28 august 2020

Nordslesvig, November 1848. (Efterskrift til Politivennen)

(Hp. Av.) Nordslesvig den 16. november. Handlen ligger her for tiden ganske stille, landmanden kan intet sælge. I handlen købes rugen for 5½ til 6 mark tønden. Skatterne indkræves, beboerne vil ikke betale, pantemanden går om. Bliver tilstanden som den er og det ikke fra København erklæres beboerne at eller hvad de skal betale, vil de pådrage sig store omkostninger og kærligheden til Danmark vil kølnes hos mange svagere sjæle. 

En karl der har gjort hele felttoget med som dansk soldat, siger at mange af de nye geværer er dårligere end de gamle, da ved affyringen flækker kolben. Præsterne i Torninglehn har under 11. ds. fået en ny ordre fra amtmand Bruhn at de uvægerligt den 19. har at udføre den hidtil nægtede publikation af "fællesregeringens" bekendtgørelse angående de siden den 17. marts d. å. emanerede love, forordninger og administrative forholdsregler, da de ellers foeløvig vil blive idmt en mulkt af 100 rbd. cour. hver. De har i denne anledning afholdt et møde og er blevet enige om at foretage publikationen, men tillige at indgive en erklæring til regeringen.

(Kjøbenhavnsposten den 20. november 1848)

Vesteraa Færgested. (Efterskrift til Politivennen)

Forlangt Indrykkelse.

Ved min Ankomst til Vesteraa Færgested i Aalborg afvigte Mandag Aften Kl. 10½ for at oversættes her til Byen, var, foruden mig, Gaardmand Lars Svendsen af Røgelhede, som ogsaa ønskede sig til Nørresundby, tilstede, men han berettede mig, at man ikke kunde komme over, fordi Færgefolkene ikke vilde oversætte ham. Jeg henvendte mig ligeledes til Færgefolkene i samme Øiemeed, men uagtet gjentagne Opfordringer vare de ikke at formaae hertil, hvorimod jeg afvistes med en ikke liden Grad af Brutalitet. Derefter henvendte jeg mig til den antagne Opsynsmand, Hr. Jensen, i Vesteraaeskiælder, for ved hans Medvirkning eller Ordre at opnaae Oversættelsen, men ligeledes uden Held, ligesaa lidet sent jeg kunde blive indladt i det Locale, der efter Generalpostdirectionens Foranstaltning skulde staae aabent for Reisende. Man affærdigede mig ved Vinduet ved en Pige: at Hr. Jensen ikke var tilstede, og videre var ikke at opnaae. - Følgen heraf var naturligviis den, at jeg ikke heller kunde komme til at fremføre min Klage i den Protocol, som til dette Øiemeed altid skal være tilstede. Jeg tillod mig derfor at begive mig til Hr. Captlain Bluhme, der, saavidt mig bekjendt, skal have Overopsynet over Færgevæsenet, og først efter hans Tilstedekommen ved Færgestedet lykkedes det mig og Lars Svendsen, om Natten Kl. 1, at blive sat over. En saadan Fremfærd kan dog ikke nægtes, mildest talt, i Vinterens Tid at vare uforskammet, og jeg tillader mig derfor offentligt at fremsætte denne min beviselige Klage, for at vedkommende Autoriteter kunne foranledige denne Sag undersøgt og Færgevæsenet bragt paa en saadan Fod, at de saa gjængse lydelige Klager, som saa ofte af Mangel paa Beviis ikke blive oplyste, kunne bortfalde. Færgevæsenet har saa gode aarlige Retteindtægter, at man maa harmes over, i hvilken Tilstand det befinder sig, saa det var ønskeligt. om de gjentagne fremsatte offentlige Yttringer om en Forbedring heri, kunne paaskynde denne. 

Nørresundbt, den 16de November 1848.
J. Lund.
Bager.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. november 1848).

27 august 2020

Schleswig-Holstein, Oktober. 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten, oktober.

De udnævnte til Slesvig-Holstens fællesregering.

