Oberst Emil Madsen: De vigtigste af danske foretagne Rejser og Forskninger i Afrika (Geografisk Tidsskrift, Bind 22 (1913-1914):
Besiddelsen af Kolonierne paa Guinea og Forholdene til Staterne i Nordafrika bevirkede, at der ofte maatte sendes Orlogsskibe ud, sjældnere til til Guinea, meget hyppig derimod til Middelhavet, hvor der ifølge de sluttede eller fornyede Fredstraktater — med Algier 5. Aug. 1746, med Tripolis 22. Jan. 1752, med Tunis 8. Dcbr. s. A., med Marokko som foran nævnt 25. Juli 1767, foruden med den tyrkiske Sultan 14. Oktb. 1756 — aarlig skulde betales Tribut for at befri de danske Købmandsskibe for Sørøveri angreb fra hine Stater. I Perioden 1747 til 1756 betaltes til Røverstaterne mindst ca. 656,000 Rdlr., rimeligvis dog mere, i Perioden 1757 til 1769 ca. 870,000 Rdlr. Dertil kom at Handelsskibene især paa Vejen til og fra Asien i de urolige Tider maatte konvoieres, og Orlogsskibenes Beskyttelse maatte udstrækkes til den afrikanske Kyst, stundom til Sct. Helena, stundom endog til det gode Haabs Forbjærg. Ikke sjældent forenedes især i ældre Tid Rejserne baade for Guineas og Middelhavets Vedkommende med Rejser til Vestindien.
----
I Maj 1843 tildeltes der den daværende Kaptajn F. A. Paludan hemmelig Ordre til med Korvetten "Flora" og flere ham underlagte Skibe at anløbe Strædet ved Gibraltar og Tanger for af Konsulen paa det sidstnævnte Sted at erfare, om 'der havde tildraget sig noget, som kunde udfordre Eskadrens Hjælp, og det befaledes Kaptajn M. P. Secher ligeledes paa Hjemrejsen fra Vestindien med Briggen "Sct Croix" at anløbe Gibraltar i samme Øjemed.
Daværende Kommandør H. G. F. Garde var 1844 som Eskadrechef om Bord paa Fregatten "Gefion", denne ledsaget af Fregatten "Thetis" Kaptajn H. Aschehoug og af Hjuldampskibet "Hekla", Kaptajn K. E. Mourier, i Middelhavet for at medvirke til, at Danmark kunde blive fritaget for den siden 1767 ydede aarlige Tribut til Marokko, hvilket opnaaedes. Eskadren overværede tillige de franskes Bombardement af Tanger den 6. Aug. 1844 tilligemed en svensk, en spansk og en amerikansk. De danske skal højlydt have tilkendegivet de franske deres Sympati. Efter endt Togt gik "Gefion" til Livorno for at hente Thorvaldsens Sager hjem.
Tillige var den i Vestindien stationerede Brig "Mercurius", Kaptajnløjtnant J. Christmas, beordret at begive sig til Tanger for efter Omstændighederne at være til Hjælp, og Skibscheferne underrettedes om, at de i Strædet skulde hjælpe svenske og norske Krigsskibe til at beskytte den svenske og norske Skibsfart. Generalkonsulen i Tanger J. A. H. Carstensen var bemyndiget til at benytte et af de daværende Skibe til om fornødent at rejse til Gibraltar, saa vel som til at give danske Undersaatter Lejlighed til at forlade Marokko. I Tilfælde af, at det blev til Krig, skulde Marokkos Havne blokeres.
Generalconsul Carstensen er afreist til Marocco. Gjenstanden for hans Sendelse skal være at indlede en venskabelig Overeenskomst med den maroccanske Regjering angaaende den Tribut som den danske Regjering aarligt svarer til samme o.s.v. (Ah.Av.)
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 30. marts 1844)
Glædeligt er derimod en Beretning fra Marocco: en derværende anseet Mand, ved Navn Elhaj Mohammed Ben-el Arab, gav, da hans Slaver forestillede ham, at Englænderne, som dog vare Kjættere, havde givet alle deres Slaver Friheden, hvorimod han, en ægte Troende, endnu holdt dem i Slaveri, strax alle, 72 i Tallet, Friheden.
(Lyna, 3. april 1844)
Spanien: Expeditionen imod Marocco er fast besluttet. Ministeriet har befalet alle Generaler i de sydlige Provindser at sende Tropper til Sta Maria. Mange Spaniere indfinde sig som Frivillige.
