Stænderforsamlingsvalgene (Efterskrift til Politivennen)

Valg var ikke noget der blev behandlet i Politivennen. Kjøbenhavnsposten derimod beskæftigede sig en del med valgene til stænderforsamlingerne, og set i historiens bakspejl, også på en ret profetisk måde. Her er udvalgte eksempler.

Det første viser hvor meget Kjøbenhavnsposten og den samlede københavnerpresse var partisk hvad angik valgene i hertugdømmerne. Argumenter som lige så godt kunne være anlagt med modsat fortegn, blev uden videre fremsat mere som en regel, end som en undtagelse.  Kjøbenhavnspostens artikel udtaler sig helt klart tendentiøst: Hvis "dansksindede" valgsteder havde valgt dansksindede, var det en selvfølge. Var det modsatte tilfældet, var der tale om snyd. Som fx i Sundeved:

- I det 5. slesvigske landvalgdistrikt (Sundeved) er tingskriver Jepsen i Rinkenæs genvalgt til deputeret med 162 stemmer og gårdmand Peter Petersen Suurlyk i Dybbøl til suppleant med 157 stemmer. "Næst disse," beretter Apenrade Ugeblad, "havde de fleste stemmer gårdmand Johan Johansen i Baurup, nemlig over 100. Alle disse tre mænd hører til det slesvig-danske Parti;  tingskriver Jepsens virksomhed i stænderforsamlingen i denne ånd er bekendt, og har fundet anerkendelse i hele landet. Af den interessante valgdetail erfares at Matzen på Krammark og Richelsen på Bøsmoes har fået den førstnævnle 93, den sidste 29 stemmer. Disse to herrer betegnes almindeligvis som de schleswigholsteinske eller hertugens kandidater, og man skal ikke have sparet umage for at overtale bønderne til at vælge dem. En godsejer skal have været såre virksom i denne henseende, og ideligt rådet bønderne at vælge til stændernes mand, der ejede "adelige" besiddelser, men jo ikke "kongelige" undergivne, - og en forpagter såvel som en pensioneret og koncessioneret herre m. fl. have været utrættelige i lignende bestræbelser for at åbne deres øjne for de schleswigholsteinske herligheder. Men de sundeveder bønder lode sig hverken forlede eller lede; de gennemskuer de privilegerede herrers færd, og ønsker sig ikke mere af den nordalbingiske hertugherlighed, end hvad de på ingen måde kan slippe fri for. Derfor var de bestræbelser for at bedåre dem også spildt umage. Selvstændige og med mandig vilje trådte de op og valgte til folkerådet  mænd, om hvilke de vidste, at de ville kampe for den danske bondes retligheder og ikke give sig i de tydske herrers ledebånd. På Als er som bekendt det samme sket, idet gårdmændene Bladt og Kaad i Tandslet, to ægte danske bondemænd, er blevet valgt. Udfaldet af disse to valg har i disse egne fremkaldt den gladeste stemning, som falder så meget mere i øjet da ligegyldighed, ubetimelig føjelighed og ubestemthed i et tilgrænsende valgdistrikt har ført til et resultat, (hr Thies Steenholdts genvalg) hvis mismodgørende indtryk overalt er kendelig nok. - Derfor hæder de selvstændige dansksindede bønder i Sundeved og på Als!"

(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1847)

Den næste artikel viser at Kjøbenhavnsposten på forbavsende vis havde fat i hvor repræsentativt (eller ikke repræsentativ) den kommende Rigsdag i Danmark ville komme til at blive:

København den 12.  august 1847.
- Vi modtager naturligvis med fornøjelse ethvert bevis på, at vi i denne politisk-korrumperede tid ikke står ganske ene i vor bedømmelse af deres færd og anskuelser, som idet de gør Krav på at være liberale, ligefrem fornægter de første betingelser for den folkelige friheds eller selvstændigheds udvikling. Således har da Correspondenzbl. udtalt sig omtrent på samme måde som vi angående adv. Lehmanns tilbagevisning af en falstersk bondes forslag i Bondevennernes Selskab om at virke for en udvidelse af valgloven. Sagen er alt for indlysende til at dens betydning længe skulle lade sig miskende.

