Ghana - Guldkysten. (Efterskrift til Politivennen)

To artikler i Kjøbenhavnsposten fortæller noget om at i overgangsperioden til slaveriets endelige afskaffelse forsøgte man at "civilisere de barbariske afrikanere". Men bemærk dog hvad det er de skal civiliseres til. 

Den danske Missionair Riis og Kongeriget Ashanti.

- Tidener fra Jamaica, som nyligen ere ankomne til London, berettes følgende: "Det første Forsøg paa at civilisere Afrika ved vestindiske Negere, har begyndt den 8de Februar, paa hvilken Dag Brigantinen "Joseph Andrew" Capitain Honau, afseilede fra Port Royal. Den medtager DHr. Riis, Wiidmann og Thomson, Fru Riis og Fru Thomson samt en og tyve christelige Negere fra Vestindien. Denne Missions Bestemmelsessted er Kongeriget Ashanti paa Guldkysten." Dette Forsøg paa at civilisere Afrika udgaaer fra Tydskland, og er Resultatet, af heltemodige Anstrengelser, som vel fortjene at blive nærmere bekjendte. Andreas Riis er Missionair for det Baseler Selskab, men en født dansk Mand. Selskabet i Basel besluttede i 1823 at oprette en Mission i dansk Accra paa Guldkysten og sendte fem Missionairer derhen, der efterfulgtes i Aaret 1832 af tre Andre, blandt hvilke var Riis. Feberen paa Kysten bortrev i faa Aar hele Missionen med Undtagelse af Riis, der i Aaret 1815 henflyttede Missionens Sæde 40 engl. Mile fra Havet til den høitliggende Stad Akrapong, Hovedstaten i Aguapim, hvor han med Held oprettede Skoler, holdt prædikener og foretog derfra Reiser i det Indre. I A. 1859 reiste han til Kumassi, Hovedstaden i Ashanti, hvor han blev nogle Uger og talte flere Gange med Kongen, men uden at modtage nogen særdeles Opmuntring af ham. Det næste Aar endte han med svækket Sundhed, men med den urokkelige Beslutning at hellige Afrikas Civilisation sit Liv, tilbage til Basel, hvor han fandt Selskabet meget nedslaaet over det store Tab af Missionairer, Hans Mod indgjød hans Venner atter Haab og Kraft, og man besluttede at foretage en ny Expedition, hvorved man saameget som muligt søgte at undgaae de Farer, som den Første havde bukket under for. Man besluttede at hverve blandt de mæhriske Brødres sorte Menigheder i Vestindien civiliserede Negere, der deels skulde spare de hvide Missionairer det Haandarbeide, for hvilket de første vare bukkede under, deels tjene som Catecheter, deels skulde lære Afrikanerne Agerdyrkning og de nødvendigste Konster. En stor Hindring i Afrika er, at Negeren anseer Europæeren for et Væsen af en anden Natur, hvis Gjøren og Laden han ikke kan efterligne. Denne Fordom vil man modarbeide ved de vestindiske Negeres Exempel. 

Riis fattede den modige Beslutning, at anlægge sin nye Mission i Hjertet af Landet, i Kumassi, fordi det nuværende Barbari paa hele Guldkysten der har sit Sæde. Han fandt i Basel en ung Neger, Georg Thompson, fra Cap Mount, der i Aaret 1852 var bragt af den Baseler Missionair Lessing i Liberia til Europa, og senere var bleven opdragen i Basel. Han besluttede at tage ham med saavelsom Missionairen Wiidmann, en Würtemberger. Han forfattede i Basel en Lærebog i Ashantsproget og lod den trykke; Selskabet forsynede ham med Plouge og allehaande Værktøi, og dets Hensigt er om muligt, at sende en Dampsaugmølle til den intenderede Anstalt, for at lette Ashantierne i at forvandle deres Skove til Brædder, og at udføre dem til Kysten, hvor man i den Grad mangler Træ, at Brædderne til Europæernes Huse blive hentede fra Nordamerika. Det Første man maa lære i Afrika er Arbeide, uden hvilket personlig Frihed er utænkelig, og Plougen er det Første, som er nødvendig, naar man vil udrydde Slavehandelen. Riis reiste nu til Danmark, hvor Kongen modtog ham naadigt og lovede ham Bistand af de danske Øvrigheder i Vestindien og Afrika; derfra tog han til England, hvor Lord Stanley forsynede ham med Breve til de engelske Øer, og endelig til Antigua og Jamaica, hvor han blandt de mæhriske Brødres Elever hvervede de eenogtyve Negermedhjelpere, hvormed han tilsidst indskibede sig. 

De Omstændigheder, under hvilke Missionen ankommer til Ashanti, ere gunstigere end de, under hvilke Riis havde besluttet sin Expedition. Kongen af Ashanti havde nemlig efter den lange Krig, som han havde ført med de engelske Colonier og deres Allierede, sluttet i Aaret 1831 en Tractat med den engelske Gouverneur paa Guldkysten, i hvilken han lovede fri Communication med Kysten, Fred med sine Naboer og Afskaffelsen af visse grusomme Skikke. Som Garanti overgav han Gouverneuren 600 Unzer Guld og to af hans Neveuer, Ansah og Ouantamissu. Guldet blev tilbagegivet i 1837, og begge Neveuerne opdragne i England paa Bekostning af Methodisternes Missionsselskab indtil 1811, da de bleve sendte tilbage med Nigerexpeditionen. Methodisternes Missionsselskab medgav dem en allerede til Klimaet vant Missionair, Hr. Freeman, der, som jeg troer, er en Mulat. Til samme Tid sendte de i Kongen af Ashanti forskjellige Foræringer, blandt Andet en smuk engelsk Stadsvogn. Hans vilde Majestæt var meget henrykt over Europæernes Adfærd, de 600 Unzer Gulds Tilbagegivelse havde allerede stemt ham gunstig, men Efterretningen om Vognen, der vilde skænke Hans Regering en i Afrika uhørt Glands, var en overvættes stor Triumpf for ham. Han lod anlægge en Vei og Broer og sendte 100 Dragere til Kysten, men som ikke fandtes tilstrækkelige til at transportere de unge Prindsers Eiendele, Dronningen af Englands og Missionsselskabets Foræringer. Man tog derfor endnu 150 Dragere ved Kysten, og saaledes satte Karavanen sig i Bevægelse og naaede efter en fyrretyve Dages Marsch Kumassi. Vognen ankom endelig efter uendelige Vanskeligheder og blev overgiven Kongen under Folkets store Tilløb og Jubel, hvorpaa han sagde: "Dronningen af England er de Hvides Dronningers Dronning, og jeg er de Sortes Kongers Konge, og nu have vi eens Vogne; det er meget godt!" 

Det er ikke let at give et tydeligt Begreb om Tilstanden i Ashanti. Nationen staaer midt mellem Vilde og Barbarer, den har endnu de Vildes barnlige Mangel paa Betænksomhed og Eftertanke, medens der hos deres Høvdinge har udviklet sig hiint Hang til Pomp og Grumhed, som er Barbarernes charakteristiske Tegn. Under Kongen staae nogle hundrede Høvdinge, kaldet Cabocir, der anføre deres Livegne Krig, have visse Rettigheder og vise sig ved Hoffet med Solskærme; naar en af dem døer, bliver et Antal af hans Livegne ofret paa hans Grav, forholdsviis efter Enhvers Rang, og hvor uhyre mange Mennesker derved ødelægges, kan man forestille sig deraf, at den nuværende Konge ved sin Broders Død lod halshugge 2000 fangne Fantis, 1000 af hans egne Slaver og 1000, som vare blevne leverede dertil fra de forskjellige Landsbyer. Ligene bleve kastede paa Gaden og Kumassi er hele Aaret igiennem forpestet af deres Forraadnelse. Den meget ringe Grad af Civilisation, som Nationen bar opnaaet, forbinder nogle Træk, som ere laante af Mohamedanerne, med de for Negerne eiendommelige Sæder. Jeg hidsætter her Beskrivelsen af en Hoffest, som Kongen gav Missionairen Freeman den 3die Januar 1341, og som uden Tvivl er det prægtigste Specimen af Ashantis Ceremonier, som man kunde anføre: "Kl. 4 kom Sendebude til vort Huus, for at kalde os til Kongen; vi bleve førte til en stor indesluttet Gaard, og fandt der Kongen i et ophøiet Værelse, som var aabent ud til Gaarden, siddende under en pragtfuld Silkesolskjærm og omgiven af nogle af sine Koner, sine Søstre og Døttrene af sine to Forfædre. En Side af Gaarden var besat med hans øvrige Koner og deres Tjenerinder. Ligeover for dem sadde ligeledes i et aabent Værelse Musikanter, og foran dem, i Gaarden, Kongens første Gilding og et Antal Smaadrenge af hans Følge. De to Prindser, min Ledsager Brooking, min Tolk og jeg satte os i Gaarden, tilhøire fra os stode tyve Drenge med Sværd med Guldgreb og bedækkede med Guldsmykker. Mange Medlemmer af den kgl. Familie bare nye Silkeklæder og vare bedækkede med Guldzirater, Kongen bar et smukt Tøi af indenlandsk Arbeide, en Hue af Leopardskind smykket med Guld, Guld-Hals- og Armbaand, og Sandaler som overalt vare besatte med Guld og Sølv. De voxne Prindser, med Undtagelse af Ansah og Quantamissu saavelsom alle Mænd, paa os nær, vare udelukkede, fordi de ikke torde see Kongens Koner; naar disse gaae paa Gaden, maae alle Mænd ile ind i Husene eller vende sig med Ansigtet mod Væggen indtil de ere forbi. Kongen kom ned og sagde, at han mod Sædvane havde indbudt os til denne Fest, som det bedste Middel til at vise sin Taknemmelighed for Prindsernes Tilbagekomst og den Godhed, man havde beviist dem og ham. Musiken begyndte og nogle af Kongens Koner begyndte at dandse om i Gaarden med hurtige og ziirlige Vendinger. Deres Bevægelser havde intet Anstødeligt eller Uanstændigt; saasnart de ophørte, kom Kongen ned og begyndte selv at dandse; da han kom os nær, sagde han, at Kongerne af Ashanti aldrig tillode Nogen at være tilstede naar de dandse for deres Koner, men han gjorde det af Respect for Dronningen af England; han dandsede derpaa hen til sin Plads. Herefter dandsede andre af hans Koner, der tillige sang Krigssange til hans Ære; nu kom han atter selv ned, dandsede med Konerne, forklarede os Hentydningerne i Sangene, tog et Sværd af Haanden paa en Dreng, dandsede lidt, tog derpaa et Gevær dansede atter, kom hen til mig, gav mig Haanden og dandsede hen til Qvinderne. Da det blev Aften dannede han med Qvinderne i deres Silkeklæder og deres Masse af Guldsmykker den besynderligste Gruppe, vi nogensinde havde seet. Vi gik bort Klokken syv."
(Sluttes)

(Kjøbenhavnsposten 25. april 1843)

Den danske Missionair Riis og Kongeriget Ashanti.

