Kjøbenhavn, d. 13de Januar
Fængselsvæsenet. Det er vore Læsere bekjendt, at der for 2 Aar siden ved Circulaire til vedkommende Autoriteter er forlangt de fornødne Oplysninger angaaende Fængslernes Tilstand o. s. v. "Coll, Td." for igaar giver følgende Uddrag af de indkomne Beretninger saavelsom den i denne Anledning nedsatte Commissions Betænkning, samt Motiveringen af den hele Sag, hvoraf den igaar meddeelte Resolution er resulteret:
Med Hensyn til Arrestlocalernes Antal fremgaaer det af Beretningerne, at der i de 80 Arresthuse, der findes i Kongeriget (Kjøbenhavn samt Island, Færøerne og Bornholm, fra hvilket sidste Sted den forlangte Beretning ikke er indkommen, ikke med iberegnede), nemlig 44 i Østifterne og 36 i Nørrejylland, og i hvilke der efter en omtrentlig Calcule kan antages at hensidde et Middeltal af 600 Fanger, haves, naar man regner Gjeldsfængsterne og Borgerarresterne med, c. 500 afsondrede Localer, hvoraf 280 falde paa Østifterne og 220 paa Nørrejylland. Angaaende Arrestlocalernes Størrelse ere de indkomne Beretninger ikke aldeles tilfredsstillende, da Høiden i de færreste af disse er angiven. Anslaaer Man imidlertid denne til 7 Fod, hvor ikke særegne Grunde lade formode, at den er enten større eller mindre, saa befindes det, at der i Østifterne ikkun haves 110 og i Nørrejylland ikkun 66 Arrestværelser, der ere 500 Cubikfod [ca. 14 kubikmeter] eller derover store. Betræffende Arresternes Sikkerhed, da er der vel oplyst, at de fleste af dem ere beklædte med Planker, forsaavidt ikke Murenes Beskaffenhed har gjort Saadant overflødigt, men der er dog ikke faa Arrester, om hvilke det i de indkomne Beretninger hedder, at de ikke kunne ansees for aldeles sikkre. Ogsaa vise adskillige Astringer, at en Mængde Arrester ere saaledes byggede, at det ikke er muligt at forhindre Samqvem mellem de Arresterede i de forskjellige Arrester eller med Fremmede udenfor samme. Med Hensyn til Ureenlighedens Afførelse give de indkomne oplysnnger Anledning til at formode, at Arresterne ikke overalt ere saaledes indrettede som de burde; hyppigt nævnes det ogsaa, at samme skeer ved Kar, uden at der tilføies, om disse ere lukkede med tætsluttende Laag. Særdeles skadelig synes den altfor nære Anbringelse af Latriner, der ikke ere hensigtsmæssig indrettede, at virke, ligesom og de Hjerneskade, der paa adstillige Steder i Jylland ere i Brug.
Leilighed til Bevægelse i fri Luft gives vel Arrestanstanterne paa de fleste Steder, men det er dog et forholdsmæssigt kun ringe Antal Arresthuse, ved hvilke der dertil haves særegne, hensigtsmæssigen indrettede og sikkre Arrestgaarde. Hvor Arrestgaarde haves, ere de ofte temmelig smaa eller og enten ved Beliggenheden eller Indhegningens Mangelfuldhed saaledes beskafne, at det ikke er muligt at hindre Fangerne under deres Ophold sammesteds fra at have Communication med Uvedkommende, og der er ikke faa Steder, hvor Fangerne kun kunne erholde Bevægelse i fri Luft derved, at de under Opsigt af Arrestforvareren føres om paa offentlige Steder.
En partiel Opvarmning af Arrestlocalerne finder Sted i 49 Arresthuse, eller naar fraregnes de Arresthuse, hvori kun eet Locale kan varmes (gjerne Gjælds-arresten, der ikke benyttes), i 38 Arresthuse. Indretninger til Opvarmning ere saaledes vel temmeligt udbredte; men en stor Hindring for deres Benyttelse er Mangelen paa en Bestemmelse om, af hvilken Kasse Betalingen for Ildebrændsel skal udredes. Det mangler iøvrigt ikke paa Vidnesbyrd om Opvarmningens Nødvendighed, da det fra flere Steder udtrykkelig hedder, at Fangerne, for at bestytte sig imod Kulden, tilbringe den største Deel af Tiden i Sengen.
