Slagsmaal ved Pintsefest i Gram Slotshave. (Efterskrift til Politivennen)

 - Hvorledes Høiskolen i Rødding virker for sine Elevers Dannelse, derpaa have disse nylig aflagt en Prøve. I mange Aar har den smukke Slotshave i Gram anden Pintsetag velvillig været overladt til offentlig Forlystelse; Degn og Orgelbygger Hr. Orbt fra Gramby har uden Vederlag indfundet sig med et ret vakkert Musikcorps, og Festen er bleven bivaanet af en stor Deel af Omegnens Beboere, navnlig ogsaa af mange simple Bønder; stedse har der hersket den skiønneste Enighed og Festen har altid været betragtet som en lille Folkefest. Dette Aar indfandt sig Eleverne fra Høiskolen ved Festen, sluttede sig sammen med flere Ripensere og en Lærer (!) fra Kolding Lærdestole, saa at deres Samfund udgjorte nogle og tyve Personer. Man saae nu snart disse Folk, størstendeels Drenge, i Flokke paa 6-8, med danske Cocarder paa Huerne, skraalende danske Viser, marschere i Stormskridt igjennem Alleerne med hverandre under Armen, hvorved de afspærrede andre Folk Gangene, faa at navnlig Damerne maatte retirere ud til Siderne for dem. Overhovedet udmærkede de sig ved en saadan Raahed, at den allerede om Eftermiddagen begyndte at blive de øvrige Tilstedeværende utaalelig. Om Aftenen befandt sig et temmelig stort Selskab fornøiet sammen i et Forfriskningstelt, hvori der sad en Harpenspillerske og sang tydske Sange. Just som hun sang "Schleswig-Holstein meerumschlungen", brød en Flok Elever ind i Teltet, atter brølende saa stærk de kunde en dansk Vise, for at forstyrre Harpenspillerskens Sang. Værten viste dem paa Grund af deres Opførsel ud af Teltet. Nu hentede de deres Kamerater og brød alle igjen brølende ind i Teltet. Da skred Godsinspektøren som Stedets Politimester ind og opfordrede Tumultuanterne til at opføre sig ordentlig, men som Svar fik han et Slag med en Stok paa Hovedet. Nu havde de Tilstedeværendes Uvillie holdt sig længe nok i Skranker, man sprang nu til baade fra Teltet og udenfra, fik fat i Krabaterne, valkede nogle af dem igjennem og kastede de, der ikke hurtignok priste Been, ud af Haven paa den ene nær, der havde slaaet Inspecteuren og som arresteredes.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 6. juni 1846).

Rødding Højskoles første forstander 1844-1845 var Johan Jørgen Stiller Wegener (1811-1883). Han blev efterfulgt 1845-1846 af Christian Flor (1790-1875) og 1846-1850 af Hans Frederik Helweg (1816-1901).

Corsaren fra 26. juni 1846 bragte en meget lang satirisk artikel med hele 4 tegninger over sammenstøddet. Denne tegning forestiller inspektør Nissen, som var politimester i situationen. Han beskrives som en blodtørstig person.

- Naar der i "Dannevirkes" sidste Nr. berettes, at den, der nylig arresteredes paa Gram, "atter blev frigiven paa Folkets imponerende Stilling", saa tillade vi os at berigtige denne Paastand med følgende fra paalidelig Kilde hentet Efterretning: Efterat Bønderne og de øvrige Deeltagere i Festen havde kastet Eleverne og deres Selskabsbrødre ud af Haven paa een nær, transporteredes denne af en Politibetjent til Arresten, men befriedes underveis derved, at en af hans Kamerater, der vare bevæbnede med Stokke, gav Politibetjenten et Slag over Haanden, hvorved Arrestanten fandt Leilighed til at smutte bort.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 10. juni 1846).

Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna.

Anledning af den Artikel i Lyna No. 45, som har til Hensigt at fremstille os som raae og grove Mennesker, hvilket vi nemlig skulle have vist i Gram Have anden Pintsedag, tager vi os den Frihed at give Publicum (især Høiskolens Venner) en sandfærdig Fremstilling af Tildragelserne.

