Dampmølle paa Christianshavn (Efterskrift til Politivennen)

Som man erfarer, nedlægger hr. borgerrepræsentant og brændevinsbrænder Olsen sit på Christianshavn beliggende brænderi og lader i dettes sted indrette en oliemølle. Når et sådant anlæg indenfor stadens volde ikke forårsager de omboende tab og ubehageligheder, kan herom intet være at sige. Dette bliver imidlertid ikke tilfældet med dette hr. Olsens nye anlæg, hvis samme forsynes med de i oliemøller udenfor stadens porte brugelige stamper. 

Enhver, som kender et sådant værks gang, må indrømme, at dette anlagt på et meget befolket sted, således som tilfældet er i Store Torvegade, i højeste grad generer de omkringboende, da det arbejder både tidligt og sent med stor larm, som familier gerne søger at undgå. Dette har de offentlige autoriteter indset og nægtet tilladelse til sådanne fabrikkers anlæg indenfor statens volde. 

Undertegnede tillader sig derfor at henstille til vedkommende autoriteter, som skulle anbefale eller meddele tilladelse til dette værks anlæg, om det ikke synes hensigtsmæssigt, at det forsynes med hydrauliske presser, hvilke ikke forårsager den larm som stamperne. Kun på dette vilkår er det tidligere tilladt de herrer grossererne Jacob Holm, Beck og agent Riis at anlægge førnævnte dampmøller indenfor stadens volde. Undertegnede og vistnok flere omboende, kan derfor ikke tro, hvad der fortælles, at hr. borgerrepræsentanten søger tilladelse til at forsyne sin dampmølle med stamper, da opnåelsen heraf ville forringe de omliggende ejendommes værdi, og genere naboer og genboer.

En Christianshavner.

(Kjøbenhavnsposten 17. februar 1847)

Oliemøllen står på et lugtekort over stinkende virksomheder i København angivet som Torvegade nr. 382. Torvegade 382 blev i 1901 til Torvegade 49, 1906 henlagt til Dronningensgade 54/Torvegade 49, og endelig i 1934 udlagt til offentlig gade. Med andre ord, offer for Torvegades nordsides udvidelse. Dampmøllen lå formentlig på modsat side af Dronningensgade overfor Lagkagehuset.

Dampmøllen må have ligget på hjørnet over for Lagkagehuset, altså helt til højre i fotoet, ved skiltet for venstresving forbudt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jakob Holm havde i 1825 løst privilegium på en oliemølle der lå på Holms Plads på Christianshavn og blev drevet af en dampmaskine. Hans oliemøller blev nedlagt 1925.

Christianshavns Vagt frastjaalet Vaaben (Efterskrift til Politivennen)

"Fædrelandet" for i går fortæller den interessante nyhed, at i lørdags er fra Christianshavns vagt stjålet dens geværer!

Hvem skulle have troet at sådant kunne passere vores nuværende fortræffelige armeorganisation, ved hvilken den årslange garnisonstjeneste er lige så nødvendig som den skal være fortrinlig skikket til at holde krigeren til idel nyttig virksomhed og indprente ham alle de små og store militære færdigheder og egenskaber, der antages nødvendige til at kunne forsvare fædrelandet. - Det er vel en ganske ny art af militær situation? De hidtilværende reglementsbøger for soldaten i fredstjeneste, der med så megen omhu læres udenad, indeholder næppe nogen forskrift for det tilfælde, hvor en hel vagt bemærker at dens geværer er stjålet. Men når krigeren skal gøre tjeneste i fredstid blandt sine medborgere, bør han naturligvis være belavet på alt hvad der kan møde ham i krigstid midt iblandt fjenderne. Altså må en vagt i fredstjeneste herefter også være belavet på at dens geværer stjæles fra den, hvis den ikke selv passer på dem lige så godt som i krigstjeneste. Imidlertid vil dog måske enhver, der ikke har så martialske anskuelser, at han kan indse den absolute nødvendighed af garnisonstjenesten i fredstid, finde grund nok til at undskylde en således bestjålet vagt. Hvad har Mandskabet ved vore vagter at bestille? Hvormed skal det fordrive Tiden?

Når de soldater, der ikke står skildvagt, i den varme vagtstue har læst tilstrækkeligt over på deres lektie i reglementsbogen, eller endnu er i færd dermed, kan de næppe undgå af kedsommelighed at falde i søvn, indtil den udstillede kammerat ved synet af en stabsofficers eller anden formen uniform, vækker dem med skriget: Vagt i gevær! Og når de da, styrtende frem for at opfylde denne eneste tjeneste, der påligger dem, ser at selv dette er blevet dem umuligt fordi de udenfor vagthuset stående geværer er stjålet, hvem kan da forundre sig stort derover, med undtagelse måske af den ved vagten posterede skildvagt ? Men selv denne, der bestandig kun er beskæftiget med at holde udkig efter bemeldte uniformer og distinktioner, må også vel for en del undskyldes i et sådant tilfælde, i betragtning af den spændte opmærksomhed, der er pålagt ham ved hans beskæftigelse, og hvorved han skal opnå en så vigtig færdighed for den i fredstid fungerende fædrelandsforsvarer: at kunne presentere gevær i det rette moment og for de rette personer. 

