Om Mødet i Hippodromen. (Efterskrift til Politivennen)

Et referat af mødet stod i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1848, 2. udgave

Hippodromen som gav ophav til navnet "Hippodrombevægelsen", Nørregade 39. I dag Folketeatret. Foto fra ca. 1890. Ukendt fotograf. Mariboes Samling, Kbhbilleder. Ejendommen er fra 1825. Fra 1845 Kjøbenhavns Hippodrom. Forretningen gik dårligt, og 1855 blev det indrettet til cirkus og teater. 

De holstenske købstæders deputerede har den 13. d.s. i Itzehoe valgt redaktør Th. Olshausen og overretsadvokat Claussen til deres repræsentanter ved rådslagningen om forfatningsudkastet. Til suppleant valgtes advokat Bargum. Af de holstenske provster blev samme dag valgt overkonsistorialråd Paulsen i Altona til repræsentant og provst Balemann i Oldenburg til suppleant. 

I Kiel skulle i disse dage holdes store forsamlinger for at forhandle angående nye petitioner til kongen . Man ventede talrige besøg derved af de mange fremmede som netop var kommet til byen i anledning af fastemarkedet. Men, tilføjes der, da posten fra København ikke har bragt nogen stadfæstelse af "rygtet om demonstrationer af de københavnske ultradanske, så turde dette virke beroligende."

(Kjøbenhavnsposten 17. marts 1848).

I den forsamling som søndag den 12. dennes afholdtes i Hippodromen af de mænd der havde underskrevet "Adressen til Kongen, om en fuldstændig repræsentativ-forfatning grundet på en fuldstændig udvidet valgret og valgbarhed til de hidtil ikke repræsenterede folkeklasser", yttrede en æret taler, at man burde virke i forening med den forsamling, som aftenen før havde afholdt møde i Casino, og hvis tendenser han nærmere betegnede. 

I denne anledning tog jeg til orde, at når der tilsigtedes en samvirken, en enighed, ikke på skrømt, men gennemstrømmende sind og skind, således som en så alvorlig sag fordrede det, man da først måtte blive enige om principperne. I den forsamling i Casino blev opstillet den sætning: at det var uværdigt og fornedrende om Danmark ville tilkøbe sig fred ved at bortgive Slesvig - en sætning, som enhver dansk mand, enhver dansk undersåt må tiltræde -  men sammesteds fremsattes tillige det råd, at bortgive Holsten for at kunne have fred i den øvrige del af riget. Som Argumenter fremmanedes skrækkebilleder, hentede fra det tyske forbunds myndighed og det holstenske folks antipati mod alt hvad der er dansk, mens på den anden side folkets vilje i Slesvig ikke toges i betragtning. - Begge dele anføres her kun på grund af konsekvenserne.

Lad folket komme til orde, og da først vil det vise sig om det er det holstenske folks vilje eller om der eksisterer en holstensk propaganda, hvis bestræbelser går ud på at rejse en ny holstensk trone for en ny holstensk hertug på den danske stats sønderlemmelse. I favør af en sådan bestræbelse kan jeg ikke handle og gentager, at først når folkets stemme har været hørt, det da vil være tids nok for dem, der råde til og søger det danske riges frelse i en amputation. 

Til slut opfordrede jeg den forsamlings ordførere til at belyse og fjerne de ovenfor antydede inkonsekvenser, hvortil hr. højesteretsadvokat Lehmann nærmest ytrede at Holsten aldrig havde hørt til den danske stat, og at man ikke kunde bortgive, hvad man aldrig havde ejet. Endvidere ytrede samme taler sig angående sine fortjenester af den konstitutionelle sags fremme i Danmark - noget jeg aldrig har set draget i tvivl - samt de ofre en sådan stræben nødvendigvis havde været forbundet med. 