Efter at vi om Middagen vare tagne fra Rødding, ankom vi til Gram omtrent Kl. 2, hvor vi modtoges af Disciplerne fra Ribe lærde Skole, og da vi i disses Selskab havde drukket Kaffe hos Gjæstgiver Nissen, spadserede vi lidt omkring i Haven, ikke som Lyna beretter "i Stormskridt 6-8 med hverandre under Armen. saa at vi spærrede Gangene", men gaaende 2 i det høiest, 3 med hinanden, og dette vil ingenlunde kunne genere Nogen, da de fleste Gange er saa brede, at 10 Personer godt kunne gaae ved Siden af hverandre. Derpaa gik vi til det i Haven værende Springvand og sang der nogle danske og svenske Sange, som Lyna siger vi "skraalede"; men hvis dette havde været Tilfældet, vilde Omegnens Folk vist ikke have sluttet sig omkring os og bedel om at gjentage dem, samt yttret, at de hellere høre paa vore danske Sange end paa Harpenspillerskens kunstige "Meerumschlungen", hvilket tillige beviser, at Lyna igien har sagt Usandhed, idet den fortæller, at vi ved vor Opførsel bleve Folk utaalelige, thi der var ikke een Gang, man fulgte efter os, naar vi sang, men det var den hele Eftermiddag, saasnart de hørte os synge. Henimod Aften gik vi alle ind i det af Lyna omtalteTelt for at forfriske os lidt. I dets ene Ende befandt sig det i Lyna kaldte "temmelig Store, fornøiede Selskab" bestaaende af: Kammerjunker Amtsforvalter von Kroghs tvende Sønner, den ene Forpagter paa Billeslund, den anden Harreby Godsinspectør Nissen, Gjæstgiver Nissen selv, et par andre Herrer, som vi ike kjendte, men som er sagt os at være Amtmand Johansens Søn fra Lundsgaaard og Amtssekretair Vardenburg, samt nogle flere Personer af simplere Stand. Disse omringede en Harpenspillerske, hvem de, ved at yttre, at hvis hun ikke sang hvad de vilde have, ikke fik en Skilling, opmuntrede, eller saa at sige tvang til, saa høit hun kunde, at synge "Schleswig-Holsten meerumschlungen", hvilken deilige Sang de af alle Kræfter istemte, for om muligt at overdøve den danske Sang: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev sungen af 6 -8 danske Bønder, som sad i den anden Ende af Teltet. I den Overbeviisning, at have Lov til at synge med hvad Parti vi vilde, stemte vi naturligviis i med Bønderne, hvorved vi maae tilstaae, at "Meerumschlungen" blev overdøvet. Derover blev ovenmeldte Selskab forbittret, og medens vi sad ved Bordet og ventede paa et Glas Punch, som vi flere Gange havde forlangt uden at erholde, kom den ene Hr. v. Krogh hen til en af Disciplene fra Ribe lærde Skole, ved Navn Riis, der sad bag Bordet, og idet han søgte at komme over Banken foran Bordet for bedre al kunne naae, hævede han en Knippel (thi Stok var det ikke) i Veiret og pegede paa den danske Cokarde. nemlig Dannebrogskorset, der blev baaren af os alle, spurgte han; "hvad det var for en Plet. der sad paa Kasketten? og hvem der havde berettiget ham til at bære den? Efterat have faaet Svar som Tiltalt: "hvad det angik ham?" befalede han, at Cokarden strax skulde tages af, og da dette nægtedes, begyndte han at slaae efter hans Hoved med sin Knippel, og skjøndt han i nogen Tid vedblev hermed, var Vedkommende dog heldig nok til hver Gang at afparrere Slaget. Hertil kunde vi ikke holde os aldeles rolige og reiste os op fra Bordet, da vi jo gjerne kunde vente mere af det Slags; og nu begyndte Værten, ovennævnte Herr Nissen, at skrige af fuld Hals, at det danske Pak (som han kaldte os foruden mange andre smutte Benævnelser, der hyppig løbe fra hans og hans Venners Munde, f. X.; danske Hunde, danske Kjeltringer) skulde forlade hans Telt, da vi forstyrrede hans Værtskab. Vi gik da ogsaa ud, ikke fordi vi ved vor Opførsel fandt os forpligtede dertil; men da vi Høiskole-Elever vare ganske ubevæbnede, fordi det aldrig faldt os ind, at vi vilde blive overfaldne ved denne Forlystelsesfest, medens alle Slesvigholstenerne vare bevæbnede med Stokke eller Knipler, og vi hverken havde Lyst til at sidde og lade os slaae eller see paa, at de sloge vore Kammerater. Nu sige "Lyna", at vi hentede vore Kammerater og brøde atter ind i Teltet under en dansk Sang; men det er atter Usandhed: thi neppe vare vi komne udenfor, førend vi bleve angrebne af Gjæstgiveren og de ovennævnte fornemme Herrer tilligemed nogle dem formodentlig tilhørende Karle, og vi søgte nu at komme ud af Gjæstgiveren«sHave, hvori Teltet stod.

Nu opstod der rigtignok en Kamp, saavel i Gjæstgiverens Gaard som paa Møllepladsen, hvori der vankede blodige Pander paa begge Sider; men vi Høiskole-Elever toge ingen Deel i denne, undtagen at en af os, som fik et Slag i Nakken, fik fat paa en Stok og gjengjeldte. Gud skee Lov med udmærtet Held, sin Angriber. Vi vare nemlig desværre ikke alene ganske ubevæbnede, men ogsaa kun faa og for da meste smaae, da de fleste af de Store og Stærke vare andetsteds, og det har vel været Aarsag til Slesvigholstenernes store Mod.

Til Slutning maae vi ogsaa erindre, at foruden de allerede omtalte Usandheder i "Lyna" bliver disses Tal forøget derved, at ingen af os har hørt det mindste til, at Inspecløren, der iøvrigt ingen Polititegn bar, som "Lyna" beretter, paabød Rolighed inden han brugte Stokken; heller ikke har der været tænkt paa al arrestere nogen af Høiskolens Elever, som enhver Læser af Lyna ellers maatte troe.

