Limensgade Actieselskab. Februar-Juni 1843. (4), (Efterskrift til Politivennen)

Limensqade. Skjøndt Limensgade-Actieselskabet i den senere Tid ikke er blevet meget omtalt, da Folk naturligviis ved den uheldige Stjerne, der hvilede over det, vare blevne kjede af denne Sag, have Naboerne omkring Limensgade dog nu og da røbet særdeles Interesse for i at faae Oplysning om der virkelig skulde være noget i, at Herr polyt. Cand. Hammer atter skulde blive Bestyrer, en Formening, de vel selv ansaae for utænkelig, men som de dog frygtede for skulde blive stadfæstet, fordi de ansaae det at være forbundet med næsten uovervindelige Vanskeligheder at faae Herr Hammer til at renoncere paa Limensgaden og Privilegiet uden Opoffrelser, der oversteg Selskabets Kræfter.

I Anledning heraf er det, vi give os den Ære at meddele de bornholmske Actionairer og Enhver, der føler Interesse for dette Anlæg og for vor Ø, at Fabriken kommer igang, at Herr Hammer ingen Hindringer lægger iveien for Tilskjødningen af Limensgade og Privilegiers Overdragelse og at der, ifølge en os ihændekommet Attest fra Domaine-Expeditionscontoiret, er til Rentekammeret indkommet en Ansøgning om, at bemeldte Limensgade maatte overdrages til Selskabet.

Forinden højeste Resolution er indløben, denne Gjenstand betræffende, kan Intet foretages; men længe vil der ikke vare efter dens Modtagelse, al vi høre glædeligt Nyt om dette Fabrikanlægs Fremme under en, saa haabe vi, langt mere simplificeret og oeconomisk Bestyrelse, og Limensgadens Naboer kunne da vente at faae lidt Glæde for de mange Ubehageligheder, den foregaaende Tid maatte have foranlediget.

(Bornholms Kongelig privilegeret Avertissements-Tidende 21. februar 1843)

- Mandagen den 19de Juni om Eftermiddagen Kl. 3 have flere Actionairer i Limensgade Actieselskabet besluttet at samles i et privat Møde paa Limensgaden for at tale med Hr. Carlsund og af ham lade sig underrette om hele det detaillerede og motiverede Forslag til Fabrikens vordende Drift,, hvilket af Hr. Carlsund er oversendt Bestyrelsen. Denne Sammenkomst er nu saa meget mere nødvendig, som de bornholmske Actionairer ere aldeles uvidende om Alt og som de faa høiligen føle sig straffede i deres billige Forventning om, at Generalforsamlingen 24de Juni holdtes paa Limensgade. Ville de lade deres Actier repræsentere i Kjøbenhavn eller ikke? Er det ikke nødvendigt i Selskabets sande Interesse? Skal Bestyrelsen være i Kjøbenhavn? Er det under alle Omstændigheder ikke nødvendigt, at Hr. Carlsund reiste over og ved sin personlige Nærværelse løste og afgjorde mange vigtige Spørgsmaal, hvorom der ellers kan blive skrevet i det Uendelige?

(Bornholms Kongelig privilegeret Avertissements-Tidende 16. juni 1843)

Limensgade Actieselskab. Den 24de Juni 1643 afholdtes Generalforsamling i Actieselskabet til Benyttelse af Limensgadens og Omegnens Mineralier, hvorved 106 Actier, som eiedes paa Bornholm, og 140, som eiedes udenfor Bornholm, repræsenteredes.

Af Bestyrelsen, der paa Generalforsamlingen den 27de October 1842 var valgt for med uindskrænket Myndighed at ordne alle Selskabets "Anliggender, meddeeltes Actionairerne; at der var draget Omsorg for, at den contante Beholdning af Selskabets Capital forrentedes med 4 pCt.; at der var erhvervet en kongelig Resolution af 20de Marts for at det til Cand. Hammer udstedte Skjøde paa Limensgaden maa forblive i Kraft, naar det godtgjøres, at Fabriken er sat i behørig Drift forinden 1ste Januar 1845, samt at Candidat Hammer med denne Betingelse maa overdrage Ejendommen til Selskabet, hvilket var skeet ved Skjøde dateret Oldeslohe den 10de Juni 1843; at paa en indgaaet Ansøgning om Eneretsprivilegium i 5 Aar regnet fra 1ste Januar 1843 endnu ikke var faldet nogen Resolution; at der i April Maaned var afsluttet Contract med Hr. F. C. Wodichow som Fabrikbestyrer, samt med Hr. I. F. Carlsund fra Sverrig om at angive Planen til Fadrikanlægget, og at assistere ved samme samt ved Alunsfabrikationen m. m. i de første 2 Aar; at Arbeidet siden Slutningen af Mai Maaned efter en af Bestyrelsen sanktioneret Plan tildeels med 8 ved Alunsfabrikationen tilvante svenske Arbeidere, der tillige ere Haandværkere, er i fuld Gang; samt at Selskabets Midler i Forening med de resterende Actieindskud efter det forfattede Overslag maatte ansees tilstrækkelige for at realisere Planen.