En provisorisk regering er, eller måske rettere sagt trådt tilbage for at give plads til en anden, også kun provisorisk, selvom det godt kunne have været at denne forandring ikke havde fundet sted, og den gamle provisoriske regering kunne have regeret videre indtil en senere og endelig fred, samt betingelserne. Men den regering der nu er trådt tilbage, var engang en der udsprang af revolutionen og folkets vilje; på trods af dens erklæring om at suverænen ikke var fri, og at den kun regerede i hans navn, modsatte den sig lidt for skarpt legitimitetsprincippet som om det kunne have varet længere. Som bekendt skulle den af ​​Preussen, Danmark og den tyske centralmyndighed udpegede nye regering uden handling fra landets side, som kalder sig "Slesvig-Holstens fællesregering", bestå af mænd, der nyder almen respekt og generel tillid. Man kan dog med rette hævde, at denne almindelige respekt og denne almindelige tillid ikke er andet end forudsete ting, for så vidt som medlemmerne af denne nye regering ikke allerede har den nævnte respekt og tillid, men først skal erhverve dem, og det vil vi oprigtigt ønsker i deres og landets interesse, at de foretager denne overtagelse meget snart. De to borgerklassemedlemmer af denne regering, hr. Preusser (etatsråd og overappellationsråd) og Boysen (herredsfoged fra Nederditmarsken) er måske meget respektable mænd, men den større offentlighed ved stadig for lidt om dem og deres politiske retning, til at de måske kan have universel respekt og tillid. Men hvad angår de andre adelige medlemmer af denne regering, kan det med sandhed siges, at de fra politisk side næppe kunne have landets respekt og tillid. Grev Reventlow-Jersbeck, der blev udnævnt til regeringspræsident, er en stiv aristokrat med en stærk blanding af servilisme overfor toppen, og i Stænder- og Statsforsamlingen har han frembragt sig med et vist strejf af stolthed som middelaldermand og karakter, men også hans egen inkompetence til sin nuværende stilling udtalt, forsåvidt en til middelalderen hørende statsmand næppe vil være egnet til at varetage et højt statsembede til et ands tilfredsstillelse i vor tid. Grevens nationale sindelag lader også meget tilbage at ønske, for for få år siden erklærede han i den lokale stænderforsamling under en relevant debat, at han betragtede Slesvig-Holsten som sit nære fædreland og Danmark som sit næste fædreland.  På det tidspunkt så han ikke ud til at have nogen særlig sympati for Tyskland, men det kan have udviklet sig i ham som tiden gik. Den lokale baron og foged for flere embeder, Heintze, er forblevet mindre kendt af den brede offentlighed på grund af sin politiske overbevisning. Det eneste man faktisk ved om ham, er at han var en dansk statstjenestemand og loyal tjener for Christian VIII, og hvis hans holdning, kombineret med hans oprindelige afvisning af at anerkende den provisoriske regering og det lokale lands uafhængighed, ikke gav ham almen respekt og generel tillid, og mod forventning først skal erhverve dem, fordi han endnu ikke besidder dem. Langt mindre kendt er grev Adolph Moltkes patriotiske og politiske bedrifter der i begyndelsen blev forvekslet med den slesvigske landsretsråd, grev Adam Moltke, en meget respektabel gammel mand, og derfor blev hilst varmt velkommen. Denne grev Adolph Moltke sad i kollegiet i København og har måske vundet respekt og tillid der. Derfor består respekt- og tillidsregeringen i det lokale land af sådanne medlemmer hvor nogle ønsker at savne baron Blome von Falkenberg. I mellemtiden har den som bekendt anerkendt den aktuelle situation sammen med den grundlæggende statslovgivning og har omgivet sig med ansvarlige ministre, der måske har en højere grad af offentlig respekt og offentlig tillid end regeringsmedlemmerne selv.

(Slutning følger.).


Schleswig-Holstein, Oktober.

Die zur gemeinsamen Regierung Schleswig-Holsteins Verordneten.

