennes indhold derved blive gjort til genstand for drøftelse, indgik han med et i heftige udtryk affattet andragende til kancelliet om at dette måtte ske, idet han gjorde påstand derpå som en ham efter trykkeforordningen tilkommende ret, man ikke vilkårligt kunne betage ham. Såvel dette andragende som hvad videre der var foregået i anledning af prædikenens beslaglæggelse og sine refleksioner derover agtede han at udgive i trykken i et skrift, betitlet: "Videre foregåede Facta, Yttringens Frihed vedkommende". Men denne brochure blev lagt under beslag og ifølge kgl. resolution af 12. juli 1820 blev der nu anlagt aktion imod ham, dels for den af ham den 12. septbr. 1819 holdne og siden i trykken udgivne prædiken, dels for det sidstnævnte skrift. I kancelliets aktionsordre blev det derhos Hof- og Stadsretten tilkendegivet, "at det, ved undersøgelsen af tiltaltes forhold med hensyn til prædikenen, i særdeleshed måtte sættes under kvæstion: om ikke tiltalte, hvis han end kunne fritages for den onde hensigt, at have villet opflamme den tøjlesløsheds ånd , som i de nærmest foregående dage havde ytret sig på en måde, der havde fremkaldt de alvorligste foranstaltninger, dog ikke i alt fald ved det Indhold, som han, uden al anledning af dagens tekst, havde givet bemeldte prædiken, og den hele måde. hvorpå han havde behandlet sit tema, hvorved formentlig et skadeligt indtryk let kunne have været gjort, måtte antages at have vist en så fuldkommen mangel af overlæg og eftertanke, at det ikke burde betroos ham, enten at prædike, eller at udøve det jus docendi, han som doctor philosophiae havde erhvervet". Man ser af denne ordre, at det hovedsageligt har været det af Dampes klager, spørgsmål og forestillinger uophørligt bestormede justitskollegium magtpåliggende ved en retsdom at få stadfæstelse på de repressive administrative forholdsregler, det allerede havde troet at burde sætte i anvendelse imod ham.

Prokurator Haagen, blev udnævnt til aktor imod Dampe. Sagen verserede for retten i en tid af omtrent 3 måneder, og der faldt dom i samme den 17. oktober 1820. Denne dom er i flere henseender meget mærkelig.

Retten fandt ikke, at tiltalte kunde antages, ved den nævnte prædiken at have haft til hensigt at opmuntre til deltagelse i de uroligheder, som dengang allerede havde taget deres Begyndelse ; "for", hedder det i præmisserne , "vel går prædikenen helt igennem ud på at opflamme til at modsætte sig dem, der er i besiddelse af magten, når disse formentlig misbruge den; men da han på flere steder i prædikenen har tilføjet disse sine opmuntringer den indskrænkning: "Loven ukrænket", og han, ved en foregående bemærkning om, at den frihed, hvortil han opmuntrer, aldrig kommer på tanker om at gå imod Loven, idet den ved, at uden lov er ikke stat, og uden stat ville alt det gode, som staten skænker, være tilintetgjort, har vist, at han med ordet: "Loven" mener den borgerlige lovgivning, hvis overholdelse han i hele denne passus indprenter sine tilhørere, så skønnes det ikke, at han, uagtet den ubestemthed, som ellers flere steder findes i hans foredrag, kan, når henses til sammenhængen i hele prædikenen, antages at have villet opmuntre til nogen egenrådig og mod den borgerlige orden stridende fremfærd, men at hans mening må antages kun at have været at opflamme til, uden at det sker på en mod loven stridende måde, at modsætte sig den mægtige, der misbruger sin magt".

Uagtet denne formelige frikendelse for al strafskyld i henseende til prædikenens ord og tendens, troede retten dog at burde gå ind på den anden og væsentligere del af kancelliets aktionsordre.

