I Henhold til et Inserat i "Fædrelandet" af 1ste Juli d. A., til hvilket jeg tillader mig at henvise, meddeler jeg, at jeg modtager Bidrag til betrængte danske Slesvigere, navnlig i Sundeved, og at Pengebidrag, forsaavidt de ikke øieblikkelig paa en hensigtsmæssig Maade kunne anvendes, ville foreløbig blive indsatte i Ærøskjøbings Sparekasse, som har været Tilfældet med 300 Rbd., der under 3die ds ere mig fra Krigsministeriet tilsendte. Ligesom fra mig, er af Hr. Overlærer ved Randers lærde Skole, Mørch, meddeelt, at der i denne Kjøbstad til dette Øiemed gjøres Sammenskud, saaledes har jeg ogsaa den Tillid til ædle Fædrelandsvenner paa andre Steder, at lignende Bestræbelser for at afhjelpe de Lidendes Nød ville finde Sted. Bidrag i Korn ville især være anvendelige, naar de Flygtede vende tilbage til deres Hjem, hvor rimeligviis Intet vil være at høste
Bregninge paa Ærø, den 12te Juli 1848
Christensen, Provst.
(Svendborg Amts politiske Avis og Avertissements-Tidende 15. juli 1848)
Provst Hans Christian Christensen (1796-1864) anmeldte i oktober 1848 9 tønder rug og 9 tdr. byg fra 14 bolsmænd i Øster Bregninge.
Paa Ærø har i den senere Tid atter været en lille Kamp om Dansk eller Tydsk, idet nemlig Marstallerne, som stedse have viist sig som de ivrigste Danske paa Øen, indsende en Adresse til Kongen om at blive fuldstændig danske. De beraabe sig paa, at i 1731 blev den danske Lov Beboerne imod deres Villie berøvet. Denne Adresse var den første og blev efter Fleres Ønske omsendt til alle Indvaanere af Øen. Dog, saasnart dens Indhold blev almindelig bekjendt, fandt den endeel Modstandere blandt Embedsmændene og de saakaldte fornemme Folk, Provst Christensen i Bregninge fik i en Hast en anden igang, som meest gaaer ud paa, at Alt bliver ved det Gamle, hvilket er Manges Ønske, skjøndt det jo er indlysende, at der saa Intet var vundet ved hele Kampen. Ville vi kaldes Danske, da maae vi dele med Danmark Godt og Ondt og hverken have det bedre eller slettere. Vi synes derfor, ar Adressen ikke kan kaldes dansk. At Embedsmændene have saa meget imod dansk Lov og Ret, er begribeligt; thi for den staae Alle lige, hvorimod den tydske Lov ikke tillader at stævne Embedsmanden uden for Overretten, og han er da sikker nok, thi det gjør den simple Borger ikke, men giver hellere efter. At Pluraliteten dog, trods alle hemmelige Kunster, er for dansk Lov, fremgaaer tydeligt, idet Marstal Sogn alene udgjør en Trediedeel af Befolkningen, og foruden disse have fra Rise, Tranderup og Ærøskjøbing circa 250 undertegnet. Vi begribe ikke, hvorfor Provst C. var saa hurtig med sin Adresse (det begribe vi saamænd meget godt). Har han hemmelige Grunde? Dansk Lov og Ret maaskee? Vil man herimod indvende, at, som der siges i hans Adresse: Alt hvad vi som Statsborgere kunne ønske, vil finde sig af sig selv: saa svare vi Danske Nei dertil. Aldrig ville vi paa en forenet Landdag kunne hamle op med Tydskerne; thi Usandhed har et stort Terrain, Sandhed derimod kun et lidet. Hvorfor skal Ærø ogsaa være bebyrdet med tydske Love; det kunne vi isandhed ikke indsee. Ærøskjøbingerne, som ikke heller ville underskrive Provstens, indsende selv en Adresse, som mere slutter sig til Marstallernes; den protesterer nemlig ganske mod Tydsk, men omtaler Intet om at blive ved det gamle slesvigholsteenske Fælde. Ogsaa bør man rose Ærøskjøbingernes Fremgangsmaade som smuk, da de først satte deres Adresse i Bevægelse efter at alle andre havde været hos dem. (Svendb. Av.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1848)
H. C. Christensen var i maj 1839 blevet forfremmet fra sognepræst i Ærøskøbing (1835-1839) til provst over Ærø, beskikket til sognepræst for Bregninge og Søby menigheder på Ærø. På kronprinsens fødselsdag 6. oktober 1847 (den senere Frederik 7.) var provsten til stede ved indvielse af en udvidet skolebygning i Marstal, og her havde han fremhævet kronprinsens varme interesse for sagen.