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 23. april 1844)
I "Altonaer Mercur" af 1ste dennes hedder det i en Skrivelse fra Paris af 27de f. M., hvori Spaniens Conflicter med Keiseren af Marocco omtales, at "det af Danmark anstillede, og af England og Frankrig understøttede Forsøg paa ikke længere at svare den aarlige Tribut af 24,000 Piastre, var blevet afslaaet af Marocco, ligesom et lignende Skridt fra Sverigs Side heller ikke havde ført til noget".
(Kjøbenhavnsposten, 4. juni 1844.)
Krigen med Marocco er begyndt. Totusinde Maroccanere have angrebet den franske General Lamorciere cg tilføiet ham et betydeligt Nederlag. Et Dampskib som har forladt Algier den 30te Mai havde ved sin Afgang seet en Convoy af 250 Saarede bringes ind til Staden. Marstal Bugeaud havde nu faaet Ordre til at gaae offensiv tilværks og marschere mod Fez langs med Atlasbjerget. Hertugen af Joinville skal som Chef for den franske Flaade angribe Marocco fra Søsiden af, saafremt Sultanen ikke vil give den forlangte Satisfaction. Udenfor Tanger laae der allerede engelske, franske eg spanske Krigsskibe, en svensk og en Hollandsk Flaade var undervejs, nogle danske Krigsskibe ligeledes. Der menes, at de franske Tropper ville i Afrika faae en haard Kamp at bestaae.
(Marocco er i Besiddelse af 12 Fregatter og 14 andre Krigsskibe, der ere bemandede med 6000 Matroser, der skildres som meget dygtige og tappre. Landarmeen bestaaer i Fredstid af 15,000 mauriske og sorte Ryltere, men i Krigstid kan Keiseren i 10 Dage forsamle 100.000 Mand, da enhver Mandsperson fra 16 indtil 60 Aar er der forpligtet til Krigstjeneste, hvortil han selv besidder de fornødne Vaaben. Den maroccanske Befolkning regnes til 8 ½ Million, af hvilke 2,300,000 ere Berberer, 1,450,000 Shellahs, 3,550,000 Maurer, 760,000 Arabere af ublandet Race, 240,000 Jøder, 120,000 Negere, 300 Christne og 200 Renegater.)
Keiseren af Marocco har ladet alle fremmede Magters Konsuler tilstille en Note, hvori han erklærer, at samtlige christne Magters Agenter uden Appel ere underkastede de Bestemmelser, som findes i Prophetens Lov. Danmarks og Sverrigs Fordringer ere blevne meget unaadigt optagne, og Marocco staaer i Begreb med at afbryde sine Forbindelser med alle christne Nationer.
Forsaavidt den europæiske Fred ligger i Statsregjeringernes Hænder er den fornemmelig afhængig af Penge, uden hvilke ingen europæisk Magt kan begynde nogen Krig. Herom er man ikke alene overbeviist i Europa, men selv de barbariske Magter ere komne under Veir med denne de nuværende europæiske Regjeringers Svaghed. Derfor skal Keiseren af Marocco ogsaa, da man truede ham med, at de forenede nordiske Magters Flaade vilde Skyde Tanger sønder og sammen, hvis han ikke opgav sin Fordring paa Tribut, have spurgt, hvormeget et saadant Bomdardement vel kunde koste de vedkommende Magter? Og da man nævnede en rund sum, svarede Prophetens Efterfølger ironisk: "Hvis man vil udbetale Halvdelen deraf til mig, skal jeg selv skyde Tanger ned".
