Mord og Selvmord i Randers (Efterskrift til Politivennen)

I Randers har, i følge Rand. Av., i forrige uge en ugift fruentimmer myrdet sit barn (en pige på et halvt år) med skedevand og dernæst efter flere forgæves forsøg på med en saks at åbne sig pulsårerne på begge håndled, hængt sig selv i en rullegardinsnor på sengestolpen. 

Manden hos hvem hun boede, hørte omtrent kl. 3 om eftermiddagen barnet skrige meget stærkt, og lod derfor i den tanke, at det måske var faldet ud af vuggen og moderen gået fra det, en gå op for at se efter; men døren fandtes i lås. Da han imidlertid straks efter hørte moderen synge i værelset, beroligede han sig. Senere ud på aftenen foruroligede dog igen en forunderlig rallen fra hendes værelse ham, og da der på hans gentagne opfordring intet svar blev givet, åbnedes døren med magt, og den grueligste scene viste sig nu for de indtrædendes blik. 

På bordet lå en opslået salmebog, hvoraf den ulykkelige havde sunget flere salmer inden hun gav sig selv døden, breve til barnefaderen og hendes søster lod desuden ingen tvivl om barne- og selvmorderens beslutning, Det bør bemærkes, tilføjer Rand. Av., at skønt hendes forfører, hvis hensigt oprindelig havde været at gifte (sig med) hende, efter at være kommet til den overbevisning at han umuligt kunne leve lykkelig med hende, havde han dog sørget både for hende og barnet, så de ingenlunde var udsat for nogen mangel." Denne bemærkning lader formode at forføreren må høre til de mere dannede stænder, eftersom han har kunnet komme til en sådan egoistisk overbevisning, der er behandlet poetisk i den i sin tid berømte novelle "Drøm og virkelighed"

(Kjøbenhavnsposten, den 8. marts 1847).

Ældre huse fra Randers. Skedevand er salpetersyre. "Drøm og virkelighed" er en novelle af Thomasine Gyllembourg fra 1833. Heri står en ung velstående mand i det dilemma hvor han må vælge mellem sin "holdte" underklasseelskerinde og en følsomt elskende fra hans egen stand. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Giftig Confect (Efterskrift til Politivennen)

I Adresseavisen for i dag advares om bekendtgørelse fra Københavns politidirektør alle og enhver om at vogte sig for nydelsen af grønfarvet konfekt fra enken Firmenichs konditori i Gothersgade nr. 331, da sådant, efter i forrige måned at have foranlediget sygdomstilfælde i
forskellige familier her i staden, er fundet at være farvet med en giftig farve, det såkaldte Schweinfurter eller papegøjegrønt, og dels har været forskrevet fra Gebrüders Bauers etablissement eller købt af handelsrejsende og dels forfærdiget her af bestyreren af nævnte konditori. Idet derhos bemærkes at af de forskellige varer fra andre herværende konditorier, som er blevet undersøgt ved denne lejlighed, er ingen fundet skadelige, opfordres de hvem mistænkelige konditorsager måtte forekomme, at indlevere samme til politiet, hvorhos det indskærpes samtlige konditorer og andre vedk. næringsbrugere nøje at holde sig forskrifterne i frdn. 19. april 1843 § 6 efterrettelige, angående forbudet mod at benytte andre
substantter til farvning af kager, oblater eller legetøj end de i nævnte anord. opregnede farver. - Man kunne i den anledning vel påny ønske at vort Sundhedspoliti måtte vise en større omhu end der nu kan siges at ske, da sådanne undersøgelser først fremstår efter flere foranledigede sygdemstilfælde.

(Kjøbenhavnsposten, 8. marts 1847)

Gothersgade 331 blev til nr. 47 i 1859. Herefter blev det i 1907 udlagt til offentlig gade. Det lå nogenlunde ved nuværende Christian IX's Gade 3-4. I 1845 var forretningen muligvis overtaget af Niels Christian Ryberg Schou, som startede Slukefter i Tivoli. Kondior Firmenich afholdt koncerter i Herkules-pavillonen i Kongens Have.

Konditoriet lå omtrent her hvor Christian IX's gade (tv) senere brød igennem. Det er forlængst revet ned. Foto taget fra kronprinsesgade mod Gothersgade, hjørnet af Kongens Have anes til højre i billedet. Foto Erik Nicolaisen Høy,2018.

