Kjøbenhavnsk Asyler (Efterskift til Politivennen)

Det vil ikke være ubekendt, af Asylbestyrelsens derom udgåede opfordring til almenheden, at de københavnske asylers antal står i fare for at formindskes af mangel på midler til at vedligeholde Asylselskabets virksomhed i dets hidtilværende udstrækning. Et af stadens asyler må ophæves hvis det ikke lykkes inden meget føje tid at skaffe midlerne til dets beståen. Børn som have fundet et tilflugtssted hvor man værnede om deres uvogtede barndom, vil atter blive overladt til sig selv. Forældre der var trygge for deres børn, mens de selv arbejder, vil miste denne sikkerhed som letter dem byrden af deres ofte tunge dagværk, og de vil føle dette dobbelt efter i flere år at have nydt og påskønnet denne velgerning. Asylerne vil for lang tid blive nødt til at nægte andre forældre som ønsker deres børn optaget, adgang af mangel på plads, og interessen for disse velgørende stiftelser hvis gavnlighed vistnok ikke længere behøver nogen anbefaling, vil atter tabe sig blandt den fattige befolkning, som nu har lært at skatte og at søge dem. Vi kunne vel kalde denne tilbagegang en ulykke. 

Christianshavns Asyl, Amagergade er Asylselskabets næstældste, og det ældste stadig eksisterende. Der er stadig børneinstitution. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Asylernes dameforeninger til hvem det daglige tilsyn i asylerne er overdraget, føler sig smertelig berørte ved den forestående indskrænkning. Vi kan ikke uden dyb medfølelse tænke os så mange små opgivne og overladt til sig selv, så mange forældre ængstede og sorgfulde for deres børn; vi kan ikke se denne sørgelige tilbagegang i en god sag, uden at søge at afværge den ved at bidrage hvad der står i vor magt til at forhindre så mange farer og bekymringer. Dameforeningerne for samtlige asyler har derfor forenet sig om at ville opfordre vore medsøstre og enhver, som har vilje og evne til at bidrage til vort øjemed til ved håndarbejder og andre gaver at komme asylerne til hjælp, og de har udvalgt os undertegnede til at frembære den fælles bøn og modtage vore medborgeres kærlige bidrag.

Idet vi altså efterkommer dette hverv, ved at lægge almenheden vore asylers nød ret varmt på hjertet, opfordrer vi til at komme disse stiftelser til hjælp ved håndarbejder og andre gaver, hvilke vi derpå vil besørge realiserede ved en bazar, som agtes afholdt i marts måned. Også til handlende og håndværkere henvender vi denne opfordring, i den overbevisning at der iblandt dem vil findes nogen, som vil betænke asylerne med en lille gave af deres forråd. og vi håber at bidragenes mangfoldige forskellighed vil være et vidnesbyrd om, at vor bøn har fundet indgang hos alle klasser af samfundet, og har rørt den følelse som er fælles for dem alle. 

Enhver af os undertegnede er rede til at modtage de gaver, som man veldædigt vil ofre hertil, og som bedes tilstillet os inden lørdag den 4. marts. Da det vil blive os meget vanskeligt og ofte aldeles umuligt at vurdere de indkomne gaver, beder vi enhver af de ærede bidragende om at vise os den godhed, at tilføje en angivelse af bidragets omtrentlige værdi til det navn eller mærke, hvorunder det bliver indleveret.

København den 10. januar 1848.

R. Bruun,
Kultorvet 135-136. 2. s.
H. Deichmann,

Klareboderne 8, 1 S.
Engelstoft,
Frederiksberggade 13, 2 S.

H. Halkjær.

Bredgade 174, A, 1 s.

E. Glahn,

Gothersgade 336, 3, 1 S.

L. Hornbeck,

Bredgade 189, 2 S.

A. Kall,

Kronprinsensgade 37, 3 S.

C. Reinert,

Overgaden neden Vandet 166, 2 s
J. Harboe,
Strandgade 46, 2 s.
E. Ibsen
Pilestræde 85, 1 s.
Th. Lange
Gammeltorv 98, 1 s
L. SMith
Kannikestræde 34, 1 s.

