Christian 8de. (Efterskrift til Politivennen)

Christian VIII fik nedenstående ord med sig i Allgemeine Zeitung da han døde i 1848:

Kongen af ​​Danmark, hertug af Slesvig-Holsten og Lauenburg, Christian 8. er afgået ved døden. En blodforgiftning påført ved en åreladning resulterede i at kongen bukkede unde, i en alder af 61 år 4 måneder og 2 dage, efter at han besteg tronen for 8 år og godt 6 uger siden. Hans efterfølger i regeringen, kronprins Frederik Karl Christian, født 6. oktober 1808, vil som konge bære navnet Frederik VII. Den afdøde konge efterlader sig en berømmelse af at have elsket og fremmet videnskaberne og kunsten og selv at have ledet regeringen af ​​helstaten under sit scepter, efter at have erhvervet sig ikke ringe viden om de komplicerede interne stats- og administrative forhold. Befolkningerne i Danmark og hertugdømmerne havde store forventninger om at den tidligere giver af den norske grundlov ved sin tronbestigelse fik en fri styreform. Men tog ikke i betragtning at kongen i Norge et kvart århundrede tidligere forsøgte at erhverve en trone gennem folket, mens han nu var kaldet til at regere af legitimitetsretten, og at den norske grundlov ikke var et værk af hans vilje, men kun for at blive godkendt. Kongen viste sig som enevældig i Danmark og hertugdømmerne; den frie udvikling som han virkelig ønskede, skulle kun bevæge sig inden for en grænse som han selv havde trukket og opretholdt. Han forstod at hæmme forfatningsmæssige bestræbelser ved at fremme nationale forskelle. Da han i de sidste uger af sit liv udarbejdede en slags juridisk forfatning, blev han mere styret af sin indsigt og forsigtighed end af sin vilje; under alle omstændigheder ville han have måttet opretholde den overvægt, som nationale modsætninger gav ham. Både nationalt og dynastisk var han en dansker, og mere dansk end sin forgænger, og han fejlede den traditionelle vanskelige opgave: at forene det tyske og det danske statsborgerskab, samtidig med at begges rettigheder bevares og under hensyntagen til de forskellige tronfølgere der vil komme i fremtiden. Offentlig retsbevidsthed og retssikkerhed i særdeleshed er blevet krænket og sat i fare i Slesvig-Holsten, både generelt og i specifikke henseender. Den store moralske skade forårsaget af belønningen af ​​dem der forråder deres nationalitet og velstanden for de mange hyklere i indenrigspolitikken, er uoverskuelig. Så de gevinster som de offentlige finanser, hvis begyndende orden og fremme af handels- og transportmidlerne som havne-, jernbane- og vejanlæg også gav hertugdømmerne, er at betragte som små. Var hans forgænger Frederik VI's regering så fuld af ulykker i udenrigsforholdene at den gamle mand i slutningen af ​​sit liv måtte udbryde: "Hvordan vil historien huske mig!"; så var Christian VIII's korte regeringstid fuld af ulykker og triste begivenheder i indenrigspolitikken - den afdøde konge kunne ikke glæde sig over lykkefølelse på sin trone. Han er blevet nægtet at se de nye kreationer som han havde til hensigt at fuldføre. Hans død vil imidlertid næppe fremskynde løsningen af ​​vores forvirring, med mindrenoget uventet skulle dukke op. Den næste vigtige forandring der kun berører riget, kunne være afskaffelse af kongens lov og af den absolutte suverænitet, som allerede er faldet gennem den danske nations fremskredne bevidsthed. Det tør vi ikke gætte på. Folkets tillid kommer den nye konge i møde. I hertugdømmerne er han helt ukendt, efter at have tilbragt mindre end en snes dage blandt slesvig-holstenerne. Også her vil tronskiftet om end på en anden måde end i riget, bevirke en ikke ubetydelig generel bevægelse, og mange ønsker vil trænge sig på for at blive højlydt udtrykt. 

Carl Andersen: The Chronological Collection of the Kings of Denmark, 1878. 