Hvad Arrestinventariet angaaer, da er det i de fleste Beretninger anført, at de lovbefalede Stykker enten haves eller i fornødent Fald ville blive anskaffede. Med Hensyn derimod til Fangernes Beskjæftigelse, da berøres det vel mangestedsfra, at de qvindelige Fanger undertiden ere blevne sysselsatte med Spind, Syning og Strikning, men en ordnet Beskjæftigelse sees dog kun at være indført som Regel i 12 Arresthuse, hvor Fangerne isærdeleshed sysselsættes med at spinde, karte, strikke, plukke Værk, tilskjære Træskeer og Klemmer, forfærdige Trætøfler, snoe Simer o. s. v. I mange andre Arresthuse beskjæftiges Fangerne Leilighedsviis. Et stort Antal af de Øvrighedere, der endnu ikke have indført Beskjæftigelse som Regel, have fundet det sandsynligt, at den vil kunne tilveiebringes. Kun enkelte Øvrighedspersoner klage over, at Fangerne ei ere fundne villige til at lade sig sysselsætte.
Iøvrigt har en Overøvrighed i sin Betænkning gjort opmærksom paa Nødvendigheden af, at ved Opførelse af nye Arresthuse Localet tages i Øiesyn og Tegning og Overslag forfattes af en bygningskyndig og med Arrestvæsenet i det Hele velbekjendt Mand, da Mangel paa Sagkundskab formeentlig har foraarsaget, at flere af de i Landet opførte nye Arrrester, skjøndt Udgifterne have været betydelige, ei ere blevne bedre og hensigtsmæssigere end Tilfældet er. Ligeledes er der henpeget paa, at der ikke allevegne haves behørig Garanti for, at den indre Disciplin med Reenlighed, frisk Luft og Bespiisning haandhæves, samt for at Vand og Brødsstraffen ordentlig exeqveres, i hvilken Henseende det navnlig er bemærket, at mange Arrestforvarere ere upaalidelige Folk. Til at raade Bod herpaa foreslaaes Instructioner saavel for Embedsmændenes Tilsyn med Arresterne som for Arrestforvarernes Tjenesteforhold, samt af en enkelt Amtmand Indretningen af Arrestinspectioner, bestaaende af Retsbetjenten, Distriktslægen og Præsten, hvilket, uden at medføre Udgifter, formeentlig vilde afgive mere Garanti end den enkelte Embedsmands Personlighed og være analogt med de for Sygehusene og Straffeanstalterne (hvortil Fængslerne, efter den i den senere Tid indførte hyppigere Brug af Vand og Brødsstraffen og andet Fængsel som Straf, høre) organiserede Inspectioner. Den ovennævnte til Straffeanstalternes forbedrede Organisation [ord mangler] Commission bemærkede i den af samme afgivne Betænkning, at den ansaae det som en Sclvfelge, at Meningen ikke kunde være, i Varetægtsfængslerne at indføre et egentligt Arbeidssystem eller at bestemte Arbeidsmaader der skulde iværksættes, hvorefter enhver Fange fik et bestemt Arbeide at udføre, og hvorved Fortjeneste var et Hovedformaal; thi hvor hensigtssvarende Arrestlocalet end kunde være indrettet, vilde dog et saadant Systems Indførelse baade komme i Strid med Varetægtsfængslernes Natur og være uudførligt i Praxis. Hensigten maatte derimod formeentlig være at forhindre, at Ørkesløshed og hvad dermed følger skal finde Sted i Arresterne, hvilket kunde skee paa to Maader, deels derved, at der tilbydes enhver Fange Adgang til en Beskjeftigelse, hvorved han kan fortjene Noget, deels at det ikke formenes ham under sin Varetægtsfængsling at udfore saadanne egne Arbeider, der kunne bringes i Udøvelse i Arrestlocalet uden at være farlige for Sikkerheden. I denne Henseende er det imidlertid vanskeligt at forestaae noget aldeles Tilfredsstillende. Det behøver - bemærkede Commissionen - neppe nogen særlig Udvikling, hvormeget det i denne Henseende maa være til Hinder, naar Fangerne frit kunne kommunicere med hverandre og finde Adspredelse i en fordærvelig Omgang, eller saalænge de, for at beskytte sig imod Kulden, som det paa flere Steder er Tilfældet, maa tilbringe den meste Tid i Sengen, eller saalænge endelig Lokalerne ikke ere mere sikkre, end at man maa frygte for at de ved Hjælp af de simpleste Redskaber skulde kunne bryde ud, hvorimod disse Hindringer for en sior Deel vilde bortfalde, og Fangernes Lyst og Trang til Beskjæftigelse fremmes, naar enhver Inqvisit havde en egen Arrest, rummelig nok til deri at arbeide og saa hensigtsmæssig indrettet, at al Communication med andre Fanger og Udenverdenen blev en Umulighed. Men ligesom en saadan ogsaa i andre Henseender ønskelig Indretning af samtlige Arresthuse i Landet ikke for det Første kan ansees udførlig, saaledes kan det i alt Fald ikke paatvivles, at der allerede nu kan virkes endeel for Fangernes Beskjæftigelse, naar kun alle Vedkommende indsee Sagens Betydning og Vigtighed.