Vi finder derfor dobbelt forklarligt hvad "Fædrelandet" tilføjer til sin meddelelse, idet det siger at "Folk, der er bekendt med stedforholdene undrer sig mere over, at det er første gang dette er sket, end at det er sket"

(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1847)

Der er to vagtbygninger på Christianshavn. Den tættest på torvet er fra 1724 og blev brugt af portvagten og hans familie. Den stod i øvrigt længere fremme. Volden er afkortet på dette sted. Den anden var vagtmandskabets bygning fra 1728 og ligger på Ravelinen. Den blev også kaldt Bomhuset og er nu restaurant Ravelinen. Så vidt jeg kan bedømme må det være den afbildede.

Ravelinen i dag. Set nogenlunde fra samme vinkel som Eckersbergs tegning. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2020.

Fattige i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

(Corresp.) Kjøbenhavn, den 16de Januar. Hr. Bagermester Sager, Medlem af Direktionen for Kjøbenhavns Fattigvæsen, har i "Fædrelandet" meddeelt en interessant Artikel om de Fattige i Hovedstaden, og hvad Udsigter der er for dem i denne Vinter. Efter de Undersøgelser, som Forfatteren i Afhandlingen udførligere har begrundet, antager han, at af Kjøbenhavns henved 30,000 Familier idetmindste 2000 i denne Vinter ville behøve offentlig Understøttelse paa en eller anden Maade for at kunne tilfredsstille de første Betingelser for Livets Vedligeholdelse. Dette Tal synes stort, men vi ansee det dog snarere at være forlidet, naar man dertil henregner ikke blot dem, der nyde Almisse af Fattigvæsenet (i 1845 omtrent 850 Familier som faste Almisselemmer og omtrent 550 som interimistiske), men ogsaa det store, tilvisse meget større Antal, der rækkes Hjelp ad den private Vel; thi der gives ikke ubetydelige Summer bort om Aaret, som ikke komme til Andres Kundskab end Giverens og Modtagerens. Vi ansee derfor ikke usandsynligt, at de Trængendes Antal i denne Vinter, hvor alle Livsfornødenheder ere stegne til en enorm Priis, ikke saa lidet vil overstige 2000 Familier, skjøndt dette Antal allerede er stort nok til at vække deeltagende Bekymring. Med Hensyn til, hvorledes denne Nød skal mødes, henviser Forfatteren foruden til det offentlige Fattigvæsen, til de bestaaende private Velgjørenheds-Selskaber, og han anbefaler fornemmelig Bespiisningsanstalten, hvor den Fattige faaer det, hvad han meest behøver til Livets og Helbredens Vedligeholdelse, et Maaltid varm Mad. Og deri maae vi være ganske enige med Forfatteren, at den Velhavende, naar han ikke har trængende Slægtninger, der naturligviis bør have Fortrin, handler langt rigtigere ved at sende sine Gaver til en slig Indretning, end ved at uddele dem paa Maa og Faa. Fra selve Statens Side mener Forfatteren, at Arbeidsvirksomheden bør fremmes ved at lade foretage offentlige Arbeider; men han antager ikke med B. T., at Ophævelsen af Consumtionsafgiften paa de vigtigste Fornødenheder vilde forskaffe den fattige Classe synderlig Lindring. Som et mærkeligt Moment, der beviser, hvor trykkende Aaret 1846 har været for den fattige Classe, fremhæver Forfatteren, at Panternes Beløb paa Assistentshuset, der ellers ikke pleier at overstige 200,000 Rbd., i forrige Aar med 40,000 Rbd. har oversteget denne Sum, og det uagtet, at der maa svares 12 pCt. Renter.

Som et Supplement til det Forgaaende ville vi bemærke, at der nu igjen antages Arbejdere ved den roeskildske Jernbane. For Tiden beskjæftiges omtrent 300 Mand, og flere antages efterhaanden. Om en 8 a 10 Dage vil hele Jordarbejdet fra Valdby til Roeskilde være fuldendt, og Banen belagt med Skinner, men ganske færdig vil den neppe blive førend om 3 Uger. Det har viist sig, at der vil blive en Underbalance mellem 2 og 300,000 Rbd., som for en stor Deel hidrører fra, at Expropriationen (Kjøbet af Jorderne til Banen) har kostet betydeligt mere, end der var anslaaet. Hele Banens Omkostning var beregnet til 1½ Million, men den vil altsaa komme til at staae i 1,800,000 Rbd. Denne Omstændighed har trykket Actierne noget, og for Øieblikket er der neppe nogen Udsigt til, at de ville hæve sig.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 21. januar 1847).

