Requisitioner i Varde. (Efterskrift til Politivennen)

- Efter "Danvk." optage vi Følgende: Varde, den 4de Juni. Vestkysten af Jylland, navnlig Egnen per, frister nu den Skjæbne, daglig og under idelige Insulteringer af Insurgenterne at blive afpresset betydelige Requisitioner. Byen har endnu lkke været belagt med fjendtlig Indqvartering; omendskjøndt denne, som nedenstaaende vil udvise, er blevet bestilt. - Fanø circa 2 ½ Miil sydvest herfra, og som næsten under hele indeværende Aars Krig har været besat af vore Tropper, tildrager sig Fjendens særdeles Opmærksomhed; hvergang han har beæret os med sit Besøg, har Strandby, som ligger ned til Havet, ligeoverfor bemeldte Ø, været besat. Den 30te Mai kom en Trup paa 8 Mand hertil Byen, hvoriblandt tre Officerer og en Vagtmester; de øvrige fire vare Menige. Deres Eskadron havde Qvartere i Forum, en lille Landsby 3/4 Miil her fra; de indqvarterede sig paa Gjæstgivergaarden. Ordføreren, en Lieuterant Irminger, tilkjendegav strax de af Byens Indvaanere, som der vare tiIstede, at Byen Dagen efter vilde faae en Indqvartering af 250 til 300 Mand (Cavalleri). Vi havde her samme Dags Morgen modtaget Rapporten om Russernes forventede Ankomst. Denne laae allerede paa Gjæstgivergaarden; og tøvede de Tilstedeværende da heller ikke længe med at fremlægge den for Officererne. Omendskjøndt disse ved Gjennemlæsningen røbede en øjensynlig Tro til Sagens Rigtighed, kunde de dog ikke tilbageholde følgende Ytring: "Jyder, troer tog ikke herpaa, det er netop Eders Feil, at I lader Eder altfor meget indbilde". Vedkommende gav naturligvis her paa et ganske kort og afslaaende Svar, da det for en brav Dansk vilde være altfor nedværdigende at indlade sig i en Disput med slige meenederske og pligtforglemmende Karle. Nu begave de sig til Byfogden for at rygte det omtalte Ærinde. Det hele var imidlertid en Komedie, thi det anmeldte Militair kom slet ikke. De tre Officerer nemlig: Irminger, to ved Navn Buchwald og Vagtmesteren, promenerede nu i Byens Gader og gjennemkrydsede disse i alle Retninger. Det Kammeratskab, som Officererne spillede med deres Underordnede, var charakteristisk. Snart aflagde de tilstrækkelig Beviser paa den ringe Disciplin og inhumane Aand, deres Væsen er gjennemtrængt af. Hertil maae jeg endnu bemærke, at de iforveien havde drukket, som om de vare commanderede dertil. Saaledes forsøgte bemeldte Herrer hos en Høker at udrive Vinduesposterne (som dog imidlertid blev ved Forsøget); hos en af vore Embedsmænd tillade de [gfi] først Officeren, dernæst Vagtmesteren, at stikke det halve Legeme ind gjennem det aabne Vindue, spørgende: "sind hier keine hübsche Mädchen?" (tydsk Dannelse). Touren gik derfra videre til Byens Degn, en Hr. J., hos hvem Vagtmesteren fordrede Viin. Hr. J. modsatte sig paa det Bestemteste hans Fordring, men da Forræderen vedblev sin Paastand og gav den Eftertryk, deels med de meest pøbelagtige Skjældsord, deels ved at tildele Hr. J. adskillige Hug af Næven, omendskjøndt han var af den Formening, det var Præsten, lod Hr. I. i al Hast en Flaske Viin hente. Da