Udvandring (Efterskrift til Politivennen)

Den store udvandring til Amerika fra Europa skete fra 1850'erne, men allerede i 1840'erne begyndte boomet, i 1840'erne var der tale om ca. 250.000 europæere. Herom de følgende artikler fra Kjøbenhavnsposten:

Blandt de udvandrede, som har nedsat sig ved Missouri, nævnes Dr. Ruge, en dygtig læge. Han er en født holstener, studerede medicin i Göttingen og Berlin, nedsatte sig derpå i Fyn (i Odense) som praktiserende læge, og var allerede fader til 6 sønner og en datter, da han fattede en rask beslutning, og betroede sig til oceanet med sin kone, sine syv børn, og sin betydelige pengeformue. Ankommet til New Orleans tror han at have overstået alle farer, og assurerede ikke sin ejendom videre. Hans kone og nogle venner have allerede bragt de små børn i land. Med en lille kuffert, hvori han har sine penge og papirer, stiger han op på dækket, da kaptajnen tilråber ham: "Der er krud ombordt; skibet flyver i luften om et øjeblik!" Ruge lader kufferten falde, griber sine to ældste sønner, som endnu var på dækket, springer i båden, redder sig og dem. Næppe er han kommet i land, før han ser sin formue og sit håb for den nye verden flyve i luften. Dog har tabet ikke voldt ham en eneste mørk time; han har det fortræffeligste lune, og er en lykkelig, af alle agtet mand.
(Aarh. Av.)

(Kjøbenhavnsposten 9. september 1844)

(Dannevirke). Udvandringslysten griber også om sig i Sønderstabel. Forrige år udvandrede herfra til Amerika en bonde med 4 bøm, en hjulmager, en bonde med kone fra Drage, og forrige efterår endnu en enkelt person, for hvilken rejseomkostningerne betaltes af kommunen. For nogle dage siden er en bondekone, hvis mand udvandrede forrige sommer til Amerika, fulgt bag efter; endvidere er en bonde med kone og 7 børn og fra Bergenhusen nok en bonde, som har efterladt sin kone, udvandret. I næste måned vil herfra endnu en familie, bestående af 7 Personer, udvandrer, og flere ville følge efter. I tidligere tider har ligeledes udvandringer fundet sted herfra til Amerika. At det navnlig er landboere, som
således forlade fædrelandet, har sin grund i de nuværende høje priser på jordejendomme. For hvem som her end har kun en lille ejendom, kan ved sammes afhændelse ikke alene afholde rejseudgifterne, men endog beholde en sum, tilovers til at begynde med i Amerika.
Mange, som have flere børn, drager også bort i det håb at kunne skaffe disse en besiddelse lettere i Amerika end her hjemme.

(Kjøbenhavnsposten, 29. marts 1847)

Om en Dampskibsforbindelse mellem America og Bremen.

Man synes nu i Europa omsider at være kommet til fastere overbevisning om vigtigheden af en direkte søfarts- og handelsforbindelse med Amerika, især med de nordamerikanske fristater, ikke alene på grund af de udvandringer som Europas tilstand år for år gør mere nødvendige, men også for at udvid denne verdensdels virksomhed og stifte nye forbindelser, nye handelsveje, hvorved den mangel, som den større masse af folket nu lider i de fleste europæiske stater, kan finde en snarlig og sikker afhjælpning, og de arbejdende klassers erhverv nogenlunde stilles på samme fordelagtige standpunkt som i den nye verden.

En af de ældste europæiske stater, nemlig hansestaden Bremen har givet et følgeværdigt eksempel på denne nye art af virksomhed. Denne lille handelsrepubliks senat har, i forbindelse med borgerskabet, besluttet at anlægge foruden den såkaldte dok, det er: havn eller basin, som allerede haves i Bremerhaven, nok en sådan, så rummelig at den kan optage store dampskibe. Bekostningen ved dette forehavende er anslået til 625.300 rigsdaler kurant eller over en million rigsbankdaler, af hvilke i løbet af dette år 176.580 rigsdaler kurant skal anvendes derpå. Til foreløbig anskaffelse af de dertil nødvendige bygningsmaterialer var allerede før bevilliget 50.000 rigsdaler kurant. Resten blev nu optaget blandt statsudgifterne for dette år.

Til stadigt at fare mellem Bremen og Nordamerika bygges nu på amerikanske værfter 4 til 5 dampskibe, hvert på omtrent 1.800 tons for et nordamerikansk kompagnis regning. Til at fremme denne sag har selve staden Bremen bidraget ved at deltage deri for en sum af 100.000 dollars eller piastre. Sachsen har bidraget 20.000 piastre, Frankfurt 10.000, Hannover 25.000, Oldenburg 10.000, Preussen 100.000, hvorhos dette lands konge har sendt en note til toldforeningens stater (die Staaten des Zollvereins), for at anbefale dem dette foretagende.

