Orientering i de nationale Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen).

I den periode som kaldes nationalromantik (bredt 1800-1870) var langt fra alle nationalromantikere. Kjøbenhavnsposten var fx skeptiske over for den danske nationalromatiks dyrkelse af bevidstheden om det nationale, det nordiske og den såkaldte "folkeånd" fra, nordiske myter og sagn, om "dansk folketradition" og "almuekultur". Noget som vi kender fra Oehlenschläger og Grundtvig. 

Politisk udtrykte den sig i skandinavismen der var rettet mod den voksende tyske enhedsbestræbelse, I 1840erne kunne man næsten dagligt i Dannevirke, Fædrelandet og andre aviser læse den store tyske fjende i syd. Denne anti-tyske stemning er senere blevet overskygget af 1864, verdenskrige mm. Mens Politivennen set med datidens øjne fremstod mere og mere konservativt pga bladets udspring i patriotismen, beskæftigede mange artikler i  Kjøbenhavnsposten sig med de farlige sider af nationalromantikerne og nationalisterne. Omend bladet som sådan dog ikke havde en fast linje i 1840'erne. Det kritiserede og den slesvig-holstenske nationalisme. Den nedenstående artikel er nærmest profetisk i sine iagttagelser - og det altså 3 år før det for alvor gik galt i 1848 i hertugdømmet Slesvig. Artiklen er en del af en længere serie.

V

E. Danmark og Tydskland.

Det kan ikke her være vor opgave at indlade os på de internationale spørgsmål, for så vidt de hænger sammen med statsretlige og politiske forhold - i denne henseende kan det ikke være tvivlsomt at retten til hertugdømmet Slesvig ubetinget tilkommer Danmark. Det er Danmarks nationale modsætning til Tyskland, som vi vil omtale med et par ord.

Denne modsætning, for så vidt den er andet end påtrængende renommisteri, kan være grundet i en fordybelse i folkets ældre tilstande, for så vidt disse foreligger os i litteraturen, i hvilke den nationale ejendommelighed mere levende afpræger sig end i nutiden, der har bragt nationerne i så mange berøringer med hverandre og på en måde sammensmeltet dem i en civiliseret verden. Det er som bekendt ad denne vej, at Grundtvig vil bringe nationalbevidstheden på fode, og det var mod en sådan retrograd bevægelse at Madvig troede at måtte protestere i kulturens interesse. Vi begriber det meget vel hvorledes mange ved betragtningen af en ældre tids ejendommelige og naturkraftige liv, kunne opfyldes med vemod formedelst nutidens skærende kontrast, men det må blive deres egen privatsag. Hvis de vil gøre en sådan tilbagestræben til nationens formål, da ville de begå en synd mod en langt højere magt end det enkelte folk. 

De store nationer som selv have skabt den moderne kultur, kan aldrig tænke på en sådan tilbagegang når vi taler derom, da det er kun en indirekte måde at give vor ærgrelse luft på over den ringe andel vi har i den, så at vi måtte ønske slet ikke at besidde den og hellere trække os tilbage i urtilstanden, og ud fra denne skabe en ny kulturverden. Det besynderlige og forskruede i en sådan betragtningsmåde behøver ikke at påpeges nærmere - kommer det vel an på hvem der har frembragt kulturen, eller mon det ikke meget snarere må være at den er vor tids produkt, som alle der er i stand til at nyde og tilegne sig den, også have en om end skjult aktiv andel i? Viser vi ikke dette vort produktive forhold til den ved at tilegne os den, og ville en tilbagevendelse til længst forældede og glemte tilstande ikke være et vidnesbyrd om, at vi havde levet ørkesløst, mens de andre nationer har arbejdet? Overvurderingen af nationens oldtid bliver således til en forhånelse af dens senere historie.

Og hvem er det vel for alvor faldet ind at påstå at den nordiske mytologi indeholder et ejendommeligt kulturprincip for fremtiden. Hvilket fornuftigt menneske ville tænke at Ny Grækenland kun kunne vente nogen genfødelse af Homer og Hesiod og ikke ved at træde ind i den moderne kulturverden, således som vel virkelig gør? 

Nej, de som det er alvor med den nordiske mytologi, de forkaster også den moderne kultur i dens væsentligste frembringelser. Dem er det kun om at gøre med den nationale ejendommelighed, om end den kun kan vindes ved en fuldstændig isolation fra den civiliserede verden. At forhandle med dem om denne sag ville være fuldkommen spildt umage - der Narr hält sich allein für gescheit und die ganze Welt für verrükt. I virkeligheden er det heller ikke dem, som ikke ville fornægte kulturverdenen, videre om den nordiske mytologi og historie at gøre end som en frase, hvormed de give den anden frase - nationaliteten dens behørige relief, uden at de bekymre sig det mindste om den nordiske oldtid, som de vist kun kender af Grundtvigs taler i det Skandinaviske Selskab. De har tidligere ved enhver lejlighed forhånet et sådant oldtidssværmeri som et blot personligt bizarreri.

Den egentlig nydanske nationalisme, som har sammensmeltet sig med den gamle, har som bekendt en politisk grund, nemlig i slesvig-holstenismen. Den politiske opposition med slesvig-holstenernes "statsopløsende" tendenser, kampen for det danske sprogs gode ret i det dansktalende Slesvig, er gået tilbage til en hævden af den danske nationalitet i almindelighed og stiller sig således ikke blot mod det, som Heiberg har kaldet det, provinsielle Slesvig-Holsten, men har i denne provins med Tyskland selv at gøre. Ved således at stille "dansk" mod "tysk" er foreningen mellem det ny- og gammeldanske parti lykkelig fuldført. Der er nu kun et national-dansk parti, som selv stiller sig på samme standpunkt som Arndt i Tyskland mutati mutandis. For så vidt det virkelig skulle forhærde sig i den ren nationale retning, altså stræbe at repristinere længst af historien overvundne tilstande, så ville det naturligvis kun være en ejendommelig form af den hele store europæiske reaktion, for så vidt imidlertid dets nationalisme, som ovenfor er omtalt, har en politisk grund, kunne det også tænkes at hovedaccenten ville blive lagt på det sidste moment, hvorved en befrielse fra hin indskrænkethed kunne blive mulig. 

Det er imidlertid ligegyldigt om dette sker eller ikke, hvad som ikke har kraft i sig selv, hvad som savner historiske grunde, vil snart falde hen, om end det plejes med nok så megen forkærlighed; den moderne nationalisme, som sætter sit højeste formål i at påtrykke alt et nationalt præg og som et slags patriotisk toldvæsen at konfiskere alt andet som kontrabande, er i sig selv noget alt for indholdsløst, noget alt for formelt til at det skulle kunne blive nogen virkelig magt anderledes end som svagheden, indifferentismen er en magt og det endog den magt, som holder de bestående forhold oprejst, der selv savner energi. Så længe man ikke med tanken om det nationale forbinder en bestemt menneskelig opgave, hvori dette nationale skal vise sin kraft, vil man ikke være i stand til at udrette noget med den.

Danmark har sine opgaver til fælles med de fleste andre civiliserede lande, det ville derfor handle meget ilde i at trække sig tilbage, at isolere sig. Det nærmeste land, det hvormed vi bestandig har stået i forbindelse, er Tyskland. En fanatisk stemning mod Tyskland vil snart medføre en fanatisme mod hele den civiliserede verden. Det er kun idet vi holder os åbne for Tyskland, at vi bevarer vort samfund med udlandet i almindelighed. Men Tyskland har ikke blot værd som repræsentant for udlandet i almindelighed, men også i sig selv ved sin litteratur navnlig, som i vor tid i flere retninger er kommet til et punkt hvor en almindelig kulturhistorisk indflydelse let kan forudses.

