Tyske Forstærkninger. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig-Holsten, 13. juni. I fjendeland som Jylland er for vores hær, står døren på vid gab for forræderi, og dog føres krigen som om det hele ikke var andet end en revy hvor man kun ville øve tropperne. Er det da overraskende, når danskerne håner general Prittwitz og de tyske hære i deres aviser? Prittwitz sendte ordre fra Horsens til grev Schulin, amtmand i Ringkøbing, om at levere 100 okser til hæren hver 3. dag, hvis han ikke ønskede at de i Varde stationerede tropper skulle rykke længere frem. Men der er stadig ingen tropper i Varde, så det lader til at den øverstkommanderende ikke engang er velinformeret om sine egne troppers stilling. Budbringeren fik besked: "Hvis general Prittwitz ville have okser, må han selv komme og hente dem." Bonin modtager ligesom Prittwitz sine ordrer fra Berlin, selvom Bonin er en slesvig-holstensk general. Man ser dette bedst i enkelte detaljer; Prittwitz forbød den Frie Presse i den preussiske lejr, og umiddelbart efter fik den slesvig-holstenske feltpostmester den udmålte ordre om ikke at sende flere gratis eksemplarer af den Frie Presse til soldaterne i den slesvig-holstenske hær, selvom soldaterne har fri porto og har altid været tildelt hæren gratis eksemplarer. Selvfølgelig er Th. Olshausen nu med i redaktionen, og Olshausen maler ofte noget rødt, og Fri Presse har på det seneste været meget bitre over passiviteten i lejren, hvilket formentlig skyldes strategiske (?) årsager. Vores kejserlige hær er 70.000 stærk og Rye har kun 30.000 danskere, så Prittwitz må stå stille for at afvente flere styrker, som nu også kommer frivilligt fra Preussen; thi den 9. siges adskillige artilleristykker at have forladt Berlin med tog, bare de ikke sad fast i Mecklenburg hvor der nu er lidet håb, men alt frygtes.

Aus Schleswig-Holstein, 13. Juni. In Feindesland, wie Jütland unsere Heere ist, ist dem Verrath Thür und Thor geöffnet, und doch führt man den Krieg, als wäre das Ganze nichts weiter als eine Revue, bei der man die Truppen nur üben wollte. Kann es einen dann wundern, wenn die Dänen in ihren Blättern den General Prittwitz und die deutschen Heere verhöhnen? Prittwitz hat nämlich von Horsens aus an den Grafen Schulin als Amtmann von Ringkjöbing den Befehl gesandt, alle 3 Tage an das Heer 100 Ochsen einzuliefern, wenn er nicht wolle, dass die in Varde stationirten Truppen weiter herauf rücken sollten. Nun liegen aber noch keine Truppen in Varde, so dass es scheint, als sei der Oberbefehlshaber nicht einmal über die Stellung seiner eigenen Truppen genau unterrichtet. Dem Boten hat man den Bescheid ertheilt: "Wenn General Prittwitz Ochsen haben wolle, müsse er selbst kommen, um sie abzuholen." Bonin erhält so gut wie Prittwitz seine Befehle von Berlin, obgleich Bonin schleswig-holsteinischer General ist. Man sieht dies am besten aus einzelnen Kleinigkeiten; so verbot Prittwitz im preussischen Lager die Freie Presse, und gleich darauf erhielt der schleswig-holsteinisch Feldpostmeister die gemessene Ordre, keine Freiexemplare der Freien Presse mehr an die Soldaten der schleswig-holsteinischen Armee zu befördern, obgleich die Soldaten Portofreiheit haben und von je her der Armee Freiexemplare zugetheilt wurden. Freilich ketzt ist Th. Olshausen mit in der Redaction, und Olshausen färbt oft etwas roth, auch war in jüngster Zeit die Freie Presse sehr erbittert auf das Nichtsthun im Feldlager, welches wohl auf strategischer (?) Gründe geschieht. Unsere Reichsarmee ist 70,000 Mann stark und Rye hat nur 30,000 Dänen, also muss Prittwitz stillstehen, um noch mehr Kräfte abzuwarten, die nun auch von Preussen freiwillig komm en; denn am 9. schon sollen wiederum mehrere Geschütze von Berlin mit der Eisenbahn abgegangen sein, wenn sie nur nicht in Mecklenburg hängen geblieben sind, wo man jetzt auch wenig hofft, aber alles fürchtet. 