Eine provisorische Regierung hat, oder vielleicht richtiger gesagt, ist abgedankt, um einer andern, glichfalls nur provisorischen, Platz zu machen, obgleich es eben so gut gewesen seyn möchte, dieser Wechsel wäre nicht vorgenommen, und die alte provisorische Regierung hätte bis zum demnächtigen Frieden und einer endlichen festen Ordnung der Verhältnisse fortregiert. Allein die nunmehr abgetretene Regierung war einmal eine aus der Revolution und dem Willen des Volks hervorgegangene, sie trat trotz ihrer Erklärung, dass der Landesfürst unfrei sey und sie nur in seinem Namen die regierung führe, doch etwas allzu scharf dem Prinzip der Legitimität entgegen, als dass sie hätte länger bestehen können. Die von Preussen, Dänemark und der deutschen Centralgewalt ohne Zuthun des Landes ernannte neue Regierung, die sich selbst "zur gemeinshaftlichen regierung Schleswig-Holsteins verordnete" nennt, sollte bekanntlich aus Männern bestehen, welche die allgemeine Achtung und das allgemeine Vertrauen besätzen. Man möchte jedoch wohl mit Recht behaupten, dass diese allgemeine Achtung und dieses allgemeine Vertrauen lauter anticipirte Sachen sind, in so fern die Mitglieder dieser neuen Regierung die genannte Achtung und das genannte Vertrauen nicht sowohl schon besatzen, als sich erst erwerben müssen, und wir wollen in ihrem und des Landes Interesse aufrichtig wünschen, dass sie diese Erwerbung recht bald machen. Die beiden bürgerligchen Mitglieder dieser Regierung, die Herren Preusser (Etatsrath und Overappellationsrath) und Boysen (Landvogt von Niederdithmarschen) mögen ganz achtungswrthe Männer seyn, nur weiss das grössere Publikum noch zu wenig von ihnen und ihrer politischen Richtung, als dass sie in dieser Hinsicht schon allgemeine Achtung und allgemeines Vertrauen besitzen könnten. Was aber die übrigen adelichen Mitglieder dieser Regierung betrifft, so kann man mit Wahrheit sagen, dass sie in politischer Hinsicht schwerlich dem Lande Achtung und Vertrauen haben einstötzen können. Der zum Regierungspräsidenten ernannte Graf Reventlow-Jersbeck ist ein starrer Aristokrat mit einer starken Beimischung von Servilismus nach oben, und in der Stände-und Landesversammlung hat er sich mit einem gewissen Ansluge von Stolz als einen mittelalerlichen Mannund Character selbst prducirt, dadurch aber auch selbst seine Untüchtigkeit für seine jetzige stellung ausgesprochen, in so fern ein dem Mittelalter angehöriger Staatsmann schwerlich dazu geeignet seyn möchte, zu unserer Zeit ein hohes Staatsamt zur Zufiredenheit eines Landes zu bekleiden. Auch die nationale Gesinnung des Grafen möchte Vieles zu wünschen übrig lassen, denn er erklärtevor einigen Jahren in der hiesigen Ständeversammlung bei einer betreffenden Debatte, dass er Schleswig-Holstein als sein näheres und Dänemark als sein weiteres vaterland ansehe. Für Deutschland schien er damals keine sonderlichen Sympathien zu hegen, die sich aber vielleicht im Fortgange der Zeit bei ihm eingestellt haben mögen. Der hiesige Baron und Amtmann mehrerer Aemter, Heintze, ist seinem politischen Glauben nach dem grösseren Publikum unbekannter geblieben. Man weiss eigenlich nur von ihm, dass er ein dänischer Gesammtstaatler und ein treuer Diener Christians VIII. war, und wenn daheer diese seine Gesinnung, verbunden mit seiner anfänglichen Weigerung, die provisorische Regierung und die Selbstständigkeit des hiesigen Landes anzuerkennen, nicht wider Erwarten  ihm allgemeine Achtung und allgemeines Vertrauen zuwege gebracht haben sollte, so muss er sich dieselben gleichfalls erst erwerben, denne er besitzt sie noch nicht. Noch viel unbekannter sind die patriotischen und politischen Verdienste des Grafen Adolph Moltke, den man Angangs vielfältig mit dem schleswigschen Obergerichtsraht, dem Grafen Adam Moltke, einem sehr achtungswerthen alten Manne, verwechselte und dessshalb freudig begrüsste. Dieser Graf Adolph Moltke sass in dem weiland Kollegium zu Kopenhagen, und mag sich dort immerhin Achtung und Vertrauen erworben haben. Aus solchen Mitgliedern besteht demnach die Achtungs- und Vertrauensregierung des hiesigen Landes, in derr manche den Baron Blome von Falkenberg vermissen wollen. Sie hat indessen bekanntlich den gegenwärtigen Zustand nebst dem Staatsgrundgesetz anerkannt und sich mit verantwortlichen Ministern umgeben, die vielleicht im höheren Grade die öffentliche Achtung  und das öffentliche Vertrauen besitzen, als die Regierungsmitglieder selbst.

(Schluss folgt.).

(Morgenblatt für gebildete Leser.  13. november 1848)


Slesvig-Holsten, oktober (slutning).

Samfund. - Krigsførelsen mod danskerne.