Proptrækkeren ikke var ved Haanden paa første Vink, blev Halsen slaaet af Flasken, saa der blev mere Viin spildt end drukket. Derpaa absenterede Slyngelen sig, tilligemed Officererne, der vare Øjenvidner til denne afskyelige Scene. De gav han først Hr. J. Løvte em, at han Dagen efter skulde faae virkelige slesvigholsteenske Prygl. Det var allerede silde paa Aftenen, da Banden gjorde sig parat til Bortrejsen. Igjennem Gaden til langt ud paa Veien tillod Herr Premierltn. Irminger sig noget, som gjerne er den første Følge af Søsyge. Deres Dagsbedrifter vare endnu ikke tilende. En Mand, som kom fra sit Haandarbkldc, et temmelig Stykke fra Landevejen, modtog af den ham i al Hast imøderidende Lieutenant Irminger aben gjensidig at yttre et Ord, et saa eftertrykkeligt Slag af Pistolkolben i Hovedet, at han faldt omkuld derved. Længere oppe paa Veien styrtede samme Lieutenant af Hesten, kom dog igjen hurtig op, og senere saae vi den Dag Gud være lovet, ikke mere til dem. I de følgende Dage, Torsdag den 31de Fredag den 1ste Juni og Løverdag den 2den forefaldt intet særdeles mærkeligt, men igaar Søndag, havde vi atter et lille Optrin. For c. 14 Dage siden confiskerede den herværende Toldinspecteur 3 Piber (6 Oxehoveder) Brændeviin, som var passeret den nu af Tydskerne ophæverde Toldgrænse og indlagte i Kroen Olufsvad, 1 lille Miil herfra. Jeg maa hertil føie, at Egnen dengang endnu kun var hjemsøgt af enkelte smaa Patrouiller. Ommeldte Brændeviin, som tilhører den Dem maaskee bekjendte ivrige Slesvigholstener Lorenz Petersen af Flensborg, har sider hiin Confiskation været opbevaret paa det herværende kongelige Pakhuus. Igaar indfandt sig, i Henhold dertil og paa Lorenz Petersens Foranstaltning, 200 Mand hannoveransk Infanteri, og jeg troer omtrent ½ Eskadron Cavallert (ogsaa Hannoveranere). Deres Ærinde var, foregivende i Medfør af Prittwitz's bekjendte Proclamation om Toldliniens Ophævelse, at faae det confiskerede Brændeviin udleveret. Inspecteuren kunde dog ikke andet, uagtet den tydske Majors Forlangende om en duelig Efterlevelse af hans Fordring, end give sit Mishag tilkjende og beraabe sig paa sin Pligl som kongelig Embedsmand. Men Majoren lod sig forlyde med, at Inspecteuren ikke staa under Kongen af Danmark, men under den tydske General Prittwitz. og modsatte han sig Ordren, vilde han uopholdeligen blive transporteret til Veile eller Horsens. Som jo altid er TiIfældet, maatte den Svage ogsaa her bøie for Overmagten. Brændeviinet blev udleveret, og er paa Toldkassens Regning, under Militair-Eskorte og en af de herværende Portbetjente befordret til Veile. Militairet var ikke indqvarteret men blev paa Torvet, og modtog der paa Commandantens Requisition, naturligviis paa Byens Bekostning, deres Beværtning. Imellem Kl. 1 og 2 Eftermiddag marchende de igjen alle bort. Til dette lille Optog knytter sig endnu den Bemaerkaiug, som forhaabentlig i sin Tid vil blive erindret, at Hr. Lorenz Petersen selv var her tilstede, dog dristede han sig ikke ud i Byen uden Militair-Bedækning. Dette uagtet kunde mangen Een ikke tilbageholde sin Harme.

