Valghandlingen i Kjøbenhavns 8de District. Efterat Valgbestyrelsens Formand, Borgerrepræsentant og Capitain Bierre med nogle indledende Ord havde aabnet Forhandlingen, og for Forsamlingen havde præsenteret de to Candidater, som havde stillet sig i dette Valgdistriet, Professor og Raadmand David og Tømmermester Kayser, meddeelte han Ordet til den Førstnævnte. Men neppe havde Professor David betraadt Talerstolen førend der udbrød en saa vedholdende Larm, i nogle Dele af Salen, at det syntes ikke at gaae ud paa mindre, end ganske at betage ham Muligheden af at forklare sig for Forsamlingen. I denne havde øiensynligen en stor Deel Ikke-Vælgere indblandet sig, og det er høist rimeligt, at isærdeleshed disse vare de Høitskrigende. Der raabtes, "at Professor David havde viist Forsamlingen Ringeagt ved ikke at fremstille sig i det i Casino for et Par Dage siden afholdte Møde," og at man derfor ikke nu burde høre paa ham. Da det endeligen var lykkedes Formanden for Valgbestyrelsen at tilveiebringe Rolighed, hvortil ogsaa en stor Deel af Districtets Vælgere bidrog ved høit at yttre deres Misbilligelseover den uanstændige, forargerlige Adfærd, som brugtes mod Prof. David, tog denne, som under hele Tumulten havde viist en Koldblodighed og Holdning, der ligeledes ikke lidet bidrog til at imponere hans Modstandere, Ordet for at vise hvor ugrundet den Beskyldning var, at det skuldte være af Ringeagt mod Valgdistrictet, at han ikke var mødt i en Forsamling, der aabenbart var anstiftet af Mand, der slet ikke hørte til Valg-Districtet, og hvis Tendents havde været saa øiensynlig fjendtlig stillet imod ham. Han viste, at der tvertimod i hans Udeblivelse fra Casino-Mødet laae et Beviis paa Agtelse for Distriktet, idet han derved havde viist, at han tiltroede sine Vælgere saa megen Selvstændighed, at han maatte ansee det ufornødent paa Stedet at imødegaae de Beskyldninger og Bagvaskelser, hvormed man vilde søge at underkue deres selvstændige Dom om ham, og at hans Opførsel i ialtfald viste mere Agtelse mod Valgdistrictet end de Mands udenfor Valgdistrictet, der ikke utydeligen havde givet tilkjende, at de ikke tiltroede dette Valgdistrict den fornødne Indsigt og Selvstændighed for selv at bedømme deres Valgkandidat, naar ikke Mand udenfor Valgdistrictet gjorte sig til Districts-Vælgernes selvbeflikkede Lærere og Ledere. Han gik derefter over til de Angreb, som vare gjorde paa ham i Casino-Mødet , og gjorde opmærksom paa, at hans Angribere der hovedsageligen og næsten udelukkende havde været Mænd udenfor Distriktet, der ikke blot vare hans politiske men tildeels ogsaa hans personlige Uvenner. De, som der efter de offentlige Beretninger om Mødet især havde angrebet ham, vare Cand. Schack, Consul Hage og Kammerraad Drewsen; men hvad de to Forstnævnte angaaer, da var det mere deres subjektive Skjøn om ham, som de havde udtalt, end en paa Kjendsgjerninger motiveret Dom.