Foreningsvæsenet har på det seneste taget et betydeligt opsving her i landet, men de fleste af foreningerne bevæger sig i underordnede kredse, idet de i højere grad henvender sig til offentlige anliggender end til statslige anliggender. Dette bør dog ikke indeholde nogen indvending mod disse foreninger, da en god og fornuftig etablering af samfundssystemet og varetagelsen af ​​lokale interesser bestemt ikke er uvæsentlige ting i sig selv. Så vidt jeg ved, er der kun virkelig demokratiske foreninger i Altona og Kiel, og de vil næppe formere sig væsentligt, da de demokratiske elementer og principper endnu ikke har fundet stor tilslutning blandt lokalbefolkningen. Det skyldes nok ikke kun massernes stadig lidt store politiske udflugter, men også den demokratiske overflod og dårskaber der desværre nu forekommer overalt. For de rige og velstillede her er i øvrigt anarkiets spøgelse, den røde republik og andre ting, som folk har vist sig at være forfærdelige nok, sørgelige grunde nok til at holde dem væk fra demokratiske bestræbelser. Så meget desto mere latterligt er det, når prinsen af ​​Augustenborg der formentlig frygter for sin families fremtidige styre her, nu er ude på at få et gigantadresse mod republikken blandt de lokale bønder. Denne frygt er faktisk lige så absurd som frygten i det preussiske kabinet i foråret for oprettelsen af ​​en slesvig-holstensk republik, som ingen tænkte på, det er også lige så sandt, at vi fra foråret til nu faktisk har levet i et republik, uden dog meget få mennesker syntes at tænke på det. Også en såkaldt slesvig-holstensk patriotisk forening, under ledelse af hans excellence geheimeråd greve v. Blome af Salzau, der ser ud til at have meget til fælles med den patriotiske forening i Hamborg, har for nylig givet sig til kende. Denne forenings første offentlige virksomhed bestod i at den udstedte et opråb til den lokale befolkning og i særdeleshed til indersterne eller småfolkene på de adelige godser, hvori de anmodes om ikke at stole på advokaterne, forfatterne og skolelærerne. som kun snyder og vil have deres penge, men derimod deres godsejere og deres dommere og inspektører, som mente det godt med dem. Man kan se, at denne patriotiske forening er meget patriotisk, og at den forstår at give gode råd som ikke går tabt for offentligheden. Generelt rykker det aristokratiske og reaktionære parti, som siden marts havde været i en tilstand af lammelse, nu igen kraftigt og finder efter omstændighederne ret godt terræn her, hvis dets tilhængere ikke stiller for store krav. - Man erfarer flere og flere interessante ting om Wrangels krigsførelse mod danskerne, der, hvis de alle er sande, yder et pænt bidrag til tidens og kabinettets historie. Mistanken om, at Wrangel førte krigen mod danskerne på en meget ejendommelig, human måde, som allerede var meget almindelig her under krigen om sommeren, og ofte blev hævdet af især lokale soldater. Så ingen troede rigtigt på det og ville heller ikke tro på det. Men denne mistanke antager nu en sådan karakter, at den er blevet nærmest en uomtvistelig sikkerhed blandt en stor del af den lokale befolkning. Militære og civile personer taler nu åbent og bestemt om det; sagen skal også bekræftes fra dansk side. Hvis denne mistanke virkelig var berettiget, ville mange ting, der ellers ville være ganske uforklarlige, naturligvis på én gang blive ganske forklarlige. Danskernes vidunderlige flugt i Slesvig, deres forfølgelse, den mærkelige hændelse ved Sundeved og hundrede andre uklarheder ville derved ophøre med at være gåder. Én ting er i hvert fald sikkert: enten er general Wrangel ikke den general han udgives for at være, eller også gik tingene ikke som de skulle. I begge tilfælde er generalens laurbær ikke af den rigtige slags, og den takketale i Frankfurt kan kun vække en vis morskab blandt eksperter. Til gengæld er alle enige i lovprisningen af ​​bondeofficererne, nemlig oberstløjtnant von der Tann.


Schleswig-Holstein, Oktober.

(Schluss)

Vereine. - Die Kriegsführung gegen die Dänen.

