Helligdagsforordningen 1845 (Efterskrift til Politivennen)

I 1845 blev der indført en ny helligdagsforordning. Den afløste den gamle "forordning om Sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse" fra 12. marts 1735. Denne havde fastslået at det var en pligt for alle at gå i kirke på søn- og helligdage, ligesom den ældre helligdagslovgivning fra Dansk Lov i 1683. Der dog ikke havde synderlig gennemslagskraft idet befolkningen i vid udstrækning ikke overholdt den. Den tvungne kirkegang blev ophævet med forordningen i 1845, bl.a. netop begrundet i at de gamle sabbatordninger omkring tvungen kirkegang alligevel ikke blev overholdt.

Politivennens artikler om helligdage og helligbrøde omhandler mest den dengang gamle ordning. De understøtter den opfattelse af at befolkningen generelt ikke gik i kirke om søndagen på trods af forbud og trusler om bøder og strengere straffe. Ordningen blev som konsekvens af at den alligevel ikke blev overholdt, så altså ændret da Politivennen ophørte med at udkomme. Men læserne skal naturligvis ikke snydes for hvad der senere skete.

Som et eksempel på hvad man kunne forvente af den "gamle" helligdagsforordning, her til illustration et par eksempler fra

Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende, 20. februar 1827:

Ved Landsoverretten i Viborg er Jørgen Rasmussen af Alstrup, for begået Helligbrøde, ved at have en søndag uden betaling hjemkørt et læs ris for Christen Feldbereder i Mariager, dømt til at bøde fire Rigsbankskilling Sølv til Gjerlev og Onsild Herreders politikasse. Ved Politiretten var han den 19. april 1826 dømt til at bøde 5 Lod Sølv.

I et referat fra en debat i Provindsialstænderne for Nørre-Jylland om "Løsagtigheds Forebyggelse" kom man bl.a ind på Helligdagsordningen, og følgende blev udtalt herom:

Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 21. juli 1838:

Proponenten svarede blandt andet herpå, at han fulde vel kendte de citerede lovsteder om Helligbrøde, men kendte også til fulde, hvor lidt de blev overholdt. (Heri stikker, som ved flere lejligheder bemærket i denne avis, just knuden; for hvem indestår for, at de nye love ville blive det mere end de gamle?)

Og så til behandlingen af den nye helligdagsforordning. Kritikken gik især på at den ramte de fattige: Arbejderne og husmændene. Artiklerne siger desuden en del om folks generelle uvilje mod at gå i kirke om søndagen:

Kjøbenhavnsposten, den 17. april 1845:

Den nye Helligdagforordning.

Tilvisse ligger det mere i Protestantismens end i nogen anden Religionsbekjendelses Væsen at tilsidesætte alle tomme Former og al unødvendig Tvang i kirkelige Anliggender. Derfor maa det være enhver protestantist og tolerant Regerings Bestræbelse at afholde sig fra alle Forskrifter, hvorved Hykleri trives og Hængehoveder skabes. Ved Ordningen af Kirkevæsenet bør Christendommens ophøiede Lære, at Gud ikkun dyrkes i Aand og Sandhed, naar Sindet af egen Drift, opfyldt af religiøs Stemning, henvender sig til ham, aldrig tabes af Sigte. Den, der besøger Kirken alene for at efterkomme en borgerlig Lovs Forskrift, er i Virkeligheden ligesaa lidet en sand Christen, som den, der hver Helligdag indfinder sig i Gude Huus for hos Naboer og Bekjendte at forskaffe sig Anstrøg af at være gudsfrygtig. Det var vistnok ikke lidet synderligt, at der hos os - lige indtil den nye Helligdagsforordnings Udgivelse for faa Dage siden - kunde, om endog blot af Navn, bestaae Lovforstrifter, der paabøde en Straf af tre Lod Sølv for den, der udeblev fra Gudstjenesten, og, dersom det var "gemene Bønder", der ikke indfandt sig i Kirken, da første Gang 4 Skilling, anden Gang 8 Skilling og tredie Gang 16 Skilling. Det er den nye Helligdagsforordnings første Fortjeneste at den gjør Kirkegangen frivillig og overlader det til Enhvers egen Stemning, hvor han vil opløfte sine Tanker mod Guddommen. Vi havde blot ønsket, at Forordningen klart havde, navnlig i Præmisserne, udtalt det Prinrip, at Gudsdyrkelsen er uforenelig med tvingende Bestemmelser. Afskaffelsen af det tidligere Forbud imod Udeblivelse fra Gudstjenesten har derimod snarere ikkun Udseende af at være en borgerlig Gunstbeviisning, idet der siges, at "de øldre Lovbestemmelser, der gaae ud paa en Tvangsforpligtelse til at deeltage i den offenlige Gudstjeneste, behøve Forandring og Lempning." Men et Gode er det i ethvert Tilfælde, at hiin ældre Tvang aldeles er opgiven i Forordningens dispositive Deel.

En anden Sag er det, at der nødvendigviis maa, hvis Helligdagene skulle uforstyrrede kunne benyttes til den Gudsdyrkelse, som Religionen fordrer, fastsattes Straffe for Handlinger, der deels kunne volde Forstyrrelse deri, deels vel endog vække aabenbar Forargelse. Vor nye Helligdagsforordning har været ret heldig i at løse denne Opgave. Den er i det Hele affattet i en liberal Aand, og dens Forskrifter ville neppe blive til synderlig Besvær. Mindre tilfredsstillende forekommer Forordningen os derimod at være, hvor den søger at gjennemføre vor Religions Grundsætning, at Sabbaten skal ogsaa være en Hviledag - en Grundsætning, hvis Gjennemførelse under vore nuværende sociale Tilstande vel kan ansees i Gjerningen lige saa vigtig, som det er magtpaaliggende at havde Sabbatens Egenskab som Helligdag. De Bemærkninger, hvortil Forordningen især foranlediger os, ere følgende.

Efterat det i den første Paragraph er sagt, at alle ufornødne Arbeidssysler og alle Forlystelser skulle paa Helligdagene ophøre fra Morgen af indtil Klokken 4 om Eftermiddagen, giver den anden Paragraph den nærmere Forklaring, at der dog kun menes saadanne Arbeidssysler, der enten vise sig udenfor Huset eller afstedkomme Larm, og opstiller dernæst adskillige Undtagelser fra denne Regel. Med Forbigaaelse af de Erindringer, som correct Redaction og nøiagtig logisk Stringents lader fremtræde i denne som næsten i alle af Ørsted conciperede Anordninger, skulle vi blot holde os til Forordningens Realitet. Det er nu vistnok ret plausibelt, at Forordningen undtager paatrængende Arbeider i Sæde- og Høsttiden, ved Fiskeri, Søfart og Befordringsvæsen (nemlig, Postvæsen, Dampfart og Fragtkjørsel). Men, naar vi iblandt disse Undtagelser tillige støde paa den Bestemmelse, at det skal være Huusmænd, Inderster og Dagleiere tilladt paa Helligdage baade selv at foretage de Arbeider, der udfordres til Dyrkningen af deres Jorder og Haver, samt dertil at benytte fremmed Hjelp, da see vi i denne Abnormitet, der vel, ifølge Alt, hvad der er passeret i Stænderne, maa ansees for en Nødvendighed, ikkun en sørgelig Erkjendelse fra Regeringens Side af den kummerlige Stilling, hvori hele den bosiddende Arbeiderclasse paa Landet befinder sig.

