Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Der er paa Bornholm, navnlig i Rønne, hedder det i Byens Avis, en mærkelig Crisis i Næringsveiene. Flere Næringagrene ere saagodtsom afakaarne, idet de ikke alene ikke svare noget tilstrækkeligt Udbytte, men endog ere forbundet med Tab. Saaledes Brændeviinsbrænden: den har tidligere ernæret Pluraliteten af de større Gaardeiere i Byerne, og den sysselsætter dem vel endnu; men nu leverer den de Fleste intet Udbytte, paadrager endog Mange Tab, idetmindste af Arbeidskraft og Tid. Brænderierne paa Bornholm kunde ikke producere saa god Brændeviin eller til saa billig Priis, som den kan indføres fra Kjøbenhavn. - Ligesaa Uhrmagerprofessionen: den har floreret her paa Bornholm, har sat mange Hænder i Bevægelse og givet mange Familier om ikke rigeligt dog tilstrækkeligt Udkomme; nu maae Uhrmagerne ligesaagodt sidde med Hænderne i Skjødet, Uhrmagerarbeidet har ingen Afsætning, Kjøbmanden tager intet Uhr mod kontant Betaling, betænker sig endog paa at tuske sig det til for Varer. Nürnbergeruhret har fortrængt det bornholmske Seierværk; skjøndt det bornholmske Uhr leveres for 7 Rbd. (Udlægget er 4 Rbd.), erholdes Nürnbergerkrammet for billigere Kjøb. - Med Pottemagerhaandteringen forholder det sig ikke anderledes end med de to ovennævnte Næringsveie. Udlægget til Leer og Brænde bliver jo længer jo større, Afsætningen paa Leerkar derimod jo længer jo mindre; man kjøber Bøtter hos Bødkeren istedetfor Kar hos Pottemageren; skal man eengang imellemstunder absolut bruge et Kar, tager man Porcelain eller fajance hos Kjøbmanden eller Fajancefabrikøren. Den simple Pottemager maa gaae tilgrunde. - Det Samme bliver uundgaaeligt Tilfældet med alle Skipperne, naar Postdirectionen til næste Aar bringer en Dampskibsfart istand paa Bornholm, ikke at tale om den ædle og forhen indbringende Industri med Tilvirkningen af Uldent og Linned eller saakaldet hjemmegjort Tøi, der havde sit Sæde ikke mindre i Kjøbstæderne end overalt paa hele Landet og sysselsatte Tusinder af de smukkeste og flinkeste Fruentimmerhænder, men som nu er gaaet aldeles tilgrunde, fordi man kan kjøbe Tøiet og Saroni og Merinos og Bombasin langt billigere end man kan sælge hjemmegjort Tøi." Saaledes tale Menneskenes Børn paa Bornholm, og der er mulig Noget deri, siden Alle ere af een og samme Mening.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juli 1843).

Mere om Finlapperskibe. (Efterskrift til Politivennen)

Med Hensyn til Finlapperskibenes Forlæggelse fra Nybørs, har Brandcommissionen i sin Tid erklæret det ikke usandsynligt at disse Skibe kan antændes, da Gaden er smal; men da hidindtil saadant Uheld ikke er indtruffet, formenes, at saafremt ingen overveiende Grunde skulle foranledige Skibenes Forflyttelse, da kunde de muligen forblive. Brand-Commissionen henviser dernæst paa Nyhavn og andre Steder, hvor Skibe ogsaa ere udsatte for Ildebrande.

Ved Branden paa Holms Plads er man nu bleven overbeviist om, hvor ubetydelig Magt man har, endog med de bedste Sluknings-Anstalter, over Ild, der er udbrudt i brandbare Materialier; og dersom Bygningerne ved Nybørs og Finlapperne antændtes paa eengang, da kunde det efter Omstændighederne falde vanskeligt at redde Menneskene og det øvrige maatte overlades til Skjæbnen. Vil maa søge sig Retirade ad Husenes Bagside imod Børsgraven, da lader det sig vel giøre i Begyndelsen, men har Ilden angrebet flere af disse sammenhængende og næsten blot med Brædegavle adskilte Bygninger, da vil vist ingen Brandofficeer exponere sig selv, eller Mandskabet under de brændende Gavle, og i denne Baggade, der paa sine Steder neppe er 7 ½ Alen bred til Bolværket.

De største Finlapperskibe ligge i Almindelighed nærmest hen ad Knippelsbro, og skulde Borthaling skee i Hast i Farens Øieblik, og et saadant Skib rager paa Grund, da er Passagen spærret for alle de andre, og den derved udbredte voldsomme Ild vil sandsynligviis bevirke Ødelæggelsen af flere af de i Rækken ved Børsen indesluttede Fartøier. Børsen og Holmens Kirke tilligemed mange dertil stødende værdifulde Bygninger, vil det under saadanne Omstændigheder, være vanskeligt at sikkre for Flyveild, hvis Virkning paa lang Distance man desværre lærte at kjende i 1795.

Det er dernæst ikke umuligt, at Ild kan udbryde ombord i selve Finlapperskibene, da største Delen af Mandskabet er meget forfalden til Drik og sees jevnligen med Pibe eller Cigar i Munden. Under de roligste Omstændigheder vilde det Antal Skibe, der ligge fra Knippelsbro og langs Bolværket op til Holmens Bro, behøve lang Tid til at varpes bort, og det er let at forestille sig Udfaldet af en saadan Retirade over Hals og Hoved i Ildebrandstilfælde. Brand-Commissionen bemærker, at i Nyhavn og paa andre Steder ere Skibe ogsaa udsatte for Ildebrande; men største Delen af Skibene inde i Havnen ere af de mindre Slags, og for det meste Jagter, der ingen synderlig Takkellage have og ere i sig selv handlelige Fartøier at manoeuvrere med, hvorimod Finlapperne nuomstunder ere svære Skibe, byggede af Fyr med stærk gjennemtjæret og høi Rejsning, og for det meste af saadan Constructicn, at hverken Stænger eller Ræer kan stryges, om endog Tid og Omstændigheder tillod det.

Efter saaledes at have fremsat de, efter flere kyndige Mænds Mening, uforkastelige Grunde, for Finlapperssibenes snarlige Forlæggelse i Henseende til Faren ved Ildsvaade; maae vi ikke forbigaae andre væsentlige Ulemper ved disse Skibes nuværende Liggeplads.