Hvilke offer hr. Lehmann har bragt sin overbevisning angående landets velfærd, foruden dem, der er offentlig bekendte, har jeg ikke nogen kendskab om, men nærer heller ingen tvivl i så henseende. Enhver må bedst vide med sig selv, hvad offer han har bragt den sag, han anser for den gode sag, men det turde dog vel være noget, der er offentligheden uvedkommende. - Hvad jeg her har ytret, er kun foranlediget ved at hr. Lehmann i den omhandlede forsamling så højst fejlagtigt optog mine ytringer som rettede imod ham personligt, hvilket jeg beklager at har nødig på det bestemteste at benægte. 

Hvortil det muligvis kan føre, at ville optræde mod et rigt og mægtigt parti, derover hviler fremtidens slør. Den enkelte kan gå til grunde, men sin overbevisning bør han aldrig svigte.

E. A. Schumacher

(Kjøbenhavnsposten, 17. marts 1848).

Hippodromen er det nuværende Folketeater. Salen lagde navn til "Hippodrombevægelsen". Deltagerne i mødet var hovedsagelig fra Håndværkerdannelsesforening. De krævede en fri forfatning med udvidet valgret og valgbarhed (med andre ord en styrkelse af demokrati). På mødet den 12. marts fik Orla Lehmann overbevist forsamlingen om at stoppe med kritikken af Ejderpolitikken, mod at han til gengæld ville støtte den almindelige valgret. Det fik betydning for regeringsstormen senere i marts måned.

Endnu den 17. marts kunne man se synspunkter som det nedenstående - som en uge efter nok ikke var blevet offentliggjort:

Slesvigere er sådanne borgere af den danske stat, som oprindelig danske af herkomst, ved historiens nødvendighed har indgået en sådan blanding med vore naboer, holstenerne, med hvem vi i århundreder har delt overherre, at vi nu for tiden, betragtede som en enhed, hverken er eller vil være udelukkende danske eller tyskere, men kun slesvigere. - Vi forstås nu af dem, der ville forstå os. Vi er altså som slesvigere et ved sine beboeres ejendommelighed, ved denne sig bestandig gentagende dobbelthed, afsondret, i og for sig afsluttet, selvstændigt land.

(Flyveposten, 17. marts 1848,)

Folkeforsamling i Altona 12te Marts 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Folkeforsamling i Altona (see Gaarsr.). Det hedder i "Alt. Mere." af 13de fra Altona under 12te: Gaarsaftenen, som man havde imødeseet med almindelig Spænding, ja Mange endogsaa med ængstelig Bekymring, er løben af uden mindste Forstyrrelse af Roligheden. Man havde erfaret, at der Onsdagaften i Borgerforeningen efter en meget varm og levende Discussion var blevet besluttet at indgive en Adresse til Kongen, som skulde indeholde det schleswig-holsteenske Folks retfærdige Fordringer, uden hvis øieblikkelige Afgjørelse den forstyrrede Tillid mellem Folk og Regjering ikke kunde gjenoprettes, og truende Omvæltning baade i det Indre og Ydre ikke kunde forebygges. En af 15 Mænd bestaaende Comitee var med Acclamation bleven valgt til nærmere at redigere Adressen, og det blev besluttet at sammen kalde en Forsamling af Byens samtlige Borgere og Indvaanere til Løverdag Aften. Forsamlingen stødte ikke fra Autoriteternes Side paa nogen Hindring - baade paa Grund af en hæderlig Tillid og af viis Forsigtighed - og afholdtes paa en Maade, som atter viste, hvis der ellers behøves mere, at man med Urette har negtet vort Folk Sands for at deeltage i offentlige Anliggender i store Forsamlinger. Den store Plads i den Brandenborgske Ridebane formaaede neppe at rumme Mængden af de Tilstrømmende, Mænd af alle Samfundets Stænder og Klasser, og Øieblikkets Alvor var at læse i ethvert Ansigt. Da Forsamlingens Præsident, Hr. Zeise, besteeg Talerstolen og tog sin Hat af, blottedes alle Hoveder. I faa indledende Ord gjorde han opmærksom paa Tidens Alvor og det nærværende Skridt, i det han tillige omtalte Autoriteternes smukke Adfærd, og bade de Tilstedeværende, at vise deres Anerkjendelse ved ikke blot selv at undgaae al Forstyrrelse af Roligheden, men efter Evne bidrage til at opretholde Roligheden, som maaskee nogle Ondskabsfulde kunde forstyrre. Stormende Bifald ledsagede den derpaa oplæste Adresse, og dette gjentoges, hver Gang den oplæstes, fordi der kom Nogle bagefter, der skulde høre den. Man undertegnede den i største Orden og allerede Kl. 9 kunde Forsamlingen, efterat der næsten vare 1(00 Uaderflrifter, erklæres sluttet. Den 13de maatte den paa Grund af nodveudige Omstændigheder afsende«, og havde faaet 1550 Underskrifter. Der var endnu mange, der havde ville skrive under.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. marts 1848, 2. udgave).