Artiklen i Svendborg Avis nr. 104 udløste en skarp kritik (25. august 1848) af Marstal-adressens forfatter sognepræst P. C. J. Rasmussen mod provst Christensen for ikke at have underskrevet adressen, ej heller angivet nogle grunde og i stedet henvendt sig selv.
Adressen blev fra andre ærebeboeres side kritiseret for at den, omend den var dansksindet, ikke var i Danmarks interesser, da konsekvensen ville være at Ærø blev løsrevet fra Slesvig, altså de facto en deling. Desuden anførte de at hans sønner kæmpede på dansk side. De blev senere anklaget for at være forrædere.
Debatten i sin helhed findes optrykt i "Avis-Artikler om og fra Ærø i 1848, samlede nærmest til Ærøboerne" af P. C. J. Rasmussen.
Ærø. Her har Kongens og Regjeringens Svar paa vore Adresser fremkaldt den gladeste Stemning; thi det udtaler tydeligt og klart at vi skulle knyttes saa nær som muligt til Danmark, hvortil vi efter Historien høre, og befrygte derfor ikke, at naar Fredens Dage eengang komme, vi da atter skulle falde tilbage i det schlesw.-Holst Virvar, der har afstedkommet saa megen Ulykke. Det foranstaltede Øe-Raad vil vel snart træde i Kraft, og venter man sig af denne nyttige Foranstaltning mange Goder; blot det ikke maa lykkes Partimandene at fremkalde antidanske Valg, hvortil her gjøres mange Tilberedelser; dog den udvidede Valgmaade borger os for at disse Kneb ikke ville lykkes. At man, som adskillige mene, navnlig fra Bregninge Sogn, skulde vælge eneste Bønder, finder næppe mange Tilhængere; thi vi vide Alle, at vore Bønder ikke besidde den Dannelse der udfordres til at fremsætte sine Meninger klare og tydelige, endnu mindre kunne paatage sig de ved Raadet nødvendige Skriverier; ogsaa haabe vi at Marstallerne og Ærøeskiøbingerne nok ville møde og ved Enighed sørge for at vorde repræsenterede; thi ellers er det jo klart at Raadet bliver en Bold for Partierne. Hvorfor Hr. v. Stemann og Provst Christensen have udsat Valget, som var fastsat til den 16de August, er os en Gaade, ligesom vi finde det upassende og fornærmende mod vor retskafne dansksindede Stænderdeput E. H. Brandt, at tage en Bestemmelse uden at spørge ham, som 3die Medlem af Valgcommissionen, tilraads; betragte de ovenanførte Herrer ham maaskee som Baglast? eller er det fordi han ikke er Embedsmand at han behandles med saadan Ringeagt. Kongens Bud lyder, at Valget skal skee snarest mulig; vi mene altsaa at Valgcommissionen har gjort sig skyldig i Ulydighed mod Kongens Bud. Vi have hørt at det er for Høstens Skyld at Udsættelsen skeer; men denne Grund er uantagelig; thi har Landmanden ikke mere Interesse i Sagen, end at han ikke kan være fri en Dag for dette Øiemed, da blive han hjemme, han fortjener da ingen Stemme at have; hvorimod alle Søfolk som sædvanlig om kort Tid ere paa Farten og ved denne Udsættelse tabes kuns Stemmer, hvilket er uretfærdigt; det burde Hr. v. S. og Provst C. betænke, forinden de saa egenmægtige resolverede. At her skulde stikke Kneb under, ville vi ikke tro, omendskjøndt Skinnet er imod. Nei, vi vide at det intet vil nytte; thi man er dog nu bange, og Ærøboerne ville ikke have med Tydskerne at bestille.
Det vækker her megen Harme, at først Hr. Assessor Carstens og siden hans Broder Advocat Carstens med saa megen Ivrighed toge sig af den bortrømte Dr. Nieses fordringer. (Niese tjener i den schleswigholsteenske Hær som Læge og Advokaten har endogsaa truet stærkt med Indførsel; maaskee Regjeringen kunde give Henstand til Krigen er endt, hvilket var billigt; thi i denne Tid er det svært for Folk at fortjene og tilveiebringe det Fornødne. Ogsaa synes vi at Nieses Eiendomme burde beslaglægges ligesom andre Forræderes.