(Aarhuus Stifts-Tidende, 21. juni 1844)
Paa en Tid, da Keiserdømmet Marocco kan blive Skuepladsen for vigtige Begivenheder, hvori de skandinaviske Magter ogsaa kunne faae Andeel, ville sikkert nogle Oplysninger om delte Lands Geographi og Statistik ikke være uvelkomne. Keiserdømmet Marocco er større end Spanien. Dets Klima er et af de sundeste og skiønneste paa Jorden; kun 3 Sommermaaneder ere mindre sunde og skjønne. De periodiske Søvinde forfriske Atmosphæren; paa de koldeste Dage er der hverken Frost eller Iis. Jordbunden er overalt overordenlig frugtbar; paa mange Steder høster man endog 3 Gange om Aaret. Bjergene og Dalene ere overalt bedækkede med et tykt Lag Humus eller Plantejord. Qvægavlen er langt videre fremme end Agerdyrkning og Industri. Qvæget er talrigt, godt næret og af en udmærket Race. Antallet af alle Huusdyr i hele Keiserdømmet angives omtrentlig faaledes: 500,000 Kameler og Dromedarer, 400,000 Heste, 200.000 Æsler og Muuldyer, 5 til 600,000 Hornqvæg, l0 til 12 Millioner Geder, 40 til 45 Millioner Faar. Keiserdømmet Marocco inddeles i 5 store Provindser, hvoriblandt Fez og Marocco, og i Landet Darah; disse inddeles atter i mindre Provindser, 29 i Tallet. Blandt Byernes Navn ere bekjendte: Fez. Meqviaez, Tanger, Saleh, Mogador og Marocco; den sidste er hele Rigets Hovedstad: denne skal i det 12te Aarhundrede have havt 300,000 Indvaanere, nu har den kun 300,000, og Fez 83,000. Staden Marocco har Silke-Manufacturer, Papir- og Saffrans-Fabriker; et af de sidste skal nu beskjæftige l,500 Arbeidere. Den engelske Consul i Mogador har nylig vurderet hele Keiserdømmets Befolkning til 15 Mill. Indvaanere, Andre anslaae den kan til 6 Mill., efter Graberg von Hemso, som selv boede 6 Aar i Marocco, kan man kun regne den til 8 ½ Mill. I hele Verden gives der ingen Fyrste, hvis Magt er mere uindskrænket eller despotisk end Keiseren af Maroccos; man kjender ikke der, som i Tyrkiet, Ulemaer, der ere udrustede med Magt og uafhængige af Souverainen ; der existerer heller ikke noget Divan eller Conseil; Alt skeer paa en Enkelts Befaling, Borgernes Liv er i hans Magt. Der gives ingen rigtige Ministre. Han vælger blandt sine Hofmænd en Fuldbyrder af sin Villie, som han giver Titelen Vezir (Befalingernes Secretair.) Undersaatterne kalde Sultanen Guds Repræsentant paa Jorden, Iman eller Ypperstepræst, Religionens øverste Chef ; han har fire lovmæssige Koner, hvoraf den første fører Titel af den "store Dame". Der gives i Landet 7 Generalgouverneurer eller Paschaer. De forskjellige Religioner, som erkjende Guds Eenhed, ere taalte (altsaa ogsaa Baptister); der gives f. Ex. katholske Klostre. Skjøndt Keiserdømmet Marocco mod Østen grændser til Algerien, saa er det fra denne Side dog ikke vel tilgængeligt for de franske Tropper, thi her er den mest ubefolkede og ufrugtbareste Deel af Landet. Derfor skal i Anledning af den nu udbrudte Krig med Frankrig en fransk Skibs-Division under Prindsen af Joinville blokere Landets Kyst, og begynde med Tanger. Tanger med 9,500 Jndvaanere er det gamle Tingis med Tilnavnet Cæsarea. Man seer der endnu ved den sydlige Deel af Bayen en romersk Bro og Ruiner. Amphitheatralsk bygget frembyder Staden fra Atlanterhavet et pragtfuldt Skue; men er man indenfor dens Gebeet, er man omgiven af lutter Elendighed. Staden driver imidlertid en virksom Handel, og næsten alle europæiske Stater have Consuler der. Tangers Forsvarsmiddel fra Søsiden bestaaer i 2 Batterier og 4 andre, som ere plantede paa de Sandhøie, der hæve sig ved Strandbredden. Den maroccanske Sømagt bestaaer i det Hele af 24 Skibe, hvoraf 10 Fregatter, som ere bemandede med 6900 dygtige Matroser; Landmagten lader sig i Krigstilfælde bringe til 100,000 Mand
(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1844)
Det maroccanske Spørgsmaal.