At passende Beskjæftigelse let kan findes for Fruentimmerne, fremgaaer endog af de fleste Beretninger. Med Hensyn til Mandfolkene ere Meningerne i Beretningerne mere deelte, men det maa dog formeentlig ansees for utvivlsomt, at flere Haandværk meget let kunde udøves i Arresterne, naar disse kun vare hensigtsmæssigen indrettede. Saaledes maatte Skomagerne, Skræddere, Handskemagere, Træskomagere, Kurvemagere tildeels Sadelmagere og flere lignende kunde fortsætte deres Arbeide i Arresten, naar der enten ved eller uden Øvrighedens Mellemkomst kunde forskaffes dem Arbeide fra deres Kunder. Dernæst kunde ogsaa flere andre Beskjæftigelser, der ikke ere egentlige Haandværk, meget let der indføres. At plukke Værk, snoe Simer, karte Uld, flette simplere Kurve, Maatter osv. ere Arbeider, der let kunne paa de fleste Steder tilbydes Fangerne, naar kun vedkommende locale Øvrigheder og Communerne erkjendte Vigtigheden af Fangernes Beskæftigelse. Af flere Indberetninger sees det imidlertid, at Arbeidet betragtes blot fra den oeconomiske Side og ikke findes tilraadeligt, fordi det ikke antages at kunne indbringe Noget, medens det dog er aabenbart, at Communerne endog umiddelbart ere interesserede i, at Fangerne idetmindste ikke undlade at arbeide; thi Undersøgelsen forlænges, Inqvisitionens Gang forstyrres, dens Øiemed forfeiles og Omkostningerne forøges altsaa, naar Fangerne, istedetfor at arbeide, beskæftige sig med Tanken om, hvorledes de kunne føre Inqvisitor bag Lyset og fordølge Sandheden, samt give hinanden indbyrdes Underviisning heri. Det fremgaaer imidlertid af enkelte Beretninger, at Beskjæftigelse endog ansees at være til Hinder for Undersøgelsens Gang, da de Arresterede antages snarere at bringes til Bekjendelse, naar de ikke ere beskjæftigede og "kjede sig", end naar de arbeide. Men det forekommer Commissionen, at det herved ikke er taget i Betragtning, at Arresterne endnu for Tiden ere saaledes indrettede, at Fangerne, skjøndt de ikke ere beskjæftigede, dog langt fra ere priisgivne for Afsondringens Kjedsommelighed, og at det derhos er overseet at [---Linje mangler---] Inqvisit i en saadan Tilstand, at han virkeligen deri fandt nogen Tilfredsstillelse for sig. Men kan der end tænkes Tilfælde, især inden Undersøgelsens Tilendebringelse, hvor Øvrigheden med Føie maa kunne nægte Arrestanterne Arbeide, selv naar de begjære det, maa dette dog i alt Fald kun skee undtagelsesviis.
Men medens Vigtigheden af Varetægtsarrestanternes Beskjæftigelse og Isolering nu mere og mere erkjendes, kan man formeentligen ikke Andet end beklage, at en hermed stemmende fast Plan ikke tidligere er bleven lagt og fulgt, thi dette har, som ogsaa Commissionen antager, bevirket, at flere af de i den nyere Tid opførte Arresthuse ikke ere blevne saa vel og hensigtsmæssig indrettede, som de selv uden forøgede Udgifter kunde været. Naar man nu endvidere seer hen til, hvor afvigende Øvrighedernes Anskuelser ere om Fordringerne til et godt Arresthuus, at Nogle f. Er. ansee Opvarmning for aldeles overflødig, medens Andre ansee Mangelen paa samme som et føleligt Savn og paastaae, at Kulden har skadelig Indflydelse paa Fangernes Befindende, at Nogle ikke ansee det som en væsentlig Hindring for Retspleien, at 3-4 Fanger sidde sammen, medens Andre beklage, at ikke hver har sin Arrest, og at der om et og samme Arresthuus dømmes saa forskjellig af den over- og underordnede Øvrighed, at den ene anseer sammes Ombyggelse for aldeles nødvendig, medens den anden holder det for hensigtsmæssigen indrettet, saa maa det formeentlig erkjendes for aldeles nødvendigt, at Regjeringen etablerer viske Hovedprinciper for Arresthusenes fremtidige Opførelse og Indretning, der, saavidt Omstændighederne kun nogenlunde tillade det, strengt maae tages til Følge, om end locale Forbold af og til kunde gjort det nødvendigt at tilstede enkelte Modifikationer i Bygningsplanen.
