Tak til REUS (St. Croix). (Efterskrift til Politivennen)

ST. CROIX,

Christiansted 21st Sept. 1848.

In furnishing our Subscribers with the following copy of one of the address of thanks forwarded the Count de Reus by the Inhabitants of the Island, for his late opportune aid, we are enabled to subjoin His Excellency's reply, which we doubt not will prove highly gratifying to the public:

We the Inhabitants of Saint Croix beg Your Excellency to be pleased to accept this feeble testimony of our heartfelt gratitude for the Protection you have so nobly and generously afforded us, under our late disastrous and fearful circumstances.

A short recapitulation of recent events here, combined with a description of our situation at the moment when the powerful hand of Spain, was stretched forth to ward of the horror of a successful Negroe Insurrection will better convey to Your Excellency - than ant expression we can use - an idea of the very great obligation we are under to the noble and chivalrous nation you represent, and especially to Your Excellency for the generous use, as regard us, you have made of a part of the force at your disposal. When a spirit of anarchy and revolution was spreading all over Europe, and had even extended to the Westindia Island --, Your Excellenly with a prophetic view, of what might soon occur on our Island, and a liberality Unparalelled in any Government but your own, sent, unsolicited by us, to offer your powerful aid to shield us from the impending storm; Your Excellency promised us your protection, and nobly has the pledge been redeemed. An Armament embarked with a promptitude; an equipment and an efficiency, which showed at once the sincerity of Your Excellency's offer, and the military talents for which Your Excellency is so justly renowned, proved at the same time that the proffers of the Count, de Reus are not an unmeaning courtesy. It would be useless to enter into details which are already known to Your Exellency; suffice it to say that the opportune succor from Porto Rico found the Island in the greatest disorder, defended only by a small military force, and a militia nearly exhausted by fatigue. The country was in possesion of the Negroes, and the Towns were in such a state of alarm, that the ships in the harbours and the buildings on the Quay were thronged with the females, children and invalids who sought these as their only refuge from murder and other dangers not to be described. In the midst of this scene of misery and dismay, while every comfort of life was resigned for the precarious safety afforded by the crowded shipping, where even the suffering attendant on such a situation was aumented a thousand fold by mutual distress, the vessel bearing the protecting Spanish force appeared in the Ofling. As if by magic the apprehensions of the unfortunate sufferers were allayed; the vessels were seen discharging their occupants to return to their domestic comforts - all fears vanishing at the approach of our gallant protectors. When we add that we consider our present security of life and property as mainly dependant on the protection afforded us by Your Excellency, we pray you not, only to accept our sincerest thanks, but to believe that our prayers will ever be for the Glory and Prosperity of Spain, and that God may protect, our noble friend and defender the count de Reus.

(Translation)

To the Inhabitants of the Island of St. Croix.

The receipt of the Communications which you have had the kindness to address to me in acknowledginent for my having sent Spanish troops to the relict of your Island in a moment when its existence was endangered, has caused me the greatest satisfaction, in as much as it assures me of the gratifying remembrance I leave among you - a reward, which doubtless far exceeds the value of the service, which I had the good fortune to render you, as in so doing I only fulfilled the duty of a good neighbour and acted in conformity with Castillian loyalty, always faithful where it has promised its friendship.

This day I embark for Europe, though not without making the mostd forvent wishes for the welfare of these Colonies, assuring you, that whenever Fortune may lead me, I shall at all times prove myself the sincere friend of the Danish people and shall always be happy to serve one and all of the Inhabitants of St. Croix so highly appreciated by me.

St. Thomas 14th September 1848.
Count de Reus.