Alt i vor Tid er Spørgsmaal, fordi man næsten aldrig vover et afgjørende Slag, men discuterer og debatterer de ubetydeligste Ting med en saadan Omstændelighed, at man ved hvert Skridt indvikler sig i nye Vanskeligheder og opdager flere Forhold, som ogsaa maae tages med i Betragtning. Denne Vidtløftighed er ikke blot charakteristisk for os, hvis Fortjeneste hovedsagelig bestaaer deri at tilegne os det Mangelfulde, det Slette andetsteds fra og overlade de Fremmede det Gode til deres egen Besiddelse, men selv for de mest udviklede Stater i Nutiden. Med Hensyn til den udenlandske Politik, saa er det den ængstelige Bestræbelse for paa enhver Betingelse at overholde Freden i Europa, der hindrer enhver betydende, energisk Optræden af den ene Magt mod den anden og lader alle mellemkommende Differentser ende med ubestemte Forsikkringer fra begge Sider, der kun tjene til at holde Skinsygen og de deraf fremgaaede Chikaner vedlige. Mærkværdigt er det, at det altid er ad visse Omveie, at de forskjellige Magters Interesser komme i Collision med hinanden; det er en Collision altsaa, som ønskedes undgaaet, men som dog omsider uagtet al Anstrengelse for at forhindre den, bryder frem. I Europa, hvor Magterne besinde sig, vogte de sig vel for at støde sammen, her er alt den skjønneste Samdrægtighed; troer Nogen sig derimod berettiget til at optræde noget mere uforbeholdent og frit i en anden Verdensdeel, i den Tanke, at han ikke dermed directe angriber den Anden, saa lader denne ham høre, at saadanne Foretagender dog ere et indirecte Angreb paa de Rettigheder og Privilegier, hvoraf han mener at være i Besiddelse. Disse fremmede Spørgsmaal ere saaledes i Grunden slet ikke fremmede, det er kun de europæiske Interesser, som ad denne Omvei komme til Sammenstød. Man har saaledes med almindelig Opmærksomhed betragtet det orientalske Spørgsmaal. ikke af nogen særdeles Interesse for nogen af de nærmest vedkommende Parter, Sultanen og Paschaen, thi disse vilde i Grunden det Samme, nemlig Tyrkebarbariets Vedligeholdelse, men af Interesse for de europæiske Magter, som ledede denne Strid. Skulde Frankrig, England eller Rusland beholde Overvægten? Vilde en Seier af den ene Magt i Orienten ikke vare afgjørende for dens Indflydelse i Europa? Europas Skjæbne afhang af det tilsyneladende tyrkiske Spørgsmaal. Naturligviis bevirkede det altovervejende Hensyn til Freden, at Udfaldet af denne Strid blev saa ubetydeligt som muligt, da ikke engang det egenlige Hoved- og Grundspørgsmaal, nemlig om Tyrkiets Vedvaren som europæisk Stat, kom frem. Dette er det egenlige orientalske Spørgsmaal, og dets nødvendig benegtende Besvarelse vil omsider bringe de europæiske Stormagter i den almindeligste, alle Fredshensyn overvindende Collision mod hinanden. Formedelst denne umiddelbare Vigtighed af det orientalske Spørgsmaal for Europa vovede Ingen at fatte det i dets hele Skarphed og Omfang. Man haabede at finde en anden Udvei til at gjøre sine Interesser gjeldende, uden at komme i Conflict med andre Magter i Europa. Denne Leilighed har af sig selv frembudt sig for Frankrig , som for at forsvare sine afrikanske Besiddelser mod Abd-el Kader ikke har kunnet undgaae en Collision med Emiren af Marocco, der som Muhamedaner og Barbar var Abdel- Kaders naturlige Allierede mod det christne og civiliserede Frankrig. Forgjæves blev Emiren advaret og formanet til at lade Abd-el-Kader skytte sig selv, han vilde ikke, han begik aabenbart Brud paa Freden og - Hvad blev da Følgen i en øieblikkelig Krigserklæring fra Frankrigs Side? Af ogsaa mod en saadan aabenbart i Civilisationens og Europas Interesse foretagen Krig optræder en enkelt Magts Skinsyge. Der gives et strengt nationalt Standpunkt, for hvilket alle almindelige menneskelige Hensyn f. E. til Civilisation, Religion osv. fuldkommen forsvinde, saasnart de træde i Collision med et Lands egoistiske Interesser. Hvor skulde en saadan Egoisme kunne finde sig i en anden Magts glimrende Erobring, om end denne var i Menneskehedens sande Interesse, naar den ikke befordrede det enkelte Lands, hvis Vel og Interesse gaaer over Alt? Saaledes maatte det maroccanske Anliggende støde paa store Hindringer i Europa, og en bestemt, aaben, hensynsløs Optræden fra den nærmest interesserede Magts Side blive vanskelig, ja umulig, saalænge Forudsætningen om Fredens Opretholdelse i Europa skulde staae fast som ubrødeligt Princip. Frankrig befinder sig altsaa ikke actuellement i Krig med Marocco, fortæller os Journal des Debats, men ikke desmindre meddeler denne Hofjournal Telegraphefterretninger om meget betydende Skjærmydsler, som ere forfaldne mellem franske og maroccanske Tropper, hvori endog 400 Mand skulle være faldne paa sidstnævnte Side. Hvad betyder da Ordet actuellement, naar det gives en saadan tilsyneladende Dementi. Formodenlig, at Krigen ikke er noget Statsanliggende, men paa egen Haand foretagen af den franske Generaler i Afrika for at hævne nogle af maroccanske Tropper begaaede disciplinariske Forseelser mod den franske Arme. Virkelig har den omtalte Journal forsøgt at stille dette vigtige Anliggende under Synspunktet af Disciplin. Officielt er altsaa den fransk-maroccanske Krig ikke noget politisk Anliggende, vi skulde ellers ikke have indladt os paa den, da der som bekjendt gives visse Grændser for den uprivilegerede Presses politiske Competence.