Hvad Reqvisitionerne angaae, da have alle omkringliggende Sogne, paa enkelte nær, maattet levere. Længe holdt Bønderne haardnakket igjen, men da Overmagten tvang, hjalp jo ingen Modstand. Skjernbro er, som man vi vide, efter høiere Ordre opbrækket. Den ligger imellem dette og Ringkjøbing og afskjærer dens Borttagelse Fjendens videre Fremrykken til Ringkjøbing Amt, idetmindste fra denne Kant. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. juni 1849, 2. udgave).

Varde. (Efterskrift til Politivennen)

Varde den 20de Mai. ("Fyens Avis".) Med Undtagelse af nogle enkelte Cavalleri-Patrouiller have vi endnu ikke til Stadighed havt Militair. Det vil dog formodentlig ikke vare længe, førend Byen bliver besat, da der igaar kom en Officeer og 12 hannoveranske Husarer, for at bestille Qvarteer til 2Batailloner der skulde komme om 2 eller 3 Dage.

Forøvrigt begynder man allerede, endog inden Fjenden har besat Byen, at ville bringe os under slesv.-holsteensk Herredømme. Saaledes indfandt sig den 23de d. M. paa Toldkammeret her i Byen Kjøbmand Lorenz Petersen fra Flensborg med en Ordre fra Oberstlieutenant Brinkmann, der havde udstedt den efter Ordre fra Overgeneralen og Advocat Bargum, at de herværende Toldembedsmænd skulde lade bemeldte Kjøbmand aldeles afgiftsfrit indføre et ham tilhørende betydeligt Parti Varer. Da denne Fordring paa det bestemteste afvistes, var denne Herre dristig nok til, ved sin Bortgang at true med, at, hvis man vedblev sin Vægring, vilde Byen strax blive besat af Fjenden, for at give hans Fordring Efterlryk. Man skulle antage, at der havde været fuld Føie til at tage Fyren ved Vingebenet og sende ham til Kjøbenhavn som en Landsforræder; men omendskjøndt Øvrigheden var underrettet om hans Ærinde og hans Yttringer, reiste han dog atter uhindret herfra. - Da Toldvæsenct imidlertid fik Underretning om, hvor Fyren havde oplagt Varerne i det Haab, at den toldfrie Jndførsel skulde lykkes ham, naar Byen bliver besat, reqvirerede dette iforgaars Eftermiddag Fogdens Medfølge, og da man kom til Stedet, fandt man uden stor Møie 5 Piber 12 Graders Brændeviin, 1 Pibe Rom og en Deel Caffe, Sukker, Sirup, Olie og Sæbe, hvilket altsammen bragtes ind til Byen som confiskeret Gods. - Hele Egnen heromkring giennemstreifes af smaae Troppeafdelinger for at inddrive Levnedsmidler og Fourage. Deres Opførsel er ikke altid god og der foregaae mange Rapserier. Vi ville ret ønske, at vi her til vor og Egnens Beskyttelse havde vore raske Husarer og Dragoner. Dersom de kunde komme pludselig og uformærket hertil, vilde de gjøre god fangst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juni 1849, 2. udgave).

Grundlovens Vedtagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den danske grundlovs vedtagelse den 5. juni 1849 fik hverken store overskrifter eller mange artikler i Ribe Stifts-Avis. Kjøbenhavnsposten vigtigste kommentarer til grundloven gik dels på at grundloven var meget præget af højrefløjen, og dels tilbageskuende at hvis grundloven var blevet vedtaget 10 år før, ville der aldrig have været grundlag for slesvig-holstenismen. Begejstringen for grundloven var således i de to aviser begrænset. I stedet var de optaget af krigshandlingerne.

Rigsdagsmødet.

(Mødet den 5. juni kl. 12)

Medlemmerne var for størstedelen mødt en galla; A. Ussing således i generalprokurørs-uniform - som imidlertid må have generet ham, for før mødet begyndte, fjernede han sig og vendte tilbage i civile klæder. Et par minutter før kl. 12 omdeltes til medlemmerne og journalisterne "Danmarks Riges Grundlov", således som den blev givet på Christiansborg Slot den 5. juni 1849. Naturligvis var hele hoffet og corps diplomatique til stede. Den os meget "venskabelige" magt Englands repræsentant, sir Wynn, bemærkede vi med damer allerforrest i en loge lige ovenover tronstolen. Kl. 12.10 indtrådte kongen med hele sin hofstat somm stillede sig på venstre side af tronen, mens prins Ferdinand og alle ministrene stillede sig på højre side af denne. Kongen oplæste nu en kort tale som gik ud på at han havde vedtaget Grundloven, og da der under den krig som hærgede landet, kunne indtræde forhold hvor det var nødvendigt at man kunne ønske en medvirkning fra folkets side, ville forsamlingen ikke blive hæve, men kun opløst. Han ønskede til slut den almægtiges velsignelse over forsamlingen, som derpå udbrød i et 9 gange gentaget hurra for kongen som takkede med ordene: "Jeg takker Dem alle, Gud være med Dem, Gud bevare Dem!" hvorpå forsamlingen atter råbte 9 gange hurra, under hvilket kongen forlod forsamlingen. Da forsamlingen roligt blev siddende og syntes at fordre noget mere, ytrede formanden: "Da hs. majestæt har opløst forsamlingen, så er dennes hverv nu endt!" hvorpå forsamlingen, ifølge hr. Plougs forslag, udbragte et 3 gange gentaget hurra for formanden der takkede, hvorpå mødet hævedes.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1849).

