Fjendtligt Troppecorps i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 13de Mai. I Onsdags rykkede, hen paa Eftermiddagen, et fjendtligt Troppecorps paa henimod 2000 Mand ind i Aarhuus, som det imorges igjen har forladt, i samme Retning, ad hvilken det var kommet. Den Øverstcommanderende, Oberstl. v. Zastrow, begav sig, strax efter Ankomsten, til Raadhuset, hvor hele Øvrigheden havde forsamlet sig. Han erklærede, at han af Overgeneral Wrangel var sendt dertil, for at executere den Leverance af Fødemidler, som man forgjeeves derfra havde forlangt tilsendt; det Corps, han commanderede, var kun et Executionscorps; den strængeste Mandstugt skulde blive overholdt, og han haabede, at Stedets Øvrighed ogsaa fra sin Side vilde gjøre Alt for at forebygge Excesser. Iøvrigt udtalte han sin Høiagtelse for den danske Nation. Den Leverance, der fordredes, beløb sig til saa Meget, som en Armee paa 8000 Mand i kunde forbruge i 14 Dage (efter Overslaget c. 40,000 Rbd.). Imidlertid lykkedes det dog vedkommende Committee, at faae denne Fordring betydelig nedsat. - Det hele Troppecorps (Infanteri, Cavalleri og Artilleri) bestod næsten ene og alene af Slesvigholstenere; Mange af Dragonerne have tidligere ligget her i Garnison. - De vilde ikke lade sig indqvartere i Husene, men tilbragte Natten paa Torve og Gader, den høistcommanderende Officeer ikke engang undtagen. - I Tordags Eftermiddags lagde Krigsdampskibet "Geiser" ind paa Rheden; strar lod Fjenden sine Kanoner opkjøre, deels i ved Havnen, deels ved Enden af den saakaldte Skolebakke, og skjød ud imod Dampskibet, saa godt de kunde; men alle Kuglerne faldt i Vandet for de uanede Skibet, kun enkelte sprang fra Vandet ovenover, dog, som det lod, uden at anrette nogen Skade. Orlogsmanden tang længe stille, men, efterat have trukket sig tilbage udenfor Skuddistance, besvarede han tilsidst Hilsenen med et Par Skud henover den yderste Pynt af Skibsbroen, over Hovederne paa et der opstillet Compagni Soldater. Nu syntes han at have faaet den Underretning, han ønskede; thi han vendte og gik langsomt bort, idet han endnu sendte Fjenden den sidste Afskedshilsen, der syntes at sige: "Vi sees snart igjen !" - Igaar Morges Kl. li afmarscherede det hele Corps ad Veien til Skanderborg. Ingen Uorden er forefalden under deres Ophold i Aarhuus, og man maa give Hr. Zastrow det Vidnesbyrd, at han i den Henseende har holdt sit Løfte. Stiftamtmand Graah maatte følge med ham til Wrangels Hovedqvarteer, til Pant for Opfyldelsen af den indgaaede Leverance-Contract. - En Almuesmand, som havde fortalt Fjenden, hvor nogle af Fiskerbaadene vare nedsænkede, blev strax arresteret. - Henved 30 af Armeens her som syge efterladte Heste har Fjenden ført bort med sig. - De offentlige Forretninger ere atter i fuld Gang. Told- og Consumtionsembedsmændene og Betjentene, der, efter de trufne Bestemmelser, ved Occupationens Begyndelse traadte ud af Virksomhed for ei at hæve Afgifterne til Fordeel for Fjenden, have atter begyndt denne. Ligeledes Postmesteren, som, da han nægtede at befordre Fjendens Estafetter, under Occupationen erklæredes at have Arrest, hvilket dog ikke blev factisk udført. - Man maa glæde sig over den værdige og alvorlige Holdning, hvormed Indvaanerne lagde deres Sindelag imod de "schleswig-holsteenske" Officerer for Dagen. - Igaar Formiddags Kl. 11-12 hørtes her en stærk Kanonade Syd paa, i Retning af Fyen eller Horsens Fjord. (Ah. Bl.)