(Sluttet.)

Kongen af Ashanti forsikkrede gientagne Gange Hr. Freeman, at han tidligere havde tvivlet paa Europæernes Uegennyttighed ved deres Forsøg paa at civilisere Afrika og havde seet deres Besøg med Mistillid, men at han nu var overtydet om deres gode Villie og vilde hjelpe dem ved at indføre Civilisationen. Freeman lod ved sin Ledsager Brooking aabne en Skole, til hvilken Kongen strax anviste ham Plads, og den blev besøgt af Osai Rujoh, den nærmeste, og af Apoko, den anden Thronfølger, som viste stor Iver for at lære at læse. Kongen og Rujoh begyndte at bygge Steenhuse og anlægge bedre Veie. Freeman forlod Kumassi i Begyndelsen af afvigte Aar og lod Brooking blive tilbage, fra hvem man har Efterretninger indtil Septbr., der bestandig lyde gunstige.

Trods disse gunstige Udsigter er Missionen udsat for store Farer, ikke alene for de uundgaaelige, som et fjendtligt Klima frembyder, der hvert Øieblik kan bortrive de faa Europæere og tilintetgjøre Alt hvad der er skeet, men især de Farer, som Ubestandigheden og de brutale Lidenskaber hos en barbarisk Despot og en halvvild Nation kunne føre med sig. Kongen har Intelligents nok til at beundre en dannet Nations Produkter og ønske at besidde dem, men det er umuligt, at han kunde forestille sig den overordenlige Forandring, som Indførelsen af et om ogsaa kun ringe Trin af Civilisation vilde kunne frembringe i hver af hans personlige Livs Handlinger. Naar Missionærerne ville prædike Monogami, Agtelse for Liv og Eiendom, Afskaffelse af Fetischerne, Menneskeoffringerne og Gudsdomme, saa er det at vente, at Overtroen og de barbariske Sæder ofte ville modsætte sig samme. Der gives Høvdinge i Ashanti, der have trehundrede Koner, og Antallet af Kongens veed Ingen; Menneskeoffringerne ansees for en hellig Pligt, og da Riis var første Gang i Kumassi, bade de Indfødte ham om, vel at vogte sig for at tale til Kongen derom, thi han kunde ikke vedblive at være Konge naar han vilde afskaffe dem. De have ogsaa et politisk Øiemed: Kongen er nemlig ikke Slavehandler; da Freeman talte til ham derom, sagde han, at han ikke tillod Nogen at sælge Hans Undersaatter udenlands, men at Stammerne i det Indre førte indbyrdes Krige og solgte deres Fanger, disse tillod han sine Undersaatter at kjøbe og sælge, og de vare ogsaa saa stupide, at de ikke duede til noget Bedre, og i Grunden vare som Dyr. Dette er en Fordeel, fordi i det mindste hans pecuniaire Interesse ikke hænger sammen med Slavehandelen som hos Stammerne ved Nigeren og paa Kysten, men det uhyre Antal Menneskeoffringer har det politiske Øiemed, at de skulle forebygge Slavekrige, hvoraf flere ere udbrudte og have sat Kongen i stor Fare. Han fortalte selv til en Missionair, at han for nogle Aar siden havde medbragt 20,000 Slaver fra et Felttog, hvoraf han havde ladet Halvdelen henrette og badet sin Throne i deres Blod, for at forebygge, at de skulde frembringe en flet Stemning blandt hans Undersaatter; den anden Halvdeel havde han fordeelt blandt sine Høvdinge. Men om han endog havde fast Villie til at giøre en Ende paa det nuværende System af Rædselshandlinger, saa vilde dette ingenlunde være saa let; en af hans Forfædre, Osai Quamina, mistede sin Throne og sit Liv, fordi han vilde afskaffe nogle Skikke. Fetischpræsternes Magt er betydelig, og de ville anvende Alt for at vedligeholde den gamle Overtro; deres Indflydelse paa Folket, medens den Art af Raseri vedvarer, som de store Mordscener ved Festlighederne frembringe, er uindskrænket, og Ingen er i disse Dage sikker paa sit Liv.

Men ligesaa stor som Faren er, ligesaa stort er Øiemedet; thi Ashanti og Dahomay danne mellem Vestkysten og Nigeren Hovedstøtterne for det gamle Barbari i Afrika, og et i Kumassi vundet heldigt Resultat maatte udstrække sine Virkninger vidt og bredt. Hidtil var det Kongerne af Ashantis Politik, saa meget som muligt at indskrænke Communicationen med Guldkysten og de europæiske Colonier, og denne gaaer saa vidt og drives paa en saa systematisk Maade, at de erholde største Delen af deres europæiske Fornødenbeder ikke fra den nærliggende Kyst, men fra Tripolis, hvorhen Karavaner drage over Haussa. Ogsaa Slavehandelen, som Ashantierne drive, finder ikke Sted paa den nærliggende Guldkyst, men paa Nordgrændsen af Landet mod Vesten og Østen. Hidtil har derfor dette store Land sat Europæernes Indflydelse paa det Indre af denne Deel af Afrika en uoverstigelig Grændse imøde! Ashanti er en krigerisk Stat, som i Forhold til sin Størrelse og Landets Rigdom driver leden Handel. Organisationen er feudalistisk. Cubocirerne ere arvelige Vasaller, hvoraf Enhver i det Mindre holder et Hof som Kongen og ligesom han har Rettigheder over sine Undersaatters Liv og Eiendom. Kongen sikkrer sig ved et System af hemmeligt Politi, og da det er Høiforræderi at dadle ham, saa finder han altid Leilighed til at lade de Vasaller, der indgyde ham Bekymring, anklage og rydde dem af Veien. Han arver det Guld, som hans Undersaatter eie, uden forsaavidt det er forarbeidet til Smykker; af denne Grund forvandler Enhver sine Rigdomme, forsaavidt han faaer Tilladelse dertil, til Smykker og bærer dem til Skue paa sig og sine Slaver, deraf hidrører den uhyre Masse Guld, man faaer at see ved alle Optog. Cubocirerne bære endog store Klumper Guld ved Lænker, der ofte ere saa svære, at  Slaver maae gaae ved Siden af dem for at holde Guldklumperne. En egen Art Luxus ere de Silkeklæder og skjærme, som forarbeides i Landet. Man kjøber dertil i Tripolis de sværeste Lyonerstoffer, Tøierne blive optrevlede og det nye Stof vævet deraf. Deri og i Krud og Geværer bestaaer Hovedindførselen af de europæiske Fornødenheder. Armeen bestaaer af 200,000 Mand, hvori enhver Vaabendygtig er indskreven, og den kunde bringes endnu høiere, da Undersaatterne og de skattepligtige Stammer udgjøre 4 til 5 Mill. Mennesker. Disciplinen er meget streng og satte i den sidste Krig Englænderne i Forbauselse. Landet er saa rigt paa Guld, at den aarlige Production, trods den ufuldkomne Maade hvorpaa Udvastningen skeer og Bjergværkerne drives, overstiger 100,000 Unzer. Ved Siden af Guldet er Hovedudførselsproducterne Elfenbeen og Goranødder, som gaaer gjennem hele Afrika indtil Middelhavet og dyrkes som et Surrogat for Kaffe. Den voxer vildt og er en meget væsenlig Handelsartikel.

Disse Details kunne være tilstrækkelige til at vise, hvor stort og vanskeligt det Foretagende er, som de Baseler Missionairer have begyndt. De finde Omstændighederne gunstigere, end Riis kunde ahne, da han sidste Gang forlod Kysten, og den Coloni christelige Negere, som han bringer med, er Begyndelsen til en Række Forsøg, af hvis heldige Resultat efter al Formodning Afrikas Fremtid er afhængig. Thi det er ingen Tvivl underkastet, at man ikkun ved sorte Agenter under europæisk Ledning vil kunne gjøre et dybt Indtryk paa Negernationerne. Den fornemste Aarsag til den engelske Nigerexpeditions uheldige Skjæbne var den, at den indbefattede altfor mange Europæer og vilde gjøre Alt ved dem. De mæhriske Brødres Bestræbelser, der saalænge og under de vanskeligste Omstændigheder have helliget sig til de vestindiske Slavers Civilisation, staae nu endelig paa det Punkt at frembringe en Virkning, som staaer langt over deres oprindelige Beregning ; men man kan neppe haabe, at det første Forsøg strax vil lykkes; at civilisere et saa gammelt og saa dybt liggende Barbari er en meget vanskelig Sag, og man maa derfor være fattet paa at Forsøget gjentagne Gange vil slaae feil, indtil der endelig kan skee et afgjørende Skridt fremad. Man kan ansaae de Første, der begynde Værket for visse Martyrer for den gode Sag, og deres Hæder er saameget desto større, som man med Bestemthed kan sige, at det Høieste, de kunne opnaae, er at bane Veien. Barbariet har altid fundet Folk der vare rede til at opoffre deres Liv for den ringeste Ære eller den ringeste Fordeels Skyld, hvorfor skulde da ikke Civilsationen ogsaa kunne finde saadanne Folk?
(A. Z.)

(Kjøbenhavnsposten 26. april 1843)

Dronninglund-Mordsagen: Kommissionsundersøgelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten havde påstået at årsagen til myrderiet burde findes i den slaphed som stedet under- og overøvrighed vågede over den personlige fred. Og denne påstand mente bladet den 18. april 1843 at kunne finde bekræftet i kommissionsrapporten:

Der vil vel næppe nu gives Nogen, som vil driste sig til at paastaae, at en saadan Lovløshed, som den Commissionsdommen med de evidenteste Beviser skildrer os i Dronninglund Herred, kunde have existeret, dersom den offentlige Myndighed var bleven udøvet - vi sige ikke af en sikker, men endog blot - af en ikke skjælvende Haand. Og nu - kunne alle Følger af hiin Lovløshed allerede ansees for indtraadte derved, at nogle i deres øvrige Vandel ulastelige Mænd ere dømte fra Livet, fordi de, som det hedder i Rescriptet af 13de December 1841 til Commissionen, "af Misfornøielse over, at en Mængde begaaede MIsgjerninger ikke paa behørig Maade vare blevne forfulgte fra Øvrighedens Side", ansaa sig henviste til at sætte Næveretten i Anvendelse mod Egnens værste Ugjerningsmænd? eller derved, at Straffeanstalterne erholde en Tilvæxt til deres allerede for fuldtallige Befolkning i den øvrige Masse Forbrydere, som undgik de Myrdedes Skjæbne? eller derved, at saavel Herredsfogden i Dronninglund Herred, Cancelliraad Heiberg, som Amtmanden over Hjørring Amt, Kammerherre Graah, ere blevne forsatte til indbringende Embeder? Nei, visselig ikke. Hartkornsbrugerne i Hjørring Amt ville snart af Undersøgelsesomkostningerne erfare, hvorledes det betaler sig at blive betjent af Øvrighedspersoner, der trænge til Assistence af Commissioner. Navnlig vil Skjæve Commune faae Commisionsdommens Virkninger at føle, naar de blandt de TIltalte, hvis Eiendomme blive realiserede til Dækning af Undersøgelsesomkostningerne, falde tilbage paa dets Fattigvæsen. Og desuagtet vil den nærværende Generation neppe opleve en sikker og tryg Retstilstand. Thi, naar de Domfældte Tid efter anden vende tilbage fra Straffeanstalterne, hvorledes vil Retssikkerheden da vel blive? Rimeligviis saaledes, at ikke engang det dueligste Politi vil kunne opretholde den nogenlunde ukrænket.