Gaden ved Nybørs er Hoved-Communicationen mellem Kjøbenhavn og Christianshavn, og alene til den Benyttelse saa indskrænket, at den levner saare liden og dertil undertiden meget farlig Plads for Fodgjængere. Disse have tingen anden Vei at passere, og ere ei sjelden standsede ved Knippelsbroes Aabning, ved Vagtparaders Passage, og ved flere Rækker Vogne der udfordre den fornødne Plads for at passere frem eller tilbage. Denne indskrænkede Gade skal dernæst tjene til Losseplads for Gods, der egner sig mere til at oplosses paa en aldeles aaben Plads, thi Enhver kan overtyde sig om at passerende Vogne maae holde for næsten ethvert langt Stykke Tømmer eller Lægte, der skal læsses paa Vognene ved Skibene, og ei sjelden maae Fodgængere paa Fortouget vige af samme Aarsag, naar de ikke ville udsætte sig for at lemlæstes eller ogsaa at blive insulteret af et Selskab af et eget Slags Sjouere, der har anmasset sig Losningsretten ved Finlapperne i den Grad, at Kjøberne neppe ere Herrer over deres egne Vogne. Dog dette sidste er vel nærmest en Politisag. Betræffende hvad Eierne af Bygningerne ved Nybørs muligen kunde indvende imod benævnte Forlæggelse, da bør dog den offentlige Sikkerhed for Indvaanernes Liv og Gods fremfor alt tages i Betragtning, og under alle Omstændigheder ville Bolværkerne ved Nybørs fortrinsviis blive afbenyttede af de mere dybtstikkende Skibe.

Sagen er anbefalet paa det kraftigste af Borgerrepræsentanterne (P. 63 i Forhandl, i 1840), men efterat den ovenanførte Erklæring fra Brand-Commissionen var afgivet forekommer det som der ingen synderlig Grund var dengang til at paaskynde Sagen. Dernæst er det Hele endvidere standset ved en nye Ovæstion, om hvorledes Omkostningerne ved Opmuddrings-Væsenet i Kjøbenhavn kunde være at fordele mellem Statskassen og Communen, hvilken Qvæstion maa antages at have sin Oprindelse fra det tvivlsomme i, hvem der skal betale for Opmuddringen ved Recrut-Cassernen, naar Finlapperne skal have Liggeplads der. (Pag. 42 i Forhåndlingerne i 1842.)

Det vilde efter ovenanførte dog være høist beklageligt, og aabenbar høist uforsvarligt, om nogen Ulykke indtraf i den Tid, der sædvanlig medgaaer til Discussioner, Correspondence etc., hvilket maae foranledige enhver Paagjældende til at yttre det Ønske, at denne Sag uopholdelig bringes til et Resultat.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juli 1843).

Børskanalen set fra Jacob Holm & Sønners Plads (førhen Asiatisk kompagni) ca. 1865. I kanalen finlapperne, finske både med trælast. Kildetekst: I Forgr: En Del finske Skibe (Finlapperne), som ladede med Trælast havde Anlægsplads udfor Nybørs. Tv. Nybørs eller De seks Søstre, samt Børsen. Th. Holmens Kirke, og en Del af Gammelholm, med den nyanlagte Havnegade. I Baggr. tv. Christiansborg Slot. Midt i billedet Vor Frue Kirkes Taarn, og Sankt Petri Kirkes Spir. Th. for Spiret paa Holmens Kirke ses Hellig Geists Kirkes Taarn. De smaa hvide Pletter, langs tre Skibsmaster i Billedets Forgr. tv. ere Rødspætter ophængte til Tørring. (Mariboe) Bemærk: F00435a er samme billede i beskåret udgave. (Kbhbilleder. Public domain).

Forholdene ved Nybørs blev adskillige gange påpeget af Politivennen. Artiklen bekræfter at der åbenbart ikke skete noget. Gaden hedder i dag Børsgade, og historisk set kendt for hus rækken "De Seks Søstre". En finlapper var en noget udefineret betegnelse for et lille småhandels koffardiskib som sejlede indenrigs og i Østersøen (Finland). 

Adolf Peder Adler (1812-1869). (Efterskrift til Politivennen)

En af dem som skal have sat gang i Søren Kierkegaards polemik med kirken, var mag. art og cand. theol. Adolf Peder Adler (1812-1869). Kierkegaard var så optaget af ham at han påbegyndte en biografi om Adler i 1846, men Adlers liv derefter afholdt ham fra at udgive den. Adler var den 25. juni 1840 blevet magister, og  den 10. februar 1841 blevet sognepræst i Hasle og Rutsker. Nedenfor følger nogle avisartikler om Adler op til hans afskedigelse som præst i august 1845, og som må bidrage til at belyse Kierkegaards interesse.

Rønne. Paa Søndag indsætter Hs. Høiærværdighed Provst Steenberg Hr. Magister Adler i sit Embede som Sognepræst for Hasle og St. Ruths Menigheder, saavidt vides først i Ruths og siden i Hasle Kirke. 

(Bornholms Kongelig privilegeret Avertissements-Tidende, 27. april 1841)

Han udgav "Populaire Foredrag over Hegels objective Logik" (juli 1842). Fædrelandet havde den 27. februar 1842 helliget et helt nummer til en udførlig beretning om Adlers forsøg på at publicere en anmeldelse af professor Rasmus Nielsens "den speculative Logik i dens Grundtræk". Denne artiklen blev imødegået i fx Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter ... 7. marts 1842. På daværende tidspunkt var han imod baptismen:

I de af Prof. J. L. Heiberg udgivne "Intelligensblade" (Nr. 8 af 1stre Juli d. A.) har Hr. Pastor Magister Adler meddeelt: Et Par Bemærkninger med Hensyn til Barnedaabens absolutte Gyldighed, Forfatteren viser, at Daaben i en christelig Stat maa være Barnedaab, og at det Forkeerte hos Gjendøberne ligger deri, at de gjøre Tilbagegangen til de første Christnes undertrykte Kirke, at de ikke antage Christus for Tidens Aand og Tidens Herre, idet de ville, at han skal være begrændset af Tiden (Alder). Conseqvent taget, kunne de derfor egentlig ikke tilegne sig Fortjenesten af Christi Liv og Død. De maae troe, at det kun var for hans Samtidige han levede og døde, og at vi ere adskilte fra ham ved Tiden. Thi skal Tidsbegrebet adskille Barnet fra ham, da maa abstract, men conseqvent, Tidsbegrebet adskille Alle fra ham.

(Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse), 15. juli 1842).

Adolph Peter Adler (1812-1869). Fotografi af Frederik Riise efter maleri af Johan VIlhelm Gertner. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1843 skete der imidlertid noget med Adler. I "Nogle Prækener ved Mag. A. P. Adler" (juli 1843)  påstod han at  have haft direkte kontakt med Jesus som havde sagt han skulle brænde sine hidtidige skrifter, og at Jesus hjalp ham med at skrive de senere udgivne prædikener. De blev omtalt landet over i aviserne. 