A. de Saint- Aubain,

Nyhavn 279, 2 S.

(Kjøbenhavnsposten, den 14. januar 1848)

Det første københavnske asyl "Asylet af 28. maj" (1835) gav navn til asylgade, det flyttede dog nogle år senere til Adelgade. Herefter kom Christianshavns Asyl, Amagergade (1837), Frederik VI's Asyl i St. Pedersstræde (1840). Der findes stadig 9 asyler. Foto af asylet i Asylgade (1904). Fotograf Frederik Riise. Public domain, Kbhbilleder.

Bazaren blev aflyst som følge af krigsudbruddet, det fremgår af denne notits:

Om Bazaren for Asylerne.
I Berlingske tidende (Tillægget nr. 109) læses en opfordring til den komite som i sin tid har foranstalte en indsamling af håndarbejder og andre gaver til en bazar for asylerne hvilken nu, på grund af tidsomstændighederne, må opsættes til en belejligere tid. Denne opfordring lyder således:
"Flere som har indleveret arbejder til den for asylerne påtænkte bazar, ønsker at disse måtte blive solgt til indtægt for de sårede krigere, men forpligter sig derhos til at erstatte dem med andre, i et for asylerne heldigere øjeblik. Svar på denne opfordring vil enhver af de ærede givere få ved at henvende sig til den dame der i sin td har modtaget de til asylbazaren skænkede bidrag.
København den 6. maj 1848
komiteen.


(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. maj 1848)

Der blev i stedet afholdt en bazar for asylerne 17. december 1848 på Gammeltorv 4, ifølge bl.a. Flyveposten 16. december 1848. Hjælpen kom dog i sidste ende fra en anden kant:

Asylerne i København hvis finansielle status havde antaget et betænkeligt udseende, har i slutningen af forrige år haft det held at have en sådan tilgang af milde gaver at deres tilværelse nu er sikret. Afdøde hofråd Hambro i London hr legeret dem 10.000 rbd., afdøde kollektør Seidelin 8.000 rbd., og ved den afholdte bazar er der indkommet 2.400 rbd. (Fyens Av.)


(Sorø Amts-Tidende eller Den Vestsjællandske Avis (Slagelse), 29. januar 1849).

Mange af asylerne eksisterer stadig, her Caroline Amalies Asyl, Rigensgade 36. Det blev stiftet 1829 af daværende prinsesse, senere Christian 8.s dronning Caroline Amalie. I starten lå det i den tysk-reformerte præstebolig i Gothersgade, senere Store Kongensgade 86 (nedrevet), og fra 1866 i denne bygning, tegnet af arkitekt H. S. Sibbern. Den er nu kommunal børnehave. 

Vederstyggelige Monumenter i Kirkerne. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

Det er ikke sjældent, at man i vore gamle kirker, der har deres oprindelse fra de katolske tider, træffer på billeder, der både udmærker sig ved deres smagløse udførelse og tillige ofte uundgåelig må tjene til at forvirre menigmands religiøse begreber. Især gør de hæsligt katolske krucifikser et ubeskriveligt indtryk, idet de næppe fremkalder andet end forestillinger fra middelalderens mørke fanatiske tider, og deres jammerskikkelse snarere vækker rædsel end medfølelse. Sådanne illustrationer af de bibelske fortællinger er ofte så smagløse at de som en forfejlet patos i et sørgespil fremkalder det modsatte indtryk.

At vore købstads- og landsbykirker endnu indeholder mange sådanne monumenter, der snarere henhører i et antikvitets-museum end i kirken, og at skulpturens frembringelser fremfor alt ingenlunde har deres rette pladser kirken, derom turde måske selv de strengeste teologer være enige. Allerede i slutningen af det syvende århundrede begyndte de orientalske kristne og især flere af det østromerske riges kejsere at forarges over den umådelige mængde billeder hvormed kirkerne var opfyldt, og som i disse rå tider nød guddommelig dyrkelse. Den hæslige billeddyrkelse oprørte dem, og de bestræbte sig derfor at bortskaffe disse uendelig mange billeder og skulpturer. Imidlertid måtte de snart erkende, at det ikke er nogen let sag at udrive folk af deres vildfarelse, mens det derimod er langt lettere at binde den lettroende hob noget endog håndgribeligt usandt på ærmet. Billedernes afskaffelse, en foranstaltning der syntes så fornuftig og agtværdig, vakte tværtimod såre voldsomme stridigheder, der atter ledede til forfølgelser og misgerninger, som til begge parters store skændsel varede i henved 200 år, og til sidst dog endtes med at - alt blev ved det gamle. 

