Optøier i Flensborg 14de Juni 1847. (Efterskrift til Politivennen)

Optøier i Flensborg. "Flensb. Zeit." af 17de Juni melder: I Mandags holdt St. Knuds-Gilde i St. Johannis Sogn sin aarlige Skydefest. Ved Middagsbordet udbragtes et Leve for Hs. Majestæt Kongen, paa hvilket flere andre Skaaler fulgte. - Kongeskudet udførtes af Sølvsmed Øttinger. Det smukke Veir havde lokket Tusinde til Gildehuset; selve dette saavelsom Haven og den til Stedet forende Vei var opfyldt af Spadserende. Ved Indgangen til Skyttehuset var Trængselen forfærdelig, og saa hændte det sig desværre, at ved Hjemtoget en Hob tillod sig at begaae en høist dadelverdig Uorden. Larmen begyndte dermed, at en Flok Børn, for det meste Disciple fra Wilhelmine-Friskole, paa Havretorvet istemte Visen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som de syntes at have lært ret godt. Dette Selskab af smaae sangere drog igjennem flere Gader hen til Holmen og fra Holmen tilbage til Havretorvet. Enhver Uhildet maatte ved dette Optog gjøre det Spørgsmaal: om disse Børn af egen Drivt skulde have foretaget en saa usømmelig Sangopførelse, eller - hvad temmelig almindelig blev antaget - om en foregaaende Tilskyndelse hertil har fundet Sted? - Herpaa flokkede sig Gadedrenge, Læredrenge, Beskjenkede og andre Drivere omkring den lille Liedertafel for at høre deres Yndlingssang og istemme i Chor. Hoben blev stedse talrigere, den veltede sig gjennem Angelbogaden, Katsundet hen til Holmen, hvorfra den atter strømmede til Havretorvet. Den stigende Tumult og Pøbellarm, ledsaget af "Schleswig-Holstein meerumschlungen", tog nu i den Grad overhaand, at Politimandskabet var  nødsaget til at handle; men samme blev trengt saaledes af Tumultuanterne, at en tilfældig tilstedeværende vakker og haandfast Borger saae sig foranlediget til at yde en af de insulterede Politiofficianter virksom Bistand, hvorfor han blev mishandlet af Pøbelen. Hoben, som blev stedse mere tumultuansk, trengte sig nu hen til Advocat Bremers Bopæl, hvor Scandalen med Piben, Hurra, Skrig, Larm etc. naaede den høieste Spidse. - Herfra skubbede Massen sig videre mod Nord; paa flere Steder blev gjort larmende Holdt, indtil Pøbelmassen omsider nærmede sig Filialbanken. Her var allerede Vagtmandskabet til Anstaltens Beskyttelse opstillet med paasat Bajonet. Man fornam nu Stemmer fra Massen, at disse Soldater intet vilde gjøre Folket, de vilde blot bevogte dette Institut! - Tumulten naaede nu en saadan Høide, at Politiet atter  forsøgte at optræde handlende, hvorved Overpolitiofficianten personlig blev angreben. Ved denne Leilighed blev en Skibstømmersvend fængslet, som tidligere havde arbeidet hos den bekjendte Skibsbygmester Poulsen i Aabenraa. - Henimod Midnat lykkedes det omsider Hr. Justitsraad og Politimester Niemann at bevæge Tumultuanterne til at gaae hjem. - (Som vi høre, har Politiet igaar befalet samtlige Haandværksmestre, fra Kl. 9 om Aftenen at holde deres Læredrenge hjemme.) Denne Begivenhed giver Anledning til alvorlige Betragtninger og det nødvendige Spørgsmaal: hvorfra hidrører Impulsen til slige Optrin? Hvo kan være Borgen for, at ikke alvorlige Stridigheder reise sig, naar retsindige Indvaanere i Flensborg ægges paa denne Maade og nødsages til kraftig Handlen? Særdeles nødvendigt turde det være, at Byen erholder en passende Garnison, for at den trofaste Undersaat kan være sikker paa sine Eiendele og sit Liv. Vel ere, som vi erfare, mange Tumultuanter blevne kjendte, som derfor heller ikke kunne undgaae Undersøgelser og Afstraffelse, men det er i alt Fald bedre, at en saadan Uskik fra Begyndelsen af forhindres ved Militair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1847).