Kjøbenhavnspostens beretning om Grundloven er typisk for samtidens avisomtaler. Om end andre bragte den fulde ordlyd af kongens tale. Der i øvrigt var meget kortfattet. Nogen offentlig fejring af grundloven synes ikke at have fundet sted. Aviserne er mest fokuserede på krigsbegivenhederne i Krigen 1848-1851: Der er konfrontationer ved Århus (bl.a. en fægtning den 31. maj) og Fredericia. 

Den officielle avis, "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende" havde en længere artikel om hvad Grundloven kunne føre til engang, og beskæftigede sig ellers mest med krigen. Den uofficielle regeringsavis "Fædrelandet" nævner ikke noget om en fejring. "Flyveposten" startede en artikelsserie til bondestanden med en alvorlig advarsel mod "demokraterne" og revolution. 

At der ikke blev nogen stor fejring i 1849, bekræftes indirekte af en artikel i Fædrelandet 6. juni 1850, altså på et-årsdagen: 

- Medens der ikke fra hovedstadens borgeres side var truffet nogen anstalt til at festligholde gårsdagen - Grundlovens årsdag - på nogen folkelig måde, hvad der for øvrigt finder sin tilstrækkelige forklaring i landets endnu stedse uafgjorte ydre forhold, ligesom det i alt fald også er bedre at vente med festlighederne, til Grundloven har gennemtrængt hele folket med erkendelsen af sin fortrinlighed og sin gavnlighed, end at begynde med jubel og senere se den afløst af ligegyldighed - mens der altså ikke var sket nogen offentlig indbydelse til en almindeligere højtidelighed, havde den største del af Rigsdagens medlemmer tilligemed et omtrent lige antal af mænd udenfor Rigsdagen privat forenet sig til et festligt måltid på den kongelige Skydebane, hvori også 5 af ministrene deltog. Folketingets formand (Andræ) åbnede festen med en smuk og varm skål for Grundlovens giver, Danmarks konge; Landstingets formand (Bruun) udbragte skålen for forfatningen, efter at nedenstående kønne sang af Grundtvig var afsunget. Krigsministeren foreslog en skål for Rigsdagen og ønskede den held til sin endnu tilbagestående gerning. Finansministeren udbragte en skål for tingenes formænd. Landstingets viceformand (H. P. Hansen) foreslog ministeriets skål, for hvilken krigsministeren takkede som dettes ældste medlem, da statsrådspræsidenten ved Sygdom og Justitsministeren af en privat Aarsag vare forhindrede i at være tilstede. Grundtvig oplæste et omdelt digt af F. Barfod om den 5. juni 1848 og udbragte en skål for den danske krigshær, hvorfor atter krigsministeren takkede "på sine kammeraters vegne". Finansministeren mindedes det tidligere ministerium, fra hvilket grundlovsudkastet var udgået, og henvendte skålen til de to tilstedeværende medlemmer af dette: Tscherning og Monrad. Tscherning svarede med en skål for "Formålet". Minister Clausen foreslog en skål for Slesvig og dets nære uopløselige forbindelse med kongeriget. Hall takkede den general, der ikke var gyst tilbage for ansvaret af at vove slaget ved Fredericia, generalløjtenant Bülow, hvortil Grundtvig knyttede en mindeskål for general Rye. Bruun udbragte en skål for den opløste Rigsforsamlings formand, etatsråd Schouw; B. Christensen en for Folket, og endelig Hoffmeyer en for "Ærlighed". Hermed sluttedes måltidet, men den største del af deltagerne forblev længe derefter samlet i haven under livlig samtale. 