At Commissionen nu anseer særlige Aflukker for enhver enkelt Arrestant som en Grundbetingelse for Varetægtsfængslernes forbedrede Indretning, fremgaaer af det Foranførte. Hvad der end muligen kan indvendes imod Cellesystemets Indførelse i Straffeanstalterne - i hvilken Henseende der ogsaa er deelte Meninger iblandt Commissionens Medlemmer - maa dog efter Commissionens Formening dette Systems Indførelse i Varetægtsfængslerne ansees at være uden al Betænkelighed. Opholdet i Varetægtsarresten er nemlig i Almindelighed ikke langt, og da Arrestanten desuden oftere bliver udtaget af denne for at stilles for Forhør, saa kan den Hovedindvending ikke komme i Betragtning, som gjøres imod Adskillelsessystemets Anvendelse i Straffeanstalterne, at det er farligt for Fangernes Sundhed og mentale Forfatning. Betænker man derhos, at den moralske Smitte, som nu gaaer i Svang i Varetægtsfængslerne og derfra udbreder sig i Almuen, alene vil kunne forebygges, naar Arrestanterne afsondres i Enkelt-Celler, og at Undersøgelsens Gang i høi Grad vil befordres herved, saa maa det formeentlig erkjendes, at den fremsatte Anskuelse er bygget paa overveiende Grunde. Endvidere har Commissionen bemærket, at medens Ingen, der overhovedet maa ansees arrestabel, har noget Krav paa at hensættes i Selskab med Andre, er det tvertimod en grundet Fordring for den, hvis Skyld endnu ikke er beviist, at hans Tilstand under Arresten ikke forværres ved slet Selskab. Eensomhedens Ubehagelighed maa det staae i den Paagjældendes Magt at formindste ved Arbeide og Læsning, hvilket, langtfra at forbydes, fra det Offentliges Side bør understøttes. Hvormeget der derhos ved et sligt Systems Indførelse vilde vindes i inqvisitorisk og, formedelst Arresttidens Forkortelse, i oeconomisk Henseende, er formeentlig indlysende? Erfaringen har noksom viist, hvorofte Tilbagekaldelse af den engang afgivne Tilstaaelse maa tilskrives Medfangers Raad og Tilskyndelse. Ved Forhalingen af Sagernes Tilendebringelse komme desuden som oftest flere Medskyldige til at lide.
Af de mange Sagkyndiges Vidnesbyrd for Isoleringssystemets Gavnlighed, som Commissionen yttrer, at den har modtaget, har den specielt udhævet hvad der af Justitsraad og Politiretsassessor v. Osten er anført i den Betænkning, som han efter Commissions Opfordring har afgivet. Det hedder deri blandt Andet, "at Politirettens Inqvisitioner næsten dagligen gjøre den [- - - Linje Mangler - - -] sterede, naar de strax hensættes i eenlig Arrest, i Almindelighed efter kortere eller længere Tids Forløb tilstaae, deres Forbrydelse, men jevnligen igjen fragaae Tilstaaelsen, naar flyttes sammen med andre Arrestanter, og at det derimod næsten stedse er Tilfældet, at de Personer, der ved deres Ankomst i Arresten hensættes blandt Flere, enten først efter en lang og haardnakket Benægtelse bringes til Bekjendelse, eller at dette endog aldeles ikke lykkes, saa at det tydelig kan skjønnes, at det ene og alene er den Indvirkning, deres Medfanger have paa dem, der er til Hinder i at faae Sandheden for Dagen. Endog paa den førhen afstraffede og mere forhærdede Forbryder har den eenlige Arrest ikke sjeldent havt en frappant Virkning, og det kan antages som temmelig afgjort, at, saafremt man kunde hensætte de mange berygtede og mistænkelige Personer i Hovedstaden, der nu tilbringe deres meste Tid i Arresterne, men som, efter længere eller kortere Tidsrum igjen løslades, af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis, i eenlige Arrester, vilde dette være saa afskrækkende for dem, at de vilde vogte sig for at begaae nye Forbrydelser, istedetfor at de nu ingenlunde ansee det for et Onde at hensidde i godt Selskab med deres gamle Kammerater, med hvem de kunne samtale om deres ulovlige Foretagender og lægge Planen til nye."
