Eduard Julius Jungmann (1815-1862). 1845-1848 instruktionsofficer i en preussisk artillerikommando i Tyrkiet. Han tog i 1848 orlov for at tjene i den slesvig-holstenske hær. Den 11. marts 1849 var han kommandant for det 5. fæstningsbatteri i Eckernförde. Om morgenen den 5. april 1849 angreb den danske flåde Eckernförde for at falde de tyske tropper ved Flensborg i ryggen. I angrebet deltog fregatten Gefion, linjeskibet Christian VIII og de to hjælpedampere Hekla og Gejser.
Til forsvaret af Eckernførde var der opført 2 batterier på nord og sydsiden af fjorden. Det sydlige batteri bestod af 4 stk. 18 pdr. kanoner, og det nordlige batteri af 2 stk. 84 pdr, 2 stk. 24 pdr, og 2 stk. 18 pdr. kanoner. Mandskabet bestod af 91 mand fra det 5. slesvig-holstenske fæstningsartilleri under kommando af kaptajn Jungmann. De danske skibe var blevet bemærket og I løbet af natten ankom en bataljon fra Gottorp og et nassauisk feltbatteri som forstærkning.
Angrebet stod på det meste af dagen og fra sit observationssted på sydskansen ledede Jungmann forsvaret. Under kampen blev de to store skibe stærkt beskadigede og løb på grund. Under evakueringen af mandskabet sprang magasinet på Christian VIII i luften. Man forsøgte nu at varpe skibene ud, men pga. den kraftige vind gik det meget langsomt. Paludan forsøgte at vinde tid, og kl. 12.30 sendte han en parlamentær i land med en skrivelse, hvori han truede med at bombardere byen, hvis skydningen ikke ophørte. Og det gjorde den, men slesvig-holstenerne brugte pausen til at føre frisk ammunition frem, gløde kuglerne og reparere de demonterede kanoner.
Kl. 16 kom der svar fra kaptajn Jungmann. Det var afvisende og sydbatteriet åbnede atter ild. For Gefion var kampen nu ved at være tabt, og Paludan der indtil nu ikke havde villet forlade fregatten, indså at han måtte efterlade skibet til dets skæbne og forsøge at frelse Christian VIII. Se også indslaget om Johann Heinrich Bartelsen her på bloggen. Kampen i sig selv havde ingen strategisk betydning, kun for forbundshærens kampmoral.
Jungmann blev på grund af sin indsats i forreste linje forfremmet til major og fik tildelt den Sachsen-Ernestiniske Husorden med Sværd. Byen Eckernförde fik lavet en pragtpokal til ham. Efter krigsafslutningen forlod Jungmann byen og skrev i 1852 en bog hvori kampen blev beskrevet som en artilleri-episode.
Fra 1861 boede Jungmann i Hamborg, hvor han døde 25. marts 1862 og blev begravet i Jacobi-kirkegården i Eilbek. Den hamborgske billedhugger Engelbert Pfeiffer (1830-1896) lavede et mindesmærke for major Jungmann. Da kirkegården blev nedlagt, blev mindesmærket flyttet til Eckernförde hvor det har stået siden på den gamle militærkirkegård, nu Kurpark i Preußerstraße. Eckernförder Jungmannschule og gader i Kiel, Tungendorf og Othmarschen er opkaldt efter ham.
Eduard Jungmann er tidligere nævnt her på bloggen.