Men Danmark ligger i politisk strid med Tyskland især om hertugdømmet Slesvig. Dette synes at retfærdiggøre den fjendtlige stemning. For så vidt denne strid er politisk - nationaliteterne eksisterer jo kun i politisk skikkelse som stater - kan faren vel ikke være stor for den, på hvis side den politiske ret øjensynlig findes. For så vidt det imidlertid var en strid, som havde andre end politiske grunde, fx kulturhistoriske, industrielle, merkantile, da kunne naturligvis Danmark kun udøve en større tiltrækningskraft end Tyskland under den forudsætning at det var i besiddelse af større kræfter i disse retninger - på nationalitetens magt som blot naturbestemmelse (sproget) ville det ikke kunne gøre synderlig regning, da den ikke er den samme over hele landet, hvilket kun (efter kommunens adresse) er halv dansk.

Efterskrift

Det er i det foregående blevet udviklet at den moderne nationalitet ikke kan vinde den faste holdning som den antikke, fordi kulturen har vundet en mere almindelig form, og ikke bestemmes i sin karakter ved folkets afgrænsning. De ivrigste nationalister er kultiverede, civiliserede mennesker trods deres pointeren af folkeånden. De føler imidlertid denne modsigelse og de indrømmer den kun som en mangel, en ufuldkommenhed der just ved deres bestræbelser skal hæves. Al kultur skal være national. Det som før var frit, almindeligt, skal nu modtage en indskrænkning ved de ikke nærmere bestemte folkeejendommelighed, først ved denne begrænsning får det sin sande indvielse. Den barbariske nationalisme ville lade sig nøje med den simple indskrænkning til sig selv og afvise alt fremmed, den civiliserede derimod vil det fremmede - for så vidt man ellers kan kalde en andetsteds udviklet kultur således - det almindelige, men i en omstøbt form, hvorved det falder sammen med nationaliteten. 

Her røber nu denne retning tydeligere end noget sted ellers dens slægtskab med den nyere tids almindelige reaktionære stræben. Denne reaktion vil nemlig ikke unddrage sig kulturens magt, den søger tværtimod at drage den ind i sine egne interesser og derved berøve den dens brod. Kongerne er videnskabens beskyttere c: de søger at forvandle den frie videnskab til en officiel, de søger at monopolisere den for dem selv og deres tjenere. Præsterne og munkene er filosoffer c: de stræber at gøre filosofien hierarkist og munkeagtig. De reaktionære politikere er den moderne kulturs venner c: de elsker sig selv og deres princip som denne kulturs overvindere. Den frie, humane kultur har ingen anden værd for disse egoistiske standpunkter end som middel til at bringe dem deres egen herlighed til anskuelse. Nationalisterne betragter kulturen på samme måde, det er dem ikke om den at gøre, men om deres "nationale udvikling" c: deres egoistiske interesse. Ikke det videnskabelige, det humane som sådan har interesse for dem, men fx det danske. det nordiske derved, altså deres hovedinteresse koncentrerer sig i sandhedens begrænsning og privilegeren eller i dens fordrejelse. Ligesom den øvrige reaktion vil de kun vide af en privilegeret sandhed at sige. 

Den bekendte litterat K. F. Wiborg udtalte denne anskuelse for nogle år siden med en beundringsværdig åbenhed. Han forlangte en dansk religion, en dansk filosofi osv. Når man har spottet herover, så må det dog også erindres, at denne mand kun har udtalt de herskende anskuelser med en uforbeholden konsekvens.

Når et folk der allerede har spillet en kulturhistorisk rolle som det franske, pikerer sig på sin ejendommelighed og fx støder sig over Tysklands indflydelse på den nationale filosofiske stræben, så kan dette tilgives. Men anderledes bliver forholdet, når en national forfængelighed gør prætension på at overholde goder, som endnu ikke eksisterer og som kun kan erobres ved en fri tilegnelse af andres arbejde.

(Kjøbenhavnsposten den 19. april 1845.)

Henrettelse paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

- Ved den Henrettelse, som igaar Morges fandt Sted paa Amager paa den 23aarige Forbryder Ole Julius Brandrup, indtraf igjen det forargelige Optrin, at Skarpretteren ikke var istand til at udføre Executionen paa behørig Maade, men maatte hugge 2 Gange, og derefter endnu skære med Øxen førend han formaaede at skille Hovedet fra Kroppen. Saalænge Staten anseer det for nødvendigt at ansætte Livets Berøvelse til Straf for Overtrædelse af dens Love, forekommer det vel Enhver, at den ogsaa maa ansee det for sin Pligt, at lade Executionen deraf udføre paa en saadan Maade, at den ikke bliver til en unødvendig Marter for den Domfældte eller til Forargelse for Andre. Den forrige Skarpretter blev afskaffet, fordi han viste en lignende Udygtighed i sit Kalds Udøvelse, og nu da man forskriver en anden hertil fra Provindserne, viser det sig, at han er ligesaa uskikket til denne Forretning. Det kan vistnok i saa Henseende kun tjene lidet til Beroligelse, at man har nedsat en Comitee til Overveielse af det Spørgsmaal, om Anskaffelsen af en Guillotine er hensigtssvarende eller ei ; thi naar man veed, hvorledes vore Comiteer, som Raadmand David i sin Tid med megen Dygtighed har oplyst i sil Blad "Fædrelandet". pleie at blive siddende i mangfoldige Aar, uden endda at komme til andel Resultat, end, at alle Medlemmer afgaae ved Døden, saa vil det kunne indsees, hvor gode Udsigter der er til, al det samme Optrin endnu ofte kan blive gjentaget, inden man seer sig istand til at træffe Foranstaltninger til dets Forebyggelse. Hvis det virkeligt var hensigtsmæssigt at retablere det gamle Afskrækkelsessystem saa opnaaede man dog noget ved at foretage Executionen paa ben anførte Maade; thi da kunde man være sikker paa, at den fremkaldte baade "Skræk og Afsky"; men vi troe dog, at ikke engang Berlingske vil paatage sig at forsvare en saadan Undskyldningsgrund, om den end anfører de heromhandlede oprørende faktiske Omstændigheder, uden at tilføie videre end at det var beklageligt. - De to andre i Tugthuset igaar foretagne Henrettelser skulle være lykkedes bedre. Da man derved vel endnu fornemmelig har havt den gamle indskrænkede Forestilling om Afskrækkelse for Øie, saa havde man ladet 22 Livsfanger, som havde været tilstede da Mordattentatet paa Inspecteuren foregik uden at søge at forhindre det, overvære Henrettelsen, hvorefter de transporteredes til Castellets Fangetaarne, hvor de skulle hensidde indtil de igjen "ved god Opførsel og Flid have gjort sig værdige" til atter at tage Plads i Straffeanstalten. Ved Ankomsten til Langelinie, hvorhen de fra Christianshavns Canal førtes tilsøes, var Prinds Gouverneuren selv tilstede og gjorde saaledes deres Henflyttelse solemnere end Formaalet vel egenlig tilsigtede. Hvorledes det hele Afskrækkelsessystem er støttet paa en aldeles feilagtig Forestilling om den menneskelige Natur, skal paany have viist sig ved selve Henrettelsen, idet kun Trods og dulgt Forbittrelse være de fremherskende Kjendetegn hos de fleste af hine Straffefanger under og efter de tvende Domfældtes Henrettelse, der efter deres Forestillinger ogsaa snarere maa være bleven betragtet som en Slags Martyrdød end som en forskyldt Straf. Nogle andre Rasphuusfanger, der meer eller mindre havde virket til at forhindre Fuldbyrdelsen af Mordet paa Inspecteuren, ere blevne benaadede i Forhold dertil; to af dem have erholdt deres Frihed. - Paa Direktionen for Straffeanstalten, som ogsaa overværede Henrettelsen, maatte man nu ogsaa vel turde ønske, at den har gjort et saa stærkt Indtryk, at hvert især af Directionens Medlemmer herefter ved et stedse levende Minde derom vil føle sig uafladelig ansporet til ivrig og kraftfuld at virke for at Straffeanstaltens hele indre Organisation undergaaer de tidssvarende og nødvendige Forandringer, hvorved ogsaa Gjentagelsen af lignende Forbrydelser i selve Anstalten kunne forebygges, idet saavel Motiverne som Leiligheden dertil haves. 