(St. Croix Avis 21. september 1848)

Frederik von Scholten: Montpellier & Two Friends, Sankt Croix. Februar 1846. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Spanien havde koloniseret De Store Antiller, Hispaniola (i dag Haiti og Dominikanske Republik), Cuba, Jamaica og Puerto Rico. Landet var blandt de sidste til at ophæve slavegørelsen. På Puerto Rico skete det i 1873

Fra det nordlige Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nordslesvig, 11. sept. Næppe havde de tyske tropper vendt det nordlige Slesvig ryggen, før de lokale indbyggeres sympatier for Danmark igen viste sig tydeligt. De mecklenburgske grenaderer, som udgør bagtruppen, var stadig i Flensborg da det danske flag allerede var ved at blive hejst fra husene der og skibene i havnen hejste det. Med undtagelse af de pro-tyske byer Aabenraa og Tønder ønsker hele Nordslesvig at forblive dansk, og indbyggerne der føler ikke den mindste hengivenhed for den tyske sag. Enhver der kun kort tid har været i Sundeved eller i landsbyerne nord for Flensborg, vil af egen erfaring genkende rigtigheden af ​​denne udtalelse. Det er netop denne tilsyneladende mangel på sympati for Tyskland, som man finder der hele vejen igennem, der gør alle de soldater der længe har stået i dette område, så hadefulde over for fortsættelsen af den slesvigske krig. "Vi skal gå i krig med Danmark for at gøre de mennesker tyske der ikke vil blive tyske, og i stedet for at takke os, kun håner os." Man vil konstant høre denne bemærkning fra alle soldater i Nordslesvig. Byrådet i Flensborg har også forbudt visning af tyske flag på gaden – åh ho! Ingen skal tvinges til Tyskland! -

Aus dem nördlichen Schleswig, 11. Sept. Kaum haben die deutschen Truppen dem Norden Schleswigs den Rücken gewendet, als sich ganz offen die Sympathien der dortigen Bewohner für Dänemark wieder zeigen. Die mecklenburgischen Grenadiere, welche die Nachhut bilden, waren noch in Flensburg, als man dort schon aus den Häusern die dänische Flagge ausgehängte und die im Hafen liegenden Schiffe dieselbe aufzogen. Mit Ausnahme der deutschgesinnte Städte Apenrade und Tondern will ganz Nordschleswig dänisch bleiben, und die dortigen Bewohner fühlen auch nicht die mindeste Zuneigung für Deutschlands Sache. Jeder, der nur einige Zeit in Sundewitt oder auf den Dörfern nordwärts von Flensburg gewesen ist, wird aus eigener Erfahrung die Richtigkeit dieser Angabe erkennen. Gerade dieser offenbare Mangel an Sympathien für Deutschland, den man dort durchgehends findet, macht allen Soldaten, die lange in dieser Gegend gestanden haben, die Fortsetzung des schleswigischen Krieges so verhasst. "Wir sollen Krieg mit Dänemark führen, um die Leute deutsch zu machen, die nicht deutsch werden wollen und uns statt zu danken nur verhöhnen;" Diese Aesserung wird man beständig von allen Soldaten in Nordschleswig hören. Auch hat der Magistrat der Stadt Flensburg das Aushängen der deutschen Fahnen bei Strasse verboten - oho! zu Deutschland gezwungen soll niemand werden! -

(Bl. a. Aschaffenburger Zeitung, 18. september 1848. Bayerische Landbötin. 21. september 1848).

Utidig Forestiling paa Christianshavn (Efterskrift til Politivennen)

Jøden og galanterihandleren Ephraim Golz var en figur i lystspillet "Østergade og Vestergade" af Thomas Overskou. Fra premieren 31. december 1828 og frem blev den spillet af en af tidens største komikere Johan Christian Ryge. Han er en ældre mand, plaget af podagra og med halvtysk kaudervælsk er en latterlig figur og skørtejæger. Også fordommene om jøder som pengespekulanter luftes. 