Saaledes maa altsaa Huusmanden og Dagleieren trælle for at vinde Livets Ophold for sig og Sine, at han, efter 6 Dage i Rad at have maattet offre Andre sin Møie og Sved, den syvende - den Dag, der skal være en Vederqvægelse for den øvrige Deel af Samfundet - skal slide, for at der dog ogsaa kan blive hans sparsomme Jordlod en kummerlig Dyrkning til Deel! Og saa ringe er hans Fortieneste i de sex Arbeidsdage, saa fattig er Udbyttet af hans Lod, at den fremmede Hjelp, han, maaskee mest af Medlidenhed, kan tiltrygle sig, forudsættes kun at ville blive ham ydet paa Helligdagene - atter paa Arbejdernes og Dyrenes Bekostning! Eller, skulde en saadan Tingenes Tilstand ikke være tilstrækkeligt Beviis for, at ogsaa vore lavere Samfundsklassers sociale Stilling er underkastet Tidens Elendighed, at der ogsaa hos os burde føres en alvorligere Undersøgelse om "Arbejdets Organisation", saa lader os erindre, at det ikkun er eet Aar siden, at Regeringen kundgjorde en Lov, hvorefter Søndagen skulde blive en virkelig hellig- og Hviledag for de ufrie Negere paa vore vestindiske Øer, for Mennesker, der, ligesom Dyrene, ere underkastede Medmenneskers Eiendomsret - for dem, der kaldes og ere Slaver.

Man tør vel holde sig overbevist om, at den Regering, der har ladet sig det være magtpaaliggende at udstede Forbud imod, at Slaver af egen Drift arbeide paa deres egne Lodder eller udleies til Arbeide paa Helligdage, ikke, uden paatrængende Nødventighed, kort efter vilde sanctionere en Bestemmelse, hvorved Huusmanden og Dagleieren. der dog ere fribaarne og henregnes til frie Mænd, betegnes som dem, der maae gjøre Sabbaten lig med Søgnedagen, for at kunne leve. Fremdeles - man tør vel antage, at den Regering, . der for adskillige Maaneder siden forordnede, at den vestindiske Neger "- Slaven - skulde have Løverdagen fri til at drive Handel og nødvendig Omsætning, for at han ikke derved skulde forstyrres i Andagt og Hvile om Søndagen - man tør vel antage, at denne samme Regering ikke vilde vedkjende sig som Grund for at aabne Boutkkerne paa Helligdagene efter Gudstjenestens Tilendebringelse, "at Tjenestefolk, Dagleiere og Huusmænd ofte paa de andre Dage ville savne Frihed til at kunne komme til Kjøbstaden", dersom det ikke erkjendtes, at Arbeiderclassen nødvendigviis maatte hjelpes paa en saa særegen Maade.

Under disse sørgelige Erfaringer maa det dog blive en Trøst, at slige tause Indrømmelser i Lovgivningen af Arbeiderclassens beklagelseværdige Stilling vil inden føie Tid medføre Iværksættelfsen af andre Forholdsregler, paa hvilke der ligger større Vægt, navnlig Indskrænkning i det omsiggribende Ugearbeide, der fordres af Huusmændene - vort Lands værste Hoveri. Hvor meget end Godseierne og andre Optimister ville bestræbe sig for at kaste et Slør over vort Samfunds skygge Partier, saa skinner dog det usminkede Forhold mere og mere frem og har i den Grad gjort sig gjeldende, at Lovgivningen nu har udtalt, at Arbeiderclassen i Regelen, for at tilfredsstille de legemlige Fornødenbeder, ikke kan faae Tid til, lige med de andre Samfundsklasser, at hæve Tanke og Sind mod Forsynet, uagtet det dog er denne Stand, som fortrinsviis, paa Grund af dens ringe Dannelse, trænger til aandelig Veiledning og Opløftelse.

En anden Bestemmelse i Forordningen, der tyder paa, at man ikke har villet gjennemføre Forbudet imod Arbeide paa Helligdagene med fuldkommen Bestemthed, indeholdes i Tilkendegivelsen om, at ikkun saadanne Arbeidssysler ere formeente paa Helligdagene, som i afstedkomme Larm, hvorimod det indrømmes Arbeidsherrerne at benytte deres Arbeidere til roligere Forretningers Udførelse. Ligesom der nu vistnok er noget Anomalisk i den Forskrift, der straffer Tømmersvenden, hvis han arbeider en Helligdag, medens den hjemler Snedkersvenden at profanere Helligdagen, faaledes kan det vistnok I befrygtes, at der vil forekomme Tilfælde, i hvilke Arbeidsherrer ville, i Medhold af en mindre vel forstaaet Liberalitet i Hellidagsforordningen, forhindre deres undergivne Arbeidere i at nyde den Legemets Forfriskning og Sindets Opmuntring, hvortil de, med Hensyn til deres hele Udvikling, i Regelen ville trænge.

Der er et gammelt Ord - det er skrevet i Brevet til de Colossenser: - "derfor dømme Ingen Eder i Mad eller Drikke eller i Hede til Høitider eller Nye Maaner eller Sabbater". Dette Ord peger hen paa. at det ingen let Sag er for en Lovgiver, at gribe ordnende ind i et Folks tilvante Levnet, og dog at undgaae alt Skin af at komme i Strid med den konventionelle Opinion. Forordningens 7te Paragraph, der gaaer ud paa at hindre Vertshuussamqvem paa Helligdagene, især under Gudstjenesten, afgiver Beviis herfor. Det er Forordningens velmeente Hensigt at forhindre den Forargelse, der kan tages af unødvendigt Ophold paa offenlige Steder under Gudstjenesten; men den har villet søge at undgaae den Strid, hvori den ved et ubetinget Forbud imod alt Tilhold. medens Gudsdyrkelsen varer, paa offenlige Steder vilde geraade med Livets prosaisk: Fordringer og det laxe Begreb, den store Mængde hos os endnu forbinder med Helligdagenes Hensigt, og den er derved kommen til at sige Lidet eller Intet. Dens herhen sigtende Ord: "Ei heller maae Gjæstgiveren eller Andre, der holde Vertshuus, paa Søn- og Helligdagene modtage siddende Gjæster inden Klokken 4, endnu mindre forinden bemeldte Tid tilstede nogen Slags Drikkelag eller Spil hos sig; men iøvrigt er der Intet til Hinder for, at hos Herbergerere og Tracteurer og paa lignende Steder, hvor der beværtes med Spisning og Forfriskning, Saadant og forinden kan erholdes" - ville nok i de allerflest: Tilfælde sindes saagodtsom ganske otiøse. Imidlertid sees det dog, at den besynderlige Redaction, der findes i den tilsvarende Paragraph af Hertugdømmernes Helligdagsforordning af 10de Marts 1840, hvori der skjelnes mellem Vertshuusgjæster i Almindelighed og Gjæster, der ere paa Veien til Kirke, er undgaaet, uagtet vor Sabbatsforordning ellers er en temmelig tro Copi af Hertugdømmernes.