Således sørger endog de små handelsstater for at udvise gavnlig dristighed, og at udså en sæd som vil bringe efterkommerne rige frugter, uden ængsteligt at tage hensyn til et eller andet lille tab, som muligvis kunne indtræffe for øjeblikket uden at sky opofrelsen af en kapital som for de bidragendes levetid kunne være dem til nytte i deres handel og håndtering, eller forstørre deres børns og næstpårørendes arv. Vi har al ret til at vente en lignende omsorg af vores regering da ikke alene anlægget af jernbanen fra København til Roskilde har fundet så betydelig interesse og medvirkning hos kongen, men også de holstenske jernbaners anlæg er fremmet ved koncession og på andre måder, i lige måde at havnene i Glückstadt og Husum er tilstået en højst betydelig kapital til deres udvidelse og forbedring. L.

(Kjøbenhavnsposten, 4. maj 1847)

Udvandringsbølgen skabte også forhåbninger om projekter der dog aldrig blev til noget, fx nedennævnte om Glückstadt:

Dampskibsfart mellem Glückstadt og New York.

Som bekendt hører udvandringer fra Europa til de nordamerikanske fristater nu til dagens orden. Før var det kun enkelte personer og familier som søgte et bedre held på den side af verdenshavet. Nu er det endog hele byer med bestyrelse, kommunalkasse og alt. Bevæggrundene hertil er ikke alene at finde i den almindelige nød, som hersker i vor verdensdel, og ikke blot gør sig gældende i det ulykkelige Irland, men også i Østrig, Schlesien og flere steder. Der gives endnu andre vigtige årsager, nemlig: den ringe pris på frugtbare jorder i Nordamerika; den større lejlighed i alle fag til at udfolde sin virksomhed; den aldeles frie konkurrence uden hinder af laugsvæsen eller nogetsomhelst andet bånd;
de yderst ringe, ja ubetydelige skatter og afgifter; og udsigten til, efter få års forløb at kunne tage virksom andel i det nye fætrelands offentlige anliggender og statsstyrelse.

Under disse forhold må det anses for en heldig omstændighed at netop en mand er tilstede her, som født i Danmark, har haft venlighed til ved et mangeårigt ophold i Nordamerika og ved rejser til de vigtigste europæiske handelspladser, nøje at blive bekendt med lokaliteter og indre forhold. Denne landsmand er herr Christian Hansen, som allerede før han bosatte sig i Amerika viste sig som sindrig opfinder, ved her at indføre og bringe i gang de bekvemme fjedervogne der siden fandt en så stor udbredelse og trådte i stedet for de svære, umagelige postvogne, uden herfor at få anden opmuntring end den sædvanlige betaling, som postkassen udreder for befordringsmidler. Skønt han kort tid derefter blev nordamerikansk borger, glemte han dog ikke sit oprindelige fædreland. Han har gjort de forberedende skridt til at indrette en direkte forbindelse mellem Glückstadt og New York ved 4 store dampskibe, hver, af 650 hestes kraft, som tilsammen ville koste omtrent en million piastre eller nordamerikanske dollars. Den danske regering deltager i dette vigtige foretagende med en passende sum. Den svensk- norske regering har ubetinget erklæret sig for sagen, og ved sin minister underrettet det herværende nordamerikanske Gesandtskab derom, fra hvilket herr Hansen i disse dage har modtaget en officiel skrivelse, af
indhold: at Kong Oscar ville bidrage til at fremme dette foretagende på enhver måde der stod i hans magt, og at den svenske post til Amerika vil blive sendt dermed.

Iværksættelsen af denne plan vil ikke alene bidrage til at lette udvandringer og skaffe en billig overfart til Amerika for andre reisende, men også give vore handelsforbindelser med Nordamerika et mægtigt fremstød, især da en ny handelstraktat med disse mægtige fristater kan ventes, hvis Bestemmelser ville blive højst gunstige for vor handel og søfart, og komme til at stå i lighed med dem som findes i Nordamerikas traktater med Storbrittanien. Men det liv og den Virksomhed som disse foranstaltninger ville fremkalde i Danmark, vil først og nærmest have indflydelse på Glückstadts fremtid; denne stad vil snart svare til sit navn, og om føje tid være i stand til, i visse henseender, at kappes med rige og blomstrende handelsstater, selve Hamborg ikke undtaget. Overførslen af de danske brev- og pakkeposter, til og fra Nordamerika, vil tillige ske med de føromtalte dampskibe, på højst billige vilkår for Danmark. Men også i en anden rigtig retning vil en sådan stadig, direkte dampfart mellem Danmark og den nye verden være til uberegnelig nytte, nemlig til at forebygge en tilstand som den nuværende, da dyrtid i så uhyre grad er indtruffet, uagtet ingen misvækst har fundet sted. Ved sådanne dampskibe af 15 til 16 tons, som har et højst betydeligt ladningsrum, og i den korte tid af 15 dage gør reisen fra eller til New York, vil det nemlig være muligt stadig at forsyne os med det udmærkede nordamerikanske mel, korn, majs og ris, i sådanne masser at al dyrtid eller overdreven stigen af sædvane måtte blive utænkelig. 

