Retssag. (Efterskrift til Politivennen)

Følgende Uddrag af Landsoverretsdommen i Sagen mod Huusmand Christen Christiansen og Hustrue Kirsten Christiansdatter samt Karen Larsdatter af Snedsted optage vi efter "Thists. Av.":

Ægtefolkene Christen Christiansen og Kirsten Christiansdatter af Snedsted, der i Henhold til de ved Hassing-Refs Herreders Ret optagne Forhør blevne satte under Tiltale for mislig og forbryderisk Omgang med 4 hemmelig fødte og 4 andre kort efter Fødselen døde Børn, bleve ved egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Omstændigheder overbeviste om, at de i deres Ægteskab havde avlet Tvillinger eller tvende Børn, der nyfødte bleve Søndagen den 28te Februar f. A. fundne nedstoppede i et Hul paa Snedsted Kirkegaard, efterat de vare fødte i Dølgsmaal, ligesom det ogsaa blev godtgjort, at Kirsten Christiansdatter 2de Gange tidligere har hemmelig født 2de Børn, der ere døde og hemmelig begravede. Samtlige 4 Børn have efter Obductions- og Undersøgelses-Forretningerne samt Lægernes og Sundheds-Collegiets Skjøn været fuldbaarne, og ligesom det er oplyst, at Tvillingerne ere døde formedelst de med Fødslen forbundne Omstændigheder og navnlig formedelst den Mangel paa Pleie, der bør ydes Nyfødte, saaledes hersker der Uvished angaaende de tidligere fødte Børns Dødsmaade, men det maa dog foreløbig herved bemærkes, at Bestemmelserne i D. L. 6-6-8 her ere uanvendelige, da Børnene ere avlede i lovligt Ægteskab. Den skjulte Fremgangsmaade, som Ægtefolkene gjentagne Gange have brugt ved flere af deres Børns Fødsel, og navnlig den overlagte Undladelse af efter Fødslerne at gjøre noget Skridt for at faae Andres Bistand til Børnenes mulige Frelse, medens de tværtimod hemmelig bortskaffede Børnene, maa imidlertid opvække en høi Grad af Formodning om, at det har været deres Hensigt, at Børnene skulde omkomme ved Mangel paa det Tilsyn og den Pleie, der kort efter Fødselen var fornoden, og hvis Nødvendighed Forældrene maatte indsee, hvorhos der endog kan være nogen Mistanke om, at Forældrene, der hemmelig have skaffet Børnene af Veien, ved positiv Virksomhed have fremskyndet deres Død. Hvad Kirsten Christiansdatter med Hensyn til alle de ommeldte Fødsler har anbragt, at disse indtraf tidligere, end hun havde formodet, kan saameget mindre komme i nogen væsentlig Betragtning til hendes Fordeel, som der, hvis saadant ved den første af Fødslerne havde været Tilfældet, deri maatte indeholdes en meget stærkere Opfordring for Moderen til for Fremtiden at føie de nødvendige Foranstaltninger for Børnenes Tarv, hvilket hun ei har gjort, i det hun vedblev sit forrige Forhold med at fordølge sit Svangerskab og fødte hemmeligen. Men endog uden Hensyn til hiin Formodning maa det omhandlede Forhold ansees i en betydelig Grad strafværdigt, i det Forældrene have paa en unaturlig Maade gjentagende tilsidesat den Forpligtelse, der i høieste Maade paahvilede dem til at sørge for, at deres Børns Liv og Sundhed bevaredes, medens de tvætimod have brugt en Fremgangsmaade, hvorved ethvert Forsøg af Andre, paa mulig endnu at frelse Børnenes Liv, maatte blive umuligt. Det er i Særdeleshed Moderen, hvis Forhold i den omhandlede Henseende er meget graverende, navnlig derved, at hun i 2de af de ommeldte Tilfalde forhindrede sin Mand i at hente Giordemoderen eller anden Hjælp. At Manden har paatænkt at gjøre dette, er et Datum i hans Faveur, men han undlod det efter hans Kones Forlangende, og foruden, at han i det Hele har understøttet Konen i hendes lovstridige Forhold og udført Børnenes hemmelige Begravelse, maa efter hans Forhold med Hensyn til de sidstfødte Tvillinger lægges ham til Last, i det han, istedetfor strax at hidkalde Hjælp, hvorved Børnenes Liv mulig kunde været reddet, lod dem henligge uden Pleie og endog lagde dem nøgne ud i et koldt Kjøkken, hvor de, om de ikke allerede vare døde, nødvendigen maatte omkomme. Iøvrigt have Kirsten Christiansdatter og hendes Mand benægtet at have lagt Haand paa Børnene for at skille dem ved Livet eller ved nogen forsætlig Handling at have befordret deres Død, ligesom ogsaa Manden benægter at vide, at Konen har gjort det. Efter Sagens samtlige Omstændigheder have Under- og Over-Retten idømt Kirsten Christiansdatter i 8 Aars og Christen Christiansen i 4 Aars offentligt Arbeide. Forsaavidt Actionsordren tillige indbefattede bemeldte Ægtefolks Omgang med 4 kort efter Fødselen døde Børn, der imidlertid ei vare hemmelig fødte, blev det vel oplyst, at Moderen i Aarene 1832, 1834, 1830, og 1840 har født Børn, som ere døde faa Dage efter Fødselen, men det er ikke oplyst, at hun har undladt at pleie disse Børn, medens de levede, eller at der er foretaget noget, hvorved disse Børns tidlige Død er bevirket. Vel var der opstaaet nogen Mistanke, blandt Andet derved, at Ingen synes at have været tilstede, da Børnene døde, men denne bestyrkedes ei ved andre Data, saa at der ei med Hensyn til denne Deel af Sagen kunde blive Spørgsmaal om Straf-Ansvar. I Forening med ommeldte Ægtefolk var Kirsten Christendatters Moder, den 70 aarige Karen Larsdatter, sat under Tiltale for Medviden og Deelagtighed i at have skjult Datterens hemmelige Fødsler. Det er ei oplyst, at hun enten har været tilstede ved Datterens Nedkomster eller er kommen tilstede saasnart derefter, at hun har kunnet virke Noget for at forebygge Børnenes Død; men det er dog ved hendes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger tilstrækkelig godtgjort, at hun deels var vidende om Datterens forskjellige Svangerskaber, deels at hun efter Fødslerne har virket til at udslette disses Spor og været enig med Datteren i at fortie dem, deels endog givet hende Anslag paa under hvilken Prætext Svangerskabet og Fødslen kunde benægtes. For det Medhold, Karen Larsdatter saaledes har givet sin Datter og med Hensyn til, at hun maatte indsee det Ulovlige i Datterens Forhold og at denne yderligere maatte tilskyndes til at vedblive hermed, naar hun kunde stole paa Moderens Taushed, have Under- og Overretten idømt hende en arbitrair Straf af 60 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. februar 1842).

Sagen er grundigt gennemgået i: Esper Lønborg: En kriminalsag fra Snedsted 1841.

Slesvig-Holsten 1841-1842. (Efterskrift til Politivennen).

Uenigheder om hertugdømmerne kom i aviserne mere og mere til udtryk, fx i Dannevirke, 5. februar 1842, hvor man harcellerer over en artikel i Kieler Correpondentzblatt hvor man kan blive i tvivl om citaterne er korrekte og korrekt fortolket:

I Kieler Corr. protesteres alvorlig imod en i et leipziger Hesteskrivt udtalt Anskuelse, som om de danske Tropper, der i Sommer under den foranstaltede Mønstring henregnedes til den tydske Forbundsarmee, vare danske. Efter K. Corr. vare og bør de være tydske med Liv og Sjæl. Selv Generalen, en Prinds af det hert. holst. Huus, der har en ikke fjern Udsigt til at arve Hertugdømmet Holsteen, menes at nære de samme tydsk-nationale Følelser. I øvrigt indrømmer K. Corr. villig, at vort holst.-lauenborgske Militærvæsen (det slesvigske har man opgivet) endnu ikke er ordnet, saaledes som en kraftig og "ehrenhaft" tydsk Forbunds-Militærforfatning bør være. Thi for at sige Sandheden - hedder det - staaer det sig ikke bedre med den lovlige Organisation af vor Forbundsafdeling end i Holland med den luxemborgske. Intetsteds er det udtalt, at just de i fortiden i Holsteen garnisonerede Korpser for stedse skulde danne den tydske Forbundsafdeling (hvo siger ogsaa de skulle dette?), for ved Adskillelsen fra den danske Armee at kunne faae det danske Komandsprog m.m. afskaffet, eftersom det er en Gru, at tydske Forbundstropper skulle kommanderes paa dansk. Men ligesaa stor en Gru er det, hvad Kiel. Corr. til Slutning med stor Bedrøvelse beretter, at der i Holsteen gives en Stab, hvis Borgermilitær endnu frivillig bruge danske Komandosprog! - Paa den næste Side af samme Nr. søger Kiel. Corr. at gøre de Danske især kjøbenhavnerrne indlysende, hvor prægtigt og fordeelagtigt det ville være for dem at understøtte Anlæget af den altonaer-kieler Jernbane, som uagtet den betydelige Gjæld, den altonaer Kommune, ifølge kgl. Tilladelse, har paalagt sig, dog endnu ikke den fornødne Sum tilveiebragt!