Indsenderen af disse bemærkninger tillader sig herved at udtrykke sin med mishag blandede forundring over at eleverne i Borgerdydskolen på Christianshavn, der søndag den 10. september gav en forestilling i et patriotisk øjemed, netop ved denne lejlighed fik tilladelse til at vælge en så hæslig scene som jøden Golz. Det kan gerne være at denne scene har været meget naragtig, og at den skoledreng der fremstillede den, ret fik sit talent for det komiske stillet i et glimrende lys. Men smuk og god har denne scene næppe været. Denne fremstilling har røbet en usædvanlig ringe takt for det sømmelige og velvillige der ellers dog for det meste er fremherskende i ungdommen. Fremstilleren har næppe betænkt at der ved forestillingen både var forældre og børn til stede, der hører til en religion, eller til et samfund, der under billedet af en Golz skulle hånes. Og det måtte jo også være så meget mere sårende for disse netop der, og det i vore tider, ja endog endog i en næsten barnlig kreds, eller i det mindste i en samling af skoledrenge.

Forestillingen er bleven givet i et patriotisk øjemed til bedste for de i krigen sårede; dertil ville nu også de i skolen gående børn og forældre af israelitisk trosbekendelse velvilligt give deres skærv; de komme, ser, ja hvad ser de? en skoledreng der i en barnagtige uvidenhed opvarmer det forrige sekels løgne og vil bilde folk ind at der virkelig gives jøder a la Golz.

Eller var det måske fremstillerens mening at de israelitiske disciple der gar i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvori han formodentlig endnu befinder sig, endnu hører under den kategori, så at de i det mindste står langt tilbage for de andre disciple i flid, kundskaber og god opførsel, så tager han også deri fejl, eller har forsætlig fordrejet sandheden. Det er langt fra at de israelitiske børn står tilbage for de andre, men at der tværtimod gives flere iblandt det lille antal drengebørn af den mosaiske religion, der findes i skolen, der af alle lærere er fremhævede som sande mønstre på flid og fortrinlig opførsel. Hos dem findes der ikke et spor af golzist jargon, af ussel pengestolthed, af alle de naragtigheder og laster, der er personificerede under denne komiske maske. Det måtte altså blot vække sørgelige følelser hos disse børn og deres forældre at se at der endnu kan findes så stærke spor af intolerance hos deres meddisciple, ikke fordi de i den fremstillede karrikatur kan genkende noget af deres eget jeg; men fordi de i denne Skildring hører ordet "jøde" udtalt i den gamle, hånlige betydning, og fordi der i denne omtales en begivenhed, som vel ingen af dem har oplevet, men som var lige så sørgelig for jøderne, som beskæmmende for dem, der vovede at kalde sig kristne, og dog viste sig så ukristelige.

Denne væmmelig naragtige scene var desuden ganske overflødig. For enhver havde vist med stor fornøjelse gjort afkald på en så ubetydelig nydelse, som var af den beskaffenhed, at den kunne vække mishag hos nogle af tilskuerne. 

Indsenderen vil gerne indrømme at dette sceniske misfoster blev produceret for tilskuerne rimeligvis af ubetænksomhed og barnagtig kådhed og ikke af ondskab, og det er netop derfor at det her bliver omtalt, fordi enhver fornuftig israelit tiltror sine medborgere uden Hensyn til religion, at være enig om, at ethvert offentligt misgreb, hver åbenlys uretfærdighed skal og bør påankes, om den end kun sker som en drengestreg, for at det ikke senere skal hedde: at tie det er at samtykke og indrømme. Derved kunne måske også i en større stil det resultat opnås at publikum for fremtiden selv på teatret forskånedes for sådanne scener.

Indsenderen tillader sig hertil endnu at føje nogle så almindelige betragtninger. For man bør jo af alting søge at udlade det bedste. Således vil vist ingen upartisk iagttager frakende israelitterne i Danmark, at også de som sig hør og bør, i disse farefulde tider med al mulig opoffrelse har vist sig som sande fædrelandsvenner og rigeligt, både offentlig og privat, har ydet deres skærv til fædrelandets bedste, samt efter deres ringe antal har sendt mange frivillige forsvarere til hæren, for at vove liv og blod for moderlandet.