Da bød Frelseren mig at staae op, og gaae ind og nedskrive disse Ord: De første Mennesker kunde have havt et evigt Liv; thi naar Tanken forbindet Guds Aand med Legemet, saa er Livet evigt, naar Mennesket forbinder Guds Aand med Legemet, saa er Mennesket Guds Barn; saa havde Adam været Guds Søn. Men de syndede. Tanken fordybede sig i sig selv uden Verden, uden Legeme. Den adskilte Aanden fra Legemet, Aanden fra Verden. Og naar Mennesket selv, naar Tanken selv adskiller Aanden fra Legemet og Aanden fra Verden, saa maa Mennesket døe og Verden og Legemet blive onde. Og hvad bliver af Aanden? Aanden gaaer ud af Legemet. Men Gud tager den ikke tilbage. Og den bliver hans Fiende. Og hvor farer den hen? Tilbage i Verden. Hvorfor? Den er vred paa Verden, som opgav den. Det er den onde Aand. Og Verden skabte selv den onde Aand. - Derpaa bød Jesus mig opbrænde mit Eget, og for Fremtiden holde mig til Bibelen. - Om Prædikerne og Talerne fra Nr. VI til Enden veed jeg, at de ere skrevne ved Kesu medvirkende Naade, saa at jeg kun har været Organ."

(Bornholms Kongelig privilegeret Avertissements-Tidende, 18. juli 1843)

Denne tekst fra  gik igen i de fleste artiklerne:  

En bornholmsk Præst, Mag. Adler, der forøvrigt skal være en kundskabsrig Mand og dybsindig Tænker, (tidligere var han ogsaa en ivrig Hegelianer), har i denne Tid i Trykken udgivet en "Samling af Prædikener og Taler", der vække megen Opsigt. I Fortalen beretter Forfatteren, at disse Arbeider ere blevne til ved umiddelbar Indvirkning af Frelseren, der havde aabenbaret sig for ham og paalagt ham: "herefter alene at holde sig til Bibelen, opbrænde sit Eget og kun skrive Hvad der blev ham indgivet." Ifølge denne Indledning kan Man naturligviis vente sig meget Forunderligt af selve Talerne, og Man bliver heller ikke skuffet heri. For det Første forbauses og overraskes Man af den urokkelige Bibeltro, som viser sig overalt; over den bestemte Fasthed, hvormed ethvert Dogme er udtalt, og dernæst er der mange mærkelige Ting i det Enkelte. At Magister Adler har en "ond Aand" og bestandig taler om denne, er naturligviis en Selvfølge; men eiendommeligt for ham er det, at han nærmest seer dens Virksomhed i det sandselige Forhold imellem Mand og Qvinde. "Dette - siger han - maa underkues paa enhver Maade; alt Samleie er syndigt, Origenes er den største Dydshelt, netop fordi han bogstavelig opfyldte Matth. 19, 42" (!) Paa et andet Sted siger han: "Med Hexe kan Man ikke komme ud af det. De maae brændes." (!) Biskop Mynter kalder han en kras Nationalist, og erklærer det for en stor Ulykke, hvis hans Udkast til en ny Alterbog blev indført.

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse .... 31, juli 1843)

Adler vakte naturligvis opsigt, dog også skepsis, grænsende til moro, se fx :

Fra Pressen er udkommen en Samling af prædikener og Taler af Magister Adler paa Bornholm, en Samling, der staar saa forunderligt alene i vore Dage, at man ikke kan læse den uden en vis Beklemthed, uden at spørge sig selv: Men - hvad Pokker er dog alt Dette? - I Fortalen siger Forfatteren at han ifjor Efteraar arbeidede paa en subjectiv Logic; det var hans Tanke, som fordybede sig i sig selv, og deraf søgte at konstruere Historien. En Aften - vedbliver han - da han just tænkte over det Ondes Oprindelse, "foer der en Hæslig Lyd ned i Værelset", - Frelseren aabenbarede sig for ham og sagde til ham, at Tanken var Intet, men at Alt kom an paa Aanden, samt at han herefter skulde holde sig alene til Bibelen, opbrænde sit Eget og kun skrive hvad der blev ham indgivet. Under Frelserens umiddelbare Indvirkning har han saaledes udarbeidet omtalte Samling, ialtfald paa de sex første Stykker nær. (herefter følger indholdet det fra ovenstående artikel, og fortsætter): At der i vor Tid kan foregaae stærke Omslag i en Theologs Bevidsthed, er jo meget rimeligt; men det er dog næsten ubegribeligt, at de kunne gestalte sig paa denne Maade. (Aarh. Av.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 31. juli 1843)

Ikke uventet blev det bl.a. af biskop J.P. Mynster, opfattet som udtryk for begyndende sindssyge, og beordrede ham suspenderet. Hvilket skete den 19. januar 1844. Især efter at Adler fortsatte sine udgivelser med "Studier ved A. P. Adler, M. A., Sognepræst til Hasle og Ruthsker Menigheder" og "Der Upsalazug der dänischen Studenten. - Studier, et mystisk-religiöst Skrift" (december 1843). Kjøbenhavnsposten bemærkede 15. december 1843 at skriftet "danner et Sidestykke til de af samme Forf. i Sommer udgivne Prædikener, hvorved denne før saa ivrige Dyrker af den hegelske Philosophi er gaaet over i en ganske modsat Retning." Kjøbenhavnsposten offentliggjorde den 29. og gentaget den 31. januar 1844 suspensionen af Adler:

(Indsendt fra Magister Adler.)

Nedenstaaende Skrivelse beder jeg den ærede Redaction offenliggøre: "Hans Høivelbaarne Høiærværdighed Hr. Biskop Mynster har under 9de denne Maaned tilskrevet mig saaledes:

"Efterat Deres Deres Høiærværdighed under 12te August sidstleden havde meddeelt dette Collegium Deres Tanker i Anledning af Skriftet: "Nogle Prædikener ved A. P. Adler, Mag. Artium og Sognepræst til Hasle og Ruthsker Menigheder", og efterat dette Collegium derpaa under 29de f. M. havde anmodet Deres Høiærværdighed om at søge *) at formaae Sognepræst Magister Adler til gjennem Provsten over Bornholm at indgive Ansøgning om at forundes Dispensation i nogen Tid fra det ham betroede Embede, har Deres høiærværdighed i behagelig Skrivelse af 16de f. M. hertil indberettet, at Sognepræst Magister Adler ikke har været at formaae til at indgive Ansøgning om Dispensation fra Embedet, samt at han - hvilket et af ham senere udgivet Skrift: "Studier ved A. P. Adler M. A:, Sognepræst til Hasle og Ruthsker Menigheder", vidner om, - er i en saadan Tilstand, at Førelsen af et Præsteembede ikke længer kan betroes ham."

"Foranlediget heraf skulde Cancelliet herved tjenstligt anmode Deres Høiærværdighed om, strax at suspendere bemeldte Sognepræst Adler, og træffe de fornødne Foranstaltninger til Embedets midlertidige Bestyrelse, indtil endelig Bestemmelse, hvorom nærmere Indstilling forventes, kan tages."