Heller ikke Danmark befinder sig actuellement i Krig med Marocco. Det hører endnu til de med Danmark i venskabelig Forbindelse staaende Magter. Hs. Høihed Emiren er endnu Christian den 8des kjære Broder. Imidlertid er det Rygte almindelig udbredt, at den danske Regering har fundet, at de 50,000 Rbd. kunne anvendes bedre end til at fylde Maroccos Skatkammer og er tilsinds at give denne Anskuelse en eftertrykkelig practisk Motivering. Hvorvidt det hermed forholder sig rigtigt, kan naturligviis ikke let af den Uindviede afgjøres, saameget synes imidlertid med Sikkerhed at kunne antages, at de afgaaede Krigsskibe ere særdeles skikkede til at imponere Hs. maroccanske Høihed. Danmark har ogsaa i denne Sag et stort. Fortrin for Frankrig. Ingen Verdens Sjæl misunder det Friheden for at udrede den aarlige Tribut, thi alt, hvad Danmark vinder derved, er virkelig kun denne Frihed. At det skulde kunne erobre Marocco, kan der ikke være Tale om, og selv om dette blev Tilfældet, vilde dels Stilling og Indflydelse i Europa ikke væsenlig forandres, det kunde ligesaagodt som nu ignoreres af Stormagterne. Danmark kan gjerne, hvis Tilfældet var, aabent erklæret, at det befinder sig actuellement i Krig med Marocco, udstede en formelig Krigserklæring, uden at det vist vil falde Nogen ind at blande sig videre i denne Sag, som altid kun er en Sag mellem Danmark og Marocco og intet Videre. Anderledes forholder det sig med Frankrigs en saa betydelig Erobring som Marocco vilde blive af største Vigtighed for dets Indflydelse paa den europæiske Politiks Gang, og det er derfor naturligt, at Europa i Almindelighed saavelsom de Magter, hvis egoistiske Interesser blive berørte af denne Sag, med spændt Opmærksomhed betragte den Begivenhed, som her er i Begreb med at udvikle sig.
Frankrig har unegtelig erhvervet sig en Fortjeneste af den europæiske Civilisation ved dets Erobring og vedvarende Fastholdelse af Algier, som hidtil ikke har været forbundet med nogen umidddelbar Forskel for det, medens England sammendynger Penge af sine Besiddelser udenfor Europa og overhovedet paa enhver Maade tager sig dem til Indtægt, saa godt det lader sig gjøre. Hvor England optræder, er det sædvanlig en mercantil eller anden indskrænket, egoistisk Interesse, som er den varmeste Drivefjeder, hvormed det forresten ikke skal negtes, at dette Lands Foretagender kunne have en stor Betydning for Civilisationen, kun at denne ikke er tilsigtet. Frankrig har derimod, uagtet det ikke heller har været frit for Egoisme, altid stræbt at gjøre et almindeligere Hensyn gieldende. saaledes f. Ex. ved Revolutionskrigene, hvorved det virkelig gjorde de overvundne Folk en Tjeneste. Det grundede Forfatninger efter sit eget Mønster. I Afrika har det nærmest været dets Opgave at virke for Civilisationen, ikke for Politiken. Det er i sin Orden, at det fortsætter dette sit Værk, giver det en stedse større Udstrækning, især naar det ligefrem udæskes dertil af Fjenderne. Man kan sige om Afrika, in specie om Marocco, at Høsten er rig, men Arbeiderne faa. Dette orientalsk-mauriske Væsen trænger til at komme i nærmere Berørelse med Europa og dets Cultur. Man tør haabe, at dette vil blive muligt, naar Vedkommende betænke, at dette Anliggende langtfra har den politiske Betydning som det orientalske Spørgsmaal, men nærmest kun en culturhistorisk Interesse, som ingen europæisk Magt skulde betragte som fjendtlig imod sig. Forholdene synes ogsaa nu at være komne til et Punkt, hvor man ikke ret godt kan trække sig tilbage, som om Intet var skeet. Hvis Marocco vil have Fred, maa det sige sig løs fra Abd-el-Kader; den barbariske Magt i Afrika vil saaledes blive deelt, og den Part, som nærmest staaer Civilisationens Forplantning paa den fremmede Jordbund imod nemlig Abd-el-Kader vil upaatvivlelig snart bukke under. Dette kan imidlertid Marocco ikke ligegyldig see paa, da det reprasenterer det samme Væsen; det erkjender ganske rigtig i Abd-el-Kader sig selv truet og indseer, at hans Undergang seent eller tidligt maa medføre dets egen. Det vil derfor formodenlig neppe give ham til Priis, om end det skulde komme til at kampe baade med Frankrig, Sverig og Danmark.
