Valget 1848: Indtegnede Vælgere i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

 - Det Antal af Kjøbenhavns Vælgere, der har ladet sig indtegne til Deltagelse i de forestaaende Valg til en Rigsforsamling, er, som vi igaar angav i Alt 8,733. Paa de enkelte Districter er Fordelingen saaledes: 1ste District 956, 2det District 902, 3die 912, 4de 894, 5te 752, 6te 616, 7de 1022, 8de 859, 9de 630, 10de 403, 11te 787. Det bedst repræsenterede District er saaledes det 7de (i den nordvestlige Del henimod Midten af Byen) og det, hvorfra de færreste ere mødte, det 10de; men herved maa bemærkes, at dette Qvarter indbefatter Kasernerne, Stokhuset og flere andre offenlige bygninger samt at en Mængde fraværende Militaire desuden der have bopæl. Mellem de øvrige Districter er Forholdet temmelig ligeligt, de to svagest repræsenterede blandt dem ere 6te (Christianshavn) og 9de (Adel- og Borgergade med tilstødende Gader), hvor, som bekjendt, en stor Del af den fattigere befolkning har bolig. Imidlertid troe vi, at Udfaldet af Indtegningen maa kaldes godt , ikke blot sammenligningsvis med enkelte Landdistricter, men under Hensyn til alle stedfindende Forhold. Man kan nemlig neppe anslaae det hele Antal af valgberettigede Mænd heri byen saa høit, som af "Berlingske Tidende" (Nr. 217) antaget, til 17 a 18,000. Det er vistnok meget vanskeligt at have nogen bestemt Mening herom, fordi det statistiske Tabelværks Oplysninger, for at benyttes, maae suppleres med meget usikkre Calculer. Men naar man fra Antallet af Mandfolk over 30 Aar, der udgjør 23,311, vil drage dem over 70 Aar, Almisselemnier, Straffanger, Fallenter, største Delen af det mandlige Tyende og af Militairet, endelig de i Udlandet fødte, som ikke have været bosatte her i 10 Aar, saa vil man, uagtet, som bemærket, kun faa af disse Tal bestemt kunne angives, næppe kunne anslaae det hele Vælgercorps til meer end 13-15,000. Naar man nu desuden tager i Betragtning, hvad forskjellige Anekdoter fra Valgindtegningen røbe, at der i de arbejdende Classer uden Tvivl hersker nogen Uklarhed om denne dem aldeles nye Handlings Betydning og Hensigt, saa at det vel tør antages, at en Del derved have ladet sig afholde fra at tegne sig, og at navnlig af den egenlige Dagleierclasse, hvis Antal er næsten 4000, neppe Mange have tænkt paa at benytte deres Ret, saa vilde det høieste rimelige Antal, de indtegnede Vælgere denne første Gang kunde naae, sikkert kun kunne anslaas til 10 a 11,000, og henimod 9000 have jo tegnet sig.

(Fædrelandet 5. september 1848).

Valg til 114 medlemmer af en lovgivende rigsforsamling fandt sted torsdag den 5. oktober 1848. Tillige blev 38 udpeget af kongen. Opgaven var at udforme og vedtage Danmarks grundlov. Stemmeret havde myndige mænd over 30 med egen husstand, eller ca. 6% af befolkningen (86.080 personer). Valgdeltagelsen var næsten 33%, større end ved de senere Folketingsvalg. 

I valgkampen manifesterede forskellige retninger sig: den liberale oppostion til enevælden (især det københavnske borgerskab), de nationalliberale, Bondevennerne og bladet Almuevennen, Valgreformforeningen (udsprunget af Hippodrommøderne). Partier i moderne forstand eksisterede ikke, omend Bondevennernes kampagne lidt lignede nutidige partikampagner.

På udkast af D. G. Monrad og Orla Lehmann diskuterede og vedtog forsamlingen grundloven den 4. juni 1849.