Man kan anse dette foretagende for det vigtigste, som er sket til fordel for vor handel og søfart siden Frederik den Femtes tid, da adskillige handelskompagnier oprettedes, der dog næsten alle tre ophørte, fordi de ikke svarede til vore tiders tarv!

Den andel i sagens fremme, som kan tillægges den herværende nordamerikanske charge d affaires, hr. W. W. Irwin, stempler denne mand som diplomat af første klasse, når man tager hensyn til diplomatikens hovedsag: at fremme staternes sande tarv og velfærd! han fortjener berømmelse som en udmærket duelig forretningsmand, begavet med sjældent talent og rig erfaring. Fra dansk side har de højeste autoriteter virket for sagen, og det kgl. Generaltoldkammer- og Kommercekollegium har vist og viser uafbrudt en prisværdig nidkærhed for samme. L.

(Kjøbenhavnsposten, 3. juni 1847)

Casino Theateret (Efterskrift til Politivennen)

Casino i Amaliegade 10 (nu Aasurandørernes Hus) blev indviet februar 1847, på initiativ af Georg Carstensen (Tivoli). Casino blev nedrevet i 1960. Godt et år efter indvielsen lagde det lokaler til det historiske Casinomøde 20. marts 1848. Hvordan det gik i den mellemliggende periode, belyser artikler fra Kjøbenhavnsposten. En af dem foreslog (nærmest profetisk) at stedet sagtens kunne bruges til stænderforsamlingerne.

Peter Elfelt. Amaliegade 10. (Kbhbilleder, public domain).

På fredag åbnes Casino. Det er en efterretning der synes at måtte gøre epoke i det københavnske vinterfornøjelsesliv. At det skulle have nogen indflydelse at det uheldigvis er i fasten at dette så grandiose etablissement for første gang åbnes, kan næppe antages. Københavnerne er jo ikke katolikker. For nogle af dem kan hele året gerne være en fastetid, men andre ved ikke og behøver ikke at vide, at der er nogen grænse for karnevalet. Det er dem, der skal lægge renterne af den kapital, der er sat i Casinoanlægget, og hvem ville ikke ønske at de måtte det. Det er jo kun derved at aktionærerne kan bestå og vedligeholde modet til foretagender, hvorved den industrielle virksomhed fremmes. 

Men derfor må det også synes at være et alt for stort offer af sine kollegaer, som "en mand, der selv ejer 200 aktier i Casino", fordrer i Berl. Tid., at nemlig den første aftens indtægt skal tilfalde "husarme til brød- og brændselshjælp." Forslaget er vistnok meget velment, og svarer ganske til vor tids almindelige anskuelser, der ikke alene søger at forene det nyttige, det indbringende med det fornøjelige - hvorpå Casino selv er et eksempel - men også det dydige, velgørenheden med det fornøjelige; for vel findes der hos endnu mange, som yder velgerninger uden at forlange anden nydelse for deres gaver end den, bevidstheden om det gode giver, men for flertallet er dog en solidere nydelse en langt bedre spore til velgerninger.

Dog er det i så henseende alt for meget forlangt, når proponenten til den hensigt endog vil have deres majestæter og den øvrige kgl. familie, samt ministre og høje embedsmænd inviterede. Det ville jo være at give den forening af fornøjelse og velgørenhed et så højtideligt, officielt udseende som om den ligefremme velgørenhed næsten havde årsag til at skamme sig ved sin simpelhed, og så vidt bør man dog ikke gå i sin hyldning af tidens tendenser. Imidlertid ville forslaget vel heller ikke kunne komme til udførelse, uden først at være antaget på en generalforsamling af aktionærerne, og da anstalten, som sagt, skal åbnes i overmorgen kan der ikke være tale herom.

(Kjøbenhavnsposten, 17. februar 1847)

Ifølge "Fædrelandet" har regeringen understøttet den smukke Casino-indretning med et tilskud af 25,000 Rbd., som anden prioritet i bygningen. Det er et glædeligt bevis på, at regeringen har penge nok, og må bestyrke håbet om, at den både vil og kan anvende betydelige summer til det, der under de nuværende omstændigheder, er blevet påtrængende nødvendigt. Imidlertid kunne de penge også anses ret godt anvendte; Casino vil naturligvis, selv med et sådant ekstraordinært lån, som det aldrig kunne have ventet at få hos private, dog ikke kunne holde sig som fornøjelsesanstalt, især på grund af den mere og mere tiltagende forarmelse blandt middelklasserne. Casino vil altså om kortere eller længere tid blive nødt til at lukke, og når da regeringen udbetaler første prioritet på 60.000 rbd., vil den være ejer af den hele solide bygning. 