(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1844)
De to danske Fregatter og Dampskibet Hecla befandt sig den 19de f. M. endnu bestandig ved Gibralter, for at observere Krigsbegivenhederne i Marocco. De svenske og norske Krigsskibe ere allerede for et Par Uger siden vendte tilbage.
(Kjøbenhavnsposten, 3. september 1844)
Medens de Franske fortsætte Krigen mod Marocco, og atter have bombarderet en anden Stad, Mogabor, samt taget en udenfor samme liggende Ø i Besiddelse, skal Keiseren, ifølge spanske Blade, have undertegnet Freden med de andre europæiske Magter, idet han har indvilliget i deres Fordringer. Saafremt denne Efterretning stadfæster sig, vil Danmark altsaa endelig være bleven befriet fra at erlægge den intet mindre end hæderlige Tribut til denne fordums Sørøverstat; en Fritagelse, der ved Hjelp af de tilstødende Omstændigheder nu vel er opnaaet paa den nemmeste Maade af Verden; men som allerede for mange Aar siden burde have været iværksat.
(Kjøbenhavnsposten, 6. september 1844.)
Kjøbenhavn den 13de September 1844.
- Vore Krigsskibe have nu været i de maroccanske Farvande i et Par Maaneder, uden at der er publiceret det allermindste Officielle enten om dem eller overhovedet om vor Stilling til Marocco. Alt hvad der erfares er en enkelt aphoristiske Efterretning, som nu og da kan opsnappes af fremmede Blade, at vore Skibe den eller den Dag laae paa Rheden ved Cadir, at de en anden Dag vare arriverede til Tanger under Prindsen af Joinvilles Overcommando, at vor Gesandt i Madrid, dal Primo di Borgo, er reist til Gibraltar eller Algesiras for at negociere med Marocco, at Generalkonsul Carstensen ikke vil vende tilbage fra Tetuan til Tanger, inden Keiseren af Marocco renoncerer paa Tribut fra os - men om vor Deeltagelse i de maroccanske Affairer og om vort diplomatiske Forhold erfares Intet. Paalidelige Efterretninger mangle imidlertid ikke, da der er rapporteret til Admiralitetet fra vore Søofficierer angaaende Begivenhederne, og formodenlig ligeledes til det udenlandske Departement fra vor maroccanste Generalconsul. Men Rapporterne forblive meget forborgne; de læses af Admiralitetets Præses , skrives af, og sendes i Afskrift til Føhr eller Gram. Marocco har kostet os saa meget, og vore Søudrustninger medtage en saa betydelig Sum, at Skatteyderne vel kunde ønske at erfare, om der gjøres Noget for de mange Penge, eller hvordan det i alt Fald gaaer.
(Kjøbenhavnsposten den 13. september 1844)
Dampskibet Hekla th. Tv. skruedampbåden "v. d. Tann". Salg i Neustadter Bugt 22. juli 1850. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. Hekla indgik i flåden 1842-1879.
Den maroccanske Episode i Finantssagen.
Under den foreløbige Behandling af Finantsagen udtalte Grosserer Meinert sig blandt andet saaledes:
"Endnu er der et Punkt i Budgettet, som jeg skal berøre, og det er Udgiftsposten til de maroccanske Presenter, der for 1844 er ansat til 51,000 Rbd. Jeg var den Første, som her i Forsamlingen i Aaret 1842 bragte denne Sag frem, og den fandt Understøttelse i Forsamlingen og endnu mere saavel i Viborg som i Slesvig. Imidlertid opstod Uenigheder imellem Frankrig og Marocco, og Danmark sendte under disse Omstændigheder en Flotille, bestaaende af 2 Corvetter og 1 Krigsdampskib til Middelhavet. Dette erfarede man; siden spurgtes, at denne Flotille var kommen hjem. men dette er ogsaa Alt omtrent, hvad man om denne Sag har erfaret. Af Rygter have vi derom iøvrigt havt nok, af Avisefteretninger ogsaa. Jeg kunde tillade mig at forelægge et Spørgsmaal for den kgl. Commissarius om, hvorledes det egenlig forholder sig med denne Sag; hvorvidt det er rigtigt, at Danmarks Deeltagelse i denne Affaire meget har beroet paa en vis Samtale i London imellem den danske Gesandt og Ministeren for de udenlandske Anliggender, Lord Aberdeen; om denne Samtale har havt nogen Virkning med Hensyn til, at denne Flotille blev rapelleret, og tildeels kom hjem paa samme Tid, som den svenske Regering alter sendt, en Fregat til Middelhavet. Maaskee den kgl. Commissarius ikke vil, ja maaskee kan han ikke, efter sin Stilling, svare mig derpaa; men paa eet Spørgsmaal kunde han dog svare mig, nemlig om, hvorledes det egenlig forholder sig med Danmarks Stilling til Marocco; om Freden er sluttet og i saa Fald paa hvilke Betingelser; og - hvis den ikke er sluttet, da om der er Sandsynlighed for, at dette snart vil skee.