Det er ikke de kjøbenhavnske Provsters Skyld, at Forordningen dog har den halvtliberale Bestemmelse, at Forelæsninger og offenlige Udstillinger kunne finde Sted paa Helligdagene udenfor Kirketiden. Disse Herrer, der, tilligemed Sjællands høiærværdige Biskop, synes at have et meget ringe Begreb om den Trang til sandelig Uddannelse, der mere og mere fremtræder hos alle Samfundets Classer - en Trang, hvis Tilfredsstillelse for Mange ikkun kan skee paa Helligdage og det uden i mindste Maade at komme i Modsigelse med Sabbaten, der jo dog, naar Alt kommer til Alt, er til for Menneskenes Skyld - have nemlig insisteret paa. at den almindelige Adgang til Dannelse, som i de senere Aar er aabnet den mindre bemidlede og udviklede Deel af Samfundet, ved Forelæsninger og Udstillinger paa Helligdage, aldeles skulde forbydes. Langt rigtigere havde det været aldeles ikke at gjøre noget Forbud i saa Henseende.

Straffene, der nu ere etablerede for Helligbrøde, og som første Gang kunne stige til Bøder paa 20 Rbd., anden Gang til 40 Rbd og tredie Gang til 80 Rbd., forekomme os vel strenge, især da de skulle dicteres af de summariske Politiretter. Det vilde derfor have været ønskeligt om Stændernes Andragende om Formindskelse i Mulcternes størrelse var blevet fulgt, saa meget mere som begge Stænderforsamlinger derom vare enige, og Indstillingen ikke blot var gjort af den viborgske Forsamling, der har fristet den Skjæbne, at see 10 af dens Indstillinger upaaagtede, endskjøndt nogle af dem vistnok vare særdeles velgrundede, t. Ex. den, at der ikke maatte anvendes Fængsel paa Vand og Brød for Overtrædelse af Helligdagsforordningen, saaledes som denne fastsætter, naar Helligbrøden er forbunden med særdeles Trods eller aabenbar Ringeagt for christelig Orden. Hvad man først og fremmest maa befrygte af Mulcternes Størrelse, er, at Forordningen ligesaa lidet vil blive overholdt som de hidtil gjældende, langt lempeligere Bestemmelser imod Helligbrøde. Thi hvor mange Detailboutiker ere lukkede om Søndagen under Gudstjenesten, uagtet Politi- og Vægter Patrouillen drager nok saa gravitetisk omkring?

Protesterne lod da heller ikke vente på sige:

Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 13. maj 1845:

De her arbeidende Muur- og Tømmersvende have forlangt en høiere Dagløn paa Grund af det Afbræk i deres Fortjeneste, som den nye Helligdagsforordnings strenge Overholdelse ved Politiet foraarsager dem. Naar man betænker, at disse to Slags Haandværkere hele Vinteren saa godt som slet ikke kunne arbeide i deres Profession, og at de desuden i den øvrige Tid af Aaret have mange ufrivillige Fridage, naar nemlig Regnveir forhindrer dem i at arbeide, saa kan der ikke med Billighed indvendes noget imod, at de i den øvrige Tid, der er levnet dem, forlange at fortjene i det mindste ligesaameget som de vare i Stand til førend deres Arbeidsfrihed indskrænkedes ved hiint nye Lovbud.

Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 15. maj 1845:

Kjobenhavn den 15de Mai 1845 At det er den fattige, den arbejdende Classe det gaaer ud over, gjelder, som ved saa meget andet, ogsaa med Hensyn til den nye Helligdagsforordning, saaledes som Politiet i sin Myndighedsmagt har begyndt at forlange den overholdt. Hensigten med denne nye Forordning har for denne Classes Vedkommende vel nærmest været at skaffe den en nødvendig Hviledag; men den er tillige blevet gjort til en Fastedag for de Fattigste iblandt dem, ligesom det hele Forbud mod Arbejde paa disse Dage kun bevirker Fattigdom- mens Forøgelse. idet mange enten ikke have Raad til at have en tvungen Fridag, saaledes som vi nylig have paaviist at være Tilfælde med Muur- og Tømmersvende, eller ogsaa ledes til at anvende den paa en for deres Omstændigheder skadelig Maade. Hvad det første angaaer, at Søn- og Helligdagene gjøres til Fastedage for de Fattigste, saa er Aarsagen dertil den urimelige og ubillige Forskjel, Politiet har begyndt at gjøre mellem dem, der falholde Spise- og Drikkevarer. Medens det nemlig ikke er restaurateurer, Kaffeskænkere og konditorer forment at beværte Gjæster paa Helligdagene, skulle derimod Bagere. Brændeviinsbrændere og Høkere have fuldkomment lukket fra Kl. 9 til 4.

Følgen deraf bliver, at en Sjover, en fattig Arbeidsmand. hvis Klædedragt allerede udelukker ham fra at søge de førstnævnte Steder, og som ofte ikke engang bar et et menneskeligt Hjem, endsige et Spisekammer, hvor han kunde gjemme Forraad, naar han, som ikke sjeldent skeer, først om Søndag Formiddag erholder sin Arbeidsløn for den forløbne Uge, eller vel endog for det samme Morgen udførte Arbeide, da lkke engang kan kjøbe sig et stykke Brød eller hvad han dertil kan have nødvendigt, men maa faste til om Eftermiddagen Kl. 4. Hvilken fornuftig Grund, der skulde kunne anføres for. at det vel maa være en Conditor men ikke nogen Høker tilladt at modtage Gjæster og sælge sine Varer i den anførte Tid, er ikke godt at indsee. Man vil dog vel ikke paaberaabe sig, at Høkerens Gjæster mere trænge til at besøge Kirken end Conditorens. Derved kunde dog i det mindste indvendes, at hine fattige Sjovere og Arbejdsfolk, som nu ofte maae faste om Søndagen, fordi de ikke kunne kjøbe sig et Smørrebrød, neppe vilde blive vel ansete i de fleste af vore Kirker, formedelst deres slette Klæder.

Vist er det. at man sjelden seer nogen af denne Classe bivaane Gudstjenesten. og den nye Forordning vil i saa Henseende vist ikke gjøre videre Forandring heri. Den vil tvertimod snarere, idet den indskrænker den Fattiges Arbeidsfrihed og derved forøger hans Armod bidrage til at gjere ham det end vanskeligere at hæve sig til at kunne blive en antagelig Kirkegænger. Det er overhovedet med Hensyn til Kirkebesøget her ingenlunde som i de catholske Lande; thi der er Kirken virkelig besøgt af den Usleste saagodtsom af den Fornemste og det generer ikke denne sidste der at tage Plads ved Siden af den første. - Men den tvungne Lediggang, som den nye Forordning har begyndt at fremkalde, bliver derfor i Stedet for at tjene til Opbyggelse og Vederqvægelse efter Arbeidet, for den Fattige snarere Veien til det Modsatte. Og den Forskjel, man ogsaa ved denne nye Lovs Anvendelse gjør mellem Hensynet til hans og til de mere formuende Classers Tarv og Velbefindende, er det eneste som derved bliver ham indlysende.