Der er tale om bagermester Hans Carl Sager (1808-1884). Han var blevet valgt blandt de "32 mænd" i 1839 der efter den nye kommunallov i 1840 ophørte med at eksistere. Han var desuden stænderdeputeret og medlem af Kjøbenhavns Fattigdirektion. Han var egentlig cand. jur. (1831), men havde overtaget sin morfars bageri Hamborgs Bageri på Vesterbro, og  syntes at have hørt til de mere frisindede. Han var 1840 blevet gift med nationalbankdirektør L. N. Hvidts datter som tilhørte det liberale borgerskab. Han virkede for at reformere anstalten på Bidstrupgård, få byggeindskrænkningerne på demarkationslinjen ophævet og fæstningsværkerne flyttet. Alt sammen noget som kom til at ske. På artiklens tilblivelsestidspunkt havde han solgt bageriet (i 1846). Han blev desuden Haandværkerforeningens første formand og senere retsprokurator (1847) og byfoged (1849) i Rudkøbing. Så i 1847 var han på vej væk fra København. (Se C. Nyrop: Ved Alderstrøsts 50 Aars Jubilæum 26 februar 1862-1912. 1912). 

Brændevinsbrænder og fotograf Hans Jacob  Hansen (1824-1890): borgmester, folketingsmand Hans Carl Sager (1808-1885). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gildeparée til Indtægt for de Fattige. Altsaa til Forfriskninger 137 rbd 3 dk 4 f, følgelig erholde Fattige 17 rbd 2 sk 12 f. - Mine Herrer! det er en salig Fölelse at lindre den Fattiges Nöd! Apostlen siger jo: Glemmer ikke at gjöre vel og at meddele. Ebr. 13,16! (Følgeblad til "Nemesis XI" (1852). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den kgl. Generalpostdirection vedkommende. (Efterskrift til Politivennen).

Politivennen skrev ofte om "Generalpostdirektoratet", for sammen med vognmænd og private diligenceførere bandt postvognene Danmark sammen når man (og det vil fortrinsvis sige borgerskabet) skulle rundt i Danmark. Det foregik med diligence (som vi i dag mest forbinder med westernfilm) som på de ofte ufarbare landeveje sneglede sig afsted fra kro kro til.

Efter Politivennens ophør begyndte jernbanen imidlertid at overtage diligencernes opgaver. Men det tog lang tid før man i sidste halvdel af 1800-tallet havde fået lagt skinner over det hele. Det er fra denne mellemperiode de nedenstående tre artikler fra Kjøbenhavnsposten stammer (1847)

Til Nordsjælland - Helsingør og Hørsholm - måtte man stadig benytte diligencen, således som det bliver beskrevet i den første artikel fra Kjøbenhavnsposten. Den næste artikel handler om forholdene på Roskilde Station. Den tredje artikel om problemer med at stå på postvognen ved Slagelse. 

Efter at diligencen mellem Helsingør og København, og Helsingør og  Hørsholm i en årrække  var blevet befordret ved Helsingørs vognmænd, som vist nok har opfyldt de indgåede forpligtelser til tilfredshed, blev nævnte befordring fra 1. oktober 1845 overdraget
til en mand i København, som skal have antaget i kompagni med sig de herrer postmester Jöchten og Groth i Hørsholm, der alle tre således er entreprenører for befordringen af diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør.

Denne sidste overdragelse d. 1. oktbr. i år er i særdeleshed mærkelig derved, at den kongl. Generalpostdirektion, som ellers ser så nøje på besparelsessystemet, ved denne lejlighed har vist en sjælden, men som vi skal vise, mindre hensigtsmæssig rundhåndethed med offentlige midler, betroede til dens samvittighedsfulde bestyrelse.

Helsingørs og Københavns vognmænd fik i de senere år i betaling for ovenberørte befordring tilsammen 10.800 rbd. årlig imod at denne skulle besørges i 4 ½ time på hele ruten imellem København og Helsingør. Til denne befordring brugte Helsingørs
vognmænd på vejen mellem Helsingør og Hørsholm, alene for deres vedkommende, om sommeren 16 og vinteren 20 Heste. Da det senere arrangeredes således, at Helsingørs vognmænd skulle befordre diligence på vejstykket mellem Helsingør og Niverød - 2
mil - i 1 Time 7 minutter imod en årlig betaling af 3180 rbd. brugtes til denne befordrings prompte opfyldelse 12 heste foruden forspand når vejen var dårlig.