Nogle af disse er indsenderen personlig bekendt. og hvis nogen af den lille hob, havde vist sig fej og forknyt, ville man vist ikke have undladt at bringe det til offentlig kundskab. Men at dette ikke er sket, vidner om, at de ikke have stået tilbage for deres tapre medstridere, og det skulle derfor glæde indsenderen meget, om de israelitiske frivillige ved at læse disse ord, end mere uforfærdet skulle gå faren imøde, på det at de netop måtte kunne tjene til bevis for, at en israelit kan være en tapper og uforfærdet kriger, og husk på stor taler i udlandet, af fødsel en dansk mand, engang har forkyndt - at israelitterne nedstammer fra et fordums heltefolk, og udgjorde en nation af krigere, før de i nødens og genvordighedens århundreder måtte give afkald på fortidens heltesind. Men, så sandt som nutidens ædlere ånd også har meddelt sig til dem, så sandt vil ingen israelit tåle, om end kun for spøg, at fremstilles i en ussel og fej skikkelse. 2+t.

(Kjøbenhavnsposten, 13. september 1848)

Det ville måske have været klogest at lade det Angreb ubesvaret der i nr. 214 af dette blad under mærket 2+t er sket på den forestilling, Borgerdydskolens prima gav søn. d. 10. sep., på grund af monologen "Jøden Goltzes frieri"; og dette ville også være sket, hvis angrebet ikke - mildest talt - havde været så uridderligt - uridderligt, fordi indsenderen, der tydeligt nok sætter sig så højt over de angrebne, dog vil nedlade sig til at angribe de svagere, "Skoledrengene". For dem er det der på egen hånd har arrangeret det hele. Uridderligt fordi han bruger det samme våben han i sit angreb med stor indignation forkaster, idet han anvender ordet "skoledreng", der intet skældsord er som et sådant. For det samme er jo tilfælde med Ordet "jøde" Forøvrigt kan fremstilleren ikke henføres under kategorien "Skoledreng", lige så lidt som han nogensinde har været discipel af Borgerdydskolen, men kun af velvillighed tilbød sin bistand.

Med hensyn til valget, da var det vistnok et fejlgreb da man kunne ane, at det for en enkelt ville være til forargelse. Men dette blev nødvendigt på grund af omstændighederne, uden at man havde nogensomhelst hensigt dermed, hvilket vil kunne bemærkes af den omstændighed, at den omtalte monolog ikke var anmeldt på programmet; og har de spillende vist mangel på takt, da må denne beskyldning også for en del falde på publikum, der modtog forestillingen med udelt bifald. At hensigten ikke har været at krænke skolens disciple af den israelitiske trosbekendelse, fremgår deraf, at forestillingen var offentlig, lige så offentlig som det kongelige teaters forestillinger, hvor vi ofte såvel i ældre som i nyere Stykker (hos Holberg; Østergade og Vestergade, Bagtalelsen Skole osv.) finder en enkelt jøde latterliggjort, uden at derfor nogen ville være så tåbelig at overføre det på hele Nationen. Når derimod indsenderen taler om religionsforskel, da indser vi ikke i hvilken forbindelse den står med den nævnte scene. For det er ikke som mosait, som bekender af en anden religion Goltz er latterliggjort, men som et indbildsk, tåbeligt subjekt, der tilfældigvis er en jøde; ja havde man fremstillet noget af den art, at det kunne angribe religion eller spotte den, da havde det været i højeste grad uliberalt, især nu da man overalt indrømmer religionen al mulig frihed og giver alle religioners bekendere lige statsborgerlige rettigheder. Uden at gruble over hvad indsenderen mener med at man "skal søge at udlade det bedste af enhver ting", uden at ville indlade os på betragtninger over jødernes tapperhed eller gengælde alle de skældsord, hvoraf den ærede indsender strømmer over, slutter vi med den forsikring, at vi ikke oftere ville omtale denne sag, i hvad så Hhr. 2+t måtte behage at svare. tiro.

(Kjøbenhavnsposten, 19. september 1848).