Christian VIII

Der König zu Dänemark, Herzog zu Schleswig-Holstein und Lauenburg, Christian VIII ist aus dem Leben geschieden. Ein Aderlass gegen einen schlagartigen Zufall angewandt hatte eine Venennentzündung zur Folge, welcher der König in einem Alter von 61 Jahren 4 Monaten und 2 Tagen erlegen ist, nachdem er vor 8 Jahren und reichlich 6 Wochen, darüber den Thron bestiegen. Sein Nachfolger in der Regierung, der Kronprinz Friedrich Karl Christian, am 6 October 1808 geboren, wird als König den Namen Friedrich VII führen. Der verstorbene König hinterlässt den Ruhm Wissenschaften und Künste geliebt und gefördert, und nach der von ihm erworbenen nicht geringen Kenntniss der verwickelten innern staatlichen und administrativen Verhältnisse dis Regierung der unter seinem Scepter vereinigten Staaten selbst geleitet zu haben. Die Völker in Dänemark und den Herzogthümern machen an den früheren Verleiher der norwegischen Constitution bei seiner Thronbesteigung grosse Ansprüche auf Gewährung einer freien Staatsform, ohne zu bedenken dass ein Vierteljarhundert früher der König in Norwegen einen Thron durch das Volk zu erwerben versuchte, während er jetzt durch das Recht der Legitimität zum Herrscher berufen war, und dass die norwegische Constitution nicht das Werk seines Willens, sondern nur seiner Zulassung war, weil er sie nicht verhindern konnte. Der König zeigte sich gegen Dänemark und die Herzogthümer absolutistisch gesinnt; die frie Entwicklung, welche er wirklich wollte, sollte nur innerhalb einer von ihm gezogenen und erhalteten Begränzung sich bewegen, die constitutionellen Bestrebungen wusste ere durch Förderung der nationalen Gegensätze zu hemmen. Wenn er in den letzten Wochen seines Lebens eine Art Rechtsconstitution vorvereitete, so ward er darin mehr von seiner Einsicht und Klugheit als von seinem Willen geleitet; er würde jedenfalls das Uebergewicht, welches ihm die nationalen Gegensätze gewährten, zu erhalten gemusst haben. Sowohl national als dynastisch durchaus Däne, und mehr dänisch als selbst sein Vorweser, schiterte er an der überkommenen schwierigen Aufgabe: die deutsche und die dänische Nationalität, unter Erhaltungder Rechte beider und in Verücksichtigung der künstig eintretenden verschiedenen Thronfolge, mit einander zu versöhnen. Das öffentliche Rechtsbewusstseyn, die Rechtssicherkeit im einzelnen ist sowohl im allgemeinen als in speciellen Beziehungen verletzt und gefährdet worden in Schleswig-Holstein. Der grosse moralische Schaden welchen die Belohnung der Verräther ihrer Nationalität und das Gedeihen der vielen Heuchler in der innern Politik mit sich führte, ist unberechenbar, so dass dagegen der Gewinn gering anzuschlagen steht den die Oefffentlichkeit der Finanzen, deren beginnende Ordnung sowie die Förderung der Mittel des Handels und Verkehrs als die Hafen-, Eisenbahn- und Chausseebauten auch den Herzogthümern gewährten. War die Regierung seines Vorfahrts Friedrich VI in den Zuständen der äussern Politik reich an Unglücksfällen, so dass der alte Mann am Abend seines Lebens bekümmert ausrufen musste: "Wie werde ich in der Geschichte dastehen!"; so war die kurze Regierungszeit Christians VIII reich an Unglücksfällen und betrübenden Ereignisse in der innern Politik - der verstorbene Königerfreute sich nichts des Bewussttseyns des Glückes auf seinem Thron. Es ist ihm versagt worden die neuen Schöpfungen welche er beabsichtigte zu vollenden. Sein Tod aber wird die Lösung unser Wirren sehr beschleunigen, ohne dass wir Unerwartetes mit in Anschlag bringen. Die näcste wichtige Veränderung, welche indess nurr das Königreich berührt, dürfte die Vernichtung des Königsgesetzes und der absoluten Souveränetät seyn, welche durch das fortgeschrittene Bewusstseyn der dänischen Nation schon gefällt ist. Darüber wagen wir keine Vermuthungen zu äussern. In Dänemark kommt das Vertrauen des Volkes dem neuen König entgegen, in den Herzogthümern ist er gänzlich unbekannt, da er kaum ein Duzend Tage in der Mitte der Schleswig-Holsteiner verlebt hat. Der Thronwechsel wird indess auch hier, wenn zwar in anderer Weise als im Königreich, eine nicht geringe Bewegung allgemein hervorrufen, und viele Wünsche zum lauten Aussprechen drängen.

(Allgemeine Zeitung 2. februar 1848)

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 9. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Brasilien 1847-1848

Nis Petersen anfører at Nathanson en tid lang opretholdt tilværelsen gennem midler fra "højeste sted". Men som retssagen udviklede sig, kan den have været belastende for Christian 8. I hvert fald ser det ud til at kongen forsynede Nathanson med en pose penge under det forudsætning at han udvandrede til Brasilien i juni 1847. Her boede den ene af hans sønner. I Brasilien lykkedes det ham på danske myndigheders anbefaling at få kontakt med kejser Don Pedro den Anden og blive hans hesterådgiver - i hvert fald ifølge Nathanson. Opholdet blev imidlertid af mindre end 1 års varighed, idet han rejste tilbage, formentlig kort tid efter februar 1848.

Hestehandler M. L. Nathanson er nu igjen kommen til Hamborg, hvor han uddeler sine paa Dansk trykte Brochürer, og synes at have stor Lyst til at fortsætte den gamle Kamp med sine Fjender

(A. U.)
(Flyveposten. 24. marts 1947)

Hestehandler Nathanson. Et andet Blad har berettet, at denne Mand var afreist til New-York. I denne Anledning har Hr. Nathanson bedt os offentliggjøre, at han paa Grund af et Fald med en Hest ligger paa Frederiks Hospital, men at han, naar han bliver helbredt, agter at reise med sin Familie til Rio de Janeiro.