Das Vereinswesen hat in letzter Zeit auch im hiesigen Lande einen bedeutenden Aufschwung genommen, doch bewegen sich die meisten Vereine in untergeordneten Kreisen, indem sit sich mehr den Gemeineangelegenheiten, als den staatlichen Dingen zuwenden, Diess soll jedoch keinen Tabel gegen diese Vereine enthalten, da eine gute und vernünftige Einrichtung des Gemeindewesens und eine Pflege der Lokalinteressen an und für sich gewiss nicht zu den unwichtigen Dingen gehören. Eigentliche demokratische Vereine gibt es emines Wissens nur in Altona und Kiel, auch dürften sie sich wohl kaum bedeutend vermehren, da die demokratischen Elemente und Grundsätze bei der hiesigen Bevölkerung bis jetzt noch wenig Anklang finden. Daran ist nun wohl nicht allein die allerdings noch etwas grosse politische Unreise der Massen schuld, sondern auch die demokratischen Euberschwenglichkeiten und Thorheiten, die leider jetzt allerwärts vorkommen. Für die hiesingen Wohlhabenden und Begüterten sind übrigens schon allein das Schreckgespenst der Anarchie, der rothen Republik und andere Dinge, die man den Leuten geslissentlich schrecklich genug vorgemalt hat, tristige Gründe genug, um sie von demokratischen Bestrebungen fern zu halten. Desto lächericher ist es, wenn der Prinz von Augustenburg, der wahrscheinlich für die künftige hiesige Herrschaft seiner Familie fürchtet, jetzt darüber aus ist, unter den hiesigen Bauern eine Riesenadresse gegen die Republik zu Stande zu bringen. Diese Furcht ist in der That eben so abgeschmackt, wie im Frühjahr die Furcht des preussischen Kabinets vor der Errichtung einer Schleswig-Holsteinischen Republik, woran Niemand dachte, ist es auch gleich wahr, dass wir vom Frühjahre bis jetzt thatsächlich in einer Republik lebten, woran jedoch die wenigsten Leute zu denken schienen. Auch ein sogenannter Schleswig-Holsteinischer patriotischer Verein, unter der Leitung Sr. Excellenz des Geheimen-Conferenzraths Grafen v. Blome auf Salzau, hat sich in diesen Tagen bemerklich gemacht, der in seiner Tendenz viele Aehlichkeit mit dem patriotischen Verein zu Hamburg zu haben scheint. Die erste öffentliche Thätigkeit dieses Vereins hat darin bestanden, dass er einen Aufrug an die hiesige Bevölkerung, und namentlich an die Insten oder kleinen Leute auf den adeligen Gütern erliess, worin dieselben aufgefordert werden, nicht den Advokaten, Literaten und Schullehrern zu trauen, die sie nur betrögen und ihr Geld wollen, sondern vielmehr ihren Gutsherren und deren Gerichtshaltern und Inspektoren, die es gut mit ihnen meinten. Man sieht, dass es in diesem patriotischen Verein recht patriotisch hergeht, und dass er namentlich gute Rathschläge zu erheilen weiss, die für die Betheilighten höffentlich nicht verloren seyn werden. Ueberhaupt regt sich die aristokratische und reaktionäre Partei, die seit März in einer gewissen Betäubung gelgen hatte, jetzt recht mächtig wieder und findet auch den Umständen nach hier einen ganz guten Boden, falls ihrer Anhänger nicht allzu grosse Ansprüche machen sollten. -  Ueber die Kriegsführung Wrangels gegen die Dänen erfährt man jetzt immer mehr interessant Dinge, die, wenn sie alle wahr sind, einen hübschen Beitrag zur Zeit- und Kabinetsgeschichte liefern. Der Verdacht, dass Wrangel den Krieg gegen die Dänen auf eine sehr eigenthümliche, humane Weise führe, was schon während des Kriegs im Sommer, hier sehr verbreitet und wurde namentlich von hiesigen Soldaten vielfach behauptet. Soch glaubte Niemand so recht daran und mochte auch nicht daran glauben. Dieser Verdacht nimmt aber jetzt einen solchen Cahracter an, dass er fast zur unumstösslichen Gewissheit bei einem grossen Theile der hiesigen Bevölkerung geworden ist. Militär- und Civilpersonen sprechen sich darüber jetzt offen und bestimmt aus; auch soll die Sache von dänischer Seite bestätigt werden. Wäre dieser Verdacht wirklich begründet, so würden freilich viele sonst ganz unerklärliche Dinge dadurch auf einmal ganz erklärlich. Das so wunderbare Entkommen der Dänen bei Schleswig, ihre Richtverfolgung, der so seltsame Vorfall in Sundewitt, und noch hundert andere Dunkelheiten würden dadurch aufhören Räthsel zu seyn. So viel möchte wenigstens gewiss seyn: entweder ist General Wrangel nicht derjenige Feldherr, wofür er gewöhnlich ausgegeben wird, oder es ist nicht alles so zugegangen, wie es hätte zugehen sollen. In beiden Fällen sind die hier gepflückten Lorbeeren des General nicht von der ächten Sorte, und jene Frankfurter Dankadresse kann bei Sachverständigen nur eine gewisse Heiterkeit erregen. Einstimmung sind dagegen alle im Lobe der bauerischen Offiziere, und nanemtlich des Oberstlieutenants von der Tann. 

(Morgenblatt für gebildete Leser.  14. november 1848)


Morgenblatt für gebildete Stände (siden 1837: Morgenblatt für gebildete Leser) var hjemmehørende 1807-1865 i Stuttgart og Tübingen, og sammen med Allgemeinen Zeitung et af tidens mest indflydelsesrige ugetidsskrifter. Chefredaktør 1828-1865 var Hermann Hauff (1800–1865), bror til den bekendte Wilhelm HauffFra 1848 var han bibliotekar ved Königlichen Öffentlichen Bibliothek i Stuttgart.

Tidsskriftet karakteristik af grev Theodor Reventlow (1801-1893), bror til Eugen Reventlow, holdt stik. Han spillede ikke nogen fremtrædende rolle 1848 i den slesvig-holstenske landsforsamling, og det var vel nærmest fætteren Friedrich Reventlou, der i oktober 1848 fik ham sat i spidsen for den såkaldte fællesregering, der ved sit underfundige spil umuliggjorde enhver forståelse, hvorved krigens genudbrud 1849 blev uundgåeligt. I marts 1849 blev så fællesregeringen afløst af statholderskabet med Friedrich Reventlou i spidsen.

Ludwig von der Tann-Rathsamhausen (1815-1881) deltog ved krigsudbruddet 1848 som major og kommandant for et friskarekorps af frivillige fra Hamburg, Magdeburg og Kiel. I 1849 blev han stabsoberst under prins Eduard von Sachsen-Altenburg, i 1850 general Karl Wilhelm von Willisens oberst og stabschef i den slesvig-holstenske hær hvor han bl.a. var med ved Isted og Mysunde og Friedrichstadt. I 1864 overværede han som generaladjudant slaget ved Dybbøl. Han var med i den tysk-franske krig i 1870 og blev krigshelt i sin hjemby.