Flyveposten, den 27. maj 1845:

Den nye Helligdagsforordning. Det lader til at vore Politiauthoriteter ere komne til den Erkjendelse, at den nye Helligdagsforordning trænger til Modification navnlig med Hensyn dertil, at de for Livet nødvendigste Artikler ikke kunne erholdes, medens Conditorer og andre Beværtningssteder have Tilladelse til at modtage Gjæster. Vi erfare saaledes, at Høkere, Bagere, Urtekræmmere og nogle andre Detailhandlere have af Politiet erholdt Tilladelse itl at holde Udsalg om Søndag Formiddag fra Kl. 11 til 2, dog saaledes, at Boutiksdøren er lukket som forhen under Kirketiden. Utilfredsheden med den nye Helligdagsforordning vil nu, som vi haabe, ophøre, da den fornemste Anke mod denne i flere andre Henseender gavnlige offentlige Foranstaltning saaledes er ryddet af Veien.

Lyna, den 29, november 1845:

Hvorledes den nye Helligdagsforordning for Kongeriget overholdes i Kjøbenhavn, anfører Kjøbenhavnsposten det Exempel, at, medens Communens Politi og Vægtere patrouillere omkring i Gaderne for at attrapere en eller anden Borger, der sælgder en for den Kjøbende maaskee i Øieblikket høist nødvendig Gjenstand, eller en Arbeider, der af Næringssorg ikke kan tillade sig den befalede Hviletid, lader den samme Communes Bestyrelse et af dens offentlige Arbeider (Opførelsen af nye Slagterboder) uafbrudt fortsættes uden Hensyn til Hviletid eller Kirkegang.

Helligdagspatrulje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. maj 1846:

(Forlangt indrykket.)

Anke.

Efter sidste Helligdagsforordning er det kun Huusmænd tilladt at pløie om Søndagen. Alligevel saae man sidste Søndag, paa et Par af Ourupgaards Marker, som støde ud til Landeveien, Gaardens Folk ifærd med PPløining, Harvning etc.

Det er beklageligt, at en Mand som Hr. Tesdorpf, ved sit Exempel giver Anledning til Lunkenhed med Hensyn til Opfyldelsen af Guds og Kongens Bud i denne Henseende. - Naar nemlig Bønderne, der kjende deres Godseiers Religiøsitet, og ere vante til at betragte ham som Mønster, see hans Markarbeide foretage saavel om Søndagen som de andre Dage, hvor let forledes de da ikke til at betragte sligt Søndagsarbeide for mindre Brøde, end det egentlig er? Og naar de see deres Herskab uden Tiltale at gjøre Brud paa Loven, hvo kan da undres over, at de mene sig i deres gode Ret, naar de følge dets Exempel? - Man haaber derfor, at Hr. Tesdorpf i Fremtiden skaaner sine Tjenestefolk og Arbeidsdyr for at forrette markarbeide om Søndagen. N. S. 

Fædrelandet, 30. juni 1849:

En idag paakjendt offentlig Politisag angik Helligbrøde. Det oplystes nemlig, at Meel- og Grynhandler Morten Jensen Søndag Formiddag den 30de Mai d. A. henved Kl. 9 ½ havde solgt Varer i sin paa Hjørnet af store Kongensgade og St. Annegade værende Boutik, til hvilken Dören ei havde været aflaaset. Han blev desaarsag so skyldig i Overtrædelse af Frrdg. 26de Marts 1845 § 5 at ansee efter denne Forordnings § 14 med en Mulct, der bestemtes til 2 Rbd. og tilfaldt Kbhavns Politikasse.

Fædrelandet 6. januar 1862:


Under en af Criminal- og Politiretten den 31te Decbr. paakjendt offenlig Politisag for Helligbrøde og for at have holdt Nattesæde, blev det ved Tiltaltes af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse bevist, at han efter Midnat Løverdagen den 12te Octbr. d. A. har havt flere Gjæster i sit Værtshus og indtil 1 1/4 Time efter samme, uden at dog derved foranledigedes nogen Slags Støi. Ved dette Forhold fandtes Tiltalte ikke at have gjort sig skyldig i Heligbrøde, idet Frdn. af 26de Marts 1845, navnlig dens § 13 cfr. § 8, ikke indeholder nogen Bestemmelser, hvorefter det kan ansees som Helligbrøde at have Gjæster i et Værtshus Aftenen før en Søndag, uden at nogen støiende Forlystelse finder Sted, selv om Gjæsterne blive efter Kl. 11, og bemeldte Frdn. ingen Føie giver til at ansee den ovennævnte Løverdag paafølgende Søndag begyndt, dengang Gjæsterne forlode Tiltaltes Værtshus, og Tiltalte blev altsaa forsaavidt frifunden. Derimod blev Tiltalte, som under en ved Politidirecteurens Protocol den 30te Septbr. 1859 behandlet Sag har erlagt Mulct for Nattesæde og saaledes maatte antages at have erholdt den i Frdn. af 22de Octbr. 1701, II. Cap. 3 § 2 omhandlede Paamindelse, som skykldig i at have holdt Nattesæde, dømt efter den sidstciterede Lovbestemmelse, cfr. Reso. af 16de Januar 1713, til en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 4 Rdl., hvorhos han tilpligtedes at tilsvare Sagens Omkostninger
Helligdagsforordningen fra enevældens tid (1845) holdt sig langt ind i 1900-tallet - og fulgte fogængerens tradition med ikke at blive fulgt, endsige håndhævet særlig effektivt. Af omtalerne i aviserne ser det ud til at der blev givet mindre bøder, ofte efter angivelse fra (anonyme) personer, eller til håndværkere der åbenbart har afvejet indtægterne for/imod at tage risikoen. Den blev bl.a. brugt i 1870'erne til at forbyde arbejdermøder om søndagen - hvilket besværliggjorde fagbevægelsens muligheder for at holde møder for arbejderne udenfor arbejdstiden.

Lukkeloven i 1908 begrænsede købmandsbutikkernes åbningstider til kl. 8 aften på hverdage og kl. 11 på lørdage. I 1922 blev lukketiderne om vinteren fastsat til kl. 6 om sommeren til kl. 7. Og den blev løsnet og strammet adskillige gange i 1900-tallet.

Morderisk Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Hof- og Stadsrets-Dom. Morderisk Overfald. I Tirsdags afsagdes Dom i Sagen mod Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Pedersen samt de Tiltalte Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansen. Dommen lyder saaledes: Forsaavidt Actor under nærværende Sag har tiltalt og nedlagt Paastand over Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansen, maa Sagen for disses Vedkommende blive at afvise, da den ligesaa lidet med Hensyn til dem er indanket her til Retten, som Actor har nogen Hjemmel til at tiltale dem i den ham af Retten meddeelte Ordre.