Næppe noget der ville falde i skribentens smag: Udvalg af forskellige billeder, krucifiks og udskæringer i Holmens Kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Der fandtes tre sindsretninger, som gjorde sig gældende i billedstriden. Et parti holdt på billederne fordi de i dem dyrkede de guddommelige genstande og religiøse ting. I streng modsætning hertil påstod et andet parti, at hver brug af billeder i religiøse anliggender var et rent misbrug, og at det at fremstille de gudelige ting ved hjælp af sanselige billeder, var netop at nedværdige dem. Endelig gaves der endnu et tredje parti, der holdt sig i behørig afstand og under alle disse barbariske kampe mellem billedernes forsvarere og ødelæggere for det meste afgav den rolige tilskuer, i den overbevisning at det nok var muligt at gøre et passende udvalg af det der kunne bruges til genstand for religiøse billeder, samt at kunsten kunne helliges ved kristendommen og bruges som dens tjenerinde. 

At den ældste kristelige kirke ikke har kendt noget til billeder, er sandsynligt; for den er jo oprundet i det land og blandt det folk, der aldrig har tænkt eller vovet på sådanne kunster. De romerske paver derimod forstod bedre at vurdere billedernes magiske indflydelse, og således har man den efterretning om pave Gregor den Store der netop levede i den tid, da billedstriden fandt sted, og som erklærede billederne for tilladelige, at han irettesatte en ivrig fransk biskop, der i sit distrikt ikke ville tåle billeder. Paven påstod nemlig at folk nødvendigvis, selv i kirken, måtte have noget for øjnene; og da man dengang kun havde få skrifter, var det såre godt at komme mængdens hukommelse til hjælp med oplysende billeder. 

Grækerne, blandt hvilke kristendommen tidligt blev sammensmeltet med deres gamle, fantasirige kunstsans og forfinede hedenskab , kunne ikke undlade at danne, male, støbe og hugge billeder, så at den tids jøder og muhamedanere rent ud kaldte dem afgudsdyrkere. Og dette tilnavn var ikke heller ganske ufortjent, da helgenbillederne og disses dyrkelse gik i det uendelige. Lidt efter lidt begyndte den græske billedstrid at blive hedere, idet despotiske kejsere og fanatiske munke blev forkæmpere i hele den uværdige strid, hvori både billeder og mennesker gik til grunde i tusindvis. Det gik til med grueligt barbari. De stakkels billeder, hvoriblandt sikkert mange herlige kunstværker, offredes til flammerne, eller lemlæstedes, uagtet nogle af dem var af sådanne dimensioner, at man næppe vred, hvorledes billedstormerne fik bugt med dem. Ikke bedre gik det deres tilbedere, der hjemfaldt til bøddelen efter at 300 biskopper, der i året 754 samledes i Konstantinopel, formelig lyste band over alle billederne samt deres fabrikanter. 

Dermed skulde man nu mene at sagen havde været endt. Dog, dette var ingenlunde tilfældet; for 33 år derefter forsamledes i Nicæa et nyt gejstligt koncilium af 350 bisper, der alle i største enighed sadlede om, og i fuldkommen modsætning til deres forgængere i troen lyste alle mulige forbandelser over dem, der i Konstantinopel havde udladt sig mod billeddyrkelsen eller nogensinde forgreb sig på de hellige kunstgenstande. Således kom billeddyrkelsen igen til sine gamle rettigheder. Dog herover må man ikke undre sig, da denne dyrkelse dengang dels lå i folkeånden, dels fandt afgjort forsvar i de talrige munkeordener, der havde stor fordel af at fordigt og forhandle disse hellige kunstprodukter, mens højtstående damer, hvoriblandt kejserinderne Irene og Theodor, med bigot iver forfægtede billedernes ret. Måske det moment, som disse fromme herskerinder lagde i vægtskålen, mest bidrog til at frelse de stakkels helgenportrætter, så vist som de ofte i historien har afgivet tydelige beviser på hvad de i den teologiske retning har formået. 