Hørsholm Postgård, senere hotel, nu beboelser. Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Ved sædeprisernes stigen så vognmændene sig ikke i stand til uden stort tab at befordre diligencen for en så ringe betaling og med så stor en hurtighed, nemlig 2 mil i 1 time og 7 minutter, og ansøgte derfor generalpostdirektionen om forhøjelse i betalingen. Men de fik uden nogen gyldig angiven grund, afslag og så sig således nødsagede til at opgive befordringen, der nu som nævnt på hele ruten mellem København og Helsingør, er overdragen til en mand i København, som skal have associeret sig med Jöchten og Groth i Hørsholm. Han får i årlig betaling 13,500 rbd altså 2700 rbd. mere end der før betaltes, eller 1350 rbds. forhøjelse for vedkommende, der nu befordrer diligencen mellem Helsingør og Hørsholm, imod at han skal besørge diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør befordret ligeledes i 4 ½ Time, men dette sker næsten aldrig; tværtimod bruger diligencen nu som oftest 7 ½ Time, idet den i mange dage i f. å. er ankommet til Helsingør Kl. l ½, 2, 3 ja sågar kl 3 ½ om eftermiddagen, i stedet for kl. 12 ½ om middagen.

Dette kan heller ikke være anderledes uagtet vejen  efteråret og indeværende vinter langt fra har været så dårlig som før. For de herrer entreprenører i Hørsholm bruger kun 12 små og simple heste til diligencens befordring mellem Hørsholm og Helsingør, på hvilket vejstykke Helsingørs vognmænd, som meldt, brugte 20 heste om vinteren og 10 heste om sommeren.

Hvorledes det nuværende arrangement med diligencen end hænger sammen, så synes det meget gådefuldt. Og den kongl. Generalpostdirektion har vist nok ved dette ikke gavnet hverken postkassen eller publikum, til hvis nytte og bekvemmeligbed diligencerne er indrettede. For at disse befordringer er indrettede til den højkongelige Generalpostdirektions egen nytte og fornøjelse, kan jo ikke være tilfældet.

Rimelighed havde vel talt for at de forrige entreprenører havde beholdt befordringen imod et passende tillæg - langt fra ikke en sådan forhøjelse som nu - og det så meget mere som de strengt opfyldte deres indgåede forpligtelser med hensyn til tiden, i hvilken diligencen skulle befordres, og de dertil i de senere år ved foderets stigende priser og yderlig dårligt føre, havde været underkastede store tab. 

Da man ikke vil antage, at nogen af de underordnede embedsmænd i Generalpostdirektionen skulle have skyld i det ovenfor berørte gådefulde arrangement, har man taget sig den frihed direkte at henvende sig til den kongl. Generalpostdirektion selv med opfordring om tilstrækkelig oplysning til publikum, der nu kun er dårlig tjent med at blive befordret med diligencen, når man tager hensyn til den uforsvarlig lange tid, den temmelig ofte bruger på ruten.

Roskilde Station blev netop opført i 1847. Og nedenstående artikels forfatter har måske kendt denne. Den er den ældste stadig fungerende station i kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig Holsten (stationerne, bl.a. Altona og Kiel er enten nedrevet eller ikke længere er stationer). Foto Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 11. januar 1847)

Så behageligt det er at foretage en lystrejse på jernbanen til Roskilde, lige så ubehageligt er det, at man ved ankomsten der må føle et mærkeligt savn, som man ikke er vant til. Ved banegården holder ingen drosker eller andre vogne, som kan tilbyde de rejsende at befordre dem hvorhen de ønsker. Man vel vel sige, Roskilde er ikke så stor. Man kan snart gennemløbe den by. Ja, når vejret er godt, men ved regnvejr er det ikke behageligt at blive gennemblødt af den årsag, at der ikke forefindes vogne. Og for dem, som kommer på Jernbanen fra København og vil med dampskibet, der går til Nykøbing, er det ubehageligt, ikke at kunne få en billig enspændervogn til at bringe dem fra banegården til skibsbroen, hvortil vejen er temmelig lang, så at de reisende, der langt fra heller ikke alle kender denne vej, er udsat for at komme for sent til skibet. 

Men dette er ikke den eneste mangel, hvad befordringen angår, som de besøgende føler i Roskilde; for når de ønsker at besøge et eller andet fra ældre tider bekendt sted, såsom Ledreborg eller Boserup, og de da spørger om en vogn, så hedder det: ja, den kan De få; men den må tages på rullen på postgården, ellers kan De ingen få. Og da kan man ikke engang få en enspændervogn som på de fleste andre poststationer, men må tage en wienervogn, hvilken befordring for en lille lystrejse bliver temmelig dyr. 