(Kjøbenhavnsposten 23. april 1845)

Adolf Burmeister (1823-1909): Udsigt over Amagers daværende nordvestkyst t. h. faste batteri den 10. september 1852. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Brandrup & Rasmussen: To Tyves Skiebne (Efterskrift til Politivennen)

Når medier på Politivennens tid skulle omtale de omkring 90-95 % af befolkningen som ikke tilhørte de højere klasser, var det oftest begrænset til at fremstille dem som forbrydere, ramt af ulykker (sygdom, fallit, død og konkurs) og når de opføre sig "forkert" - uden at være kriminelle, dvs. når de skulle latterliggøres, fremstilles som overtroiske (dvs. ikke som kristne) o. lign. Nedenfor bringes en særlig udførlig beretning fra aviserne om to forbrydere. De er valgt fordi det har været muligt at finde meget materiale om dem.

De er også beskrevet i "Fangeflugt over Frederiksberg: nogle straffefangers skæbne på enevældens tid" af Lærke Friis Neergaard, i Frederiksberg gennem tiderne, Bd. 37 (2014)

De to personer beskrives nøjere i materialet nedenfor. Kort er der tale om Peder Rasmussen (1815-) og Ole Peder Julius Brandrup (1821 eller 1822-1845). Selv om de havde en noget forskellig baggrund, førte fængselslivet dem sammen. Et forhold der sluttede da Brandrup blev dømt til døden og henrettet i 1845. Rasmussen blev også dømt til døden, men kongen fik det forvandlet til en livstidsstraf. Et par notitser i årene op til fortæller om deres gentagne fængslinger og undvigelser:

Den 18de Mai. Procurator Baastrup, Actor, contra Arrestanten Ole Peter Julius Brandrup. Arrestanten idømtes 4 Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 23. maj 1839)

Kammerraad og Procurator Nyegaard, Actor, contra Arrestanten Ole Peter Julius Brandrup. For trende, ved Indstigning gjennem Vinduer om Dagen, forøvede Tyverier blev Arrestanten, der tidligere flere Gange er dømt for samme Forbrydelse, paalagt 8 Aars Fæstningsarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 9. januar 1844)

Efterlysning.

Fæstningsslaven Ole Peter Julius Brandrup er idag undvegen fra offentligt Arbeide, paa Fæstningens Materialgaard. Han er fød og hjemmehørende i Kjøbenhavn, 22 Aar gammel, og blev indsat i Slaveriet i Aar 1844.

Hans Signalement er: Middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaae Øine, mørkebrune Haar; han har et Ar i Panden, Huller til Ringe i Ørerne, paa Brystet er indbrændt et Skib og paa høire Overarm O. P. J. B., samt et Anker.

Formeentlig er han iført en paa Arbeidshuset borttagen brun Duffelsfrakke.

Hvo som anholder denne Slave erholder de reglementerede Opbringerpenge.

Kjøbenhavns Stokhuus, den 28de Juni 1844.
Nissen.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. juni 1844)

Fæstningens Materialgård lå siden 1680’erne mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade. Men de nuværende bygninger er alle fra efter 1740. Materialforvalterens hus er fra 1740. I 1748 opførtes den 45 fag lange bindingsværksbygning mod Vester Voldgade, genopført efter en brand i 1768 sammen med det grundmuret materialskur i to etager mod Bryghusgade. De to grundmurede halvtagsbygninger modsat materialskuret er fra 1819. Halvtaget som forbinder dem er fra 1925.

I februar 1845 havde de to fundet sammen om at flygte, men de var kun på fri fod i få dage før de blev pågrebet igen og dømt. Den korte historie lød:

Undvegne og igjen paagrebne 2de Tugthuusfanger. I Mandags fandt 2de Livsfanger: Ole Peter Julius Brandrup og Peter Rasmussen Leilighed til at undvige fra Forbedringshuset, men bleve igaar Eftermiddag paagrebne i Frederiksbergby. Skjøndt de vare bevæbnede med Knive, satte de sig ikke til Modværge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. februar 1845)

Dom mod de 4 Livsfanger. I Sagen mod Livsfangerne Christian Jørgensen og Christian Jensen Bruun er i Tugthuusretten afsagt Dom i Tirsdags den 4de Marts. Ligesaa er af den i Sagen mod Livsfangerne Ole Peter Julius Brandrup og Peter Rasmussen anordnede Commission samme Dag afsagt Dom. Ved begge Domme ere de Tiltalte idømte Livsstraf. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 6. marts 1845)

Imorgen (Onsdag) Kl. 9 foretages i Høiesteret Sagen: Justitsraad Liebenberg som befalet Actor imod Rasphuslivsfange Ole Peter Julius Brandrup og Tugthuslivsfange Peter Rasmussen, der ere satte under Tiltale for, efter at være brudte ud af Straffeanstalten, at have gjort sig skyldige i adskilige Misgjerninger, og ved den nedsatte Commissions Dom ere tilfundne at have deres Liv forbrudt. Etatsraad Blechingberg er Defensor i Sagen.

(Fædrelandet, 25. marts 1845)
I den i Gaarsnummeret omtalte Sag imod Livsfangerne Ole PEter Julius Brandrup og Peter Rasmussen, der ved den nedsatte Commissions Dom vare tilfundne at have deres Liv forbrudt, blev idag i Høiesteret afsagt følgende Dom: Commissionens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Justutsraad Liebenberg for Høiesteret betale de Tiltalte een for beggen og begge for een, 20 Rbd. Sølv.

(Fædrelandet, 26. marts 1845)

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. I midten Christianshavns Torv. Foto fra "Københavnske Prospekter".

Efter afslutningen af retssagen blev omstændigheder udførligt beskrevet (lettere bearbejdet til nutidigt dansk): 

Om forbryderne Brandrup og Rasmussen meddeler Kollegialtidenden følgende: Den 3. februar d. å. anmeldte inspektøren ved Tugt-, Rasp og Forbedringshuset Keller, at fangerne Brandrup og Rasmussen Kl. 11 om formiddagen havde fundet lejlighed til at undvige fra frispinderibygningen gennem hans bolig, hvor de i forstuen havde afført sig fangeklæderne, og af en derværende garderobe taget nogle klædningsstykker, samt at de formentlig var kommet ud på gaden gennem et vindue i salen. Den påfølgende dag i mørkningen blev de begge anholdte af sognefogden i Frederiksberg, og tilstod da straks for det samme dag optagne forhør, at de var de undvegne fanger, at de samme dag i Jonstrup havde bibragt en mand, der overrumplede dem under udførelsen af et tyveri, flere knivstik, således at han var segnet ned, og de anså ham for død, og at de derefter var gået mod København for at få noget føde.