Krigen 1848-1851: Forhandlinger, Vaabenstilstand, August 1848 (Efterskrift til Politivennen)

I juli var indgået en våbenhvile. I hvert fald blev der ikke kæmpet. I denne periode havde prøjserne trukket sig ud af Jylland. 

Den 26. august blev der aftalt en 7 måneders våbenhvile (i Malmø). Se aftalen i Kjøbenhavnsposten, 4. september 1848. Denne periode ledte dog ikke til en varig løsning, og krigen blev genoptaget i april 1849. 

Udsættelsen af den slesvig-holstenske konstituerende forsamling i 4 uger er blevet antaget, og Olshausen har i den anledning, misfornøjet med centralmagtens færd mod Schleswigholstein, hos forsamlingen søgt om sin afsked som regeringsmedlem, da den provisoriske regering ikke har anset sig berettiget til at tilstå ham samme. - Med denne udsættelse er Kiel. Corr. meget utilfreds og yttrer blandt andet: Grunden til denne udsættelse er os ikke bekendt; ventelig har centralmagten anset samme for nødvendig når en våbenstilstand skulle komme i stand, og Tysklands enighed opretholdes, og centralmagten skal i overensstemmelse med den provisoriske regering på det indstændigste have tilrådet denne udsættelse. Komiteen som skal overveje forfatningsudkastet vil formodentlig blive samlet, og endnu en anden permanent komite danne sig; i det mindste har vi dette håb. Kun ganske få medlemmer skal have talt imod udsættelsen, men mange særdeles faste og bestemte mænd har talt for samme. Vi må altså antage, at der efter omstændighederne ikke var andet at gøre, og håber at ikke alle frugter af denne på ofre og trængsler så rige tid går tabt. Om endog denne udsættelse altid er en sørgelig begivenhed, kan vi dog ikke lægge dølgsmål på, at vort land selv bærer en stor del af skylden herfor. Det er hos os, navnlig i den sidste stænderforsamling ikke erkendt, at en rask og bestemt handlemåde var fornøden. På den ene side er den provisoriske regering på mange måder blevet standset i sin virksomhed ved uværdige angreb, og på den anden side har man fjernet sig fra virkelighedens faste grund ved illusioner om republik og umiddelbar afhængighed af det tyske riges overhoved alene. Folket skulle have henvendt sin hele opmærksomhed på krigen, i stedet for på den indre politik. Det er tid at henvende vor hele klogskab på Slesvig-Holstens frelse fra ny afhængighed af Danmark.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 28. august 1848)

Opløbet i Landemærket. (Efterskrift til Politivennen)