Uagtet Commissionen saaledes har meent, at Fangernes Afsondring i Enkelt Celler burde være Regel i Varetægtsfængslerne, saaledes som dette alt er tilfældet i Arresterne i Hertugdømmenes Kiøbstæder, og paa de fleste Steder i Udlandet, har den dog antaget, at der herfra kan, ja vel endog stundom bør finde Undtagelse Sted. Det vilde derfor formeentlig være hensigtsmæssigt, om der i ethvert Arresthuus var eet eller flere større Arrestlocaler til Afbenyttelse saavel for de saakaldte Natarrestanter, som og naar en eller anden Arrestants Heldbredsforfatning eller Disposition til selvmord maatte gjøre det betænkeligt at lade ham sidde alene. Men disse Arrester maatte kun afbenyttes i de paapegede Hensigter og saaledes, ai Isoleringsystemet i Almindelighed ikke derved led noget Afbræk, hvilket Commissionen forventede at ville kunne opnaas ved det Tilsyn, som i saa Henseende anordnedes
Med Hensyn til Indretningen af Enkelt-Cellerne bemærkede Commissionen, at een antog, at hver Celle burde have en saadan Størrelse, at den idetmindste indeholdt 7 a 600 Cubikfod Luft. og efter de øvrige Hensyn, der bør tages ved Dimensionerne, formeente den derfor, at Minimum af disse passende kunde ansættes til 12 fods Længde, 7 Fods Bredde og 9 Fods Høide. Herved vil Cellen komme til at indeholde 756 Cubikfod Luft; men det er da herved tillige forudsat, at der ved hvert Arresthuus fandtes en passende Gaard, hvor det kunde tilstedes Fangerne at bevæge sig i fri Luft. Efter hvad der er kommet til Commissionens Kundskab er ogsaa i andre Lande lignende Dimensioner fundne hensigtssvarende.
Med Hensyn til Cellernes Indretning har den oftmeldte Commission i sin Betænkning bemærket, at den største Vanskelighed er, faavidt muligt at forhindre ikke alene Udbrud, men enhversomhelst Communication saavel mellem Cellerne indbyrdes, som med Udenverdenen, og en herefter afpasset hensigtmæssig Construction af Mure, Døre og Vinduer anseer Commissionen for at være af yderste Vigtighed. Hvad Murene angaaer foreslaaes det at give dem en Tykkelse af 2 Steen eller 18 Tommer, om hvis Hensigtsmæssighed til Forebyggelse af Communication Commissionen alt har havt Leilighed til at overtyde sig. Den nu brugelige Planke- eller Bræddebeklædning umiddelbart paa Muren tjener efter anstillede Forsøg i Arresthuset her i Staden ikke synderligt til at forhindre Lydens Forplantning, og en saadan Beklædning anbragt paa Cellens indre Muur kan derhos tjene deels til at skjule begyndte Udbrudsforsøg, deels til Skjulested for indsnegne forbudne Gjenstande, og Commissionen har derfor Betænkelighcd ved saadan Beklædning. Men da samme dog, naar de forommeldte Ulemper kunde fjernes, kan bidragt til at gjøre Cellen sikkrere for Udbrud, tilraader Commissionen at anbringe slig Beklædning paa Murens yderside. Om Beklædninger med Mellemlag af Sand eller andet Lignende kunde afgive en hensigtsmæssig Skillemuur mellem Cellerne, haaber Commissionen ved anstillede Forsøg i den Bygning, der nu skal indrettes til Arrest her i Staden, at komme til bedre Erkjendelse af.
Med Hensyn til Lofterne finder Commissionen det ikke i Almindelighed for Provindsialarresterne tilraadeligt at gjøre dem hvælvede; thi, foruden at man ikke overalt tør gjøre Regning paa at erholde Muurarbeidet paalideligt udført, er en saadan Indretning ogsaa mere bekostelig, og, da Commissionen maa finde det hensigtsmæssigt, at Provindsialarresthusene i Almindelighed kun ere een Etages Bygninger, saa ville hvælvede Lofter i alt Fald være mindre nødvendige. Hvor saaledes Lofterne ikke skulle være hvælvede, har Commissionen formeent, at de bedst kunde construeres med Indskudsdække mellem Bjelkeværket.
Dørrene foreslaaer Commissionen at gjøres dobbelte. Den inderste maatte da være en forsvarlig stærk Dør og være det egentlige Lukke for Cellen, som tillige maatte [en linje mangler] tionsmiddel, hvorfra Cellen kunde oversees, uden at Fangen mærkede det. Den yderste Dør skulde kun være en ganske let, der, uden Lukke blot kunde skydes til for at forebygge Lydens Forplantelse og som med Lethed kunde aabnes, naar man vilde iagttage Fangen. For end bedre at hindre Lydens Forplantelse kunde Dørkammen beklædes med Filt. Denne Indretning vilde imidlertid næppe være aldeles tilstrækkelig til at hindre al Communication gjennem Dørren, hvilket derimod langt bedre kunde opnaaes ved Krydsgange, saaledes at hver Dør vendte ud til sin særskilte Afdeling af Gangen. Men i Betragtning af Bekosteligheden ved denne Indretning, der er anvendt ved de seneste i Hertugdømmene opførte Arrester, har Commissionen dog ikke turdet foreslaae den som almindelig Regel for Provindsialarresterne, og ved den oven foreslaaede Indretning vil allerede Meget være vundet, især naar Arrestforvarerens Bolig situeres saaledes, at Arrestanterne ikke kunne raabe til hinanden uden at blive hørte af ham.