Den 13. juli 1843 orienterede Kjøbenhavnsposten om retssagen:

Ifølge private Efterretninger fra det nordlige Jylland er Indstævningen til Høiesteret i den store dronninglundske Sag i denne Tid bleven forkyndt de af de 180 Domfældte, hvis Skjæbne af en eller anden Grund ikke kan beroe ved Commissions Dom. Derimod mærkes der ikke noget Skridt fra Regeringen for at drage Kammerherre Graah og Cancelliraad Heiberg til Ansvar og Undgjældelse for den Maade, hvorpaa de have betjent Justitien i Dronninglund Herred, uagtet der vel ifølge den trykte Commissions-Dom kunde være Skjæl til at see disse Herrers Efterladenheds Synder noget nøiere belyste. - Det beklages som et stort Tab for Han-Herrederne, at disses Herredsfoged, Cancelliraad Quistgaard - en Mand der paa Grund af sin Dygtighed og Accuratesse hverken skyldte Kongen eller Amtmanden Noget, som man siger paa Jydsk - er bleven forflyttet til Kolding. Embeders pecuniaire Ubetydelighed lader befrygte, at der vanskelig vil findes en Eftermand, som nogenlunde kan opveie ham.

Drabene fandt som sagt sted 30. oktober 1841. Og sagen blev i pressen omtalt som følger. En mere generel beskrivelse af lovløsheden stod i Kjøbenhavnsposten den 11. november 1841, som citerede Aalborg Avis.

Som Beviis paa hvor sørgeligt det i Jurisdictionen iøvrigt ser ud med Eiendoms- og Person-Sikkerheden meddeler "Aalb. Avis" en Skrivelse fra Hr.. Bøggild paa Toftegaard, hvori berettes, at der alene i en ringe Deel af Dronninglunds Sogn i en Tid af en Uge ere forøvede otte meer eller mindre betydelige Tyverier, hvorhos Forfatteren siger, "at for nærværende Tid anmeldes næsten intet saadant begaaet Tyveri eller Indbrud for vedkommende Politimester, da Beboerne ved saamange foregaaende havte Exempler ere komne til noget tilfredsstillende Resultat, hvorimod den Skadelidte, som paataler et saadant Tyveri, udsætter sig for - foruden Uleiglighed og Pengeudgifter ved Reisen til Thinget, der er langt fraliggende - at Tyven ved gjentaget Tyveri hævner sig paa ham, fordi han har været Anklager; thi Tyven der gribes i Gjerningen og føres til Retten i Sæby og der tilstaaer Delictum, gives som oftest strax sin Frihed - som man siger af Mangel paa Arrester - og har det saa ofte været Tilfældet, at Tyven er vendt tilbage til Hjemmet inden Anmelderren af Tyveriet". - "Efter hvad der her er berettet , tilføier Red. af "Aalb. Avis", "og hvad der senere har tildraget sig, vil det vistnok erkjendes at være paa den allerhøieste Tid, at der gribes overordentlige Forholdsregler til at betrygge Jurisdictionenss Sikkerhed, thi de Foranstaltninger, der af den iøvrigt i sin Embedsvirksomhed saa agtværdige Herredsfoged Heiberg i Sæby ere trufne, og det Politiopsyn, der fortiden øves, synes efter den almindelige Opinion at være saa lidet fyldestgjørende, at det til Beboernes Beroligelse vil være en Nødvendighed, at overordentlige Foranstaltninger træde i Kraft. For Tiden gjenlyder Herredet af Klager over Eiendoms- og Person-Usikkerheden, og det har desværre allerede altfor stærkt viist sig, hvor grundede disse Klagerr er. Flere af Beboerne have forsikkret os, at de, saaledes som Tingene for Tiden staae, maae føle sig tilfredse, naar de blot selv slippe for Tyveri og Voldsomheder, og maae være rolige Vidner til, hvorledes man hos Naboen nedbrækker Huse, bortstjæler det Ene efter det Andet og øver de mest oprørende Voldsomheder. Forhaabentlig vil Sagen i den Grad tildrage sig høiere Vedkommendes Opmærksomhed, at en Commission tør ventes nedsat til at undersøge de mange forgrenede Tyverier og dermed forbundne eller deraf udsprungne Voldsomheder i Dronninglund Herred: en Commission, som vist vilde blive modtagen med almindelig Tilfredshed, og som efter flere indsigtsfulde Mænds Yttringer hensigtsmæssigst kunne have sæde paa Dronninglund Hovedgaard i Herredets Midte".

Fyens Stifts Kongelig ene priviligerede ... den 30. november 1841 gav nogle eksempler på hvilke type kriminalitet der var tale om (citeret fra Aalborg Avis):

Der er ... ikke faa Exempler paa, at hele Huse i 3 a 4 Nætter ere aldeles nedrevne og bortstjaalne. Ja Tyvenes Uforskammethed er endog gaaet saavidt,at de have stjaalet Huset over Liget af en død Fæster, saa at Konen maatte flygte over Liget derfra og overlade liget til de ubekjendte Gjæster. Et andet Tilfælde kan ogsaa anføres, hvor den halve Deel af et Huus blev bortranet medens den anden halve Deel beboedes af et gammelt Fattiglem. Avlsredskaber tør Man aldrig tænke paa att lade forblive paa Marken Natten over, da Man ikke alene ikke er sikker paa at have dem i Behold næsten Morgen, men Man kan endog være temmelig vis paa, at de enten ere aldeles forsvundne eller idetmindste plyndrede for Alt, hvad derfra kan løsnes af Jern, eller itusaarne og tildeels bortførte. Ja med faa Ord, der er intet, enten Levende eller Dødt, som er nogenledes let at bevare i Tyvenes Huler, som staae sikkert for Tyvehaand, uden i Huus og under Laas, og saa gjælder det endda om stærke Huse og stærke Laase. 

Kjøbenhavnsposten den 30. september 1844 kunne berette fra kommissionsarbejdet med sagerne (her i uddrag:) 

"Med Hensyn til det Overfald, der er udøvet imod Christian Nielsen eller Skov-Christian, Lars Pedersen Barkholdt, Christen Pedersen Barkholdt og Maren Olsdatter, da kunne samtlige Undertegnede bevidne, at bemeldte Personer fra deres tidligste Barndom af saavelsom flere Andre, der hørte til deres Complot eller Samfund, ernærede sig formeentlig ved Tyveri og Røveri, at Egnen i mange Aar blev idelig bestjaalen og plyndret af dem, at man ikke turde give sig i Kast med dem, da de altid bare Vaaben eller skarpslebne Knive hos sig, hvormed de truede Enhver, og at saaledes var Eiendom og Liv ikke længere vare sikkre, ja deres Frækhed gik endog saavidt, at de truede med at stikke vor Eiendomme i Brand. Da denne Complot ikke blev greben i Gjerningen, saalidet som de nogensinde vilde tilstaae deres Forbrydelser, og man ei heller kunde finde det Stjaalne og Røvede hos dem ved Randsagning, idet det antoges, at de deels havde Huler i Slagsted Skov, hvori de forvarede samme, deels Hælere muligen iblandt ansete Bønderfamilier, saa har der intet Middel været os givet til Erholdelse af den Sikkerhed paa Liv og Eiendom, som skal finde Sted i enhver velordnet Stat. En Selvfølge var det, at de Beboere, der boede nærmest denne Tyve- eller Røverbande, ogsaa vare mest foruroligede af dem, især eensomt liggende Steder. Saaledes blev intet Andet tilovers end ved given Leilighed at forfølge Banden enten paa fersk Fod eller paa en Tid, den mindst ventede det, for derved at faae tilveiebragt Beviser imod dem, hvilket i alt Fald maatte skee paa en Tid, da de ikke vare bevæbnede. At de Mænd, der nu sidde arresterede i Sæby for denne Bandes Overfald, nemlig Lars Jensen, Søren Jepsen, Peder Jepsen og Peder Hansen, ere bekjendte som retskafne og ordentlige Folk, kunne vi og bevidne".

Herefter citerede Kjøbenhavnsposten om baggrunden for drabene:

Navnlig har Hans Christian Hansen udsagt, at der i de sex Aar, i hvilke han har været Sognefoged i Skjæve Sogn, idelig har været begaaet Tyverier, for hvilke Mistanke mest næredes imod Barkholterne og Skov-Christian, som paa Grund af deres slette Rygte som oftest vare tjenstledige, men at det, uagtet al udviist Flid fra Herredsfogdens Side, sjældent lykkedes at tilveiebringe Beviis imod dem, da de i Forhørene ikke vare at bringe til Tilstaaelse og ved Randsagninger ikke fandtes i Besiddelse af Koster. Desuden vare sidstnævnte Forretninger hos dem ikke uden Fare, i hvilken Henseende han navnlig bemærkede, at Skov-Christian engang ved en saadan Leilighed havde søgt ved trusler med en Øxat forhindre ham fra at randsage i Hospitalet. Uagtet det var ham bekjendt, at de vare bevæbnede med Knive, som de neppe heller vilde betænke sig paa at bruge, vidste Deponenten dog ikke, at de deraf havde gjort Brug under noget Tyveri. Under disse Omstændigheder fandt Deponenten det derfor antageligt, at der kunde have dannet sig den Formening, at der ikke var anden Udvei imod dem, end ved Leilighed at tage alvorlig fat paa dem og tvinge dem til Bekjendelse om deres Tyverier. 