Ordlyden af artiklen fandtes oversat til tysk i bl.a. Regensburger Zeitung, Neue Würzburger Zeitung: Würzburger Abend-Zeitung; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt 23. juni 1847.

Kiel, 18. juni. Sidste mandag var der nogle mindre fredsforstyrrelser i Flensborg, som ikke skyldtes fødevareprisstigningen, men var af mere politisk karakter. I anledning af en borgerfugleskydning om aftenen gik en del mennesker gennem gaderne med folkesangen "Slesvig-Holsten". Nogle fanatiske danskere tog anstød af denne uskyldige og tilladte fornøjelse og ville bruge vold for at forhindre sangen. Den på denne måde opståede tumult, hvor angriberne syntes at være blevet afvist ret groft af de angrebne slesvig-holstenere, vakte unødig ængstelse hos ledelsen af ​​den danske filialbank, så de selv rekvirerede militær beskyttelse til banken. Publikum forholdt sig stille om aftenen, efter at den kendte slesvig-holstenske advokat Bremer havde fået et Leve. (H.A.Z.)

Kiel, den 18. Juni. Am letzten Montags sind in Flensburg einige unerhebliche Ruhestörungen vergekommen, die indessen nicjt durch die Lebensmitteltheuerung veranlasst sind, sondern mehr politischer Natur waren. Bei Gelegenheit eines Bürgervogelschiessens zog am Abend eine Anzahl von Leuten mit dem Volkslied "Schleswig-Holstein" durch die Strassen. An diesem unschuldigen und erlaubten Vergnügen nahmen einige fanatische Dänen anstoss und wollten den Gesang mit Gewalt verhindern. Durch den auf solche Weisse entstandenen Tumult, bei welchem die Angreifer von den angegriffenen Schleswig-Holsteinern ziemlich unsanft zurückgewiesen zu ein scheinen, ward die Direktion der dänischen Filialbank in eine unnöthige Angst versetzt, so dass sie selbst militärischen Schutz für die Bank requirirte. Die Masse verlief sich am Abend ganz ruhig, nachdem dem bekannten schleswig-holsteinisch gesinnten Advokat Bremer ein Hoch gebracht war. (H. A. Z.)

(Nürnberger Kurier : (Friedens- und Kriegs-Kurier). 24. juni 1847)

Notitsen blev også bragt i fx Fränkischer Merkur, der bayerische Volksfreund og die bayerische Landbote,

Beskyttelse mod privat Uvillie (Efterskrift til Politivennen)

Uden for Vesterport træffer man i forstaden kort før man kommer til Skydebanen, en sidevej til venstre. Intet som helst antyder her ud imod gaden mere end ved den skrås overfor liggende vej til højre, at det ikke er et offentligt stræde. Der er også flere bygninger beliggende ved dette stræde eller denne gyde, nemlig først to bygninger hvis facader vender ud til Vesterbro, og som vel må have udkørselsret til vejen. Endvidere et lille hus hvis værelser plejer at udlejes til forskellige partier, og endelig bygninger, tilhørende en møller. Før førte denne vej ned til stranden, og for at nyde udsigten over samme tog mange spadserende vejen derned. 

Det er sikkert umuligt at genskabe et kort fra dengang. Men her et forsøg: Et kort 1879 over området: Vest for Vesterbro Torv ligger Skydebanerne mellem Absalonsgade og Dannebrogsgade. Badevej (nu Eskilsgade) fører ned mod stranden. Jernbanen afbryder denne vej (nu Halmtorvet-Sønder Boulevard) nederst til venstre. Det må være i området mellem nuværende Vesterbro Torv og Skadebanerne at vejen fandtes. (Københavns Stadsarkiv). 