Men, det subjective Skjøns Betydning er dog vel under alle Omstændigheder afhængig af Personens egen Betydning, der udtaler dette, og kan under ingen Omstændighed begrunde nogen objectiv Domfældelse. Han kjendte ikke Hr. Schack; men naar en Mand tillod sig at bruge saadanne Udtryk, som dem Hr. Schack havde tilladt sig mod ham, uden at fremføre et eneste Beviis, saa kunde han ikke andet end, mildest talt, tillægge denne Mand en høi Grad af ungdommelig Letsindighed, og meente at finde en ny Berettigelse til denne Dom over Hr. Schacks Angreb paa ham i den Maade, hvorpaa hans Medcanditat var bleven anbefalet af Hr. Schack, som havde fremstillet denne som "et Ideal paa en Rigsdagsmand." Ved at imødegaae de Angreb, som Consul Hage havde gjort mod ham, bemærkede Prof. David, at han derimod kjendte denne Mand; men da han formodede, at ogsaa en stor Deel as Forsamlingen kjendte ham, saa ansaae han det saa meget mere overflødigt at vise, hvorlidet Betydning det subjective Skjøn af denne Mand kunde have at sige. Naar det var blevet sagt, at han i de sidste Aar Intet havde udrettet etter gjort for Folkets og Nationalitetens Sag, saa meente han imod denne Anklage roligen iblandt Andet at kunne henvise til hvad han i Stænderne havde virket for og udrettet. Han meente, at han i Sagerne om Finantsernes Offentlighed, Consumtionens Ophævelse, den directe Handels Beskyttelse, det Kjøbenhavnske Skolevæsen, Almindelig Værnepligt, Selveiendoms Udbredelse osv., ligesom i Sagerne om Rigets Eenhed og Arve-Declarationen, de stænderske Comitter, Statsraadets Forandring osv. havde viist, at han altid havde været de Grundsætninger troe, hvorved han tidligt havde vundet sine Medborgeres Bifald paa sin Skribentbane, og at Folkets og Vandets Udvikling laae ham nok saa meget paa Hjerte som Nogen. Iblandt de Forslag, som han havde indbragt i Stænderforsamlingen, vilde han nævne Forslaget om Toldgrændsens Ophævelse og om en forandret Skillemynts Inddeling. Han troede, at disse Forslag vare nok saa vigtige, netop med Hensyn til vore internationale Anliggenders Ordning, som noget Forslag, der var fremkommet i stænderne, og han ansaae det som et af de største Misgreb, der var begaaet fra Regjeringens Side, at man ikke tidligere havde tænkt paa at sammenknytte Kongerigets og Hertugdømmernes materielle Interesser, og at man havde ladet den Bom bestaae, der var et synligt Tegn paa Statens Søndersplittelse, men han kunde heller ikke andet end beklage, at der fra Folkets Side ikke var viist den samme Interesse for Toldgrændsens Ophævelse som for Sprogsagen. Vel erkjendte han Sprogets Vigtighed og nationale Betydning, men det immaterielle Bindemiddel brister, hvor alle materielle Baand overhugges. Han havde desuden i Stændersalen indbragt Forslagene om Slave-Emancipationen og Daarevæsenet, og meente ogsaa at kunne beraabe sig herpaa, naar han angrebes for ikke længer at tænke paa Friheden og Folkets Vel. Han vidste ret godt, at der gaves Mennesker, der meente, at man Intet havde gjort for Folket og detS Frihed, naar man ikke bestandigt havde agiteret for at bevirke en Forandring i de politiske Samfundslove, og hos disse var det en utilgivelig Brøde, at han i 1846 havde stemt imod det Lehmannske Constitutionsforslag. Men han maatte erindre om, hvad han ved Prøvevalget havde fremført i denne Anledning, hvis Rigtighed hans Modstanderes Taushed dengang end mere bekræftede, og maatte endnu kun tilføie til hvad han tidligere havde sagt om de heldige og uheldige Phaser for Folkefrihedens Udvikling, at man hos en af Nutidens største Frihedsmænd, Lamartine. vil stude en ny Bekræftelse paa. hvor vigtig den Sandhed er, at gode Love ere Tidens Børn. Naar en Mand som Lamartine gaaer frem med saamegen Vaersomhed, og med saamegen samvittighedsfuld Hensyntagen til Tid og Forhold, inden han kan bestemme sig over Spørgsmaal, hvis Løsning for en Deel har udgjort hans Livs Opgave, saa veed man sandelig ikke hvad man meest skal forundre sig over, enten den Letsindighed, hvormed en Forsamling af Tusinder afgjør de meest vanskelige politiske Problemer, eller den Fanatisme, hvormed den Enkelte, om hvis Dommerkald og Dommerværdighed der