Kjøbenhavnsposten citerer endvidere i artiklen om desperationen over at der ikke blev gjort noget:

... Da denne Complot ikke blev greben i Gjerningen, saalidet som de nogensinde vilde tilstaae deres Forbrydelser, og man ei heller kunde finde det Stjaalne og Røvede hos dem ved Randsagning, idet det antages, at de deels havde Huler i Stagsted Skov, hvori de forvarede samme, deels Hælere muligen iblandt anset Bønderfamilier, saa har der intet Middel været os givet til Erholdelse af den Sikkerhed paa Liv og Eiendom, som skal finde Sted i enhver velordnet Stat. En Selvfølge var det, at de Beboere, der boede nærmest denne Tyve- eller Røverbande, ogsaa vare mest foruroligede af dem, især eensomt liggende Steder. Saaledes blev intet Andet tilovers end ved given Leilighed at forfølge Banden enten paa fersk Fod eller paa en Tid, den mindst ventede det, for derved at faae tilveiebragt Beviser imod dem, hvilket i alt Fald maatte skee paa en Tid, da de ikke vare bevæbnede. At de Mænd, der nu sidde arresterede i Sæby for denne Bandes Overfald, nemlig Lars Jepsen, Søren Jepsen, Peder Jepsen og Peder Hansen, ere bekjendte som retskafne og ordentlige Folk, kunne vi og bevidne

Sæby gamle rådhus som på daværende tidsspunkt også rummede arresten hvor de tiltalte sad arresteret. Det er opført i 1700-tallet og var i funktion indtil 1848. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Dette var også bekræftet af mange vidner. De dræbte personer var mistænkt for at stå bag de mange tyverier, uden dog at de var blevet grebet i dem eller havde tilstået noget. Kapellanen Schönau tilføjede

... at han ikke havde hørt, at der fra Øvrighedens Side var undladt at anstille fornøden Undersøgelse om anmeldte Tyverier. 

Og sognefoged Peder Christensen af Hellum sogn tilføjede at

...have hørt, at de ommeldte Personer, naar Nogen havde passet paa om Natten, havde gjort Mine til at angribe Vedkommende og derved nødt dem til at flygte, og det var efter hans Formening næsten umuligt at sikkre sig paa anden Maade end skeet er.  

Kapellan Schaumburg hos sognepræsten for Hellum og Ørum menigheder forklarede:

... stedse at have hørt Skov-Christian og Barkholterne mistænkte for de i Pastoratet, hyppigt i Helum, begaaede Tyverier, og at saadanne vanskeligen kunde forebygges, saalænge de boede i Sognet. 

LIgnende udtalelser citeres i artiklen fra proprietær Nielsen (Clausholm, Hellevad Sogn), løjtnant Bjerring (Gammelholm, Hørby Sogn), proprietær Glerup (Knudseje), proprietær Winkel (Dybvad, Skæve Sogn): 

... Tyverier i de 4 Aar, i hvilken han dengang havde eiet sin Gaard , havde hørt til Dagens Orden, og denne Tilstand var saa meget mere Gjenstand for den almindelige Frygt, da vel ikke uden Grund den Mening havde udbredt sig, at hver den, der gjorde noget Skridt imod Tyvene enten ved Randsagning eller ved Anmeldelse eller paa anden Maade, var udsat for en saameget stærkere Forfølgning af disse, ikke blot med fornyede Tyverier, men ogsaa ved Trusler mod deres Person, Ildspaasættelser og deslige. Som Hovedmænd for de idelige, i Almindelighed om Natten og i Complot forøvede, Tyverier, have iblandt Andre de Aflivede stedse været nævnte, om hvem det var noksom bekjendt, at de førte spidse tveæggede Knive med sig paa deres natlige og, og det kunde derfor formeentlig ikke ansees blot at være de arresterede Drabsmænds, men saa at sige den hele omboende Befolknings Formening, at der ikke gaves noget Middel imod bemeldte nu Aflivedes overhaandtagende Forbrydelser og Uvæsen, idet nemlig de ad Rettens Vei gjorte Forsøg paa at skræmme dem, saalidet havde virket til dette Øjemeds Opnaaelse, at de Paagjeldende efter enhver Arrest eller Retsforfølgning endog syntes endnu frækkere og farligere.

Desuden nævntes proprietær Bruun (Ormholt, Torslev Sogn) som...: 

• ...har i nogen Tid havt den nu dræbte Lars Barkholt i sin Tjeneste, men i ingen Henseende været tilfreds med ham, og han har bekræftet Rygtet om de ommeldte Personers Tyvagtighed og farlige Charakteer, med Tilføiende, at han havde hørt Folk sige, at det ifølge Herredsfogdens eget Udsagn skulde være tilladeligt at tage sig selv til Rette og at gjennemprygle Tyvene, for dog derved at tilføie dem nogen Straf, da ingen saadan kunde ventes paalagt dem ved Dom, men Deponenten troede, at dette hidrørte fra en Misforstaaelfe. Under en Tyvesag, hvor intet fuldstændigt Beviis var at tilveiebringe, har han nemlig hørt Herredsfogden yttre, at naar en Tyv saa at sige blev greben i Gjerningen, nødsagede Tyven paa en Maade den Bestjaalne til enten selv at gjennemprygle ham eller at give ham et Skud i Benene, (!) Dette har vel Deponenten selv forstaaet saaledes, at man var beføiet til legemlig Vold imod en paa Ens Bopæl indtrængende Tyv , men alt paa Hjemveien hørte han yttringer af sine Folk, hvorefter disse havde opfattet Herredsfogdens Ord, som om han ligefrem havde berettiget dem til at øve Selvtægt. Deponenten fandt det derfor antageligt, at Deeltagerne i Overfaldet kunde have havt den Tanke, at der intet Ulovligt var i endog at gaae ind paa den Mistænktes Bopæl og der gjennemprygle ham. 

Artiklen slutter:

Udfaldet af den hele Sag er nu da blevet, at en Deel Tyve og Medhjelpere have faaet deres fortjente Straf, at fire ellers upaaklagelige Mænd ere blevne benaadede med en Straf, der, hvis den ikke yderligere skal formildes, maa ansees for et større Onde end Livets Tab; at Undersøgelsen med videre har, efter Godseier Nyholms uimodsagte Opgivelse i den viborgske Stændersal, kostet Landet eller Hjørring Amt 20,000 Rbd.; og at de paagjeldende Embedsmænd, Heiberg og Graah, ere befordrede til mere indbringende Embeder. Al videre Commentar over den anførte Kjendsgjerninger vilde være overflødig. Vi faae at see, om de øverste Justitscollegier forstaae at drage sig de sørgelige og kostbare Erfaringer til Minde for den borgerlige Sikkerhed i Fremtiden.

Platdansk og Plattysk. (Efterskrift til Politivennen)

Udtog af et Brev. Medens jeg ligesom Du, kjære Ven, føler mig i Sandhed ængstet og bekymret over den Eensidighed og Heftighed, hvormed den slesvigske Sprogsag behandles saavel af den danske som af den tydske Journalistik, saa tilstaaer jeg, at jeg blev paa en besynderlig Maade berørt af det Veeraab, der lød i Lorenzens Erklæring til de danske Medbrødre over Tabet af Nationalitet hos de arme Sønderjyder. I den slesvigske Stændersal hører man ved saa mange Leiligheder tale om det Platdanske, eller den platdanske Dialect, hos Nordslesvigerne. I Grunden have Vedkommende vel ikke saa ganske Uret naar de benævne den nordslesvigske Mundart saaledes. Jeg er ikke utilbøielig til at tror, at dersom Nordslesvigerne virkelig skulle kunne optræde i Forsamlingen og med Anstand og Vægt gjøre deres Anskuelser og Meninger gjældende, da maa det unegtelig skee i et dannet Sprog; før dette skeet frygter jeg for, at vore Ønsker for Danskhedens Beståen i Slesvig bliver et pium desiderium. Her kan nu vistnok aldrig være at tænke paa nogen propaganda imod det vældige Germania, neppe engang paa nogen Conservanda, som vor værdige Clausen taler for; thi det Bestående er et Idiom, som ikke vil kunne holde sig ved Siden af det uddannede tydske med dets Literatur og dets Trophæer; her bør man, det jeg troer, blot tænke paa en emendanda. Forend Nordslesvigeren tilegner sig det egentlige dansk Skriftsprog, som Gudskee Tak i Forhold tiI sin liden Udstrækning bevarer en hæderlig, en meget hæderlig Plads imellem Europas Sprog, før vil han heller ikke paa Dansk kunde skaffe sin Tale Indpas og vente at blive hørt, forstaaet og paagtet.

Jeg kender flere Slesvigere, som ved Skjebnens Lodkastning fik deres videnskabelige Opdragelse i Danmarks Hovedstad og som igjennem det danske Sprog erhvervede sig en høiere Dannelse og ved Hjelp af den en hædret og lykkelig Stilling i Samfundet. Disse Mænd elske og ære dette Sprog, ja de ere blevne Stridsmænd i Kampen for Sproget. Jeg tvivler ikke paa at der ogsaa findes Slesvigere, om jeg end ikke kjender dem personlig, som modtoge deres Dannelse ved tydske Universiteter og som med lige Varme elske det Sprog, der afgav Vehiklet for deres Uddannelse, - Betingelsen for deres nærværende Velvære. Derom drejer sig dog tilsidst vort Liv og vor Virksomhed, Maalet er Udvikling til det Bedre, til det Fuldkomnere og dette Maal kan kun opnaaes igjennem et uddannet og anerkiendt Sprog. Naar man læser disse smaalige Beregninger over det Antal af Medborgere, som tale det danske og de Medborgere som tale det tydske Sprog, begge Dele vistnok maadelig nok, og til samme Tid tænke os disse Talstørrelser bragte paa Vægtskaalen i den Eviges Haand, da maae vi vistnok smile over al den Uleilighed vi gjøre os. Dette ene ere vi derimod vistnok alle overbeviste om, at dersom vi oprigtigen ville det, da vil han føre os Fuldkommenheden imøde, naar vi i Sandhed lytte efter Viisdommen, hvad enten den forkyndes af den germaniske eller den danske Tunge. Og vi toge visselig i den Grad feil, om vi troede alle Tydskere, Slesvigere og Holstenere saa haarde og ubillige, at de ville miskjende denne ærlige Attraa hos os efter at opnaae det sande Gode ad den velbekjendte Vei igjennem et Sprog, som lød for os ved vor første Opvaagnen til det aandige Liv; de ligne ingenlunde Alle den skarpsindige Deputerede, som udfandt, at det hørte til Slesvigerens Menneskekjærlighed at fornegte sin Nabo og Broder. Nei, ligesaavist som vi med Rolighed, ja Tilfredshed ville see paa, at Sydslesvigerne bestræbe sig for at uddanne forbedre deres Plattydsk, antager jeg, ot ogsaa hine ville see til, at Nordslesvigerne forbedre deres Platdansk. Tale vi end ikke eet Sprog, er der dog unægtelig et høiere Formaal, som forener os, et Formaal, som finder sit Udtryk i ethvert dannet Tungemaal.