Om Forholdene i Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Om Forholdene i Hertugdømmerne udtaler en tydsk Correspondent i en Skrivelse, dat. Sønderborg den 15de Oct., til Berliner-Bladet "Reform", sig paa følgende Maade: "Jeg har kjørt tvers igjennem begge Hertugdømmerne, har opholdt mig i de større Byer og har omgaaet med Folk næsten af alle Stænder, men jeg kan ikke sige, at jeg har erholdt nogen Oplysning om hvordan det slesvigske Spørgsmaal kan løses paa bedste Maade. Grunden er, som jeg troer, at man intetsteds har saa uklare Anskuelser om Forholdene, som Slesvig selv. Landets Charakteer afspejler sig troligt hos Indvaanerne; ethvert Stykke Mark, enhver lille Ager er omgivet med Hækker og Gjærder, det synes næsten som om Enhver vil barrikadere sig i sit Huus mod sin Nabo, og saaledes gad ogsaa Slesvigerne alle, helst afspærre sig fra hele den ydre Verden. Deres egentlige Ønske er: vi ville hverken være Tydske eller Danske, vi ville blive hvad vi have været i 400 Aar: Slesvigere. I deres Localpatriotisme ville de aldeles ikke indsee, at de nu maa tage en Afgjørelse og slutte sig til et større Statslegeme. Kun i eet Punkt ere alle Partier enige: de ville ikke, at Slesvig skal deles, og denne Operation vilde ogsaa være forbunden med store Vanskeligheder, fordi begge Nationaliteter, den tydske og den danske, ere alt for meget sammenblandede i Landet. I Syden er rigtignok den første fremherskende, i Norden den sidste, men der gives endnu dansksindede Bønder i Landsbyerne indtil Slien, derimod ere Byerne selv i Norden for Størstedelen tydsksindede, med Undtagelse af det rige og betydelige Flensborg. Her ere selv de tydske Kjøbmænd den danske Sag hengivne med Liv og Sjæl, fordi, som en Forretningsmand slet ikke lagde Dølgsmaal paa, "han ikke kunde sælge er Lod Varer imod Syden, men havde hele sin Afsætning imod Norden." - Isandhed, man kan ikke undertrykke en ærgerlig Følelse, naar man betænker, at Tydskland, i den falske Formening, der gjælder om at befrie en tydsk Broderstamme, som af alle Kræfter stræber at slutte sig til Tydskland, har opoffret Eiendom og Blod for disse Egoister; naar man seer de Folk i Nærheden, for hvis formeentlige Redning fra det fremmede Herredømme de heftige sydtydske Ynglinge udgjøde deres Blod paa Barricaderne i Frankfurt. - Slesvig-Holstenerne takke dem i Sandhed ikke, de kalde dem kun "Lumpenkerls, Wühlern, Habenichtsen" smile maa man, naar man mener, her at kunne oprette en Planteskole for det tydske Demokrati, at der drømmes om en slesvig-holsteensk Republik. Intetsteds er man længere borte fra Republiken end her. Naar det demokratiske Element' har gjennemtrængt hele det tydske Folk, naar Folkesouverainiteten overalt har forskaffet sig den fuldstændigste Gyldighed i det store tydske Fædreland, da ville i Holsteen og Slesvig endnu de arrigste Aristokrater, de rænkefulde Advokater alene føre Scepteret. Disse Advokater, som her i Landet udøve en ubegribelig Indflydelse, ere det egentlig, som høste Revolutionens Frugter. De danne Regjeringen, Repræsentationen i Slesvig, i Frankfurt, de ere hist som her Frihedens Fjender. Man maa erkjende at de besidde stor Energie og Udholdenhed; - de vare ikke meget samvittighedsfulde i Valget af deres Midler. Fordrejelse, Løgn, Forvandskninger maatte tjene dem, men de forfulgte uafladeligt deres Maal, som de nu saa temmelig have naaet (ja desværre! og det ved vor egen Hjælp!) og som de stadig have for Øie. - Saaledes forberede de sig nu med Energie paa den mulige Fornyelse af Fjendtlighederne, for at kunne byde Danmark alene Spidsen, ifald Tydskland, hvad der er meget sandsynligt, ikke længere vil lade sig føre bag Lyset af dem. Den provisoriske Regjering har vundet omtrent 100 preussiske Officerer, som, med Forbehold, efter to Aars Tjenestetid atter at kunne træde tilbage i den preussiske Hær, indøve den slesvigholsteenske Hær. Der organiseres her, iberegnet Artilleri og 1000 Md. Cavalleri, 15 Batailloner Infanteri å 8-900 Mand. De tydske Troppers Mandstugt og Opførsel roses almindeligt i Landet; kun frygter Bonden for Tilslutningen til Tydskland paa Grund "af den megen Soldaterudskrivning", ligesom han er utilbøielig at inkorporeres i Danmark formedelst Consumtionen. Men naar de gode Folk vidste, at de ved Optagelsen i det tydske Forbund ogsaa sandsynligviis vilde blive deelagtige i Toldforeningens høie Indførselstold, saa turde vel de bedste Tydskere her hurtig forandre deres Sindelag. Noget egentlig Nyt kan jeg iøvrigt ikke melde Dem fra denne Residents for Immediatkommissionen, kun undrer det mig, at de Danske have fremskudt deres Forposter hinsides Alssund i det Sundevitske; ikke langt fra Dyppel Mølle er der posteret en Lieutenant med 30 Mand. Her paa Øen hade Indvaanerne Hertugen af Augustenborg, der ligesaa lidet som Prindsen af Noer er elsket i Hertugdømmerne; den Sidste foragter man iøvrigt for hans feige, forræderske Opførsel i Slaget ved Bau, som staaer i den grelleste Modsigelse til hans foregaaende Praleri. - Med meget faa Undtagelser ere Alserne gode Danske, ja. Sønderborgerne ere saa gode danske Patrioter, at de ikke ville taale tydske Probenreutere og Haandværkssvende."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. november 1848).