vel kan reises nogen Tvivl, forkjættrer Enhver der ikke hytter hans Mening. Efter endnu at have omtalt Hr. Consul Hages Allusion, der vilde have at han, som Jacob, endnu skulde tjene 7 Aar for Rachel, inden han kunde blive Folkedeputeret, og viist hvorledes der laae nogen Sandhed heri, idet Hr Hage gjorde sig til Laban, om hvis Redelighed Mosebog 1-29-25 taler, gik Prof. David over til at omtale det af Kammerraad Drewsen paa ham gjorte Angreb. - Efter i fuld Maade at have ladet Hr. Drewsens tidligere Fortjenester af Bondestanden vederfares Ret, viste Prof. David hvorledes denne Mand for en stor Deel var medskyldig i ten fordærvelige Agitation i Bondestanden , som han nu troede selv at maatte bekæmpe. Det er netop fra den Tid, da Hr. Drewsen gik Haand i Haand med Procurator Christensen, at hans politiske Modstand mod Professor David skriver sig; men han vilde tillige gjøre opmærksom paa at der var en anden Grund for Hr. Drewsen til at bekæmpe ham, og denne er: at han altid havde været imod at Kludeudførselen skulde forbydes eller belægges med en til Forbud grændsende høi Told, og at den Fattige endog skulde berøves eller forkleines i denne Næringsvei. Dette havde været at angribe Hr. Drewsen fra en meget omstændtlig Side. Naar nu Drewsen igjen angriber ham, saa var dette vel ikke saa meget at undres over i og for sig. Heller ikke var det at undres over, at Hr. Drewsen, som syntes at have glemt saa meget, f. Ex. at naar man saaer Vind saa høster man Storm, og hvilken Rolle han, som nu vil være Bondeagitationens Dæmper, selv har spillet i 1842 og 1844, da det blev antydet, at naar der ikke gjortes noget for Bondestanden, saa vilde "Postelinet" nok blive slaaet itu, ikke synes at erindre Sagens rette Sammenhæng, skjøndt Kludesagen har spillet en saa vigtig Rolle i Stænderforsamlingerne. Men hvad der ikke kan andet end forundre, det er, at Hr. Drewsen ogsaa synes at have glemt, at Stændertidenden for 1842 endnu er til, og at Sagen findes der in extenso fra Pag. 4155 til Pag. 4162. Prof. David oplæste nu af Stændertidenden hvad der var passeret, og meente, at han kunde rolig overlade det til Forsamlingens Dømmekraft og Retfærdighedsfølelse at charakterisere dette Angrebs Beskaffenhed og vurdere dets Betydning.
Men, vedblev Prof. David, det var ikke blot disse Angreb, som han havde at imødegaae. "Fædrelandet" havde ogsaa, endnu i Gaar Aftes, paapeget ham som en af Ministeriets og den nærværende Tilstands Modstandere. Han maatte erindre om, hvad han ved Prøvevalget havde sagt; at han langtfra kunde billige hvad det Parti, som den 21de Marts havde faaet Andeel i Ministeriet, som Parti havde virket for, at det navnligen havde bestræbt sig for at udsondre Holsteen af den danske Stat, og at Partiet havde i saa Henseende efter hans Overbeviisning begaaet store Misgreb - men som Ministeriets Modstander havde han paa ingen Maade viist siej; han havde tvertimod erkjendt dets vanskelige Stilling, og med alle gode Borgere været enig om at Landets Frelse gjør det hver Fædrelandsven til Pligt ikke at gjøre Noget, som nu kunde svække Enigheden. Heller ikke vidnede det om, at han blev anseet af Ministeriet som dets Modstander, at Justitsministeren skjenkede ham den samme Tillid med Hensyn til hans Andeel i Fængselsreformen, som tidligere var bleven ham til Deel; og ligeledes talte herimod, at Cultusministeren havde anmodet ham om atter at optræde som Lærer ved Universitetet i Statsvidenskaberne - Noget, som dog vel aldrig vilde være skeet, naar man i ham havde seet en Modstander og troet at han nærede forskjellige Grundanskuelser om Staten og Statslivet end dem, som Ministeriet hylder. Men Sagen er, at "Fædrelandet" er ministeriel quand mème, og det vil derfor gøre Ministeriet samme Skade som Royalisterne quand mème i Frankrig gjorde Kongedømmet i 1815 og 1816; og det saa meget mere som Løsningen af den Opgave, som Ministeriet har stillet sig, for en stor Deel beroer paa Forudsætninger, over hvilke det med dets bedste Villie og Landets hele Kraft alene ei formaaer at raade, og som ikke tabte deres store Betydning, fordi "Fædrelandet" i sin Eensidighed vedblev at oversee eller fornegte dem.