Nu overlade vi Publikum at bedomme, hvem der har været raae og grove i deres Opførsel, enten de fornemme unge Herrer eller vi simple Bondesønner.

Rødding Høiskole, d. 16. Juni 1846

H. C. Clemmensen. I. RiiS. F. P. Vind.

P. RooSt. F. Hansen. F. Müller.

H. O. Knudsen. I. Berg. L. Paulsen.

C. Thomsen.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Næste tegning fra Corsaren forestiller en af de to unge adelsmænd v. Krogh som har overtaget harpespillerskens instrument og istemmer "Schleswig-Holsteing meerumschlungen".

Erklæring fra Directionen for Høiskolen i Rødding.

Lyna fra 6te Juni meddeler Beretning om en Scene, som anden Pintsedag har fundet Sted i Gram-Slotshave, for at bevise, hvor raat og uanstændigt Eleverne paa Høiskolen i Rødding ved denne Leilighed have opført sig. Da en saadan Fortælling naturligviis gaaer over i andre mere læste Blade, finder Høiskolens Direction sig opfordret til at erklære: at vi meget nøie have udspurgt alle de Elever som vare tilstede i Gram Have, og at vi efter disses eenstemmige Forklaringer, hvilke fuldkommen stemme overeens med de Beretninger, som forskjellige Øie- og Ørevidner til det Passerede af sig selv have meddeelt flere af os, ikke have den allermindste Grund til at antage, at nogen af Høiskolens Elever i nogensomhelst Henseende eller paa nogensomhelst Maade har opført sig usømmeligt. Da mange Læsere maaskee ville have ondt ved at troe, at Eleverne skulde være ganske skyldfrie, naar et offentligt Blad saa stærkt anklage dem, saa bør vi til ovenstaande Erklæring tilføie, at vi endnu ingensinde have seet eller erfaret i Høiskole-Elevernes Opførsel noget Exempel paa Raahed; hvorimod vi undertiden vel have hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for sine, men aldrig, at den lagde an paa for raae og plumpe Sæder; og dernæst, at vi flere Gange baade med os selv og Andre have erfaret, at Lyna ingenlunde har nogen om Samvittighed, naar det til Opnaaelsen af dens Hensigter og Planer gjælder om med Fripostighed at skeie ud fra Sandheden og at angribe Nogen paa en uværdig og al god Tone tilsidesættende Maade, hvorpaa den, for at vi skulle nævne da sidste Exempel, som angaaer nogen af vore Personer, afgav et fuldgyldigt Beviis i en Fremstilling af en Bondeforsamling i Kjøbenhoved, hvor Professor Flor skildres som Reise-Apostel for den danske Propaganda; thi i denne findes kun ganske enkelte Stænk af ydre Sandhed, medens den ellers saaledes er sammensat af Fordreielser, Fortielser og ligefremme Usandheder, at den i Virkeligheden indeholder saagodt som ikke et eneste sandt Ord.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Disse to artikler i Dannevirke blev citeret vidt og bredt i de danske aviser.

Denne tredje tegning fra Corsaren skal vise v. Krogh som er blevet overfaldet af nogle danske bønder som udenfor teltet har overhørt sangen og besvaret den med "Danmark dejligst vang og vænge."

Endnu et par Ord om Optøierne i Gram Slotshave.

I "Dannevirke" Nr. 106 findes en Artikel med Overskrivt: "Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna," som er underskreven af 10 Elever paa Høiskolen i Rødding. Denne Artikel skal gjendrive den af os i vort Blads Nr. 45 givne Beretning om de Røddinger Elevers Opførsel i Gram Slotshave paa sidste anden Pintsedag og skildre den som usandfærdig. Det kan nu ikke være vor Hensigt, at indlade os i vidtløftige Discussioner med Skoledrengene i Rødding; de gjorde bedre i, at stikke Næsen i Bøgerne og lære noget Ordentligt, end offentlig at drage i Feldten imod Slesvig Holstenerne, hvorved de kun gjøre sig latterlige i alle fornuftige Folks Øine, isærdeleshed naar de fremtræde med en synlig anmassende Suffisance, der altid er et Tegn paa Indsærænkethed. De Røddinger Elever ville vi her i Korthed svare, at vor Beretning er affattet efter aldeles troværdige og de i Sagen deelagtige Øienvidners Udsagn, og at navnlig flere Damer, der anden Pintsedag ligeledes bivaanede Festen i Gram Slotshave, endnu i disse Dage have forsikkret os, at de havde seet sig foranledigede til at retirere af Gangene for Eleve-Karavanerne. Ja Bønder fra Gramegnen have endog ligetil betegnet den saakaldte "Berigtigelse" i Dannevirke som usandfærdig. Saalænge der altsaa ikke indløber Berigtigelse fra en anden og troværdig Side, maa vi holde vor Beretning i Lyna Nr. 45 for væsentlig sandfærdig og kunne ikke tilbagekalde noget deraf. At vi skulde have hentydet til, at een af de Røddinger Elever var bleven arresteret, er aldeles usandfærdig. Vi have blot ialmindelighed sagt, at Een arresteredes. Rigtignok nævnedes os dengang en Maler Paulsen fra Ribe som Arrestanten, men da vi vilde gaae sikker, navngav vi ham ikke, for ei at fornærme en Uskyldig. Nu kunne vi imidlertid betegne ham som den omtalte Arrestant.