Man er ikke demokrat, fordi man forlanger at folket skal lade sig lede af dem, der fra Hustings erklærer sig for dets venner. "Fædrelandet" har nylig fremhævet denne engelske valgmetode, formodenlig som et slags forsvar for den afvisning af valgreformen i Bondevennernes Selskab. Intet kan være mere aristokratisk end hele den engelske repræsentation; men man vil dog, at den skal anses for det modsatte, fordi almuen forinden valghandlingen får lejlighed til at ytre sit bifald eller mishag med de optrædende valgkandidater, der har harangueret den fra de dertil opstillede tribuner. Det anføres vel, at valget ikke afgøres på denne måde, uden når kun en valgkandidat er optrådt, altså når intet valg finder sted, da det ellers altid på en af valgkandidaternes fordring afgøres ved sædvanlig afstemning af de egentlige vælgere, hvisantal er indskrænket efter formue og afgifter. 

Men den anden hovedindvending mod de engelske valg omtales derimod slet ikke af "Fædrelandet", eller af dem, der vil at "man" i Danmark skal betragte de engelske institutioner som mønstre for sine bestræbelser: nemlig valgbarhedens indskrænkning til rigmænd, der ikke behøver og ikke modtager nogen godtgørelse for den tid de anvender i parlamentet eller for de dermed forbundne udgifter. Det er den naturlige årsag til at kun enkelte eller et par valgkandidater stiller sig i hvert valgdistrikt, og at man ikke kan vælge i flæng blandt dem man anser for bedst skikkede dertil. Der ville af valgene fremgå ganske andre parlamentsmedlemmer hvis den engelske almues stemmer havde nogen betydning i så henseende. Eller har de danske Bondevenner i og udenfor "Fædrelandet" måske aldrig hørt noget om de engelske chartister og deres bestræbelser for en udvidelse af valgloven såvel med hensyn til valgretten som valgbarheden og for at parlamentsmedlemmerne skulle modtage betaling for udførelsen af deres arbejde, da det først derved ville blive muligt, at mænd af folkets midte kunne indtræde i repræsentationen? Nu er det kun dem, der har sinecurer, store ejendomme, som lader sig bestyre af andre, bankører og såkaldte jernbanekonger, der repræsenterer det engelske folk, og når de forinden valget gør regnskab for almuen om deres politiske principper, så har dette for længe siden tabt sin betydning da denne almue ikke består af andre end dem, der enten er afhængige af det ene eller det andet parti, enten af de store godsejere eller af dito fabrikanter og handelsmænd, som bringer deres klienter frem for Hustings for at demonstrere ved hjælp af deres lunger, mens valget derefter afgøres af de ofte ikke mindre afhængige vælgeres åbenlyse afstemning.

Skal det blive til noget med repræsentationsystemet, så kan det kun ske ved at udvide valgretten og forbedre valgmåden både i England og i Danmark, hvad enten det gælder en blot rådgivende eller en lovgivende forsamling. For det er i begge tilfælde hele folkets
uforbeholdne stemme der skal frem for sagen, hvis man vil høre folkets sande trang og attrå. Vore hidtilværende Stænderforsamlinger har kun haft lille lejlighed til at beskæftige sig med
de mest indtrængende spørgsmål; men vi ville allerede til næste år se dem komme dertil i
langt større grad. Spørgsmålene om ernæringsforholdene ville ikke længere kunne tilsidesættes og der er da al udsigt til at de ikke ville blive anderledes besvarede af vore stænder end vi har set værnepligtssagen, husmandssagen osv. blive det, hvor det tydeligt nok viste sig, at det langt mere er formuen end de menneskelige interesser, der repræsenteres af dem, der vælges fordi de besidder huse eller jordejendomme, og kun vælges af dem, der selv besidder sådan.

(Kjøbenhavnsposten, den 12. august 1847)

Dampmølle paa Christianshavn (Efterskrift til Politivennen)

Som man erfarer, nedlægger hr. borgerrepræsentant og brændevinsbrænder Olsen sit på Christianshavn beliggende brænderi og lader i dettes sted indrette en oliemølle. Når et sådant anlæg indenfor stadens volde ikke forårsager de omboende tab og ubehageligheder, kan herom intet være at sige. Dette bliver imidlertid ikke tilfældet med dette hr. Olsens nye anlæg, hvis samme forsynes med de i oliemøller udenfor stadens porte brugelige stamper. 