Det hedder nemlig videre: "Fra den 2. i kancelliets skrivelse berørte synspunkt betragtet kan tiltalte derimod ikke anses angerløs. Vel har han, for så vidt det er lagt ham til last, at han ingen anledning af dagens tekst (Pauli brev til Galaterne, kap. 5 fra 19. til 24. vers) har haft til at behandle det emne, hvorom han har prædiket, bemærket, at han, ved at gennemlæse det hele ovenmeldte kapitel. fandt i det 1. og 13. vers stof for den prædiken, han har holdt; men foruden al han altså dog, ved at gå udenfor den egentlig foreskrevne tekst, selv har valgt sit emne, og ikke ved den anordnede tekst var bunden dertil, måtte det i ethvert tilfælde påligge ham, når han, som offentlig taler, og i et tidspunkt hvor gemytterne hos en del af tilhørerne kunde antages at være forud stemte for uroligheder (se bekendtgørelserne af 5., 6., 7. og 8. september s. å.) behandlede dette emne, da således at indrette sit foredrag, at ingen mistydning deraf kunne finde sted. Dette kan han imidlertid ikke siges at have iagttaget, da hans foredrag de fleste steder snarere, fx ved udtrykkene "væbner sig mod den undertrykkende magt", "rive den mishandlende mægtige på nogen måde det sværd, han misbruger, af hånden", synes at tyde på anvendelsen af udvortes midler, for at drive det igennem, de pågældende forestiller sig gavnligt, så at det kun er ved en oversigt af prædikenen i det hele, at det bliver antageligt, at taleren ikke har haft hensyn dertil, hvilken oversigt ikke ved det mundtlige foredrag for en blandet forsamling kan forudsættes hos de fleste af tilhørerne; hvorimod den øjeblikkelige ytring af dem gribes, og der så meget snarere, når de måtte kunne tro, hos taleren at kunne finde medhold i de urolige planer, de måtte bære hos dem selv; og henkastelsen af den ovenanførte, i og for sig ubestemte, ytring: "Loven ukrænket" kunne ikke være tilstrækkelig til at virke imod det indtryk, talens øvrige Indhold måtte antages at gøre. - "Det findes derfor, at tiltalte ved den ommeldte prædiken, som mundtligt foredrag betragter, og holdt i en tidspunkt som den ovenanførte, har påvist  at han ikke besidder den skønsomhed i at vælge og det overlæg i at behandle sit emne, som er forneden hos den offentlige taler, når han ikke ved sit foredrag skal fremkalde skadelige følger; og den over ham nedlagte påstand: at han må kendes uberettiget til enten at prædike, eller udøve det ham som doctor philosophiae tilkommende jus docendi, vil derfor være at tage til "Følge siden sagens natur tilsiger, at en offentlig lærerplads i staten kun kan betros den, om hvem det kan antages, at han ikke ved sit foredrag modvirker statens øjemed"

Angående det 2. i aktionsordren nævnte skrift: "Videre foregåede Facta, Yttringens Frihed vedkommende", fandt retten, at tiltalte måtte gives medhold i, at samme ikke kunne betragtes som et i trykken udgivet skrift, siden der, efter en under sagen fremlagt attest fra bogtrykkeren, kun af dette skrift var trykket det ene korrektureksemplar, som af tiltalte var tilstillet censor, hvilket eksemplar tiltalte kun havde tilstillet denne, for af ham at meddeles mulige rettelser i skriftet, før han lod det trykke; og at skriftet var sat  var kun en følge af at censor, der før havde efter anmodning af tiltalte gennemset hans manuskripter, før de blev tilstillede bogtrykkeren, nu ikke længer ville gennemlæse, hvad han havde udarbejdet, i manuskript. Men selvom tiltalte således ikke med hensyn til dette skrift skønnedes at kunne blive at behandle efter bestemmelserne i frdn. af 27. septbr. 1799, så fandt retten dog, at han derfor ligefuldt burde stå til ansvar for skriftets indhold, hvilken forpligtelse måtte påligge ham, om det blot var et manuskript, han havde givet bogtrykkeren og censor i hånden; "og da han nu i berørte skrift havde betjent sig af en utilbørlig skrivemåde imod de offentlige autoriteter, med hensyn til det på hans prædiken lagte beslag, især fordi tiltalen imod ham ikke straks blev beordret, så fandt retten, at han derfor burde idømmes en mulkt af 49 Rbd. sølv, ligesom han derhos vilde blive at tilpligte at udrede aktionens omkostninger.

Endelig havde aktor, prokurator Haagen, under sagen nedlagt påstand om mortifikation med hensyn til hvad tiltalte havde ytret om ham. Denne påstand fandt retten at måtte tages til følge.

Domskonklusionen blev da som følger:

"Tiltalte doctor juris Jacob Jacobsen Dampe bør være uberettiget til at prædike, og at udøve det ham som doctor philosophiae tilkommende jus docendi ; hvorhos han for hans utilbørlige skrivemåde i det under sagen påankede skrift: "Videre Facta, Ytringens Frihed vedkommende" kaldet, bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 40 Rbd. Sølv. Så bør han og udrede alle af denne Action lovlig flydende omkostninger. De af tiltalte imod actor i hans under sagen fremlagte indlæg brugte udladelser mortificeres. Det idømte udredes inden 15 Dage efter denne doms lovlige forkyndelse under adfærd efter loven"

Kjøbenhavnsposten, 24. august 1841.