Tanken om Marocco leder Sindet atter til et Sted i Budgettet for indeværende Aar, nemlig til det 13de Udgifts-Bilag Pag. 120. Det indeholder et Udgifts-Bilag vedkommende Admiralitets- og Commissariats Collegiet, og af dette Udgifts-Bilag sees det, at de hidtil havte Udgifter ved Danmarks Sødefension beløbe sig til 1,020,000 Rbd. Dersom Danmark havde en konstitutionel Forfatning; dersom paa den kgl. Commissarii Plads sad Søkrigsministeren for at forsvare sit Budget, da vilde det Første, jeg vilde have at sige til ham, være en Compliment; jeg vilde nemlig da bevidne Hs. Exellence min Tak for Bestridelsen af en saa betydelig Statsudgift med en efter Omstændighederne saa ringe Sum som 1,020,000 Rbd. , som kun udgjør 1/3 Deel af hvad Landhæren koster og omtrent kun ½ Deel af, hvad Civillisten og dertil hørende Udgifter i det Hele beløber sig til. Men denne Compliment vilde jeg dog kan gjøre ham for det Tilfælde, at han virkelig med denne Million kunde bestride, hvad der skal bestrides, saa at vi virkelig kunde være i Stand til at værne om Landet med vor Sødefension , som vi burde værne om det: værne om Landet saaledes, at ingen troløs Fjende eller overmodig Ven skulde være i Stand til at lægge sig imellem Batterierne og Hovedstaden, og Borgerne med Rolighed kunde sove i deres Senge. Ja, jeg havde endnu adskillige Ting at spørge ham om, som for Exempel, hvorfra det hidrører, at Anskaffelsen af Materialet, som efter Normal-Reglementet er ansat til 303,000 Rbd., nu kan bestrides med 248,000 Rbd., om man med denne Sum er istand til at anskaffe til Søetaten al det Materiale, hvortil den trænger.
Jeg vilde ogsaa tillade mig at spørge ham om, hvorledes det egenlig hænger sammen med den Flotille af 3 danske Brigger, som, hvis jeg ikke ganske tager feil, blev afsendt fra Kjøbenhavns Rhed i Eftersommeren 1842, hvorledes det hang sammen med Briggen St. Jean, som ved sin Afgang fra Kjøbenhavn var i en saa maadelig Forfatning, at det blev fornødent, at lægge ind til Toldboden med den, for at den kunde repareres, og desuden ikke blev bedre istandsat, end at den blev nødt til at gaae ind til Norge og gjøre Havari ligesom en ordinair Coffardimand. Jeg vilde spørge ham, hvis Feilen var, thi at der var Feil hos En eller Anden kan ikke paatvivles; om hvem der egenlig stod for Skibets Eqvipering og Besætning, og om Sagen hørte under Admiralitetet, eller, som i Kjøbenhavn paastodes, om Sagen vedkom Holmens Chef. Jeg vilde fremdeles spørge ham, om det er nødvendigt for Danmark under Flaadens nærværende Reduction, at eie saa betydelige Skibsværfter som den nu er i Besiddelse af paa Gammelholm og Nyholm, om de Udgifter, som aavendes derpaa, ei ere større end nu fornødent. Jeg vilde spørge ham, om det ikke skulde være hensigtsmæssigt at tage under Overveielse, om ikke Søcadetacademiet burde underkastes en Revision; om det ikke vilde være hensigtsmæssigt, at danne Marineofficierer omtrent paa samme Maade, som England danner sine Søkrigere, ved at lade det Practiske være Hovedsagen og derefter at bibringe Officiererne den fornødne Theori. Med dette sidste Spørgsmaal vilde jeg ikke have kastet nogen Skygge paa Søofficiererne; der er Ingen, som mere end jeg anerkjender Søetatens Værd i mange Henseender; jeg tvivler ikke om, at de ere gode Krigere, og med Rolighed vilde man i forefaldende Tilfælde kunne overlade Danmarks Flaade til dem. Men jeg skal dog ikke negte, at hvad der paa den senere Tid er passeret, giver Anledning til at tvivle paa, at deres Opdragelse i nautisk Henseende ogsaa er ganske hensigtsmæssig. Jeg finder i Budgettet, at Udgifterne i Anledning af Trekroner ere ansatte til en Sum af 1000, skriver eet tusinde Rigsbankdaler. Jeg vilde da spørge Ministeren, om