Forkyndelse af den forfatningsgivende rigsdag i Wien. 15. marts 1848. Illustrirte Chronik, No. 4, 1848.

Martsdagene: 15de Marts 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kiel hedder det at der med dampskibet Skirner var kommet den besked til politiet der steds, at det skulle være den der for nylig oprettede borgerforening tilladt at holde "ugentlige" møder. Politiet havde nemlig i forrige uge forbudt de fremtidige møder, hvilket forbud havde opvakt en dyb og levende sensation.

Slesvig-holstenerne i Kiel ventede i øvrigt at få efterretning her fra København om uroligheder i anledning af Casino-forsamlingen. De taler endog om muligheden af "danske friskarer", hvilket kun viser hvor lidt de kender den danske folkestemning og den virkelige folketrang i Danmark. Men det går med dem som vel også med flere af vore ivrigste bevægelsesmænd. De mener at burde vække en frygt som de vil benytte so mod. Imidlertid vedbliver folket både her og der at være roligt. Det aner ideernes nærmelse, men har endnu ikke opfattet dem.

(Kjøbenhavnsposten den 15. marts 1848).

I disse dage går smådrenge omkring på Københavns gader og i husene med et lille skrift som de falbyder for 1 rbmk med de ord: "Vil De ikke købe Krigen med Slesvig". Men ser man på skriftet, så hedder det: "Forhandlinger" (i Casino) "om Danmarks og Slesvigs constitutionelle Forening, udgivne af Comiteens Formand L. R. Hvidt".

((Kjøbenhavnsposten 16. marts 1848).

Universitetspladsen i Wien, natten mellem den 13. og 14. marts 1848. Illustrirte Chronik, No. 4, 1848.

Forsamlingen i Casino. (Efterskrift til Politivennen)

 - I lørdags afholdtes i Casino den tidligere bebudede forsamling, som skulle beskæftige sig med forfatningsreskriptet, navnlig for så vidt dets bestemmelser med hensyn til hertugdømmernes forhold til Danmark angår. Forsamlingens fysiognomi var let at forudse, når man tager hensyn til den måde, hvorpå adgangsbilletterne var fordelte i publikum. En afgjort disposition i favør af indbydernes personligheder og anskuelser var fremherskende. Prof. Clausen åbnede mødet med en tale om, at Danmarks ære fordrede den ubetingede forkastelse af reskriptets bestemmelser om helstaten, som enten måtte føre til Danmarks fortyskning, altså danskhedens undergang, eller til Slesvigs afsondring fra kongeriget og prisgivelse til det tyske forbund. Hr. prof. mente at når Slesvig skilles fra Danmark, var der intet andet til overs end at æde og drikke og så lægge sig hen at dø. Delte foredrag blev hørt med overordentligt bifald og blev efterfulgt af et andet, som hr. Lehmann holdt. 