(Flyveposten. 5. maj 1847. )

- Michael Leonard Nathanson (forhen Kjøbmand i Randers) har nu for bestandigt sagt Farvel til sit Fædreland. Han er i Torsdags, med Kone og to Døttre, afgaaet med Briggen "Sirius" til Rio Janeiro. I hans offentlige Afskedshilsen tilgiver han alle sine Uvenner, takker sine Venner, siger Alle et hjerteligt Farvel, og velsigner slutteligen Kongen og Fædrelandet.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 14. juni 1847) 

Michael Leonard Nathanson, meest bekjendt som Hestehandler Nathansen, afgaaer i disse Dage fra Frederiks Hospital med Kone og sine to yngste Døttre til Rio Janeiro.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende. 18. juni 1847) 

(Nathansons ene søn boede i Brasilien. Han forlod dog ikke for bestandig sit fædreland, men vendte hjem nogle år efter).

Redactionen af "Bibliothek for Læger" i Kjøbenhavn har begyndt at udarbejde den bekjendte Hestehandler Nathansons Sygehistorie. I dette Øiemed har den ønsket at erholde udførlig Oplysning om hans Forhold i Hamborg og Altona. En Skribent i Hamborg, som har havt Leilighed til, nøie at iagttage Nathanson, er sysselsat med at nedskrive saadanne muligst detaillerede Meddelelser. 

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende. 13. september 1847) 

Høiesteretsdom.
Fredagen den 22de October
Etatsraad Salicath imod forhenværende Redacteur af Bladet "Corvetten Politievennen" Michael Lenoard Nathanson for trykte Injurier imod Fæstemand Joh. J. Malthe (Defensor Buntzen). Ved Landsover- samt Hof og Stadsrettens Dom af 21de Septbr. 1846 er Tiltalte dømt til at bøde sine 3 Mark og til at være Censur undergiven paa livstid, hvorhos de brugte ærerørige Udladelser ere mortificerede. Videre ere de af Tiltale under Proceduren saavel fornærmelige Udladelser og Sigtelser mortificerede og Tiltale for sin utilbørlige Skrivemaade idømt en Mulkt af 20 Rbd. til Kjøbehavns Fattigvæsens Hovedkasse og ligesaameget til Justitskassen.
Dom: Michael Leonard Nathanson bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. I Henseende til de ved Landsover- samt Hof- og Statsrettens Dom Joh. J. Malthe og Procurator Kraft tilkjendte Mortificationer bør bemeldte Dom ved Magt at stande. Estatsraad Salicath og Advokat Buntzen tillægges i Salarium for Høeiestreret hver 30 Rbd, som, tilligemed det ved fornævnte Dom Procurator Kraft tilkjendte Salarium udredes af det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 22. oktober 1847 ) 

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 28 oktober 1847.

(Artiklen forklarer at Højesteret har frifundet Nathansen. Men den objektive lovstridighed af injurierne er blevet gotgjort, idet Højesteret opretholdt Overrettens dom om mortifikation af Nathansens injurier. Frifindelsen af Nathansen skyldtes hans mentale tilstand.)
 

- (Fs Stftd.) forhenværende Redaktør af Bladet "Corvetten Politivennen," Michael Leonhard Nathanson, der af Landsover- samt Hof- og Statsretten for trykte Injurier imod Fæstemand Joh. J. Malthe var dømt til at bøde sine 3 Mk. og at være Censur undergiven paa Livstid, hvorhos de brugte ærerørige Udladelser mortificeredes, er af Høiesteret frikjendt for Aktors tiltale i denne Sag. Mortifikationerne bør ved Magt at Stande. Omkostningerne udredes af det Offentlige. (Hr. Nathanson er, som bekjendt, med høiere Understøttelse afreist til Brasilien. Kjøbenhavnsposten antager, at Grunden til hans Frifindelse maa søges deri, at han under denne Proces selv har søgt at føre Beviis for, hvad han ellers protesterede imod, næmlig at han var fra Forstanden. 
(Dannevirke, 30. oktober 1847) 

Hestehandler Nathanson er ankommen til Sydamerika og har nedsat sig som Gjæstgiver en halv Miil fra Rio-Janeiro. Man fortæller at han arbeider paa en spansk Oversættelse af sin Hospitals-Historie, og at han vil udgive en Fortsættelse af "Corvetten Politivennen."

(Flyveposten 25. november 1847) 

Det Kongelige Sundhedskollegiums Forhandlinger, Supplementsbind, 1847 "Bibliothek for Læger" s. 69-74

(Kollegiet fandt at det var rigeligt begrundet at indlægge Nathanson alle de gange han havde været indlagt, men da han ikke var til fare for sig selv eller sine omgivelser i øvrigt, heller ingen grund til at beholde ham i Daarekisten eller Almindeligt Hospital).