Cellens Vinduer har Commissionen tænkt sig at kunne efter Omstændighederne anbringes enten i Væggen, lige oppe under Loftet, eller i Loftet selv, eftersom den udenfor værende Plads er utilgængelig for Alle og Enhver eller ikke. I begge Tilfælde maa derhos anbringes en Indretning, hvorved Vinduet fra Cellen kan aabnes og lukkes, uden at Sikkerheden derved lider noget Afbræk.
At Cellerne maae kunne opvarmes, anseer Commissionen, med Hensyn saavel til Humaniteten som til Fangernes Beskæftigelse, for aldeles nødvendigt. At dette skeer ved varm Luft fra en kunstig Varmeindretning ansees som det Hensigtsmæssigste, og da en saadan Indretning efter den senere Tids Erfaring kan haves langt billigere end førhen, vel ogsaa som det meest Oeconomiske for et Fængsel med et stort Antal Celler, der alle ere i stadig Brug. Da imidlertid disse Forudsætninger om Fængslets Størrelse og Freqventation vel yderst sjeldent ville være tilstede i Provindsialarresthusene, har Commissionen i disse tænkt sig Ovne af Jern anbragte i Skillerummet mellem Cellerne, saaledes at en Ovn opvarmede 2 Arrester, men denne derhos indenfor Jernpladerne skulde være forsynet med et smalt Muurlag for at forhindre Lydens Forplantelse. Commissionen henleder derhos Opmærksomheden paa et Slags runde Ovne, der forfærdiges paa Carlshütte ved Rendsborg, og som ere blevne anvendte ved Fængslerne i Hertugdømmene.
Med Hensyn til det Inventarium, der er fornødent i Cellen, og som man indrettes saaledes, at det ikke optager for megen Plads, har Commissionen om Sengestedet antaget, at Arrestanten ikke bør beholde Sengen til Afbenyttelse efter Forgodtbefindende om Dagen. Den har imidlertid dog ikke kunnet tilraade, at Sengeklæderne skulde transporteres ud af Cellen om Dagen og ind igjen om Aftenen, navnligen fordi derved gives Leilighed til ar indsnige forbudne Ting i Cellen. Derimod har den tænkt sig flere forskjellige Maader, hvorpaa Sengen kunde indrettes. Den kunde nemlig for det Første bestaae i et Seildugs Underlag, udspændt mellem 4 Kroge, altsaa et Slags Hængekøie, hvis 3 Hjørner skulde hænge ved 3 Kroge, fastgjorte i Væggen, og det fjerde i en Krog, som var fastgjort i Cellens fast staaends Bord. Denne Køie kunde da om Dagen oprulles og fastgiøres paa Væggen. Commissionen har fremdeles tænkt sig, at Sengen kunde være en Trækasse, hvis ene Side ved Hængsler var fastgjort til Væggen. Den maatte være saa dyb, at Klæderne deri kunde forvares, og kunde da som en Slagbænk slaaes op mod Væggen om Dagen. For at tilstede Luften Adgang, burde Ydersiden af denne Kasse være Træværk istedenfor hele Brædder, hvorhos den ikke ganske burde slutte mod Væggen. Endeligen kunde ogsaa bruges en faststaaende Seng med Træværk paa Siderne og i Bunden, men iøvrigt i Form af en Kasse med Laag paa. Dette kunde fastgjøres i Væggen, medens Sengen afbenyttes, men om Dagen tillaases og bruges som Bænk eller Bord. Commissionen tør ikke tillægge nogen af disse Indretninger Fortrin fremfor øvrige, men har fremsat dem alle, for at vedkommende Autoriteter kunde vælge den, de maatte finde meest hensigtssvarende.