Man kunne vel spørge, hvilken brug regeringen skulle have for en sådan bygning. Men intet er lettere at besvare, da den store sal, der roses så meget for sin hensigtsmæssige indretning, jo næsten uden nogen som helst forandring straks kan anvendes til forhandlingshal for en tilkommende rigsstænderforsamling, og den øvrige del af bygningen afgiver alle de andre dertil hørende lokaliteter. - Således vil vi altså i det mindste ikke generes af nogen mangel på lokale, når tidens fylde kommer, og hvis en sådan betragtning har været medvirkende ved bevillingen af hiin understøttelse af en ren fornøjelsesanstalt, så bliver det et tegn på en klog forsynlighed, om man også skulle mene, at regeringen vist kunne have fået bygningen for noget bedre køb.

(Kjøbenhavnsposten, 24. april 1847)

Oven nævnte brug af teatret til stænderforsamlingen er jo nærmest profetisk da det i marts året efter næsten kom i opfyldelse.

Den af mad. Stage på Casinos Teater arrangerede forestilling, der fandt sted i lørdags, var så talrigt besøgt, at alle billetter, 1800 i tallet, var udsolgt. Desværre viste det sig ved denne lejlighed, at det omtalte teater er, om just ikke ganske ubrugeligt, så dog højst ufordelagtigt for dramatiske og navnlig for musikalske præstationer, idet de tilskuere, der havde været så uheldige at få plads i den for scenen fjerneste halvdel af salen, så godt som hverken kunne se, eller høre hvad der foregik på scenen, i det mindste ikke således, at der kunne være spørgsmål om nogen egentlig nydelse af de spillendes og syngendes præstationer. 

Det ligger i tingens natur, - og denne ulempe deler Casino med alle teatre, der har en meget stor tilskuerplads - at de bageste tilskuere ikke kan skelne de spillendes ansigtstræk, og følgelig går mimiken, der er en så væsentlig del af skuespillerens kunst, aldeles tabt for dem. Hvorvidt publikum kan høre eller ikke, afhænger naturligvis for en stor del af den grad af styrke og tydelighed, som den spillende er i stand til at meddele sin stemm. Mens således Phister meget godt kunde forstås overalt, var det komplet umuligt for halvparten af publikum at høre et eneste ord tydeligt af mad. Stages diktion. Men det må vel bemærkes, at hr. Phister nødsagedes til uafladeligt at anstrenge sin stemme, så at han snarere skreg end talte, og at det, navnlig ved en musikalsk-dramatisk forestilling, ikke er nok, at kunne, hvad man i daglig tale kalder at høre - men at man også forlanger at kunne høre grant, at kunne skelne de finere nuancer i foredraget, det, der bringer lys og skygge i kompositionen. 

Vi tvivler på at ret mange af det publikum, der i lørdags var forsamlet i Casinos sal, har kunnet høre på denne måde. Efter hvad vi har yttret, er det ligefrem at opførelsen af "Ungdom og Galskab" ikke har tiltalt os, og vi kunne ingen bestemt mening have om udførelsen af de enkelte roller. Formodentlig vil dette vakre syngestykke nu, da personalet på egen hånd har indstuderet det, blive genopført på det kgl. Teater, hvorfra det i længere tid ufortjent har været udelukket. Naturligvis vil den nuværende rollebesætning ikke kunne tilfredsstille dem, der mindes "Ungdom og Galskab" mens Frydendahl endnu spillede Grøndal; men under opera-repertoirets store magerhed og fattigdom vil det dog være en gevinst, når det forøges med et syngestykke, der har en så smuk, livlig og melodiøs musik som dette. 

Vi skal ved denne lejlighed ikke undlade at henvende agent Carstensens eller Casinos bestyrelses opmærksomhed på forskellige ulemper for publikum, der følger med lokalets afbenyttelse til sådanne forestillinger. For det første er der aldeles ikke fulgt nogen bestemt, i det mindste ingen rimelig orden ved anbringelsen af de nummererede pladser, så at man kan løbe flere timer omkring med sin billet i hånden, før man er så heldig at kunne finde sin Plads. 

Nummerpladserne bør indskrænkes til bestemt del af salen og have deres egne tilgange. Den der betaler sin billet dobbelt, kan dog vel gøre krav på, at han sikkert og bekvemt kan komme til sin Plads, og at han ikke ved sin ankomst finder denne besat af en anden. Endvidere er de tilstedeværende fire garderober ved sådanne lejligheder, hvor det hele publikum på engang forlader etablissementet, aldeles uhensigtsmæssige og utilstrækkelige, og det kan, når henved et par tusinde mennesker pludselig forlanger deres frakker, kåber, hatte, stokke osv., ikke undgås, at mange må vente halve og hele timer i en utålelig træk, før de kan få deres sager. På gangen bag ved estraderne og balkonerne bør der derhos anbringes knager, der kan benyttes af publikum, nar der i salen gives koncerter eller forestillinger på teatret. Endelig er der i salen en uafladelig og højst generende træk, der let
må kunne afværges ved at anbringe et par døre for sideudgangene til pergolaen og sørge for at de holdes lukkede ved et par af de gallonerede haidukker, der alle vegne løber omkring i lokalet.