Hr. Lehmann gentog omtrent hvad man adskillige gange har læst i "Fædrelandet", og hvoraf fremgik, at enhver dansk burde foretrække ufriheden i forbindelse med Slesvig for friheden uden Slesvig. Heraf synes at følge, at despotismen i et stort rige er noget langt fortrinligere end friheden i et lille, hellere den russiske selvherskers tjener end borger i Genf. Dernæst tydede han hen på umuligheden af at få en statsenhed i stand med Holsten, som jo nu i forbindelse med det øvrige tyskland kunne blive udkommanderet til krig mod Frankrig af forbundet, medens Danmark måske kunne til samme tid være Frankrigs allierede. Hr. Lehmann slog uden videre fyrster og folk i Tyskland sammen, som om disse sidste endnu var disses lydige redskaber; han talte som om forbundet endnu var i en tilstand, hvori det kunne udvikle den mest indgribende virksomhed, uagtet det har givet betænkelige symptomer til en total opløsning. I Bayern er man nylig udbrudt i latter, da der blev talt om at henvende sig til forbundet. 

Hr. Lehmann blev applauderet, og efterfulgtes af kapt. Tscherning som rettede det spørgsmål til forsamlingen, om der var nogen som ikke var enig med indbyderne i anerkendelsen af Eidergrænsens nødvendighed. Hertil svarede skolelærer Rasmus Sørensen ar han ikke var enig med de herrer i dette punkt, og han viste det beundringsværdige mod, uagtet de fjendtligste manifestationer af forsamlingen, at motivere sin mening, som kort var at sådanne spørgsmål ikke var folkets sag, der tværtimod måtte ønske sine rettigheder for vigtigere end de nationale stridsspørgsmål. Han mente at grænsespørgsmålet ikke umiddelbart angik folkets Vel. 

Hr. Sørensen efterfulgtes af kapt. Tscherning som straks betjente sig af et personligt fornærmeligt udtryk imod ham, uden at blive kaldt til orden af præsidenten, men derimod af forsamlingen, der viste denne takt, uagtet den store majoritets afgjorte disposition i Tschernings favør. Hr. Tscherning kunne ikke komme til orde, før han havde taget sine ord tilbage. Derpå søgte han at gendrive Sørensen; han fremmanede anarkiets skræmmebilleder, som han også så i den nye franske revolution; han udtalte sine sympatier for Louis Philip, hvorved han fremkaldte adskillige energiske mishagsytringer. 

Cand. Goldschmidt optrådte derpå; han blev i anledning af nogle henkastede sikringer om oprør, som kunne blive følgen af de ærede indbyderes foretagende, kaldt til orden af etatsr. Hvidt, og interpelleret af forsamlingen. Han protesterede på Slesvigs vegne og fordrede, at man først skulle søge at få det slesvigske folks tiltrædelse. 

Prof. Krieger talte om det Tyske Forbund og om dets fremtid, som mulig kunne blive endnu mere truende for en dansk statsenhed med Holsten. Blev det tyske forbund afløst af et tysk parlament, så ville alle tyskere slutte sig fastere til dette, og just et sådant forlangte man nu. Han så i øvrigt den tyske folkestemme dels i de tyske aviser og dels i de tyske kamre: i de første læste man kun om tysk nationalitet og om Slesvigholsten, og i de sidste tales nu om oprettelsen af et tysk underhus i Frankfurt; men alligevel henholdt han sig også til at den preussiske minister Bodelschwing nylig havde modsagt de preussiske stænderkomiteers påstand om at der intet tysk forbundsland gaves. 

Sluttelig tog endnu kapt. Tscherning til genmæle mod cand. Goldschmidt. 

Den i aftes i Hippodromen afholdte forsamling af dem der har undertegnet adressen til kongen om fuldstændig udvidet valgret og valgbarhed bestod vel af halvandet tusinde mand; det besluttedes at overdrage til den komite, fra hvem adressen er udgået, at vælge af sin midte en deputation til at overbringe den til hs. maj. kongen.