Jeg tvivler ingenlunde om, at mange brave Nordslesvigere ere gjennemtrængte af denne samme Overbeviisning, som her anført min Pen, og det er rimeligt, at der vil udgaae Anstrengelser og Bestræbelser fra deres Midte efter at opnaae Institutioner til dette Formaal, Dannelsen af Sproget og Aandens Udvikling giennem dette, og sandelig, dersom deres Kræfter skulle været for svage til at naae dette Maal, haaber jeg, at de ikke forgjeves have paafaldt deres danske Landsmands Bistand. Dette er efter min Formening den eneste rigtige Maade, hvorpaa vi kunne og skulle række de danske Slesvigere den hjelpende Haand. Den gavnlige Virkning kan ikke ventes i Dag eller i Morgen; som enhver naturlig Overgang maa den forventes af Tiden; men som enhver naturlig Overgang vil den indtræde uden voldsomme Optrin, uden Brud paa Borgerens ydre Fred og Menneskets indre Fred. 

- T .... - 

NB. Dette Inserat var skrevet inden Professor Sibbern "Dikaiosyne" var udkommet. Indsenderen seer vel, at adskilligt overeensstemmede i Tendentsen og Tankegangen findes i denne; men da der ogsaa findes, om ikke noget Divergerende, saa dog noget Andet og for hiin Fremmed i disse Strøbemærkninger, har man ikke villet undlade at lade dem komme for Lyset, ogsaa fordi et saadant Inserat i en offentlig Tidende sandsynligviis kommer for flere og andre Øine, end de, til hvilke hiin Bog finde Adgang.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. marts 1843)

Svar paa Udtoget af et Brev. i den Berlingske Tidende Nr. 84. 

Naar Hensigten af dette Brev er at minde om Nødvendigheden for den dansktalende Slesviger af at uddanne sin Tale saaledes, at den kan høres med Behag i Stændersalen, da kan der, skjøndt selv den største Uddannelse deraf neppe vil forsone de ivrige Schlesvigholsteinere med det Sprog, de nu engang af politiske Grunde ønske at udrydde, Intet være imod dette Raad at indvende; og dette er det uden Tvivl ogsaa, hvad det Slesvigske Selskab forlængst søger at befordre ved Udbredelsen af den danske Literatur i Hertugdommets nordlige Deel. Men vil Brevskriveren dermed retfærdiggjøre den Animositet, der af det tydske Parti i Stænderforsamlingen vises imod det danske Sprog og den aabenbare Bestræbelse for at udelukke samme derfra og derved end mere virke til at løsrive Slesvig fra Danmark, da er denne hans tilsyneladende Upartiskhed snarere at dadle end at rose. I det han føler sig "I Sandhed ængstet og bekymret over den Eensidighed og Heftighed, hvormed den slesvigske Sprogsag" skal være "behandlet saavel af den danske som af den tydske Journalistik", hvilket kun røber ligesaa løseligt Bekjendtskab med som skjæv Dom om Sagen, føler han sig især "paa en besynderlig Maade berørt af det Veeraab, der lød i Lorentzens Erklæring over Tabet hos de arme Sønderjyder", hvilket Tab den ængstede og bekymrede Brevskriver efter disse Ord ikke synes at føle nogen Sympathie for, saa at man kan fristes til at spørge, hvad han da er saa ængstet og bekymret over i den danske Journalistik. Thi mener han, at L. og de danske Skribenter ikke angribe Sagen paa den rette Maade, saa er det jo ingen Ulykke, saafremt Tabet af Sprog og Nationalitet (og Paatrængen af et fremmed Sprog) ikke er noget Veeraab værd. Vi blive altsaa begjærlige efter at vide, hvad Brevskriveren egentlig vil, og hvilket bedre Raad, han kan give, end Fasthed imod et anmassende Parti.

"I Grunden" siger han "have Vedkommende (d. e dette Parti) ikke saa ganske Uret, naar de benævne den slesvigske Mundart den platdanske DiaIekt", en Yttring, som allerede viser, hvor vrangt Forfatteren bedømmer det sønderjydske Dansk, og hvor lidet tydeligt Begreb han har om hvad en Dialekt er. Almuens Sprog og Tale er allevegne noget forskjellig fra den Dannedes i samme Land, hvad der en naturlig Følge af den ringere Dannelse, den har nydt, og af dens Omgang fra Barnsbeen med sine Jevnlige, hos hvilke den ikke hører andet Sprog. Denne Forskjellighed ligger fornemmelig kun i Tone, Skiødesløshed i Udtalen og brugen af enkelte i den Egn gangbare Benævnelser af visse, meest materielle Gienstande, hvorom kun bliver Tale i det daglige Huusliv. Saaledes taler den sjællandske, fyenske, lollandske og jydske Almue saare forskjelligt, og det ikke i mindre Grad end den sønderjydske, men dog forstaaes de baade af hinanden, og af den Dannede i det Hele meget godt, og høres selv i vore danske Stænderforsamlinger uden mindste Uvillie af de Dannede. Ligeledes naar den simpleste Nordslesviger kommer her til, forstaae vi ham lige saa godt, som vi forstaae Een af samme Klasse i vort Nabolag, og omvendt forstaaes ogsaa vi ligesaa godt af ham. Thi alle disse Forskjelligheder ere blot locale Modificationer af eet og samme Sprog, Skriftsproget, og dette er fælleds for dem alle. Det sønderjydske Dansk er saaledes ikke nogen Dialect af Sproget i den Forstand, som f. Ex. Svensk, som har sit forskjellige Skriftsprog, thi Sønderjyden læser enhver dansk Bog lige saa godt som Sjællænderen eller Nørrejyden; for ikke at tale om den store Lighed, der hersker mellem den Sønder- og Nørrejydske Udtale. Langt forskjelligere er derimod det Plattydske fra det Høitydske. Hiint er en virkelig Dialect af dette, ikke blot en forskjellig Udtale af samme, og har, hvad der er en væsenlig Omstændighed, sit eget Skriftsprog. Plattydskeren vilde ikke mere end Hollænderen kunne læse en høitydsk Bog, naar han ikke havde lært det i Skolen, eller hvis de Lærebeger, man der bruger, ikke vare høitydske; ligesom omvendt Høitydskeren ikke vilde forstaae Plattydskeren, hvis han ikke i det daglige Liv vant til at høre Almuens Tale. Saaledes er det Plattydske langt mere og væsentligere forskjelligt fra det dannede Høitydske, end det Sønderjydske fra det Danske, og dog tvivler jeg heiligen paa, at man i den holsteenske Stænderforsamling vilde formene den plattydske Bonde at bruge sit naturlige Mæle, saaledes som man i den Slesvigske vil udelukke den Dansktalende; hvis Sprog i den næstsidste Forsamling den Deputerede Pastor Lorentzen erklærede at han ikke havde forstaaet et Ord af, endskjøndt dog hans egen Menighed i Almindelighed ikke taler noget andet. Skulde et dannet Sprog og Mæle være udelukkende Betingelse for at maatte tale i en Stænderforsamling, da maatte i Reglen hele Bondestanden være udelukt derfra, da et fuldkommen dannet, eller Kjøbstædssprog, vel der er en sjelden Undtagelse og maaskee altid vil blive det. Men denne Indvending hører til Schleswig-Holsteinernes sædvanlige af Luften grebne Modgrunde; og det saa meget mere, som den fremføres af dem, der deels erklære, at de ikke forstaae Dansk, altsaa jo ikke kunne dømme om, hvad der i Sproget er reent eller ikke; deels, naar de forstaae det, netop ere meest vante til den Udtale, de foragte, og selv, naar de ere fødte i de Egne, have et kjendeligt Anstrøg deraf. Desuden er det jo ikke lettelig den raa, ganske udannede Almuesmand, der vælges til Deputeret, men Mænd, der, om end med nogen sønderjydsk Accent, dog kunne tale ret godt og forstaaeligt Dansk. P. H. Lorentzen f. Ex. - Skulde hans Sprog være en udannet Almuedialect? Viser ikke hvad han skriver, at han har "tilegnet sig det danske Skriftsprog" saa godt som Nogen? hvilket Samme jeg har bemærket i mange Hadersleveres mundtlige Tale. Og ham er det dog netop, som man har villet forbyde at tale Dansk, Beviis nok paa, at det ikke er hans Modstandere om at giøre, at høre et dannet Sprog, men at det er alt Dansk, de hade og forfølge; og at følgelig vor Brevskrivers Raad er aldeles unyttigt. Og skulde fremdeles Nic. Lorentzen, Posselt o. sv. skiøndt maaskee mindre dannede, ikke kunne tale bedre Dansk end Tydsk, eller gjøre hiint med mere Lethed og Held? hvilket jo dog er Hovedsagen, der ei burde tillades dem som en Naade, men kunne kræves som en Ret, dersom det ellers er en Stænderforsamlings Pligt, at ethvert Raad, den giver, drøftes af enhver Talende paa den bedste Maade, det er ham muligt. (Sluttes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. april 1843).

Hvad angår sprog eksistserede der kirkesprog, skriftsprog, skolesprog, forvaltningssprog og talesprog, og indbyggerne kunne uden store problemer kommunikere sammen på flere forskellige sprog som sønderjysk, frisisk og plattysk, tysk og dansk i forskellige sammenhænge. I ældre tider var talesproget formentlig sønderjyske dialekter, dog var der i den sydvestlige del af Slesvig nordfrisiske dialekter. I 1300-tallet blev forvaltningssproget plattysk, som i 1600-tallet afløst af højtysk. I hele Slesvig var forvaltningssproget tysk indtil 1840.

Sprogkampen begyndte i 1800-tallet, og udmøntede sig i et sprogreskript i 1840 hvor dansk blev administrationssprog ved de lavere instanser hvor der var dansk kirkesprog. I Danmark (nord for Kongeåen) udbredte et københavnskbasereret skriftsprog sig efter Skoleloven af 1814. Mange steder bekæmpede lærerne elevernes brug af lokale dialekter, fordi de havde lært på seminarierne, at det var til børnenes bedste. I de nordslesvigske skoler foregik al undervisning på nær fire ugentlige timers kristendomundervisning på tysk fra 1889, og eleverne blev derfor kun påvirket af dansk skrift- og talesprog i begrænset omfang.

På artiklens tidspunkt (1843) var den brede befolkning i det sydlige Slesvig tosprogede. Den var gået fra sønderjysk og plattysk til plattysk og højtysk. I Angel var der sket et hurtigt sprogskifte til højtysk. Sønderjysk var kun modersmål få steder, mens plattysk stadig var udbredt på landet. I det frisiske område blev tosprogetheden med frisisk bevaret op gennem 1800-tallet.

I Nordslesvig blev kirkens og skolens sprog dansk ved Reformationen og tysk spillede her en mindre rolle inden for landbrug og handel end sydpå og kunne ikke medføre et sprogskifte. De sønderjyske dialekter blev bevaret ved siden af rigsdansk.