(Kjøbenhavnsposten, 3. maj 1847)

"Ungdom og galskab"  er et syngespil af Édouard Du Puy. Den danske digter og forfatter Niels Thoroup Bruun (1778-1823) skrev teksten efter librettoen til É.-N. Méhuls syngestykke Une Folie. Syngespillet havde urpremiere i Danmark i 1806 på Det Kongelige Teater.

Pergolaen i Casino ca. 1870. (Kbhbilleder, public domain).

Bestyrelsen af Stiftelsen på Holsteinsminde til forladte og forældreløse børns opdragelse og oplæring har i dag i Casinos lille sal åbnet en bazar eller udstilling og salg af de til stiftelsen veldædigt skænkede håndarbejder og andre gaver som fortsættes i morgen (onsdag) fra kl. 12 og 6, samt på torsdag fra kl. 11 til 3. Samme dags eftermiddag fra kl. 6-8 udleveres de i bazaren købte sager, hvorefter om fredagen den 7. kl. 11, præcis, auktion vil blive afholdt over adskillige til salg på denne måde bestemte genstande. Entreen betales med en mark, veldædige bidrag modtages i Bazaren.

(Københavnsposten, 4. august 1847).

Købehavn, den 10. November 1847.

- Søndag aften indtrådte atter det "uheld" i Casino, at gasbelysningen gik ud før de besøgende havde forladt bygningen, i hvilken anledning hr. "gasfabrikant" Stuhlmann i Adresseavisen har meddelt publikum den interessante oplysning, "at der, som en følge af den dårlige beskaffenhed af kørevejen i Ny Toldbodgade, havde samlet sig vand i hovedledningsrørene, og at således ikke den nødvendige mængde af gas var til at bringe igennem dem", hvorhos hr. gasfabrikanten dog tilføjer, at "en reparation, der for fremtiden vil forebygge lignende uheld, er allerede iværksat".

Den dårlige brolægning af mange gader i København kan vist nok være skyld i mange uheld og ubekvemmeligheder, men at gøre den til syndebuk for den dårlige hamborg-engelske gasbelysningsindretning i Casino, synes dog temmelig utilladeligt. Hr. S. siger vel ikke bestemt, at det er en reparation af brolægningen i nævnte gade, han har ladet foranstalte, men man skulle ifølge hans bekendtgørelse næsten antage det; l alt fald må han forudsætte at have med et meget ukyndigt publikum at gøre, for ellers ville han vel ikke fremkomme med en sådan forklaring. Når hovedledningsrørene er af den beskaffenhed, at der kan trænge vand ind i dem fra kørevejen, må de naturligvis være utætte og da må også gassen trænge ud af dem, men deri kan ikke kørevejen være skyld, men kun rørene selv.

Da gasbelysningen blev indrettet i Casino, kostede den nok omtrent dobbelt så meget, som man først havde antaget, og som man vel kunne have fået den udført for af kyndige mænd her i Staden; men da "gasfabrikanten" var en fremmed kunstner, der forsikrede, at det var en ganske ny forbedret måde, hvorpå gasledningen skulle ske, så fandt man sig villig deri.

Nu viser der sig, at denne nye kostbarere måde endog er afhængig af brolægningen, i det mindste efter hr. Stuhlmanns egen Forklaring. - Ved en ordentlig udført ledning kan der aldrig ovenfra eller nedenfra samle sig vand i gasrørene, hvorimod det vist nok er tilfældet at der, uden hensyn til kørevej eller brolægning, afsætter sig vand af gasset i rørene; men derfor må der også ved sådanne ledninger være anbragt tilbørligt fald og reservoirer for vandet, som derfra på en eller anden måde bortskaffes. Når dette iagttages, kan aldrig sådanne udslukninger indtræde som i Casino, og brolægningen har aldeles intet dermed at gøre. Men hvorledes hr. Stuhlmanns indretning er, skal vi ikke kunne sige. Imidlertid var det dog ønskeligt, om den Københavnske kommunalbestyrelses gasbelysningskomite erkyndigede sig lidt nøjere derom, før man traf et endeligt valg, for at ikke den nye belysning skulle blive alt for afhængig af brolægningsvæsnet.

(Kjøbenhavnsposten, 10. november 1847)

Gasbelysningen i Casino var atter i aftes indisponibel, så at anstalten måtte lukkes. Heldigvis indtraf de før forestilingens begyndelse, men dog så sent at man ikke kunne underrette publikum herom før ved indgangen. Om det igen har været kørevejens indvirkning på fgasledningen eller en anden omstændighed, der har foranlediget belysningens udeblivelse, er endnu ikke bekendtgjort.