Det var derfor højst ønskeligt, at der blev indrettet en billig befordring, ikke alene fra banegården til skibsbroen, og omvendt fra skibsbroen til banegården, men at der tillige kunne haves enspændervogne til at befordre de besøgende til de nærmest liggende steder i omegnen. Det ville ikke alene være til fordel for enkelt mand, som påtog sig befordringen, men det ligger tillige i hele byens interesse, at de besøgende imødekommes med al mulig bekvemmelighed, da de i modsat tilfælde snart vil blive kede af at besøge Roskilde.
R.

(Kjøbenhavnsposten, 30. august 1847)

Roskilde postkontor lå ca. 1800 til ca 1857 i Skomagergade 15. Herefter flyttede det til Hersegade 11, og endnu senere til Jernbanegade. Der blev tillige drevet gæstgiveri her indtil 1860'erne. Bygningen blev nedrevet i 1964.

Nedenstående klage til den kgl. Generalpostdirektion og det derpå meddelte svar afgiver et vist nok sjældent eksempel på en så rigorøs fremgangsmåde mod en rejsende at om den også skulle kunne støtte sig til en eller anden positiv bestemmelse - direktionen har i det mindste afvist den klagende - dog ikke kan andet end anses for en overordentlig vilkårlig brug af en embedsmyndighed, der ikke tager i betænkning uden al nødvendighed at fornærme og skade borgeren, hvor netop velvillighed og forekommende adfærd både burde og kunne fremtræde såvel i de dertil tjenende bestemmelser som i den enkelte embedsmands forhold. Det er vel muligt at postmesteren i Slagelse kun gør en undtagelse i så henseende, og at han kun, når det falder ham ind, således som i dette tilfælde, nægter en rejsende først at indtage sin betalte plads på et andet holdested end der hvorfra pladsen er betalt; for vist er det at dette ofte sker i mange andre stæder, idet endog bivogne kører forud udenfor staden for at optage derboende medrejsende. Vist er det også at hvis postvæsenet var privat, ville en rejsende, der fremkom med en sådan klage, ikke således uden videre blev afvist. Det kan rigtignok gerne være og er vel endog meget sandsynligt, at den omhandlede postmester har af direktionen modtaget et tilhold om for fremtiden at lempe sig mere efter de rejsendes tarv og bekvemmelighed. Men da hverken klageren eller publikum er blevet underrettet herom, så bliver det pressens pligt at offentliggøre sagen for at man i det mindste kan gætte sig til årsagen. hvis postmesteren i Slagelse herefter skulle vise noget mere menneskelig rimelighed og Opmærksomhed mod de rejsende, egenskaber som altid bliver at fordre hos et postvæsen og i dets Bestemmelser og anordninger, hvad enten det er kongeligt og monopoleret eller ej:

Genpart.

Søndag den 27. juni lod jeg mig på Slagelse postkontor indtegne på ageposten, for samme dags aften at returnere til mit hjem, og lagde herfor i fragt 9 Mk. 8 sk. Kort for postens afgang traf jeg en broder, der er landmand og bor i nærheden af Løvekro, hvor posten regelmæssigt holder. Da jeg havde ting af vigtighed at tale med ham om, og tiden ikke tillod længere ophold, tilbød min broder straks at rejse tilbage; jeg kunne da køre med ham og stå på posten i Løvekro. I denne Anledning sendte jeg straks bud til posthuset for at underrette postmesteren om mit ønske herom, men fik af denne det svar: "at hvis jeg ville med, skulle jeg stå på ved posthuset, da jeg ellers ikke kunne komme med." Da jeg ikke kunne antage denne besked for rigtig, henvendte jeg mig personlig på postkontoret , men fik der kun yderligere bekræftelse på den besked, budet havde bragt mig. 

Da jeg anså hr. postmesteren uberettiget til at nægte mig at stå på ved et almindeligt holdested - noget som jeg så ofte selv har gjort og tillige været vidne til almindeligt sker og denne nægtelse formentlig kun kunne have sin grund i uvilje og højeste grad af inhumanitet, ville jeg ikke underkaste mig hans vilkårlige vilje, men erklærede: at jeg rejste til Løve med den omtalte lejlighed for der at stå på posten, hvor jeg også indtraf 1/4 time før postens ankomst. Her måtte jeg til min forundring erfare, at agestolen ved et tæppe var tillåset og min betalte plads spærret, hvor foruden - efter postillonens forklaring - denne var truet og strengt forbudt at tage mig på, - hvilket kun kunne ske derved, at jeg skulle sidde tværs over vognen og lade benene hænge udenfor, og hvilket vidner om med hvad øjne hr. kammerjunker og postmester Krogh betragter borgerlige og hvad befordring han supponerer en borgerlig passager nok kunne tage til takke med. 