Politiet kjeder sig. (Efterskrift til Politivennen)

- Blandt dem, der ved de sidste dages begivenheder er blevet sat i større eller mindre forlegenhed, hører politiet. Det synes at kede sig og har dog så uhyre travlt; det giver sig den mest ligegyldige mine hvor flere tusinde mænd er samlet, men lægger dog nøje mærke til, hvad de enkelte foretager sig. I går på slotspladsen var et betydeligt antal politibetjente opstillet foran den forsamlede menneskemasse, der vist nok meget gerne kunne have adskilt sig noget tidligere end den gjorde. Men så længe den var samlet, foretog politibetjentene sig ikke noget, hvorimod de bed mærke i nogle enkelte, hvem de ved bortgangen fulgte i hælene til afsides steder, endog op i husene, hvor de anholdt dem og førte dem til politikammeret. 

Da her omtrent et halvt dusin således anholdte borgere og yngre mand af forskellige klasser var samlede, indledte politidirektøren en diskussion med dem angående betydningen af en fri forfatning, men skønt meningerne naturligvis var delt, så må politidirektøren dog snart have følt, at de der var imod en sådan forfatning for øjeblikket befandt sig i en betydelig minoritet - endog politichefen, overpræsident Lange, havde jo i går under Magistratens audiens hos HS. M. Kongen udtalt sig derfor - og følgen blev derfor, at man efter endt diskussion lod de anholdte mænd frit forlade "Kammeret". 

Politiet synes overhovedet endnu ikke at have fået nogen bestemt parole. Men man tør vel håbe, at den ikke vil blive modstridende det almindelige folkeønske, ligesom det på den anden side i særdeleshed også vil være magtpåliggende, at der ikke enten fra mængdens eller den enkeltes side foretages noget, der kan give dem, som måske alt for gerne ville tilråde anvendelsen af den eksekutive magt anledning til at anbefale en sådan anvendelse.

- Den første officielle efterretning om kong Christian den Ottendes død bragtes natten mellem den 21. og 22. til Odense med en kurer der kort derefter fortsatte rejsen. Lørdag eftermiddag var 6. dragonregiment såvel som byens borgerlige korpser sammenkaldte på Torvet, hvor de, efter at generalmajor v. Castenschiold havde proklameret kong Christian den Ottendes død og kong Frederik den Syvendes tronbestigelse, i de civile og militære autoriteters overværelse aflagde troskabseden til vor nuværende konge. Da stiftamtmanden, hr. kammerherre v. Bardenfleth, lørdag morgen rejste til København, fungerede hr. kammerjunker Lüttschau i hans sted. (H. A..)

(Kjøbenhavnsposten, 25. januar 1848).

Frederik 7. Thronbestigelse Januar 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Efter Christian 8.'s pludselig død var det Frederik 7.'s tur. Var forventningerne til ændringer i enevælden stor dengang Christian 8. tog over efter Frederik 6., så var de endnu højere til Frederik 7. Og denne gang tilsat den enorme skuffelse over at der ikke skete de store ændringer under Christian 8. Læser man aviserne lyser utålmodigheden ud af dem: borgerskabet ville ikke skuffes endnu engang.

I morges tidligt uddeltes her i staden efterstående "åbne Brev", der er dateret den 20. januar:

"Vi Frederik den Syvende, af Guds nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, 

Gør vitterligt: Efter at den almægtige har hjemkaldt fædrelandets dyrebare konge vor højtelskede fader, hans majestæt kong Christian den Ottende, har Vi besteget vore fædres trone. I det Vi er dybt rørte og smerteligt bevægede ved det hårde slag der har truffet Os som søn, deler Vi med vort tro folk sorgen over det store tab, der har ramt det dyrebare fædreland og søger Vi vor styrke, fast tillid til den algodes bistand og i bevidstheden om vor oprigtige og alvorlige vilje at fremme vort elskede folks velfærd.

Det skal være Vort første og vigtigste formål al følge vor højtelskende faders ophøjede eksempel, som han at forene mildhed med retfærdighed i vor regering, at omfatte samtlige landsdeles beboere med lige landsfaderlig kærlighed, og ikke alene at fortsætte de af ham begyndte forbedringer i forvaltningen, men også at tilendebringe den af ham påtænkte ordning af statens offentlige forhold, hvis fuldførelse alene ved vor højtelskede faders sygdom og bortkastelse er blevet udsat og som tilsigter at betrygge borgernes gensidige rettigheder, i vort elskede fædreland at fremme enighed og dermed at befæste samfundets styrke og hæder. 

Det er i øvrigt vor vilje, at alle offentlige forretninger skal have deres ustandsede gang i overeensstemmelse med de foreskrevne regler, og at alle af den højsalige konge beskikkede eller stadfæstede embedsmænd indtil videre skal vedblive deres embedsforretninger under den af dem forhen aflagte troskabsed.

Givet på vort slot Christiansborg, den 20. jan. 1848.
Under Vor kongelige hånd og segl.
Frederik R.
Stemann.
Ørsted.
Bentzen. Holm. Algreen-Ussing.