Efter Treårskrigen 1848-1850 blev lokale præster, jurister, læger og administratorer erstattet af kongeloyale folk fra Danmark i en stor del af Slesvig-Holsten og dansk blev indført i et område i Sydslesvig hvor befolkningen ellers mest orienterede sig mod tysk. 

I 1920 blev der sat endelig punktum for flersprogetheden, så man officielt taler dansk nord for og tysk syd for grænsen.

Svar paa Udtoget af et Brev. i den Berlingske Tidende Nr. 84.

(Sluttet.)

At "det, for at Nordslesvigerne skulle kunne optræde i Forsamlingen og med Anstand og Vægt gjøre deres Meninger gjældende, maa skee i et dannet Sprog", er vel sandt nok; men at dette ikke forslaaer, see vi af Exemplet med P. H. Lorentzen, hos hvem det dannede Sprog jo ikke manglede. Og at "før dette skeer, vore Ønsker for Danskhedens Bestaaen i Slesvig bliver et pium desiderim," er heller just ikke at befrygte, naar ikke en Erobringskrig fra Syden skulde udrydde hele Nordslesvigs Folk indtil Barnet i Vuggen. Thi naar 500 Aars fortsatte Bestræbelser og de ugunstigste Omstændigheder ikke have kunnet udrette Mere end at bringe Germaniseringen af Folket nogle faa Mile frem over Eideren; naar Folkesproget selv der, hvor man baade i Kirke og Skole bearbeider Folket paa Tydsk, endnu stedse vedbliver at være dansk; naaer i alle de øvrige nordlige Sogne Kirke- og Skolesproget er det samme som Folkets; naar hele Haderslevhuus- og det Meste af Aabenraa- og Tønder-Amt, hele Ærø, Als med liden Undtagelse, og Sundevitt ere aldeles danske; naar selv i Retten og Administrationen nu ved Sprogrescriptet, er sikkret Modersmaalet den Plads og Rettighed, som Kongen nok vil vide at hævde det; naar endelig Interessen for sin Nationalitets Vedligeholdelse aldrig er vaagnet stærkere hos Folket, Kampen for samme aldrig har været mere levende, og Understøttelsen større, end nu, da den saa aabenbar angribes: da er det ei i Aarhundreder Noget at frygte for Sprogets Bestaaen, men vel for den indvortes Fred og Ro, hvorpaa Hertugdømmets Vel beroer, og som farligen trues, naar Folkets helligste Ret, dets Nationalitet, trædes under Fødder. Men denne Fare staaer det lykkeligviis i Regjeringens Magt at afvende. Vil Hs. Majestæt ikkun vedblive med Kraft at overholde sine vise Foranstaltninger, og dertil føie danske Dannelsesanstalter for dem, som skulle være Embedsmænd og Ledere for det dansktalende Folk i Nordslesvig; da vil alle det antidanske Parties Kunster og Voldsomheder være forgjæves, og deres Bestræbelser for at tilintetgjøre dansk Sprog og ad den Vei at løsrive Hertugdømmet fra Kongeriget stedse forblive et lmpium desiderium. Skal derimod ventes til Almuen lære at tale som en Bog, da vil Koen dog medens Græsset groer, og Brevskriverens pium desiderium blive uopfyldt til Verdens Ende.

"Beregningerne over det Antal Medborgere, der taler hvert af Sprogene", skulle efter vor Brevskriver være "saa smaalige, at vi, især naar vi tænke os disse Talstørrelser lagte paa Vægtskaalen i den Eviges Haand, maae smile over al den Uleilighed, vi gjorde os." Dette er vanskelig at fatte, da man dog skulle troe, det var nødvendigt at vide, hvor betydelig den Folkemasse er, som har dansk Modersmaal, inden man kan dømme om, hvorvidt denne deres Interesse bør paaagtes eller tilsidesættes, og at det ikke var nogen ligegyldig Sag, om det halve Hertugdømme forholdtes dets naturlige Ret. Men dette Argument vilde være Vand paa de Tydsksindedes Mølle, da det især er disse Talstørrelser, som generer dem, og som de derfor enten forbigaae med Taushed elle søge at gjøre saa smaa som muligt. Hvor behageligt vilde det være dem, at erfare, at Vorherre selv har veiet disse Talstørrelser og fundet dem for lette. Efter mit Begreb kunne vi vist nok være overbeviste om, at Gud styrer Alt, endog vore Daarligheder, til det Bedste; men fuld Beroligelse kan denne Resignation dog neppe give os, uden naar vi i de ling, hvori han har villet at vi skulle dømme og handle efter egen Forstand og Indsigt, ogsaa have gjort dette efter bedste Evne. Til at smile over vore Bestræbelser i den Henseende veed jeg altsaa ikke at tænke mig nogen Grund. Men naar forfatteren nu fortsætter sin religiøse Betragtning med disse Ord: "at dersom vi ville det, da vil han (den Evige) føre os Fuldkommenheden imøde, naar vi i Sandhed lytte efter Viisdommen, hvad enten den forkyndes af den germaniske eller den danske Tunge": da er det et Spørgsmaal, om denne Deel af Moralen vil behage de Tydsksindede ligesaa godt som hiin første muligen vil, da det alene er dem, den kan passe sig paa. De Dansktalende vides nemlig ingensinde at have nægtet at ville i Stændersalen høre den germaniske Tunge, og hvad Viisdom deri maatte fremsættes; hvorimod det kun er den Germanisksindede, der ville berøve den danske Tunge sit Mæle, i hvilket Attentat de, som helst bruge dette Nordslesvigernes Modersmaal, naturligviis ikke kunne erkjende nogen Viisdom eller god Hensigt. 

Om Brevskriveren nu vil kalde det der Anførte Eensidighed og Heftighed, maa jeg overlade ham selv. Men saa meget vil jeg alene bemærke, at i en Sag, som denne, hvor Spørgsmaalet alene er om to hinanden direct modsatte Gjenstande, om nemlig det danske Sprog maa eller ikke maa bruges i Stændersalen, der kan kan det ene Parti have Ret, og Eensidighed er uundgaaelig. Fleersidighed fører til intet Resultat eller, som hos vor Forfatter, til - ingen Ting. Og hvad Heftigheden angaaer, som han tillægger den danske Journalistik i samme Grad, som den tydske, da er denne Beskyldning vel bleven Modetone blandt dem hos os, som ville være moderate, enten fordi de ingen Interesse føle for Sagen, eller fordi de ere vildledte af Schlesvigholstenernes Fremstillinger deraf, eller utidigen ængstlige, eller ikke tilstrækkelig kiende Sproget og Forholdene i Nordslesvig. Men i det de saaledes indbilde sig at være moderate og upartiske, blive de det Modsatte, begunstige det schlesvigholsteinsche Parti, som endnu har Magten, og forurette det danske og de danske Skribenter ved at henkaste Beskyldninger, som de ikke bevise med et eneste Exempel, sætte den Journalistik, som forsvarer de Dansktalendes Ret -- og endda taug længe inden den indlod sig derpaa, - i lige Klasse med den tydske som f. Ex. i Itzehoer Wochenblatt, Altonaer Merkur, Hamburger Neue Zeit. o. fl. gjøre de de meest uretfærdige og fornærmelige Angreb derpaa, og da endelig, naar de danske Blade møde saadanne Angreb med kraftige Argumenter, kalde det Heftighed, som de ikke kunne gjendrive, som om ædel Harme i Sandhedens Forsvar fortjente dette Navn, eller Indolents, hvor deres og vore nordslesvigske Brødres Rationalitet og Interesse saa haardt og ubilligt angribes, var at prise. Og hvilke Stykker i den danske Journalistik er det da, der sigtes til? Ingen har vel skrevet kraftfuldere i den Sag, end Clausen og Schouw, men hvo vilde vel med nogen Grund kunne tillægge dem hvad man sædvanlig eller med Føie kalder Heftighed?       B.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. april 1843).

(Gensvar til Hr. B.

Indsenderen haaber at Hr. B., som vistnok er en besindig Mand, ved nøiere at eftersee Inseratet i "Berlingske Tidende" Nr. 84 og nøiere sammenholde det med disse Linier, med mere Klarhed vil opfatte sammes Tendents, der sklkert ikke er saa fremmed for hans egen Anskuelse, som man kunde fristes til at troe ved Gjennemlæsningen af Svaret i Nr. 89 og 90.

At Lorenzens Veeraab over Tabet af Sønderjydernes Nationalitet i høi Grad opvakte Indsenderens Interesse for samme, saavelsom det hjertelige Ønske at see dem denne gjengivet, er en fuldstændig Sandhed og ingenlunde Affektation; men ligesaa vist at dette Ønske var parret med et andet, og det, at den ulyksalige Animositet imellem de tydsktalende og dansktalende Undersaatter af den danske Throne ikke ved Bestræbelserne for Nationalitetens Gjenerholdelse maatte erholde ny Næring. Naar Indsenderen derfor anfører Raisonnements, hvis logiske Rigtighed Hr. B. ikke benegter, men som forekomme ham deels at være Vand paa Slesvigholstenernes Mølle og deels ikke, saa maa Inds. bemærke, at han visselig ikke har fulgt Indbydelsen til at skrive i denne Sag, for at omvende eller bekæmpe de rasende Partigængere mod alt Dansk; thi det vilde vistnok være at bære Vand i Danaidernes Sold; men for at bringe de Retsindige og Besindige blandt Slesvigholstenerne (og i sandhed, det er hans Overbeviisning, saadanne gives der ogsaa) til at opfatte Sprogsagen fra en billig Side, dømme om den og om muligt handle i Harmoni med den danske Conservanda eller Emendanda. Ved en saadan Anledning forekommer det ham nemlig, at Betragtninger, hentede fra en høiere Region, fra Interesser som ville være alle hellige og som ikke bevæge sig inden for Grændserne af mere smaalige Hensyn, maae være skikkede til at amalgamere stridende Partier, naar der blot findes Elementer imellem dem, som kunne amalgameres, og det er det Inds. ikke anseer for aldeles usandsynligt eller umuligt. 