Jeg måtte derfor leje en befordring til mit hjem. Da jeg mener, at hr. postmesteren ikke alene har handlet i høj grad inhumant og i en aldeles modsat ånd, som den, den høje Generalpostdirektion altid lægger for dagen, og derhos gjort et ulovligt misbrug af sin embedsmyndighed, forventer jeg ved at indberette nærværende sag, at hr. kammerjunker og postmester Krog, næst at få en fortjent tilrettevisning, pålægges at erstatte mig udgifterne for ekstrabefordringen efter vognmandstakst.

Kalundborg den 19. juli 1847.

I. Hansen,
Købmand.

Til
den kongelige Generalpostdirektion i København.

I anledning af Deres besværing af 19. f. m. over at postkontoret i Slagelse har nægtet Dem at tiltræde pakkeposten mellem denne station og Kalundborg i Løvekro, undlader Generalpostdirektioncn ikke at meddele Dem, at bemeldte postkontor efter de gældende anordninger har været fuldkommen berettiget til denne nægtelse, og ar der således ikke kan tilkomme Dem nogen erstatning i denne henseende.

Generalpostdirektionen d. 3, August 1847.

Monrad. Winge. Wedel Heinen.

(Kjøbenhavnsposten 13. september 1847)

"The Prince", royal mail steamer for Denmark. The Illustrated London News, 19. april 1850.

Blaagaardsveien (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen skrev en del om forholdene på Nørrebro, Københavns dengang næststørste forstad efter Vesterbro. Det var før området blev frit til bebyggelse med murstenshuse, og området var landligt, også præget af landlige lugte fra dyr m.m. 

Der var også svinestier, og Politivennen skrev bl.a. om Ladegårdsvejen som skal have været forfærdelig. Selv efter den tragiske ulykke i 1812 hvor 4 personer druknede efter et bryllup. Også Kjøbenhavnsposten havde klaget i 1841.

På et kort fra Stadsarkivet fra 1856 kan man se at Blågårdsvejen fulgte den nuværende Blågårdsgade og forbandt Nørrebro(gade) med Ladegårdsåen. Den var sparsomt bebygget på begge sider, mod nord var der marker så langt øjet rakte, mod Peblingesøen sparsom randbebyggelse.

I artikler fra Kjøbenhavnsposten fik man nogle beskrivelser af hvordan forholdene var efter Politivennen stoppede. Og hvorfor: ejere og magistrat skændtes om hvem der var ansvarlig for at anlægge og vedligeholde vejen.

Der er allerede talt og skrevet så meget om Blågårdsvejens ufremkommelighed og bestandig til så lidt nytte, at mange har resigneret, medens andre, ved at se de i de sidste 3- 4 år foretagne opmålinger, lever i håbet, at der dog engang, om også sent, vil blive gjort noget fra det offentliges side. Vi vover imidlertid hverken at sove ind under resignationens nathue eller vegetere ved det svage håb. Vejens istandgørelse bliver dag for dag mere nødvendigt af 2 grunde, fordi vejen dag for dag bliver værre, og fordi beboemes antal år for år stiger, (enhver husejer reparerer nu vejen på sin vis ved at forhøje en del af trottoiret med murbrokker eller hvad han netop har, og ved at udkaste det af haverne bortlugede ukrudt på kørevejen. Den første del af trottoiret fra Nørrebro danner således i denne tid et slags Alpeland, hvor man i glat uføre daglig kan se publikum foretage ufrivillige ekvilibristiske kunster, og har naturen ikke udrustet vedkommende med afgjort talent i denne retning, ender de med et lige så ufrivilligt sæde eller leje. 

Blågårdsvejen er den gennemgående vej øverst på kortet. Nederst Peblingesøen, til venstre Ladegårdsåen og till højre Nørrebro(gade). (Københavns Stadsarkiv).

En stor del af Nørrebros befolkning, der tidligere kunne forholde sig rolig ved alt dette, er nu impliceret i sagen, for Blågårdsvej har nu fået skole, og de respektive forældre velsigner næppe Magistraten, når de efter endt skoletid må trække sko og strømper af deres børn, der har passeret et par hundrede alen af en vej lige udenfor hovedstaden. Men vi vil dog være retfærdige, så slem den ene halvdel af vejen end kan være, er den dog den herligste chausse i sammenligning med den anden halvdel, fra Korsvej til Ladegårdsåen. I meget fugtigt vejr, hvilket ikke sjælden indtræder her til lands, er denne vejs passage en opgave, der afgiver en herlig forstandsøvelse for en del børn og tidlig lærer dem at stå på deres egne ben. For denne del af vejen nærer vi dog kun et meget svagt håb, for de eneste personer af offentlig betydning, der har der at gøre, er hr. justitsråd Petersen og ladegårdslemmerne, og begge parter har så gode præservativer mod vejens væde, som den menneskelige kløgt har kunnet opfinde, nemlig ekvipage og træsko. Hvad nu den øvrige del angår, da anmoder vi hermed høje vedkommende om at erklære sig offentlig om denne sag. Ja eller nej. Lad os blot få at vide om vi forstadsfolk lever under lige vilkår med visse stater i Nordamerika, hvis borgere må sørge for sig selv. Den sørgeligste vished er bedre end den hidtil eksisterende vaklen mellem frygt og håb.