Sydslesvig. den 30te Marts. (Artillerimajor Jungmann og Kampen ved Eckernførde). Iforgaars jordedes under stor Deeltagelse fra det hamborgske Officeerkorps og de slesvig-holsteenske Vaabenbrødres Side paa Kirkegaarden ved Wandsbeck, Artillerimaior Jungmann, hvis Navn knytter sig til en af de for os sørgeligste Episoder af den sidste Krig, nemlig til Eckernførder Affairen den 5te April 1849. Den tydske Presse har i disse Dage ladet sig det være magtpaaliggende at give denne Officeer et glimrende Eftermæle. Hvorvidt dette er fortjent, og om Professor Aegidi havde Ret, naar han indledede sin Ligtale med Ordene: "Vi staae her ved en Helts Grav," vil formeentlig fremgaae af efterstaaende Oplysninger, der hidrøre fra et aldeles paalideligt, med Sagen nøie bekjeudt Øienvidne til Kampen den 5te April, Oplysninger, der tidligere ikke vides at være offentligt fremsatte, hverken i danske eller tydske Blade og Skrifter, samt kunne tjene til at supplere de Meddelelser, vi ved en tidligere Leilighed have givet om denne Affaire og især om Hertugen af Koburg Gothas Deeltagelse i samme. Den nu afdøde Jungmann var oprindelig preussisk Artilleriofficeer, forlod denne Stilling paa Grund af stor Gjæld, tog Tjeneste som Instrukteur ved den tyrkiske Armee og kom til Holsteen, efterat Krigen var udbrudt sammesteds. Efter at have modtaget en Ansættelse ved Insurgentarmeen blev det paalagt ham at armere Strandbatterierne ved Eckernførde, over hvilke han ogsaa førte Kommandoen den 5te April Jungmann opholdt sig, da de danske Krigsskibe aabnede Ilden, i Nordskandsen; en Underofficeer, ved Navn Preusser (saavidt vides Søn af Appellationsraad Preusser), der senere, ved Forsøget paa at redde Mandskabet fra Linieskibet Christian VIII, fløi i Luften med samme, kommanderede i Sydskandsen. Førstnævnte Skandse blev først angreben og holdt allerede henved Kl. 10 om Formiddagen op med Ilden, efterat et Par Kanoner vare blevne demonterede og et Par Artillerister saarede. Saagodtsom hele Besætningen af denne Skandse, i hvilken Jungmann kommanderede, løb nemlig paa nævnte Tid sin Vei, flygtede for en Deel til det henved en Miil bortliggende Flækkeby og udbredte her det Rygte, at Byen Eckernførde var bleven indtagen af de Danske. Nævnte slesvigholsteenske Artillerieofficeer begav sig til det i Nærheden beliggende Louisenberg, men ikke til Sydskandsen, der imidlertid var bleven angreben og alene udfægtede Kampen. Først da Vaabenstilstanden fandt Sted, begav Jungmann sig til Byen, de laa midt imellem begge Skandser og deeltog i det Krigsraad, der diskuterede om, hvorvidt man skulde lade Skibens, der truede med at skyde Eckernførde i Brand, seile uforstyrret bort eller optage Kampen igjen. Kan der tilskrives Artillerimajor Jungmann nogen Fortjeneste ved Eckernførde-Affairen, saa erhvervede han sig denne ved nævnte Leilighed, idet han paa den yderst lidenskabelige og exalterede Maade, paa hvilken han stedse optraadte, overtalte eller paa en Maade truede Fleertallet af Medlemmerne, der iforveien bestemt havde udtalt sig i fredelig Retning, til at stemme for Kampens Fortsættelse. Ilden aabnedes, som bekjendt, om Eftermiddagen igjen fra Sydskandsen, i hvilken imidlertid fremdeles Underofficeren Preusser førte Kommandoen, siden Jungmann ikke havde følt sig opfordret til paa selve Stedet at overtage den. Kampens Udfald er bekjendt. I Seirens Ruus glemte man at lade krigsretlig undersøge det mindre hæderlige Forhold, Nordskandsens Besætning havde udviist. Underofficeren Preusser, der havde havt den farefuldeste og ansvarsfuldeste Post, maatte lade sig nøie med et hæderligt Eftermæle som Soldat; han laa død paa Havets Bund. Jungmann, der havde været Preussers nærmeste Foresatte, blev forfremmet til Major, og hans Rival til Seierherrenavnet, Hertugen af Sachsen Koburg Gotha, der under Slaget ad en yderst mærkelig Omvei havde begivet sig bort fra Kamppladsen og hen til det, midt i Skoven beliggende Slot Altenhof, overrakte ham den Ernestinske Huus- og Fortjenstorden, medens han selv lod sig besynge af lybske Hofdigtere som den egentlige Helt fra Eckernførde. Major Jungmann udgav senere et, i sentimental forskruet Tone holdt Skrift over Kampen den 5te April, i hvilket han ogsaa indflettede en Deel Erindringer fra Opholdet ved Bosphorus og andre Steder. Han boede efter Slaget endnu længere Tid i Eckernførde, hvor han feteredes af tilreisende tydske Patrioter og Byens første "Gesinnungstüchtige" samt ægtede en Søster af de bekjendte Agitatorer, Brødrene Lange. Efter Krigen gik det ham imidlertid kun maadeligt: hans Exaltation tiltog i den Grad, at saa at hans Kammerater vilde besøge eller opsøge ham; de holdt ham ligefrem for sindsforstyrret. Hans Konstitution var allerede ødelagt, forinden han kom til Holsteen; Sundhedstilstanden forværredes efterhaanden og Familien maatte tilsidst sende ham til sindssygeanstalten Hornheim ved Kiel, hvor først efter en længereTids Ophold en Bedring indtraadte. Senere døde Jungmanns Hustru af den samme Sygdom, hvis formeentlige Tilstedeværelse hos Broderen, E. Lange, har foranlediget, at dennes Straffetid paa Fæstningen Nyborg allernaadigst blev afkortet. Andre Familiesorger (et af Børnene er blindfødt) tyngede paa den nævnte Officeer i hans sidste Leveaar og betingede en ulykkelig Existents og en mørk Sindsstemning, der hverken kunde opklares af den Hæder, der ofte blev viist den Ulykkelige fra tydske Patrioters Side, eller af de Understøttelser, Forbundsdagen (saavidt erindres, en Pension af 400 Gylden) og Preussen (en aarlig Subvention) lode ham tilflyde.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. april 1862).