Opløbet i Landemærket. Som bekjendt fandt der 5te Juni d. A. om Aftenen et Opløb Sted udenfor Bager Methlings Gaard i Landemærket, der efterhaanden tiltog saaledes, at Borgervagten tilsidst maatte tilkaldes og selv denne lykkedes det først efter længere Tids Forløb igjen at tilveiebringe Orden. - Efterat der i denne Anledning har været optaget Forhør ved Criminal- og Politiretten, hvis Resultat blev, at 6 Personer, der havde deeltaget i de stedfundne Uordener, sattes under Tiltale, er Sagen nu i Løverdags bleven paakjendt. Af de under denne oplyste Omstændigheder hidsætte vi Følgende: Udenfor Methlings Bageri, der var i Kjelderen og hvis Vinduer vendte til Gaden, havde der jevnligen om Aftenen samlet sig endeel Smaapiger, der da fra Fortouget af havde talt ned til de i Bageriet arbeidende Svende, hvilke ogsaa paa deres Side havde indladt sig med dem. Man havde saaledes oftere gjensidigen spøgt, men ligesom Svendene undertiden havde tilladt sig en usømmelig Opførsel mod Pigerne, saaledes havde disse ogsaa flere Gange paa forskjellige Maader drillet hine og forstyrret dem i dens Arbeide. Herover vare Svendene, hvoraf 4 vare tydske af Fødsel, blevne opbragte og da disse Drillerier gjentoges den omhandlede Aften, idet Pigerne navnligen skulde have bragt Skjeldsordet "tydske Tyveknegte", var en Svend, der var født i Holsteen, løbet ud paa Gaden og havde grebet en Pige, som han oftere havde bemærket ved lignede Leiligheder. Han havde derefter bragt hende ind med i Porten, men da Pigen havde givet sig heftigt til at skrige, havde han atter ladet hende gaae, uden, efter hvad der har kunnet oplyses, at tilføie hende mindste Ondt. Pigens stærke Skrig havde imidlertid hidkaldt endeel Mennesker af den lavere Classe, og blandt disse heed det strax, "at en tydsk Bagersvend havde mishandlet et dansk Pigebarn". Man trængte nu ind i Bagerens Port under det idelige Raab: "ud med Tydskeren!" og da Bageren havde ladet Boutiksdøren og Mellemporten lukke, dundrede og sparkede man paa disse, som man truede med at sprænge, saafremt der ikke blev lukket op. Det var forgjæves, at det tilstedeværende Politi formanede til Rolighed; man troede ikke dets Forsikkring om, at den paagjeldende Bagersvend havde forladt Stedet - han var nemlig flygtet over et Plankeværk ind i en Nabogaard - men uagtet paa Politiets Opfordring Ingen af de Tilstedeværende kunde vidne om, at Pigen var bleven slaget, eller engang kunde nævne hendes eller Forældres Navn - hun var nemlig løbet bort og har ikke senere været til at udfinde - vedblev dog Hoben at huje og støie, og tilsidst blev endog Fyldingen til Boutiksdøren indslagen. Der reqvireredes nu Assistance i Nørreports Vagt, hvorfra 6 Mand afsendtes, og da derhos fra Hovedvagten tilkom en Forstærkning paa 10 Mand, adsplittedes Hoben, men samlede sig igjem, da det Militaire havde forladt Stedet, samt tiltog bestandig, ligesom der nu ogsaa blev slaget en Deel Vinduesruder itu hos Bageren, saavel i Stue-Etagen som i Kjelderen. Først da paany 20 Mand fra Hovedvagten under en Lieutenants Commando vare komne tilstede, lykkedes det Borgervagten, uden at dog Magt anvendtes, at gjøre en Ende paa disse Optøier, der havde varet i næsten 4 Timer, fra Kl. 8 om Aftenen til henved 12. - Under de derefter optagne Forhører oplystes det, at en Tømmersvend især havde viist sig virksom ved denne Leilighed, idet det havde været ham, der havde slaget Fyldingen ind til Boutiksdøren, ligesom han ogsaa havde ituslaget flere Ruder og Vinduessprodser. Fremdeles overbevistes 3 Drenge i en Alder af 12 a 14 Aar, deels at have kastet Steen og Andet mod Ruderne og deels at have sparket til Kjeldervinduerne. Endelig blev det endnu beviist, at 2de Sjouere havde, efterat Gaden var bleven afspærret af Vagten, uagtet gjentagne Advarsler søgt at trænge sig igjennem med Magt, uden at kunde bringes til Orden eller Rolighed, forinden de af Politiet anholdtes og bragtes bort. As disse Personer ansaaes ved den afsagte Dom Tømmersvendene med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, de 2de Sjouere hver med lige Straf i 5 Dage og endelig af Drengene de 2 med Riis, men den 3die paa Grund af sin Helbredstilstand med 4 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Vi bemærke endnu, at Bager Methling under Sagens Drivt frafaldt Kravet paa Erstatning for den skete Molest.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1848, 2. udgave).