Hr. B. har, som det synes, med megen Sagkundskab godtgjort, at der ingenlunde finder den Forskjel Sted imellem Dansk og Sønderjydsk (hvad Slesvigholstenerne kalde Platdansk) som imellem Høitydsk og Plattydsk og at det er urigtigt at kalde Sønderjydens Sprog en Dialect, o. s. v. Denne sidste Bemærknings Rigtighed er Inds. villig til at tilstaae, for saa vidt som denne Benævnelse blot bør tillægges et Sprog, der har været brugt som Skriftsprog; - men, at det danske der tales i Nordslesvig med Undtagelse af de nærmeste Sogne ved Kongeaaen, naturligviis med Undtagelse af Ærø som er fuldkommen dansk og tildeels af Als, - er et yderst fordærvet og vanziret Idiom, det tilstaae uforbeholdent Sønderjyderne selv. Det er desværre almindelig anerkjendt, at Enhver som gjør Fordring paa Dannelse, taler tydsk, og altid taler det der, hvor han troer at maatte vise sig som en dannet Mand. - Om Lorenzen da ikke skulde kunne ansees for en dannet Mand? Hvo kan tvivle herpaa som saae og hørte ham her i Kjøbenhavn; kun vil man bemærke, at hans Dansk mere lød som et tillært end som et medfødt Sprog. Men lader os ikke glemme at Lorentzen var den Eneste som i Slesvigs Stændersal talte Dansk! At dette Exempel staaer saa ene, om end derfor saa meget mere paafaldende, begrunder vi dog unegtelig derpaa, at det har manglet paa Individer med en omfattende dansk Dannelse, som kunde følge samme: Aarsagen hertil kjende vi, det vil være overflødigt atter at gjentage den. - Det er dog indlysende, at først naar flere Deputerede, idetmindste 10 kunne staae frem som Lorenzen gjorde det, og i et dannet Sprog med Fynd og Tydelighed tale i den Sag som behandles, for kunne vi ikke vente, at det danske Sprog og med den Nationaliteten vil kunne hævde sin Plads i Stændersalen. Tiden da dette kan skee, behøver iøvrigt maaskee ikke at være saa langt borte, naar Sønderjyden alvorlig vil, og alt nu bestræber sig for, at udfinde de rette Mænd til Deputerede; men ved et Rescript fremtvinges ikke denne Tingenes Tilstand. At Forretningernes Gang i Stændersalen efter Regjeringens Foranstaltninger, paa den hensigtsmæssigste Maade vil blive ordnet, at de Dansktalendes Rettigheder ved disse ville blive, saa meget muligt, paaseete, tvivler Indsenderen ingenlunde paa; men "quid possunt leges sine moribus vanæ" *). Vi have desværre alt for friste Exempler paa det Utilstrækkelige i Reskripter, naar ikke en bestemt Attraa hos Folket understøtter den kongelige Villie. - Kort sagt, Illusioner nytte ikke. Uheldige Combinationer have svækket Rationaliteten i Slesvig og fordærvet Sproget. Det kan med Guds Hjelp ændres; men især ved Sønderjydens egen kraftige Villie, vistnok ikke ved blotte Festmaaltider, tappre Toaster, høitravende Taler, Udfald mod alt hvad der er Tydsk; men ved en fast og stadig Anstrængelse efter at erhverve den sande Dannelse og Kundskab og ved en besindig Anvendelse af disse!! 

Danskheden vise sig i en oprigtig Kiærlighed til det Danske, ikke blot i blindt Had til det Tydske!! Derved vil man vistnok kun gjøre Fædrelandet en daarlig Tjeneste.

Inds. er imidlertid villig til, at tilstaae Hr. B. at den tydske Journalistik unegtelig langt overgaaer den danske i Eensidighed og Heftighed, men vil ikke tilbageholde det Ønske, at Sprogsagen stedse maatte finde saa besindige Talsmænd som Schouw og Clausen, blandt hvilke den sidste f. Ex. ved sin Distinktion af en Conservanda øiensynlig nok lagde sin Tendents for Dagen at tilintetgjøre det Irriterende, som for Tydskerne laa i Forestillingerne om en dansk Propaganda. Disse 2 Hædersmænd har Inds. derfor visselig ikke sigtet til. Heller ikke Hr. B. selv vil han beskylde for Heftighed, men hellere tilstaae at Feilen vel maa ligge i en ufuldstændig eller uklar Fremstilling af hans Hensigter og Hensigter, naar han var saa uheldig at blive misforstaaet af ham.

T.....

*) At dette Proverbium ikke maa tages ligeefter Ordene med Hensyn til de brave Sønderjyders Sædelighed eller Vandel, indsees lettelig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  12. april 1843).

Endnu et Par Ord til Hr. T i Anledning af Gjensvaret til mig i denne Tidendes Nr. 98.

Deres Svar har været mig kjærkomment, ikke saa meget for den rolige Tones Skyld, der hersker i samme, som især for Sagens Skyld, hvorom De derved har givet mig Anledning til nogle Bemærkninger, som maaskee ei turde være ganske overflødige, saavelsom og fordi det nu er klart, at De ei er enig med Modstanderne af de Dansktalendes Interesse i Nordslesvig, hvad man ellers strax kunde fristes til at troe efter Deres noget tvetydige og ironisk klingende Yttring, at De "fandt Dem forunderlig berørt ved Lorentzens Veeraab over Tabet af Sønderjydernes Nationalitet", hvoraf jeg og Flere med mig sluttede, at De misbilligede dette Veeraab, og altsaa, da De forresten ikke erklærer Dem imod det danske Sprogs Brug, henhørte til dem, der ved en ilde anbragt Moderation ikke alene intet gavne, men endog skade de dansktalende Slesvigeres retfærdige Sag, da de Tydsksindede vilde finde et kjærkomment Medhold i den Mands Ord, der paastaaer, at Sønder-Jyderne talede et udannet Sprog, som maatte støde deres Øren; hvilket vel altid vil blive Tilfældet, saalænge Nogen af den simplere Klasse skal tilstedes Adgang til Forsamlingen, idetmindste ikke i flere Generationer vil lade sig hæve, og desuden kun er et Paastand, som de ivrige Tydsksindede gribe til, for at besmykke deres Had imod alt hvad der er dansk. Men hvad nu Hovedsagen angaaer, og det Middel, De foreslaaer, som det eneste, der kan hjelpe, da kan man vistnok være enig med Dem i, at Enhver, som attraaer at blive Deputeret i en Forsamling, hvor saa Meget beroer paa det mundtlige Foredrag, uddanner sine Kundskaber og Talegaver, hvortil altsaa og Sprogets Politur henhører, saa meget det er ham muligt: men hvad Opfordring skulde han vel have dertil, hvad det danske Sprog angaaer, saa længe dette ikke maa høres i Forsamlingen, saalænge dennes Dristighed gaaer saa vidt, at den endog directe negter at opfylde, hvad Kongen selv erklærer for Folkets naturlige Ret, og, naar Hs. Maj. spørger om, hvorledes denne kan bringes i Anvendelse ligefrem svarer, at det hverken kan eller bør skee! Maa da ikke al Sønderjydens Bestræbelse for Taleevnens Uddannelse gaae ud paa at lære dygtig Tydsk og lade det foragtede Modersmaal fare? Og dernæst hvorledes skulde vel baade Almuesmanden og den Fornemmere faae denne Uddannelse af deres Modersmaal, som fornemmelig naaes ved at høre det godt tale, saa længe alle offentlige Foranstaltninger virke derimod, Underviisningen gives paa Tydsk, og baade Embedsmændene og Almueskolelærerne i Hertugdømmet ikkun kunne faae tydsk Dannelse, og det danske Sprog i Læreanstalterne kun er tillagt nogle faa Timer om Ugen, ligesom et andet fremmed Sprog, ofte af Lærere, som selv maadelig nok tale det og kun besørge Underviisningen deri som et Pligtarbeide, hvorfor de ingen Interesse føle? Nei! skal min Hr. Forfatters Ønske opnaaes, da maa der i den Henseende nødvendig gjøres noget Gjennemgribende fra Regjeringens Side, og dette kunde skee paa allerletteste Maade af Verden ved blot at befale, at al Underviisningen i Haderslevs, tildeels vel og Flensborgs, lærde Skole, samt paa det Tønderske Skolelærerseminarium skulde gives paa Dansk, og dertil kun at ansætte Lærere, hvis Modersmaal var dansk. Det Sidste lader sig nu uden al Betænkelighed gjøre, da der nu existerer et Seminarium i Segeberg, hvor de tydsktalende Skolelærere i Sydslesvig kunde faae deres Dannelse. Tillige vilde det og være vigtigt, at Betingelserne for Slesvigerne til at studere ved Kjøbenhavns Universitet ikke gjordes strengere, end de ere det i Kiel, navnlig især, at den fordærvelige examen artium, hvad ogsaa her er et almindeligt og vel grundet Ønske, maatte afskaffes. Eller skulde der endelig behøves det Slags Betryggelse for, at de, der vilde søge academiske Beneficier, ei skulde være uværdige dertil, da kunde man jo for disse, ligesom i Kiel, anordne en Convict-Examen, for Juristerne ansætte en Professor i Slesvig-Holsteensk Ret, og overhovedet sørge for, at baade Universiteterne og de lærde Skoler i Kongeriget og Hertugdømmet bleve saa lige med hinanden, som efter Omstændighederne var muligt. Een Form maa jo være den rigtigste, og efter den burde jo Underviisningen i dem alle indrettes. 