Under de senere i sagen optagne forhør forklarede Brandrup med hensyn til hans motiver til at undvige og måden hvorpå de havde forladt Straffeanstalten, at han lige siden han den 14. november 1844, igen var blevet indsat i straffeanstalten, havde næret den plan at undvige. Han var nemlig ked af at være derinde, ikke blot fordi han havde mistet sin frihed, men også fordi samlivet med flere af de andre fanger mishagede ham. Da han antog, at han sikkert kunne stole på Peder Rasmussen, som han godt kendte fra sit tidligere ophold i anstalten, havde han allerede for et par måneder siden gjort ham bekendt med, at det var hans agt at undvige. Og de var da blevet enige om at undvige sammen. I den tid som derefter forløb, inden undvigelsen blev iværksat, havde de beskæftiget sig med de dertil fornødne forberedelser, navnlig med at anskaffe nogle klædningsstykker. Rasmussen havde ganske overladt til ham at bestemme, hvorledes flugten skulle iværksættes, og givet ham sin hånd på at ville følge ham og stå ham bi i alt hvad han foretog sig. Det var derfor ham, der bestemte, at flugten skulle ske igennem inspektørens værelser, hvor han antog at de måtte kunne forsyne sig med klæder, og når det var sket, troede han ikke at det ville falde vanskeligt at komme videre bort. 

Da fastelavn nærmede sig, og han mente, at man under den lystighed, som da fandt sted, bedst kunne ubemærket liste sig frem og finde lejlighed til, når folk var borte fra deres huse, at begå et og andet tyveri, besluttede han at de på fastelavnsmandag skulle forsøge på at undvige. Han anmodede derfor Rasmussen om, at han fastelavnssøndag i kirken skulle tale med degnen, om fangerne ikke kunne få deres bøger ombyttede den følgende dag. Rasmussen underrettede ham derefter om, at degnen ville komme fastelavnsmandag og bytte fangernes bøger, og de aftalte at benytte denne lejlighed til at gå bort, da nemlig døren, som fører fra inspektørens bolig ud til frispinderigården, plejer at stå åben, når inspektørens børn leger i gården, hvilket formodedes at ville blive tilfældet fastelavnsmandag. Dersom imidlertid denne dør havde været lukket, skulle de have ringet på, og hvis den åbnedes af et fruentimmer, skulle hun ved at bindes for munden, hvortil de ville benytte deres tørklæder, hindres fra at gøre anskrig. Men hvis den åbnedes af en mandsperson, ville de true ham med deres knive til at være stille, og hvis han ikke ville lade dem gå, virkelig bruge dem imod ham. For det tilfælde at inspektøren selv skulle lukke op, skulle de stikke ham med knivene og rette angrebet mod hans ansigt, da rygtet gik at han bar harnisk. Ligesom det var deres hensigt at dræbe enhver der i straffeanstalten ville havde stoppet dem, var det allerede fjorten dage for undvigelsen aftalt imellem dem, at hvis de på deres vej traf inspektøren, ville de dræbe ham, selv om de traf fremmede herrer hos ham, i hvilket tilfælde de måtte opgive flugten. 

Inspektøren havde han længe hadet, fordi han tyranniserede fangerne, navnlig derved, at når en fange på grund af arbejdets slette beskaffenhed ikke kan fuldføre det i rette tid eller af anden grund kommet til kort dermed, må han ikke alene betale i penge hvad han er kommet til kort, men bliver også straffet, og en sådan uretfærdig behandling var overgået ham selv, da han forrige gang var i straffeanstalten. Med fangen Chr. Jørgensen, der tilligemed fangen Bruun et par dage efter Brandrups og Rasmussens undvigelse begik et mordattentat mod inspektør Keller, vedgik Brandrup at have allerede ved juletid talt om at Keller ikke fortjente at leve, ligesom de også kort for undvigelsen havde talt om at hvis han og Rasmussen på flugten traf Keller, skulle de dræbe ham, ved hvilken lejlighed Jørgensen ytrede, at han, dersom Brandrup ikke traf inspektøren, "skulle tage en kammerat med og nok finde ham". Men i øvngt har Brandrup påstået, at han ikke betragtede aftalen med Jørgensen om at dræbe inspektøren som andet end løs snak, og at han ikke anså sig bundet ved noget løfte til Jørgensen, med hvem han aldrig rigtigt havde villet indlade sig, da han ikke havde nogen tillid eller god tro til ham. Da inspektøren desuden altid om formiddagen plejede at være på sit kontor og ikke i sine værelser, kunne han nok forudse, at når han om formiddagen blev kaldt på for at bytte bøgerne og da undveg, ville han ikke træffe inspektøren i sine værelser.

Peder Rasmussens forklaring i ovennævnte henseende stemmer fuldkomment med Brandrups, for så vidt ham angår. Ligesom Brandrup havde han i længere tid haft den plan at undvige, og efter at de var blevet enige om at undvige sammen, havde han aldeles overladt planens udførelse til Brandrup, efter hvis begæring han, der også anså fastelavnsmandag som gunstig for deres flugt, havde søndag den 2. februar anmodet degnen om at bøgerne den næste dag måtte blive byttede. Om måden, hvorpå hindringerne for undvigelsen skulle ryddes af vejen, og navnlig om deres hensigt, hvis de på deres flugt mødte Keller, da at myrde denne, selv om de traf ham i selskab med fremmede, forklarede han ligesom Brandrup, med tilføjende at de var ubekendte med lokaliteterne i Kellers bolig, og at de ikke ville søge efter inspektøren der, men kun hvis de traf ham på deres vej, ville råde til ham, at nu havde han nået sit mål, og derpå dræbe ham. Også henholdt han sig til Brandrups forklaring om grunden til deres had til inspektøren, dog med den bemærkning, at han selv vel har måttet betale, men ikke er blevet straffet for at være kommen til kort med sit arbejde. Derimod forsikrede han, at han havde været aldeles uvidende om det af Chr. Jørgensen og Chr. Bruun udførte overfald på inspektøren, og at hverken disse fanger eller Brandrup derom havde meddelt ham noget.

(Sluttes i Tillægget.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. maj 1845)


Om Forbryderne Brandrup og Rasmussen. (Fortsat, se lørdagsnummer.)

Angående selve undvigelsen og hvad derefter passerede, forklarede de tiltalte at da de fastelavnsmandag om morgenen så inspektørens børn lege i gården, antog de at døren, som fører til hans bolig, måtte være åben. Som de havde ventet, blev der kaldt på dem for at bytte bøger, og ved samlet at gå over til skolebygningen, bemærkede de at den dør virkelig var åben. De begav sig derefter over til inspektørens bolig; deres knive havde de skjult i lommerne på fangetrøjerne, og de klæder hvori de ville undvige, havde de iført sig under fangeklæderne. Da de kom ind i forstuen, aflagde de deres fangetøj og tog fra garderoben 2 frakker, en hat og en kasket. Mens omklædningen fandt sted, havde de taget knivene i munden. Omklædningen var næppe sket, før de hørte nogen tage fat i låsen på døren. De skyndte sig derfor at komme gennem værelserne og ud af vinduet i salen. Skildvagten havde heldigvis vendt sig, så at han ikke så dem, ellers var de formentlig blevet skudt. Men derpå var de blevet enige om, at de måtte lade det komme an. 

De gik over Snorrebroen gennem byen til Vesterport ud ad Gammel Kongevei, skråede over markerne, kørte derpå et stykke med en karl ad Ballerup til, og var inde hos en husmand, hos hvem de for nogle penge, de havde fundet i en af de tagne frakker, købte noget mad. Efter at være passeret gennem Ballerup, kom de til Nørreskov, hvor de, ligeledes for betaling, hos en skovløber fik noget at spise, og fortsatte derpå vandringen gennem skoven indtil det blev mørkt. 

Landskab ved Ballerup og Jonstrup Vang. Det var i februar, måske var der sne og så nogenlunde ud som her? Foto Erik Nicolaisen Høy, 2013.