Betræffende dernæst Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Pedersen, der sigtes for at have gjort sig skyldige i drab af Indsidder Jens Larsen Skjerris i Østerkippinge, have de med Gjerningen forbundne Omstændigheder i det Væsentlige været følgende:

Søndagen den 15de September, om Eftermiddagen, indfandt Arrestanterne, med flere Karle, efter Budsendelse fra Gaardmand Rasmus Skou i Østerkippinge om at Indsidder Jens Larsen Skjerris vilde overfalde ham i hans egen Gaard, sig i bemeldte Gaard, hvor de, da J. Skjerris ved deres Ankomst var rolig, ja endog negtede at have fornærmet R. Skou, forbleve Aftenen over, samt nøde endeel Brændevin, indtil J. Skjerris, der imidlertid var blevet meget beskjenket, og hvem Skov havde anmodet de Tilstedeværende om at tage med, naar de gik, omtrent Kl. 10 begav sig bort med nogle haanlige Ord til de Øvrige, som nu trængte ud i storstuen bag ham, hvorved han, der her skal have slaaet Arrestanten Ludvig Pedersen paa Øret, blev stødt ud af Døren, saa at han faldt om i den brolagte Gaard.

Saasnart han var falden begyndte Arrestanterne og en i første Instants medtiltalt Person, Christian Larsen, at træde paa og sparke ham, idet navnlig Arrestanten Ludvig Pedersen sparkede ham med Støvlehælene i Hovedet, samt derefter i Forening med Christian Larsen slæbte ham ved Benene omtrent 50 Alen saaledes, at det blottede Hoved hængte imod Steenbroen, ud paa Gaden ved Gaardens Ledsted, hvorfra Arrestanten Ludvig Pedersen væltede ham ned i en Grøft, ved hvilken Leilighed J. Skjerris da først yttrede nogle Ord, der af nogle Tilstedeværende ere forstaaede som et Spørgsmaal om, hvem det var, der vilde myrde ham, men som Arrestanterne ville have opfattet som en Trudsel om at myrde ham naar han kom op. Eterat begge Arrestanter her igjen havde sparket til J. Skjerris, og Arrestanten Petersen nu yttrede, at han havde Lyst til at see J. Skjerris svømme, slæbte disse, som nu vare alene med ham, idet de Øvrige bleve tilbage, ham atter ved Benene, saaledes at Ansigtet vendte imod Jorden, hen til Byens omtrent 76 Alen derfra beliggende Gadekjær ned ad Nedkjørselen, hvor de lagde ham i Vandkanten, og atter, in specie Arrestantenen Rasmussen, sloge ham tildeels med Steen, hvis Størrelse ikke har været nærmere at oplyse, end at der ved Gadekjæret pleier at ligge endeel Steen af 1/4 Pds. til ½ Pds. Tyngde, og da han nu krøb noget længere ud i Vandet, og reiste sig paa Knæ, samt, efter Arrestanternes forklaring, paa ny truede med at myrde dem , naar han kunde komme op, stødte de ham med Gjerdestaver , som de havde afbrudt, saa langt ud i Vandet, at han, som Arrestanterne i det tidligere forhør udtrykte dem, kom til at svømme, hvor da endnu Ludvig Pedersen kastede en Steen ud efter ham.

Efter et Øiebliks forløb sank han imidlertid, og Arrestanterne gik nu tilbage til Rasmus Skous Gaard, hvor de ankom omtrent et Ovarteer efter at de Andre vare vendte sammesteds tilbage, hvor de, uden videre at omtale det Passerede, sagde, at de havde været i Riserup, medens det dog af Andre er forklaret, at de i det samme hvidskede, at nu var det forbi med Jens, nu var han sunken.

Under et ifølge nærværende Rets Kjendelse optaget yderligere forhør have Arrestanterne imidlertid nærmere bestemt og tildeels modificeret deres Forklaring derhen, at de begge bleve staaende ved Kanten af Gadekjæret og skjøde Jens Skjerris fra sig med Gjerdestaverne for at han ikke skulde komme til at angribe dem, men at disse Staver ikke vare saa lange, at de dermed kunde skyde ham ud i Gadekjærets Dybde (der ved Undersøgelsen er befundet først at begynde i en Afstand af 12 3/4 Alen fra Gadekjærets sydvestre Hjørne, fra hvilken Kant J. Skjerris maa antages at være kommen ud i Kjæret), hvorfor han ogsaa endnu stod paa Bunden, da Staverne ei længer kunde række ham, og at han da selv gik længere ud i Kjæret, samt at de ikke just saae ham synke, men løb tilbage til R. Skous Gaard, saasnart de saae ham vade længere ud, uden at bekymre sig videre om, hvorvidt han tilsidst kom til at synke eller ikke, hvorved de have tilføiet, at det ikke var deres Hensigt at skyde ham ud paa Dybden, men alene at holde ham fra Livet , samt at de ikke gjorde dem nogen Betænkning om, at han maaskee tilsidst kunde gaae saa langt ud, at han kunde komme ud i Dybden, saa og at det hiin Aften var saa mørkt, at de ikke kunde see ud over det dybe Sted i Gadekjæret, og at de ikke vidste, om J. Skjerris kunde svømme, hvorved in specie Arrestanten Ludvig Pedersen har tilføiet, at denne efter at være kommen ud imod det Dybe af Gadekjæret, gjorde nogle Bevægelser med Armene, som om han svømmede, og at Arrestanterne derfor antog at han kunde svømme.

Først den følgende Dag da J. Skjerris savnedes og hans Kaskjet fandtes drivende i Vandet, uden at det er oplyst hvorledes denne, der da han Aftenen i Forveien forlod R. Skous Huus skal være forbleven der, er kommen ud i Gadekjæret, blev dette gjennemsøgt af andre af Byens Beboere og Liget derved fundet og trukket op. Ved den legale Undersøgelse af Liget forefandtes paa dettes Hoved 10 større og mindre Saar, og hvilke det Kongelige Sundheds-Collegium har statueret, at de væsentligste af dem have været bibragte for Døden; hvorved maa bemærkes, at Liget blev eftersøgt i Vandet og draget op af dette ved Hjælp af Brandhager og Aalejern uden at Collegiet har kunnet afgjøre, om nogen af disse Læsioner ere foraarsagede ved at slæbe den Afdøde imod Steenbroen, skjøndt saadant nærmest formodes om et efter Udseende hugget 1½ Tomme langt Saar paa den høire Side af Baghovedet, forbunden med Blottelse af  Hjerneskallen, hvorhos bemeldte Collegium er kommet til det Resultat, at det maa ansees for afgjort, at den Afdøde er kommen levende under Vandet, og at han, der har fundet sin Død ved Drukning, hvilken Dødsmaade vistnok maa være bleven befordret ved den tilstand af Uhjelpsomhed, hvori den Afdøde i Forveien ved Fuldskab og Mishandlinger af Hovedet er sat, samt at det paa Grund af Hoved-Læsionernes Mangfoldighed og Betydenhed ikke er usandsynligt, at disse kunde have medført Døden, om den Afdøde end ikke var bleven nedsænket i Vandet. 