(Herefter følger Grundtvigs sang, "Det hos os et gammelt ord: Med lov skal land bygges).

(Fædrelandet, 6. juni 1850)

Mens den første grundlovsdag forløb uden andet en hurra-råb, blev etårsdagen fejret af en sluttet kreds i Skydebanesselskabet på Vesterbro, i tilpas afstand fra København, ude "på landet". Det var formentlig heromkring man samtalede efter måltidet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Krigsskuepladsen. Ringkjøbing d. 22de Mai. Ringkjøbing har nu ogsaa maatte see en fjendtlig Afdeling inden sine Porte. I Søndags ankom til Amtet en Reqvisition fra Fjenden om en betydelig Deel Levnetsmdler. Samtidig hermed modtoges Efterretning om at fjendtlig Cavalleri var i Bevægelse mod Ringkjøbing. Igaar, Mandag, kom mellem 30 og 40 churhessiske Cavollerister til Holmgaardene i Lemb Sogn, 5/4 Miil fra Ringkjøbing, idag Formiddag Kl. 10 kom denne Trop til Ringkjøbing, drog gjennem Byen ud til Amtmandsboligen, Rindomgaard, hvor Anføreren, en Lieutenant, præsenterede Amtmanden en Reqvisition fra en fjendtlig Intendant, hvorefter Ringkjøbing Amt skulde daglig levere 300 Tdr Havre i Kolding, og erklærede, at han havde Ordre til at arrestere Amtmanden dersom denne ikke vilde udskrive det Forlangte af Amtet. Amtmanden fandt imidlertid ikke at kunde efterkomme disse uforskammede Fordringer til et District, der ikke er occuperet, og han nægtede derfor at gjøre nogensomhelst Udskrivning udenfor hvad Troppen behøvede til sin daglige Underholdning, medens den opholdt sig indenfor Amtets Grændser. Dette Svar var neppe efter Lieutenantens Ønske, og det satte ham i en temmelig ubehagelig Forlegenhed, thi Byens Indvaanere havde samlet sig i Mængde ved Amtmandsboligen og indtog en truende men værdig Holdning, som tydeligt nok imponerede Fjenden og gjorde ham ængstelig for at foretage noget Skridt, der kunde give Anledning til et Udbrud af den undertrykte Harme og Forbittrelse over hans Dumdristighed, der læstes i ethvert Ansigt. Han afstod derfor at medføre Amtmanden som Fange, mod at denne ved Æresord lovede, naar Prittwitz nærmere maatte forlange saadant, at indstille sig i Veile, Horsens eller Kolding. Det maatte saameget mere paaskjønnes, at Amtmanden gik ind herpaa, som det netop i denne Tid er af stor Vigtighed at han forbliver i sit Embede, og den tilstrømmende Folkemængde desuden viste aabenbar Lyst til at modsætte sig hans Arrestation, hvilket kunde have medføt Blodsudgydelse og det heldigste Udfald uanseet, dog lettelig vilde fremkalde Fjendens Hævn og dermed forbundne ulykkelige Følger. Da de Fjendtlige fik Amtmandens skrivtlige Svar, at han ikke kunde efterkomme Reqvisitionenen og hans Erklæring om. at han paa Forlangende vilde indstille sig som Fange, droge de bort ad Markveien til Chausseen, øiensynlig glade over at vare undslupne den dem overhængende Fare. Forøvrigt maae Ringkjøbings Indvaaneres værdige Holdning ved dette Fjendens første Besøg i høieste Grad anerkjendes. Fjenden kunde i ethvert Øie læse en brændende Harme og en alvorsfuld Bestemthed. Endog Drenge, der bleve udspurgte om der var dansk Militair i Byen, gave med Kjækhed vildledende Svar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1849, 2. udgave)

Spionage. (Efterskrift til Politivennen)