Denne udsigt spærres nu af jernbanen, og i stedet for den forrige velvillige ejerinde af møllen, har denne fået en anden ejer der ikke synes besjælet af samme velvillige sind imod sine medborgere, for når man nu i velbeføjet formodning om her at træffe en ordentlig vej eller spadseregang, begiver sig ind ad den vej, hvor man i en lang årrække har kunnet vandre uhindret, overrumples man i sin fredelige gang af rå mennesker, der på en uartig måde udspørger en om hvor man skal hen, og viser en bort med den påstand at det er en privat vej hvor ingen fremmed må gå.

Forholder dette sig virkelig sådan at en privat mand udøver udelukkelsesret på denne før besøgte spadserevej, da er ret vel en rimelig og berettiget fordring fra publikum, at denne mand underkastes den forpligtelse at aflukke sin private vej ud til gaden, så at ingen skal udsættes for den ubehagelighed at blive uventet overfuset af brutale personer. Uden at ejeren indhegner sine private veje og således på rette sted varskor folk om ikke at betræde dem, betvivles hans ret til derfra at udelukke publikum, der vel også har krav på beskyttelse imod privat uartighed. I en tid da nyhedsinteressen kalder så mange ud af den kant, er det vistnok af flere grunde ønskeligt, at et iøjnefaldende varselstegn ud til gaden må beskærme publikum imod ethvert ubehageligt sammenstød. V.

(Kjøbenhavnsposten, 4. juni 1847).

Vesterbrogade, 1863. Till venstre Vesterbros Torv. Billedet viser ikke den omtalte vej (som lå ved etageejendommen til venstre), men viser nogle af de små huse som må have eksisteret på den tid. Og Skydeselskabets bygning i det fjerne. Oluf W. Jørgensen. Public Domain, Københavns Museum. 

Selvmord i Vartou. (Efterskrift til Politivennen)

Selvmord. Igaar fandtes Liget af en aldrende Mandsperson i Canalen i Frederiksberghave. I hans Lomme fandtes et Brev, hvoraf det viste sig, at han var Vartouslem, og at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over at han og hans gamle Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold.

(Flyveposten 2. juni 1847).

Om det aflivede Vartouslem. I "Flyveposten" Nr. 124 for den 2den dennes findes indrykket, at der hos et Vartouslem, som den 31te f. M. havde druknet sig, var blevet fundet et Brev, hvoraf det viste sig, at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over, at han og hans Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold; hvilket Inserat derefter er blevet optaget i et andet Blad. Det Usande i dette Referat om Auledningen til det begaaede Selvmord vil være indlysende af nedenstaaende efter førnæocrvnte Vartouslem forefundne Brev, dateret Dagen før Selvmordet, der er meddeelt Red. i Gjenpart, med Udeladelse af nogle Familieanliggender, som ikke egne sig til Offentliggjørelss.

Brevet lyder saaledes:

"Kjøbenhavn den 30te Mai 1847.

Kjære Datter!