Ved den den 6te Januar sldstleden inden Falster Birks Extraret af Underdommeren Justitsraad Pontoppidan med tiltagne Meddomsmænd afsagte Dom er det Arrestanterne overbeviste Forhold vel i Henhold til Forordningen 4de Oktober 1833 §6 betragtet som en overlagt Voldsgjerning, men da de dog ikke ere befundne, at have havt det bestemte Forsæt at stille den Afdøde ved Livet eller at have kunnet forudser hans Død som en rimelig Følge af Mishandlingerne, idet de ikke kunde vide at han vilde komme ud i Gadekjærets Dybde, ere de, der begge da Gjerningen foregik, ikkun var i en Alder af omtrent 22 Aar, ansete efter det 2det Membrum i den 10de § af den citerede Anordning sammenholdt med §8, med Fæstningsarbeide hver i 8 Aar.

Da Overretten, navnlig og med Hensyn til Arrestanternes Forklaring at de ikke gjorde dem nogen Betænkning om at den Afdøde, der skildres som en til Drik forfalden og almindelig frygtet Person, der ofte kom i Klammeri og da udstødte Trudsler imod sine Modstandere, maaskee tilsidst kunde komme ud i Dybden - hvorved bemærkes, at det om de ham bibragte Læsioner i Hovedet hverken er afgjort, hvorvidt de ere tilføiede af Arrestanterne, eller hvorvidt de vilde have havt Døden til Følge, naar den Afdøde ikke var sjunken i Dybden - maa tiltræde bemeldte Doms Raisonnement ligesom og den valgte Straf efter Omstændighederne findes passende og dens Bestemmelser angaaende Actionens Omkostninger billiges undtagen forsaavidt Arrestomkostningerne ikke ere indbefattede under de Omkostninger, Arrestanterne ere tilpligtede in solidum at udrede, vil Dommen, saavidt paaanket er, være at stadfæste med den heraf flydende Modification og Arrestanterne derhos at tilpligte in solidum at betale Salair til Sagførerne her ved Retten med 8 Rbd. Selv til hver.

Sagens Behandling og den befalede Sagførelse ved Underretten, har saavelsom Defensionen her ved Retten været lovlig. - Fra Actors Side her ved Retten har intet ulovligt Ophold fundet Sted.

Thi kjendes for Ret:

For Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansens Vedkommende afvises Sagen.

Forøvrigt bør Birketingsdommen, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande, dog saaledes at Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Petersen under Sagens Omkostninger, tillige in solidum tilsvarer Arrestomkostningerne.

I Salair til de her ved Retten befalede Sagførere, Procuratorerne Bang og Christensen betale Arrestanterne ligeledes in solidum 8 Rbd. Sølv til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. maj 1845. 2. udgave).

Ribe Byes Arbeidsanstalt. (Efterskrift til Politivennen)

Fattighuset. Ribe Byes Arbeidsanstalt har nu i nogen Tid, hedder det i Byens Avis af 30te ds., været i Virksomhed. Vi troe, at de Fattige, der betragtede Bygningen under Opførelsen med Frygt og Bæven, nu fuldkomment ere forsonede med den. De have i Sandhed ei heller Grund til Andet. Adskillige mene, at denne Anstalt er for stor en Byrde for Communen, og det kan vel heller ikke negtes at den koster betydeligt; men vi bede de mindre Tilfredse at besøge Anstalten, hvor de i i renlige, luftige Værelser ville finde Personer, som man for saae pjaltede, smudsige, forsultne og forfaldne drive omkring paa Gaderne og overtrygle Folk i Husene, renligt paaklædte, beskjeftigede med nyttigt Arbeide og ligesom oplivede ved Bevidstheden om, at de nu føre et ordentligt Liv - og vi ere overbeviste om, at de med Glæde betale deres Fattigbidrag, selv om det undertiden falder lidt vanskeligt at udrede, og saameget hellere som man nu har Forvisning om dets frugtbringende Anvendelse. Vi ville ønske og haabe, at de Fattige ret ville paaskjønne de store Opoffrelser, som gjøres for at skaffe dem et sorgfrit Udkomme, naar de ikke længere selv ere i Stand dertil, og vi ville onfle at Fattigbestyrelsens Medlemmer ikke maae trættes af de i Sandhed byrdefulde Forretninger , som nu paaligge dem - Antallet af de optagne Lemmer beløber sig til henimod 30 Personer af begge Kjøn, og vil Anstalten endnu kunne optage et ligesaa stort Anstalt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. maj 1845. 2. udgave).

Forløberen for arbejdsanstalten var to værelser på hospitalet som var blevet indrettet omkring 1803. I 1830'erne var arbejdsanstalter kun kendt fra byerne, ikke landkommunerne. Hertugdømmerne havde dog flere. Forbilledet stammede da også fra en arbejdsanstalt i Døstrup, mellem Ribe og Tønder fra 1825. Den første blev oprettet 1840 i Anst-Gjesten Kommune ved Ribe. Grunden var den stigende fattgidom, ugifte mødre med mange børn og gamle. Den blev indrettet i et husmandssted som man erhvervede for 640 Rbd. og en tilbygningen som man opførte for 1.100 Rbd. Anstalten nedbrændte allerede 12. januar 1841 da en indsat stak ild til den. Bygningen var dog forsikret, og allerede i sommeren stod en ny færdig. 1842 oprettedes en lignende anstalt i Ribe Amt i Lindknud og 1855 i Nordby på Fanø. I 1845 var der på arbejdsanstalten i Anst-Gjesten Sogn 17 lemmer, heraf 11 børn under 18 år. 

Annonce fra Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 9. oktober 1846.

Havnekaptajn Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

- Havnecapitain Eskildsen er en mægtig Mand, og der er Ingen, som kan over ham, over hans Færgebaade og hans lille flydende Landingsbro. Naar han siger gak til sine røde Baade, saa gaaer de, og naar han siger til dem hent mig mine Kartofler fra mine Besiddelser ved Strandveien, saa komme de svingende fulde af den ædle Frugt, og lægge tæt op til Flydebroen, og lodse der den ene Ladning efter den anden, vedblivende saaledes Dag ud og Dag ind, til Havnecapitainen engang monne sige, see, der er Kartofler nok! Og de Reisende, der skulle stige iland paa den lille Flydebro, undre sig over Capitainens store Magt og vige til Side for hans Kartoflers Mangfoldighed, og der er ingen, hverken af de Bortgaaende eller de Ankommende, som ikke gjerne gjør det; thi hans Væbnere, de som føre hans Baade og bære hans Kartofler til og fra Flydebroen, raabe Varsko til enhver af dem og giver dem med det samme et Pup med de af Kartofler fyldte Kurve. Og den Reisende viger end mere til Side, og hvis han ikke derved falder i Vandet oplader han sin Mund og taler om plump Behandling, men i sit Hjerte nødes han dog til at erkjende Havnecapitainens store Magt over Menneskeheden og Kartofler. - See! dette er en Kjendsgjerning, vi her berette Verden, og Enhver, der siden i Fredags har besøgt Toldboden, vil kunne bevidne den Sandhed, saaledes som den disse Dage har tildraget sig der. - Og den fremmede Reisendes Forestilling om Kjøbenhavn og dets Øvrighed bliver saare vidunderlig, men en danske Reisende, der længe har savnet sit Fødelands kjære Sæder og Skikke, føler strax at han igjen er kommen hjem. 