Og nu blot et Par Ord om nogle enkelte Ytringer i Deres ærede Gjensvar. Til en "Emendanda" af det danske Sprog i Hertugdømmet har det nordslesvigske Selskab jo gjort Alt, hvad Private kunne gjøre, ved at sørge for Udbredelsen af dansk Literatur i denne dansktalende Egn. - At der "blandt Slesvigholstenerne findes retsindige og besindige Folk" tvivler jeg ikke om, men Beviser herpaa, eller at de ere fordomsfrie nok findes der ikke i Resultaterne af den sidste slesvigske Stænderforsamlings Deliberationer. At Benævnelsen "Dialekt" blot bør tillægges et Sprog, der har været Skriftsprog", er ikke min Mening, men at det, som skal kaldes saaledes, maa være en mærkelig Afvigelse i Skriftsproget selv, saaledes som Svensk og fordum de græske Dialekter. - At "det Danske, der tales i Nordslesvig, med Undtagelse af de nærmeste Sogne ved Kongeaaen, hele Ærøe og tildeels Als" skulde være "et yderst fordærvet og vansiret Idiom", er aldeles urigtigt, da det Dansk, der tales i Haderslev-, Aabenraa- og Tønder-Amter (ligesom i det dertil stødende Løe-Herred), ja selv i Egnen af Flensborg, ikke er synderlig forskjellig fra det, der hersker i de nordligere Egne, paa Als og Ærøe, som De jo selv kalder "fuldkommen Dansk", ja endog kun lidet afvigende fra det nørrejydske Idiom (hvori der og gives flere Nuanceringer). At det "tilstaaes af Sønderjyderne selv", bliver intet Beviis, fordi man saa længe har sagt dem det, at de ikke tør paastaae det Modsatte imod de Høilærde. Et Exempel blandt flere har jeg selv havt med en Opvartningspige i en Kro dybt nede i Angelen, som talede Plattydsk, og da jeg spurgde hende, hvorfor hun ikke talede Dansk, som hun dog sagde var hendes Modersmaal, svarede ganske undseelig, at hun talede det saa slet, men da jeg opmuntrede hende dertil, aldeles ikke talede det anderledes, end jeg bestandig har hørt paa Als og Norden for Haderslev. - At Lorentzens Dansk, da han sidst var i Kjøbenhavn, "lød mere som et tillært end som et medfødt Sprog", kan gjerne være, da han jo har faaet sin hele Dannelse paa Tydsk, men han kan jo ikke have i Stænderforsamlingen talt anderledes, altsaa ei i det "yderst fordærvede og vansirede Idiom", og har følgelig opfyldt Deres Fordring om at uddanne sit Sprog. Men hvad hjalp det ham? Og at han "stod saa ene", de viser ikke at det "har manglet paa Individer med en omfattende dansk Dannelse, som kunde følge" hans Foredrag, men vel paa Individer, som vilde følge det. Undertegnede kunde nævne mange Saadanne, navnlig Præsidenten selv. Disses Uvillie dertil fremlyser allerede deraf, at de end ikke vilde tillade, at hans Foredrag maatte tilføres Protocollen i tydsk Oversættelse. Jeg tilføier med Dem: "Aarsagen dertil kjende vi, det vil altsaa være overflødigt at gjentage den." - At "Forretningernes Gang" i Stændersalen vil blive paa den hensigtsmæssige Maade ordnet, de Dansktalendes Rettigheder ved disse ville blive saa meget som muligt paaseete", og alle "for Nationaliteten uheldige Combinationer med Guds Hjælp ændres", er et Haab, som jeg af Hjertet ønsker at kunne dele med Dem. Men skal Stænderforsamlingen først atter høres, og reflecteres der paa de Hindringer, denne, efter al Sandsynlighed, atter vil lægge i Vejen, da kan det dermed idetmindste have lange Udsigter, og ligesom ved det af dem foreslagne Middel, Koen døe medens Græsset groer. Og skal endelig Hindringerne kunne hæves og Danskheden bringes til at nyde sin Ret, "ved en bestemt Attraae hos Folket og især ved Sønderjydens egen kraftige Villie", da gad jeg vidst, hvorledes de i den Henseende fortrykte Stakler under nuværende Omstændigheder, da deres Røst ikke engang maa høres gjennem deres dygtigste Talsmand, skulde kunne tilkendegives, uden ved Festmaaltider for denne, og hvad min Herre kalder "tappre Toaster, høitravende Taler og Udfald mod alt hvad der er Tydsk - (Nei! vil De blive Sandheden tro, maa De kun sige: "mod alle det tydsksindede Parti, Bestræbelser for at undertrykke og tilintetgjort dansk Nationalitet og Sprog) - samt endelig ved det herlige Blad "Dannevirke", som tilvisse er skrevet i saa dannet et Sprog, som man kan ønske, og for hvilket den almindelige Deeltagelsc tydelig nok røber sig ved dets store Abonnentantal blandt det nordslesvigske Folk, men som, ligesom v. Wimpsens ypperlige Værk, med alle dets vægtige Grunde, enten ignoreres eller nedværdiges af de ivrige Germanomaner.

Den 13de April 1843   B

(Red. bemærker, at Discussionen imellem Hr. B. og Hr. T. ved den ovenstaaende Artikel maa ansees sluttet her i Bladet.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1843).

Falskmøntneri paa Kastellets Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

Opsynsmanden ved Taarnene i Citadellet foretog den 18de Januar i Forening med nogle Haandværkere en Visitation i Fangetaarnet Nr. 2, da han i nogle Dage havde havt Formodning om, at der sammesteds blev fabrikeret falske Rigsbankdalersedler. Ved Visitationen fandt man da i det ene Been paa den i Localet Nr. 4 værende Bænk en Spalte, der forekom at have et mistænkeligt Udseende, og da man derfor brak Bænken itu, fandt man i et udhulet Rum i samme to falske Ridsbankdalersedler; en ægte dito; et Papir med chemiske Svovlstikker; Vaabnet, som staaer foroven i venstre Hjørne af Rigsbankdalersedlerne, og de tvende Bogstaver, som staae forneden; Staalpenne samt en Pensel: to Stykker Tusch; en Model til Rigsbankdaleren foroven; nogle Stykker Been, hvori er udgravet Rigsbanken; samt et Stykke Brædt, hvori er gjort Begyndelse paa Aarerne, somm ligge i Rigsbankdalersedlerne. Efterat disse Sager vare fundne, bleve de foreviste de i Localet værende Forbrydere, Ole Johansen Skandsgaard, som forhen er sigtet for Falskmyntneri, samt Ole Hansen og Lars Christiansen. Disse benegtede imidlertid at være vidende om, at der i deres Bænk var skjult saadanne Sager, og tilføiede, at at det, som var fundet, maatte have været skjult der for længere Tid tilbage. Det blev nu overdraget Politiassistent Gøtzsche at optage Forhør i denne Anledning, og disse bleve ogsaa strax paabegyndte. Det blev under disse forklaret, at den omtalte Bænk har i flere Aar været i Localet Nr. 4, i hvilket Skandsgaard har sidder i henved et Aar, og tilligemed ham Lars Christiansen i omtrent et halvt Aar, hvorimod Ole Hansen har været der noget kortere. Den omhandlede Bænk har ved de tidligere Haandværkervisitationer vel været efterseet, men uden at det nu opdagede Gjemme derved var forefundet. Den 29de fandt samme Opsynsmand ved at aabne Vindues-Skodderne til Localet Nr. 4 to Stykker Tin i trekantede Stænger, et Stykke sammenrullet Blyplade, og to Ark hvidt Belinpapir henlagt i den brede Karm, hvori Skodderne hænge. Under Forhørerne forklarede en Fange, der i længere Tid har hensiddet i det Locale, som er ligeoven over Nr. 4, at Skandsgaard kort før Juul havde ytret til ham, at han havde gjort falske Sedler og at der snart vilde komme en Skildvagt paa Post udenfor deres Fængsel, hvem de kunde stole paa. Den samme Fange bemærkede en Eftermiddag i Midten af Januar Maaned, at Skandsgaard var i Samtale med den Skildvagt som da var paa Post ved Taarnet og nedkastede til ham 3 Sedler, hvorpaa Skildvagten lovede, naar han kom igjen at medbringe Papir og det øvrige Forlangte. Han bemærkede ligeledes, at en Snor blev nedhisset fra Vinduet paa Skandsgaards Fængsel og at Skildvagten deri bandt Svovlstikker og en Voxstabel. De forefundne Svovlstikker befandtes at være indsvøbte i et Papir, hvorpaa Vignetten "Vimmelskaftet Nr. 22 R. & S", hvilken Vignet kun har væet brugt paa Fouteraler til Svovlstikker i omtrent 2 Maaneder, da Udsalget af saadanne kun i dette Tidsrum har været paa det angivne Sted. Det maatte saaledes ved denne Opdagelse være uden for al Tvivl, at Gjemmestedet i Bænken har været Skandsgaard bekjendt, og at han eller en af hans Medfangne deri har henlagt de der forefundne Sager. Ikke destomindre ere alle tre Fanger stadigen vedblevne under Forhørene at negte at vide nogensomhelst Besked med de forefundne Sager. Skandsgaard gjorde sig imidlertid sindsvag under Forhørenes Gang, hvorfor disse for hans Vedkommende maatte afbrydes. Da Assistent Götzsche imidlertid kom til Kundskab om, at en Jæger af det i Citadellet garnisonerende Jægerkorps skulde have villet vexle en falsk Rigsbankdalerseddel, ledede dette paa Spor til at faae opdaget den Jæger, der efter det Ovenmeldte maatte antages at staae i Forbindelse med Fangerne og at have været dem behjelpelig med at forskaffe dem de forefundne Sager samt med at udgive de falske Penge. Det lykkedes også Hr. Gøtzsche at faae den paagjeldende Jæger, der er Recrut ved Jægercorpset siden forrige Aar og er født i Maribo Amt, til at afgive følgende Forklaring, der er aldeles overeensstemmende med det, som tidligere var blevet oplyst under Forhørene: Nogen Tid før Juul, da Jægeren havde Post ved Fangetaarnet Nr. 2, blev han tiltalt af en af Fangerne, der spurgte ham hvad Klokken var. Da Jægeren havde svaret herpaa, indlod fangen sig i videre Samtale med ham og anmodede ham navnligen om at kjøbe noget Tobak. Til det Svar, at han kunde bede Opsynsmaden om at gjøre dette bemærkede Fangen, at det kunde han ikke da han ingen Penge maatte have. Jægeren lovede da at kjøbe Tobaken, og Fangen kastede da 3 Marker ud til ham med den Bemærkning, at han kunde beholde de to for sin Uleilighed. Efter at være afløst kjøbte Jægeren Tobaken og bragte den, da han næste Morgen atter erholdt samme post. Fangen nedhidsede en Pose i en Snor fra Vinduet, og efterat Tobaken var lagt i denne, trak Fangen den atter til sig. Nogen Tid derefter, da Jægeren atter var paa Post ved Taarnet, viste Fangen ham en Rigsbankdalerseddel og anmodede ham om derfor at kjøbe nogle Svovlstikker, nogle smaa Voxlys og en Pægel brændeviin samt at beholde hvad der blev tilovers af Seddelen efter Indkjøbet. Da Jægeren var villig hertil, bragte han Fangen Sagerne da ham atter kom paa Post, og denne trak dem op til sig paa samme Maade, som ved Indkjøbet af Tobaken. Længere hen var Jægeren atter paa Post ved Taarnet og Fangen udkastede nu til ham tre Rigsbankdalersedler, med den Anmodning derfor at indkjøbe noget Bly, Tin og papir samt at beholde hvad der blev tilbage af Pengene. Af de modtagne 3 Sedler har Jægeren selv udgivet de tvende hos forskjellige Handlende, men da han ligeledes har søgt at udgive den tredie Seddel hos en Handlende, erklærede denne den for falsk. Han har da senere søgt at faae den udgivet ved forskjellige af sine Kamerater, men den er bestandig bleven protesteret som falsk. Da han ved senere at have Post ved Taarnet underrettede Fangen herom, erklærede denne, at ogsaa de to andre Sedler havde været falske, og at det derfor nok vilde lykkes ogsaa at faae den tredie udgivet. Den tiltalte Jæger har senere forklaret, at Bevæggrunden til, at han indlod sig med fangen, var den, at da Fangen tilbød ham første Gang at beholde de to Mark, var han just i Forlegenhed for Penge og lod sig derfor forlede til at indlade sig med ham. Da Fangen senere udkastede til ham de tre Rigsbanksedler, om hvilke han ikke anede, at de vare falske, forstillede vel Tiltalte Fangen, at han ikke turde indlade sig videre med ham, men lod sig dog bevæge til at modtage Sedlerne og gjøre Indkjøbet, da Fangen yttrede, at han nnu maatte vedblive sin Forstaaelse med ham, da han ellers vilde melde hans tidligere Forhold. (Aftenbl.)

(Kjøbenhavnsposten 8. marts 1843)