Virkelig fortrinlig er Elevernes Forsikkring, at de havde sunget saa allerkjæreste i Gram Slotshave, at de Tilstedeværende aldeles glemte al anden Musik og løb bag efter dem for at høre deres Sang. Nu, Forsikkringen skader ikke, det er en daarlig Kone, siger Ordsproget, der ikke roser sit eget Smør, men om man løb efter dem, for at høre paa deres fortryllende Toner, eller for at see et Narreoptog, ville vi overlade Andre til Bedømmelse.

Paa "Berigtigelsen" i Dannevirkes Nr. 106 følger en Efterskrift under Titel af "Erklæring fra Direktionen for Høiskolen i Rødding", *) der som anonymt Product aldeles bærer Præg af en i Mørke snigende Feighed. Hvorfor understriver Direktionen sig ikke med Medlemmernes Navne, da den i sin formeentlige Vigtighed fog vel ikke indbilder sig, at Alle vide Directionmedlemmernes Navne. Saa vidt vi vide, er Professor Flor i Directionen, dog kunne vi kun meddele dette som Rygte; ei heller kjende vi de øvrige Direktionsmedlemmer.

At den navnløse Direktion for det Røddinger Propaganda-Institut forsvarer sine Elevers Sag, er naturligt. Navnlig vil den navnlose Direction slet ikke lade Prædicatet Raahed hvile paa Eleverne, ja siger endog, "at den tværtimod har hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for fine Sæder."

Denne Erklæring klinger høist latterlig, naar man tænker paa den scantaløse Tale, som Peter Ravn fra Hammelef, en fra den omtalte Skole afgaaet Elev, forrige Aar holdt paa Skamlingsfesten, og som efter mange Tilstedeværendes Udsagn i høi Grad bar Raahedens og Gemeenhedens Præg; ja, hvad der er notorisk, denne værdige Discipel betjente sig endog af det høist uanstændige Udtryk, at man paa Høiskolen lærte "at bruge Næverne". Hvorledes kan man ogsaa lære sine og anstændige Sæder paa en Skole, hvis Hovedleder, Professor Flor, i en Tale, han holdt ved Tiltrædelsen af sin nuværende Post, skal have sagt til de forsamlede Elever, "rigtignok var de først 30 i Tallet, dette Tal var endnu lidet, men dog fuldkommen stort nok til al gjennemprygle 100 Tydskere." Denne Tale kunne vi rigtignok kun meddele efter troværdige Rygter, men er det ikke et slemt Tegn for en Høiskole, naar Publikum lægger dens HovedLærer og -Leder saa smukke Ord i Munden?!

Den navnløse Direktions hele "Erklæring" synes ogsaa mere at løbe ud paa en Retfærdigjørelse, af Prof. Flors Adfærd ved Grandeforsamlingen i Kjøbenhoved, da den navnløse Direction vel føler, at Hr. Professoren ved denne Lejlighed ikke har betaget sig til Fordeel for Høiskolen. Dog hermed være nok sagt om begge de betegnede Arikler ig Dannevirkes Nr. 106.

*) Denne Erklæring findes ogsaa optagen i "Fædrelandet" og "Berl. Tidende."

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. juli 1846).

Denne artikel ses ikke citeret i nogen danske aviser.

Den sidste tegning fra Corsaren forestiller Nissen som efter et slagsmål med sine egne er blevet slået halvdød.

I Rødding Højskoles reglement § 13 om slagmål stod: "Med Hensyn til Slagsmaal saavel i som udenfor Skolen bestemmes: at den som slaar første Slag, erlægger en Bøde af 4 skilling. Genslaget er frit". Rødding Højskole havde i efteråret 1845 fået plads til 32 elever og en inspektør. Ifølge Fædrelandet havde skolen sommer 1846 en snes elever. Det forhindrede dog ikke eleverne i at opsøge de to kroer i nærheden. Affæren i Gram synes ikke at have fundet plads i Käthe Z. S. Pedersen og John Pedersen: Rødding Højskole 1844-1994. 1994.