Det øvrige Indventarum i Cellen kunde indskrænkes til et Bord, naar Sengestedet ikke, som anført, dertil kunde bruges, og en Stol, hvilke begge maatte være fastgjorte i Gulvet; endvidere en indmuret, men ikke med Søm fastgjort Træhylde, og herunder kunde maaskee anbringes et Par ligeledes indmurede Træknager, og endelig en Latrinindretning, som simplest kunde bestaae i et Kar, ikke af Træ, men enten af støbt Jern eller af brændt glaceret Leer, forsynet med et tætsluttende Laag, og maatte det iagttages, at denne Indretning er saa lav, at Fangen ikke ved at staae derpaa kan naae op til Vinduet. Mere end dette Inventarium foruden Sengeklæderne burde der ikke anskaffes fra det Offentliges Side. (Sluttes.)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1842).
I artiklen angives cellerne 7 til 600 kubikfod luft. 1 kubikfod svarer til 0,0283 kubikmeter, altså omkring 17 kubikmeter. Målene angives som 12 fod længde, 7 fod bredde, 9 fod højde. 1 fod svarer til 0,3048 meter, altså 3,65 m lang, 2,1 m. bred og 2,7 m. høj. I Danmarks største nuværende arresthus Vestre Fængsel er cellestørrelsen omkring 7 kvadratmeter hvilket altså er en anelse mindre end det foreslåede 7,6 kvadratmeter.
Fængselsvæsenet. (Sluttet.) Da det af de indkomne Beretninger fremgik, at Landets Øvrigheder ansee det enten for nødvendigt eller dog høist ønskeligt, at en stor Deel Arresthuse aldeles ombygges, androg Kommissionen endelig paa, at de af Samme, som meldt, fremsatte Forslag maatte meddeles vedkommende Overøvrigheder, med Betydning, at derpaa saavidt muligt maa tages Hensyn ved nye Arresthuses Opførelse. I et senere til Cancelliet indgivet Andragende har Commissionen derfor yttret, at den maatte ansee det hensigtsmæssigt, om det maatte blive overdraget til en duelig Architekt, der navnlig havde gjort sig bekjendt med Fængselsbygninger, ikke blot at bedømme og rette de indløbende Forslag til nye Ting- og Arresthuses Opførelse og de allerede existerendes Ombygning, men ogsaa at foretage de fornødne Reiser, for, hvor Omstændighederne udfordrede det, paa selve Stedet efter foregaaende Local-Undersøgelse og Conference med vedkommende Communalbestyrelse at forfatte Tegning og Overslag, samt at paasee Bygningsarbeidets forsvarlige Udførelse overeensstemmende med den derfor lagte Plan. Forresten havde kommissionen ledsaget sin Betænkning med forskjellige Udkast til Planer for nye Arresthuse, indrettede efter de i det Foregaaende fremsatte Forslag. Disse Udkast viste dog blot Enkelt-Celler, men ingen af de større Arrester, der efter Commissionens Mening tillige burde findes i ethvert velindrettet Arresthuus, i hvilken Henseende den bemærkede, at den kun har tænkt sig Skillerummet borttaget imellem to af de antydede Celler paa det Sted, hvor man ønskede en saadan større Arrest anbragt, og med Hensyn til de kortvarige Arrestationer, hvortil en saadan Arrest formentes isærdeleshed at skulle være bestemt, antages den at ville blive rummelig nok til at optage 3 eller endog 4 Arrestanter. Denne Bemærkning troede Commissionen saa meget mindre at burde tilbageholde, som det vel i Almindelighed maatte ansees utilraadeligt og i flere Henseender fordærveligt at lade 2 Arrestanter hensiddde sammen i een Arrest. Sluttelig tilføiede Commissionen, at hvor vigtig end Arrestlocalets hensigtsvarende Indretning er, gjælder det Samme næsten ligesaameget om Arrestdisciplinen, der maa antages paa mange Steder at være meget mangelfuld. Commissionen agtede derfor at udarbeide et Reglement for Disciplinen i Varetægtsfængslerne og en Instruc for Arrestforvarerne, efter først desangaaende at have confereret med nogle af Landets dygtigste Politiembedsmænd.