Det var deres hensigt at nå Helsingørsegnen, hvor de hos inspektøren ved Hammermøllen, som de vidste havde penge, ville forøve indbrudstvveri. Da det imidlertid var blevet mørkt og ingen af dem kendte vejen, besluttede de at søge nattely i en udflyttergård. De begav sig til den del af bygningen, hvor sæden blev opbevaret, og ved at udtage nogle knipper halm og frabrække en halvdør, kom de ind og tilbragte natten liggende på noget foder. Om Morgenen tidlig begav de sig atter på vejen og nåede Hørsholm omtrent kl. ti. Af frygt for Helsingørs Politi, som de formodede underrettet om deres undvigelse, opgave de rejsen derhen, og besluttede over Jonstrup at begive sig til vestkanten af Sjælland, hvor Brandrup bedst var kendt med egnen. 

Da de ved at passere Jonstrup Vang kom forbi en halvgård, hvis døre var lukkede, og hvor de ved at se gennem vinduerne bemærkede, at ingen var hjemme, og da Brandrup tillige trængte til nyt skotøj og Rasmussen til et par benklæder, gik de hen til havedøren, som kun var tilspigret med nogle søm. Disse frabrød de uden synderlig vanskelighed med hænderne og ved hjælp af knivene, og gik ind i huset. Brandrup satte sig her i besiddelse af et par støvler og Rasmussen af et par bukser, hvorpå Brandrup tillige tog 4 til 5 mark i chatollet. 

De ville netop til at gå, da en mand trådte ind ad døren med en knippel i hånden. Den indtrædende skældte dem ud for kæltringer og sagde at de skulde anholdes, hvortil de svarede, at de kun var kommet for at få noget at spise, og at manden skulle lade dem gå, da han jo nok kunne se at de var to mod en. Da manden ved ankomsten hævede sin knippel, greb Rasmussen fat om denne, hvorefter Brandrup fremtog sin kniv og stak dermed manden i maven i den bestemte hensigt at skille ham ved livet; for, hedder det i Brandrups forklaring, da manden ikke ville lade dem gå, var dette den eneste måde, hvorpå han kunne bringes til tavshed. Manden styrtede nu ind paa Brandrup, og da han ligesom syntes at få magten over denne, fremtog Rasmussen også sin kniv, og stak den, i den hensigt at dræbe manden, i livet på ham. Han ville ikke blot såre manden, som han mærkede var temmelig stærk, men det var hans hensigt at skille ham ved livet, og han tilføjede ham 4 stik, to medens manden var inde i stuen, og to da han gik ud af døren. Det ene sår tror han ramte manden i hoften, det andet i siden, det tredje i hovedet og det fjerde i halsen ved øret. 

Da manden var gået ud af døren, blev Rasmussen i stuen for at pakke kosterne sammen, hvorimod Brandrup, der hørte manden skrige udenfor på vejen og frygtede for at flere folk skulle komme tilstede, forfulgte ham i den hensigt at dræbe ham og på den måde at bringe ham til tavshed. Han greb ham derfor i halstørklædet og gav ham flere stik, hvor han bedst kunne træffe ham, indtil han dinglede og ophørte at skrige, og da han således troede, at han havde afgjort det med manden, løb han tilbage til huset. Han og hans kammerat sammensankede her det tøj, de ville have, og flygtede derefter til skoven for at undgå folk, der samlede sig og begyndte at hidse hunde efter dem. 

De have enstemmig forklaret, at ligesom det var deres faste beslutning, at de ikke under deres undvigelse fra straffeanstalten ville lade sig pågribe, men derimod ville støde enhver ned, som derpå gjorde forsøg, således var det også deres agt at bruge deres knive imod enhver, der senere på flugten måtte have forsøgt at anholde dem. De ville derfor, såfremt de mens de et eller andet sted forøvede tyveri, måtte blive overrumplede, sætte sig til modværge og dræbe dem, der agtede at pågribe dem. I overensstemmelse med denne beslutning var det, at de overfaldt manden på Jonstrup Vang, da han overraskede dem og de frygtede, at han ved sit skrig ville hidkalde forfølgere. De havde vel ikke tænkt sig at der var folk i huset på Jonstrup Vang, da dørene var lukkede og ingen kunde ses gennem vinduerne. Men Brandrup trængte så meget til skotøj, at han, som det, hans forklaring hedder, til enhver pris ville se at skaffe sig sådant, og han ville have brugt magt imod de personer, han muligvis kunne have truffet, både for at få det, han manglede, og for at undgå eftersættelse og anholdelse. 

De havde kort før de kom til Jonstrup, i nærheden af Værløse, talt om at de måtte se at skaffe Brandrup nogle sko, og da de straks derefter bemærkede en mand at komme dem i møde, aftalte de, at de ville fratage ham hans skotøj, og var det bestemmelsen, at de skulde bruge magt mod ham, hvis han ikke godvillig vilde give dem hvad de forlangte. Der blev imidlertid ikke noget af dette forehavende, da de opdagede flere personer, som gik i forskellige retninger, og således frygtede for at de ville blive forstyrrede i udførelsen af deres beslutning. (sluttes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. maj 1845. 2. udgave)

Kirke Værløse. Det er nok det Værløse der tales om. Lille Værløse - nuværende Værløse - er en stationsby. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Om Forbryderne Brandrup Rasmussen. (Sluttet, se tillægget for i morges.)

På flugten fra Jonstrup Vang løb de tiltalte til skoven over en mose, hvor Brandrup var så uheldig at tabe den ene af de røvede støvler. De flygtede videre gennem skoven. På et sted lånte Brandrup en træsko, et andet sted fik han en støvle til låns med forpligtelse at aflevere den et sted i København. De nærmede sig bestandig til denne by, og da Rasmussen ytrede, at han troede, at de kunde få penge hos en mand i Falkoner Alle, begav de sig ad vejen til Frederiksberg og ankom om aftenen til det af Rasmussen opgivne sted i Falkoner Alle. De havde begge deres knive i hænderne og bad stedets ejer om et lån på 10 rigsbankdaler, derefter af 5 rigsbankdaler, hvilke dog nægtedes dem, hvorimod manden gav dem 2 mark.

Brandrup har indrømmet muligheden af at de havde truet ham med knivene; men de har begge anført, at de var i beskænket tilstand, og at de kun havde knivene i hænderne for at gøre manden bange, hvorimod de ikke tilføjede ham nogen skade, og Rasmussen har sagt, at de udenfor havde givet hinanden hænderne på, at de ikke ville gøre ham noget. 

Da de var kommet ud fra det omforklarede sted, bemærkede de at de blev efterfulgt af to personer, med hvem bestandig flere og flere forenede sig. De talte om at sætte sig til modværge, men Rasmussen mente, at dette ikke ville nytte noget, da de dog ikke kunne undgå at blive grebet. De gik imidlertid ind til adskillige værtshusholdere i Frederiksberg By, hvor de blev endnu mere beskænkede. Men da menneskemassen om dem tiltog, lod de sig endelig anholde uden modstand, som de indså her ville blive unyttig. Ved denne lejlighed ytrede Brandrup, der selv havde afgivet sin kniv til Rasmussen, at han "skulle give dem kniven", hvilket Rasmussen forstod og Brandrup også mente således, at han skulle aflevere sin kniv. Efter at de af sognefogden var afleveret til politiet på Københavns Amts søndre Birk, afgav de straks tilståelse om deres forbrydelser under undvigelsen.

De af inspektør Keller, fabrikmester Holmberg og mestersvend Andersen afgivne forklaringer går ud på at de tiltalte ikke have haft grund til klage over, at de blev straffet for de samme arbejdsforsømmelser, hvorfor de efter deres udsagn har måttet betale, da det ikke er brug at der afkortes noget af overarbejdsfortjenester, fordi det forrige arbejde har været slet.