Forurenet Aa (Efterskrift til Politivennen)

I en tid hvor opmærksomheden er henvendt på renligheds vedligeholdelse som et hovedmiddel til mulig at kunne forebygge de sørgelige omstændigheder som kolera kan medføre, kan man ikke undlade at gøre vedkommende opmærksom på følgende:

Ved enden af ejendommen Ventegodt og Petersdal løber en å fra Lersøen som forener det vand som hovedstadens indbyggere dagligt nyder. Mellem disse ejendomme løber en grøft hvori al urenlighed af skarn, møddinger samt mere uhumskhed samles, dette har sit udløb i nævnte å. Vil man nu tænke det yderst urenlige af den grøfts udløb som afgiver en så ilde lugt at man ikke uden den højeste grad af væmmelse kan opholde sig derved, og at dette skal have sit udløb i den å som forener løbet til hovedstadens vand, så vil man let kunne indse det farlige i en uundgåelig nydelse. Enhver kan blive overbevist om denne sørgelige sandhed ved at ulejlige sig til nævnte ejendom. Man tvivler ingenlunde om at vedkommende snarest mulig vil træffe de fornødne foranstaltninger som kan forebygge et for sundheden så yderst skadelig onde.

(Kjøbenhavnsposten, 11. september 1848)

Krigen 1848-1851: Vaabenstilstand September (Efterskrift til Politivennen)

Under våbenstilstandsperioden i 1848 berettede den danske presse meget partisk om forholdene i slesvig. Når "dansksindede" gik løs på "tysksindede", hyldedes de som helte der slog ned på rebeller. Når det omvendte var tilfældet, omtaltes de tysksindede som pøbel mod dansksindede. Her et eksempel på det sidste:

I Tønningen har været spektakler i anledning af at et par udlagte fyrbåde skal være borttaget af vores skibe. Man skal have ødelagt et hus, hvis ejers søn blev anset for den som havde angivet bådene for vores søfolk. 

Endelig har også været nogle pøbeloptøjer i Tønder foranlediget af at nogle damer fra Møgeltønder havde vist sig i byen med dannebrogsroser. Uagtet disse roser blev taget af hattene formåede dog selv borgmesteren hvis beskyttelse de stakkels piger søgte, ikke at forhindre at pøbelen forfulgte dem med skrig og skrål og overslog dem med snavs. Pladskommandanten forlangte tropper til ordens opretholdelse. Men efter at disse var draget bort, skal det have været galt igen. Slesvigholstenerne synes overalt at være i meget slet humør.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 4. september 1848).

En af årsagerne til det omtalte pøbelopløb i Tønder har vi fra flere sider erfaret at være denne: Søndag før var til Schackenborg inviteret nogle tønderanske smådrenge i anledning af kammerherre Kroghs søns fødselsdag. Næppe erfarer drengene i Møgeltønder dette før de bevænede sig så godt de kunne og besatte alle tilgangene fra Tønder med den beslutning ikke at tillade de tønderanske drenge at lege på Møgeltønder-gebet og håne dets danske beboere. Som følge af denne demonstration blev fødselsfesten aflyst. De i Tønder overfaldne piger din en mand der til at befordre sig til deres hjem, men da denne kom tilbage til Tønder, blev hans vinduer slået itu, og sposserne, hans møbler etc. således ramponerede at skaden anslås til 400 mk. kour.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 8. september 1848).

Ligeledes spillede for begge parter sang og flag en rolle. Mens danske sange og fremvisning af dannebrog blev hyldet i høje toner i aviserne og overgreb mod disse beskrevet i krasse vendinger, blev omvendt overgreb mod den slesvigholstenske fane og sangen "Schleswigholstein meerumschlungen" beskrevet som legitime og såvel fane som sang latterliggjort og forhånet.

Såvel prøjsere som kongeriget bortførte sognefogder, præster mm. til hhv Rendsborg og København. De første blev fordømt, mens det sidste anset som fjernelse af fjendtlige embedsmænd.

I udlandet rapporteredes om at revolutionære var på tilbagetog mod kontrarevolutionære, men endnu på dette tidspunkt var situationen dog noget uklar hvordan udfaldet ville være.