Fra Randers skrives under Gaars Dato i Byens Avis: "Ved vor for saa livlige Brygge er nu ikke et Skib, ikke en Kaag, ja ikke en Baad tilbage. Alt er som blæst bort. Kun 3 paa Stabelen liggende Fartøier ere endnu tilbage. Vi kunne nu hvert Øieblik vente fjendtlig Indqvartering" - (man vidste dengang ikke, at Fjenden igjen var gaaet syd paa) - "da nogle faa sl.-holst. Dragoner allerede have været her i Formiddags; men - vi kunne sige det med Stolthed - der er hos vor Byes Befolkning ikke Tanke om Forknyttelse; Alle stole trygt paa vor retfærdige Sag og paa bedre Tider, i hvor mørke de nærværende, vi imødegaae, end monne være."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. maj 1848)

Fra Aarhuus Byfogedcomptoir. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Aarhuus Byfogedcomptoir er under 9de Mai udgaaet følgende Bekjendtgjørelse: "I Anledning af de forventede fremmede Troppers Indqvartering her i Staden og i Forbindelse med det kgl. Stiftamthuus's Kundgjørelse af 5te ds., meddeles endvidere Byens Indvaanere Følgende til Vejledning og Iagttagelse: 1) Da bemeldte Tropper, ifølge de Efterretninger, der haves fra de Steder, hvortil de allerede ere fremrykkede, holde stræng Mandstugt og god Orden, saaledes at ingen Voldsomheder imod fredelige og værgeløse Borgere ere at befrvgte, saa anmodes disse om, roligen at forblive i deres Boliger og at fortsætte deres vante Forretninger og Næringsveje. 2) Enhver Huusfader anmodes ligeledes om, saavidt muligt, at holde sine Børn, Læredrenge og deslige unge Mennesker hjemme, især om Aftenen, deels for ikke selv at komme til Skade, og deels for ei ved Kaadhed at give Anledning til unødvendig Strid med de Fremmede. 3) Ligesom der ikke er Anledning ti! at vise de Fremmede nogen Gjæstfrihed eller Forekommenhed, saaledes vilde det paa hen anden Side være uklogt, ved en vrangvillig og fornærmende Fremfærd at opirre dem imod os. 4) Fra Øvrighedens og Politiets Side vil der blive anvendt alt Muligt for al vedligeholde Fred, Orden og Rolighed imellem de fremmede Tropper og Byens Indvaanere. - For desbedre at kunne iværksætte delte, have, som bekjendt, 9 af Byens agtede Borgere og Indvaanere godhedsfuldt paataget sig at gaae mig tilhaande og være mig behjælpelig. Endskjøndt de virke i Forening, saa er dog Enhver især anviist et vist District, hvori han fungerer. Ifølge heraf ere Kbmd. Chr. Bang, Snedkermester Theilgaard og Kbmd. Bursche ansatte i 1ste Rode; Kbmd. - Hammershøi, Lærer Kraiberg og Skomager Wærum ansatte i 2den Rode; Gjæstgiver Erichsen, Skomager Chr. Kønche og Kbmd. Hartvigson ansatte i 3die Rode, og til en af disse Mænd vilde Vedkommende altsaa, i paakommende Tilfælde, foreløbig henvende sig."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. maj 1848).

Dansk-gal Vartou-Præst (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavnsposten var en af de få aviser som godt turde tage til genmæle mod hetzen mod alt der bare lugtede af tysk, også når tysk blev indbegrebet af "så er alt sagt". Nedenstående er et eksempel.

Skræddersønnen Andreas Gottlob Rudelbach (1792-1862) gik på Metropolitanskolen 1805-1810. 1825-1828 udgav han sammen med Grundtvig Theologisk Maanedsskrift. Da han ikke havde udsigt til at få arbejde, fungerede han 1828-1845 i Sachsen som hovedpræst i Glachau. Hjemvendt til København ragede han uklar med Grundtvig. Samt mødte uvilje mod hans omtaler af danske forhold i tyske præsteforsamlinger. På universitetet modsatte Clausen sig Christian 8.'s ønske om at han blev ansat ved det teologiske fakultet, og han blev i stedet præst ved Sankt Mikkels Kirke i Slagelse. Hans lærde skrifter skaffede ham i Tyskland et ry som en lærd dansk teolog. Men i Danmark er han senere nærmest glemt.

Artiklen skulle gerne illustrere stemningen blandt intellektuelle som fx Grundtvig, og hvordan den manifesterede, også på et konkret plan, overfor alt hvad der smagte af "tysk".