Kjøbenhavnsposten citerede Correspondenzblatt hvor det fremgik at man nu var opmærksom på det danske Nordslesvig (24. oktober 1842):

Om Partierne i Slesvig indeholder Correspondenzblatt følgende Skrivelse fra Slesvig af 19de dennes: - "Da Partiernes Politik nu nogenlunde tydelig tilkjendegiver sig, iler jeg med at meddele Dem hvad jeg derom har bragt i Erfaring. Det slesvig-holstenske Parti, endskjønt med Hensyn til Antallet næsten i Stand til at søndertrykke det dansk-slesvigske Parti og synlig overveiende det i Henseende til Talent, synes dog at ville vælge den maadeholdne Vei. I en den 14de dennes sildig om Aftenen i det Ravenske Hotel afholdt Forsamling af Fleertallet af de Deputerede blev nemlig efter levende Debatter, hvori de besindige Slesvig-holstenere fremhævede den Uvillie, som Indgivelsen af en Proposition om Slesvigs Indlemmelse i det tydske Forbund vilde fremkalde hos Befolkningen i Slesvig og især i Nordslesvig, fattet den Beslutning, at denne Proposition ikke skal indgives i nærværende Diæt. Ligeledes lader det til, at der ingen Remonstrationer vil finde Sted imod de i den kgl. Bekjendtgjørelse indeholdte Beslutninger angaaende Sprogrescriptet, den danske Udgivelse af Stændertidende og Ansættelsen af danske Præster, idet det slesvig-holstenske Parti, ifølge dets Førerers Yttringer i Stænderforsamlingen, er kommet til Erkjendelse af Nordslesvigs danske Nationalitet. Adressen, tilligemed Debatterne i Anledning af den, vil Stændertidenden bringe Dem. Hvad det dansk-slesvigske Parti angaaer, saa synes samme, i Bevidsthed af sin Svaghed, at vile forholde sig defensivt, endskjøndt det ikke kan negtes, at en ikke ubetydelig Deel af det slesvigske Folk sympathiserer med det. De Ultra af begge Partier ville altsaa meget snart see sig skuffede i deres Forventninger om denne Diæts Forhandlinger og Resultater".

En sjælden gang citerede danske aviser danske overgreb mod tyskere. Et fra "Kieler Correspondentblatt" var gengivet i "Fyns Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende", 24. november 1842:

Blandinger. Ifølge Kieler Corrr. klage de (slesvigske og) holsteenske indrullerede Matroser, der med Fregatten "Thetis" havde gjort Touren med i Middelhavet, meget over den haarde og uretfærdige Behandling, de havde liidt på dette Krigsskib og forsikkre, at kun den ydersteTvang skal bringe dem til, endnu engang at udholde en saadan Tjeneste. De paastaae, at de strax have faaet Prygl (Tamp) for den mindste Ubetydelighed, navnlig ogsaa at de bleve pryglede af Underofficererne, hvilke alle vare af det faste danske Mandskab, naar de ikke kunde Dansk. Deres Klager derover hos de dem foresatte Lieutenanter hjalp ikke hvorvel Officererne selv behandlede de tyske og danske Matroser eens. De Underofficerer, med hvilke de vare komne i Berørelse, skjældte dem ogsaa i Eet væk ud for "tydsk Abekat", "tysk Vindbeutel" etc. Skibsmaten sparkede en dansk indrulleret Matros, saa at han fik et Broktilfælde. Derhos fik de meget slet Kost, skimlet Brød, og efterat have været 20 Dage tilsøes, fik de kun halve Rationer Smør, og tvertimod deres Ønske, Penge istedetfor den anden Halvdeel. Kort, den danske Søkrigstjeneste var i høieste Grad afskrækkende for dem. - I Anledning af denne Bretning i Kieler Corr. bekjendtgjør Kaptajn Zahrtmann, at han har ansøgt Admiralitetet om, at der straks må blive foretaget den fornødne Undersøgelse i saa Henseende.

Som forventet var udfaldet af den retslige undersøgelse, som Zahrtmann begærede, at klagen ikke kunne fastholdes, og kongen udtalte sin tilfredshed med disciplinen og omsorgen om bord.

Huse i Flensburg. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

"Kieler Correspondenzblatt" lignede også på andre områder de københavnske aviser: Disse var fortrinvis - københavneraviser. På samme måde var bladet et kieler-blad. Hvilket førte til nogen utilfredshed i fx Altona, Rendsborg og Itzehoe. Men Olshausen havde egentlig ikke noget klart mål med hvor udviklingen skulle føre hen. Hans primære mål var at starte en diskussion, hvis konklusioner ikke var givet på forhånd. Det kunne den københavnske presse næppe være i tvivl. Men man må antage at kendskabet til hinandens forhold har været mere end begrænset, og at man læste artiklerne ind i sin egen selvforståelse. Og at i hvert fald de artikler som vi i Danmark har adgang til, giver mistanke om en langsomt snigende dæmonisering af slesvig-holstenerne op gennem 1840'erne. Det samme har formentlig gjort sig gældende på modsat side. :

Danmarks fremtidige Forhold til Tydskland.

Hvor liden Interesse man i Almindelighed i Tydskland end har for vort National- og Territorial-Grændsespørgsmaal, fordi Tydsklands nordlige Landgrændse ikke synes særdeles truet og den danske Nationalitet end mindre truende, saa bliver dog i den nyeste Tid det Spørgsmaal stedse hyppigere opkastet: om ikke hele Danmark bør indlemmes i den tydske Handelsunion, eller endog aldeles optages i det Tydske Forbund? De, som erklære sig derfor fra et tydsk Standpunkt, betragte Sagen næsten udelukkende fra den tydske Handels og den tydske Industrrie Synspunkt; ved Danmarks Tiltrædelse haabe de at vinde et nyt Afsætningsland, oversøiske Colonier og fremfor Alt Grundlaget for en tydsk Krigsflaade og tilbyde høimodigen Konge af Danmark det tydske Forbunds Storadmiralietsværdighed. De oversee derimod aldeles det danske Folks nationale Forskjellighed, som hverken gjør det ønskeligt for Tydskland at optage dette fremmede Folkelement i sig, eller indgyder de Danske Tilbøielighed til nærmere at forbinde sig med Tydskland. 

Fra det tydske Standpunkt. Fremfor Alt maae vi ikke overlæsse os med politiske Projecter, men indskrænke os til det nærmest Mulige og Nødvendige. Saalænge Tydskland ikke engang danner een Toldforening, tør der efter vort Skjøn aldeles ikke være Tale om Optagelsen af ikke-tydske Stater. Endvidere, saalænge det nuværende Tydskland ikke danner nogen inderligere forenet og sammenknyttet Heelhed, er det heller ikke Tid at udstrække sig videre, i det mindste ikke til Lande med fremmed Nationalitet, og saaledes endnu ikke mere svække den intensive Kraft. Saaledes som Tydskland nu  er, indeholder det allerede en for stor Fylde af forskjellige Eiendommeligheder, saa at det først kommer an paa at bringe dem til Bevidsthed og forenende at ordne dem, for at den tydske Nation kan optræde, udad, som et respecteret Hele, og indad som en Stat, der yder en fremadskridende politisk Frihed, ustandset Aandsudvikling og uhindret commerciel og industriel Bevægelse Det i Massen af Folket optagne statsborgerlige Fællesliv er i Tydskland endnu i sin første Opblomstren; den Tydske maa anvende hele sin Kraft paa at pleie og styrke det. Man optage alle tydske Stater i Handelsforeninger, man gjøre om muligt denne Sag til et Forbundsanliggende, de tydske Søstater befordre Skibsfarten og Skibsbyggeriet, vælge sig et fælles Flag - men fremmede Stater maa man for det Første lade ude af Spillet. Og nu, endog overdrage Danmark Overbefalingen over den tydske Flaade! Hvo seer ikke, at Danmarks Forhold til Tydskland aldrig kan blive saa fast som de tydske Provindsers indbyrdes. Den nationale Forskiellighed understøttes ved denne Østats geographiske Beliggenhed mellem to store Sømagter (thi ogsaa Rusland maa vel nu benævnes saaledes); i enhver Krig er Danmarks Interesse ganske forskjellig fra det continentale Tydsklands. - Under Freden vilde Tydskland vistnok vinde et Afsætningsland i Danmark, fordi de danske Fabriker ere ubetydelige og staae paa et lavere Uddannelsestrin end de tydske; men derfor vil Danmark ogsaa være utilbøielig til Foreningen, saalænge ikke dette Tab kan opveies af et Fortrin eller en Skadesløsholdelse, som ikkun med Vanskelighed kan udfindes og som derhos maatte hvile paa Tydskland, uden saa maaskee var, at man i Tillid til Forfængeligheden vilde lægge den, for det Første temmelig tomme Charge af tydsk Storadmiral i Vægtskaalen. De danske udenfor Europa beliggende Colonier kunne neppe være af stort Værd for de tydske Foreningsstater; iøvrigt er en Deel af dem tilfals og der er jo Intet i Veien forr at de tydske Sø- eller Foreningsstater drage Fordeel deraf. - At Tydskland nogensinde skulde blive en betydelig Sømagt, forekommer os høist usandsynligt; men vilde det af al Magt, kunde det vel opnaaes uden Danmark; thi det har tilstrækkelige pekuniaire Midler dertil og en udstrakt Kyst.