Frederik VII. Ukendt årstal og kunstner. Public Domain.

Den 21. januar 1848.

Klokken 9 i morges lød generalmarchen og folket strømmede imod Slotspladsen.

En halv time efter blev Frederik den 7. udråbt til konge. 

Garnisonen samledes på de forskellige alarmpladser. Borgerne på Kongens Nytorv, studenterne ved Universitetet og livjægerne i eksercerhuset. Prins Frederik Ferdinand red omkring for at modtage den sædvanlige ed. En talrig menneskemasse fulgte efter og iagttog med interesse frikorpsenes edsaflæggelse.

På universitetstrappen havde flere hundrede mennesker samlet sig, og mens auditøren for Studenterkorpset oplæste den brugelige edsformular lød derfra et leve for friheden, som besvaredes med et vedholdende hurra. Chefer og officerspersonalet aflagde derefter eden, mens studenterne iagttog en værdig ubevægelig tavshed. Endnu engang udbragtes et mange gange gentaget hurra for friheden, hvorefter man roligt skiltes.

- Vagten på Christianborg Slot, hvor Frederik den Syvende residerer, er i middags blevet overdraget til Københavns borgerlige infanteri.

-Efterstående adresse fra flere hundrede borgere, især af den studerende og den arbejdende klasse, er idag blevet indgiver til hovedstadens borgerrepræsentanter og stænderdeputerede:

- Vi undertegnede borgere og indbyggere i København opfordrer herved de herværende Stænderdeputerede og hovedstadens borgerrepræsentanter til at tage de til de nærværende omstændigheders vigtighed svarende forholdsregler, for som folkets naturlige talsmænd i det rette øjeblik at kunne frembære for Hans Majestæt Kongen Folkets Ønsker "

Christiansborg Slot. Georg Hoffman. Statens Museum for Kunst, public domain.

(Kjøbenhavnsposten, 21. januar 1848)

Det virker som om Kjøbenhavnsposten ville gribe Frederik 7. på ordet: Han havde lovet en ny forfatning, nu skulle det ske. Men den følgende måned varslede ilde. Avisen vedblev at rapportere om beslaglæggelserne af aviser (censuren) som om intet ville ske. Men denne gang var den internationale situation anderledes. Der  var revolutionær stemning i Paris i februar 1848, og Kjøbenhavnsposten opfordrede Frederik 7. til at anerkende den nye republik. Det mente man ville skabe ro i hertugdømmerne, hvor utilfredsheden mee enevælden var stor.


København, den 22. januar 1848.
- Man skulle næsten antage, at det måtte interessere nogen, om den rolighed og orden, som i de sidste to dage har hersket her i staden, afbrødes på en eller anden usømmelig måde, der kunde give politiet anledning til at anvende den rå magt. De mange stokkebevæbnede polititjenere, som endog i nat har patruljeret frem og tilbage på visse steder i gaderne, i forening med udspredte rygter om foresatte uordener, kunne navnlig let fremkalde en sådan formodning. 

Den blandt folket herskende ånd afgiver imidlertid sikkerhed nok for, at det aldeles ikke havde virket fornødent at træffe nogensomhelst overordentlig politiforanstaltning i disse dage; man ser fremtiden i møde med den rolige og faste forvisning at Frederik den Syvende vil blive en folkelig konge, hvis øre til enhver tid vil være åbent for dem, der tolker folkets sande tarv og trang, og at han med åben velvilje vil modtage fremstillingen derom såvel nu, som når hele folket først ved en fuldstændig udvidet og selvvalgt repræsentation får lejlighed til at fremkomme dermed for tronen. Det er forvisningen herom, som det forhåbentlig ikke vil lykkes at rokke hverken fra den ene eller den anden side.

- I eftermiddags kl. 4 bevirkede en talrig menneskemasse sig gennem gaderne fra Studenterforeningens lokale til studiegården for at bringe professorerne dhrr. Clausen og Schouw deres hyldest med et ni gange gentaget hurra hilste de disse Herrer som de første, der på en bestemt måde er optrådte med ønsket om en fri forfatnings indførelse i Danmark. Efter at prof. Clausen på egne og kollegas vegne havde taget ordet, udbragtes atter et leve for hver af de to herrer, hvorpå forsamlingen i god orden drog tilbage og roligt skiltes.

(Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1848).

Christian 8.'s Død og Liigbegjængelse Januar-Februar 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Den 12. januar meldte aviserne at Christian 8. pludselig var blevet syg. Den 21. januar kunne de så meddele at han var død. Forværringen af kongens tilstand fremgik af små notitser i Kjøbenhavnsposten:

Kjøbenhavn den 12. januar 1848.
Angående hs. m. kongens befindede bekendtgøres i dag at den betændelse i armen, hvoraf hs. m. kongen i nogle dage har lidt, endnu ikke er i aftagende. Skønt den ledsagende feber ikke er heftig, har hs. m. dog kun sovet lidt i nat.
(Kjøbenhavnsposten, 12. januar 1848)

Hs. maj. kongen har i nat af og til sovet roligt. Betændelseshævelsen i armen er noget formindsket og feberen har siden i går været ringe.
Den 13. januar 1848. E Dahlerup.
(Kjøbenhavnsposten, 13. januar 1848).