Nogle Beboere af Nørrebro.

(Kjøbenhavnsposten, 2. januar 1847)

Ligesom nogle beboere på Nørrebro ifjor påtalte Blågårdsvejens ufremkommelighed og navnlig den ene halvdels fra Korsvejen til Ladegårdsåen, således må man heller ikke nu undlade at yde hr. justitsråd Petersen tak, fordi han har efterkommet det udtalte ønske, ved at lade omtalte vejstræknings trottoir sætte i en passabel stand. Når indsenderne af den omtalte artikel henvendte sig til Magistraten, tror vi dog, at de gik en urigtig vej. Magistraten har gjort ejerne tilbud desangående, men disse har ikke villet gå ind på dem. Rigtignok indser vi ikke hvorfor der skal gøres tilbud. Skulle Magistraten ikke uden videre lægge Blågårdsvejen ind under de offentlig veje og pålægge ejerne de sædvanlige skatter, som andre ejere må svare kommunen. Den første halvdel af vejen synes i det mindste at være bebygget nok hertil. Men det er ikke Magistraten, man skal henvende sig til, det er ejerne, lad så dem igen forhandle det fornødne med Magistraten. Denne metode er langsommere men nødvendig i Danmark. Skridt for skridt går vi fremad, langsomt men sikkert. Denne metode er vistnok i det hele taget fortrinlig, siden den er så almindelig hyldet her, men der kunne dog synes at den undertiden har sine mangler. 

Således gjorde et inserat i "Fædrelandet" af hr. krigsråd Schiødts i året 1844, den 4. marts) opmærksom på årsagerne til vort drikkevands slethed, og uagtet at et barn kan se sandheden af det anførte, er der indtil den dag i dag ikke taget notits deraf. Som en af årsagerne anfører hr. S. "de afskyelige, stinkende grøfter på Nørrebro". "Grøfterne", siger han, "der fyldes med de mangfoldige beboeres vaske- og spildevand, har deres afløb til en stinkende hovedgrøft noget fra Peblingesøen og dernæst gennem en trærende under Ladegårdsåen. 

Enhver praktisk mand kan da tænke sig, at ved rendens munding må det urene vand sive ud i åen. Ligeså kunne renden gerne få en læk, og mange tønder rendestensvand daglig gå ud i søen, inden opdagelsen skete". Dette synes at være temmelig fatteligt, og dog er grøfterne der endnu, og deres stinkende indhold går endda stadigt, eller rettere sagt skulle gå under Ladegårdsåen, for i afvigte sommer er intet gået den vej. I sådanne tilfælde bliver den omtalte langsomme grundige metode dog meget betænkelig. Thi for det første fordærves naturligvis drikkevandet, og dernæst lider ejendommene på Blågårdsvejen og omegn ved det stillestående vand; de blive fugtige, der går svamp i dem og beboerne bliver syge. Vi kunne nævne mange, hvis helbred er ødelagt herved, og helbredet er dog virkelig et gode, for hvis skyld man nok kunne afvige lidt fra regelen og gå lidt raskere frem.

Således er det nu gået med en så vigtig sag, der tilmed angår hele hovedstaden, hvorledes skulle man da tro, at det kunne gå hurtigt med en enkelt vejs Istandsættelse? Nej, så sangvinske er vi ikke, men det er de herrer ejeres pligt at arbejde til dette mål, og inden de bringer det så vidt, at vejen bliver behandlet som en offentlig, er det deres pligt selv at holde Trottoiret i stand, ihukommende, at de individer, af hvilke de kræve husleje, er mennesker og ikke amfibier.

Når de lægger en 40 Rbd. om året på i husleje, synes det næsten at være rimeligt, at de også gør det muligt for lejerne at gå til og fra deres så dyrt betalte boliger. Ligeledes forekommer det os, at man kunne forlange, at ejerne holdt lygter på vejen (udgiften for en lygte er 10 Rbd. for en hel vinter), da det i en mørk aften er meget vanskeligt at holde middelvejen mellem afviserne og plankeværker eller grøfter, navnlig et stykke, der er beplantet med træer og så smalt, at 2 personer næppe kan komme forbi hinanden (disse træer burde øjeblikkelig borttages). Hist og her findes en lygte, men den er kun tændt, når ejermanden har selskab. Vi gentager det derfor, det er ejerne, man skal henvende sig til, de skulle mindes så tit som muligt, lad dem så sørge for resten.