Fra det danske Synspunkt. Om Danmark end ikke kan lade det beroe v. d. sin nuværende isolerede Stilling, saa har dog en nøie og bestandig Forbindelse med Tydskland for Øieblikket intet særdeles Tillokkende for Danmark. I et Forbund med Skandinavien vilde Danmark have en Hovedstemme; i det tydske Forbund vilde Danmark spille en meget underordnet Rolle. Paa Grund af Nationalitet, Sprog, insulariske Interessser vilde det i Virkeligheden ikke komme til at staae i andet Forhold til Tydskland, end i det gunstigste Tilfælde et lignende som det, hvori de forhenværende "zugewandten Orte" stode til Schweiz; I Hovedspørgsmaalene vilde det ingen virksom Stemme have; det vilde, som uforholdsmæssig lille Stat mere blive en under Forbundets Beskyttelse staaende Magt. Herimod vilde Stemme ved Forbundsdagen ikke sikre, thi i det mindste i alle Spørgsmaal, ved hvilke nationale og ydre Forholde komme i Betragtning kunde Danmark være sikker paa, at blive overstemt af de ægt-tydske Stater; dets hele Stemme-Berettigelse vilde ikkun være formel. Derved maatte det nødvendig sætte sin Nationale paa Spil, uden en Gang at have Muligheden for at kunne tilbytte sig en klækkelig Forøgelse af Friheden derfor. Selv i Tilfælde af at Foreningen tænktes indskrænket til Handelen og Tilden, vilde Danmarks Interesse derved være høist problematisk; den danske Fabrikindustri synes ikke at kunne vinde derved; maaskee Thederiet.

Endelig vilde en nøiere Forening af Danmark med Tydskland, som gik ud over Handelsphæren, sandsynligviis støde paa Hindringer fra den europæiske Politiks Side. Basis for Wiener-Tractaterne kan ikke forandres uden Stormagternes Indvilling, og om disse her ville give den, er i det mindste meget tvivlsomt.

Det er vor foreløbige Votum i et Anliggende, som i den nyere Tid hyppig er blevet besvaret af den tydske Presse i en modsat Aand. Selv den i Bedømmelsen af politisk-mercantile Spørgsmaal saa udmærkede List viser den paa en Forening med Danmark som nødvendig til den tydske Handelsunions Fuldstændiggjørelse. I en fjern, ved den nyere Tids store Opfindelser aldeles omdannet, Fremtid, eller under et udenfor al Beregning liggende Omsving af Europas, og navnligen Tydsklands, politiske Skikkelse, kunne Forholdene og Nationernes Anskuelser maaske saaledes forandre sig, at det danske Folk bestemmer sig i politisk og social Henseende til aldeles at slutte sig til den tydske Nation; men indtil den Tid forekommer det os, efter vor Bekjendtskab til Danmark, at være aldeles frugtesløst at arbeide paa en Forening, imod hvilken der paa den ene Side hersker den fuldkomneste Utilbøielighed, og hvorved maaske Tilslutningen af den Deel af Nordtydskland udsættes, uden hvilken Foreningen dog savner sine naturlige Grændser. Hansestæderne kunne først give dens fulde Betydning udad, men de kunne ikke træde til uden Meklenborg, Holsten og Hannover. "Man maa have Mod til at troe paa en stor Nationalfremtid", siger List, "og til at skride frem i denne Tro". Men dertil er en national Begrændsning ogsaa nødvendig, for at Nationalaanden ikke igjen, ved at strømme over til alle Sider, skal opløses, førend den har vundet en consistent Basis.

(Kiøbenhavnsposten" 30. september 1841. Citat fra "Kieler Correspondenzblatt)

Kliplev Kirke. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865). 

Uroligheder i Anledning af Orla Lehmanns Dom. (Efterskrift til Politivennen).

Orla Lehmann holdt den 31. januar 1841 en tale i Nykøbing i anledning af kammerråd Drewsens vælgermøde. Talen vakte ikke den store opsigt på Falster, men da Lolland-Falsters Tidende optog den og senere også Kjøbenhavnsposten, udstedte kancelliet den 18. februar 1841 en aktionsordre til generalfiskalen. Efter sagens anlæg blev Lehmann valgt til viceformand for Københavns borgerrepræsentation, men kancelliet dekreterede at han skulle suspenderes. Den 4. december 1841 blev han idømt en mulkt på 500 Rbd. Den 20. januar 1842 blev Lehmann idømt 3 måneders fængsel for talen. 

En ting er hvad aviserne skrev, en anden hvad politiets spion rapporterede. Jeg har refereret disse sidstnævnte i kronologien.

- Den Bevægelse, hvori Hovedstaden har været i denne Uge og navnlig igaar efter Bekjendtgørelsen af Høiesteretsdommen over Orla Lehmann, har ikke havt sin Mage i meget lang Tid. Det er ikke til nogen enkelt Classe eller nogen enkelt Alder denne Bevægelse har indskrænket sig, hos alle Yngre som Ældre af enhver Stand, der paa nogen Maade kan henregnes til Folket, har Lehmanns Domfældelse fremkaldt eet og samme Indtryk. - Men vi maae desværre deklage, at denne Medfølelse ved at yttre sig igaar har foranlediget Optrin, der maae kaldes sørgelige. Allerede igaar Middags, da den samlede Menneskemasse begav sig fra Høiesteret til Lehmanns Bolig paa lille Købmagergade for der at udbringe et Leve, modsatte de tilstedeværende talrige Politibetjente sig den samlede Mængdes Hensigt, men veeg dog snart tilbage, saa at ingen videre Uorden forefaldt. Fra Købmagergade begav sig en stor Deel af den samlede Skare (vel omtrent en fem til sex Hundreder) tause og rolige gjennem Byens Gader til Amalienborg , hvor der atter gentagne Gange udbragtes forskjellige "Leve", uden at nogen Hindring fandt Sted, idet vel Livvagten traadte under Gevær, men forholdt sig passiv, da Mængden efter tilendebragte Acclamationer rolig forlod Pladsen. Magtanvendelse herimod har vel ogsaa med Rette været anseet for unødvendig , da man gjerne har kunnet antage det der for Lehmann udbragte "Leve" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten. - Forsaavidt foranlediges altsaa igaar Middags ingen videre Uordener. Men igaar Aftes blev desværre Københavns Gader Skueplads for meget beklagelsesværdige Scener. Henimod Kl. 8 begyndte en Mængde Mennesker, uden anden tilsyneladende Hensigt end ledede af Nysgjerrighed , at passere lille Købmagergade, hvor en Mængde Politibetjente med deres Stokke søgte at holde Gaden ryddelig og gjentagne Gange med Magt drev den adspredte Mængde bort. Disse velbekjendte Scener vedvarede med den Afvexling, at ogsaa Politiet oftere blev trængt tilbage af Mængden naar denne havde sluttet sig tættere sammen, og at da skingrende Udraab istemtes, - til langt ud paa Aftenen. - Men ikke alene dette enkelte Sted i Byen var Vidne til deslige Uordener, som inderligt maa beklages af enhver Ven af Orden og Frihed. Andre talrige Menneskemasser droge med høie eenstemmige Raad og Sang gjennem de Gader, der omgive Amalienborg, hvor Hs. Maj. til samme Tid bivaanede et Bal hos Landgreve Wilhelm , og hvortil Adgangen imidlertid var spærret af Husarer og af andel Militair. I de tilstødende Gader stræbte Politiet at tilbagedrive den uordenligt sammenstimlede Mængde, hvorved vistnok fornemmelig de, der blot af Nysgjerrighed havde indfundet sig, kom til at bøde. Flere blev her, ligesom paa Købmagergade, ikke ubetydeligt læderede, og efter Sigende ere ogsaa adskillige af Politiets Betjente blevne temmelig stærkt forslaaede. Flere Arrestationer have derhos fundet Sted. Idet vi ikke kunne andet end høilig beklage og advare mod alle saadanne forstyrrende Uordener troe vi heller ikke at burde undlade at yttre vor Formening om, at i det mindste de paa lille Købmagergade igaar Aftes stedfundne Optrin vel kunde have været undgaaede. Den Mængde Mennesker, som der indfandt sig. saavel de der kom enkelte som i sluttede Hobe, havde vistnok ikke anden Hensigt end i det Høieste at gjentage det "Leve", der var udraabt om Middagen, og efterat have tilfredsstillet dette ikke betimelige Ønske, vilde vel de Fleste uden videre have adspredt sig. Men Politiets Mellemkomst for at forhindre, hvad derved dog ikke forhindredes, blev Aarsag til at det gik anderledes. Idag har man paa Gadehjernerne opslaaet de sædvanligt advarende Politiplacater.

(Kjøbenhavnsposten 21. januar 1842).

Politispionen Svend Christian Møller var tilsyneladende i mængden der fulgte begivenhederne den 19. januar. Af hans rapport til politidirektør Bræstrup fremgår at turen fra Højesteret gik i ro og orden, indtil vognen med Lehmann i Magstræde blev angrebet af "simple folk" som forsøgte at spænde hestene fra vognen. Kusken satte derfor farten op, opad Rådhusstræde og Nørregade til Lehmanns hjem. Kl. 20 var der hurraråb på Lille Købmagergade og ved Regensen, senere stokkeprygl. Kl. 21:30 var der rygter i Kannikestræde om et stort optog, som Møller stødte på i Østergade. Det kom fra Kongens Nytorv. Det vendte om og endte i Nyboder. Herfra til Gothersgade ud for Bræstrups bolig, hvor politiet splittede mængden. 