Hr. Redaktør !
Tilgiv at jeg ulejliger Dem med denne skrivelse. Sagen den omhandler er mig meget vigtig. Jeg bor på landet og kan altså ikke straks få at vide, hvad der passerer i hovedstaden. Nu får jeg for et par dage siden et blad. som hedder "Danskeren" og udgives af en mand, som kalder sig "den dansk-gale Vartovspræst", og deri ser jeg til min store forskrækkelse, at København ligger i Tyskland (pag. 125). For en dansk skræddersøn fra København, som har gåel i Frue Skole, hvilken i min tid lå ved Kannikestræde, og er dimitteret til Københavns Universitet, der har taget teologisk attestats og siden doktorgraden ved Københavns Universitet, hvilket jeg kan bevidne, da jeg selv var til stede ved disputatsen og ved, at kommunitetet gav den allerede lærde skræddersøn nogle skillinger til afhandlingens trykning, kaldes i det blad en tysk doktor iblandt os. Og da jeg ikke har læst noget om, at København er overgivet til tyskerne og heller ikke kan tro at udgiveren af dette blad er en landsforræder som vil give os tyskerne så hemmelig i vold, ikke heller kan tro at han er anderledes gal end danskg . ., så vil De vise en gammel academicus den tjeneste at oplyse ham om stadens egentlige stilling. For jeg har en del familie i København som jeg gerne ville have reddet fra tyskernes hænder. 

Og da jeg nu dristigt skriver til Dem, så vil De ikke fortørnes om jeg endnu henvender nogle spørgsmål til Dem. 

For nogen tid siden udgav dr. Rudelbach - for således hedder denne tyske doktor fra Københavns Universitet - en meget lærd bog om "Christendom og Nationalitet", på hvilken Grundtvig svarede og dette fremkaldte atter et svar fra Rudelbach, i hvilket denne ulykkelige mand havde den dristighed at sige at de danske havde lært deres teologi af tyskerne. Jeg kan se af Deres blad, at De ved hvordan en præst ved navn Boisen straks for op og som en brølende løve anfaldt Rudelbach ved at stille ham sammen med den nedrige forræder Olshausen og gerne ville af lutter kristen kærlighed have folk til at pibe ham ud af staden om ikke noget værre. Men De ved måske ikke at denne Boisen senere har gentaget sit anfald i "Kirtetidenden", da "Fædrelandet« dog skammede sig for et sådant trompetskralds gentagelse, og af hans såvel som af hans mesters "Danskerens" skriverier kan man se at vi ikke skylder Tyskland det mindste gode, ja endog at al vor fortræd er tysk. 

Sig mig nu, kære hr redaktør! hvordan det står sig med den sag. For da jeg gik i skole i København, da lærte vi at bogtrykkerkunsten, med hvilken vi i vore dage udretter utrolige ting, var en tysk opfindelse, at skydegeværer, hvormed vi håber at jage preussere og tyskere, friskarer og forrædere ud af landet, er kommet fra Tyskland, ja jeg ved bestemt, at jeg både har læst og hørt at Ansgar som bragte kristendommen herind i Danmark, var en tysker, og Luther, efter hvem vi kaldes lutherske kristne, var født i Eisleben og prædikede i Wittenberg, hvilke begge steder efter Munthes geografi ligger i Tyskland. Skulle disse beretninger være "løgn" eller er det nu brug at anse pressen, geværer, kristendom og den lutherske kirke for at være "al vor fortræd". Jeg synes dog at disse har udrettet noget godt. 

Men der er endnu noget, som De må besvare mig. For jeg er meget urolig derover. De som er inde i forholdene, må vide hvilke de nye krigsregler er. For da jeg læste at Grundtvig truede udgiverne af "Dansk Kirketidende", at dersom de fremdeles gjorde deres blad til "våbenplads for fjenden", så ville han straks bryde venskab med dem, så for der straks en forskrækkelse i mig for de gode og brave jyders skyld. For de har også måttet indrømme deres land til en våbenplads for fjenden, og det gør os alle ondt herude. Men dersom vort nye ministerium ville befale os at vi derfor skulle bryde al venskabelig forbindelse med disse kærnefolk, da må jeg og mange bønder med mig bede om, at vi må få vore gamle ministre igen; for dersom disse var noget sene af sig, så ville de nye være alt for hurtige til at bryde venstab, og kuren var da værre end sygdommen. 