han ogsaa var saa ganske sikker paa, at disse 1000 Rbd. have været tilstrækkelige til at sætte dette vigtige Punkt paa Kjøbenhavns Rhed i tilbørlig Forsvarsstand; jeg vilde, spørge ham, om dette vigtige Batteri er saaledes forsynet med Krigsmateriale, som det burde være, selv i dybeste Fred. Om alt Dette vilde jeg spørge ham, og jeg er end overbeviist om, at den herværende kgl. Commissarius, vilde meddele alle de Oplysninger, som staae i hans Magt, og jeg veed meget vel, at Commissarius er saa vel underrettet som Faa eller Ingen, saa maa jeg dog tvivle paa, at han kjender saa nøie til disse Forhold, som Tilfældet vilde vare med Søkrigsministeren i en konstitutionel Forfatning. Jeg har berørt disse forskjellige Puncter i Sagen, der ligge mig særdeles paa Hjertet, og jeg har berørt det i nærværende Øieblik, fordi jeg troer, at det nu, da der tales saameget om, at værne for Riget til Lands, ogsaa er Tiden til at omtale Værnet til Søs, og det forekommer mig, at der vel kunde vare Anledning for Forsamlingen til at indstille til Kongen, om Hs. Maj. vilde tage under allern. Overveielse, at Danmarks Sødefension bliver indrettet paa den hensigtsmæsstgste Maade, og saaledes, at denne kunde svare til Landets Fornødenheder. Om jeg skal stille et saadant Amendement, beroer paa, hvorvidt disse mine Ord finde Anklang i Forsamlingen". Den kgl. Commissarius: "Hvad det Spørgsmaal angaaer, som er fremsat om Gangen af de Underhandlinger, hvorved Danmark har søgt at blive fritaget for Udredelsen af den maroccanske present, da kan jeg ikke meddele Videre, end at jeg er overbeviist om, at der er brugt virksomme, saavel Underhandlinger som andre Foranstaltninger, for at opnaae Maalet, og at man vel, saavidt jeg veed, endnu ikke er kommet til et endeligt Resultat, men at der dog haves et godt Haab om, at Danmark snart vil blive befriet for denne i mange Henseender ubehagelige Byrde (!). Betræffende de øvrige yttringer, som den foregaaende ærede Taler, hvis Danmark var en konstitutionel Stat, og den Plads, jeg nu indtager, var beklædt af en Søminister, vilde fremføre, da er jo Stillingen nu en anden, og jeg kan derfor hverken tilegne mig de Complimenter, som han, under hiin Forudsætning, vilde sige Søministeren, eller besvare de mangfoldige Spørgsmaal, som han, under samme Forudsætning, vilde have fremsat. Jeg skal kun gjøre den almindelige Bemærkning, at det falder meget besværligt for de Stater, som baade skulle være Landmagter og Sømagter, at holde deres Søværn i Fredstid i en saadan Stand, som kunde ønskes med Hensyn til en fremtidig Krig. Der føres netop i mange konstitutionelle Stater bittre Klager over, at Søvæsenet er i en mangelfuld Tilstand; saaledes ankes der i Norge over, at der intet Tilstrækkeligt gjøres for at bringe Søforsvaret i behørig Stand, og selv i Frankrig og England hører man jevnlig Klager over Søværnets Forfald. Det er sandsynligt, at disse Klager ere overdrevne, men indtil en vis Grad ere de vistnok grundede, forsaavidt Søværnet ikke har faaet al den Kraft, som kunde ønskes, hvilket imidlertid uden Tvivl er foranlediget ved Hensyn til de overordenlige Byrder, som det vilde medføre for Statens Borgere at skulle tilveiebringe de dertil fornødne Midler". - (Kjøbenhavnsposten, 24. december 1844)
Grosserer Nicolai Jonathan Meinert (1791-1877) var på daværende tidspunkt medlem af Grosserer-Societets komite. Han var i 1837 blevet en af Stadens 32 Mænd, 1840 borgerrepræsentant som nationalliberal. Han var 1842, 1844 og 1846 tillige stænderdeputeret. Det er formentlig i kraft af det sidste dette indlæg er skrevet. Talen er et eksempel på hvorledes en kritik af den førte politik måtte formuleres for ikke at komme til at støde nogen under enevælden.