Christian Jacob Cosmus Bræstrup. Illustreret Tidende, 16. december 1860, 

- Igaar har paa Byens Gadehjørner været opflaaet følgende Bekjendtgjørelse fra Politiet:

"De i de tvende sidste Dage forefaldne Gadeuordener, til hvis Standsning den offenlige Magts Anvendelse har varet nødvendig, da andre mildere Midler viste sig frugtesløse, foranledige Politiet til i Medfør af tidligere Anordninger og navnligen Politiplacaten af 21de Mai 1840 mod Opløb og private Meningsytringer paa offenlig Gade , herved alvorligen at advare Alle og Enhver mod at indfinde eller opholde sig, hvor Gadeopløb finder Sted, da Magt vil blive anvendt mod dem, der ikke strax paa Opfordring fjerne sig, og Enhver maa have sig selv de deraf flydende Følger at tilregne.

Kjøbenhavns Politikammer den 21de Jan. 1842.

Bræstrup.

Man vil deraf see, at denne Placat indeholder en Advarsel til Publikum om at fjerne sig, naar de paa lovlig Maade dertil blive opfordrede, og en Advarsel til Politiets egne Officianter om ikke at anvende Magt, forinden lovlig Opfordring er gaaet forud. Vi troe, at denne sidste Deel ikke er mindre nødvendig end den første, og vi ere derom endog saa overbeviste, at vi holde os forvissede om at de stedfundne Uordener iforgaars Aftes ikke vilde have fundet Sted, dersom ikke Politiet paa en Maade, der neppe fortjener at billiges, havde blandet sig i det "Leve", som om Formiddagen blev udbragt udenfor Hr. Lehmanns Bopæl, og dersom det ikke - vel at mærke - var blevet forhindret i at forhindre samme. At Stokkeprygl anvendte mod voxne Folk er det sikkreste Middel til at opvække en høi Grad af Forbitrettrelse er ligesaa naturligt, som at Politiet i enhver stor By har en Masse Arvefiender, for hvem det har noget meget Opmuntrende, at see Theorien om Politiets Uimodståelighed practisk gjendreven. Vor ovenfor yttrede Formening støtte vi i Særdeleshed derpaa, at uagtet der i Høiesterets Locale er sørget for Publicum paa en Maade, der aldeles svarer til den Stilling, Publicum i det Hele indtager hertillands, og uagtet som Følge deraf hver af de Tilstedeværende næppe havde mere end 1/3 af det Cubikrum til Disposition, som hans Legeme under sædvanlige Livsforhold indtager, iagttog Forsamlingen dog en høist prisværdig Ro og Orden, baade under Sagens Procedure og ved Dommens Forkyndelse. Og nu var det det selvsamme Publicum, som uden den allerringeste Uorden havde ventet paa Dommen fra den tidlige Morgenstund af, der fra Høiesterets-Palaiet begav sig til Hr. Lehmann for at bringe ham en opmuntrende Hyldest, og vi have saaledes vel Grund til at antage, at Alt vilde være gaaet af i største Sømmelighed og Orden, og at det kun var den ved Politiets Angreb fremkaldte Irritation, der baade bevægede nogle af Mængden til at ile ud til Amalienborg og der gjentage deres "Leve" og som nærmest bevirkede de om Aftenen stedfundne Gadeoptøier. Den "Berlingske Tidende" har aldeles forkert opfattet Betydningen af det om Middagen udbragte "Leve", naar den betragter det som en Protest imod Høiesteretsdommen; det var tvætimod en fuldkommen lovlig Tilkjendegivelse af, at man ansaac Hr. Lehmann for ligesaa brav og hæderlig en Mand som tidligere - en Uoverensstemmelse imellem den juridiske og moralske Dom, der Gud skee Lov hører til Sjældenhederne her i Danmark. Urigtigheden af den i "Københavnsposten" yttrede Mening, at man "gjerne har kunnet antage det paa Amalienborg for Hr. Lehmann udbragte "Leve"" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten" ansee vi det fra vort Standpunkt for unødvendigt at godtgjøre.

(Fædrelandet 22. januar 1842).

Peter Christian Nygaard Mattat Klæstrup (1820-1882). Orla Lehmann holder tale og Orla Lehmann for Højesteret. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Igaar forefaldt ingen videre Uroligheder her i Hovedstaden; om Aftenen bevægede sig selv en usædvanlig Mængde Mennesker paa Gaderne, men der samlede sig ingen større Masser og hørtes intet Raab; Tropperne forbleve konsignerede i Casernerne, medens talrige Patrouiller af Cavalleri og Politi endnu seent ud paa Natten droge gjennem Gaderne. - Er det ikke en Beretning som om den kom fra Paris og ikke fra Hovedstaden for det rolige, phlegmatiske Danmark? Og dog passer den ganske paa de sidste Dages Forhold. - Vi have allerede udtalt vor Beklagelse over de Optrin, der fandt Sted iforgaars Aftes og som have foranlediget hine Forholdsregler, der neppe ville komme til videre Anvendelse. De conservative Blade have ogsaa paa deres Viis omtalt Sagen. "Den Berlingske Tidende" vil ikke erkjende den offenlige Menings Betydning, men lægger dog i sin Beretning en ikke ubetydelig Frygt for Dagen, saa at den endog anraaber Oppositionspressen om Bistand mod deslige Uordener. Den tillægger derved Oppositionspressen en neppe velovervejet Betydning, der dog ikke skal foranledige os til al fremkomme med noget, der kunde mistydes fra nogen Side, saameget mindre som vi ingenlunde frygte noget af Folket. - "Dagen" der i stum Forlegenhed og maaskee med en Floskel om Reactionens uhyre Fremskridt paa Tungen, i Onsdags og Torsdags ganske ignorerede hvad der foregik, tager igaar Anledning af den udstedte Politiplacat til at fremkomme med en aldeles consus Beretning ledsaget af nogle foragtelige platte Bemærkninger, der insinuere at udlede hine Optrin som Følger af Lehmanns Fremgangsmaade paa Falster! Slige Jammerligheder ere intet Nyt i "Dagens" Spalter, og overraske os ligesaa lidt som dens Bestræbelse for at tilskrive Nysgjerrigheden den Sympathi, der har viist sig for Lehmann. Hvad der derimod forekommer os mærkeligt, er, at see "Dagen" berette det Factum, at der i Torsdags Middags paa Amalienborg er bleven udraabt: "Leve Constitutionen"

(Kjøbenhavnsposten 22. januar 1842).

Figaro var udgivet siden 1840 af tivolis grundlægger Georg Carstensen, og han fik lov til at forlænge nytårsfesten (Vauxhall) et par dage: 

-Igaar bivaanedes Figaros Nytaarsfest i det kgl. Ridehuus af Kongen og den kgl. Familie. En Mængde civilklædte Politiofficianter, hvoriblandt ogsaa Hr. Leerbech, vare tilstede. - Hs. Maj. havde iforveien bivaanet Forestillingen paa det kgl. Theater; ved Ankomsten dertil som ogsaa ved Bortkjørelsen derfra saaed i ringe Afstand fra de kgl. Vogne vel cirka hundrede stokkebevæbnede Politibetjente.

- Naar "Fædrelandet" for igaar yttrer, at det fra sit "Standpunkt" anseer det for unødvedigt at godtgjøre Urigtigheden af den i "Kjøbenhavnsposten" yttrede Mening, at man gjerne har kunnet antage det paa Amalienborg for Hr. Lehmann udbragte "Leve" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten, saa fremsætter det derved en noget simpel, men dog meget rigtig Bemærkning, eftersom der i Kjøbenhavnsposten tydelig nok kun var Tale om en saadan Antagelse fra Livvagtens Standpunkt.

(Kjøbenhavnsposten 23. januar 1842).

- Ligesom de foregaaende Aftener patrouillerede endnu iaftes til langt ud paa Natten talrige Skarer af Politibetjente især i de gader, der ere nærmest ved Amalienborg. Militairafdelinger vare lligeledes endnu posterede paa forskjellige Steder i Byen.

- Adskillige Personer ere i Fredags blevne arresterede idet de vare antrufne i Begreb med at ned mod Uroligheder advarende Politiplacater.

(Kjøbenhavnsposten 24. januar 1842). 

- Blandt de i Torsdags Aftes paa Gaderne Qvæstede blev paa Frederiks Hospital indbragt en ynkelig tilredt Person i aldeles bevidstløs Tilstand. Hans Hoved var af Stokkeslag ophovnet til i en frygtelig Grad, det ene Øie halvt udslaaet og Næsen næsten stækket, foruden andre Læsioner paa Kroppen. Det er en ligesaa i fredelig og loyalsindet som svagelig halvgammel uformuende Mand, der er geraadet i denne Forfatning idet at han, enten ledet af Nysgjerrighed eller i et lovligt Ærinde, passerede Frederiksgaden omtrent Kl. 10, hvor kan uforsætlig geraadede ind i en Sværm Mennesker, der dreves tilbage af de til Amalienborgs Afspærring opstillede Politibetjente. En Ubekjendt tilskreg ham her at fjerne sig og gav ham i samme Øieblik et Stokkeslag, hvorved han segnede til Jorden med det lldraab: "det var dog et bøddelagtigt Slag". Han med Stokken gjentog Slaget og da den Anden derpaa bad ham om at arrestere sig i Stedet for at slaae, greb hiin ham og tilkaldte sine Fæller, hvorpaa man stillede ham op imod Muren og bibragte ham saa mange Slag i Hovedet til han sank bevidstløs ned. Om Fredag Morgen indfandt sig paa Sygestuen hos den Qvæstede, der endnu ikke var kommen til klar Bevidsthed, en Ubekjendt, der uden at tilkjendegive sig udfrittede ham om det Forefaldne, indtil Sygekonen anmodede ham om ikke længer at plage den Syge, hvis Hoved var, raget og forbundet, besat med Igler. Manden, hvis egen troværdige Forklaring vi her i Korthed have gjengivet, er nu i Bedring.