(Kjøbenhavnsposten den 22. november 1847)

Hr. agent G. Carstensen har udstedt en subskriptionsplan til den første maskerade i Casino for i år, som hvis ingen forhindring indtræder, skal afholdes tirsdag den 25. januar fra kl 9 til onsdag morgen kl. 3. Lokalet vil blive brillant belyst og teatret blive sat i forbindelse med den store sal, samt gulvet bonet (dog ikke således som nylig i Aalborg) m.m. Kapelmester Harpis orkester bliver forstærket og harmonimusik gives i pergolaen. Subskriptionsprisen er 2 rbd. for en herre og 1 rbd. for en dame. Herrerne kan møde med eller uden maske, men ikke iføre sig fruentimmerkostume. Alle damer må bære maske og være i kostume eller domino og ikke demaksere sig under hele maskeraden. Påtegnede subskriptionslister indleveres i konvolut i Casino addresserede til hr. Carstensen inden fredag den 21. På subskriptionslisten anføres dansene og den orden som derunder må iagttages, for alt er nøjagtigt bestemt og angivet i forvejen, da der ikke skal være nogen bestaltet dansedirektør. Med billetten fås et program som angiver det nærmere med hensyn til kostume, garderober, omklædnigsværelser, toiletkabinetter, vognbefordring osv. 


(Købnehavnhsposten, 17, januar 1848).

Stænderforsamlingsvalgene (Efterskrift til Politivennen)

Valg var ikke noget der blev behandlet i Politivennen. Kjøbenhavnsposten derimod beskæftigede sig en del med valgene til stænderforsamlingerne, og set i historiens bakspejl, også på en ret profetisk måde. Her er udvalgte eksempler.

Det første viser hvor meget Kjøbenhavnsposten og den samlede københavnerpresse var partisk hvad angik valgene i hertugdømmerne. Argumenter som lige så godt kunne være anlagt med modsat fortegn, blev uden videre fremsat mere som en regel, end som en undtagelse.  Kjøbenhavnspostens artikel udtaler sig helt klart tendentiøst: Hvis "dansksindede" valgsteder havde valgt dansksindede, var det en selvfølge. Var det modsatte tilfældet, var der tale om snyd. Som fx i Sundeved:

- I det 5. slesvigske landvalgdistrikt (Sundeved) er tingskriver Jepsen i Rinkenæs genvalgt til deputeret med 162 stemmer og gårdmand Peter Petersen Suurlyk i Dybbøl til suppleant med 157 stemmer. "Næst disse," beretter Apenrade Ugeblad, "havde de fleste stemmer gårdmand Johan Johansen i Baurup, nemlig over 100. Alle disse tre mænd hører til det slesvig-danske Parti;  tingskriver Jepsens virksomhed i stænderforsamlingen i denne ånd er bekendt, og har fundet anerkendelse i hele landet. Af den interessante valgdetail erfares at Matzen på Krammark og Richelsen på Bøsmoes har fået den førstnævnle 93, den sidste 29 stemmer. Disse to herrer betegnes almindeligvis som de schleswigholsteinske eller hertugens kandidater, og man skal ikke have sparet umage for at overtale bønderne til at vælge dem. En godsejer skal have været såre virksom i denne henseende, og ideligt rådet bønderne at vælge til stændernes mand, der ejede "adelige" besiddelser, men jo ikke "kongelige" undergivne, - og en forpagter såvel som en pensioneret og koncessioneret herre m. fl. have været utrættelige i lignende bestræbelser for at åbne deres øjne for de schleswigholsteinske herligheder. Men de sundeveder bønder lode sig hverken forlede eller lede; de gennemskuer de privilegerede herrers færd, og ønsker sig ikke mere af den nordalbingiske hertugherlighed, end hvad de på ingen måde kan slippe fri for. Derfor var de bestræbelser for at bedåre dem også spildt umage. Selvstændige og med mandig vilje trådte de op og valgte til folkerådet  mænd, om hvilke de vidste, at de ville kampe for den danske bondes retligheder og ikke give sig i de tydske herrers ledebånd. På Als er som bekendt det samme sket, idet gårdmændene Bladt og Kaad i Tandslet, to ægte danske bondemænd, er blevet valgt. Udfaldet af disse to valg har i disse egne fremkaldt den gladeste stemning, som falder så meget mere i øjet da ligegyldighed, ubetimelig føjelighed og ubestemthed i et tilgrænsende valgdistrikt har ført til et resultat, (hr Thies Steenholdts genvalg) hvis mismodgørende indtryk overalt er kendelig nok. - Derfor hæder de selvstændige dansksindede bønder i Sundeved og på Als!"