Efter saaledes at have gjendrevet de paa ham gjorte Angreb, gik Prof. David over til yderligere at udvikle de af ham ved Prøvevalget og i hans Program udtalte Grundsætninger, og til at vise, at den sande Folkefrihed kun kan bygges paa Lovlighed og Orden, og at en stærk Regjering er en ligesaa nødvendig Betingelse for Samfundets Betryggelse som de i Folkets Udvikling rodfæstede frie Institutioner, der skulle værne om dets Rettigheder. Han vilde derfor Kronens Magt og Folkets Rettigheder i lige Grad betryggede, ingen Ulighed for Loven, ingen ubegrændset Frihed i nogen Retning, men en ved det almen Vel betinget, paa Orden og Lovlighed bygget Frihed i hver Retning. - Denne Tale som varede i over en Time, blev fulgt med en Opmærksomhed, der vidnede om det dybe Indtryk, som den gjorde, og Taleren blev ved dens Slutning hilse af Forsamlingens lydelige Bifaldsraab, mod hvilke de, som syntes at have foresat sig at gjøre det 8de Valgdistricts Forsamling til en Tumleplads for en Partikamp, intet formaaede. Efter Prof. David betraadte Tømmermester Kayser Talerstolen, og anbefalede sig til sine Vælgere i en kort Tale, hvori han især søgte at udvikle Betydningen af de i hans Program udtalte Grundsætninger, og antydede, at han i Særdeleshed havde stillet sig som Valgcandidat, fordi han var overbeviist om disse Grundsætningers Rigtighed, og fordi han ansaae det høist vigtigt, at den Stand, hvortil han hørte, ikke savnede en Repræsentant i Rigsforsamlingen.
Efterat saaledes begge Candidater havde udtalt sig for Forsamlingen, fik Hr. Silke- og Klædekræmmer Krarup Ordet, for at rette nogle Spørgsmaal til dem, idet han udviklede hvor vigtigt det var, at Forsamlingen nøie kiendte Candidaternes Anskuelse om Valgloven, om Kongevalgene, om hvorvidt det maatte ansees for gavnligt, at Rigsdagsmændene fik Diæter, og hvorvidt det ansaaes hensigtsmæssigt, at Rigs-Forsamlingen traadte sammen efter længere eller kortere Mellemrum. Professor David besvarede disse Spørgsmaal i Henhold til hvad han havde yttret ved Prøvevalget: at det var et voveligt Forsøg man havde gjort ved at indføre almindelige Valg uden Census, men at han indrømmede Vanskeligheden af hos os at finde en passende bred Valgbasis, naar Folket virkelig skulde siges at være repræsenteret. Med Hensyn til Kongevalgene troede han tilstrækkeligen at have udtalt sig ved Prøvevalget; og at han ikke kunde tilraade en saadan Modvægt mod almindelige Valg ulgte allerede deraf, at han vilde en sand Folke-Repræsentation.