Under Sagens Forhandling i Cancelliet blev der vel yttret Tvivl om Retfærdigheden og Tilraadeligheden at, i den Almindelighed som af Commissionen var antaget, at lægge Enkeltcelle-Systernet til Grund ved nye Arresthuses Opførelse og de ældres Ombygning. Det blev navnlig erindret, at den største Deel af Arrestanterne upaatvivlelig ville ansee Hensættelsen i et eenligt Fængsel for et særdeles haardt Onde, især naar Arresten er langvarig, men at dog Varetægtsarresterne efter Forholdets Natur bør være saa taalelige, som det nogenlunde kan bestaae med det Offentliges Tarv. Imidlertid har det dog maattet erkjendes, at enkelte Fængsler i Reglen ere at foretrække for de hidtil sædvanlige, hvori flere Fanger indsluttes. Den nogenlunde skikkelige Fange lider vistnok i Almindelighed mere ved at komme i Selskab med andre Fanger, ofte af slette Sæder, end ved at være ene, og i alt Fald maae de moralsk-fordærvelige Følger, saavelsom det Afbræk for Sandhedens Oplysning, som er at befrygte af, at Fangerne samles i fælles Arrest, have Overvægt over Fangernes Ønske. Eensomheden vil heller ikke indeholde noget Slags moralsk Tvang eller Fristelse til at bekjende, men kun bortfjerne hvad der ellers kunde lægge Hindringer i Veien for den sanddrue Bekjendelse. Men de Grunde, der saaledes anbefale Varetægtsarrestanternes Afsondring fra hinanden, falde dog ingenlunde sammen med dem, hvorpaa det System for Straffefængslernes Indretning, der er bekjendt under Navn af det Philadelphiske, er bygget. Dettes Væsen er, at Isoleringen skal medføre Savn og Lidelse, og det kræver derfor, at denne Isolering saaledes føres igjennem, at Fangen ikke blot om Natten men og om Dagen udelukkes fra alt Samqvem, der ikke netop er fornødent for at forsyne ham med Arbeide og Næringsmidler eller for at indvirke paa hans Forbedring eller besørge hans Helbredelse. Naar derimod Varetægtsarrestanterne antages i Almindelighed at burde have deres særskilte Arrestværelser, saa er det ingenlunde for at formere de Lidelser og Savn, som ere forbundne med den Ulykke, at miste sin Frihed formedelst Mistanke om en Forbrydelse, men kun fordi Sagens Oplysning eller Fangernes Moralitet i Almindelighed vilde lide ved frit Samqvem imellem dem, og just fordi Isoleringen medfører et betydeligt Onde for Individer, hvis Skyld endnu er uafgjort, synes der at burde indrømmes vedkommende Dommer, eller de Fængselsinspectioner, som det maaskee kunde findes hensigtsmæssigt at anordne for at føre Tilsyn med Fængselsdisciplinen, en vis Myndighed til at tilstede saadanne Modificationer, som ikke komme i Strid med hine Hensyn, ligesom det heller ikke bør formenes Fangerne at forskaffe sig bedre Underholdning og større Beqvemmeligheder end der for offentlig Bekostning forskaffes dem, alt forsaavidt det kan skee uden at der gives Leilighed til Undvigelse eller Uordener. Hvilke Regler der kunne være at foreskrive for den Myndighed, som i foranførte Henseende maatte være at tillægge vedkommende Dommer eller muligen tildeels en særlig Fængselsinspection, vil være at bestemme i det Regulativ, som ovennævnte Commission har været villigt til at udarbeide; men om der end heri maa blive ikke Lidet, som maa overlades til disse Vedkommendes Skjøn, saa maa det erindres, at selve Afgjørelsen af det for et Individ saa vigtige Spørgsmaal, om det, efter samtlige Sagens Omstændigheder, hvoriblandt Hensyn til den personlige Stilling maa komme i Betragtning, er nødvendigt under Sagens Forfølgning at betage Samme sin personlige Frihed, ikke kan bindes til saa faste Regler, at jo ogsaa deri meget maa betroes til Dommerens Retsindighed og Skjønsomhed.
Ved de øvrige Punkter i Commissionens Forslag fandt Cancelliet intet Væsentligt at erindre. Hvad der nemlig i samme kunde være nogen Tvivl underkastet, er ikke opstillet som et endeligt Forslag, der nu enten skulde sanktioneres eller forkastes, men kun som noget, der ved nye Arresters Opførelse eller ved Omdannelsen af de nuværende skal tages under nøie Overveielse af alle Vedkommende.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. januar 1842).
Ting- og Arresthuset i Frederikssund (1887). Ved kongelig resolution af 1842 blev frihedsberøvelse den mest anvendte straf for kriminel adfærd. Fangerne blev indsat i den ofte ydmyge afdeling af byens råd-, ting- og arresthus under kummerlige forhold. I 1846 udkom et reglement om arrestvæsenet i Danmark som var i kraft indtil statens overtagelse af arresthusene i 1938. Ved enevældens ophævelse oprettedes en overinspektion for fængselsvæsenet. Straffeanstalterne overgik i 1851 fra at være lokale til at være fælles institutioner for hele landet, bl.a. tugthuset i Horsens (1853). I anden halvdel af 1800-tallet blev der opført en række arresthuse i de fleste større byer. I Frederikssund 1887 tegnet af F. C. C. Hansen som også stod bag en håndfuld lignende bygninger på Sjælland. Nogle blev nedlagt igen i 1838.