Lars Christian Ovesen (1824-902). (Efterskrift til Politivennen)

Forleden Nat undveeg af Arresten i Hjørring, ved at overfile Jernstængerne, to farlige Forbrydere, nemlig: Henrik Peter Johansen Wendelin, 30 Aar gammel, af Hjørring, og Lars Christian Ovesen, 21 Aar gammel, af Vester Brønderslev. Førstnævnte havde med Consorter begaaet Tyverier der i Byen, og Sidstnævnte var den for Indbrudet paa Kraghede mistænkte Person, der ved Paagribelsen fandtes i Besiddelse af en Terzerol med tilhørende Kugleform. Begge vare Aspiranter til Tugthuset, hvor de tidligere i nogle Aar have havt Kost og Logis. Allerede Morgenen efter Undvigelsen vare de passerede Sundby Færge; men strax ved deres Ankomst til Aalborg bleve de anholdte. De fandtes i Besiddelse af nogle Sølvskeer og en ikke ubetydelig Sum Penge, der formodes at have været gjemte af Lars Ovesen, og at være Provenuet af flere af denne Person begaaede Tyverier. (Hjørr. Av.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 30 april 1846).

Peter Wendelin kaldtes ifølge Kjøbenhavnsposten 25. april 1846 også Peter Kraase.

Fra Hjørring meldes af 2den ds. i Byens Avis: "I Mandags escorteredes hertil fra Aalborg de paagrebne Arrestanter P. Wendelin og Lars Chr. Ovesen, tilligemed de under deres Fraværelse for Dagen bragte Koster. Skiøndt Lars Chr. Ovesen skal have været indstillet til Fritagelse for Correction, paa Grund af hans Beredvillighed til at bekiende de af ham begaaede Tyverier, giorde han sig dog ved sit Forhold i Arresten samme Dags Aften velfortjent til en alvorlig Irettesættelse, der da ogsaa tildeeltes saavel ham som P. Wendelin, Tirsdag Formiddag. Han skal nemlig have været lidt beskjænket ved Ankomsten, hvilket vel har været den nærmeste Aarsag til at han under frygtelig Larmen og Rasen demolesterede og ituslog alt hvad af Løst og Fast befandtes i Arresten, saavel Madratser og Seng som Vinduer og Vægge saa at han endnu samme Aften maatte yderligere befæstes med Jern.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. maj 1846).

Hjørring den 6te Mai. Den paagrebne Lars Christian Ovesen har nu bekjendt sig skyldig i adskillige af de her i Egnen i forløbne Vinter begaaede Tyverier. Navnligen har han forøvet det omtalte Indbrud paa Kraghede, hvor der blev bortstjaalet nogle Sølvskeer m. m., og hos en Huusmand i Vittrup, hvor han, medens Manden, Konen og Datteren sov, i god Ro og Mag opbrød Kister og Skabe og absenterede sig med endeel Gang- og Sengeklæder, et Stykke Lærred, nogle Penge o. s. v. Det staaer til at haabe, at Eiendomssikkerheden, efter denne Forbryders Arrestation og P. Nørkjerres Selvmord, igjen saa temmelig vil være betrygget her i Omegnen. (Hjørr. Avis).

(Sorø Amts-Tidende eller Den Vestsjællandske Avis (Slagelse) 25. maj 1846).

Arrestanten Lars Christian Ovesen, der for kort Tid siden undveg af Arresten i Hjørring, men blev bragt dertil igjen fra Aalborg, gjorde atter i Torsdags Eftermiddag Forsøg paa at absentere sig, idet han, da Arrestforvalteren kom til ham i Arresten, stødte denne til Jorden og derved fik Lejlighed til at tage Flugten igjennem hans Værelser, efter iforveien at have sat sig i Besiddelse af en Kniv. Heldigviis lykkedes det en Mand her fra Byen, der blev Flygtningen vaer og uopholdelig forfulgte ham at gribe ham noget udenfor Byen. (Hjør. Av.)

(Viborg Stifts-Tidende 6. juni 1846).

Hjørring. (H. A.) Forbryderen Lars Ovesen, der forleden undveeg af Hjørring Arrest, belagdes derpaa med saa svære Halsjern, at en gjentagen Undvigelse maatte ansees for en Umulighed; imidlertid havde han dog Natten til d. 26. Mai befriet sig fra samtlige Jern, og ved Hjælp af det svære Halsjern havde han næsten faaet den med Jernstænger udenfra forsynede Dør sprængt. da Slutteren, der imidlertid var blevet opmærksom paa Larmen, ilede til med Bistand og forhindrede hans næsten fuldførte Værk. Forbryderen anvendte nu det sidste Middel til sin Frihed (!), idet han, førend man kunde faae Døren aabnet, hængte sig i Vinduet ved Hjælp af en Snor fra Sengemadratsen. Ved strax at skjære ham ned og tilkalde Lægehjælp, kom han snart igjen til sig selv, og vil vel endnu næppe opgive et nyt Frihedsforsøg.

(Dannevirke 10. juni 1846).