(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1848).

- Under 10. ds. er udkommet tre provisoriske forordninger angående trykkefriheden i Slesvig, i Holsten og i Lauenborg. I de to sidste hertugdømmer ophæves derved censuren, imod indførelsen af det danske, eller københavnske, gennemsyn. De tyske  hertugdømmer vil vist nok ikke føle sig synderlig tilfredsstillede ved en sådan forandring, ligeså lidt som denne indretnings vedbliven i Danmark kan give andre nogen forestilling om hvad det er for en frihed de egentlige danske eftertragte. Det var vel nu på tiden, at hr. etatsr. Reiersen pensioneredes og at vore privilegerede blade anholdt om ophævelsen af censuren. Generer den dem ikke, så var de dog ligefuldt i dette øjeblik vise, at de har sans for den frihed som  overalt indrømmes, og kun endnu er nægtet danske blade.

- Den provisoriske presseforordning for Slesvig lyder således:

"Vi Frederik den Syvende, af Guds nåde konge til Danmark, de Venders og Gothers, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, etc. etc. gør vitterligt : Med hensyn til de om forebyggelse af misbrug af pressen i forordn, af 22. febr. 1820 for hertugdømmet Slesvig trufne bestemmelser, har Vi, i tillid til vore tro undersåtters loyale tænkemåde, fundet Os foranledigede til, indtil videre at lade indtræde følgende modifikationer. § 1 . Den i nævnte forordning bogtrykkerne pålagte forpligtelse til af ethvert skrift, der ikke udgør over 20 trykte ark, at indlevere et eksemplar til politiautoriteten, forinden skriftet sælges eller uddeles, skal for fremtiden kun komme til anvendelse ved sådanne skrifter, som ikke har et større omfang end seks trykte ark. Derhos skal det imidlertid pålægges samtlige politiautoriteter, tilbørligt at våge over, at der overhovedet i deres distrikter ingen skrifter finder omløb, hvis indhold står i strid med bestående love, og at forebygge udbredelsen af sådanne skrifter ved at forhindre udsalget og lægge beslag på de eksemplarer, der måtte forefindes. § 2. Om enhver foranstaltet beslaglæggelse bliver der at gøre indberetning til Vor slesvig-holstenske regering, som har at tage nærmere bestemmelse angående ophævelsen eller stadfæstelsen af denne forholdsregel. Om den af regeringen trufne bestemmelse bliver de vedkommende at fatte i Kundskab. § 3. Når de vedkommende begærer en afgørelse ad rettens vej eller Vor slesvig-holstenske regering finder anledning til at gøre de beslaglagte skrifter til genstand for påtale til straf, skal sager af denne art bringes til forhandling og afgørelse ved Vor slesvigske overret, under iagttagelse af reglerne for den fiskale proces. Vor slesvig-holstenske regering har i disse tilfælde at overdrage indbringelsen af klagen og iagttagelsen af det videre fornødne til det slesvigske oversagførerembede. § 4. I øvrigt vil det indtil videre have sit forblivende ved de i forordn. af 22. febr. 1820 trufne bestemmelser og de øvrige i Vort hertugdømme Slesvig angående misbrug af pressen udgivne Anordninger, og blive de pressemisbrug, med hensyn til hvilke der ikke er fastsat en bestemt straf i de bestående love, at straffe efter rettens skøn. Hvorefter alle og enhver sig allerunderdanigst have at rette. etc. Frederik R.

(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1848).