Med disse Linier siger jeg Dig mit sidste Levvel; jeg beder Dig, at Du ikke sørger for meget over, at jeg har forladt denne Verden. Wartou har været mig et ubehageligt Opholdssted, der er ikke andet end Bagtalelse og Misundelse. De sidste 2 Maaneder har jeg aldeles været sygelig, og saa mange Ubehageligheder. N. N. og N. N. (2 navngivne Vartouslemmer) de 2 har været mine bittreste Fjender. Jeg har Haft mangen bitter Time i Borgestuen med Spidser og Gloser. Jeg har længe havt i Sinde at gjøre Ende paa min ulykkelige Tilværelse; jeg er kommen i Misforstaaelse med N. N., saa at den Smule Arbeide er holdt op for mig hos ham; det slog nu Hovedet paa Sømmet, da jeg ingen fortrolig Sjæl har og kan raadføre mig med i min fortvivlede Stilling, jeg vandrer immer eensom og forladt omkring, for at forslaae min Tungsindighed. Hermed sender jeg Dig 1 Rbd. i Anledning af Din Geburtsdag; anvend den vel. Jeg har havt den fra April; et Par Gange har jeg været nødt til at hytte den, men jeg redder den heel. Dette er nu den sidste GeburtsdagSgave at jeg giver Dig. - Hils Moder og siig hende, at hun ikke maa tale om at jeg har havt det Par Skilling, hun har ligeledes 1 Rbd., faaer De det at vide forlange De dem. - Bed Moder at hun vil give Dig min Pengepung med min lille 4 sk., der er inden i. Vær hilset mange Gange fra Din Fader. Levvel."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1847).

Om det aflivede Vartouslem. "Berl. Tid." har atter taget ind paa at berigtige og "Flyvep." er alter Offeret for denne usalige Lyst. Denne Gang er det en lille Beretning om et Vartouslems Selvmord i vort Nr. 124, det gaaer ud over, og navnlig sigtes vi her for Usan hed, fordi vel ved nævnte Lejlighed blev fortalt, at der hos den Druknede var fundet et Brev, hvoraf det viste sig, at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over, at han og hans Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold. For saaledes at oplyse det Usande heri meddeler "B. T." Fragmenter af det forefundne Brev; men skjøndt det kun er Fragmenter beviser det netop, at vort Referat har varet aldeles rigtigt, og det undrer os i Sandhed, at "den B. T.s" Redacteur ikke selv har kunnet indsee delte. Manden klager nemlig i Brevet over, "at det Smule Arbeide er holdt op for ham", og desuden kalder han sin Stilling "aldeles fortvivlet", formodentlig fordi han uden Arbeide ikke kan ernære sig og Ægtefælle af 4 Mk. 8 sk ugentlig. At han sender sin Datter 1 Rbd.til hendes Fødselsdag taler vistnok næppe for, at han ikke har lidt Nød; thi hvo som kjender Almuesfolk og deres Følelser, veed ogsaa, at de stundom negte sig selv det Nødvendigste, for at berede deres Kjære en lille Glæde. Desuden siger han selv, at han har havt denne Rigsbankdaler siden April, men at han et Par Gange har varer nødt til at bytte den - formodentlig for at friste Livet. - Naar nu til de ovenomtalte Yttringer kommer, at der af Brevet er udeladt nogle Familieanliggender, som muligen yderligere tale for vort Referats Rigtighed, saa kan man ikke komme til noget anset Resultat, end at "B. T.S" Berigtigeste er uden mindste Betydning, og at den alene synes at vane et Foster af et vist Vigtigmageri, der ikke har noget Sted hjemme, og som let kan nedkalde Latteren over Den, der bærer samme til Skue

(Flyveposten 8. juni 1847).

Dyrtiden - Uroligheder foråret 1847. (Efterskrift til Politivennen)

I foråret 1847 var der kornmangel. I den grad at man i visse dele af rigerne sultede, og visse steder kom det til uroligheder. Især når bønderne forsøgte at udnytte situationen til deres egen økonomiske fordel. Hvordan det foregik, kunne man læse et par eksempler på i Kjøbenhavnsposten:

(Vest-Sjællandske Avis). Ifølge en privat meddelelse fra Kalundborg har der i lørdags fundet en lille urolighed sted i anledning af en udskibning af kartofler. Da politimesteren dagen før havde fået underretning om sagen, lod han næste dag borgerne træde under gevær og søgte at formå de urolige der havde forsamlet sig ved havnen, til at skilles ad, hvilket også lykkedes efter at han havde formået kartoflernes ejer til at bringe disse på torvet og sælge dem her. Ved en rådstuesamling næste dag besluttede købmændene at åbne et magasin hvor trængende 2 gange ugentlig får rug til 7 mark skæppen. I Korsør har en lignende emeute fundet sted, idet man der tvang en bonde, der førte kartofler til udskibning, til at sælge disse på torvet.