Den i det foregående nævnte fange Chr. Jørgensen, der i forening med Christian Bruun forøvede attentatet mod inspektør Keller, forklarede sig angående hvad der før undvigelsen passerede imellem ham og Brandrup, overensstemmende med denne. Blandt andet sagde han også, at han ikke antog at der ved de samtaler, der fandt sted imellem dem, var truffet nogen for ham eller for Brandrup bindende aftale om at dræbe inspektøren, og at når han fattede mordanslaget, var det fordi det stemte med hans daværende anskuelse af forholdene, og ikke fordi han havde givet Brandrup noget løfte. Ligeledes er de tiltaltes udsagn om måden, hvorpå de undveg, bestyrket ved de forklaringer, der er afgivet af opsynsmændene ved straffeanstalten og flere fanger, såvel som ved de i øvrigt oplyste omstændigheder.

Angående overfaldet på Jonstrup Vang har den angrebne, Lars Nielsen, forklaret, at da han den 4. februar d. å. kl. omtrent 12 kom gående til sit hjem, så han to personer som han havde mødt i skoven og som havde spurgt ham om vejen til Jonstrup, gå ind i huset. Han bevæbnede sig derfor med en knippel, som han fandt i haven. Da han kom til døren, blev der indvendig fra holdt på den. Han rykkede den imidlertid op, og så da at den største af de i stuen værende personer - Rasmussen - undersøgte hans chatol. Han kunne ikke bruge sin stok, da der var lavt til Loftet, ligesom han også blev hindret af den person, som så ham komme ind. Han ytrede ved sin indtrædelse, hvad det var for gavstrikker. Hvortil den af dem, som stod ved døren, svarede: "Ikke så rask, fatter, vi er trængende folk", og i det samme gav han deponenten et slag i hovedet. Den mindste - Brandrup - angreb ham med en kniv. Da imidlertid deponenten godt kunne magte denne person, kom den anden denne til hjælp og bibragte ham adskillige knivstik. Han så sig derfor nødsaget til at flygte ud af stuen, og da han var kommet ud på vejen og råbte: Gevalt! forfulgte den ene af arrestanterne ham og bibragte ham flere stik. videre har han ikke set sig i stand til at forklare, da han under den ham tilføjede mishandling næsten var bleven afmægtig. 

Han savnede et par bukser, et par støvler og i penge 4 til 5 mark. Han hørte ikke nogen af dem sige, at det ikke kunde nytte ham at indlade sig med dem, da de var to mod en, ligesom han heller ikke ytrede at han ville have dem arresteret, da det kun var hans agt at forsvare sit gods, hvoraf han ikke godt kunne tåle at miste noget. Ifølge en udstedt attest af vedkommende læge dagen efter overfaldet, fandtes der at være bibragt den angrebne 7 sår, der dog størstedels var temmelig ubetydelige, ligesom de senere er helbredt, uden at de antages at ville efterlade sig farlige følger for den pågældendes helbred i fremtiden.

Møstings Hus er det eneste udover stedet som kan vidne om hvor undgivelsen endte for de to undvegne tyve. Huset er fra 1801. Resten af området blev bebygget langt senere og samtlige huse i området fjernet. Huset er umidlertid meget atypisk hvordan der så ud. Foto: Erik Nicolaisen Høy

For så vidt de tiltalte har sagt, på deres vandring fra undvigelsen indtil de igen blev pågrebet at have været inde på forskellige andre steder, er deres forklaringer bestyrkede ved de i så henseende tilvejebragte oplysninger. Navnlig har ejeren af det af dem nævnte sted i Falkoner Alle forklaret, at den 4. februar om aftenen indfandt to personer sig i hans køkken og bad ham om et lån af 10 rigsbankdaler, hvortil han svarede, at han hverken kunne eller ville give dem det. De bad ham gentagende og sagde ham på hans spørgsmål: hvem de var? at de var de fra Forbedringshuset undvegne fanger, og idet de beklagede sig over, at de var ulykkelige mennesker, tog de deres knive frem. I det mindste bemærkede han, at Brandrup, der førte ordet, gjorde det. De truede ham ikke egentlig med knivene, men sagde ham tværtimod, at han kunne være ganske rolig, da de ikke ville gøre ham noget ondt. Men da de tillige ytrede, at de samme dag med knivene havde aflivet en mand, troede han, at hensigten med forevisningen af knivene var, at bestemme ham til at låne dem pengene. Da han intet ville låne dem, tog Rasmussen ordet og sagde, at deponenten var en god mand, der nok ville give dem lidt til nødtørftighed. Han gav dem da hver 1 mark og dermed var de tilfredse. Da de gik bort, fulgte en anden i huset tilstedeværende mand efter dem, og foranledigede ved at kalde folk sammen, at de blev pågrebet.

Af generalia bemærkes, at Peder Rasmussen er født på den kgl. Fødselsstiftelse den 26, marts 1815. Efter at være ifølge Københavns Amts søndre Birketings dom af 14. februar 1828 for tyveri under kriminel lavalder i overensstemmelse med frdn. af 26. febr. 1789, første membrum straffet med ris, blev han ved samme rets dom af 30. juli næstefter for at have stjålet en hoppe anset med 2 års forbedringshusarbejde efter bemeldte lovsteds sidste membrum. Ved samme rets dom af 8. decbr. 1831, der stadfæstedes i Højesteret den 19. marts 1832, blev han for at have taget en ko på marken tilfundet at kagstryges og hensættes til tugthusarbejde på livstid. Ved allerh. resolution af 18. maj 1841 blev ham skænket friheden, dog, som sædvanlig, på vilkår at han påny skulle indsættes i straffeanstalten som tugthusfange, når han atter måtte begå nogen forbrydelse, der ikke medførte højere straf, og i henhold hertil blev han efter Kancelliets resolution af 17. december 1842 igen afleveret til straffeanstalten, da det ved forhør var blevet ham overført, at han havde gjort sig skyldig i tyveri og betleri. 

Ole Peder Julius Brandrup, der er født den 30. maj 1821, blev i året 1836 ved Københavns Politirets domme af 6. januar og 13. februar samt ved Lands-, Over samt Hof- og Stadsretsdom af 23. juli dømt for tyveri, respektive til straf af ris, af simpelt fængsel i 46 dage og af 8 måneders forbedringshusarbejde. Ved Københavns Amts søndre Birks ekstraretsdom af 7. oktbr. 1837 blev han i en tyverisag frifundet for videre tiltale. Derimod blev han ved Politirettens dom af 15. novbr. samme år anset med 1 års forbedringshusarbejde, ligeledes for tyveri. Ved Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretsdom af 18. novbr. 1839 blev han for 9 forskellige tyverier, af hvilke dog nogle var begået før han havde opnået kriminel lavalder, og de fleste, navnlig det vigtigste, før dommen af 15. novbr. 1837, anset med 4 års forbedringshusarbejde. Mens tiltalte efter denne dom hensad i forbedringshuset blev han i 1839, for at have stukket en anden fange med en kniv i armen, straffet med 20 slag kat. Ved to fattigkommissionskendelser blev han senere, for at være undveget fra almindeligt Hospital og for at være udbrudt fra Ladegården, straffet med kachot og med 4 ugers arbejde i tvangsarbejdsanstalten. Ved Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretsdom af 2. jan. 1844 blev han for indbrudstyveri anset med 8 års fæstningsarbejde. Han undveg derpå og blev ved Garnisons Krigsretsdom af 24. august 1844 for undvigelse og derefter forøvet tyveri i henhold til frdn. af 11. april 1846 § 16 cfr. § § 12 - 15 og plakaten af 19. novbr. 1833 anset med rasphusarbejde for livstid. Denne dom stadfæstedes ved allerhøjeste resolution af 8. november 1844.