Bagermester D. J. C. Methling boede i Landemærket 153. Matrikel 153 Landemærket, Springgadde blev 1859 til Landemærket 22, Springgade uden nummer, i 1881 til Landemærket 22, Pilestræde 90. I 1934 blev den henlagt til Gutenberghus og offentlig gade. Det havde været ejet af bagere: Børge Bendtsen (1689), Frederik Larsen (1756) og Ole Lobech (1806).

Citadellet Frederikshavns Commandant. (Efterskrift til Politivennen)

Det har længe været en bekjendt Sag, hedder det i Fædrel.", at den fungerende Commandant i Citadellet Frederikshavn, Oberstl. Kauffmann, er bleven betroet denne Tillidspost af Mistillid eller fordi hans schleswigholsteinske Anskuelser gjorde ham ubrugelig i Feldten. Herimod var der vistnok Intet at sige, saalænge Citadellets Commandantskab ikke kom i nogen Berøring med Insurgenterne; men efter at fire førhen i Nyborg opbevarede schleswigholsteinske Civil-Arrestanter ere henflyttede i Citadellets Arrester og endeel af de fangne Insurgenttropper ere indqvarterede der, turde Hr. Kauffmann, paa Grund af sine Anskuelser, maaskee være mindre vel skikket til at være deres Fangevogter. I alt Fald turde der være god Anledning til at advare Hr. Kauffmann imod, at lægge sine Sympathier med Oprørerne altfor tydelig for Dagen, dersom han vil beholde sin Post; thi selv om der ikke er Grund til at befrygte, at han skulde ville svige Pligt og Eed, eller kan antages at være nogen Fare ved at overlade de Fangnes Bevogtning til ham, saa er det ligefrem uanstændigt, i hans Egenskab at bære de samme Følelser til Skue, for hvis Skyld hans Arrestanter ere berøvede deres Frihed. Anledningen til at fremkomme med disse Yttringer, finde vi i flere Smaatræk, som fra forskjellig Side tidligere og fornylig ere komne til vor Kundskab. Man har saaledes meldt os, at da den fangne Borgemester Schow blev afleveret i Citadellet, modtog Commandanten ham i flere Vidners Overværelse med den under slige Forhold upassende Benævnelse: "Mein lieber Freund". For nogen Tid siden blev en Dag, da de schleswigholst. Civilarrestanter spadserede paa Volden, en ung Herre anholdt af Vagten, fordi han imod Reglementet havde indladt sig i Samtale med Arrestanterne; denne Herre viste sig at være Hr. Kauffmanns egen Søn. Uagtet de i Citadellet indqvarterede Insurgenttropper skulle have været lige saa godt klædte, da de kom der, som de danske Soldater ere, har Hr. Kauffmann dog viist dem sin Deeltagelse ved at skaffe dem nye Klæder. Dette kan nu være, hvad det er; men derimod er det ikke i sin Orden, at Commandanten seer igjennem Fingre med, at de fangne Insurgenter have siirattel den danske Cocarde af deres nye Huer og i dens Sted have anbragt flerefarvede Snore paa dem, ligesom at han heller ikke paaseer, at de møde i Ovarieret til den befalede Tid.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. august 1848).

Oberstløjtnant Nicolai Gustav Herman von Kauffmann (1792-1850) var fungerende kommandant 27. marts til 28. april 1848, herefter kommandant til 7. december 1848 hvor han blev afskediget. Han havde før været fændrik i Oldenborgske Infanteriregiment, i det holstenske Infanteriregiment., premierløjtnant 1822, stabskaptajn, kompagnichef, major i 14 Liniebatallon og kommandør for 16. Batallon. 

Se også indslaget på denne blog for december 1848.

Spanierne paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

ST. CROIX,

Christiansted 10th August 1848.

The Spanish Armed Steamer Baton, that arrived the 7th instant, left us yesterday for Porto Rico, accompanied by the Scooner Vigilant, conveying hence a part of the Spanish Troops so kindly and liberally sent us by the Count de REUS; to aid, if necessary, in quelling the spirit of arson and pillage, which followed the outbreak ot the 3d ultimo, among our rural population, after they had been declared and made free.