(Kjøbenhavnsposten, 22. marts 1847)

Forsamling af børn på gaden. Emneord til billedet er Blågårdsgade, Blågårds Plads. Tidsperioden angives til 1862-1894. Så det kan muligvis give et indtryk af den lave bebyggelse som fandtes dengang, omend vejen nu synes at være pænt brolagt og lygter opsat. Bemærk at husene er bygget af træ så de kunne brændes af i tilfælde af krig. (Kbhbilleder, public domain).

Ulykkeligt Hændelser ved Ladegaardsaaen.

Hr. redaktør. De har oftere i Deres agtede blad meddelt inserater, betræffende de dårlige veje og andre følelige mangler og ubehageligheder, hvormed vi herude på Blågårdsvejen er plagede. Men nogen væsentlig forbedring kan vi endnu ikke rose os af. Fra det offentliges side vises en sådan ligegyldighed at de private, husejerne herude, gerne tager eksempel deraf, og tilstanden forbliver således fra alle sider uforbedret. Vejene er på flere steder næsten upassable, trottoirene dårlige eller mangler endog ganske, fx ved Korsvejen til
venstre. Flere grundejere tager ikke ringeste hensyn til om deres lejere kan komme til eller fra deres boliger. At leve i en så sumpet egn, hvor der aldeles ikke gøres noget for afløbet af
spildevand, og hvor som følge heraf atmosfæren ofte bliver utålelig og boligerne fugtige og usunde, virker desuden skadeligt på helbredet og forkorter også livet. 

Men ikke nok med den langsomme død, også den hurtige fremkaldes ved den uforsvarlige mangel på omsorg for veje og vandledninger, som her finder sted. Således har den dårlige vej som fører til højre, når man kommer over Ladegårdsåen, allerede foranlediget flere menneskers død. Tirsdag aften, den 5. dennes, gled handskemager Bairoth fra trottoiret ned i åen og druknede; og for fem fjerdingår siden, den 3. dec. 1848 havde arbejdsmand Hans Henrich samme skæbne. Kort forinden var to fruentimre gledet ud i åen, men da deres klæder i lang tid bar dem  ovenpå vandet, blev deres angstskrig hørte og de frelstes. Flere andre skulle på lignende måde enten være frelste eller druknede. At der for 20 til 30 år siden i bælgmørke kørte en karet i åen, hvorved en hel familie druknede, er ligeledes notorisk, og for at forebygge gentagelsen af sådanne ulykker, blev der plantet pile langs med øen, skønt så vidt fra hinanden, at en vogn endnu godt kan glide ud i åen mellem træerne.

Men spørger man om årsagen til de senere ulykker, så bliver svaret, at det er de i 1847 anlagte lette og dårlige gangstier langs med åen til kørevejen, hvortil kommer, at vandstrømmen, eller i disse stormfulde dage bølgegangen, har undermineret eller bortskyllet
jorden under stien, så at man går der som på et vippebræt. Jeg formoder, at vand- og vej-væsenet eller politiet kender måden, hvorpå sådant kan afhjælpes; den skal ellers med fornøjelse blive opgivet. 

Ladegårdsåen, 1869. 19 år efter at artiklen er skrevet. Billedet giver et indtryk af åens bredde dengang. (Kbhbilleder, public domain)

Man burde indbyde publikum at tage den omhandlede gangsti eller trottoir i selvsyn. Vejen dertil er fra Blågårdsvej over Ladegårdsåen til højre og henimod handskefabrikstedet.  Man ser endnu tydelig jordskredet, i ringe afstand fra dette sted, hvor den ulykkelige Bairoth fandt sin død i den mudrede å. Dog anbefales de besøgende, ligesom overhovedet enhver, der ikke er fortrolig med vore farefulde veje og gangstier, forsigtighed, da man på mange steder her på egnen let vil kunne glide ud fra de dårlige og falske anlæg og styrte i vandet. Dette er fx tilfældet med den vej, der fører mellem begge søerne, hvor man ved at holde sig paa stien på venstre side af Peblingesøen, af de nedhængede grene på træerne nødes til at vige til siden på steder hvor grønsværen strækker sig flere tommer ud over søen og let vil styrte den som træder derpå, ned i dybet.

I øvrigt antager jeg ikke at vedkommende vil undskylde sig med, at de der drukner ved hjælp af disse foranstaltninger, har været beskænkede. For ikke alene i mørke, men selv ved højlys dag må de mest ædruelige folk glide ud når jorden slipper under deres fødder.

Hvad nu vejen af Ladegårdsåen angår, så tilråder man at nagle to rækker af lægter med passende afstand fast til pilene, hvilket da kan gælde for et interimistisk rækværk, indtil det klarer sig om Vandforsyningen skal beholde denne urene å som indledning til Søerne.

Blågårdsvej den 11. marts 1850.

L. Schiøtz

(Kjøbenhavnsposten, 14. marts 1850)