Forsamlingen vedtog derefter eenstemmigt efter Bestyrelsens Indstilling: at Overbestyrelsen af Selskabets Anliggender paa ny overdrages trende Actionairer med samme Myndighed som hidindtil; at deres Functionstid skal være omtrent 1 Aar; at den senest i Begyndelsen af August Maaned 1844 skal sammenkalde en Generalforsamling, paa hvilken bliver at fremlægge Beretning om Selskabets Virksomhed, Afgjørelse af Sagerne med Cand. Hammer og Kjøbmand Balle og Extract af Regnskabet til ultimo Juni 1844 samt Statuter - at den bemyndiges til at indkalde de resterende 2de Actieindskud a 10 Rbd. pr. Actie hver Gang, samt at udstede Aktiebrevene ; og endelig berettiges til at beregne sig en passende Godtgjørelse for sit Arbeide, dog med et billigt Hensyn til Selskabets pecuniaire Kræfter.

Efterat disse Bestemmelser vare tagne gik Forsamlingen over til Valg af Bestyrelsen, og gjenvalgtes Grosserer Georg Pedersen og Capitain A. Stæger, hver med 107 Stemmer, og Fabriker E. R. Grove med 101 Stemmer.

Uagtet Generalforsamlingen havde antaget, at Producenten af en Generalfuldmagt fra Actionairerne paa Bornholm ikke var berettiget til at udstede Fuldmagt til 5 andre Mødende, hver med 15 Stemmer, bleve dog disses Stemmesedler særskilt modtagne, og befandtes samtlige Stemmer at være givne den gjenvalgte Bestyrelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 26. juni 1843).

Det lykkedes for den nye bestyrelse at få forlænget fristen for fabrikkens igangsættelse til 1. januar 1845. Hammers forsøg på at bevare eneretten på fabrikationen mislykkedes, og 27. august 1844 blev det givet til aktieselskabet, på betingelse af at driften var sat i gang inden udgangen af 1844. 

Bestyrelsen valgte nu kontoristen Fritz Christian Wodschou som fabrikmester. 

Limensgadeværket stod færdigt i sommeren 1844, med forventet start omkring Sankt Hans. Men en større produktion og afsætning kom aldrig i gang. På generalforsamlingen juni 1845 blev konstateret alvorlige økonomiske vanskeligheder. 

Havnecapitain Eskildsen reformerer. (Efterskrift til Politivennen)

- Af et Brev fra en Aarhuus-Passageer meddele vi Følgende: "De kunde maaskee synes, at det var en gruelig Inconseqvents, naar jeg paa eengang nævnte Havnecapitain Eskildsen og Reformer. Imidlertid har denne Mand, der har viist en mageløs sjelden Udholdenhed i at modsætte sig alle Forbedringer i Dampskibenes Landingsmaade og i at paatvinge de Reisende sine miserable Baade og sin kummerlige Landsætning, virkelig foretaget en Reform i Regard af de offenlige Blade. Den er rigtignok kun i det Smaa, men det er dog altid et Fremskridt, som Manden sagde, da han gjorde eet Skridt frem og 2 tilbage. Bemeldte Eskildsen har nemlig nedsat Betalingen for at tage ombord i Dampskibene fra 16 sk til 8 sk, fordi han, som han har yttret. ikke vilde høre Bladenes Skraalen. Den nugjeldende Betaling er nu vel fuldkommen tilstrækkelig for det Stykke Arbeide at roe Folk et Par Hundrede Alen, men man kan ogsaa nok begribe, at man maa krybe førend man kan gaae, og vi leve maaskee den Dag, da vi see Hr. Eskildsen blive en complet Radical.

(Kjøbenhavnsposten 23. august 1843)

Corsaren fra 29. september 1843 viste havnekaptajn Eskildsen med en stor kost i færd med at feje alle skibe og både, undtagen hans egne røde, til side. Efter endt arbejde tørrede han sveden af panden og udbrød: "Ja, hvad gør man ikke for dampskibenes bekvemmelighed!".

Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

- Man hører ofte sige, at der skal meget til for at sætte det danske Folk i en tilstrækkelig levende Bevægelse for hvad der burde opflamme det i statsborgerlig Henseende og man har deri tildeels Ret, dog vel især fordi mange af de Gjenstande, for hvilke man hidtil har ønsket at bevirke en saadan Bevægelse, ikke have havt tilstrækkeligt Krav derpaa, og deels fordi den store Mængde, som egentlig mest trænger til en saadan Bevægelse, endnu ikke har kunnet blive tilfulde overbeviist om, at det, som derved tilsigtes conseqvent vil føres videre til at afhjelpe dens Trang og fremme dens Bedste. Hvorvidt der derimod skal meget til for at sætte det danske Folk,- eller nærmest det kjøbenhavnske Publikum - i levende Bevægelse for adspredende Fornøielser og Lystigheder, vil vise sig ved Aabningen af det famøse Tivoli imorgen Eftermiddag og fremdeles. Vi antage, at Fornøielsernes store Agitator, Hr. Carstensen, der langtfra at staae i noget spændt Forhold til Regeringen tvertimod nyder dens ubemærkede Gunst, vil have gjort tilstrækkeligt for at opnaae sit store formaal, og at der saavel de, der erlægge den af ham og den øvrige Tivoli-Bestyrelses-Comitee foreløbigt forhøiede Entree-Priis, som de, der blive udenfor, ville føle sig lige tilfredsstillede.  Og bør det ikke ogsaa paaskjønes, hvorledes Regeringen understøtter alle Foretagender til at more og adsprede Folket? Hvorfor skulde man vel længe tænke paa saadanne Ubetydeligheder som Forbudet mod det skandinaviske Samfund, Beslaglæggelser og Trykkkefrihedsprocesser, - man sætte sig uden videre Betænkning paa den russiske Rutschbane og tænke engang maa vi dog dertil.

(Kjøbenhavnsposten. 14. august 1843)

Ildebrand i Hattemagerværksted. (Efterskrift til Politivennen)

I Eftermiddages udbrød pludselig en heftig Ildløs i et Hattemagerværksted i et Sidehuus i Pilestræde. Den hele gamle af Bindesværk opførte Bygning stod allerede omspændt af Luerne inden de tililende Sprøiter kunde anvendes, og strax da Ilden pludseligt udbredte sig i de tætsammenbyggede Trapper og Gange mellem Sidehuset og Forhuset, maatte flere Mennesker fra Taget redde sig igjennem Nabohusets tilstødende Vinduer, ligesom ogsaa et spædt Barn kun med Fare blev reddet ud af Husets øverste Etage. Den Confussion, som almindeligviis betager mange Mennesker ved en saadan Leilighed, gjorde sig i Begyndelsen ogsaa gjeldende her og bidrag vel til at forøge Forvirringen. Men da, omtrent en Time efter Ildens Udbrud, et tilstrækkeligt Antal Sprøiter vare satte i Gang, blev saavel den videre Udbredelse til Nabobygningerne hindret som den brændende Bygning selv snart slukket. Naar enhver saadan Leilighed giver Anledning til at iagttage, at vort Brandcorps med Hensyn til flere dermed forbundne Forholdsregler endnu lader adskilligt tilbage at ønske, maa det dog med Erkjendtlighed paaskjønnes, at ingensomhelst Fare skyes, især af det herfor mest udsatte underordnede Personale, hvoraf mange ved saadanne Leiligheder med en beundringsværdig Rolighed og Uforsagthed udsætte Liv og Lemmer. Vi hentyde kun paa denne Pligtopfyldelse ved Tanken om, at, medens Statens Pensionsliste bugner af en Masse af kgl. Embedsmænd, ofte endnu i deres rørigste Alder og uden videre Fortjenester af Almeenheden, end at de endeel Aar igjennem have udfyldt en magelig, ikke sjelden aldeles overflødig Plads i Statsværkets Maskineri, - erholde saadanne Mennesker, som for at redde deres Medborgeres Liv og Eiendom sætter Lemmer og Helbred, saagodtsom aldeles ingen Godtgjørelse, ligesaalidt som der, om de endog tilsætte Livet i den samme Tjeneste, sørges paa nogensomhelst tilstrækkelig Maade for deres efterladte Enker og Børn. Men det er kun een af Samfundets mange sædvanlige Abnormiteter, som man nu vel eengang for alle maa opgive Haabet om at see afhjulpne fra Statsmagtens Side, der saalænge har havt dem for Øie; men som netop derfor Borgerne i deres egen retfærdige Paaskjønnelse burde være saa meget mere betænkte paa at afhjelpe. 