"Ifølge denne det Kongelige Danske Cancellis Resolution maa jeg tjenstligst have Deres Høiærværdighed anmodet om, strax at ville suspendere Mag. Adler fra hans Embede, og behageligen foranstalte, at Embedet midlertidigt besørges ved Omgang mellem vedkommende Præster, ligesom i sædvanlige Vacancer, indtil nærmere Bestemmelse, som skal søges udvirket snarest muligt".

I Overeensstemmelse med denne mig tillagte Ordre bliver Hr. Magisteren herved suspenderet fra det Dem hidtil anbetroede Embede som Sognepræst til Hasle og Ruthsker Menigheder, hvorhos jeg maa have Dem anmodet om at ville tilstille mig samtlige Embedet vedkommende Protocoller og Documenter.

Rønne, den 19, Januar 1844. Steenberg.

S. T. Hr. Pastor Adler M. A. Copiens Rigtighed attesterer. A. Adler M. A. 

*) Dette søgte Hr. Biskop Mynster at formaae ved et mundtligt Andragende til mig gjennem min Fader. 

(Kjøbenhavnsposten 29. og gentaget den 31. januar 1844)

Det blev imidlertid ikke vel modtaget af menigheden, som udsendte en erklæring i januar 1844 (). Den udtrykker at den satte pris på andre egenskaber hos præsten end teologiske spidsfindigheder:

I Anledning af Præsten i Hasle, Magister Adlers Suspension have Borgerne i Hasle og Beboerne i Ruthsker (115 i Tallet) fundet dem opfordrede til at tilstille Cancelliet følgende Erklæring: "Med Bedrøvelse have vi erfaret, at vor elsked Præst, Magister Adler, efter det kgl. danske Cancellies Resolution, er suspenderet fra sit Embede. Vi vide ikke hvad der har foranlediget denne Suspension, men vi vide det og derpaa ville vi have det høie Collegium gjort opmærksom paa, at vi Alle ere vel fornøiede med Magister Adler og ønske at beholde ham. Vi føle, at der gaaer en ægte christelig Aand igjennem alle hans Taler og Prædikener, og Hvad hans øvrige Forhold til os angaaer, da er det i det Hele taget saa godt som det nogensinde kan ønskes mellem en Præst og hans Menighed."

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis ... , 7. april 1844)

Men det hjalp ikke noget. Suspensionen førte til at han blev afskediget i nåde og med ventepenge (pension) den 26. august 1845:

Under 26. August er Sognepræst for Hasle og Ruthsker Menigheder paa Bornholm, Mag. art. A. P. Adler, i Naade og med Vartpenge, entlediget fra bemeldte Embede.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende,  23. september 1845).

Hans menighed opbakning hjalp altså ikke noget. Men at han var afholdt, fremgår af at han forblev 8 år på Bornholm, og udgav en bog om øen, inden han rejste til København. Adler ville nu muligvis været glemt, hvis ikke Søren Kierkegaard i 1846 havde påbegyndt en biografi om Adler,  fordi han var et eksempel på en person der havde fundet kristendommen i stedet for at aflægge den. 

Adler røg ind og ud af sindssygeanstalter, så Kierkegaard måtte omskrive manuskriptet og undlod til sidst helt at udgive det. Men Adler fik afgørende betydning for Kierkegaards senere polemik med kirken. Det blev først udgivet efter hans død. Adlers egne skrifter vedblev med at være til salg op igennem sidste halvdel af 1840'erne og videre op i 1850'erne. Og i anledning af hans død i 1869 blev han mindet på følgende måde:

Dødsfald. Forfatteren Dr. Phil A. P. Adler er i en alder af 56 afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, hvor han, ifølge "D.-T." har opholdt sig siden 1853. Han var theologisk Kandidat fra 1836 og holdt efter i 1840 at have taget Magistergraden offentlige Forelæsninger ved Universitetet over Hegels objektive Logik. Det følgende Aar blev han Præst i Hasle, men blev i begyndelsen af 1844 uden Videre suspenderet og senere trods Sognebeboernes og hans egen Protest afskediget fra sit Embede for Skrifterne "Nogle Prædikener" og "Studier", som vare udkomne i 1843. Efter sin Afskedigelse blev han boende i Hasle indtil 1853.

(Bornholms Tidende 12. oktober 1869)

Ildebrand på Holms Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Henimod Kl. 10 iaftes udbrød Ildløs i et Skibsinventariihuus paa den saakaldte Holms Plads ved Enden af Strandgaden og bag ved Frederiks Kirke paa Christianshavn. Da omgivelserne bestode af let fængende og brændbare Bestanddele, udbredte Ilden sig meget hurtigt og stærkt, saa at flere Materialhuse og Pakhuse deels brændte aldeles af, deels bleve ødelagte eller beskadigede, inden det lykkedes at blive Herre over Ilden, mellem Kl. 2 og 3 imorges. Huset Jacob Holm & Sønner samt flere andre af vore driftigste Handlende, der havde Varer paa Pladsen, skulle have lidt ikke ringe Tab saavel formedelst det opbrændte og ødelagte Skibstømmer og Materialier som formedelst Tabet af en Deel nylig arriverede transatlantiske Varer. Heldigviis dæmpedes Ilden endnu i et større Materialhuus, inden den naaede et umiddelbart dertil stødende stort Pakhuus. Af Brandcorpsets Personale ere 4 komne til Skade. Ligesom denne Ildebrand er den betydeligste, der i mange Aar har hjemsøgt vor By, saaledes forefaldt efter Øienvidners Beretning ogsaa derunder flere Scener, som mindede om Hamborgs Brand, f. Ex. at Sprøitefolkene ikke blot vederqvægede sig ved Indholdet af ituslagne Oxehoveder, men ogsaa bøde Sluffekudskene Qvantiteter deraf efter Behag i Brandspande. Ilden skal, efter hvad vi have hørt yttre, hidrøre fra en Sjouer eller Matros, som skal være falden i Søvn paa et Loft med tændt Lys eller Pibe, og som skal være funden i en ynkelig forbrændt Tilstand.

(Kjøbenhavnsposten den 21. juni 1843)

Det er usikkert hvad der menes med sluffekuske. Muligvis er det et norsk ord for en vogn med meder under. Med et oksehoved menes en beholder til ca. 282 liter. 