- Arrestanten Lars Ovesen - hedder det fra Hjørring i Byens Avis af 8de Juli - har Søndags Nat atter gjort Forsøg paa at undvige af Arresten, og dertil afført sig de svære Lænker, hvormed han var befæstet fra Haand til Fod og til Væggen. Med et eneste Søm, som han formodentlig har uddraget af Sengebrixen, har han ved idelige Stik overskaaret 2de halvtredie Tommer tykke Planker i Gulvet, har brudt disse op, og efterat have undermineret en Muur, hvorved han har kradset mere end et Læs Jord op i Arresten, har han banet sig en Vei til Gangen. Da alle Døre imidlertid her vare vel laasede, kunde han ikke tomme videre, og under Forsøge at opbryde Døren, der fører ud til Gaarden, blev Arrestforvareren opmærksom paa Larmen og kom heldigviis tidsnok med tilkaldt Hjælp for at forhindre Flugten, der om faa Øieblikke ellers vilde være lykkedes. Dette overordentlige Arbeide skal han have udført i omtrent 3 Timer. Da hele Cachotten med Undtagelse af Gulvet, er beklædt med Jernskinner, havde man antaget et Udbrud for aldeles umuligt. - Lars Ovesen, der allerede har tilbragt nogle Aar i Tugthuset, er et Menneske af athletisk Bygning og med herculiske Kræfter. Alting bøier sig og viger for hans frygtelige Jernhaand. Man vil have havt exempler paa, at ikke 7 Mand har kunnet holde ham, og til anden Tid været Vidne til den psychologiske Mærkelighed, at en venlig bebreidende Tale har bragt ham til at udgyde oprigtige Taarer som et angerfuldt Barn. Havde han tidligere truffet paa Veiledere, der havde forstaaet at stemme denne gode Streng i hans Indre, da vilde han nu neppe være det fortabte Medlem af Samfundet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1846, 2. udgave).

Hjørring, den 17de August. Imorges allarmeredes vi atter ved den Efterretning, at Lars Ovesen og Peder Vendelin vare undflyede af Arresten. Imellem Kl. 5 og 6, da Arrestanterne vare ude i Gaarden, benyttede nemlig de tvende nævnte Forbrydere sig af Øjeblikket til et Nu at svinge sig over den meget lave Fængselsmur og tage Flugten. Da man havde seet dem flygte ind i Byens Plantage, bleve de strax forfulgte derhen, men til ingen Nytte; først imellem Kl. 10 og 11, da der af Byens Borgere blev foranstaltet en formelig Klapjagt, lykkedes det at drage dem frem af Skjulet af nogle tætte Grantræ-Grupper. De lode sig godvillig gribe og føre tilbage til Attesten. Man længes der meget efter, snart at blive befriet fra disse farlige Individer, for hvem en Nats Frihed er det Samme som Indbrud og Overfald. (Hiørr. Av.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. august 1846).

Han er formentlig født 5. april 1824 i Jerslev Sogn, ifølge kirkebogen var forældrene Ove Larsen og Maren Larsdatter. De var i 1834 flyttet til Vester Brønderslev. Ved folketællingen 1845 er Lars Christian Ovesen opført som 21 år, født i 1824. Han havde da i 3 år opholdt sig i Tugt- og Forbedringshuset i Viborg. Ved den kongelige Landsoverret i Viborg fik Lars Christian Ovesen den 16. november 1846 for tyveri og ulovlig omgang med hittegods en dom på 8 års fæstningsarbejde (ved herredstinget var han idømt 12 år). Herefter forsvinder han fra avisernes søgelys. 

Men man kan følge ham i kirkebøger og folketællinger: I 1867 fødes i Vester Brønderslev sogn 28. juli 1867 Søren Christian Ovesen, søn af Lars Christian Ovesen og hustru Else Petrine Marie Larsdatter. Her boede de stadig i 1870, Lars som arbejdsmand. 3. maj 1902 døde Lars Christian Ovesen som enkemand og fattiglem i Jerslev sogn og begraves i Brønderslev sogn.

Idømt Slaveri. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Kiøbenhavns Kriminal- og Politiret er afsagt Dom i Justitssagen imod Arrestanterne Niels Hansen Skydebjerg og Hans Pedersen Roll. En undveget Fæstningsslave, navnlig Hans Nielsen Eie, var en Nat i August Maaned f. A. kommet til Roll, der laa paa et Loft over et Skur paa en Losseplads ved Kiøbenhavns Vesterfælled, og bedet denne, hvem han underrettede om sin stilling, om Ophold hos sig. Heri havde Roll indvilliget, og ligeledes havde Eie ved at forære Skydebjerg, der havde Opsyn over Lossepladsen, et til 2 Mk. vurderet Stykke Silketøi faaet Tilladelse til Ophold paa det omtalte Loft af denne, uagtet Skydebjerg af Roll var blevet underrettet om hvem Eie var. Eie opholdt sig nu en ugestid hos Arrestanterne, og i den Tid var han hver Nat ude for at stiele, hvorom navnlig Roll var vidende, og hvortil denne endog laante ham et Par Beenklæder, da Eie ikke havde andre end de, som hørte til hans Slavedragt. Roll havde dernæst dels solgt dels pantsat endeel af de stiaalne Koster for Eie, navnlig et Sølvlommeuhr og tvende Sølvspiseskeer, uagtet han vidste, hvorfra disse hidrørte, ligesom Skydebjerg vedgik, at han vel formodede, at Eie ikke paa en lovlig Maade kunde være kommet i Besiddelse af det omtalte Stykke Silketøi, der ogsaa under Sagen oplystes at være stiaalet. Endelig havde begge Arrestanter med Eie deeltaget i Fortæringen af adskillige af denne stiaalne Fødemidler, uagtet Roll vidste og Skydebjerg formodede, at de var Tyvekoster. For saaledes at have huset bemeldte Slave og hælet med ham, ansaas Skydebjerg med 1 og Roll med 2 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Morgenposten 28. april 1846)