Midt i april indbragtes nogle formodede spioner til København. Der fortaltes ikke meget om dem, bortset fra at de havde været frivillige på eksercerskolen. Politiløjtnant (politiadjudant), senere etatsråd John Erik Leerbech, Leerbek eller Leerbeck (1806 eller 1805-1860) var leder af hærens spionvæsen. Han startede som kopist på politikammeret i København hvor han blev anset for særdeles dygtig. Han blev november 1849 til april 1851 udlånt til Krigsministeriet. Allerede i april berettede kilder dog at han arbejdede for hæren. Leerbech organiserede bl.a. meldetjenester med udstationerede bønderkarle og opsadlede heste som kunne bringes til hovedkvarteret eller nærmere fastsatte steder med sendebud. Leerbech indtog en særstilling ved generalstaben og rapporterede flere gange direkte til statsrådet. Han var meget aktiv efterretningsmand og spionageleder. (se Karl Peder Pedersen: Kontrol over København, 2014).

(Kjøbenhavn, den 1ste Mai.) 3 Spioner ere idag blevne skudte her, den ene en tidligere relegeret Student Møller, der stod som Frivillig i en af vore Batailloner. Han blev greben ved Armeen i en Correspondents med Fjenden, hvem han stal have villet give Tegning af Fredericia Fæstning. Det er Politicommissair Leerbeck, som især har fremkaldt disse farlige Individers Paagribelse. En Undersøgelse var det forresten ogsaa værd, hvorledes vor Angrebsplan paa Colding, der dog kun skulde være bekjendt for Indviede, almindeligt kunde vides her flere Dage før den udførtes. Vi betvivle ikke, at det er ved en Skjødesløshed eller lignende Forseelse, den maa være bleven divulgeret; men saadanne Forseelser ere i deres Følger for utilgivelige, til at deres Ophav ikke skulde have en tilbørlig Correction herfor. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3.maj 1849).

- Efterat "Flyveposten" og et Par andre lignende Blade flere Gange forgjæves have været gjort opmærksomme paa den Skade, de stifte ved at meddele detaillerede Beretninger om Krigsoperationer fra dansk Side - hvorved de, om ogsaa kun af Snakkesyge og for at tilfredsstille uvirksomme Læseres Nysgjerrighed, til en vis Grad unødvendiggjøre det fjendtlige Spioner, - har vedkommende Autoritet derved fundet sig foranlediget til at gjentage Anmodningen til de offenlige Organer om ikke at meddele saadanne Artikler som dem "Flyveposten" indeholder. Man skulde troe, al bemeldte Blad lagde an paa at nødvendiggjore Censurens Indførelse som Beskyttelsesmiddel mod dets egen Taktløshed.

(Kjøbenhavnsposten 8. maj 1849).

I et Brev fra Horsens af 7de ds. hedder det: Leerbek udvikler en beundringsværdig Virksomhed og gavner Hæren meer end man skulde troe; han har atter opdaget og taget 5 Spioner tilfange; deriblandt en Sergeant af 7de Bat., en S-tz, der skal være noksom bekjendt i Kjøbenhavn. (R. Posteft.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. maj 1849).

Spioner. I Søndags bragtes tre Spioner hertil, som ved Politiadjutant Leerbecks aarvaagne Nidkjærhed vare blevne arresteres i Veile og Horsens. De tvende, hørende til Militairet, bragtes til Hovedvagten, den tredie, der lod til at være en Landmand eller Hestepranger, bragtes til Raadstuen. Den talrige Mængde, som ved deres Ankomst var forsamlet paa Toldbode, gav sin retfærdige Harme Luft i Skjældsord og Forbandelser, og det var ikke meget langt fra, at den ene, ved at stige i en Vogn, var blevet Offer for de Tilstedeværendes Raseri, dersom ikke Vagten og Politibetjente paa det Kraftigste havde afværget det.

(Flyveposten 15. maj 1849).

Odense den 14de Mai. Igaar bragtes 9 Fanger hertil fra Fredericia, iblandt hvilke var et Par Deserteurer og de andre Spioner. Den ene Fange var et Fruentimmer, der som en Slags Marketenderske havde søgt Samqvem med begge Armeer. Ligeledes bleve en Del Syge og Saarede bragte hertil fra Bogense.