Jeg læste i bemeldte Boisens svar om at der gaves "en vammelfød kærlighed som gerne vil gøre næsten al den fortræd den kan". Aldrig i mine dage har jeg dog hørt at kærlighed ønsker at gøre fortræd. Undskyld, hr. redaktør at jeg, efter at have rådført mig med Dem angående historie, geografi, politik og krigsvidenskab, også beder om Deres ærede mening angående moralfilosofien. Hvem viser eller rettere har den "vammelfødte kærlighed", enten den "dansk-gal Vartovspræst" og hans trompeter i Skørpinge, der idelig koketterer med "deres Moder" eller den stille, alvorlige, lærde doktor, som blev student i København 1810, disputerede der d. 24. ap. 1822, siden har vundet et berømt navn i tyskland, Holland. England og Frankrig, rigtignok en skarp og noget stiv, men forresten vist en ærlig dansk mand Jeg forbliver i håb om Deres overbærenhed, hr. redaktør,

Den 13. maj 1848. 
(styli novi) for russerne er vel endnu ikke kommet!
Deres ærbødigste
Academicus.

(Kjøbenhavnsposten 16. maj 1848)


Det synes næsten som om en vis klike har sat sig det hæderlige formål, ved ethvert middel gennem pressen at berøve dr. Rudelbach al agtelse i den danske nations øjne. Atter har et nyt fortvivlet forsøg i denne retning set dagens lys i "Flyvepostens" sidste to numre hvor en i Boisensk ånd og til hans apologi forfattet artikel på det heftigste fremhæver den gamle beskyldning om udanskhed. Kunne da disse fanatiske mennesker ikke engang stave sig så vidt frem, at de erkender videnskabens universalisme, dens forhold til rationaliteten og den grundige forskel mellem begge? De vil udelukke sig fra alt samkvem med Germanien, de fører krig mod videnskaben, idet de derved tror at de fører krig med Tyskland. 

Som dansk teolog, opdraget ved et dansk universitet, indrømmer jeg erkendtlig, at vi i videnskabelig henseende skylder den tyske teologi overmåde meget. Det er et faktum, som ikke lader sig afdisputere, og som enhver upartisk dansk teolog vil erkende. Ja selv lande, som Frankrig og England, der i kvadratindhold og folkemængde langt overgår Danmarks, indrømmer villig, at Tyskland der i reformatorisk henseende gik i spidsen for Europa, også senere har udviklet det rigeste teologiske liv i videnskaben. Men det er en i højeste grad misforstået patriotisme, der har bevæget enkelte til at fremkomme med beskyldninger, som hvis nationen gjorde dem til sine, ikke blot ville berøve de danske en stor del af deres agtelse i andre nationers øjne, men som hvis dens endelige formål realiseredes, hvilket dog næppe behøver at frygtes, ville medføre et stort tab i videnskabelig henseende. 

Man skulle fristes til at tro at disse mennesker, som nu i længere tid har fortsat deres uskånsomme angreb, har deltaget i hint berømte opløb i Landemærket, hvor den danske bager måtte undgælde, fordi han havde en tysk svend. Ja hvis nogle af dem tilfældigvis havde haft ham til bager, og nu først fik opdaget at han havde denne svend, var det aldeles analogt med deres tidligere opførsel, om de vægrede sig ved at spise brød som en tysker havde bagt! Det ville i fornuftige folks øjne anses for en dårskab; men den samme dårskab, ganske den samme dårskab har de begået ved deres angreb på dr. Rudelbach. 

Disse par ord har jeg nedskrevet lige så meget til forsvar for videnskaben, som for dr. Rudelbach, der i sin iver for hin er blevet angrebet på en så fanatisk måde, at det for nationens æres skyld ikke bør tåles. En teolog.

(Kjøbenhavnsposten, 10. juni 1848)

Krigen 1848-1851: 10de til 12te Maj 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Politiplacat.

Da man fra flere sider har beklaget sig over at mange af byens indbyggere medtager deres hunde i marken, hvor disse ved at jage omkring på fremmede jorder forårsager at kreaturer og får river sig løse, så at der heller ikke på denne årstid hersker nogen markfred på byens jorder, så advares de pågældende om at afholde sig fra sådan uskik, da de ellers må vente efter nærmere påklage at blive ansete med passende mulkter.
Ribe byfogedkontor, den 9. maj 1848

Stricker.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 10. maj 1848)

Til den såkaldte provisoriske regering for hertugdømmerne i Rendsborg. 

Da de fjendtlige friskarer begyndte at nærme sig Nordslesvigs fredelige egne i slutningen af marts og da rygter om plyndringer og vild adfærd nåede vore ører, da fandt enhver det nødvendigt at væbne sig for at værne om alter og arne, som det så smukt udtaltes i flere af de opfordringer, som bønderne udstedte til hverandre. For at sikre sig mod pludselig overfald besluttedes der af en forsamling fra forskellige egne i Nordslesvig, der afholdtes i Agerskov den 30. marts, hvor jeg også selv var til stede, at der skulde holdes ridende stafetter, der skulle bringe efterretning om friskarers anmarsch. Alle skulle møde for at forsvare hus og hjem og fædreland, når faren truede. Opfordring skulle udstedes til de sydlige nabosogne om at slutte sig til os og til vor og vort fædrelands sag.  