Ribe. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe. Et Fartøi fra Sønderho, "Ingeborg Kirstine" kaldet, tilhørende Skipper Niels Antonisen, har staaet paa Sønderfardrup Byes Mark siden Mikkelsdagstid, da det strandede der under en Stormflod. Det lader omtrent 150 Tdr. og vurderes til 300 Rdlr. Cour. Efter at den aldeles uformuende Eier forgieves skal have henvendt sig til Sønderhoningerne om bistand til at gjøre det Fartoi flot, uden hvilken han med Familie rimeligviis maatte blive trængende til Communens Fattigkasse, paatoge Vestervedske Sogns Beboere sig under Kromand Jens Vedsteds Anførsel med nogen Understøttelse fra Østervedsted og Raahede at slæbe det en halv Miil over grønne og pløiede Marker, ad Veie og gjennem Engsænner, over mangfoldige Grøfter til Ribe Aa. Det var en langsom og besværlig Seilads paa det Tørre, hvortil der udfordredes over 100 Menneskers rastløse Anstrængelse i 2 Dage; thi Redskaberne vare slette og Folkene uvante. Havde endda de ubegribelige Sønderhoninger sendt Sadlen eller Rullerne, hvoraf de dog skulle være i Besiddelse! Havde der endda blot stillet sig en halv Snees Frivillige af de derværende Søfolk, som bedre forstaae at omgaaes med et Fartøi! Men nei! Kun den stakkels Kone mødte med en Smule Brød og Brændeviin, som hun havde borget i Kroen, til Vederqvægelse for Arbeiderne, og hun arbeidede rigtignok med som en Karl. Kystbeboernes tjenstagtighed bliver jævnlig sat paa Prøve af Eilandsfolkene, der ved saadan Leilighed ikke pleie at være synderligt villige til at lette Byrden for deres Egne, men sidde rolige og see til i Nærheden naar en Mængde Markarbejdere i en travl Tid forsømme egen Fordeel for uden Vederlag at tjene en Fremmed. Det gik ligedan til i Foraaret 1839, da et Fartøi fra Mandø blev slæbt fra Sønderfardrup By ud i Ribe Aa; derved mødte heller ikke een Mand fra det nærliggende Mandø.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. marts 1846)

Fabrikerne paa Limensgade. Marts 1846. (5). (Efterskrift til Politivennen)

De Efterretninger vi have modtaget fra Bornholm, Danmarks eneste Fabrikland, lyde nu meget gunstige; Bornholmerne selv synes at nære godt Haab, i Henseende til Fabrikerne paa Llmenegade. Vi sige, Fabrikerne; thi der er nu virkeligen 2de forskjellige Fabriker, som begge maae antages i god Gang. Den først projecterede Allunfabrik, der nu har et ikke ubetydeligt Qvantum Allun, erkjendt god Handelsvare, afsendt til Salg, foruden det, som haves i Behold paa Fabriken, og som dagligen forøges ved en stadig Drift; og dernæst et Slags Cementværk, der leverer et saa betydeligt Product, at den rene Indtægt deraf mod Allunet er omtrent som 12 mod 3, og som har en rivende Afsætning, efterat dets Godhed er blevet bekjendt. Begge forenede ved Siden af hinanden og drevne med samme Bestyrelses-Bekostning, er det som i Særdeleshed gjør Limensgade saa lovende, og det saa meget mere, som Allunskifer og Cementsteen saaledes ere leirede paa denne til Fabrikanlæg saa fortrinlige, af 25 Tdr. Land geom. Maal bestaaende Plads, at Cementstenen maa tages afveien for at komme til Allunskiferne; ved at benytte den til et Værk for sig selv sparer man altsaa Omkostningerne ved dens Bortryddelse.

For at kunne gjøre sig en Forestilling om, med hvilken ringe Bekostning Cementen frembringes, og til hvilken Ubetydelighed den kan haves tilvirket paa Fabriken, ville vi blot anføre, at Hoved- Ingredientsen til denne Cement ikke, som man skulde mene, er Cementsteen, men Allunskifer; disse brændes, males, sigtes og blandes med ligesaa meget ulæsket Kalk; men denne fortrinligt bindende Kalk erholdes blot ved at sammenkaste lagviis Cementsteen og Alluuskifer, der af Naturen ere samlede paa Stedet; hvorpaa Allunskiferne antændes og Alt uden videre, under aaben Himmel, brændes til Kalk. 1 Tde. af denne Kalk og 1 Tde. malede Allunskifer, blandede med hinanden, udgjør 3 Tdr., saaledes udvider Massen sig. Derpaa tilsættes lige saa meget sand; og saaledes har man da, efter de for tiden, paa Fabriken stedfindende Priser, til 2 Mk. 8 Sk pr. Tde et Materiale, der meget ligner det, hvormed flere Kirker paa Bornholm, og det gamle Hammerhuus's Slot ere opførte; og som er saa bindende, at flere Steen-Arter lettere sprænges, end hiin Masse, naar den er blevet fuldkommen tør, lader sig løsrive fra Stenen.