(Fædrelandet 15. maj 1849).

Leerbeck har atter attraperet flere Spioner som ere befriede. I Skanderborg er ogsaa idag anholdt en Spion, nemlig en bosat Mand i Lysgaard Herred. Han var forsynet med Pas fra dette Herredscomptoir for at kunne reise til Veile-Egnen, hvor han agtede at besee en Eiendom, der var tilfals. Byfognden i Skanderborg, som ikke fandt sig tilfredsstillet hermed, visiterede Fyren og fandt da paa Kroppen af ham 7 Stkr. 50 Rigsbankdalersedler samt en Fortegnelse over alle Moser, Krat, osv., som findes i den Egn af Jylland. Naturligviis maa en saadan Person have Hjælpere. Han sidder arresteret i Skanderborg. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. maj 1849, 2. udgave).

"L.-F. Av." skriver fra Kbhavn af 7. ds.: Rygtet har fortalt, at 3 Spioner ere skudte her. Det forholder sig ikke saa. Blandt de hidbragte Krigsfanger, som paa 33 nær allerede ere udvexlede, var der en jydsk Bondekarl fra Gram i Haderslev Amt, som var mistænkt for Spioneri, men af de optagne Forhør er der ikke fremkommet noget særdeles graverende imod ham, og det er saa langt fra at han er skudt, at det endog er rimeligt, at han vil blive sat paa fri Fod, maaskee under Politiets OOpstigt. De andre 2 saakaldte Spioner ere 2 Matroser, der ifjor løb bort fra "Hekla", og nu ere paagrebne som Desertører.

(Ribe Stifts-Tidende 21. maj 1849).

I Fredags afleveredes til Politiet en Person, der af det nørrejydske Armeecorps var oversendt som greben i for Betaling at have været Fjenden behjælpelig ved Plyndinger fra Indvaanerne i Jylland. Angaaende denne Persons Forbrydelse kunne vi nærmere meddele Følgende:

Efterat Politiassistent Grønlund i Framlev ved Aarhus den 9de Juni sidstleden havde indfundet sig i Jexen Kro paa en Tid, da netop en fjendlig Patrouille var sammesteds tilstede, antraf han en Person, der var iført civile Klæder, men bevæbnet med en Sabel, og da han erklærede, at han var fra Haderslev og fulgte for Betaling med de fjendlige Tropper som Tolk, fratog Grønlund ham hans Værge og bragte ham nordlig ud af Byen, medens den fjendlige Patrouille opholdt sig i den vestlige Del af samme. Han førtes derefter til General Ryes Hovedqvarter, hvor han til en af Politiadjutant Leerbeck optagen Rapport fremstod og forklarede, at hans Navn var Peter Claussen Jungdahl, 49 Aar gammel og født i Haderslev. Siden Aaret 1828 havde han som Bundtmager været bosiddende i Flensborg, hvor han var gift og havde 3 Børn. Endvidere forklarede han, at, da de bayerske Tropper den 4de April d. A. kom til Flensborg, skete en almindelig Opfordring til Beboerne om at gaae med Corpset som Sprogmestre, i hvilken Anledning han, som var i smaa Omstændigheder, meldte sig, og lod sig for 2 Mk. courant daglig samt fri Forplejning engagere til at følge med de baierske Tropper som Tolk imellem dem og den danske Befolkning. Foruden ham var der ti andre Slesvigere, der ligeledes havde ladet sig engagere i samme Egenskab ved de bayerske Tropper. Han var ansat ved 4de Regiments 2den Bataillon under Major Wichardt, med hvilken Bataillon han stedse havde fulgt, og navnlig stedse været med, naar Fjenden havde reqvireret Fødemidler og Andet hos Beboerne. Han havde, paa Grund af den Betaling, han modtog , og hvorved han ansaae sig for ansat ved den fjendlige Armee, troet sig forpligtet til at følge med og assistere Fjenden, naar denne havde gjort Strejftog for med Magt at fratage Befolkningen Fødemidler, ligesom han ogsaa tilstod for nogen Tid siden at have været med Fjenden i Hørring, hvor der ved hans Medvirkning blev taget ti Heste og 3 Vogne. Med Hensyn til Sablen, han bar, forklarede han, at, da de fjendlige Tropper kom i Nærheden af Haderslev, blev det ham befalet at bære en saadan, uden at det blev ham opgivet i hvilken Anledning, men han antog, at Hensigten var, at han dermed skulde forsvare sig mod de danske Beboere, saafremt han skulde komme i saadant Tilfælde, at det var nødvendigt for ham for at redde sig. Han havde imidlertid ingensinde brugt dette Værge.