Med Hensyn til Diæter og Valgperioden troede han at kunne fatte sig meget kort. Det vilde være en Modsigelse at ville Valg uden Hensyn til Formue, og at ville Repræsentanter uden Diæter, thi det vilde ige at ville kun Repræsentanter med Formue. Lige saa indlysende var det, at Rigsforsamlingen maatte sammenkaldes med korte Mellemrum, saalænge der var saa meget at ombygge og omordne, som Tilfældet nu er; men dermed var det ikke afgjort, om Valgperioden ikke kunde være længere, naar en roligere udviklingsgang først indtræder. Hr. Kayser besvarede de samme Spørgsmaal overensstemmende med sit Program; kun med Hensyn til Diæterne bemærkede Ian, at han kunde ønske at de mere Formuende gave Afkald paa Diæter, og at de mindre Formuendes bestemtes i Forhold hertil.
Derpaa forlangte og fik Hr. Ottesen Ordet; men det lykkedes ham ikke at vinde Forsamlingens Opmærksomhed, der heller ikke blev Hr. Skomagermester Jacobsen, som efter ham besteg Talerstolen, til Deel. Mere heldig var Hr. Sadelmager Olsen, der udbad sig og erholdt Forsamlingens Opmærksomhed, ikke for at rette Spørgsmaal til Candidaterne eller for at udvexle Anskuelser med disse, men for at anbefale Hr. Kayser, som Haandværker til Haandværksstanden.
Valgbestyrelsens Formand erklærede nu Forhandlingen sluttet, og den collective Afstemning, hvorved Ikke-Vælgere deeltog med Vælgere, fandt derpaa Sted. Ved denne erholdt Hr. Kayser Majoriteten for sig og Prof. David begjærede Afstemning til Protokollen, hvilket, besynderligt nok, en Deel af det tilstedeværende Publicum meente ikke burde tilstedes. Ved den skriftlige Afstemning, som derpaa fandt Sted, erholdt Tømmermester Kayser 378 og Professor David 361 Stemmer, hvorefter den Førstnævnte erklæredes for Valgdistrictets Repræsentant.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. oktober 1848, 2. udgave)
Harald Hartvig Kayser (1817-1895). Tømrermester, politiker. Han blev 1848 medlem af Københavns borgerrepræsentation. Ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling stod han som nationalliberal kandidat, men han anbefaledes også af Venstres valgreformforening. Han opstillede ikke til de efterfølgende rigsdagsvalg. I stedet helligede han sig borgerrepræsentationen hvor han var formand 1863-73 og næstformand 1875-94. I 1884-85 også formand. I ti år fra 1854 blev han valgt på Christianshavn som nationalliberal til folketinget. 1871 blev han kongevalgt medlem af landstinget. Han trådte tilbage få dage før sin død.
Christian Georg Nathan David (1793– 1874). Politiker og nationaløkonom. Han var kendt siden 1830'erne for kritik af regeringen og argumentationen for en konstitutionel regeringsform til, med en langvarig proces til følge hvor han var suspenderet fra sit embede. Højesteret frikendte ham, men han blev alligevel afskediget i 1836, med fuld gage i pension. I 1840 valgtes han til borgerrepræsentant i København og til en af byens repræsentanter i Roskilde Stænderforsamling. Han var ikke demokratisk eller national.
Efter at have tabt valget i 1848 til den grundlovgivende rigsforsamling, kom han i forsamlingen som kongevalgt. Han stemte han imod det endelige grundlovsforslag. I december 1849 valgtes han til medlem af Folketinget for Københavns 5. Kreds.Efter valgperiodens udløb udtrådte han af rigsdagen.
I 1854 blev han chef for Det Statistiske Bureau og i 1858 nationalbankdirektør. I 1854 medlem det kongevalgte rigsråd. I 1855 i oktoberforfatningens rigsråd. Han var ven med Christian 9. Efter ministeriet Monrads fald juli 1864 blev David finansminister i det konservative ministerium Bluhme indtil november 1865. Fra 1866 i Landstinget indtil han nedlagde sit mandat i 1870.