Enhver, som kender et sådant værks gang, må indrømme, at dette anlagt på et meget befolket sted, således som tilfældet er i Store Torvegade, i højeste grad generer de omkringboende, da det arbejder både tidligt og sent med stor larm, som familier gerne søger at undgå. Dette har de offentlige autoriteter indset og nægtet tilladelse til sådanne fabrikkers anlæg indenfor statens volde. 

Undertegnede tillader sig derfor at henstille til vedkommende autoriteter, som skulle anbefale eller meddele tilladelse til dette værks anlæg, om det ikke synes hensigtsmæssigt, at det forsynes med hydrauliske presser, hvilke ikke forårsager den larm som stamperne. Kun på dette vilkår er det tidligere tilladt de herrer grossererne Jacob Holm, Beck og agent Riis at anlægge førnævnte dampmøller indenfor stadens volde. Undertegnede og vistnok flere omboende, kan derfor ikke tro, hvad der fortælles, at hr. borgerrepræsentanten søger tilladelse til at forsyne sin dampmølle med stamper, da opnåelsen heraf ville forringe de omliggende ejendommes værdi, og genere naboer og genboer.

En Christianshavner.

(Kjøbenhavnsposten 17. februar 1847)

Oliemøllen står på et lugtekort over stinkende virksomheder i København angivet som Torvegade nr. 382. Torvegade 382 blev i 1901 til Torvegade 49, 1906 henlagt til Dronningensgade 54/Torvegade 49, og endelig i 1934 udlagt til offentlig gade. Med andre ord, offer for Torvegades nordsides udvidelse. Dampmøllen lå formentlig på modsat side af Dronningensgade overfor Lagkagehuset.

Dampmøllen må have ligget på hjørnet over for Lagkagehuset, altså helt til højre i fotoet, ved skiltet for venstresving forbudt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jakob Holm havde i 1825 løst privilegium på en oliemølle der lå på Holms Plads på Christianshavn og blev drevet af en dampmaskine. Hans oliemøller blev nedlagt 1925.

Christianshavns Vagt frastjaalet Vaaben (Efterskrift til Politivennen)

"Fædrelandet" for i går fortæller den interessante nyhed, at i lørdags er fra Christianshavns vagt stjålet dens geværer!

Hvem skulle have troet at sådant kunne passere vores nuværende fortræffelige armeorganisation, ved hvilken den årslange garnisonstjeneste er lige så nødvendig som den skal være fortrinlig skikket til at holde krigeren til idel nyttig virksomhed og indprente ham alle de små og store militære færdigheder og egenskaber, der antages nødvendige til at kunne forsvare fædrelandet. - Det er vel en ganske ny art af militær situation? De hidtilværende reglementsbøger for soldaten i fredstjeneste, der med så megen omhu læres udenad, indeholder næppe nogen forskrift for det tilfælde, hvor en hel vagt bemærker at dens geværer er stjålet. Men når krigeren skal gøre tjeneste i fredstid blandt sine medborgere, bør han naturligvis være belavet på alt hvad der kan møde ham i krigstid midt iblandt fjenderne. Altså må en vagt i fredstjeneste herefter også være belavet på at dens geværer stjæles fra den, hvis den ikke selv passer på dem lige så godt som i krigstjeneste. Imidlertid vil dog måske enhver, der ikke har så martialske anskuelser, at han kan indse den absolute nødvendighed af garnisonstjenesten i fredstid, finde grund nok til at undskylde en således bestjålet vagt. Hvad har Mandskabet ved vore vagter at bestille? Hvormed skal det fordrive Tiden?