(Kjøbenhavnsposten 25. januar 1842).

Den 26. januar 1842 meldte politispion Møller at alt var roligt - udover et "umådeligt vrøvl". Han bemærkede endelig at beslaglæggelser og tiltaler mod aviserne ikke huede de liberale, men at mængden billigede dem.

Fængselsvæsenet. (Efterskrift til Politivennnen)

Kjøbenhavn, d. 13de Januar

Fængselsvæsenet. Det er vore Læsere bekjendt, at der for 2 Aar siden ved Circulaire til vedkommende Autoriteter er forlangt de fornødne Oplysninger angaaende Fængslernes Tilstand o. s. v. "Coll, Td." for igaar giver følgende Uddrag af de indkomne Beretninger saavelsom den i denne Anledning nedsatte Commissions Betænkning, samt Motiveringen af den hele Sag, hvoraf den igaar meddeelte Resolution er resulteret:

Med Hensyn til Arrestlocalernes Antal fremgaaer det af Beretningerne, at der i de 80 Arresthuse, der findes i Kongeriget (Kjøbenhavn samt Island, Færøerne og Bornholm, fra hvilket sidste Sted den forlangte Beretning ikke er indkommen, ikke med iberegnede), nemlig 44 i Østifterne og 36 i Nørrejylland, og i hvilke der efter en omtrentlig Calcule kan antages at hensidde et Middeltal af 600 Fanger, haves, naar man regner Gjeldsfængsterne og Borgerarresterne med, c. 500 afsondrede Localer, hvoraf 280 falde paa Østifterne og 220 paa Nørrejylland. Angaaende Arrestlocalernes Størrelse ere de indkomne Beretninger ikke aldeles tilfredsstillende, da Høiden i de færreste af disse er angiven. Anslaaer Man imidlertid denne til 7 Fod, hvor ikke særegne Grunde lade formode, at den er enten større eller mindre, saa befindes det, at der i Østifterne ikkun haves 110 og i Nørrejylland ikkun 66 Arrestværelser, der ere 500 Cubikfod [ca. 14 kubikmeter] eller derover store. Betræffende Arresternes Sikkerhed, da er der vel oplyst, at de fleste af dem ere beklædte med Planker, forsaavidt ikke Murenes Beskaffenhed har gjort Saadant overflødigt, men der er dog ikke faa Arrester, om hvilke det i de indkomne Beretninger hedder, at de ikke kunne ansees for aldeles sikkre. Ogsaa vise adskillige Astringer, at en Mængde Arrester ere saaledes byggede, at det ikke er muligt at forhindre Samqvem mellem de Arresterede i de forskjellige Arrester eller med Fremmede udenfor samme. Med Hensyn til Ureenlighedens Afførelse give de indkomne oplysnnger Anledning til at formode, at Arresterne ikke overalt ere saaledes indrettede som de burde; hyppigt nævnes det ogsaa, at samme skeer ved Kar, uden at der tilføies, om disse ere lukkede med tætsluttende Laag. Særdeles skadelig synes den altfor nære Anbringelse af Latriner, der ikke ere hensigtsmæssig indrettede, at virke, ligesom og de Hjerneskade, der paa adstillige Steder i Jylland ere i Brug.

Leilighed til Bevægelse i fri Luft gives vel Arrestanstanterne paa de fleste Steder, men det er dog et forholdsmæssigt kun ringe Antal Arresthuse, ved hvilke der dertil haves særegne, hensigtsmæssigen indrettede og sikkre Arrestgaarde. Hvor Arrestgaarde haves, ere de ofte temmelig smaa eller og enten ved Beliggenheden eller Indhegningens Mangelfuldhed saaledes beskafne, at det ikke er muligt at hindre Fangerne under deres Ophold sammesteds fra at have Communication med Uvedkommende, og der er ikke faa Steder, hvor Fangerne kun kunne erholde Bevægelse i fri Luft derved, at de under Opsigt af Arrestforvareren føres om paa offentlige Steder.

En partiel Opvarmning af Arrestlocalerne finder Sted i 49 Arresthuse, eller naar fraregnes de Arresthuse, hvori kun eet Locale kan varmes (gjerne Gjælds-arresten, der ikke benyttes), i 38 Arresthuse. Indretninger til Opvarmning ere saaledes vel temmeligt udbredte; men en stor Hindring for deres Benyttelse er Mangelen paa en Bestemmelse om, af hvilken Kasse Betalingen for Ildebrændsel skal udredes. Det mangler iøvrigt ikke paa Vidnesbyrd om Opvarmningens Nødvendighed, da det fra flere Steder udtrykkelig hedder, at Fangerne, for at bestytte sig imod Kulden, tilbringe den største Deel af Tiden i Sengen.

Hvad Arrestinventariet angaaer, da er det i de fleste Beretninger anført, at de lovbefalede Stykker enten haves eller i fornødent Fald ville blive anskaffede. Med Hensyn derimod til Fangernes Beskjæftigelse, da berøres det vel mangestedsfra, at de qvindelige Fanger undertiden ere blevne sysselsatte med Spind, Syning og Strikning, men en ordnet Beskjæftigelse sees dog kun at være indført som Regel i 12 Arresthuse, hvor Fangerne isærdeleshed sysselsættes med at spinde, karte, strikke, plukke Værk, tilskjære Træskeer og Klemmer, forfærdige Trætøfler, snoe Simer o. s. v. I mange andre Arresthuse beskjæftiges Fangerne Leilighedsviis. Et stort Antal af de Øvrighedere, der endnu ikke have indført Beskjæftigelse som Regel, have fundet det sandsynligt, at den vil kunne tilveiebringes. Kun enkelte Øvrighedspersoner klage over, at Fangerne ei ere fundne villige til at lade sig sysselsætte.

Iøvrigt har en Overøvrighed i sin Betænkning gjort opmærksom paa Nødvendigheden af, at ved Opførelse af nye Arresthuse Localet tages i Øiesyn og Tegning og Overslag forfattes af en bygningskyndig og med Arrestvæsenet i det Hele velbekjendt Mand, da Mangel paa Sagkundskab formeentlig har foraarsaget, at flere af de i Landet opførte nye Arrrester, skjøndt Udgifterne have været betydelige, ei ere blevne bedre og hensigtsmæssigere end Tilfældet er. Ligeledes er der henpeget paa, at der ikke allevegne haves behørig Garanti for, at den indre Disciplin med Reenlighed, frisk Luft og Bespiisning haandhæves, samt for at Vand og Brødsstraffen ordentlig exeqveres, i hvilken Henseende det navnlig er bemærket, at mange Arrestforvarere ere upaalidelige Folk. Til at raade Bod herpaa foreslaaes Instructioner saavel for Embedsmændenes Tilsyn med Arresterne som for Arrestforvarernes Tjenesteforhold, samt af en enkelt Amtmand Indretningen af Arrestinspectioner, bestaaende af Retsbetjenten, Distriktslægen og Præsten, hvilket, uden at medføre Udgifter, formeentlig vilde afgive mere Garanti end den enkelte Embedsmands Personlighed og være analogt med de for Sygehusene og Straffeanstalterne (hvortil Fængslerne, efter den i den senere Tid indførte hyppigere Brug af Vand og Brødsstraffen og andet Fængsel som Straf, høre) organiserede Inspectioner. Den ovennævnte til Straffeanstalternes forbedrede Organisation [ord mangler] Commission bemærkede i den af samme afgivne Betænkning, at den ansaae det som en Sclvfelge, at Meningen ikke kunde være, i Varetægtsfængslerne at indføre et egentligt Arbeidssystem eller at bestemte Arbeidsmaader der skulde iværksættes, hvorefter enhver Fange fik et bestemt Arbeide at udføre, og hvorved Fortjeneste var et Hovedformaal; thi hvor hensigtssvarende Arrestlocalet end kunde være indrettet, vilde dog et saadant Systems Indførelse baade komme i Strid med Varetægtsfængslernes Natur og være uudførligt i Praxis. Hensigten maatte derimod formeentlig være at forhindre, at Ørkesløshed og hvad dermed følger skal finde Sted i Arresterne, hvilket kunde skee paa to Maader, deels derved, at der tilbydes enhver Fange Adgang til en Beskjeftigelse, hvorved han kan fortjene Noget, deels at det ikke formenes ham under sin Varetægtsfængsling at udfore saadanne egne Arbeider, der kunne bringes i Udøvelse i Arrestlocalet uden at være farlige for Sikkerheden. I denne Henseende er det imidlertid vanskeligt at forestaae noget aldeles Tilfredsstillende. Det behøver - bemærkede Commissionen - neppe nogen særlig Udvikling, hvormeget det i denne Henseende maa være til Hinder, naar Fangerne frit kunne kommunicere med hverandre og finde Adspredelse i en fordærvelig Omgang, eller saalænge de, for at beskytte sig imod Kulden, som det paa flere Steder er Tilfældet, maa tilbringe den meste Tid i Sengen, eller saalænge endelig Lokalerne ikke ere mere sikkre, end at man maa frygte for at de ved Hjælp af de simpleste Redskaber skulde kunne bryde ud, hvorimod disse Hindringer for en sior Deel vilde bortfalde, og Fangernes Lyst og Trang til Beskjæftigelse fremmes, naar enhver Inqvisit havde en egen Arrest, rummelig nok til deri at arbeide og saa hensigtsmæssig indrettet, at al Communication med andre Fanger og Udenverdenen blev en Umulighed. Men ligesom en saadan ogsaa i andre Henseender ønskelig Indretning af samtlige Arresthuse i Landet ikke for det Første kan ansees udførlig, saaledes kan det i alt Fald ikke paatvivles, at der allerede nu kan virkes endeel for Fangernes Beskjæftigelse, naar kun alle Vedkommende indsee Sagens Betydning og Vigtighed.