25 august 2020

Præsteind- og Afsættelse i Sundeved. (Efterskrift til Politivennen).

Kristen Karstensen (1809-1882). Præst i Dybbøl 1839. Provst for Sønderjylland Provsti 1857, samt sognepræst i Broager. Afsat 1864 af de tyske civilkommissærer. Han havde den 20. maj 1848 gjort det klart overfor herredsfoged Jacobsen at han ikke ville anerkende den provisoriske regering og publicere dens forordninger. Da han den 6. oktober fik forlagt at oplæse noget skriftlige erklæringer fra den provisoriske regering, nægtede han. Han blev herefter afskediget den 29. oktober 1848. 6. november 1848 begærede han sig genindsat af fællesregeringen. (Se: K. Karstensen: Dybbøl Sogn i Krigsaarene 1848-50).


Redaktør Fischer fra Apenrade fortæller i et Brev, at Søndagen d. 1. Oktbr. ankom den provisoriske Superintendent Provst Rehhoff fra Apenrade med en af ham til Diakonus i Satrup i Sundeved ordineret Kandidat Petersen, ledsaget af 7 Dragoner til Satrup Kirke, just da Pastor Christensen i Sønderborg vilde begynde Gudstjenesten (en af Kongen kalder Diakonus er næmlig endnu ikke ankommen). Da Rehhoff havde erklæret, at han var kommen for at indsatte den ny Præst, traadte Christensen tilbage; men da den nye Præst viste sig paa Prædikestolen, rejste Menigheden sig paa en Gang, og man hørte Yttringer om at kaste den paatvungne Præst ned af Prædikestolen; det blev dog ved, at Menigheden forlod Kirken paa et Par gamle Koner nær, der bleve Vidner til Provstens og den unge Diakonus's Blegnen. Provsten reiste derpaa med sin Bedækning af 28 Dragoner, af hvilke de 21 allerede vare ankomne Aftenen før. Sognets Beboere have besluttet at lave Diakonus anmode om at fortrække, da de ikke ville erkjende ham som Sjælesorger. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 10. oktober 1848).


Den provisoriske regering entledigede ved et demissionspatent den 13. oktober 1848 pastor Christen Carsten i Dybbøl. Våbenstilstandsaftalen betød at fællesregeringen anerkendte dette. 


Allerede under 13de Octbr. læste man i "Schl.-Holst. Zeit.", at Præsterne, Provst Steffensen i Broager, Feilberg i Ulderep og Carstensen i Dyppel, vare afsatte fra deres Embeder. - Denne ulovlige provisoriske Beslutning fuldbyrdedes igaar, hvorved de nærmere Omstændigheder indeholdes i følgende Meddelelse til "den danske Slesviger" af 30te Octb.: Kort før Gudstjenesten ankom til Dyppel Præstegaard const. Herredsfoged Henningsen fra Gravensteen med Pastor C.'S Dimmissionspatent, saalydende: "Ifølge Dimmissionspatent af 13de d. M. er Pastor Christen Carstensen af den prov. Regjering entlediget af sit Embede som Præst for Dyppel Menighed. Da den ifølge Overeenskomst imellem Hs. Maj. Kongen af Preussen og Hs. Maj. Kongen af Danmark til Hertugdømmernes Forvaltning under Vaabenstilstanden indsatte Fælledsregjering har anerkjendt alle (!) af den prov. Regjering trufne Forholdsregler og Indretninger i Henseende til Forvaltningen og dermed ogsaa stadfæstet denne Dimmission, saa er bemeldte Patent under Dags Dato overleveret Pastor Carstensen. Hvilket herved bringes til offentlig Kundskab. Gravenstein udi Justitiariatet for Grevskabet Reventlow-Sandberg, den 29de October 1848." Under dette Document fandtes intet Navn. Ovennævnte Herredsfoged var eskorteret af en Lieutenant og 3 Dragoner. - Pastor Carstensen udbad sig Tilladelse til at prædike; dette bevilgedes ham, hvorpaa han holdt en Tale, passende til Øieblikkets Alvor og Betydning. Menigheden var meget bevæget, og tilsagde ham, at den aldrig, saalænge han levede og saalænge han vilde blive hos den, vilde modtage nogen anden Præst. - For Øieblikket maatte han forlade den. - En anden Præst, en vis schleswigholsteinsk Axelsen fra Mjøls pr. Apenrade, skal allerede være constitneret. - Samtid maa og Eftertid vil dømme om disse Menneskers Adfærd! En af sin Menighed sonlig elsket Præst afsættes, fordi han i Eet og Alt har opfyldt sine Pligter, fordi han er bleven sin Konge, sit Fædreland, sin Eed tro, fordi han ei har villet regnes iblandt Forrædernes Tal!