Da det på Lars Nielsen forøvede overfald var sket i den hensigt at berøve ham livet, for uforstyrret og uden frygt for anholdelse at kunne sætte sig i besiddelse af hans ejendele, fandtes det at måtte billiges, at de tiltalte ved kommissionsdommen i overensstemmelse med frdn. 11. april 1840 § 34 cfr. lovens 6-6-22 og forordningen 4. oktober 1833 § 14 var anset med livsstraf. Pluraliteten af de tilforordnede i Højesteret som havde voteret i sagen, troede imidlertid at turde indstille Peder Rasmussen til Hans Majestæts nåde, i hvilken henseende det bemærkedes: 1) at han ifølge de af Brandrup afgivne forklaringer og dennes vedgåelse af, at det var ham, der, da Rasmussen havde overladt alt til hans ledelse, havde udkastet planen til undvigelse og først talt om at dræbe inspektør Keller, ikke kunne betragtes som ophavsmand, men kun som den, der havde vist en mere underordnet virksomhed; 2) at det var antageligt, at de voldsomheder, i hvilke han under overfaldet på Lars Nielsen havde gjort sig skyldig, nærmest havde været grundede i forestillingen om, at denne, som var en stærk mand og forsynet med en knippel, ville overmande Brandrup, og de således blev udsat for at blive pågrebet; 3) at de Lars Nielsen bibragte sår ikke har efterladt farlige følger for dennes helbred i fremtiden; og 4) at den forbrydelse, for hvilken Rasmussen var dømt til tugthusarbejde for livstid, ikke betegner ham som en for den personlige sikkerhed farlig forbryder. På disse grunde anbefalede pluraliteten Peder Rasmussen til at fritages for livsstraffen imod at kagstryges og hensættes til rasphusarbejde for livstid under streng bevogtning. Derimod blev Brandrup kun af en af de tilforordnede indstillet til livsstraffens eftergivelse.

Efter at sagen derpå af Kancelliet var blevet Hans Majestæt allerunderdanigst foredraget, behagede det allerhøjstsamme under 2. april sidstleden at resolvere, at arrestanten Peder Rasmussen skulle forskånes for den ham idømte livsstraf imod at han blev kagstrøget og hensat til rasphusarbejde for livstid under streng bevogtning, men at højesteretsdommen for arrestanten Ole Peter Julius Brandrups vedkommende ville være at eksekvere; og herom afgik der under s. D. et allerhøjeste reskript til kongens foged her i staden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. maj 1845)

Kaptajn M. J. P. Bille (1769-1845) . (Efterskrift til Politivennen).

Mønboere nævnt med hæder i vor flådes historie

Den er den 27. marts 100 år siden kontreadmiral M. J. P. Billes død.

II.

I 1807 var han tjenstgørende i orlogsskibet "Prins Christian Frederik" og derefter i "Lovisa Augusta", der var øvelsesskibe for kadetterne, men hen på året måtte han atter forlade sin lærerpost ved Søkadetakademiet for at overtage kommandoen over en kanonbådsflotille ved Frederiksværn og Christiansand på den sydlige kyst af Norge.

Allerede samme år kom han i kamp, idet han på et togt. som han med 5 både gjorde langs kysten, traf den engelske brig "Nightingale" til ankers under Årø i Langesund. Han holdt sig skjult under øen om natten, men i dagbrækningen angreb han pludselig briggen med 3 både fra nord og de 2 fra syd, medens 36 jægere beskød den fra et bjerg. Briggen måtte kappe sine fortøjninger og stikke til søs, men blev forfulgt af bådene og kraftigt beskudt, hvorved den led meget. Senere deltog Bille med både fra sin flotille i briggen "Seagull"s erobring, og kronprinsen tilkendegav ham to gange sit nådige velbehag.

Den 27. Juni 1808 udnævntes han til kaptajn, og da dannebrogsordenens forskellige klasser indstiftedes, var han blandt de første, som blev riddere. Også hans medborgere hædrede og elskede ham, og efter hans bortrejse fra stationen, læstes den 27. novbr. 1811 i den norske avis: "Den reelle kaptajn M. Bille er ikke glemt af os, fordi han er borte. Med varm taknemmelighed ville vi længe genkalde os i erindringen den redelige velvilje, han stedse viste os, og især de mange godhedsbeviser, han så ofte viste vore trængende. Guds kraftige velsignelse ledsage ham derfor på hans veje; få sorger, des flere glæder følge ham på disse. Dette er det oprigtige ønske, som Flekkerøs beboere lade følge denne redelige og agtværdige velgører."

HJEMMARCH MED 2000 MAND.

I 1812 og 1813 kommanderede Bille det franske linieskib "Dantzich", et af de skibe på Schelden, der besattes med danske søfolk, og igennem et insurgeret departement og imellem krigshærene marcherede han i 1813 hjem med disse danske besætninger, ialt 2000 mand. - Dette forløb langtfra godt, bl. a. begyndte folkene at gøre oprør i anledning af diæternes formindskelse, men efter at Bille havde såret den første, som angreb ham, faldt der atter ro over gemytterne, og en dømt slave bad året efter Bille om tilgivelse for ved hin lejlighed at have givet ham et slag i brystet.

Også på anden måde voldte Schelde-foretagendet Bille kvaler, idet der på hans regnskab for et af skibene manglede ca. 13.000 rdl. på grund af "omstændighederne, uorden og dårlig assistance"; herpå måtte han afdrage 9.430 rdl., medens restbeløbet på 3.570 rdl. efter en derom indgivet ansøgning senere blev ham eftergivet ved kongelig resolution.

UTILGIVELIG UORDENTLIG.

Denne mangel på økonomisk sans og orden kom ham også på anden måde til skade, idet admiralitetet den 22. juni 1815 i sin indstilling til forfremmelser i anledning af kroningen udtaler, at Bille "er en dygtig sømand og soldat, men insubordineret og til en utilgivelig grad uordentlig i regnskab og pengesager, så at Collegiet aldrig vil driste sig mere til at foreslå ham til nogen kommando", og den 23. august samme år meddeltes der ham afsked af søetaten med kommandørkaptajns-karakter, idet han samtidig ansattes som lodsinspektør, waterschout og færgeinspektør i Helsingør, og i øvrigt kan det nævnes, at det var Bille, som i 1819 hjemførte fra England det første danske dampskib "Caledonia".

Da embedet i Helsingør ikke forbedrede hans under de ulykkelige konjunkturer ødelagte formuesomstændigheder, fik han tilladelse til i 1820 at rejse til Danzig, hvor han efter at være udnævnt til karakteriseret kommandør i lang tid var navigationsdirektør, i hvilken egenskab han ledede undervisningen ved 5 skoler, foretog søopmålinger og indrettede observatoriet og i det hele taget ligesom her i landet indlagde sig megen fortjeneste af navigationsvæsenets udvikling.

ÆREFULD HJEMKOMST.

I 1829 mistede han sin hustru, der troligt havde fulgt ham på hans urolige bane - til Norge, ombord på skibet i Schelden, til Helsingør og til Danzig. Dette store tab virkede smerteligt på ham, og træt af sygelighed og arbejde og uden slægt i det fremmede land, der ved hvert skridt mindede ham om tabet af en elsket hustru, længtes han efterhånden stærkt mod hjemlandet, og hædret højt af det fremmede land forlod han da Prøjsen i 1838 for at leve op igen i sit eget kære fædreland, der i 1837 havde vist, at det ikke havde glemt hans indsats til dets gavn, idet han den 30. oktober dette år fik karakter af kontreadmiral, hvorefter han i 1840 udnævntes til kommandør af dannebrog.