At passende Beskjæftigelse let kan findes for Fruentimmerne, fremgaaer endog af de fleste Beretninger. Med Hensyn til Mandfolkene ere Meningerne i Beretningerne mere deelte, men det maa dog formeentlig ansees for utvivlsomt, at flere Haandværk meget let kunde udøves i Arresterne, naar disse kun vare hensigtsmæssigen indrettede. Saaledes maatte Skomagerne, Skræddere, Handskemagere, Træskomagere, Kurvemagere tildeels Sadelmagere og flere lignende kunde fortsætte deres Arbeide i Arresten, naar der enten ved eller uden Øvrighedens Mellemkomst kunde forskaffes dem Arbeide fra deres Kunder. Dernæst kunde ogsaa flere andre Beskjæftigelser, der ikke ere egentlige Haandværk, meget let der indføres. At plukke Værk, snoe Simer, karte Uld, flette simplere Kurve, Maatter osv. ere Arbeider, der let kunne paa de fleste Steder tilbydes Fangerne, naar kun vedkommende locale Øvrigheder og Communerne erkjendte Vigtigheden af Fangernes Beskæftigelse. Af flere Indberetninger sees det imidlertid, at Arbeidet betragtes blot fra den oeconomiske Side og ikke findes tilraadeligt, fordi det ikke antages at kunne indbringe Noget, medens det dog er aabenbart, at Communerne endog umiddelbart ere interesserede i, at Fangerne idetmindste ikke undlade at arbeide; thi Undersøgelsen forlænges, Inqvisitionens Gang forstyrres, dens Øiemed forfeiles og Omkostningerne forøges altsaa, naar Fangerne, istedetfor at arbeide, beskæftige sig med Tanken om, hvorledes de kunne føre Inqvisitor bag Lyset og fordølge Sandheden, samt give hinanden indbyrdes Underviisning heri. Det fremgaaer imidlertid af enkelte Beretninger, at Beskjæftigelse endog ansees at være til Hinder for Undersøgelsens Gang, da de Arresterede antages snarere at bringes til Bekjendelse, naar de ikke ere beskjæftigede og "kjede sig", end naar de arbeide. Men det forekommer Commissionen, at det herved ikke er taget i Betragtning, at Arresterne endnu for Tiden ere saaledes indrettede, at Fangerne, skjøndt de ikke ere beskjæftigede, dog langt fra ere priisgivne for Afsondringens Kjedsommelighed, og at det derhos er overseet at [---Linje mangler---] Inqvisit i en saadan Tilstand, at han virkeligen deri fandt nogen Tilfredsstillelse for sig. Men kan der end tænkes Tilfælde, især inden Undersøgelsens Tilendebringelse, hvor Øvrigheden med Føie maa kunne nægte Arrestanterne Arbeide, selv naar de begjære det, maa dette dog i alt Fald kun skee undtagelsesviis.

Men medens Vigtigheden af Varetægtsarrestanternes Beskjæftigelse og Isolering nu mere og mere erkjendes, kan man formeentligen ikke Andet end beklage, at en hermed stemmende fast Plan ikke tidligere er bleven lagt og fulgt, thi dette har, som ogsaa Commissionen antager, bevirket, at flere af de i den nyere Tid opførte Arresthuse ikke ere blevne saa vel og hensigtsmæssig indrettede, som de selv uden forøgede Udgifter kunde været. Naar man nu endvidere seer hen til, hvor afvigende Øvrighedernes Anskuelser ere om Fordringerne til et godt Arresthuus, at Nogle f. Er. ansee Opvarmning for aldeles overflødig, medens Andre ansee Mangelen paa samme som et føleligt Savn og paastaae, at Kulden har skadelig Indflydelse paa Fangernes Befindende, at Nogle ikke ansee det som en væsentlig Hindring for Retspleien, at 3-4 Fanger sidde sammen, medens Andre beklage, at ikke hver har sin Arrest, og at der om et og samme Arresthuus dømmes saa forskjellig af den over- og underordnede Øvrighed, at den ene anseer sammes Ombyggelse for aldeles nødvendig, medens den anden holder det for hensigtsmæssigen indrettet, saa maa det formeentlig erkjendes for aldeles nødvendigt, at Regjeringen etablerer viske Hovedprinciper for Arresthusenes fremtidige Opførelse og Indretning, der, saavidt Omstændighederne kun nogenlunde tillade det, strengt maae tages til Følge, om end locale Forbold af og til kunde gjort det nødvendigt at tilstede enkelte Modifikationer i Bygningsplanen.

At Commissionen nu anseer særlige Aflukker for enhver enkelt Arrestant som en Grundbetingelse for Varetægtsfængslernes forbedrede Indretning, fremgaaer af det Foranførte. Hvad der end muligen kan indvendes imod Cellesystemets Indførelse i Straffeanstalterne - i hvilken Henseende der ogsaa er deelte Meninger iblandt Commissionens Medlemmer - maa dog efter Commissionens Formening dette Systems Indførelse i Varetægtsfængslerne ansees at være uden al Betænkelighed. Opholdet i Varetægtsarresten er nemlig i Almindelighed ikke langt, og da Arrestanten desuden oftere bliver udtaget af denne for at stilles for Forhør, saa kan den Hovedindvending ikke komme i Betragtning, som gjøres imod Adskillelsessystemets Anvendelse i Straffeanstalterne, at det er farligt for Fangernes Sundhed og mentale Forfatning. Betænker man derhos, at den moralske Smitte, som nu gaaer i Svang i Varetægtsfængslerne og derfra udbreder sig i Almuen, alene vil kunne forebygges, naar Arrestanterne afsondres i Enkelt-Celler, og at Undersøgelsens Gang i høi Grad vil befordres herved, saa maa det formeentlig erkjendes, at den fremsatte Anskuelse er bygget paa overveiende Grunde. Endvidere har Commissionen bemærket, at medens Ingen, der overhovedet maa ansees arrestabel, har noget Krav paa at hensættes i Selskab med Andre, er det tvertimod en grundet Fordring for den, hvis Skyld endnu ikke er beviist, at hans Tilstand under Arresten ikke forværres ved slet Selskab. Eensomhedens Ubehagelighed maa det staae i den Paagjældendes Magt at formindste ved Arbeide og Læsning, hvilket, langtfra at forbydes, fra det Offentliges Side bør understøttes. Hvormeget der derhos ved et sligt Systems Indførelse vilde vindes i inqvisitorisk og, formedelst Arresttidens Forkortelse, i oeconomisk Henseende, er formeentlig indlysende? Erfaringen har noksom viist, hvorofte Tilbagekaldelse af den engang afgivne Tilstaaelse maa tilskrives Medfangers Raad og Tilskyndelse. Ved Forhalingen af Sagernes Tilendebringelse komme desuden som oftest flere Medskyldige til at lide.

Af de mange Sagkyndiges Vidnesbyrd for Isoleringssystemets Gavnlighed, som Commissionen yttrer, at den har modtaget, har den specielt udhævet hvad der af Justitsraad og Politiretsassessor v. Osten er anført i den Betænkning, som han efter Commissions Opfordring har afgivet. Det hedder deri blandt Andet, "at Politirettens Inqvisitioner næsten dagligen gjøre den [- - - Linje Mangler - - -] sterede, naar de strax hensættes i eenlig Arrest, i Almindelighed efter kortere eller længere Tids Forløb tilstaae, deres Forbrydelse, men jevnligen igjen fragaae Tilstaaelsen, naar flyttes sammen med andre Arrestanter, og at det derimod næsten stedse er Tilfældet, at de Personer, der ved deres Ankomst i Arresten hensættes blandt Flere, enten først efter en lang og haardnakket Benægtelse bringes til Bekjendelse, eller at dette endog aldeles ikke lykkes, saa at det tydelig kan skjønnes, at det ene og alene er den Indvirkning, deres Medfanger have paa dem, der er til Hinder i at faae Sandheden for Dagen. Endog paa den førhen afstraffede og mere forhærdede Forbryder har den eenlige Arrest ikke sjeldent havt en frappant Virkning, og det kan antages som temmelig afgjort, at, saafremt man kunde hensætte de mange berygtede og mistænkelige Personer i Hovedstaden, der nu tilbringe deres meste Tid i Arresterne, men som, efter længere eller kortere Tidsrum igjen løslades, af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis, i eenlige Arrester, vilde dette være saa afskrækkende for dem, at de vilde vogte sig for at begaae nye Forbrydelser, istedetfor at de nu ingenlunde ansee det for et Onde at hensidde i godt Selskab med deres gamle Kammerater, med hvem de kunne samtale om deres ulovlige Foretagender og lægge Planen til nye."