Med hensyn til de vesteuropæiske nationer, blev tingen der behandlet med mere ligegyldighed, dels formedelst folkenes utrolige uvidenhed, og dels på grund af den mindre spekulative retning som vestens teologer endnu dengang havde sået. Karl den Stores bisper og prælater synes ikke at have været billeddyrkelsen synderlig bevågen, men paverne i Rom der i grunden holdt med billeddyrkerne, og det af let begribelige årsager, fandt sig dog beføjede til at se gennem fingre med de mægtige frankiske kejsere, og lidt efter lidt døde denne fordærvelige strid hen efter at den havde raset i et par hundrede år, indtil den med fornyet kraft atter vågnede på reformationens tider. I.

(Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1848)

Aarhuus (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen beskæftigede sig næsten ikke med Aarhus, der dengang langt fra havde den betydning som den har i dag, som Danmarks næststørste by. Kjøbenhavnsposten brugte imidlertid en hel artikel på byen. Så her er den:

Staden Aarhus er bekendt over hele Danmark af sin avis og det ikke formedelst de efterretninger, som nævnte avis meddeler fra Aarhus, men formedelst dem som den meddeler fra alle andre kanter i landet. Om Aarhus selv taler den kun lidt og adskiller sig derved fra adskillige andre provinsaviser, fx de fynske, der er uudtømmelige i meddelelser angående de mærkelige ting, som passerer indenfor deres publikums synskreds. Odense har gjort en hel del for at tildrage sig en mere almindelig opmærksomhed, det har fået sig et litterært selskab, det hører forelæsninger for herrer og damer, som det kunne være København. 

Aarhus er i opkomst og vil snart kunne blive en farlig rival for Odense. Allerede hører man tale om æstetiske forelæsninger og filosofiske prækener, det vil ikke vare længe for staden gennem sin avis eller andetsteds henleder opmærksomheden på sine opkommende notabiliteter. Begyndelsen til at søge den offentlige opmærksomhed er sket ved en artikel i Berlingske Tidende om de mange nye bygninger, som i den senere tid er opført. Formodenlig vil de som nylig have besøgt Hamborg, straks drømme om, at Aarhus måske har lignende herligheder at fremvise. 

Stiger man i land ved havnen, så får man imidlertid kun øje på en række af barakker, mod hvilke Nyboder ville stikke yderst fordelagtigt af, og efter at man i håb om at få nye herligheder at se med møje har arbejdet sig frem gennem de ofte højst ufuldkomment brolagte gader, kommer man endelig til byens centrum torvet, som forener i sig alt, hvad Aarhus har at opvise af moderne elegance og antik soliditet. Domkirken, et stort skrummel af en gotisk bygning, der har modtaget adskillige med det heles anlæg lidt passende reparationer (blandt andet en kort tårnspids, der ligner en kinesisk hue), skjuler den nedre del af sin facade bag et yderst simpelt rådhus, som står i den øverste ende af torvet og på højre og venstre side er omgivet af en del brøstfældige og, med undtagefte af et eneste nyt hus, yderst klodsede og lidet med hinanden passende bygninger. 

Dog hvad elegance og komfort angår, da vil den ægte århusianer vel sige: on peut se passer de tout cela, og vi skulle derfor ikke videre opholde os ved arkitekturen, som jo må blive vedkommendes egen sag. En anden sag er det med hvad der henhører til den offentlige bekvemmelighed, hvor man vistnok kan gøre store fordringer. Byen ligger i en smuk egn med en skov på hver side langs med stranden. Ud til disse skove går promenader, som kunne være smukke og hvoraf den ene for tiden er opbrudt. Desuden har byen en promenade indenfor sine porte bag ved katedralskolen, ligeledes langs med stranden. Ved at spadsere på denne, hvorfra man har en herlig udsigt over søen hen til Mols og Helgenæs, mindes man ret levende om at man befinder sig i en stad, hvor en knauserig sparsommelighed endog sætter det simpleste hensyn til publikums bekvemmelighed og byens egen ære til side; denne herlige promenade er givet til pris ikke mindre for alle slags uhumskheder end for havets voldsomhed, som snart ganske vil have ødelagt den. 