Når de soldater, der ikke står skildvagt, i den varme vagtstue har læst tilstrækkeligt over på deres lektie i reglementsbogen, eller endnu er i færd dermed, kan de næppe undgå af kedsommelighed at falde i søvn, indtil den udstillede kammerat ved synet af en stabsofficers eller anden formen uniform, vækker dem med skriget: Vagt i gevær! Og når de da, styrtende frem for at opfylde denne eneste tjeneste, der påligger dem, ser at selv dette er blevet dem umuligt fordi de udenfor vagthuset stående geværer er stjålet, hvem kan da forundre sig stort derover, med undtagelse måske af den ved vagten posterede skildvagt ? Men selv denne, der bestandig kun er beskæftiget med at holde udkig efter bemeldte uniformer og distinktioner, må også vel for en del undskyldes i et sådant tilfælde, i betragtning af den spændte opmærksomhed, der er pålagt ham ved hans beskæftigelse, og hvorved han skal opnå en så vigtig færdighed for den i fredstid fungerende fædrelandsforsvarer: at kunne presentere gevær i det rette moment og for de rette personer. 

Vi finder derfor dobbelt forklarligt hvad "Fædrelandet" tilføjer til sin meddelelse, idet det siger at "Folk, der er bekendt med stedforholdene undrer sig mere over, at det er første gang dette er sket, end at det er sket"

(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1847)

Der er to vagtbygninger på Christianshavn. Den tættest på torvet er fra 1724 og blev brugt af portvagten og hans familie. Den stod i øvrigt længere fremme. Volden er afkortet på dette sted. Den anden var vagtmandskabets bygning fra 1728 og ligger på Ravelinen. Den blev også kaldt Bomhuset og er nu restaurant Ravelinen. Så vidt jeg kan bedømme må det være den afbildede.

Ravelinen i dag. Set nogenlunde fra samme vinkel som Eckersbergs tegning. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2020.

Fattige i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

(Corresp.) Kjøbenhavn, den 16de Januar. Hr. Bagermester Sager, Medlem af Direktionen for Kjøbenhavns Fattigvæsen, har i "Fædrelandet" meddeelt en interessant Artikel om de Fattige i Hovedstaden, og hvad Udsigter der er for dem i denne Vinter. Efter de Undersøgelser, som Forfatteren i Afhandlingen udførligere har begrundet, antager han, at af Kjøbenhavns henved 30,000 Familier idetmindste 2000 i denne Vinter ville behøve offentlig Understøttelse paa en eller anden Maade for at kunne tilfredsstille de første Betingelser for Livets Vedligeholdelse. Dette Tal synes stort, men vi ansee det dog snarere at være forlidet, naar man dertil henregner ikke blot dem, der nyde Almisse af Fattigvæsenet (i 1845 omtrent 850 Familier som faste Almisselemmer og omtrent 550 som interimistiske), men ogsaa det store, tilvisse meget større Antal, der rækkes Hjelp ad den private Vel; thi der gives ikke ubetydelige Summer bort om Aaret, som ikke komme til Andres Kundskab end Giverens og Modtagerens. Vi ansee derfor ikke usandsynligt, at de Trængendes Antal i denne Vinter, hvor alle Livsfornødenheder ere stegne til en enorm Priis, ikke saa lidet vil overstige 2000 Familier, skjøndt dette Antal allerede er stort nok til at vække deeltagende Bekymring. Med Hensyn til, hvorledes denne Nød skal mødes, henviser Forfatteren foruden til det offentlige Fattigvæsen, til de bestaaende private Velgjørenheds-Selskaber, og han anbefaler fornemmelig Bespiisningsanstalten, hvor den Fattige faaer det, hvad han meest behøver til Livets og Helbredens Vedligeholdelse, et Maaltid varm Mad. Og deri maae vi være ganske enige med Forfatteren, at den Velhavende, naar han ikke har trængende Slægtninger, der naturligviis bør have Fortrin, handler langt rigtigere ved at sende sine Gaver til en slig Indretning, end ved at uddele dem paa Maa og Faa. Fra selve Statens Side mener Forfatteren, at Arbeidsvirksomheden bør fremmes ved at lade foretage offentlige Arbeider; men han antager ikke med B. T., at Ophævelsen af Consumtionsafgiften paa de vigtigste Fornødenheder vilde forskaffe den fattige Classe synderlig Lindring. Som et mærkeligt Moment, der beviser, hvor trykkende Aaret 1846 har været for den fattige Classe, fremhæver Forfatteren, at Panternes Beløb paa Assistentshuset, der ellers ikke pleier at overstige 200,000 Rbd., i forrige Aar med 40,000 Rbd. har oversteget denne Sum, og det uagtet, at der maa svares 12 pCt. Renter.