Hans majestæt kongen har såvel i går eftermiddag som i nat haft noget stærkere feber, og har af den grund kun sovet nogle timer i begyndelsen af natten. Armens tilstand er ikke forandret siden i går.
Den 18. januar 1848. E: Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten 18. januar 1848)

Hans Majestæt Kongen har siden i går eftermiddag næsten uafbrudt haft feber. Natten har været søvnløs og kræfterne er derved aftaget.
Den 19. januar 1848.
E. Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848).

Hans Majestæt Kongen har i dag haft mindre heftig feber, har sovet noget, og befinder sig i aften lidt bedre. Hævelsen i armen er noget aftaget og en god suppuration begynder at vise sig i incisionssårene.
Den 19. januar, om aftenen kl. 9. E. Dahlerup.

Hans majestæt kongen har haft en søvnløs nat. I øvrigt er alderhøjstsammes befindende og armens tilstand omtrent som i aftes.
Den 20. januar 1848. E. Dahlerup.

Den i går formiddags udgivne mistrøstige bulletin angående hs. m. kongens sygdom havde op på dagen fremkaldt en overordentlig bekymring blandt en stor del af hovedstadens befolkning, hvorfor talrige menneskemasser hele aftenen strømmede ud til Amalienborg for nøjere at erkyndige sig om hs. m.'s tilstand. Den almindelige bevægelse der vistnok vidnede om en oprigtig deltagelse, blev ikke bilagt før omtrent kl. 9, da politidirektøren kom ned fra det kgl. palæ og meddelte ovenstående efterretning angående kongens befindende. Fra i morges af har ligeledes en talrig mængde mennesker været i stadig bevægelse fra og til Amalienborg.
(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1848).

Christian VIII (1845). Maleri af J. V. Gertner (1818-1871). Public Domain. 

Idag proclameredes

Christian den Ottendes Død og Frederik den Syvendes Thronbestigelse.

Uventet skønt ikke pludselig, er denne forandring indtrådt, der finder så mange uforberedt og så meget ufuldendt. - Det var kun i otte år Christian den Ottende beklædte tronen. Under de største forhåbninger fra folkets side besteg han den. Forhåbninger, der grænsede til vished; men nu er tiden udløbet; der kan ikke opfyldes mere af disse forhåbninger end der allerede er sket. - I et sådant øjeblik må et folk vel kunne føle hvad det er at have sine forhåbninger beroende hos en enkelt personlighed, at overlade byrden til ham alene. - Christian den Ottende har ført en lykkelig regering; lykkelig som få eller ingen af hans forgængere; men den blev for kort for ham til at opfylde, hvad man havde ventet af hans indsigt og kundskaber, af hans ungdoms eksempel. Man kom i de vigtigste spørgsmål for stat og folk under hans regering ikke videre end i det højeste til forberedelserne. Derfor vil hans regeringstid ikke alene blive kaldt lykkens men også forberedelsens tid. At den som sådan var så lang, har man ikke ret til at sige, var hans skyld; det må meget mere tilskrives fortidens forhold og folkets mangel på kraft og på den rette selvbevidsthed. -
  
At han kunne handle hurtigt og afgørende, tilsidesatte alle hindringer når han var ledsaget af et folk, der ikke blev tilbage i den afgørende time, det vidner Norge og dets fortræffelige grundlov om! - Det er ikke alene Danmarks absolutte konge, men også den, der engang var Norges første konstitutionelle konge, hvis liv i nat er udslukt. - Historien vil gemme hans navn såvel i Norge som i Danmark; - det var den sidste Konge, der havde regeret, om også til forskellige tider i de to skandinaviske riger. - Norge har allerede i en hel menneskealder nydt frugten af den frihedens tilstand, hvori han efterlod det ved sin bortgang. - I Danmark var det kun de lange forberedelser til en lignende tilstand, som det blev hans lod at udføre. - Men er de nu udførte? Er denne forberedelsens tid for Danmark nu virkelig snart til ende? Det er et spørgsmål, som det danske folk vel må gøre sig selv i dette øjeblik; hele den civiliserede verden gentager det. -  

Frederik den Sjettes fornemste værk i hans lange, ofte af modgang hjemsøgte regering, var indførelsen af rådgivende provinsialstænder, efter en meget indstrænket valglov og adspiltede i fire forskellige forsamlinger. - Udviklingen af denne første begyndelse til en fuldstændig repræsentativ forfatning var den første og højeste forventning, folket satte og kunne sætte til Christian den Ottende ved hans tronbestigelse - Men de rådgivende provinsialstænders institution er under Christian den Ottende forblevet som den var. Forberedelserne til at udvide og udvikle den, hører til det som det ikke var forbeholdt Christian den Ottende at fuldføre. Mange af den afdøde konges foranstaltninger, der vidnede om ualmindelig indsigt og et folkeligt sindelag, kunne vistnok henregnes til disse forberedelser. Oplysningen har i alle retninger  gjort betydelige fremskridt under Christian den Ottendes korte regeringstid, og man kan vel antage, at meget som dertil endnu behøvedes, kun ventede på en sidste afgørelse. 