Christianskirken (dengang kaldet Frederiks Kirke), og bag denne pakhuse som måske kan give et indtryk af hvordan kvarteret kan have set ud. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Af de i Tirsdags ved Ildebranden Qvæstede, hvis Antal har været større end det af os igaar angivne, ere to Døde. - Med Hensyn til den Fare, hvormed denne Brand har truet en stor Deel af Christianshavn, ved Muligheden af at Ilden kunne have forplantet sig til det temmeligt nærliggende Laboratorium, hvor der skal have været oplagt en Krudtmasse paa vel henimod nogle og tyve Centner, som under Branden blev bortskaffet, meden tillige alt anvendtes til at forebygge en Antændelse af Bygningerne, tør man maaskee haabe, at dette Tilfælde maa blive en tilstrækkelig Advarsel for Vedkommende mod deslige Krudoplag indenfor Stadens Volde, hvorpaa den offenlige Opmærksomhed allerede oftere har været henledet. Vel er Kjøbenhavn endnu en Fæstning, men tillige en stor, tætbefolket By, i hvilken der under en dyb Fred i det mindste vist ikke behøvedes at opdynges sligt Ulykke truende Stof i saa stor Qvantitet paa eet Sted, medens Oppevarelsen deraf uden al Fare ligesaa godt kunde finde Sted i Krudtaarne udenfor Byen.

(Kjøbenhavnsposten 22. juli 1843)

Slesvig-Holsten 1843-1844. (Efterskrift til Politivennen).

Et lidet paaagtet Hovedpunkt i de slesvigske Spørgsmaal

Man kunde troe - og mange troe det virkelig - at de danske Slesvigere nære den samme Tilbøielighed for Danmark og attraae ligesaa ivrig en Sammensmæltning dermed som Slesvigholsternerne gjøre med Hensyn til Tydskland. Men dette forholder sig ingenlunde saa. Og her ere vi just ved et mærkeligt Punkt i de slesvigske Spørgsmaal - et Punkt, som Danske ere saa tilbøielige til at oversee, det være sig nu af politisk Kortsynethed eller af kilden Nationalforfængelighed. Overalt hvor danske Slesvigere have havt Leilighed til at udtale deres politiske Anskuelser, have de ingensinde - i den Slesvigske Stændersal, i Sommersted, paa Skamlingsbanken - aabenbaret det som deres Attraae, i politiske Henseende at tilveiebringe mellem Kongeriget og Slesvig en nøiere Forening end den allerede bestaaende. Tvertimod have netop mangfoldige Beboere i den Deel af Slesvig, der er mest eller - rettere - udelukkende dansk, Haderslev Amt nemlig, paa en temmelig bestemt Maade modsat sig et Project af Slesvigholstenere, der gik ud paa at indlemme just Haderslev Amt i Danmark. Da Advocat Beseler nemlig i forrige Stænderforsamling havde anmeldt sit Forslag om at indlemme Slesvig i Tydskland mod at lade Danmark beholde hiint Amt, indløb der just fra den Deel, som man var saa god at tiltænke Danmark, en Mængde Petitioner til Stænderforsamlignen, som tilskyndede at forkaste det besluttede Forslag. Vel muligt, at Advocaten og andre Slesvigholstenere i Nordslesvig, der pludselig troede sig forraadte, have havt nogen Andeel i denne Manifestation. Men den Omstændighed, at intet Skridt foretoges af de danske Slesvigere for at befordre denne paatænkte Forbindelse mellem Danmark og den reent danske Deel af Slesvig, synes dog at godtgjøre, at hine Contrabevægelser i det Hele ikke vare dem uvelkomne. Denne Slesvigernes Ligegyldighed for Danmark er ikke saa vanskelig at forklare. Saa længe Selsvigerne er saa ubekjendte med Tilstanden i Danmark, som Tilfældet endnu er, øse de deres Forestillinger om Ønskeligheden af at være Slesvigere eller Danske af en vis practisk Sammenligning mellem sig selv og de Kaar, hvorunder de see den til danske Districter - endog inde i selve Slesvig boende - danske Bonde leve. Naar da Slesvigeren veed sig fritagen for Veiarbejde, idet Statskassen anlægger hans Veie; nar han aldrig føler sig generet af "Postkigere;" naar han har uhindret Adgang til at anvende sine Producter og sin Capital paa hvad Maade, han bedst veed og kan, om det saa er til Brændeviinsbrænden og Landhandel; naar han seer sig i Besiddelse af solidere Myntsorter - naar den danske Slesviger overveier alle disse Fortrin fremfor den danske Bonde, der vel skal giøre Veiarbejde og være "Posekigerne" underdanig, men hverken maa forædle sine Producter eller gjøre sin Capital frugtbringende - da er det vel tilgiveligt, om den, der lader en materiel Maalestok faae noget Raaderum under sine politiske Forestilliner, ikke just er meget opsat paa en Forandring i Tingenes bestaaende Orden, der ikke synes at tilbyde nogen directe Gevinst. 

(Kjøbenhavnsposten den 12. juni 1843. Uddrag)

Festen paa Skamlingsbanken 4. Juli 1844.. Affotografering af litografi. Det kongelige Bibliotek. 

Artiklen mener at midlet til at vende den stemning er at Danmark bør have en fri forfatning. Den sætter altså friheden som vigtigere end det nationale. Artiklen efterfølges af en artikel fra en landmand i Nordslesvig som gør opmærksom på at der blandt de 22 indbydere til at oprette danske skoler i Slesvig ikke er en eneste fra Slesvig selv. Det skyldes ifølge artiklen at nordslesvigernes nationalitet ikke er ren dansk. Ikke blot hvad angår sproget, men også med kulturen. Forholdene i Nordslesvig er ikke som på Sjælland, Fyn eller i Jylland. Slesvigerne står nemlig i vedvarende forbindelse med områderne nord og syd for. Nordslesvigernes nationalitet er således meget afvigende fra de danskes, og majoriteten af den nordslesvigske befolkning føler heller ikke nogen trang til en sådan forandring i de bestående skoleindretninger. Artiklen påstod endvidere at Lorenzen ikke har stor opbakning i Slesvig (det var ham der insisterede på at tale dansk i den slesvigske stænderforsamling). 

Den 12. juli 1843 afholdtes en slesvig-holstensk folkefest i Åbenrå. Den blev stærkt farvet beskrevet i Dannevirke. Kjøbenhavnsposten citerede Kieler Correspondenzblatt m.fl. således:

Fra Apenrade meddeler "Correspondenzblatt" nu ogsaa en Beretning om den der, den 21te dennes, stedfundne slesvigholstenske Folkefest. Man seer deraf, at Festpræsidenten var en Hr. Karberg, der aabnede Festen med en Tale, hvis Indhold dog ikke nærmere angives. Blandt andet sees ogsaa af denne Beretning, at det i "Dannevirke omtalte store Telt indvendig har været decoreret med Kongens og Lornsens Portraiter, ligesom ogsaa at der overhovedet vel har hersket større Livlighed og Fornøielse ved denne Fest, end "Dannevirke" har villet indrømme, hvis Beretning iøvrigt sikkert nok vil finde meer end tilstrækkelig Modvægt i de slesvigholstenske Blades Festberetninger, hvoraf endnu ingen er kommen os for Øie. Ved at bemærke, at der er blevet holdt saavel danske som tydske Taler, anfører Ref. at "Lyna" i den Anledning har yttret: "Sprogforholdene adskille os ikke, det udtalte enhver "schleswigholsteinsk Biedermann"; og selv tilføier "Correspondenzbl.": "Denne Fest synes at stadfæste, at Hertugdømmet Slesvig kun da kan forblive forenet i Fred, naar den nationale Modsætning ikke sættes paa Spidsen, men Brugen af det tydske og danske Sprog gjensidigt tilstedes ved Siden af hinanden. At enes derom er en absolut Nødvendighed, hvis man ikke vil fremkalde en Deling af Hertugdømmet".