(Kjøbenhavnsposten, 7. maj 1847)

Angående de af "Fædrelandet" omtalte uroligheder i Odense hvorved samme blad fandt sig foranlediget at beklage at autoriteterne måske ikke havde vist lignende fasthed som i sin tid i København på Lille Købmagergade - beretter Ov. Thoms.'s Avis:

"Af hvad der under gemytternes spænding som forårsagedes ved dyrtiden og den vist nok alt for store fygt for virkelig mangel, forefaldt disse aftener her i byen, kan intet med føje henregnes ti l"egentlig excesser eller voldsomheder", som også "Fædrelandet" ytrer. Lørdag eftermiddag den 1. maj havde en stor del borgere samlet sig på torvet for at foretage et lovligt skridt for om muligt at tilvejebringe en nedsættelse i den høje brødpris, ved nemlig at henvende sig til Magistraten desangående. Da derefter af denne fastsættes en almindelig borgerforsamling til om mandagen, skiltes forsamlingen roligt ad. Ved udspredte rygter om at uroligheder om aftenen på gaderne skulle bryde ud, færdedes en del mennesker, est nysgerrige om aftenen på gaderne. Men en mild og jævnt faldende regn gjorde snart gaderne tomme. Længere ud på natten blev nogle ruder slået ind hos to købmænd, men dette skete ikke i et opløb af mange, men sikkert kun af en enkelt. 

Søndag eftermiddag ankom Berlingske Tidende som bragte efterretning om den resolution hvorved hs. maj. kongen kommer købstæderne til hjælp med 50.000 rbd. Denne efterretning blev straks af kommunalbestyrelsen ved trommeslag foranstalte bekendtgjort i byen. Om aftenen var der atter en mængde mennesker på benene, men intet foruroligende forefaldt. Resultatet af borgerforsamlingen om mandagen har vi refereret allerede. Dette er i korthed en fremstilling af det forefaldne. At autoriteterne og politiet viste mådehold og humanitet ved disse småopløb, tror vi snarere fortjener tak og påskønnelse, end dadel, og det er ikke godt at indse hvori den af brevskriveren omtalte formentlige mangel på fasthed og konduite skulle bestå. Om det for øvrigt udviser konduite at meddele en sådan mening offentlig, før man har modtaget "pålidelige og fuldstændige efterretninger", som "Fædrelandet" selv ytrer endnu at mangle, vil vi lade dette agtede organ selv bedømme".

(Kjøbenhavnsposten, 8. maj 1847)

Mens kommunen her har nægtet de "trængende" der bor uden for stadens porte, brødtegn, har derimod vedkommende autoriteter ikke taget i betænkning at tilbyde postbude og politibetjente disse milde gaver til svar på deres ansøgning om et tillæg i deres løn i anledning af dyrtiden. Hvad postbudene angår skal man endog først have søgt ved eftersyn i deres boliger at forvisse sig om hvorvidt de var virkelige, eller måske, som "Fædrelandet" siger, "værdige" trængende. Atter et bevis på nationalvelstandens store forøgelse i den senere tid.

(Kjøbenhavnsposten, 11. maj 1847).