Hvad angår påstanden om hans næstkommanderende Preusser, er det ikke rigtigt at dennes rolle ikke er fremhævet i tyske kilder. Jungmann nævner ham adskillige steder i sin gennemgang af slaget (1852), bl.a. som ansvarlig for artilleriregimentet, og omtales således:
"Je näher ich diesen jungen Mann kennen lernt, desto mehr überraschte mich eine Energie und Thatkraft, die unter dem bescheidensten Wesen verborgen lag".
Så Jungmann selv fremhævede Preussers fortjenester, ligesom den øverstbefalende Bonin efter slaget bestemte:
"Um das Andenken des am gedachten Tage gebliebenen Unteroffizieres Preusser von der Artillerie, wegen seines ausgezeichneten Benehmens auf ewige Zeien zu ehren, bestimme ich, dass derselbe als Lieutenant der Artillerie in den Officier-ranglisten von der Artillerie-Brigade aufgenommen und als solcher fortgeführt werde."
Berlingskes antydning af at Ernst skulle have taget æren har ikke hold i beskrivelserne i de tyske aviser. Den gentages i øvrigt i Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 4 (1969 - 1970) 1-2: "Det blev imidlertid hertug Ernst, der hyldedes som sejrherren ved Egernførde, og som i den følgende tid blev genstand for talløse ovationer". Denne fremstilling har næppe hold i tyske aviser: Jungmann blev helt tilbage til april 1849, senere ved Jungmanns død i 1862 og efter 1864 omtalt som "sejrherren fra Eckernførde". Nedenstående eksempel er blot et af mange:
Sejrherren fra Eckernförde, major Jungmann, der døde den 25. marts i Hamborg, blev født i en preussisk provinsby og valgte en militær karriere. Han blev preussisk artilleriofficer i slutningen af 1930'erne, og det faktum, at han ikke gjorde sine militærstudier forgæves, fremgår af at det omkring midten af 1840'erne, da det preussiske krigsministerium stillede specialister til rådighed for at reformere det tyrkiske artillerisystem blev Jungmann også sendt til Konstantinopel. I 1848 forlod han Tyrkiet, ansøgte om at forlade den preussiske militærtjeneste og blev slesvig-holstensk kaptajn få måneder efter den slesvig-holstenske opstand den 24. marts 1848. I denne egenskab var Jungmann det følgende år bestemt til at udføre den mest glorværdige våbendåd i Slesvig-Holsten og til at påføre den overmodige danske fjende et dybt slag ved at ødelægge det stolte linjeskib Christian VIII og ved at erobre fregatten Gefion ved brug af et svagt strandbatteri. Triumfen den 5. april 1849 tilskrives også delvis hertug Ernst af Sachsen-Coburg, men med urette; for kun i den koldblodige accept af den danske kommandant Paludans bombardementstrussel af den daværende artillerikaptajn Jungmann lå kimen til berømmelsen om den mindeværdige 5. april. Hertug Ernst dukkede først op på slagmarken (bærende feltkanoner), da kanonaden allerede var begyndt igen. Den heltedåd bragte Jungmann forfremmelse til major, Ridderkorset af Sachsisk-Ernestine Husorden og senere Eckernförde Æreskors. Efter det uheldige udfald af det tre år lange Slesvig-Holstenske felttog levede Jungmann i stille afsondrethed først i Gotha, derefter i Oldenburg og Billwärder ved Hamborg og til sidst i selve Hamborg. Hans heldige stjerne smilede ikke længere; Den slesvig-holstenske kampagnes strabadser resulterede i smertefulde sygdomme, og hvad der var endnu mere trist, galskab formørkede hans sind og holdt det i trældom i månedsvis. Endelig, da det tunge psykiske pres aftog, kom den fysiske lammelse i stedet og bandt den livskraftige frihedskæmper til sygesengen; Men ligesom han var modig og bestemt i den mest dødelige kamp, var han også hengiven til Gud i den alvorlige sygdom. Major Jungmann blev også hårdt prøvet i en anden retning: han sørgede over sin første kones og to børns død. Opfordringen går nu fra Hamborg: "at ære vore berømte døde og dermed os selv, hvilket i øjeblikket ikke kan lade sig gøre andet end gennem et monument på hans grav."