Men det store skridt står endnu tilbage at udføre. Det er det han han efterladt sin søn og efterfølger som åndelig arv, det er det hvortil folket ved enighed og selvbevidsthed skal bidrage, ved at understøtte den unge konges stræben med tilkendegivelsen af hvad det behøver og trænger til. - En konge i vore dage og især en konge i Danmark kan ikke ville andet end hele sit folks vel, men til at komme til overbevisning om hvad dertil udfordres, er det for en sådan konge ikke nok at høre sine embedsmænds råd og mening, han må også vil høre folkets råd og mening. Det er dertil at stænderinstitutionen blev indført af Frederik den Sjette, men denne opgave har den hidtil ikke kunnet opfylde i nogen væsentlig grad, fordi kun den mindste del af folket, kun enkelte klasser er delagtige i den derved indførte repræsentation - Hvad der ikke var modent i 1839, skulle det ikke være blevet det i 1848? - Folket har gjort mere end en betydningsfuld erfaring i denne periode. Det har lært at indse meget, som endnu var uklart i 1840. 

Det danske folks forhåbninger 1839 knyttede sig ikke blot til Christian den Ottendes indsigter og kundskaber, men fornemmelig til hans ungdomsgerning. - Det danskef olks forhåbninger nu knytter sig hovedsagelig til Frederik den Syvendes folkelige egenskaber. Det har overbevisningen om, at han så højt som nogen konge før ham elsker Danmark og det danske folk, og dette giver forvisningen om, at han også vil gøre det stærkt ved at føre det friheden i møde, ved de Midler og ad den vej uden hvilke den ikke kan vindes. Det nærer forvisningen om, at han vil opfylde den repræsentative ides fordringer, gennemføre den for hele folket, for at han trygt kan støtte sig til hele folket. Måtte overbevisningen om at han ene derved kan få den mest fuldkomne sikkerhed mod alle ydre og indre fjender, der nu eller nogensinde måtte true hans krone, finde overvejende indgang i hans hjerte og bestemme hans beslutninger, og måtte han dertil finde, at forberedelsens tid nu har varet længe nok, at enhver længere udsættelse ville være skadelig og unødvendig, så vil ikke blot fremtiden regne hans regering til Danmarks betydningsfuldeste, den, fra hvis begyndelse det dansk, folks statsborgerlige modenhed daterer sig, men fjern og nær blandt alle nutidens oplyste nationer vil hans navn blive ophøjet og æret. 

Christian den Ottende tilhører nu historien, men er det end først forbeholdt en fjernere fremtid at bedømme hans regering over det danske folk klart og upartisk, så har den dog givet en lære, der taler tydeligt til nutiden, og det er den at det er nødvendigt at handle mens man har tid dertil. Måtte derfor Danmarks nuværende konge dybt føle at det nu står til ham at udføre og fuldføre hvad der kan sikre den danske stats fremtid, hvad der kan føre det danske folk fremad til frihed og en højere indre orden.

Fred og erkendtlig påskønnelse med Christian den Ottendes minde! Frihed og folkelighed følge Frederik den Syvendes regering!

Dronning Caroline Amalie (1796-1881). Gift med den senere Christian 8. i 1815. Hun var datter af hertugen af Augustenborg og som sådan set med nogen mistro i konflikten i Slesvig-Holsten. Denne modvilje mod hende var især stærk omkring det tidspunkt hvor kongen døde og situationen i Slesvig-Holsten spidsede til. De fik aldrig børn sammen, Frederik 7. var fra Christian 8.s første kone, Charlotte Frederikke. (Statens Museum for Kunst - Public Domain).

(Kjøbenhavnsposten, 21. januar 1848)


- Højsalig kong Christian den Ottendes tilstand var siden onsdag formiddag så godt som håbløs; om aftenen syntes, som den da udstedte bulletin udviser, nogle symptomer at antyde en forandring til det bedre, men det var kun livskraftens sidste opblussen, og torsdag formiddag indtrådte varslerne om dødens nærmielse. Kongen led i sine sidste timer sikkert meget store smerter, men bevarede stor ro og hengivenhed i sin skæbne, og havde i det mindste af og til næsten lige til det sidste øjeblik sin bevidsthed. Torsdag eftermiddag kl. omtrent 3 lod kongen sig nadveren meddele, hvori dronningen deltog, og tog derpå afsked med sin Familie. I dødsøjeblikket var, foruden hendes majestæt, overhofmarskal v. Lewetzau og Geheimeetatsråd Adler til stede. 