(Kjøbenhavnsposten den 21. juli 1843)

Kjøbenhavnsposten lagde sig mellem de yderligtgående danske og slesvigholstenske, og bragte en del udsagn fra lokale slesvigere, bl.a. denne artikel fra 1. august 1844:

- At Folkestemningen i Hertugdømmerne ingenlunde er saaledes som enten de fanatiske Slesvigholstenere eller vore exalterede Nationalister gjerne ville indbilde sig selv og Andre, derom vidner efterstaaende Skrivelse, der er indsendt til Hempels Avis af en erkjendt Hædersmand, der var een af de allerførste, som optraadte for det danske Sprogs Rettighed og Vedligeholdelse i Slesvig, og natulig har virket meget gavnligt til det sidste Øjemed igjennem den slesvigske Læseforening:

-  At jeg paa Als, naar jeg der besøger Slægt og Venner, med min Familie, vises al den Opmærksomhed, vi kunne ønske os, og at man som Følge deraf i Samtalerne behandler Alt, hvad der er Dansk med den største Agtelse og Delikatesse, er ligesaa naturligt som man kan vente dette af dannede Mennesker uden Hensyn til i hvilket Sprog det skeer. Men, nylig retourneret fra en Reise til Kiel og Omegn, maae vi have i levende Erindring, den Forekommenhed man overalt har viist os som Danske, og der endog er gaaet saa vidt, at os ubekjendte Personer have søgt Leilighed til at tale dansk med os; ligesom vi med vore derværende Venner have talt Dansk paa alle offenlige Steder. Og naar en paa et offenligt Sted i det tydste Sprog ført Samtale over den beklagelsesværdige Strid, der nu synes at have naaet den Højde, at man tilstrækkelig har udtalt sig over den, og bør række hinanden Haanden til Forsoning, - ender med det almindelige Ønske: at den maatte være endt, og at man kun behover at reise fra Holsten til Danmark eller fra Danmark til Holsten, for at overbevise sig om, at det ikke i Virkeligheden og i Folket forholder sig saaledes, som vi af de Exalterede altfor ofte paa begge Sider see det udtalt; saa mener jeg at, fremfor Alt, Intelligentsen paa begge Sider maa gaae forud; thi Tidsaanden er: Alles Lykke! og Alles Rettigheder lige agtede! Ved Intelligentsen skal denne Sag indlades til Doms for Historien: Lad os altsaa haabe, at Intelligentsen, hvis Organ Pressen er, vil vise sig vor Tid og dens Aand værdig, og ikke gjøre sig skyldig i ogsaa at maatte optages blandt alle de forskjellige Aristokrater, som Humaniteten nu mindre end nogensinde vil hylde! Og lad os ikke glemme at vi have fægtet for Statens udeelte Bestaaen til evige Tider, der kun i Kjærlighed og Enighed vil finde et fast Baand. En Behandling af Sagen som Orla Lehmanns Tale paa Skamlingsbanken og de vakkre danske Slesvigeres Sang der, vækker ingen Harme, men indgyder Agtelse for hvad der er Dansk. Dette har jeg erfaret! - Gid da at hver danst Mands Tale i denne Sag maatte føre dette Præg, og at hver dansk Sanger, der her føler sig begeistret til at synge, lig de vakkre Studenter, vilde mindes: at ikke den, der raaber høiest, synger bedst ; men at det er Harmonien, der tiltaler Hjertet. - I hvilken Grad jeg erkjender Vigtigheden af, at dansk Sprog og dankke Interesser i Nordslesvig vedligeholdes, har jeg tilfulde beviist; men lad os aldrig glemme, at vor Tid har sine store Fortrin for Fortiden, og at Ordet nu har en anden Betydning end dengang. Jeg er Slesviger med Liv og Sjæl, og derfor glæder jeg mig ved enhver Behandling af Sagen, der er den og begge Parter lige værdig. For hvem der ikke vil forstaae mig, har jeg ikke adresseret Dem, høistærede Hr. Redacteur, disse Linier; men vil De aabne Deres Spalter for meer af samme Slags, saa skal det være mig en Fornøielse at udtale, hvad den fornuftige og besindige Slesviger tænker og dømmer over Alt, hvad der er passeret og over selve Sagen; og jeg tør dette om saameget meer, da Grundtrækket deri er: Hele Staten bevaret som den nu er, og Enhvers Rettigheder agtede! - Saavidt jeg har erfaret er det samme Tilfældet i Holsten. Partier med exalterede Ideer gives der overalt ; men uden at kunne see dette med Ligegyldighed, er jeg dog ligesaa overbeviist om, at Regeringen nok vil vide at møde dem, som vi Andre bør lægge os meer efter at respectere den frie Tale, vi selv fordre. - Et mærkeligt Særsyn fremviser denne Sag derved, at jo nærmere man i Slesvig kommer den jydske Grændse, - jo meer vil man synes at være tydsk! - En forunderlig Higen hos Mennesket efter at ville synes hvad man ikke er!

Snoghøi den 27de Zuli 1844. Riegel.

(Kjøbenhavnsposten 1. august 1844)

Den 15, august 1844 citerede Kjøbenhavnsposten under overskriften "Krigen om Slesvig" udførligt en artikel fra Kieler Correspondenz-Blatt. Den viser at på daværende tidspunkt var der stadig overensstemmelser mellem den danske og tyske presses holdninger, i hvert fald hvad denne artikel angik:

Krigen om Slesvig.