Efter hjemkomsten til Danmark arbejdede han med fornyet kraft for navigationsvæsenets udvikling, og den 1. august 1844 stiftede han Foreningen til Søfartens Fremme, for hvilken han arbejdede med den største iver det år, han endnu levede, vakte en mængde menneskers interesse for foreningen, foranstaltede forelæsninger og undervisning i selskabets navn og fik udsat præmier for god navigation.

I marts måned fik han et anfald af apopleksi, og den 27. samme måned afgik han ved døden og bisattes på 44-årsdagen for Slaget på Reden i Holmens Kirkes kapel under tilstedeværelsen af et talrigt følge, sammensat af alle stænder, der i den afdøde hædrede den højagtede mand, orlogs- og koffardimarinens lærer og helten fra 2. april.

Fordringsløst, men rastløst kæmpede han for sine ideer gik admiral Bille gennem livet, ligefrem og venlig mod alle, og menneskekærlig, overbærende og human i sine domme var han i besiddelse af geniets sorgløshed og det ædle hjertes barnlighed; umistroisk og ukendt med forstillelse kom ofte begejstringens og medfølelsens tåre i hans øje.

- - -

En stedbroder til admiralen var kommandørkaptajn Søren Adolph Bille, der fødtes i Borre den 4. juni 1775. Han blev antaget som lærling til marinen i 1785, blev kadet året efter og var i 1793-94 med briggen "Lougen" i Vestindien, hvorunder han ligesom broderen på dennes første togt hurtigt lærte at døje sølivets strabadser, idet briggen bl. a. måtte ride en hård orkan af ved Christianssted med strøget rejsning og 3 sværankre og 2 varpankre ude. På dette togt udnævntes han til sekondløjtnant, blev 5 år senere premierløjtnant og var 1799-1800 atter i Vestindien, denne gang med fregatten "Thetis". Også han deltog i slaget på reden den 2. april 1801 som næstkommanderende på blokskibet "Cronborg" og blev såret, men ledede dog efter chefens død kampen fra sygelukafet og senere fik ham ligesom broderen erindringsmedaljen for deltagelse i slaget. I 1801-07 var han fungerende ekvipagemester på Holmen og førte den 31. august sidstnævnte år et kompagni af Holmens mandskab under udfaldet i Classens Have. Omkring midten af 1808 udnævntes han til kaptainløjtnant og beordredes til Norge, hvor han blev chef for østlige kanonbådsflotilles 1. division ved Hvaløerne og Frederiksværn og erobrede som sådan den 10. august 1809 udfor Frederiksværn med 6 kanon-shalupper og 2 kanonjoller orlogsbriggen "Alart" der var på 19 kanoner og 96 mands besætning, og som ved Københavns kapitulation i 1807 var taget af englænderne. I 1809 blev han hjemkaldt fra Norge for atter at være fungerende ekvipagemester på Holmen, og hans overordnede i Norge, admiral L. Fisker skriver om ham, at han har vist sig som en nidkær, virksom og ærekær officer, der er velegnet til chef, da han befordrer disciplin og velvilje, orden og militæriskhed. I begyndelsen af 1810 blev han ridder af dannebroge og kom atter til Norge som chef for flotillen ved Frederiksværn og udnævntes i begyndelsen af 1813 til kaptajn.

Den 22. marts 1814 overgik han til Norges marine og slettedes af listen over de danske søofficerer, da han havde aflagt ed til den norske regering uden at være løst fra sin ed til den danske konge, i hvilken anledning også en ansøgning fra ham om afsked i nåde ikke blev tilstået.

Den 25. maj 1815 blev han kommandørkaptajn, men døde 4 år senere under et besøg i København hvor han begravedes på Holmens Kirkegård.

INGVARD OLSEN.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 24. marts 1945).

Del I blev bragt i avisen dagen før. 

Kaptajn M. J. P. Bille (1769-1845) hjemførte den første afdeling danske matroser fra Frankrig som afmarcherede fra Antwerpen den 15. april. Han tog sin afsked fra dansk tjeneste 1815 som kommandørkaptajn, og blev senere kontreadmiral i Prøjsen. Caledonia blev sejlet fra London til København af daværende kommandørkaptajn Bille. Det var købt af auditør Bille i 1819 for at sejle mellem København og Kiel. Bille havde valgt at gå gennem Ejderkanalen, og dens første fart skete derfor fra Kiel til København.

HMS Nighthingale var 1805-1815 en brig-slup med 16 kanoner i den engelske flåde. Under Napoleonskrigene opererede det i fortrinsvis i Nordsøen hvor det kaprede en imponerende række fartøjer. Før Københavns Bombardement: Einigheid, Jonge Ebeling, Freundschaft, Morgenstern, det prøjsiske skip Frou Gesiner, Twee Gebroders, de prøjsiske Jonge Gerrite og De Drie Gebroeders. Skibet deltog i Københavns Bombardement 1807. 1809 kaprede Nightingale det danske skib Emanuel og Cutter No 16, tre danske fortøjer, Transport No 52, Helena Maria. I 1810 Martini Jacobi, C. Stysring, master (15 April), Godes Fisne, A. Brede, master, Amicitia, Paul Paulson, master, Magneten, H. Kilrub, master, and en slup, No. 60, name unknown. Samt deltog i andre skibes kaperfangster. 1811 kapredes Caroline and Berentine. 1812 Liebe, Maria Dorothea, Anna Serina og Bodel Maria, Palmtract. 1813 det amerikanske Calumet, Enigheiden. Herefter blev skibet solgt 1815 som handelsskib og forsvinder af arkiverne i 1829.

Assistentshuset. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl Velgjørenheds-Indretning, Assistentshuset, hvor fattige Folk mod circ. 12 Procent kunne faae Laan paa Panter til en Fjerdedeel af sammes Værdi, vil paa Mandag begynde den Auction over uindlæste Panter fra 1843, som allerede for en Maanedstid siden var bestemt at skulle afholdes, men som blev udsat af pure Barmhjertighedshensyn til de mange Fattige, der formedelst den haarde Vinter ikke havde seet sig istand til at indløse deres Panter. Siden har Vinteren rigtignok været dobbelt streng og Leilighed til Fortjeneste været aldeles berøvet mange tusinde Fattige, saa at de, i Stedet for at kunne erhverve noget Overskud til derfor at indløse deres forfaldne Panter, eller fornye Sedlerne, som det kaldes i de Fattiges Sprog, kun have været istand til kummerligen at friste Livet ved end yderligere at tage deres TIlflugt til denne kgl. Velgjørenhedsanstalt, der tager c. tolv Procent. - Assistentshuus-Barmhjertigheden er ikke desto mindre nu ude; nu efterat de fattige Laantagere med tolv Procent have havt den Tantalusqval i flere Uger forgjæves at nære Haabet om at kunne gjenerholde deres Eiendele. - Vi skulle ikke bede Directionen, eller hvem der ellers raader over Auctionens Afholdelse, om en ny Udsættelse; lad Auctionen kun blive holdt netop nu, da det er blevet dobbelt ubarmhjertigt at afholde den; det vil bidrage saa meget til at aabne Øinene paa Folket for hvad det er for en velgjørende Indretning denne kgl. Laaneanstalt til circ. tolv Procent, som efter halvandet Aars Forløb bortauctionerer de haandfaaede Panter, der ere tre-fire Gange saa meget Værd, som det derpaa givne Laan. - Imidlertid vil man derved jo ogsaa overbevises om, at Assistentshuset i alt Fald ikke er en saadan Indretning, hvorved Statskassens Midler letsindigen forødes.

(Kjøbenhavnsposten 8. marts 1845)