We cannot withhold our testimony to the order and discipline observed by these troops during their stay among us; and the lovers of order and good government are sensibly alive to the good results, occasioned by their presence. They merit our warmest thanks and good wishes.

(St. Croix Avis 10. august 1848).

Peter Anton Seidelin (1814-1872): Udsigt over Christiansted. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Front the St. Thomas Times, Aug. 5, 1848.

To the Editor of the St. Thomas 'limes.

Sir,

I have noticed with a good deal of disgust in several of the British Colonial newspapers various bitter strictures on the conduct of the Royal Mail Steam Packet Company's officers in permitting the Eagle to run down to Porto Rico to take in troops and land them in St. Croix, for the purpose, some of those journals alledge, of " exterminating a harmless population struggling for their liberty against oppression."

The writers of those articles were evidently unacquainted with their subject, and they would have shown more good sense and discretion had they waited for better information before alluding to it in terms which would lead the world to believe that slavery in the Danish islands had been characterized by the very extreme of oppression and censuring an act of timely assistance rendered to the colony of a friendly nation -- a colony too that not a great many years ago afforded the protection of a Danish ship of war to a neighbouring British island when its inhabitants dreaded an insurrection of their apprenticed labourers.

Cruelty, I am convinced, has never been a characteristic of slavery in the Danish islands, and it is notorious to all who have had an opportunity of judging, that for many years track a system of amelioration has been going on which had brought the slave to the very verge of freedom. In July Iast year it was decreed by his Danish Majesty that after a period of 12 years, slavery in these islands should cease, so that excepting in the difference of the term of apprenticeship the labouring population of Saint Croix at the time of their late revolt, were in a similar situation with the apprentices of the British colonies after 1834. The owners of slaves however were differently situated from the British planters inasmuch as no compensation was promised to them for the alienation of their property, and they were naturally desirous of retaining the services of their people at least for the term of 12 years which by some strange perversion of ideas, was to be considered as paying them in full for the spoliation that was to ensue. It was under these circumstances that the outbreak of the 2d of July took place. I have no intention of giving a detail of the affair nor of criticising the conduct ol any one concerned in it, that I leave to the estate owner who is more nearly interested, and while I sympathize with him in the loss he sustains, I cannot but rejoice that the system of slavery is abolished and only deplore the unhappy means by which us abolition has been accomplished. Almost on the fist demand it appears emancipation was granted to the people, but partly from the excitement of intoxication uud perhaps more especially at the instigation of evil disposed persons among them whose object was more plunder than liberty, the misguided blacks proceeded in the most tumultuous manner to burn and destroy property in every direction. An account, possibly an exaggerated one, of the danger came over here with a demand for assistance, and as assistance had been lately offered in anticipation by the Captain General of Porto Rico at a time when we little thought it would be needed, the Agent of the Royal Mail Company was requested, and consented to allow the Eagle to run down to Porto Rico for troops and to land them on her way to Windward at St. Croix, not to exterminate an inoffensive people struggling for their liberty but to reduce to order a rebellious and infuriated mob, and to prevent by a more imposing display of force than the island could command, the commission of crimes which would lead to severe but unavoidable punishment.

The mails by the Eagle could not have been detained more than 30 hours beyond their usual time by this deviation, and taking into account the very great consideration with which the Company has been treated by the Danish authorities since the establishment ol its agency here, and the facilities afforded to it so different from its reception in some other foreign ports, it was at least not a misplaced act of kindness but rather an act of ordinary courtesy and humanity that has been so inconsiderately censured.

I am sir,

Your obedt. servant,

INGLES.

(St. Croix Avis 10. august 1848).

De spanske tropper fra Puerto Rico kostede øen ½ million dollars. De blev erstattet af 400 danske infanterister og 50 kavallerister.