Som et Supplement til det Forgaaende ville vi bemærke, at der nu igjen antages Arbejdere ved den roeskildske Jernbane. For Tiden beskjæftiges omtrent 300 Mand, og flere antages efterhaanden. Om en 8 a 10 Dage vil hele Jordarbejdet fra Valdby til Roeskilde være fuldendt, og Banen belagt med Skinner, men ganske færdig vil den neppe blive førend om 3 Uger. Det har viist sig, at der vil blive en Underbalance mellem 2 og 300,000 Rbd., som for en stor Deel hidrører fra, at Expropriationen (Kjøbet af Jorderne til Banen) har kostet betydeligt mere, end der var anslaaet. Hele Banens Omkostning var beregnet til 1½ Million, men den vil altsaa komme til at staae i 1,800,000 Rbd. Denne Omstændighed har trykket Actierne noget, og for Øieblikket er der neppe nogen Udsigt til, at de ville hæve sig.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 21. januar 1847).

Der er tale om bagermester Hans Carl Sager (1808-1884). Han var blevet valgt blandt de "32 mænd" i 1839 der efter den nye kommunallov i 1840 ophørte med at eksistere. Han var desuden stænderdeputeret og medlem af Kjøbenhavns Fattigdirektion. Han var egentlig cand. jur. (1831), men havde overtaget sin morfars bageri Hamborgs Bageri på Vesterbro, og  syntes at have hørt til de mere frisindede. Han var 1840 blevet gift med nationalbankdirektør L. N. Hvidts datter som tilhørte det liberale borgerskab. Han virkede for at reformere anstalten på Bidstrupgård, få byggeindskrænkningerne på demarkationslinjen ophævet og fæstningsværkerne flyttet. Alt sammen noget som kom til at ske. På artiklens tilblivelsestidspunkt havde han solgt bageriet (i 1846). Han blev desuden Haandværkerforeningens første formand og senere retsprokurator (1847) og byfoged (1849) i Rudkøbing. Så i 1847 var han på vej væk fra København. (Se C. Nyrop: Ved Alderstrøsts 50 Aars Jubilæum 26 februar 1862-1912. 1912). 

Brændevinsbrænder og fotograf Hans Jacob  Hansen (1824-1890): borgmester, folketingsmand Hans Carl Sager (1808-1885). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gildeparée til Indtægt for de Fattige. Altsaa til Forfriskninger 137 rbd 3 dk 4 f, følgelig erholde Fattige 17 rbd 2 sk 12 f. - Mine Herrer! det er en salig Fölelse at lindre den Fattiges Nöd! Apostlen siger jo: Glemmer ikke at gjöre vel og at meddele. Ebr. 13,16! (Følgeblad til "Nemesis XI" (1852). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den kgl. Generalpostdirection vedkommende. (Efterskrift til Politivennen).

Politivennen skrev ofte om "Generalpostdirektoratet", for sammen med vognmænd og private diligenceførere bandt postvognene Danmark sammen når man (og det vil fortrinsvis sige borgerskabet) skulle rundt i Danmark. Det foregik med diligence (som vi i dag mest forbinder med westernfilm) som på de ofte ufarbare landeveje sneglede sig afsted fra kro kro til.

Efter Politivennens ophør begyndte jernbanen imidlertid at overtage diligencernes opgaver. Men det tog lang tid før man i sidste halvdel af 1800-tallet havde fået lagt skinner over det hele. Det er fra denne mellemperiode de nedenstående tre artikler fra Kjøbenhavnsposten stammer (1847)

Til Nordsjælland - Helsingør og Hørsholm - måtte man stadig benytte diligencen, således som det bliver beskrevet i den første artikel fra Kjøbenhavnsposten. Den næste artikel handler om forholdene på Roskilde Station. Den tredje artikel om problemer med at stå på postvognen ved Slagelse. 