(Kjøbenhavnsposten, 29. april 1845)

Naar nu Kongen af Preussen er kommen hertil, naar han er stegen iland paa Toldboden en Dag, da Capt. Eskildsen heldigviis ikke benytter den lille flydende Landingsbro til at losse Kartofler ..

(Kjøbenhavnsposten den 6. juni 1845)

Kjøbenhavns Toldbod (Efterskrift til Politivennen)

Redacteurens Bemærkning

Politivennen beskrev ofte forholdene ved og omkring Københavns Toldbod. At situationen vedblev da Politivennen var ved at lukke og slukke i 1845, kan man læse i to artikler fra Kjøbenhavnsposten, april og maj 1845. Den første artikel antyder en ansvarsforflygtigelse mellem områdets ejere rentekammeret, toldvæsnet, fattigvæsnet og magistraten, dygtigt udnyttet af havnekaptajn Eskildsen. Om sidstnævnte, se Redacteurens Anmærkning til indlægget om toldboddragerne. Det omtalte rentekammer kan nærmest sammenlignes med nutidens finansministerium:
Kjøbenhavnsposten den 30. april 1845: I "Fædrelandet" for lørdags findes en artikel om adskillige vederstyggelige ting og modbydelige syn, som København frembyder ved den ydre anskuelse, og hvorved der straks må påtrænge sig den opmærksomme rejsende den overbevisning, at autoriterne forsømmer hvad der med hensyn til anstand kan fordres af en så stor kommune. I "Fædrelandet" forlanges ikke for meget, men vel for meget på een gang. Vi vil indskrænke os til nogle mindre fordringer af yderst rimelig beskaffenhed.

Og vi begynder da ved Toldboden, hvor der findes den bekendte elendige, uanstændige opgang, knap tjenlig for søvante matroser. De rejsende, som skal landsættes, betræder en rådden bro, hvor kapt. Eskildsen kommanderer og uddeler hårde ord i flæng. De halvrådne åbne både, uden dæk i regnveir, skraber markstykker ind i skæppevis; det bliver hovedsagen; hynder at sidde på leveres kun til fornemme, dem vel enhver kender. Er der mange tilrejsende, mangler der både; landsætningen er dårlig, og i mørke forbundet med fare. Hr. Eskildsen har en god gage ved budgettet, og for hvad? Som lodsoldermand intet at bestille, udover at hæve større gage. Han tjener svære penge på færgelauget og transporten til Pælene, foruden bådfarten i havnen, så at han efter v. Scholten og v. Holten er den højstgagerede embedsmand i landet.

Der burde da vel indsættes en rask og dristig kommandant på Toldboden, der kunne føre en fornuftig kommando og være tilstede, og ikke ligge på landet efter behag; eller også nedlægger man posten. Det væmmeligste syn viser sig fra vandposten til Kastelsmuren. Der ligger en kloak, fuld af rådden tang og uhumskheder, der forpester luften. Værre kan det ikke være; forlanger Hr. Eskildsen, at muddervæsenet skal borttage den og det ikke sker, da bør han anmelde det; - det hører dog vel til hans tjeneste? Vi får nu vel efter 45 års overvejelser en bro; men skal den være fuldkommen, bliver der tillige anlagt en bådehavn, og sørget for en landingsbro til alle dampskibe. Det er spørgsmålet. - Toldbodpladsen ved den rådne flydebro er ikke engang dårligt brolagt, den er slet ikke brolagt; det burde E. også indberette; for Magistraten ved det vel ikke.

Toldbodvejen, eller i dag: Esplanaden, set mod Toldboden, som dengang lå til højre (ikke som nu til venstre) for enden af vejen - det er bygningen man lige kan ane længst væk. Nærmest til venstre er den berygtede Brokkens Bod, og på den modsat side af vejen Toldbods Viinhuus. De lave bygninger ejedes af Fattigvæsnet, og gik under navne som "Lille København" og "de 100 huse". Se også ete forsøg på et nutidigt af området sidst i denne artikel.

Indgangen fra Toldboden til byen fører gennem en stor jernport, for snæver til at passere når man møder en vogn, hvilket dog let kunne afhjælpes ved to sideindgange for fodgængere. Og hvad der endnu lettere kunne afhjælpes, er at lade porten og muren rengøre og hvidte af en murersvend; det er en til to dages arbejde. Nu er vi da udenfor toldgrænsen. Her møder os straks det ofte omtalte lappede, lasede, snavsede, faldefærdige plankeværk, som står til skam for alle vedkommende, dernæst et meget urenligt hus, som tjener til beværtning, og så nogle naragtige boder, som i sandhed gør nar af deres ejere, dem de stadig trodser; det er værre end de såkaldte fedteboder, der før fandtes på skibsværfterne - de henhører under toldkammerbygningen! - At kammerdirektøren må have set dem, er vist; men lige så vist er det at ringmuren burde forskønnes med 10 til 12 smukke murstensbutikker, omtrent lig dem ved Kongens Have, smagfuldt opførte og renligt vedligeholdte.

Om mulig overgår rentekammeret i henseende til mangel på sans for sine bygninger endnu toldvæsenet. Det væmmeligste hus af udseende, Brokkens Bod kaldet, og som siges at sortere under rentekammeret, frembyder sig for øjet omgivet af et enkelt plankeværk. Latrinerne derved ses og lugtes enten man passerer Esplanaden eller går i Grønningen. Dette synes utroligt, men er sandt. Rentekammeret har midler, har en bygningsadministration. Der bygges vist også meget unyttigt, men dette hus skal vidne om, at der burde bygges endnu mere.

Disse huse i Amaliegade tættest på Esplanaden var genboer til fattigvæsnets boliger nu Mærsk-komplekset. De er opført i slutningen af 1700-tallet: Amaliegade 49/Esplanaden 48 (1788), Amaliegade 47 (1790), Amaliegade 45/Esplanaden 46 (1790-91), Amaliegade 43 (1790-93),

De såkaldte 100 huse frembyder et fælt syn - de sorterer under Fattigvæsenet. En tilsætning af en etage endnu med en smuk facade til gaden, med vinduer etc., ville vel betale sig og afgive bolig for mange, som nu får anden hjælp. Alt hvad her er foreslået, koster næsten intet og ville rigelig kunne betale, hvad det koster.