(Kjøbenhavnsposten den 8. august 1843)

Det drejer sig om ejendommen ejet af hattemager D. F. Marx, Pilestræde 126. Han opførte huset i 1844, og er nutidens Pilestræde 50. Det fremgår af Kjøbenhavnsposten den 10. august 1843 hvori berettedes om en tragisk skæbne for en af beboerne i ejendommen der var så fattig at han ikke havde haft råd en forsikring:

 ... ved den i Tirsdags stedfundne Ildebrand i Hattemager Marx' Sted i Pilestræde, hvor en i Kjælderen boende, højst agtværdig Familiefader, Skomagermester Berg, har havt den tunge Skjæbne at miste saagodtsom alt hvad han eiede. Vi behøve for godgjørende Medborgere, der have Villie og Evne til at hjelpe, vist kun at tilføje, at denne Mand er Ægtefælle og Fader til fire Børn, hvoraf det Ældste er sex Aar, og at han, der stedse ved utrættelig Flid har stræbt at ernære sin talrige Familie, nu pludselig er bleven blottet for Alt og sat ud af Stand til at fortsætte sin Virksomhed som hidtil. Tre veltænkende Mænd have forenet sig til at modtage den Understøttelse, hvortil der i et saadant Tilfælde her endnu aldrig har været opfordret forgjæves: nemlig DHrr. Konst- og Papirhandler Meyer, Pilestræde Nr. 80, Urtekræmmer Mogensen, Hjørnet af Pilestræde og Møntergade Nr. 128, og Pastor Øllgaard, Kronprindsensgade Nr. 35.

Noget om Kirkegaarden ved Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

(Brudstykke af en Reisendes Dagbog).

Hvad der foruden den deilige Udsigt, som næsten ethvert Punkt af Kysten, men især Høiene bag ved Byen, frembyde, mest behager ved Helsingør, er den deilige Kirkegaard, hvortil det neppe findes Magen i det hele Land. Vel er Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn smuk, men sin Skjønhed har den mest de mange prægtige og tildeels kostbare Gravminder at takke for; dens Anlæg ere stive, sørgelige og altfor tilgroede med Træer og Buske. Helsingørs Kirkegaard derimod er en yndig Park med deilige Gange, uden den mindste Tvang, med muntre Anlæg, herlige Udsigter, især fra Bakken i Baggrunden, og, hvad man just ikke kan sige om Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn og endnu mindre om Slotshaven ved Marienlyst, paa det Omhyggeligste vedligeholdt. Det er virkelig en Lyst at see hvor megen Omhu der anvendes paa denne Kirkegaard, og jeg blev ret begiærlig efter at lære at kjende den Mand, der lægger saa megen Smag og saa megen Omhyggelighed for Dagen ved at pleie dette skjønne Anlæg. Det maa være en dygtig Konstgartner, der har reist i fremmede Lande, eller i det mindste skrevet lærde Afhandlinger, tænkte jeg; men hvor forundret blev jeg ikke, da man henviste mig til en jævn, godmodig Mand, Opsynsmanden Hr. Jensen, der ikke alene ingen examineret Konstgartner er, men heller aldrig har været i Lære hos en Saadan. Og dog har denne Mand ikke alene vedligeholdt dette skjønne Anlæg, men han er tildeels ogsaa dets Skaber. Næsten ethvert Træ paa Kirkegaarden har han plantet, ja hvad mere er, næsten ethvert Træ har han anskaffet, endskjønt hans faste Løn ikke skal overstige 100 Rbd. Et mere iøjnefaldende Exempel paa, hvad Lyst en naturlig Smag og en utrættelige Flid kan udrette, er vel ikke saa let at finde. Jeg kunde, da jeg talte med denne Mand, ikke bare mig for at kaste et nysgjerrigt Blik paa hans Frakke - skulde der, tænkte jeg, ikke hænge et Baand i Knaphullet? Men nei, der hang intet Baand, og dog er denne Mand, som han fortalte mig, yndet af sine Foresatte, agtet af sine Medborgere, og hans Fortjenester ere ikke noget, der maa smaaligen opledes, bevises med Documenter, eller fremhæves af partiske Velyndere, de ligge klare og tydelige for hver Mands Øjne. Men det er endnu ikke faldet nogen af hans Foresatte ind, at foreslaae ham til en Ære, som han maaskee mere har fortjent end hundrede Andre. Vel troer jeg, at det neppe er faldet den jævne Mand, hvis Lyst og Glæde det er at pleie dette lille Paradiis, selv ind at Ønske sig denne Ære, men desto snarere burde det falde hans Foresatte ind at anbefale ham til den, thi den beskedne Fortjeneste er vel den, der mest fortjener at fremhæves, og skulde Manden selv end ikke sætte nogen stor Priis paa en saadan Udmærkelse, maa den dog være ham kjær som et Beviis paa, at man skjønner paa hans Værd, - og det maatte vel heller ikke være hans Foresatte ubehageligt at vise, at de sætte Priis paa virkelige Fortjenester. For nogle Aar siden udnævnte salig Kong Frederik den Sjette en Mand, der havde gjort sig fortjent af Kjøbstaden Randers ved flere skjønne Anlæg til Dannebrogsmand; Directionen for Helsingørs Kirkegaard mener vist ikke, at Christian den Ottende har mindre Sands for det Skjønne, end Frederik den Sjette, eller mindre villig til at belønne virkelige Fortjenester af det Offentlige.

(Kjøbenhavnsposten den 8. august 1843)