Efter at diligencen mellem Helsingør og København, og Helsingør og  Hørsholm i en årrække  var blevet befordret ved Helsingørs vognmænd, som vist nok har opfyldt de indgåede forpligtelser til tilfredshed, blev nævnte befordring fra 1. oktober 1845 overdraget
til en mand i København, som skal have antaget i kompagni med sig de herrer postmester Jöchten og Groth i Hørsholm, der alle tre således er entreprenører for befordringen af diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør.

Denne sidste overdragelse d. 1. oktbr. i år er i særdeleshed mærkelig derved, at den kongl. Generalpostdirektion, som ellers ser så nøje på besparelsessystemet, ved denne lejlighed har vist en sjælden, men som vi skal vise, mindre hensigtsmæssig rundhåndethed med offentlige midler, betroede til dens samvittighedsfulde bestyrelse.

Helsingørs og Københavns vognmænd fik i de senere år i betaling for ovenberørte befordring tilsammen 10.800 rbd. årlig imod at denne skulle besørges i 4 ½ time på hele ruten imellem København og Helsingør. Til denne befordring brugte Helsingørs
vognmænd på vejen mellem Helsingør og Hørsholm, alene for deres vedkommende, om sommeren 16 og vinteren 20 Heste. Da det senere arrangeredes således, at Helsingørs vognmænd skulle befordre diligence på vejstykket mellem Helsingør og Niverød - 2
mil - i 1 Time 7 minutter imod en årlig betaling af 3180 rbd. brugtes til denne befordrings prompte opfyldelse 12 heste foruden forspand når vejen var dårlig.

Hørsholm Postgård, senere hotel, nu beboelser. Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Ved sædeprisernes stigen så vognmændene sig ikke i stand til uden stort tab at befordre diligencen for en så ringe betaling og med så stor en hurtighed, nemlig 2 mil i 1 time og 7 minutter, og ansøgte derfor generalpostdirektionen om forhøjelse i betalingen. Men de fik uden nogen gyldig angiven grund, afslag og så sig således nødsagede til at opgive befordringen, der nu som nævnt på hele ruten mellem København og Helsingør, er overdragen til en mand i København, som skal have associeret sig med Jöchten og Groth i Hørsholm. Han får i årlig betaling 13,500 rbd altså 2700 rbd. mere end der før betaltes, eller 1350 rbds. forhøjelse for vedkommende, der nu befordrer diligencen mellem Helsingør og Hørsholm, imod at han skal besørge diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør befordret ligeledes i 4 ½ Time, men dette sker næsten aldrig; tværtimod bruger diligencen nu som oftest 7 ½ Time, idet den i mange dage i f. å. er ankommet til Helsingør Kl. l ½, 2, 3 ja sågar kl 3 ½ om eftermiddagen, i stedet for kl. 12 ½ om middagen.

Dette kan heller ikke være anderledes uagtet vejen  efteråret og indeværende vinter langt fra har været så dårlig som før. For de herrer entreprenører i Hørsholm bruger kun 12 små og simple heste til diligencens befordring mellem Hørsholm og Helsingør, på hvilket vejstykke Helsingørs vognmænd, som meldt, brugte 20 heste om vinteren og 10 heste om sommeren.

Hvorledes det nuværende arrangement med diligencen end hænger sammen, så synes det meget gådefuldt. Og den kongl. Generalpostdirektion har vist nok ved dette ikke gavnet hverken postkassen eller publikum, til hvis nytte og bekvemmeligbed diligencerne er indrettede. For at disse befordringer er indrettede til den højkongelige Generalpostdirektions egen nytte og fornøjelse, kan jo ikke være tilfældet.

Rimelighed havde vel talt for at de forrige entreprenører havde beholdt befordringen imod et passende tillæg - langt fra ikke en sådan forhøjelse som nu - og det så meget mere som de strengt opfyldte deres indgåede forpligtelser med hensyn til tiden, i hvilken diligencen skulle befordres, og de dertil i de senere år ved foderets stigende priser og yderlig dårligt føre, havde været underkastede store tab. 