(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1847)

Den næste artikel viser at Kjøbenhavnsposten på forbavsende vis havde fat i hvor repræsentativt (eller ikke repræsentativ) den kommende Rigsdag i Danmark ville komme til at blive:

København den 12.  august 1847.
- Vi modtager naturligvis med fornøjelse ethvert bevis på, at vi i denne politisk-korrumperede tid ikke står ganske ene i vor bedømmelse af deres færd og anskuelser, som idet de gør Krav på at være liberale, ligefrem fornægter de første betingelser for den folkelige friheds eller selvstændigheds udvikling. Således har da Correspondenzbl. udtalt sig omtrent på samme måde som vi angående adv. Lehmanns tilbagevisning af en falstersk bondes forslag i Bondevennernes Selskab om at virke for en udvidelse af valgloven. Sagen er alt for indlysende til at dens betydning længe skulle lade sig miskende.

Man er ikke demokrat, fordi man forlanger at folket skal lade sig lede af dem, der fra Hustings erklærer sig for dets venner. "Fædrelandet" har nylig fremhævet denne engelske valgmetode, formodenlig som et slags forsvar for den afvisning af valgreformen i Bondevennernes Selskab. Intet kan være mere aristokratisk end hele den engelske repræsentation; men man vil dog, at den skal anses for det modsatte, fordi almuen forinden valghandlingen får lejlighed til at ytre sit bifald eller mishag med de optrædende valgkandidater, der har harangueret den fra de dertil opstillede tribuner. Det anføres vel, at valget ikke afgøres på denne måde, uden når kun en valgkandidat er optrådt, altså når intet valg finder sted, da det ellers altid på en af valgkandidaternes fordring afgøres ved sædvanlig afstemning af de egentlige vælgere, hvisantal er indskrænket efter formue og afgifter. 

Men den anden hovedindvending mod de engelske valg omtales derimod slet ikke af "Fædrelandet", eller af dem, der vil at "man" i Danmark skal betragte de engelske institutioner som mønstre for sine bestræbelser: nemlig valgbarhedens indskrænkning til rigmænd, der ikke behøver og ikke modtager nogen godtgørelse for den tid de anvender i parlamentet eller for de dermed forbundne udgifter. Det er den naturlige årsag til at kun enkelte eller et par valgkandidater stiller sig i hvert valgdistrikt, og at man ikke kan vælge i flæng blandt dem man anser for bedst skikkede dertil. Der ville af valgene fremgå ganske andre parlamentsmedlemmer hvis den engelske almues stemmer havde nogen betydning i så henseende. Eller har de danske Bondevenner i og udenfor "Fædrelandet" måske aldrig hørt noget om de engelske chartister og deres bestræbelser for en udvidelse af valgloven såvel med hensyn til valgretten som valgbarheden og for at parlamentsmedlemmerne skulle modtage betaling for udførelsen af deres arbejde, da det først derved ville blive muligt, at mænd af folkets midte kunne indtræde i repræsentationen? Nu er det kun dem, der har sinecurer, store ejendomme, som lader sig bestyre af andre, bankører og såkaldte jernbanekonger, der repræsenterer det engelske folk, og når de forinden valget gør regnskab for almuen om deres politiske principper, så har dette for længe siden tabt sin betydning da denne almue ikke består af andre end dem, der enten er afhængige af det ene eller det andet parti, enten af de store godsejere eller af dito fabrikanter og handelsmænd, som bringer deres klienter frem for Hustings for at demonstrere ved hjælp af deres lunger, mens valget derefter afgøres af de ofte ikke mindre afhængige vælgeres åbenlyse afstemning.

Skal det blive til noget med repræsentationsystemet, så kan det kun ske ved at udvide valgretten og forbedre valgmåden både i England og i Danmark, hvad enten det gælder en blot rådgivende eller en lovgivende forsamling. For det er i begge tilfælde hele folkets
uforbeholdne stemme der skal frem for sagen, hvis man vil høre folkets sande trang og attrå. Vore hidtilværende Stænderforsamlinger har kun haft lille lejlighed til at beskæftige sig med
de mest indtrængende spørgsmål; men vi ville allerede til næste år se dem komme dertil i
langt større grad. Spørgsmålene om ernæringsforholdene ville ikke længere kunne tilsidesættes og der er da al udsigt til at de ikke ville blive anderledes besvarede af vore stænder end vi har set værnepligtssagen, husmandssagen osv. blive det, hvor det tydeligt nok viste sig, at det langt mere er formuen end de menneskelige interesser, der repræsenteres af dem, der vælges fordi de besidder huse eller jordejendomme, og kun vælges af dem, der selv besidder sådan.

(Kjøbenhavnsposten, den 12. august 1847)