Under denne Overskrift indeholder et af de sidste Nummer« af Kieler "Correspondenzblatt', en Artikel, som, idet den i de væsenlige Punkter ganske stemmer overeens med de politiste Anskuelser, vi stedse have beflittet os paa at gjøre gjældende, frembærer et velgjørende Vidnesbyrd om, at uagtet Slesvigholstenernes utrættelige Ramaskrig nu begynder at finde Plads i de fleste betydeligere tydske Blade, det derfor dog ikke mangler paa upartiske Stemmer blandt det tydske Folk. Vi gjøre os den Fornøielse af at optage denne Artikel af en ligesaa retfærdig som forsonende Tendents:

Det kgl. Sprogreskript, den kgl. Tilretteviisning til de danske Petionairer ere paa eengang de Vaaben, hvormed Modstanderne bekæmpes, og de Seirsberetninger, hvormed de krænkes.  I Debattens Sted har man foretrukket at lytte til Yttringerne af den kgl. Villie, at opmuntre til Tillid til det landsfaderlige Godtbefindende, der synes os gunstigt. Den gamle Historie om Hertugdømmernes Tilsammenforblivelse, der siden 1460 bestandig forblev ny, hvorvel den factisk forskjellige Gange er indgaaet til den evige Hvile, kommer os ved denne Leilighed særdeles vel tilpas, og der mangler os derfor, som det lader til, slet Intet for at tage Hertugdømmet Slesvig indtil Kongeaaen i Besiddelse som en Deel af Staten Slesvig-Holsten og saaledes eengang for alle at stoppe Munden paa alle Danske med deres Fordringer derpaa.

Men dermed er Striden dog vel ikke ganske afgjort, fordi den nemlig netop har et ganske andet Indhold end Slesvig-Holstenerne lade formode i deres fleste Digressioner. Det, som kun skulde betragtes som en Biting ved Kampen, Stridsgjenstandens politiske Forhold, er for dem den egenlige Kjerne, den sande Grund til Feiden, hvorfor de ogsaa kun fægte med Documenter, med kongelige Ord, Beslutninger og Hensigter, hvorimod det egenlig var Sandheden i de nationale Forholde, som maatte bestrides af dem. At der ogsaa har fundet Udskeielser Sted fra den modsatte Side, vil jeg ikke negte, men dens begyndende Hovedthesis var dog kun den danske Nationalitet i den nordlige Deel af Slesvig, af hvilken de udlede en Berettigelse for det danske Sprogs Repræsentation i Landets Stænderforsamling. Og denne Fordring synes fuldkommen begrundet. Thi naar et Folk overhovedet har Ret til at existere, saa har det ogsaa Ret til at have en speciel, adskillende Charakteer, en ejendommelig Skik, en egen Livsanskuelse, kortsagt en egen Personlighed, og endelig er det berettiget til at fordre, at man skal anerkjende dets Specialitet, Summen af dets Personlighed. Er nu det nordslesvigske Folks Personlighed dansk, saa maa den kunne gerere og gjøre sig gjeldende som saadan, eller man gjør sig skyldig i en unaturlig og overmodig Tvang mod den. Sproget er Nationernes sande Livsaande, uden hvilken de vilde ophøre at existere eller paa en voldsom Maade tilbageerobre den. Nordslesvigerne vilde derfor vist ugjerne vide deres Livsaande, lig de indiske Parias, forhaanet af og forjaget fra deres Lands Repræsentanter, og dyb maa den Harme være, hvormed de ere nødte til at petitionere for deres Sprogs lige Berettigelse med det tydske, deres nationale Eiendommelighed med det øvrige Lands. Sprogets Gode er ikke Resultatet af et fyrsteligt Privilegium, som man kan give og tage, udvide og indskrænke, men et Arvegods fra en fremstridende Udvikling, paa hvilket aldrig politiske Partiers omfattende Ønsker eller nogen Cabinetsordre have indvirket. Det kan være, at Nordslesvigerne uden Ubeqvemmelighed i Stænderforsamlingerne kunde betjene sig af det tydske Sprog (ligesaa godt vilde iøvrigt ogsaa de Tydske have forstaaet de Danske, hvilket de rigtignok nu og da benegte, for at vise en Vankundighed, der paa Grund af Forbindelsen og Nabolauget mellem Danske og Tydske, slet ikke sømmer sig for dem) men det stred mod Frihedens Aand at hæve eet Sprog i et Land, hvor der notorisk tales to, til udelukkende Forretningssprog for Folkets vigtigste Anliggender.

Man har foreslaaet Midler til ved en endelig Fredsslutning at gjøre Ende paa Krigen om Slesvig, men hvilke ere disse Midler? Man troer begge Deles Rettigheder respecterede, naar Immediatcollegierne for Hertugdømmerne henlægges til selve Hertugdømmerne. Hvad vedkommer denne Translocation af de kombinerede slesvigske og holstenske Autoriteter de Danske? Hvad have de for Gevinst af et saadant stabilt Forholds Forsendelse til Continentet? Hvilken Forandring vil derved indtræde i deres Forhold? Ja, havde man bragt en Opløsning af disse Collegier og en Constituering af nye for hvert Hertugdømme separat i Forslag, - saa vilde man dog være kommen deres Ønsker nærmere, med Hensyn til Slesvig, hvis Selvstændighed de jo ville, og til deres sande eller formeentlige Rettigheder, og et Resultat af en saadan Mægling vilde have været tænkeligt. Derefter skal Hs. Maj. vor Landsherre ansøges om, regelmæssig en Deel af Aaret at regere i Hertugdømmerne; Tilstedeværelsen af Immediatcollegierne skulde da ved en legal Fiction, faa os til at troe paa Kongens stadige Nærværelse. Et for Hertugdømmerne ganske antageligt Forslag. men hvilken Ret respecteres herved hos de Danske? Skulde et Fredsforslag gjøres. saa burde ogsaa herved Slesvigs Selvstændighed hævdes, men ikke Hertugdømmernes, af de Danske saa heftigt angrebne Eenhed udtales, hvilken jo er det egenlige punctum litis. Men en Vedvaren af Confusionen mellem de tvende statsretlig adskilte Lande er Fortsættelsen af Krigen og derfor Intet mindre end et Fredsforslag. Saa længe det tydske Forbund ikke udstrækker sine Grændser over Eideren, ville de Danske forblive i den Stilling i Slesvig, som de indtage, og kunne vi ikke komme bort fra det phantastiske Standpunkt af et eneste Slesvig-Holsten, saa er der ingen Udsigt til Fred. Hvad der iøvrigt angaaer Kongens aarlige Resideren i et af Hertugdømmerne, saa burde det dog være at overveie, hvorvidt en dobbelt Hofholdning, som da vilde være nødvendig, vilde være Finantserne nogen Gevinst.Man seer, at det er den hildede slesvig-holstenske Anskuelse, der dicterede dette Forstag; fremfor alt Andet var det den om Hertugdømmernes Fordele at gjøre og i et lykkeligt Selvbedrag troede den at handle retfærdigt mod begge Partier, medens den factisk kun repræsenterede eet, sit eget.