Da man ikke vil antage, at nogen af de underordnede embedsmænd i Generalpostdirektionen skulle have skyld i det ovenfor berørte gådefulde arrangement, har man taget sig den frihed direkte at henvende sig til den kongl. Generalpostdirektion selv med opfordring om tilstrækkelig oplysning til publikum, der nu kun er dårlig tjent med at blive befordret med diligencen, når man tager hensyn til den uforsvarlig lange tid, den temmelig ofte bruger på ruten.

Roskilde Station blev netop opført i 1847. Og nedenstående artikels forfatter har måske kendt denne. Den er den ældste stadig fungerende station i kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig Holsten (stationerne, bl.a. Altona og Kiel er enten nedrevet eller ikke længere er stationer). Foto Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 11. januar 1847)

Så behageligt det er at foretage en lystrejse på jernbanen til Roskilde, lige så ubehageligt er det, at man ved ankomsten der må føle et mærkeligt savn, som man ikke er vant til. Ved banegården holder ingen drosker eller andre vogne, som kan tilbyde de rejsende at befordre dem hvorhen de ønsker. Man vel vel sige, Roskilde er ikke så stor. Man kan snart gennemløbe den by. Ja, når vejret er godt, men ved regnvejr er det ikke behageligt at blive gennemblødt af den årsag, at der ikke forefindes vogne. Og for dem, som kommer på Jernbanen fra København og vil med dampskibet, der går til Nykøbing, er det ubehageligt, ikke at kunne få en billig enspændervogn til at bringe dem fra banegården til skibsbroen, hvortil vejen er temmelig lang, så at de reisende, der langt fra heller ikke alle kender denne vej, er udsat for at komme for sent til skibet. 

Men dette er ikke den eneste mangel, hvad befordringen angår, som de besøgende føler i Roskilde; for når de ønsker at besøge et eller andet fra ældre tider bekendt sted, såsom Ledreborg eller Boserup, og de da spørger om en vogn, så hedder det: ja, den kan De få; men den må tages på rullen på postgården, ellers kan De ingen få. Og da kan man ikke engang få en enspændervogn som på de fleste andre poststationer, men må tage en wienervogn, hvilken befordring for en lille lystrejse bliver temmelig dyr. 

Det var derfor højst ønskeligt, at der blev indrettet en billig befordring, ikke alene fra banegården til skibsbroen, og omvendt fra skibsbroen til banegården, men at der tillige kunne haves enspændervogne til at befordre de besøgende til de nærmest liggende steder i omegnen. Det ville ikke alene være til fordel for enkelt mand, som påtog sig befordringen, men det ligger tillige i hele byens interesse, at de besøgende imødekommes med al mulig bekvemmelighed, da de i modsat tilfælde snart vil blive kede af at besøge Roskilde.
R.

(Kjøbenhavnsposten, 30. august 1847)

Roskilde postkontor lå ca. 1800 til ca 1857 i Skomagergade 15. Herefter flyttede det til Hersegade 11, og endnu senere til Jernbanegade. Der blev tillige drevet gæstgiveri her indtil 1860'erne. Bygningen blev nedrevet i 1964.

Nedenstående klage til den kgl. Generalpostdirektion og det derpå meddelte svar afgiver et vist nok sjældent eksempel på en så rigorøs fremgangsmåde mod en rejsende at om den også skulle kunne støtte sig til en eller anden positiv bestemmelse - direktionen har i det mindste afvist den klagende - dog ikke kan andet end anses for en overordentlig vilkårlig brug af en embedsmyndighed, der ikke tager i betænkning uden al nødvendighed at fornærme og skade borgeren, hvor netop velvillighed og forekommende adfærd både burde og kunne fremtræde såvel i de dertil tjenende bestemmelser som i den enkelte embedsmands forhold. Det er vel muligt at postmesteren i Slagelse kun gør en undtagelse i så henseende, og at han kun, når det falder ham ind, således som i dette tilfælde, nægter en rejsende først at indtage sin betalte plads på et andet holdested end der hvorfra pladsen er betalt; for vist er det at dette ofte sker i mange andre stæder, idet endog bivogne kører forud udenfor staden for at optage derboende medrejsende. Vist er det også at hvis postvæsenet var privat, ville en rejsende, der fremkom med en sådan klage, ikke således uden videre blev afvist. Det kan rigtignok gerne være og er vel endog meget sandsynligt, at den omhandlede postmester har af direktionen modtaget et tilhold om for fremtiden at lempe sig mere efter de rejsendes tarv og bekvemmelighed. Men da hverken klageren eller publikum er blevet underrettet herom, så bliver det pressens pligt at offentliggøre sagen for at man i det mindste kan gætte sig til årsagen. hvis postmesteren i Slagelse herefter skulle vise noget mere menneskelig rimelighed og Opmærksomhed mod de rejsende, egenskaber som altid bliver at fordre hos et postvæsen og i dets Bestemmelser og anordninger, hvad enten det er kongeligt og monopoleret eller ej:

Genpart.

Søndag den 27. juni lod jeg mig på Slagelse postkontor indtegne på ageposten, for samme dags aften at returnere til mit hjem, og lagde herfor i fragt 9 Mk. 8 sk. Kort for postens afgang traf jeg en broder, der er landmand og bor i nærheden af Løvekro, hvor posten regelmæssigt holder. Da jeg havde ting af vigtighed at tale med ham om, og tiden ikke tillod længere ophold, tilbød min broder straks at rejse tilbage; jeg kunne da køre med ham og stå på posten i Løvekro. I denne Anledning sendte jeg straks bud til posthuset for at underrette postmesteren om mit ønske herom, men fik af denne det svar: "at hvis jeg ville med, skulle jeg stå på ved posthuset, da jeg ellers ikke kunne komme med." Da jeg ikke kunne antage denne besked for rigtig, henvendte jeg mig personlig på postkontoret , men fik der kun yderligere bekræftelse på den besked, budet havde bragt mig. 

Da jeg anså hr. postmesteren uberettiget til at nægte mig at stå på ved et almindeligt holdested - noget som jeg så ofte selv har gjort og tillige været vidne til almindeligt sker og denne nægtelse formentlig kun kunne have sin grund i uvilje og højeste grad af inhumanitet, ville jeg ikke underkaste mig hans vilkårlige vilje, men erklærede: at jeg rejste til Løve med den omtalte lejlighed for der at stå på posten, hvor jeg også indtraf 1/4 time før postens ankomst. Her måtte jeg til min forundring erfare, at agestolen ved et tæppe var tillåset og min betalte plads spærret, hvor foruden - efter postillonens forklaring - denne var truet og strengt forbudt at tage mig på, - hvilket kun kunne ske derved, at jeg skulle sidde tværs over vognen og lade benene hænge udenfor, og hvilket vidner om med hvad øjne hr. kammerjunker og postmester Krogh betragter borgerlige og hvad befordring han supponerer en borgerlig passager nok kunne tage til takke med. 

Jeg måtte derfor leje en befordring til mit hjem. Da jeg mener, at hr. postmesteren ikke alene har handlet i høj grad inhumant og i en aldeles modsat ånd, som den, den høje Generalpostdirektion altid lægger for dagen, og derhos gjort et ulovligt misbrug af sin embedsmyndighed, forventer jeg ved at indberette nærværende sag, at hr. kammerjunker og postmester Krog, næst at få en fortjent tilrettevisning, pålægges at erstatte mig udgifterne for ekstrabefordringen efter vognmandstakst.

Kalundborg den 19. juli 1847.

I. Hansen,
Købmand.

Til
den kongelige Generalpostdirektion i København.

I anledning af Deres besværing af 19. f. m. over at postkontoret i Slagelse har nægtet Dem at tiltræde pakkeposten mellem denne station og Kalundborg i Løvekro, undlader Generalpostdirektioncn ikke at meddele Dem, at bemeldte postkontor efter de gældende anordninger har været fuldkommen berettiget til denne nægtelse, og ar der således ikke kan tilkomme Dem nogen erstatning i denne henseende.

Generalpostdirektionen d. 3, August 1847.

Monrad. Winge. Wedel Heinen.

(Kjøbenhavnsposten 13. september 1847)

"The Prince", royal mail steamer for Denmark. The Illustrated London News, 19. april 1850.