I Flensborg har i forrige uge også været dyrtidsuroligheder. For en derværende købmands regning var ankommet et parti med kartofler som ejeren første dag lod falbyde til alle og enhver for 9 mark s. tønden. Men da ikke mange blev solgt til denne pris, afhændede han resten underhånden til en brændevinsbrænder for 5 mark s. tønden. Da dette rygtedes, samlede sig en talrig folkemængde i havnen og modsatte sig kartoflernes afhændelse til brændevinsbrænderen. Købmanden forlangte politiets assistance, men politimesteren nægtede at vise en fasthed som "Fædrelandet" i sådanne tilfælde kræver af autoriteterne til fordel for spekulationen i levnedsmidler, og kendte derimod for ret at købmanden først skulle falholde sine kartofler til samme pris som fødemiddel med en lille opgæld af dem der købte i skæppevis. Hermed var mængden straks beroliget, og kartoflerne var snart udsolgt.

(Kjøbenhavnsposten, 17, maj 1847).

Frederiksberg Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur!

De vilde bevise saavel Indsenderen som mange Andre af Frederiksberg Allees Beboere en ikke ringe Tjeneste ved at tillade mig i Deres ærede og udbredte Blad at henlede saavel Publicums som navnlig ogsaa vedkommende Autoriteters Opmærksomhed paa de Uordener, der finde Sted i Alleen om Aftenen og ud paa Natten, især Søn- og Helligdage. At Folk drikke dem en Ruus for deres egne Penge, er vistnok deres egen Sag og at drage syngende igjennem Alleen faaer man at finde sig i, da det er en, om end langt fra nødvendig, saa dog factisk indrømmet Frihed, hvilken derhos endog naar undtages Nattetimerne kan være behagelig, forsaavidt de Syngende, som nu ikke sjeldent er Tilfældet, ere indøvede og foredrage bekjendte smukke Sange. Men at vilde Hobe af raae og drukne Mennesker vælge Alleen til midt om Natten at skræmme Beboerne op af Søvne ved dyriske Brøl og Hyl, ved brutale Slagsmaalsscener og - hvilket synes at være en Yndlingsfornøielse - ved at raabe "Brand" af alle Kræfter og at efterligne Vægterens Piben, - det forekommer mig at vare et saadant Uvæsen, at der burde gribes bestemte Forholdsregler derimod. Saaledes som Tingene nu staae (og det var netop store Bededags-Nat at vi sidst havde en saadan Forestilling) er Alleen betragtet som et Fristed, - ikke for den anstændige Munterhed saaledes som f. Ex. i Almindelighed i Frederiksberg Have, - men for den brutale, dyriske Raahed og Drukkenskab, hvilken sidste dog ikke destomindre som oftest er forenet med saamegen Bevidsthed, at den kan holde sig selv i Tømme saasaart den berører Byens og dermed Kjøbenhavns Polities Territorium. Det i Alleen tilstedevarende Opsyn er saagodtsom aldeles afmægtigt, thi selv de høfligste og moderateste Forestillinger til de drukne Herrer Burschen, Matroser og desl. besvares kun med Tilbud om Prygl. Den der er saa uheldig at ledsage Damer paa en saadan Aften, maa værgeløs finde sig i at der lige for deres Øren synges eller rettere brøles de allergemeneste Viser og at de insulteres ved skamløs Tiltale. Det er da vel ogsaa ved slige Lejligheder, skjøndt jeg ikke saa nøie veed det, at de smukke Lygter, hvormed Alleen til Nytte og Beqvemmelighed er bleven forsynet, forsætlig blive beskadigede ved at man, af reen Kaadhed, slaaer Glassene itu og paa anden Maade ødelægger dem. - Hvilke Foranstaltninger der burde træffes mod saadant Uvæsen, er overflødigt her at gaae ind paa, men hvad de dermed forbundne Omkostninger angaaer, saa mener jeg, at de Forlystelsessteder, som levere saadanne Nattegjæster og drage Fordelen af dem, ogsaa burde være nærmest til at bære de fornødne Udgifter til at holde dem i Tømme.

Jeg forbliver o. s. v.

En Beboer af Alleen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1847).

Lyststedet Sans Souci på Frederiksberg Alle ca. 1850. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.