Sognefoged Rasmus Nielsen i Jexen og Kromand Sørensen sammesteds have om den ovenfor nævnte Landsforræder overensstemmende forklaret, at han den 7de Juni med c. 50 Mand fjendlige Infanterister under en Lieutenants Commando, medhavende 3 Vogne, var kommen til Jexen, hvor han, der for dem erklærede, at han var den Commanderende og havde ligesaa meget at sige som Obersten, beordrede Tropperne, uden at Lieutenanten blandede sig deri, til at gaae ind til Bønderne og tage hvad de forefandt af Fødevarer, samt Tobak og Brændevin, hvilket Soldaterne ogsaa efterkom. Endvidere havde han samme Dag, uden at være i Følge med Nogen, reqvireret Melk, hvilket han ogsaa fik til et Beløb af c. 100 Potter, og førte det med sig paa en Vogn, han havde med. Ved denne Lejlighed havde en Mand fra Stilling været tilstede, der til Sognefoged Nielsen fortalte, at Personen ligeledes der havde været paa Plyndring. De forklarede fremdeles, at den Anholdte Dagen iforveien om Morgenen var med 50 Mand kommen igjennem Jexen og laget til Bodil Mølle, hvor han ligeledes havde ladet plyndre og taget, foruden Fødemidler, nogle Par Støvler. Om Eftermiddagen var han atter kommen til Jexen, uden at være i Følge med Nogen, for at reqvirere 2 Vogne, men blev ved denne Leilighed af Politiassistenten, som netop kom tilstede i Kroen, anholdt. Samtidig med ham var en Cavalleri-Patrouille paa 3 Mand i Byen, men disse opholdt sig paa en anden Kant af Byen og saae ikke Anholdte.

Efterat Anholdte, i Overværelse af Capitainerne Bech og Høst, var bleven forelæst sin Forklaring samt den af de ovenfor nævnte Mænd afgivne, ratihaberede han hin og vedgik Vigtigheden af denne i enhver Henseende, hvorefter han oversendtes til Kjøbenhavns Commandantskab, hvorfra han, efterat Krigsministeren havde confereret med Generalauditeuren om Behandlingen af denne Sag, blev afgivet til Politidirecteuren med begjæring om, at denne vilde foranstalte ham tiltalt og straffet, og Sagen blev da remitteret Criminal- og Politiretten til Undersøgelse. I det her over Arrestanten optagne Forhør ratihaberede han ligeledes sin til Rapporten afgivne Forklaring, men har nu fritaget Retten for videre Behandling af Sagen, idet han igaar Nat i Arresten har - hængt sig.

(Fædrelandet 26. juni 1849).

I marts 1851 blev J. E. Leerbech udnævnt til chef for det nyoprettede Slesvigske Gendarmeri, Det Slesvigske Gendarmerikorps eksisterede 1. juni 1851 til 1. november 1864. I Fædrelandets "Brev fra Nordslesvig" (2. april 1851) stod der om Leerbechs udnævnelse til chef for gendarmeriet at 8-10 landbetjente ville være tilstrækkeligt, mens det sydlige burde belægges med et eller to dragonregimenter. Gendarmerikorps ville blive betragtet med mistro af befolkningen, især med Leerbech som chef, da han var opdraget i Bræstrups enevældisk-bureaukratiske ånd som betragtede befolkningen som mistænkelige individer. Dette ville absolut ikke vække slesvigernes tillid. Som andre embedsmænd opretholdt Leerbech sin løn hos Københavns Politi.