Berlin 9de Marts 1848. (Efterskrift til Poltiivennen)

Undtagelsesvis udenlandske nyheder, idet disse fik afgørende betydning for udviklingen i Danmark. Oversættelse af en tysk artikel i Allgemeine Zeitung til illustration, originalen følger under oversættelsen:

Jeg skriver til dig fra borgermødet for vores byrådsmedlemmer. Tribunen er fyldt til bristepunktet, og den spændte skare står langt ud over trapperne, gangene og ud i gaderne. To vigtige andragender indsendt af lokale borgere til byrådet vil blive drøftet. Det ene forholder sig til arbejderklassen, hvis forslagsstillere frygter farer fra den nuværende sult, som udgør de værst mulige eventualiteter, og som kræver den alvorligste opmærksomhed. De anmoder derfor om 1) en fast deputation fra de kommunale myndigheder som bestandig bør beskæftige sig med deres trivsel; 2) Tilrettelæggelse af en generel husindsamling til fremskaffelse af midler til at foretage offentlige arbejder, bygninger mv. De overvejende røster var meget delte om, hvorvidt staten eller byen først skulle have en hjælpende virkning her; det vedtoges endelig at henvise sagen til en forberedende deputation, hvortil den største hast henstilledes. Det andet andragende omhandlede den politiske situation. Anmoderne peger på, hvilke farer der eventuelt kan true i den nærmeste fremtid. Hvor er det nødvendigt at opretholde enhed mellem fyrste og folk, men hvordan kan dette kun ske hos os gennem sådanne indrømmelser, som alle tyskeres enstemmige opfattelse kræver. Disse indrømmelser lå i de løfter, der blev givet "før, under og efter befrielseskrigene". Andragerne svarer: de kommunale myndigheder ønsker en adresse til hans maj. kongen, og heri fastlægge tidens hovedønsker, som 1) pressefrihed, 2) mere hensigtsmæssig rådgivning af land- og bysamfundene i delstatsparlamentet med ophævelse af alle valgrestriktioner, 3) repræsentation af det tyske folk på føderalt niveau af udvalg for alle tyske stænderforsamlinger. Efter et kort forslag om, at en vis tvivl om kompetence snarest skulle fjernes, blev denne sag også henvist til en deputation, som skulle behandle den hurtigst muligt og derefter straks forelægge den for et andet offentligt møde, som om muligt afholdes i overmorgen for en endelig afgørelse. Vedrørende de sidste punkter, offentligheden og det fremskyndede tidspunkt for det næste møde, var drøftelsen meget livlig, til dels stormfuld, og blev afbrudt af vedvarende klapsalver, brokken og andre tegn på bevægelse fra salen. Nogle byrådsmedlemmer havde ikke noget imod at udsætte sagen, men de måtte underkaste sig audienstribunernes moralske tvang. Lige fra starten tvang lytterne mod erklæringen og byrådsmødets beslutning, dørene til trappen at blive åbnet. Flere gange truede formanden med at få tribunen ryddet, men stemningen var for begejstret til at blive stilnet; en virkelig øredøvende støj opstod gentagne gange, som fremkaldte lidenskaben hos de enkelte talere så meget desto skarpere. Den næste session bliver dog sandsynligvis endnu mere livlig. - I aften vil der være en stor offentlig sammenkomst i Tiergarten, hvor der formentlig vil være uromagere til stede. I samme skal en adresse til kongen omtales. Politiet lader til at vide om det, men er stiltiende enige, hvilket synes at være det fornuftige at gøre. Vi ser frem til en presselov til enhver tid.