En senere forsamling i Agerskov af omtrent 4000 bevæbnede nordslesvigere. der afholdtes den 3. april, optog de samme og lignende beslutninger og bestemte navnlig, at stafetten skulle vedblive, da ængstelse og uro endnu var over egnen og man gerne ville have bestemte efterretninger. Til at lede stafetlinjen udvalgtes stænderdeputeret Krüger fra Bestoft. Jeg påtog mig efter Krügers opfordring at lede stafetterne, der gik længere sydpå og ved mellembud også nordpå til Jylland. Vores beretninger, der blev hjemsendt til den egn der havde udsendt os, blev afskrevet til de enkelte sogne. Disse var således offentlige, og mange ligge vist ednu til offentlig eftersyn. 

Se! dette er det hele, og dog er denne stafetindretning blevet behandlet som en forbrydelse. Vi har gjort hvad vor egn har forlangt af os og hjemsendt så pålidelige  beretninger som vi kunne, om hvad vi havde at håbe og at frygte. Ligesom der i Agerskov blev besIuttet at Nordslesvigerne ikke skulle angribe nogen slesvigsk egn, fordi den ikke delte vores anskuelser, således har vi også stadigt virket for, hvordan det så end skulle gå, at bevare fred og enighed mellem Slesvigs forskellig egne, for at ikke alt skulde ende med en slesvigsk borger- og bondekrig, der ville fortære landet. Derom skulle de folk være vidne, blandt hvilke vi har levet, derom skulle navnlig beboerne i Medelby være vidne. 

Hvad ondt har da vore stafetter giort, at folk fra vor egen egn ville overfalde os fjendtlig? Tirsdag morgen efter påske trængte nogle folk fra Leck ind hos kromand Baggesen i Medelby og arresterede to af nordslesvigernes stafetter, K. Lautrup fra Gestrup og Chr. Dahl og bortførte deres og mine Heste og vort tøj, ligesom der blev mig fortalt, at disse mennesker havde været et stykke på vej efter Flensborg til, for ogsaa at arrestere mig. Det var også at formode, at nordslesvigernes stafetter måtte blive frigivne med en undskyldning så snart de var kommet til Leck, men dette er ikke sket og det er mig ikke bekendt, at de er frigivne endnu. 

Hvad har da den provisoriske regering, der har indsat sig til regering for hertugdømmerne, i sinde? Ville de i den grad krænke de danske slesvigere, at de vil beholde deres stafetter i arrest; Stafetter der så længe de står i folkets tjeneste må betragtes som repræsentanter? Eller har man i sinde at arrestere alle danske slesvigere? I så fald vil man blive nødt til at arrestere hele befolkningen fra Flensborg af og indtil Kongeåen. Jeg har talt med såre mange folk, endogså der, hvor de har tyske præster og skolelærere, men alle uden undtagelse har sagt, at de helst ønskede at blive hvad de var, at der var ingen i hertugdømmet Slesvig, der ville indlemmes i det Tyske Forbund, uden nogle advokater, der derved håbede at bevare endnu deres umenneskelige rettigheder. Det er muligt, at man nu kan få Slesvigerne til at udtale en anden mening, nu da de er omgivet trindt omkring af preussese og andre tyske bajonetter, men enhver sådan nødtvungen mening erklærer vi nordslesvigere der ikke er i preussernes vold, for ugyldig og for at være aftvungen ved vold, og vi håber til Gud og den retfærdige sag at vi nok skulle blive de ubudne gæster kvit. 

Vi håber at den provisoriske regering i Rendsborg eksemplarisk vil afstraffe disse mennesker fra Leck der har begået en sådan svig og vold med de nordslesvigske stafetter, hvis de har mindste følelse for folkeret. Det var i nordslesvigernes magt inden slaget ved Slesvig at arrestere alle friskarernes stafetter; ja det var i vor magt at jævne Leck lige med jorden, så der ikke var blevet stent på sten; men ikke en nordslesviger tænkte på at bøje et hår på deres hoveder.

Middelfart, den 3. maj 1848.
H. C. Refslund,
Cand. Phil

(Kjøbenhavnsposten 10. maj 1848).