Saaledes kan en varig Fred aldrig opstaae; saaledes bliver Striden endnu mere bitter, haarkløvende og uden Maal og Grændse: overalt Splid, nyttige Kræfter forødes og de Danskes og Tydskes sande Interesse forrykkes. Og ere virkelig de stridende Partier ganske paa det Rene med Seirsplanen? Kunne de gjøe sig en klar Forestilling om Følgerne af deres eventuelle Triumph? Troe de virkelig, at det er muligt at omskabe Blandingslandet Slesvig til et eneste Sproggebeet? Ansee de Nationen for saa corrigibel, at en Sproggrændse, som den jo dog gaaer gjennem Slesvig, kan udslettes og efter Godtbefindende forlægges andetsteds hen? Det er sandt, at Nordslesvigerne føle at være Danske, men er det derfor sagt, at det hele Hertugdømme er bestemt til at være et godt Bytte for Skandinavismen? Det er sandt, at tydsk Dannelse og Sprog holder den større Deel af Slesvig besat som en sandelig (?) Erobring, men skulle derfor ogsaa de Slesvigere, som bære den danske Nationalitets Typus, være forpligtede til at skille sig ved deres nationale Charalteer og Personlighed? Vil man opgive den ædle Frihed for den Hæders Skyld, at forøge en Nation med nogle Tusinder?

Man behøver ikle at være Kosmopolit, for eengang for alle at have gjort Afkald paa alt Sværmeri for Germaniens tykke Ege, for det hellige romerske Riges ynkelige Historie, for Burschenskabets lange Haar. Den, som kun kan glæde sig over sit Fædreland i tom Gjenklang af en forsvunden Fortid, han besidder kun en sørgelig, sneverhjertet, indskrænket Patriotisme, som, for at see mandig ud, maa udpynte sig med noget tilhyklet Franzoshad. Gud være lovet, vi have overvundet Tiden for yttringer af en saadan Patriotisme; lad os kun vogte os for et Tilbagefald, og man maa virkelig frygte for et saadant, naar man iagttager det med saa megen Umage antændte, og ved sa mange lonstige Midler vedligeholdte Raseri mod en saakaldet dansk Propaganda her i Norden. Hvad propaner da de Danske? Deres Sprog, deres Literatur? Men hvorfor skal det samme ikke tillades de Danske, som vi Tydske overalt gjøre trods vore vidtløftige Grændser, hvad alle civiliserede Nationer gjøre? Skal Det, som overalt gjelder for det glædeligste Tegn paa en kraftig Folkeaand, geraade de Danske til Bebreidelse? Eller ere I i den Grad betagne af Frygt for Danmarks sproglige Hegemoni, at I ere blevne fuldkommen blinde? Tydskland staaer i Felten mod Slaver, Magyarer og de romanske Nationer, men sandelig, som den svageste Modstander er Skandinavismen kommen med. Skridt for Skridt er den hidtil vegen tilbage for det tydske Element og endnu leve Vidner i det Slesvigske, som have seet dens Tilbagetog gaae hen over deres egne Hoveder. Alene Smaalighed og Dumhed kunne misforstås de Danskes haardnakkede Modstand, og kun Ondskab kan finde Ondskab deri. Den hele Propagandalov reducerer sig til det simple og naturlige Factum, at i Hertugdømmet Slesvigs Gebeet kæmpe to Sprog om det endelige Eneherredømme; hvilket Udfald Kampen vil have kan ikke synes tvivlsomt; men man bør ogsaa være retfærdig før den vundne Seir.

Med Fredsforslagene, her fra det eensidige tydske, hist fra det eensidige danske Standpunkt, er derfor Intet afgjort. - En Deling af Stridsgebetet, en Gjennemskæring af Hertugdømmet ifølge Sprogadskillelsen, er aldeles umulig; en Overeensstemmelse af den politiske og nationale Grændse, som jo nok vilde tilfredsstille begge Dele, er en Uting. Slesvig som tydsk Forbundsstat (Forf. tænker sig det kun) kunde ikke gjøre Skaar i den danske Befolknings Sprogberettigelse - Slesvig som dansk Provinds ikke i den tydske Befolknings. Status quo kunde saaledes ti Gange forandre sig, det egenlige Stridspunkt vilde eengang for alle blive det samme.

Men jeg mener dog, at en Fredsslutning endnu er mulig; vi skulde kun have os til den Erkjendelse, at vi begge kæmpe om en ringe, værdiløs Kamppriis i Forhold til de Goder, hvis Opnaaelse vilde være os - i Forbund - mulig. Ere da vore offenlige Forholde saa overmaade glædelige, at vi aldeles burde lade dem i Fred, rolig overlade dem alene til Regeringens Viisdom, for af alle Kræfter at vælte Sisyphus-Stenen bort fra Veien? Have vi da ingen fælles Modstandere mere, for at vi skulle trætte og flovgjøre os selv i ufrugtbar Ringriden og Turnering? Man skulde troe, at vi havde Trykkefrihed, thi vore offenlige Blade ønske den ikke; man skulde troe, at vi havde en repræsentativ Forfatning, Communalanordninger, tidssvarende Criminallovgivning , Eedssvorneretter, almindelig Værnepligt, thi vore offenllge Blade ønske dem ikke, bede og tale ikke om, at vi maae erholde dem; vore offenlige Blade vide kun, om der var 6- eller 8000 Mand paa Skamlingsbanken eller ved denne eller hiin saakaldte Folkefest, hvilke Taler der bleve holdte til Fædrelandets, Festcomiteens, denne eller hiin Liberales PriiS. - Kongelige Resolutioner blive, naar de ere gunstige for den smaalige Partistræben, brugte til Ostenstationer, og naar de ere ugunstige, ukritisk fornegtede, og vor Dagspreses hele Bestræbelse, paa denne og hiin Side Eideren, er gaaet over til at blive en uværdig Strids- og Dadlesyge. Denne Bane maa aldeles forlades; Partispaltningen mellem Danske og Tydske, de dansk-monarchiske Unitarier. og de slesvigholstenske Separatister, maa ophore; man maa komme til den Bevidsthed, at der her, som overalt i den civiliserede Verden, kun existerer to egenligt forskjelllige Partier, Fremskridtets og Reactionens, og at man , naar man mener det alvorligt med Menneskenes Udvikling til Friheden, maa slutte sig til hine, hvor de have samlet sig, uden at bryde sig om, at man hører et fremmed Maal i denne eller hiin Partiførers Mund. Nationerne i den øvrige Deel af Europa ere i Sandhed ikke fjendligt stemte mod hinanden, om de endog føre blodige Krige; men Nationernes Fjender er Adels- og Privilegievæsenet, de fordærvede indgroede Tilstande, de udlevede Retsforholde; disse ere ogsaa de Danskes og Tydskes fælles Modstandere, paa hvis Betvingelse Kraftens Førstegrøde og det bedste Mod burde anvendes. Mod dem bør vi fremfor Alt i Samdrægtighed slynge den udfordrende Landse. A. Springborn.

(Kjøbenhavnsposten 15. august 1844)