(Svendborg Amts politiske Avis og Avertissements-Tidende 15. august 1848).
Ærø. "Svendb. Avis" meddeler: Tre fra Ærø indsendte allerunderdanigste Adresser er ved Ministeren for Hertugdømmerne, Grev Knuth, saaledes under 3die August besvarede:
"Ærøes tro Befolkning har i tre Adresser - een fra Staden Ærøeskøbing, een fra den nordlige Deel af Øen, indsendt gjennem Provst Christensen, og een fra Flekken Marstal og Nabosogne, indsendt giennem Pastor Rasmussen - bevidnet for Hs. Majestæt Kongen, og den sidste tillige for Allerhøistsammes Statsraad, sit danske fædrelandske Sindelag. Undertegnede, hvem Bestyrelsen af Hertugdømmernes Anliggender nu for Tiden er betroet, har faaet det ham behagelige, hans Hjerte kjære Hverv, at tilkiendegive alle Ærøboerne HS, Kgl. Majestæt og hans Regierings særdeles Tilfredsstillelse, ikke alene over disse, men ogsaa de ved flere tidligere Lejligheder givne Beviser paa undersaatlig Hengivenhed og Trostad, saavelsom over Opoffrelser, som Ærøboerne have gjort for Fædrelandets hellige Sag. Disse paaskjønnes desto høiere under den nu førte Borgerkrigs sørgelige Begivenheder, jo dybere Kongens Hjerte er blevet saaret ved de ikke faa Exempler paa Utroskab og Frafald. De brave Ærøboere kunne være forvissede om, at Kongen og Allerhøistsammes Regjering med fortrinlig Omhu vil sørge for Alt hvad der kan være til Deres Gavn og Lykke. Øen skal i Forening med hele den danske Stat deeltage i Udviklingen af nye og forbedrende, paa Folkefrihed byggede Indretninger og Foranstaltninger, hvortil Begyndelsen allerede er skeet ved det for Øen bestemte Raad, der skal vælges af Folkets Midte, og gjennem hvilket Kongen kan blive bekjendt med Indbyggernes Tanker og Ønsker. Naar Krigen er endt, og Alt endeligen kan ordnes, skulle ogsaa Ærøes. ligelom hele Slesvigs Forhold, vorde Gienstand for den omhyggeligste Overvejelse. Det skal, med de nødvendige Hensyn til dets særegne Tarv, vorde knyttet saa nøie som muligt til Kongeriget, hvortil især Ærøe efter sin Beliggenhed og Historie hører. Jeg kan forsikkre de gjæve Ærøboere, at Kongen aldrig vil lade Ærø skilles fra Danmark, langt mindre lade det indlemme i det tydske Forbund.
Den Krig, som Danmark nu nødsages til at føre, ser at værne om sin ældgamle Selvstændighed, medfører meget Trykkende og mange Besværligheder, men har ikke lidet Opløftende, idet vi have lært at kiende vore Kræfter, og hidtil med Ærø have kæmpet mod Overmagten. Ogsaa et lidet Folk kan udrette meget ved Samdrægtigbed; Gud er stærk i den Svage! Lader os fremdeles stole paa ham".
I de tre saaledes besvarede Adresser have Beboerne af samtlige Districter paa Ærø udtalt deres Hengivenhed for Kongen og Regjeringen, der er imødekommet Øens Ønske ved Gaven af et Folkeraad, en Gave, som vist ved det snart forestaaende Valg af indsigtsfulde og fædrelandsksindede Mænd af Folkets Midte, c: udenfor Embedsstanden, overeenstemmende med Regjeringens Interesse, vil benyttes.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1848, 2. udgave).
Valget blev afholdt den 9. september 1848. Pastor Rasmussen og to af hans sympatisører blev valgt. Derudover 2 andre.
Provst Christensens søn, Adolph Christensen (1824-1850) meldte sig ved krigens udbrud som frivillig og deltog i kamphandlingerne ved Bov, Slesvig, Dybbøl, Sundeved og fik ved Isted et skudsår i nakken og mellem skuldrene. (Se uddrag af breve fra Friederike v. Stemann 1846-1864 i Gads Danske Magasin 1911-1912.). Provsten ansøgte og fik afsked i november 1863 i nåde og døde ½ år efter, 11. april 1864.