Ligesom der flere Steder i Sverrig skal være paabegyndt at opføre grundmurede Bygninger af lignende Materialer, saaledes agter man og paa Bornholm at benytte Anførte til Mures Opførelse uden Bindingsværk, aldeles som af Muursteen, og som til ½ Alens Tykkelse vil kunne haves for circa 1/4 Deel af hvad Muurstenen alene koster, uden at regne Kalk og Gruus til samme. Arbeidet fremmes mellem perpendientaire Bræder, som forhøies eftersom Muren voxer, og kan for det meste udføres af Fruentimmer og Børn.

Under saadanne Omstændigheder er det derfor intet Under, at de bornholmske Actionairer nylig paa en Forsamling i Rønne skulle eenstemmigen have protesteret mod Optagelsen af flere Actionairer, men derimod have andraget paa, endog til forhøiede Renter om det behøvedes, at optage et Laan til at dække den Gjæld af 8000 Rbd. som Værket i dets Begyndelse ved unyttige Foretagender blev belemret med. Forresten er Tabet af den store Masse Allunskifer, som i sin Tid blev saaledes brændt, at den ikke kan bruges til Fabriken, og senere tildeels er bleven anvendt til Veienes Grundforbedring, ikke, som Allunflifer betragtet, af nogen Vigtighed, da Brudet er uudtømmeligt. 

Hvad der forresten endydermere begunstiger Fabrikernes Drift paa Limensgade, er den Omstændighed, at skjøndt dette Plateau ligger høit, saa findes der dog i passende Afstand en betydelig Dam, Hvis Vandbeholdning til enhver Aarstid er istand til at forsyne de nedenunder paa Skraaningen liggende Ludkasser og Bygninger med det til Fabricationen nødvendige Vand. Kort: Naturens Herre har paa Limensgade gjort Alt for at frembringe fortrinlige Værker. Der har kun manglet kyndige Hænder til at udføre, hvad Stedet saa lovende indbyder til. Men disse synes senere at være fundne, og derfor frembyder Limensgade en riig Udsigt for Fremtiden, endog bebyrdet med hine 8000 Rbd. Gjæld, hvoraf den aldeles intet Gavn har havt.

Det er ikke usandsynligt at Actionairerne ville foreslaae nok en Cement-Mølle, der, med nødvendigt Tilbehør, kan haves for mellem 2 og 3 tusinde Daler; nu da man, ved den første Mølles Opførelse, har samlet Erfaringer, som til en efterfølgende kunne benyttes; saasom hvad Steen-Arter, der bedst lade sig bruge til Liggere etc. En saadan Mølle vilde betydeligen forøge Netto-Indtægten, da Bestyrelses-Omkostningerne bleve de samme.

Vi høre at Hr. Carlsund, der med mange Aars Praxis forener god, theoretiske Kundskaber, skal have tilbudt at ville forpagte Limensgade, mod en aarlig Levering af Fabrikata til 3,000 Rb. Værdi, saaledes som Værkernes Status er for Tiden; og naar Actionairerne vilde lade opføre nok en Mølle, da at svare en aarlig Afgift af samme, i Lighed med hvad han svarede af den nu havende Mølle, og som, med et rundt Tal, overeensstemmende med hvad ovenfor er anført om Cement-Møllens overveiende Provenue, maa kunne ansættes til 2000 Rbd. om Aaret, endog esterat Renterne af den Sum, som Møllens Opførelse androg, ere blevne fraregnede.

Ved et lidet Tilskud af 6 a 7 Rbd. pr. Actie, eller med et Laan af 2 a 3 Tusinde Rbd., vilde Actionairerne altsaa, efter Hr. Carlsunds Tilbud, kunne have, som aarlig Dividend af begge Værkerne paa Limensgade cirea 5000 Rbd.. som fordeelte paa 376 Actiehavere, det nuværende virkelige Antal, vilde andrage noget Mere end 13 Rbd. i aarligt Udbytte af hver Actie paa 50 Rbd. eller 26 Rbd. af hvert 100 Rbd. Denne Avance formindskes dog noget derved, at Actionairerne til Datum aldeles ingen Rente have erholdt af deres indskudte Capitaler. Hver Actie vil saaledes nu komme dem paa circa 62 Rbd., eller 1/5 Deel mere end det oprindelige Beløb. Den virkelige Fordeel blev saaledes ikkun 21 pCt.

De bornholmske Actionairer have imidlertid ikke villet gaae ind paa Hr. Carlsunds Tilbud.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. marts 1846, 2. udgave.)