Og dog har Aarhus ad modum andre store stæder en forskønnelseskomite, som formodentlig står i den mening, at dens tilværelse er tilstrækkelig til at sikre byen besiddelsen af alle mulige skønheder, hvis ikke, hvad man dog nødig vil tro, denne komite skulle have mindre udviklede begreber om skønhed eller endog defekte sanseorganer. Dog om end komiteen kunne have nok så megen lyst til at forskønne eller i det mindste vedligeholde byens offentlige promenader, så er det vel mere end rimeligt, at den ikke så sig i stand dertil, med mindre den ville udrede pengene af sin egen lomme, for når kommunen endog skyer de allernødvendigste udgifter til vejvæsenet, så vil den formodenlig heller ikke give noget til, hvad den fra sit standpunkt må anse for overflødigt. 

Byens tilgange, navnlig fra den såkaldte Vesterport, er for ethvert ikke med træsko eller vandstøvler forsynet menneske at anse som spærrede, man synker ved hvert trin dybt ned i dyndet, som meget let kunde skaffes bort, da vejen der er brolagt. Ved siden af den brolagte kørevej findes en for fodgængere indrettet gang, som adskiller sig derved fra hin, at den er bundløs, hvorfor heller ingen vover sig ind derpå, men hellere foretrækker at vade gennem det omtrent en fod tykke lag af dynd på kørevejen. Og dog er denne, som er begyndelsen til en chausse, at kalde udmærket i sammenligning med de rædsomme veje rundt omkring byen, hvis bundløshed man søger at udfylde med al slags skarn, som imidlertid, så snart et nyt regnskyl indtræder, gør dem endnu mere ufremkommelige. X.

(Kjøbenhavnsposten, 17. december 1847).

Knauserig er et tysk ord som man vel bedst kan oversætte til nærig.

Aarhus 1823. Farvelagt radering af Søren L. Lange (1760-1828). Statens Museum for Kunst.

Skipper Jensens Menageri. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede i flere år har skipperen på lods- og fyrskibet Drogden fundet god regning ved at opkøbe en del svin ombord på dette skib - den navnkundige proviant i bedrøvelig hukommelse. - Bopælen og øvrige bekvemmeligheder hvormed hr. skipper Jensen så smukt har forsynet sine firbenede yndlinger, er meget til hinder for passage og manøvrering, ligesom det store svineri og den hæslige stank dyrene frembringer, er til utålelig gene for Dragør lodser der er beordredet til såvel nat som dag, at holde vagt på "Drogdens" dæk. Når vi ved adskillige lejligheder har beført for lodserne det urigtige i, at de ikke for deres foresatte besværede sig over svineriet ombord i fyrskibet, har vi bestandig fået til svar: "Hvad kan det hjælpe? Vi er uden alt forsvar og ingen vil tage notits af vores besværinger!" Det er i sandhed i høj grad mærkværdigt.

Imidlertid mener vi dog at enten bør lodserne forskånes for opholdet ombord i Drogden eller der bør sørges for at det jensenske menageri med tilhørende bliver ryddet bort. For hvorledes end vedkommende tror sig at kunne være bekendt at behandle de danske lodser, så er det dog vel drøjt uden hensyn at tvinge en så agtværdig stand til at tage vagt ved siden af en svinesti.
København den 3. december 1847.
O. L.

(Kjøbenhavnsposten den 6. december 1847)

Fyrskibet Drogden lå oprindeligt ved Læsø, men blev i 1837 flyttet til Drogden Rende, ca. 7 km syd for Dragør. Dragør Lodseri fik som nævnt i artiklen indrettet en filial på skibet i 1837. På fyrskibet var der 6 køjepladser til fyrskibets mandskab i lodser, med fuld kost. Skibet var 22 meter langt, 6,6 meter bredt. Det er nu skrottet.