Mannigfaltigkeiten,
Der am 25. März in Hamburg gestorbene Sieger von Eckernförde, Major Jungmann, war in einer preussischen Provinzstadt geboren und wählte die militärische Laufbahn. Er wurde zu Ausgang der letzten dreissiger Jahre preussischer Artillerieoffizier, und dass er nicht nutzlos seine militärischen Studien gemacht, davon zeugte der Umstand, dass, als um die Mitte der vierziger Jahre das preussiche Kriegsministerium der Pforte zur Reformirung des türkischen Artilleriewesens Fachmänner zur Verfügung stellte, auch Jungmann nach Konstantinopel gesandt wurde. Im Jahre 1848 verliess er die Türkei, suchte um seinen Abschied aus dem preussischen kriegsdienste nach, und wurde wenige Monate nach der schleswig-holsteinische Erhebung vom 24. März 1848 schleswig-holsteinischer Hauptmann. In dieser Eigenschaft war es dann im folgenden Jahr Jungmann beschieden, die glorreichste schleswig-holsteinische Waffenthat zu vollbringen, und dem übermüthigen dänischen Feind durch die Zerstörung des stolzen Linienschiffs Christian VIII. wie durch die Eroberung der Fregatte Gefion mittelst einer schwachen Strandbatterie eine tiefe Schmack anzuthun. Auch dem Herzog Ernst von Sachsen-Coburg wird jener Triumph vom 5. April 1849 zum Theil zugeschrieben, aber nicht mit Recht; denn einzig und allein in der kaltblüthigen Entgegennahme der Bombardementsdrohung des dänischen Kommandeurs Paludan durch den damaligen Artilleriehauptmann Jungmann lag der Keim zu dem Ruhm jener denkwürdigen 5. April. Herzog Ernst erschien erst auf dem Kampfplatz (Feldkanonen mit sich führend) als die Kanonade schon von Neuem begonnen hatte. Jungmann brachte jene Heldenthat die Beförderung zum Major, das Ritterkreuz des sachsen-ernestinischen Hausordens und später das Eckernförder Ehrenkreuzes. Nach dem unglücklichen Ausgang des dreijährigen schleswig-holsteinischen Feldzugs lebte Jungmann in stiller Zurückgezogenheit erst in Gotha, dann in Oldenburg und Billwärder bei Hamburg, und endlich in Hamburg selbst. Ihm lachte nicht länger der Glücksstern; die Strapazen des schleswig-holsteinischen Feldzugs hatten schmerzliche Krankheiten zur Folge, und, was noch trauriger, Irrwahn umnachtete seinen Geist und hielt denselben monatelang in Knichtschaft. Zuletzt, als der schwere geistige Druck nachliess, trat körperliche Lähmung an dessen Stell, und fesselte den rüstigen Freiheitskämpfer an das Krankenlager; wie er aber muthig und entschlossen gewesen om tödtlichsten Kampf, so war er auch gottergeben in der schweren Krankheit. Auch in anderer Richtung wurde Major Jungmann schwer geprüft: er bewinte den Tod seiner ersten Gattin und zweier Kinder. Von Hamburg ergeht nun der Aufruf: "unsern berühmten Todten und damit uns selbst zu ehren, was zur Zeit nicht anders als durch ein Denkmal auf seinem Grabe geschehen könne."
(Erheiterungen 11. maj 1862)
Den 29. august 1864 blev der rejst et mindesmærke på St. Jacobi Kirkegård i Hamborg.
Litteratur:
Eduard Jungmann : Eckernförde und der 5. April 1849: eine artilleristische Episode aus dem Deutsch-Dänischen Kriege. 1852.
Hans-Georg Thode: Eduard Jungmann, das Leben des Siegers von Eckernförde. (1963). Jahrbuch der Heimatgemeinschaft des Kreises Eckernförde, 1963, side 113-121.
Indslaget om Johann Heinrich Bartelsen på Politivennen Live Blogging.
_-_panoramio.jpg)