Vi komme nu til Sankt Annæ Plads. I mange år har her været brolægningsvæsenets skarn-, sand-, : sten- og grusoplag, som for længe siden skulle have været ryddet. Men har man mærket noget dertil endnu? - Ret morsomt er det dog for beboerne, til erstatning for den ulempe, de lider, at se 2 vogne på en gang, hvoraf den ene losser af, den anden på; det må blive et snurrigt regnskab. Vi frabeder os træer på pladsen, som hindrer udsigten over denne frie plads, der ville vinde betydeligt, når ligvognshuset blev henlagt til et andet sted og hele Huggen solgt til bebyggelse eller blot omgivet med en høj mur, indenfor hvilken ligvognevaskeriet kunne foretages, uden at overstænke folk. Denne mur kunde indeholde store rummelige butikker, og ville atter betale sig; Amalienborgs beboere må jo hente alting langvejs fra. Hvor længe fru Svendsens vederstyggelige slagterbod endnu skal stå til parade midt på denne plads, vides ikke. Dens bortskaffelse har ofte været offentlig forlangt, men til ingen nytte. Husejerne på pladsen vil vel vide at forskønne deres huse, når pladsen efter rimelighed ryddes.

Sankt Annæ Plads 1861. (Illustreret tidende). Oplagspladserne er blevet fjernet, ligesom ligvognevaskeriet.

Vi vil i dag ikke gå videre, for ellers kom vi vel endog ud på Christianshavn, og så Gud hjælpe os, især ifald vi undervejs lugtede Fisketorvets rendestensvand, hvormed fiskene holdes muntre og friske.

*X*

Den anden artikel bringer et dokument diskuteret i Borgerrepræsentationen, og giver et indtryk af hvorfor sagsbehandlingen måske tog så lang tid: Med en tilsyneladende grundighed og fremlæggelse af såkaldte "alternativer", synes der ikke videre skred i udviklingen.

Kjøbenhavnsposten, 28. maj 1845:

Af Borgerrepræsentanternes forhandlinger for 8. i denne måned skal vi hidsætte efterfølgende som et bevis på, hvor grundigt og omsigtigt autoriteterne går til værks ved den mindste forandring, der skal foretages, og at man derfor ikke kan undres over den uendelige tid, ethvert spørgsmal behøver inden det kan finde sin rette besvarelse, endsige inden man kommer til at skride til handling. Det angår intet mindre end toldbodens omgivelser:

"Det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har meddelt Magistraten, at der foruden den tidligere plan, at se den grund som tilhører Toldvæsenet ud imod Toldbodvejen, hvorpå det såkaldte Toldbodviinhuus med flere boder ligger, afhændet til bebyggelse for privat regning. Endvidere er også kommet følgende to alternativer under overvejelse, for nu snarest at se sagen endelig ordnet, nemlig: enten for kongelig regning at give Toldbodviinhuset med tilbehør en hovedreparation og derefter søge det bortlejet ved ny leje, men i øvrigt at lade samtlige butikker nedbryde og materialerne bortsælge, samt lægge den derved vundne grund til Viinhusets have og indhegne den med en mur, der sluttede sig til den mur, som allerede omgiver inspektionsboligens have, ligesom en lignende mur da også måtte opføres langs det stykke af gaden, der ligger imellem Viinhuset og toldbodbygninger. Eller at sælge såvel Viinhuset som butikkerne til nedbrydning og planering, samt forene den hele derved vundne plads med den øvrige Toldbodplads og afhegne denne nye grænse for pladsen imod Toldbodvejen enten med en mur eller et jernstakit, ens på den hele strækning fra Hjørnet af Amaliegade indtil Jernporten ved selve Toldbodbygningen.

Efter de i den anledning indhentede erklæringer fra de nærmeste vedkommende, har Kollegiet fundet at det sidste af de fornævnte alternativer har mest for sig, med specielt hensyn til toldvæsenets interesse ved at befris for et i flere henseender tvivlsomt naboskab og ved allerede nu at få Toldbodpladsen således arronderet, som den retning, Københavns transithandel i mere og mere tager, muligvis om få år vil gøres ligefrem nødvendig. Den kgl. Direktion for Statsgælden og den synkende Fond har fra finansernes side heller intet villet indvende imod, at sagen i den sidst antydede retning foredrages Hs. M. Kongen, uagtet dette alternative realisation kan anslås at ville medføre et årligt tab for Statsgældskassen på cirka 1100 Rbd. (incl. renterne!) af den sum, som et jernstakit eller en mur til indhegning på den pågældende strækning vil udfordre), i sammenligning med det første alternativ, eller med det pågældende terræns afhændelse til privat bebyggelse.

Da Statsgældsdirektionen imidlertid derhos til støtte for pladsens benyttelse til bebyggelse har ytret den mening, at når sagen ikke udelukkende betragtes i toldvæsenets, men også i søfartens interesse, turde det i sig selv være meget hensigtsmæssigt, om der til bekvemmelighed for de søfarende i almindelighed og navnlig for dem, der under forbisejling kan, ganske kort tid komme i land, i Toldbodens umiddelbare nærhed fandtes såvel et forfriskningssted, som enkelte med de for søfolk mest nødvendige artikler forsynede udsalgssteder, så at vedkommende ikke var nødt til at søge højere op i byen, for at forsyne sig med sådanne sager, har Generaltoldkammer og Kommercekollegiet dog, foruden sagen allerund. foredrages Hs. Maj. udbedet sig Magistratens ytringer meddelt, om det fra kommunens standpunkt for de søfarendes tarv anses nødvendigt, at pladsen bebygges i det angivne øjemed, være sig for offentlig eller privat regning, eller om ikke søfarten trang til indretninger af den pågældende beskaffenhed i umiddelbar nærhed af Toldboden antages naturligst at ville finde fyldestgørelse ved privates vistnok i så fald ikke udeblivende spekulationer med hensyn til de i Amaliegade og på Toldbodvejen nærmest liggende bygningers indretning til forskellige slags butikker, beværtningssteder m. v. , selv forudsat, at den såkaldte Brokkensbod ligeover for toldbodvinhuset også nedrives, uden at nye bygninger på sammes plads og i lige linje dermed genopføres.

Repræsentantskabet, hvis erklæring Magistraten, denne anledning har forlangt, mente. at det med hensyn til den vigtighed, landingsstedet ved Toldboden har, og, om end adskillelsen mellem den indre og ydre havn forlagdes længere op i byen, vil beholde, vil være om end ikke aldeles nødvendigt, dog altid særdeles tjenlig for søfarten og bekvemt for de søfarende, at der i dette landingssteds umiddelbare nærhed findes et forfriskningssted og udsalgssteder for de vigtigste fornødenhedsartikler for de søfarende, og derfor ønskeligt, at sådanne bygninger der opførte, hvorhos man ikke tvivlede om, at de, når de behørige hensyn tages, ville langt bedre tjene til avenuens forskønnelse end en mur eller et stakitværk. om end disse altid må foretrækkes for den nuværende tilstand."

Et forsøg på at finde det samme sted som tegningen forrest i denne artikel er taget fra. Den gamle toldbod til højre for vejen er forsvundet. Gavlen findes dog i parkeringshuset ved Toldbodgades "knæk". Resten er fra efter udsaneringen af området. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Der gik yderligere en periode, hvorefter Brokkens Bod blev nedrevet i 1854. Herefter fulgt en sanering som langsomt gav området det udseende det har i dag.