Fyrskibet var bl.a. bemandet med 6 lodser som havde nok at lave. I 1840'erne passerede årligt ca. 20.000 skibe. Det var udlagt 1. marts til 21. december. I tåge slog en af medarbejderne på gongong. G. J. Jensen var fyrskibsfører 1843-1953.

Urtekræmmernes Nytaarsgaver. (Efterskrift til Politivennen)

Der circulerer i denne Tid iblandt Urtekræmmerne heri Byen en Opfordring til samtlige disses Interessenter om i Forening at virke for Ophævelsen af den hidtil stedfundne Uskik med Hensyn til Uddeling af Jule- og Nytaarsgaver til disses Kunder, eller sammes Tienestetyende.

Der er jo vistnok oftere gjort lignende Forsøg i denne Retning, ja samme ere endog, saavidt vides, for ikke mange Aar tilbage, udgaaede fra det Offentlige, men alle de gjorte Forsøg ere hidtil mislykkede. Den egentligt Grund, hvorfor dette Uvæsen hidtil ikke er blevet afskaffet, ligger jo derfor ikke saameget hos den Handlende, som hos Modtageren af slige Gaver, rimelige Beviser herfor ville ogsaa kunne fremføres, og troer jeg ikke at samme ere uden Interesse for Enhver.

Man har nemlig utallige Exempler paa, at mange Madmødre ved at indfæste deres Tjenestetyende, give samme et omtrentligt Register over hvor stort Beløb der til Nytaar vil kunne hæves hos Urtekræmmeren, Høkeren, Bageren etc., for derved at kunne bespare noget af Lønnens Størrelse, og omvendt, bliver meget ofte Madmoderen ved lignende Leilighed, paa lignende Maade adspurgt. Man har ofte havt Exempler paa at mangen saakaldet Frue eller Madamme har ladet deres Tyende tilbagelevere det hos een eller anden Handlende erholdte "Nytaar", med Paastand paa et større Beløb, ja, man har endog hyppigen havt de Tilfælde, at en Madmoder, over Utilfredshed med den erholdte Gave, har beordret sit Tyende, for stedse at forlade den paagjældende Handlende med sin Tegning; og stadigen seer man Huusmødre fordele deres, ofte kun ubetydelige Indkjøb, paa 3 a 4 forskjellige Steder, for paa hvert Sted især, at kunne hæve Jule- eller Nytaarsgave.

Det vilde sandelig være til stor Velgjerning om der af det Offentlige blev fastsat samme Straf for disse Modtagere af Gaver eller Presenter (Nytaarsgratulanter), som Loven bestemmer for den fattige Stakkel, der ialmindelighed kun forlanger een eneste Skilling, der vilde derved ikke alene blive forebygget meget Uvæsen, men enhver Huusmoder sikkert ogsaa finde bedre Regning derved.

Det er forresten beklageligt at, hvad denne Sag angaaer, Fornuften ikke kommer i bedre Anvendelse, og at ikke enhver rettænkende Huusmoder strængt forbyder sit Tyende at modtage slige Gaver, thi man maa betænke, at Størstedelen af Detailhandlerne paa denne Maade ere beskattede med 200, 300 ja endog flere med 600 Rbd. aarlig, og at denne Skat for Mange, især den mindre Formuende, er saa trykkende, at samme meget ofte giver Anledning til deres Ruin, thi aarligen at trække en saadan Capital ud af en, især mindre betydelig Handel, istedetfor at tilflyde samme, kan sandelig ikke virke velgjørende.

Skulde der ogsaa findes de Handlende, som af paagjeldende Madmødre paa anden Maade lade sig betale hvad der ydes dem eller deres Tjenestetvende, da er Sagen ikke engang dermed afgjort, thi mangen rettænkende Kjøbmand tvinges derved ikke alene til, maaskee , at behandle sin Næste ureelt, men hans Betjente og Lærlinge kunne derved letteligen have grundlagt Begyndelsen til fremtidig Umoral.

Jeg troer her korteligen at have fremstillet denne Sag i sin nogenlunde rigtige Form, og skal kun henstille til de Paagjældendes egen Dom om det kan ansees for Ære eller Skam at modtage disse oftomtalte Gaver. 309.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1847)