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. november 1848).


Otto Speckler (1807-1871): J. A. Rehhoff (1800-1883). Superintendant. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Slesvig-Holsten. Aabenraa, 10. december Kandidat Axelsen er sendt dertil som ordineret prædikant i stedet for den afskedigede pastor Carstensen i Dybbøl. Gennem sin barnlige upartiskhed og sin opførsel, der sømmer sig for en kristen prædikant, lykkedes det ham efterhånden at vinde en stor del af samfundets tillid, og Dybbøl kirkes længe ubesøgte lokaler blev igen fyldt med tilhørere. For at forhindre dette er Als for nylig begyndt at lave lister over de kirkegængere, der snart skal bringes til danskerne på Als om søndagen, og true kirkegængerne med, at alle der besøger kirken, af danskerne som snart  - det siges, at den 16. i denne måned - vil påtænke igen at besætte Nordslesvig, ville blive stillet til ansvar. Skrækmidlet har virket foreløbig, og prædikanten i Dybbøl sersig igen begrænset til at have 20-30 tilhørere. (H.B.-H.)

Schleswig-Holstein. Apenrade, 10. December, An die Stelle des entlassenen Pastors Carstensen in Düppel ist der Candidat Axelsen als ordinirter Prädicant dorthin gesandt worden. Durch seine kindliche Unbefangenheit und sein einem christlichen Prediger geziemendes Auftreten gelang es diesem nach und nach, das Vertrauen eines grossen Theiles der Gemiende zu erlangen, und die lange unbesuchten Räume der Düppeler Kirche füllten sich wieder mit Zuhörern. Um dem vorzubeugen, hat man neuerdings auf von Alsen aus gegebene Versanlassung angefangen, sonntäglich über die Kirchgänger Verzeichnisse aufzunehmen, die alsbald nach Alsen gebracht werden, und die Kirchgänger damit zu bedrohenm dass Alle, die die Kirche besichten, von den Dänen, die nächstens - es heisst zum 16. dieses Monats - Nordschleswig wieder zu besetzen gedächten, zur Verantwortung gezogen werden würden. Das Schreckmittel hat einstweilen gewirkt, und der Prediger in Düppel sieht sich wieder af 20-30 Zuhörer beschränckt. (H. B.-H.)

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig sowie der Königlichen Amtshauptmannschaft Leipzig 14. december 1848).

I slutningen af februar 1849 kom provst Rehhoff til Dybbøl hvor han indsatte Axelsen som præst på trods af at menigheden havde erklæret handlingen for ulovlig. I april 1849 blev Axelsen sammen med to andre provisoriske præster fra Sundeved (provst Momsen og diakon Petersen fra Satrup) arresteret og ført til Sønderborg. De blev løsladt nogle uger senere og ankom den 16. april 1849 fra København over Travemünde til HamborgI november 1949 blev han afsat af Landsbestyrelsen (amtmand Johansen) og pastor Carsten genindsat. Provst Rehhoff nægtede at genindsætte ham. Axelsen protesterede, men truedes af repressalier, hvorefter han tog til Tønder.

Dr. theol. Johannes Andreas Rehhoff (1800-1883) var født i Tønder, præst her 1830-1837, senere præst og provst i Aabenraa. Provst Rehhoff fremførte under våbenstilstanden 1848/1849 at den provisoriske regerings love stod ved magt, indtil den nye regering havde erklæret sig imod. I januar 1850 udmeldte de fleste lærere ved de offentlige skoler at de stod bag provst Rehhoff og protesterede imod bestyrelseskommissionen. Også præsterne truede med at nedlægge deres embeder pga. provstens afsættelse. Provst Rehhoff blev afsat i februar 1850 og protesterede mod sin afsættelse. Han blev nægtet amnesti. Provst Rehhoff blev i oktober 1851 præst ved Michaeliskirken i Hamborg, en stilling han havde til 1880.