Uagtet Commissionen saaledes har meent, at Fangernes Afsondring i Enkelt Celler burde være Regel i Varetægtsfængslerne, saaledes som dette alt er tilfældet i Arresterne i Hertugdømmenes Kiøbstæder, og paa de fleste Steder i Udlandet, har den dog antaget, at der herfra kan, ja vel endog stundom bør finde Undtagelse Sted. Det vilde derfor formeentlig være hensigtsmæssigt, om der i ethvert Arresthuus var eet eller flere større Arrestlocaler til Afbenyttelse saavel for de saakaldte Natarrestanter, som og naar en eller anden Arrestants Heldbredsforfatning eller Disposition til selvmord maatte gjøre det betænkeligt at lade ham sidde alene. Men disse Arrester maatte kun afbenyttes i de paapegede Hensigter og saaledes, ai Isoleringsystemet i Almindelighed ikke derved led noget Afbræk, hvilket Commissionen forventede at ville kunne opnaas ved det Tilsyn, som i saa Henseende anordnedes

Med Hensyn til Indretningen af Enkelt-Cellerne bemærkede Commissionen, at een antog, at hver Celle burde have en saadan Størrelse, at den idetmindste indeholdt 7 a 600 Cubikfod Luft. og efter de øvrige Hensyn, der bør tages ved Dimensionerne, formeente den derfor, at Minimum af disse passende kunde ansættes til 12 fods Længde, 7 Fods Bredde og 9 Fods Høide. Herved vil Cellen komme til at indeholde 756 Cubikfod Luft; men det er da herved tillige forudsat, at der ved hvert Arresthuus fandtes en passende Gaard, hvor det kunde tilstedes Fangerne at bevæge sig i fri Luft. Efter hvad der er kommet til Commissionens Kundskab er ogsaa i andre Lande lignende Dimensioner fundne hensigtssvarende.

Med Hensyn til Cellernes Indretning har den oftmeldte Commission i sin Betænkning bemærket, at den største Vanskelighed er, faavidt muligt at forhindre ikke alene Udbrud, men enhversomhelst Communication saavel mellem Cellerne indbyrdes, som med Udenverdenen, og en herefter afpasset hensigtmæssig Construction af Mure, Døre og Vinduer anseer Commissionen for at være af yderste Vigtighed. Hvad Murene angaaer foreslaaes det at give dem en Tykkelse af 2 Steen eller 18 Tommer, om hvis Hensigtsmæssighed til Forebyggelse af Communication Commissionen alt har havt Leilighed til at overtyde sig. Den nu brugelige Planke- eller Bræddebeklædning umiddelbart paa Muren tjener efter anstillede Forsøg i Arresthuset her i Staden ikke synderligt til at forhindre Lydens Forplantning, og en saadan Beklædning anbragt paa Cellens indre Muur kan derhos tjene deels til at skjule begyndte Udbrudsforsøg, deels til Skjulested for indsnegne forbudne Gjenstande, og Commissionen har derfor Betænkelighcd ved saadan Beklædning. Men da samme dog, naar de forommeldte Ulemper kunde fjernes, kan bidragt til at gjøre Cellen sikkrere for Udbrud, tilraader Commissionen at anbringe slig Beklædning paa Murens yderside. Om Beklædninger med Mellemlag af Sand eller andet Lignende kunde afgive en hensigtsmæssig Skillemuur mellem Cellerne, haaber Commissionen ved anstillede Forsøg i den Bygning, der nu skal indrettes til Arrest her i Staden, at komme til bedre Erkjendelse af.

Med Hensyn til Lofterne finder Commissionen det ikke i Almindelighed for Provindsialarresterne tilraadeligt at gjøre dem hvælvede; thi, foruden at man ikke overalt tør gjøre Regning paa at erholde Muurarbeidet paalideligt udført, er en saadan Indretning ogsaa mere bekostelig, og, da Commissionen maa finde det hensigtsmæssigt, at Provindsialarresthusene i Almindelighed kun ere een Etages Bygninger, saa ville hvælvede Lofter i alt Fald være mindre nødvendige. Hvor saaledes Lofterne ikke skulle være hvælvede, har Commissionen formeent, at de bedst kunde construeres med Indskudsdække mellem Bjelkeværket.

Dørrene foreslaaer Commissionen at gjøres dobbelte. Den inderste maatte da være en forsvarlig stærk Dør og være det egentlige Lukke for Cellen, som tillige maatte [en linje mangler] tionsmiddel, hvorfra Cellen kunde oversees, uden at Fangen mærkede det. Den yderste Dør skulde kun være en ganske let, der, uden Lukke blot kunde skydes til for at forebygge Lydens Forplantelse og som med Lethed kunde aabnes, naar man vilde iagttage Fangen. For end bedre at hindre Lydens Forplantelse kunde Dørkammen beklædes med Filt. Denne Indretning vilde imidlertid næppe være aldeles tilstrækkelig til at hindre al Communication gjennem Dørren, hvilket derimod langt bedre kunde opnaaes ved Krydsgange, saaledes at hver Dør vendte ud til sin særskilte Afdeling af Gangen. Men i Betragtning af Bekosteligheden ved denne Indretning, der er anvendt ved de seneste i Hertugdømmene opførte Arrester, har Commissionen dog ikke turdet foreslaae den som almindelig Regel for Provindsialarresterne, og ved den oven foreslaaede Indretning vil allerede Meget være vundet, især naar Arrestforvarerens Bolig situeres saaledes, at Arrestanterne ikke kunne raabe til hinanden uden at blive hørte af ham.

Cellens Vinduer har Commissionen tænkt sig at kunne efter Omstændighederne anbringes enten i Væggen, lige oppe under Loftet, eller i Loftet selv, eftersom den udenfor værende Plads er utilgængelig for Alle og Enhver eller ikke. I begge Tilfælde maa derhos anbringes en Indretning, hvorved Vinduet fra Cellen kan aabnes og lukkes, uden at Sikkerheden derved lider noget Afbræk.

At Cellerne maae kunne opvarmes, anseer Commissionen, med Hensyn saavel til Humaniteten som til Fangernes Beskæftigelse, for aldeles nødvendigt. At dette skeer ved varm Luft fra en kunstig Varmeindretning ansees som det Hensigtsmæssigste, og da en saadan Indretning efter den senere Tids Erfaring kan haves langt billigere end førhen, vel ogsaa som det meest Oeconomiske for et Fængsel med et stort Antal Celler, der alle ere i stadig Brug. Da imidlertid disse Forudsætninger om Fængslets Størrelse og Freqventation vel yderst sjeldent ville være tilstede i Provindsialarresthusene, har Commissionen i disse tænkt sig Ovne af Jern anbragte i Skillerummet mellem Cellerne, saaledes at en Ovn opvarmede 2 Arrester, men denne derhos indenfor Jernpladerne skulde være forsynet med et smalt Muurlag for at forhindre Lydens Forplantelse. Commissionen henleder derhos Opmærksomheden paa et Slags runde Ovne, der forfærdiges paa Carlshütte ved Rendsborg, og som ere blevne anvendte ved Fængslerne i Hertugdømmene.

Med Hensyn til det Inventarium, der er fornødent i Cellen, og som man indrettes saaledes, at det ikke optager for megen Plads, har Commissionen om Sengestedet antaget, at Arrestanten ikke bør beholde Sengen til Afbenyttelse efter Forgodtbefindende om Dagen. Den har imidlertid dog ikke kunnet tilraade, at Sengeklæderne skulde transporteres ud af Cellen om Dagen og ind igjen om Aftenen, navnligen fordi derved gives Leilighed til ar indsnige forbudne Ting i Cellen. Derimod har den tænkt sig flere forskjellige Maader, hvorpaa Sengen kunde indrettes. Den kunde nemlig for det Første bestaae i et Seildugs Underlag, udspændt mellem 4 Kroge, altsaa et Slags Hængekøie, hvis 3 Hjørner skulde hænge ved 3 Kroge, fastgjorte i Væggen, og det fjerde i en Krog, som var fastgjort i Cellens fast staaends Bord. Denne Køie kunde da om Dagen oprulles og fastgiøres paa Væggen. Commissionen har fremdeles tænkt sig, at Sengen kunde være en Trækasse, hvis ene Side ved Hængsler var fastgjort til Væggen. Den maatte være saa dyb, at Klæderne deri kunde forvares, og kunde da som en Slagbænk slaaes op mod Væggen om Dagen. For at tilstede Luften Adgang, burde Ydersiden af denne Kasse være Træværk istedenfor hele Brædder, hvorhos den ikke ganske burde slutte mod Væggen. Endeligen kunde ogsaa bruges en faststaaende Seng med Træværk paa Siderne og i Bunden, men iøvrigt i Form af en Kasse med Laag paa. Dette kunde fastgjøres i Væggen, medens Sengen afbenyttes, men om Dagen tillaases og bruges som Bænk eller Bord. Commissionen tør ikke tillægge nogen af disse Indretninger Fortrin fremfor øvrige, men har fremsat dem alle, for at vedkommende Autoriteter kunde vælge den, de maatte finde meest hensigtssvarende.