I Holbæk har den 1. d.s. fundet adskillige tumulter sted mellem de danske og tyske håndværkssvende. De første krævede at tyskerne (omtrent 50 i tallet) skal forlade byen da de godt kunne bestride det lidet arbejde som for tiden gives. Politimesteren, hr. justitsråd Petersen, satte sig stærkt imod dette andragende fra de danske svende, og søgte ved stokkeslag at adskille dem fra hinanden. Men ved gentagende anmodning senere på dagen og efter at nogle af politimesterens vinduer var slået ind, måtte politimesteren give efter, og gøre anstalt for at de tyske svende fik deres vandrebøger og måtte derpå forlade byen. (Fædrel.).

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 12. maj 1848)

Krigen 1848-1851: Maj 1848 (Efterskrift til Politivennen)

I april dominerede krigshandlingerne der ikke er temaet for denne blog. Kort fortalt fandt de første kampe fandt sted 9. april 1848 ved Bov nord for Flensborg mellem frivillige fra Tyskland støttet af den slesvig-holstenske hær og den danske hær. Den 23. april ved Slesvig blev den danske hær slået ved Slesvig. 

Der har i de senere dage i forskellige håndværkslaug fundet demonstrationer sted mod her arbejdende tyske svende, idet en del danske svende er gået omkring i værksteder hvor tyske svende arbejdede og har tvunget dem til at ophøre med deres arbejde eller deres mestre til at afskedige dem. Det havde nu vist nok i ethvert tilfælde været bedst om vedkommende autoriteter havde kunnet eller villet forhindre enhver sådan fanatisk vilkårlighed, om ikke af anden grund, så dog af hensyn til de danske der befinder sig i Tyskland. Men fra hvilket synspunkt vil man kunne forsvare at denne fremgangsmåde endog er blevet uhindret anvendt til at fordrive flere tyske slesvigere der ikke alene har arbejdet her i flere år, men endog offentligt bevidnet deres deltagelse for den danske sag. Man behøver vel kun at minde om at såvel hæren som den kgl. livgarde indbefatter tro og nidkære fædrelandsforsvarere fra hertugdømmerne for at bevæge vedkommende autoriteter til på det bestemteste at modsætte sig en sådan råhed, der heller ingenlunde deles eller billiges af den store mængde af tænksomme og dygtige medlemmer af  håndværkerstanden.

(Kjøbenhavnsposten, 4. maj 1848).

In Namen des Major von Zastrows, Commandeurs des linken Seiten-Detachements der Bundesarmee, stelle ich hiermit die Erklärung aus, dass kein Landesbewohner in irgend einer Art in seinem Besitz von und verkürzt, oder in seinen amtlichen Funktionen gestørt werden wird, in sofern er sich ruhig den nothwendigen militairschen Anordnungen unterwirft, und von uns unternimmt. Es wird somit jedenfalls der Vortheil einer jeden erhetschen, dass er ruhig in seiner Stelle verbleibt; und sollte jemand seinen Platz schon verlassen haben, sobald als möglich, auf denselben zurückkehre. Sollte irgend in einer Art gegen diese Erklärung von Einzelnen unserer Truppen-Abtheilung gehandelt werden, so bitte ich solche Fälle sogleich dem Major von Zastrow anzuzeigen, von dem auch Erfüllung dieser Zusicherung auf des Strengste gebalten wird.
Ripen, d. 2ten May 1848.
v. Wrangel
Hauptmann in Corps
Des Majors v. Zastrow.
Gjenpartens rigtighed bevidner
Tage Müller.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 5. maj 1848)

Bogense. Hele feltlazarettet fra Fredericia, til dels tidligere i Haderslev, er nu oprettet her. Foruden at hele rådhuset med alle dets værelser er indrettet til hospital, er al passende privat lejlighed endvidere taget i beslag. Af patienter og rekonvalescenter tilførtes i 5 fartøjer, bugseret af dampskibet "Maagen", mellem 2 til 300, hvoraf flere såvel hårdt sårede som amputerede. Lazarettets læger er de herrer justitsråd Nielse, overlæge Randrup og underlæge Haar. Lazaretinspektør er løjtnant Bruun. Foruden denne uventede indkvartering er byen i disse dage også belejret af familier fra Jylland der i hundredvis strømmer hertil. Hele havnen er opfhyldt med skibe af alle størrelser, og kort sagt, her er en røre som man ingenlunde tidligere har kendt mage til.
(Hp. A. af 4.)

(Kjøbenhavnsposten, 6. maj 1848).


Den 2. maj overskred tyske forbundstropper Kongeåen.