Berlin, 9 März, Abends 6 Uhr. Ich schreibe Ihnen aus öffentlicher Sitzung unsrer Stadtverordneten. Die Tribune ist zum Erdrücken gefüllt, und weit hinaus über die Treppen, Flur, bis auf die Strassen steht die gespannte Menge. Es werden zwei wichtige Petitionen berathen, welche von hiesigen Mitbürgern bei der Stadtverordnetenversammlung eingereicht sind. Die eine bezieht sich auf die arbeitende Classe, von welcher die Bittsteller bei der jetzigen Nahrungslosigkeit Gefahren befürchten, welche die schlimmsten Eventualitäten in Aussicht stellen und die ernsteste Aurmerksamkeit erheischen. Sie beantragen daher 1) eine vermanente Deputation der städtlichen Behörde, welche sich unausgesetzt mit ihrem Wohl beschächtigen soll; 2) Veranstaltung einer allgemeinen Hauscollecte um Mittel zu beschaffen öffentliche Arbeiten, Bauten etc. unternehmen zu können. Die berathenden Stimmen theilten sich sehr darüber, on der Staat oder die Stadt hier zunächst helsend einzuwirken habe; man bereinte sich endlich dahin die Anlegenheit einer vorberathenden Deputation zu überweisen, der aber grösste Eile empfolen wurde. Die zweite Petition bezog sich auf die politischen Verhältnisse. Die Bittsteller weisen darauf hin welche Gefahren möglicherweise in nächster Zukunft drohen können. Wie es nöthig sey Einigkeit zwischen Fürst und Volk aufrechtzu erhalten, wie diess aber auch bei uns nur durch solche Concessionen geschehen könne welche die übereinstimmende Ansicht aller Deutschen verlange. Diese Concessionen lägen in den Versprechungen die "vor, in und nach den Freiheitskriegen" ertheilt seyen. Die Bittsteller tragen darauf an: die städtischen Behörden möchten eine Adresse an Se. M. den König votiren, und darin die Hauptwünsche der Zeit Niederlegen, als 1) Pressfreiheit, 2) angemessenere Bereretung der Land- und Stadtgemeinden am Landtage mit Aufhebung aller Wahlbeschränkungen, 3) Vertretung des deitschen Volkes beim Bunde durch Ausschüsse aller deutschen Ständeversammlungen. Auch diese Angelegenheit wurde, nach kurzer Anregung über baldige Beseitigung einiger Competenzzweifel, einer Deputation überwisen, welche dieselbe auf das Schleunigste erledigen und dann sofort einer zweiten öffentlichen Sitzung, die wenn möglich schon übermorgen Vormittag gehalten werden wird, zur definitiven Beschlussnahme vorlegen soll. Ueber die letzten Punkte, die Oeffentlichkeit und den beschleunigten Zeitpunkt der nächsten Versammlung war die Berathung eine sehr lebhafte, zum Theil stürmische, und durch fortwährenden Applaus, Gemurr und sonstige Zeichen der Bewegung der Zuhörer unterbrochen. Einige Stadtverordneten zeigten nicht übel Luft die Sache auf de lange Bank zu schieben, doch müssten sie sich dem moralischen Zwange der Zuhörertribune fügen. Gleich von vornherein erzwangen die Zuhörer gegen die Erklärung und den Beschluss der Stadtverordnertenversammlung das Oefnen der Thüren nach der Treppe. Mehreremale drohte der Vorsitzende die Tribune räumen zu lassen, doch war die Stimmung zu erregt um sich beschwichtigen zu lassen; es entstand wiederholt ein wahrhaft betäubender Lärm, der die Leidenschaftlichkeit einzelner Redner um so schärfer provocirte. Die nächste Sitxzung wird indess voraussichtlich noch lebhafter werden. - Heute Abend findet im Thiergarten eine grosse Volksversammlung statt, zu welcher sich wahrscheinlich Rausende einfinden werden. In derselben soll eine Adress an den König berathen werden. Die Polizei scheint darum zu wissen, aber stillschweigend einzuwilligen, was offenbar das verständigste ist. Einem Pressgesetz sehen wir stündlich entgegen.    

(Allgemeine Zeitung 13. marts 1848)

Den 13. marts huggede militær og politi ind på en folkeopstand i Berlin. Nyheden om denne og de nærmere detaljer begyndte at indløbe nogle dage efter i København fra 18. marts i Kjøbenhavnsposten.

Folketaler foran det nederøstrigske stænderhus i Wien, 13. marts 1848. Illustrirte Chronik, No. 4, 1848