Det kongelige lig er siden bevogtet af en adjudant og en læge; i går er dels desektion foretaget, og i dag begyndes dets balsamering, hvorpå det efter vanlig skik vil blive udstillet på lit de parade. Det skal af de udståede lidelser være så udtæret og forandret, at det er vanskeligt nok at genkende trækkene. Budskabet om kong Christian den Ottendes død overbragtes hans søn og efterfølger, der efter at have taget afsked med sin fader, torsdag eftermiddag havde begivet sig til Christiansborg, af generaladjudanten, general Edvald og kabinetssekretæren, kammerherre Tillisch, hvorpå den nye konge tog hovedetagen i Christiansborg i beboelse og straks efter modtog statsrådets medlemmer og flere høje embedsmænd. Efter forlydende har overhofmarschal v. Lewetzau, kammerherre Tillisch og etatsråd Lunding fået det hverv, at tage i bevaring og ordne den afdødes portefølje, papirer og brevskaber. - Den kongelige familie er naturligviis nedsunket i dyb sorg, der vistnok af ingen føles bittrere end af hendes majestæt enkedronning Caroline Amalie, som stedse skænkede sin kongelige ægtefælle et kvindeligt hjertes fulde hengivenhed, og som med en overordenlig udholdenhed og opoffrende troskab i de sidste dage næsten uafbrudt har dvælet ved hans smertensleje og deltaget i hans pleje. (Fædrel.) -

- Adresse-Avisen for i dag indeholder følgende bekendtgørelse:
- Søndag den 23. jan. bliver sorgen for højsalig kongen på følgende måde anlagt, og vedvarer i 6 månder fra bemeldte dag at regne, nemlig: For kavalerer: 3 måneder førte klæder med klædesknapper, kort kårde og spænder, bredsømmede manchetter, og pleureuser for de 3 første klasser af rangen. 2 Måneder førte klæder med klædes-knapper, blå kårde og spænde og smalsømmede manchetter. 4 uger førte klæder med silkeknapper og knaphuller, blank kårde og spænder, kammerdugs manchetter med frynser i de første 14 dage, og de sidste 14 dage kniplingsmanchetter. For damer: 3 måneder dybeste sorg med snip og krepflor med brede sømme, kraver og lange ærmer, samt slør. 2 måneder spejlslør , men ikke snip. 14 dage førte klæder med frynser, og 14 dage med kniplinger. De af den 1. klasse i rangen giver deres domestikker sorte livreer, distingveredc ved skulderbånd, som kan være af alle farver, kun ikke ganske røde eller røde og sorte. De lader deres ekvipage overtrække med sort piqueret klæde, samt forsyner med våben på siderne af vognene, hvilke, såvelsom de sorte livreer, kun bruges i de 5 første måneder af sørgetiden. 

Lidt over en måned senere blev kongens kiste så ført til Roskilde hvor den stadig står til skue. Begravelsen foregik fredeligere end Frederik 6.'s

Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1848)

København, den 26. februar 1848.
- Kong Christian den Ottendes ligbegængelse gennem hovedstaden foregik i aftes med megen højtidelighed. Foruden de anordnede sørgeceremonier blev ved Charlottenborg af kunstnerne udført en smuk sørgesang, mens ligvognen standsede, ligesom også ved Vesterport en lignende sang udførtes af flere samlede sangforeninger. På Højbroplads havde en del mænd fra Amager med faner og brændende vokskærter sluttet sig til den der opstillede Borgervæbning. Den udenfor porten oprejste og smukt oplyste æresport afgav i særdeleshed et imposant skue; her blev ligeledes en sang afsunget. Vi skulle i et følgende
nummer meddele noget mere om disse æresbevisninger samt om højtideligheden i dag i Roskilde. Med sørgetoget her gennem staden fulgte også til fods Københavns Magistrat, borgerrepræsentanter, gejstlighed, oldermænd og formænd. En uhyre folkemasse var fordelt på alle de torve og gader og den vejudenfor byen, som sørgetoget passerede, og endnu langt ud på natten trængte man sig frem og tilbage igennem stadens snævre udgange, dog overalt med den mest mulige orden og passende rolighed.

(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1848).

Christian VIIIs kiste i Roskilde Domkirke. Udgivet i public domain under CCL.


(Aalbo. Av.) I Viborg har bureaukratiet atter, denne gang det gejstlige, været på spil og forbudt afsyngningen af en kirkekantate på kong Christian den Ottendes bisættelsesdag, i den hellige iver for at overholde forbuddet imod "offentligt spil". Det er dog virkelig kosteligt hvor vidt devotismen mod anordningernes bogstav kan bringe det. Ved selve kongeligets bisættelse i Roskilde turde derimod udføres en kantate for fuldt orkester i Roskilde Domkirke, ligesom lignende festligheder var arrangeret for flere af hovedstadens kirker, og i selve Viborg har man fredag aften blæst fra tårnene uden at den høje gejstlige er blevet forarget deruver. Det er virkelig skade at salig Holberg er død. Han ville vist nok ellers nu have taget bopæl i Viborg.

(Kjøbenhavnsposten, 3. marts. 1848).