Det øvrige Indventarum i Cellen kunde indskrænkes til et Bord, naar Sengestedet ikke, som anført, dertil kunde bruges, og en Stol, hvilke begge maatte være fastgjorte i Gulvet; endvidere en indmuret, men ikke med Søm fastgjort Træhylde, og herunder kunde maaskee anbringes et Par ligeledes indmurede Træknager, og endelig en Latrinindretning, som simplest kunde bestaae i et Kar, ikke af Træ, men enten af støbt Jern eller af brændt glaceret Leer, forsynet med et tætsluttende Laag, og maatte det iagttages, at denne Indretning er saa lav, at Fangen ikke ved at staae derpaa kan naae op til Vinduet. Mere end dette Inventarium foruden Sengeklæderne burde der ikke anskaffes fra det Offentliges Side. (Sluttes.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1842).

I artiklen angives cellerne 7 til 600 kubikfod luft. 1 kubikfod svarer til 0,0283 kubikmeter, altså omkring 17 kubikmeter. Målene angives som  12 fod længde, 7 fod bredde, 9 fod højde. 1 fod svarer til 0,3048 meter, altså 3,65 m lang, 2,1 m. bred og 2,7 m. høj. I Danmarks største nuværende arresthus Vestre Fængsel er cellestørrelsen omkring 7 kvadratmeter hvilket altså er en anelse mindre end det foreslåede 7,6 kvadratmeter.

Fængselsvæsenet. (Sluttet.) Da det af de indkomne Beretninger fremgik, at Landets Øvrigheder ansee det enten for nødvendigt eller dog høist ønskeligt, at en stor Deel Arresthuse aldeles ombygges, androg Kommissionen endelig paa, at de af Samme, som meldt, fremsatte Forslag maatte meddeles vedkommende Overøvrigheder, med Betydning, at derpaa saavidt muligt maa tages Hensyn ved nye Arresthuses Opførelse. I et senere til Cancelliet indgivet Andragende har Commissionen derfor yttret, at den maatte ansee det hensigtsmæssigt, om det maatte blive overdraget til en duelig Architekt, der navnlig havde gjort sig bekjendt med Fængselsbygninger, ikke blot at bedømme og rette de indløbende Forslag til nye Ting- og Arresthuses Opførelse og de allerede existerendes Ombygning, men ogsaa at foretage de fornødne Reiser, for, hvor Omstændighederne udfordrede det, paa selve Stedet efter foregaaende Local-Undersøgelse og Conference med vedkommende Communalbestyrelse at forfatte Tegning og Overslag, samt at paasee Bygningsarbeidets forsvarlige Udførelse overeensstemmende med den derfor lagte Plan. Forresten havde kommissionen ledsaget sin Betænkning med forskjellige Udkast til Planer for nye Arresthuse, indrettede efter de i det Foregaaende fremsatte Forslag. Disse Udkast viste dog blot Enkelt-Celler, men ingen af de større Arrester, der efter Commissionens Mening tillige burde findes i ethvert velindrettet Arresthuus, i hvilken Henseende den bemærkede, at den kun har tænkt sig Skillerummet borttaget imellem to af de antydede Celler paa det Sted, hvor man ønskede en saadan større Arrest anbragt, og med Hensyn til de kortvarige Arrestationer, hvortil en saadan Arrest formentes isærdeleshed at skulle være bestemt, antages den at ville blive rummelig nok til at optage 3 eller endog 4 Arrestanter. Denne Bemærkning troede Commissionen saa meget mindre at burde tilbageholde, som det vel i Almindelighed maatte ansees utilraadeligt og i flere Henseender fordærveligt at lade 2 Arrestanter hensiddde sammen i een Arrest. Sluttelig tilføiede Commissionen, at hvor vigtig end Arrestlocalets hensigtsvarende Indretning er, gjælder det Samme næsten ligesaameget om Arrestdisciplinen, der maa antages paa mange Steder at være meget mangelfuld. Commissionen agtede derfor at udarbeide et Reglement for Disciplinen i Varetægtsfængslerne og en Instruc for Arrestforvarerne, efter først desangaaende at have confereret med nogle af Landets dygtigste Politiembedsmænd.

Under Sagens Forhandling i Cancelliet blev der vel yttret Tvivl om Retfærdigheden og Tilraadeligheden at, i den Almindelighed som af Commissionen var antaget, at lægge Enkeltcelle-Systernet til Grund ved nye Arresthuses Opførelse og de ældres Ombygning. Det blev navnlig erindret, at den største Deel af Arrestanterne upaatvivlelig ville ansee Hensættelsen i et eenligt Fængsel for et særdeles haardt Onde, især naar Arresten er langvarig, men at dog Varetægtsarresterne efter Forholdets Natur bør være saa taalelige, som det nogenlunde kan bestaae med det Offentliges Tarv. Imidlertid har det dog maattet erkjendes, at enkelte Fængsler i Reglen ere at foretrække for de hidtil sædvanlige, hvori flere Fanger indsluttes. Den nogenlunde skikkelige Fange lider vistnok i Almindelighed mere ved at komme i Selskab med andre Fanger, ofte af slette Sæder, end ved at være ene, og i alt Fald maae de moralsk-fordærvelige Følger, saavelsom det Afbræk for Sandhedens Oplysning, som er at befrygte af, at Fangerne samles i fælles Arrest, have Overvægt over Fangernes Ønske. Eensomheden vil heller ikke indeholde noget Slags moralsk Tvang eller Fristelse til at bekjende, men kun bortfjerne hvad der ellers kunde lægge Hindringer i Veien for den sanddrue Bekjendelse. Men de Grunde, der saaledes anbefale Varetægtsarrestanternes Afsondring fra hinanden, falde dog ingenlunde sammen med dem, hvorpaa det System for Straffefængslernes Indretning, der er bekjendt under Navn af det Philadelphiske, er bygget. Dettes Væsen er, at Isoleringen skal medføre Savn og Lidelse, og det kræver derfor, at denne Isolering saaledes føres igjennem, at Fangen ikke blot om Natten men og om Dagen udelukkes fra alt Samqvem, der ikke netop er fornødent for at forsyne ham med Arbeide og Næringsmidler eller for at indvirke paa hans Forbedring eller besørge hans Helbredelse. Naar derimod Varetægtsarrestanterne antages i Almindelighed at burde have deres særskilte Arrestværelser, saa er det ingenlunde for at formere de Lidelser og Savn, som ere forbundne med den Ulykke, at miste sin Frihed formedelst Mistanke om en Forbrydelse, men kun fordi Sagens Oplysning eller Fangernes Moralitet i Almindelighed vilde lide ved frit Samqvem imellem dem, og just fordi Isoleringen medfører et betydeligt Onde for Individer, hvis Skyld endnu er uafgjort, synes der at burde indrømmes vedkommende Dommer, eller de Fængselsinspectioner, som det maaskee kunde findes hensigtsmæssigt at anordne for at føre Tilsyn med Fængselsdisciplinen, en vis Myndighed til at tilstede saadanne Modificationer, som ikke komme i Strid med hine Hensyn, ligesom det heller ikke bør formenes Fangerne at forskaffe sig bedre Underholdning og større Beqvemmeligheder end der for offentlig Bekostning forskaffes dem, alt forsaavidt det kan skee uden at der gives Leilighed til Undvigelse eller Uordener. Hvilke Regler der kunne være at foreskrive for den Myndighed, som i foranførte Henseende maatte være at tillægge vedkommende Dommer eller muligen tildeels en særlig Fængselsinspection, vil være at bestemme i det Regulativ, som ovennævnte Commission har været villigt til at udarbeide; men om der end heri maa blive ikke Lidet, som maa overlades til disse Vedkommendes Skjøn, saa maa det erindres, at selve Afgjørelsen af det for et Individ saa vigtige Spørgsmaal, om det, efter samtlige Sagens Omstændigheder, hvoriblandt Hensyn til den personlige Stilling maa komme i Betragtning, er nødvendigt under Sagens Forfølgning at betage Samme sin personlige Frihed, ikke kan bindes til saa faste Regler, at jo ogsaa deri meget maa betroes til Dommerens Retsindighed og Skjønsomhed.

Ved de øvrige Punkter i Commissionens Forslag fandt Cancelliet intet Væsentligt at erindre. Hvad der nemlig i samme kunde være nogen Tvivl underkastet, er ikke opstillet som et endeligt Forslag, der nu enten skulde sanktioneres eller forkastes, men kun som noget, der ved nye Arresters Opførelse eller ved Omdannelsen af de nuværende skal tages under nøie Overveielse af alle Vedkommende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. januar 1842).

Ting- og Arresthuset i Frederikssund (1887). Ved kongelig resolution af 1842 blev frihedsberøvelse den mest anvendte straf for kriminel adfærd. Fangerne blev indsat i den ofte ydmyge afdeling af byens råd-, ting- og arresthus under kummerlige forhold. I 1846 udkom et reglement om arrestvæsenet i Danmark som var i kraft indtil statens overtagelse af arresthusene i 1938. Ved enevældens ophævelse oprettedes en overinspektion for fængselsvæsenet. Straffeanstalterne overgik i 1851 fra at være lokale til at være fælles institutioner for hele landet, bl.a. tugthuset i Horsens (1853). I anden halvdel af 1800-tallet blev der opført en række arresthuse i de fleste større byer. I Frederikssund 1887 tegnet af F. C. C. Hansen som også stod bag en håndfuld lignende bygninger på Sjælland. Nogle blev nedlagt igen i 1838.