- - -

(Deutsche Zeitung. 17. juni 1849) 

Artiklen er et eksempel på den utilfredshed der var med at Preussen var ved at trække sig ud af krigen. Hvilket da også skete reelt efter slaget ved Fredericia få uger efter.

Requisitioner i Varde. (Efterskrift til Politivennen)

- Efter "Danvk." optage vi Følgende: Varde, den 4de Juni. Vestkysten af Jylland, navnlig Egnen per, frister nu den Skjæbne, daglig og under idelige Insulteringer af Insurgenterne at blive afpresset betydelige Requisitioner. Byen har endnu lkke været belagt med fjendtlig Indqvartering; omendskjøndt denne, som nedenstaaende vil udvise, er blevet bestilt. - Fanø circa 2 ½ Miil sydvest herfra, og som næsten under hele indeværende Aars Krig har været besat af vore Tropper, tildrager sig Fjendens særdeles Opmærksomhed; hvergang han har beæret os med sit Besøg, har Strandby, som ligger ned til Havet, ligeoverfor bemeldte Ø, været besat. Den 30te Mai kom en Trup paa 8 Mand hertil Byen, hvoriblandt tre Officerer og en Vagtmester; de øvrige fire vare Menige. Deres Eskadron havde Qvartere i Forum, en lille Landsby 3/4 Miil her fra; de indqvarterede sig paa Gjæstgivergaarden. Ordføreren, en Lieuterant Irminger, tilkjendegav strax de af Byens Indvaanere, som der vare tiIstede, at Byen Dagen efter vilde faae en Indqvartering af 250 til 300 Mand (Cavalleri). Vi havde her samme Dags Morgen modtaget Rapporten om Russernes forventede Ankomst. Denne laae allerede paa Gjæstgivergaarden; og tøvede de Tilstedeværende da heller ikke længe med at fremlægge den for Officererne. Omendskjøndt disse ved Gjennemlæsningen røbede en øjensynlig Tro til Sagens Rigtighed, kunde de dog ikke tilbageholde følgende Ytring: "Jyder, troer tog ikke herpaa, det er netop Eders Feil, at I lader Eder altfor meget indbilde". Vedkommende gav naturligvis her paa et ganske kort og afslaaende Svar, da det for en brav Dansk vilde være altfor nedværdigende at indlade sig i en Disput med slige meenederske og pligtforglemmende Karle. Nu begave de sig til Byfogden for at rygte det omtalte Ærinde. Det hele var imidlertid en Komedie, thi det anmeldte Militair kom slet ikke. De tre Officerer nemlig: Irminger, to ved Navn Buchwald og Vagtmesteren, promenerede nu i Byens Gader og gjennemkrydsede disse i alle Retninger. Det Kammeratskab, som Officererne spillede med deres Underordnede, var charakteristisk. Snart aflagde de tilstrækkelig Beviser paa den ringe Disciplin og inhumane Aand, deres Væsen er gjennemtrængt af. Hertil maae jeg endnu bemærke, at de iforveien havde drukket, som om de vare commanderede dertil. Saaledes forsøgte bemeldte Herrer hos en Høker at udrive Vinduesposterne (som dog imidlertid blev ved Forsøget); hos en af vore Embedsmænd tillade de [gfi] først Officeren, dernæst Vagtmesteren, at stikke det halve Legeme ind gjennem det aabne Vindue, spørgende: "sind hier keine hübsche Mädchen?" (tydsk Dannelse). Touren gik derfra videre til Byens Degn, en Hr. J., hos hvem Vagtmesteren fordrede Viin. Hr. J. modsatte sig paa det Bestemteste hans Fordring, men da Forræderen vedblev sin Paastand og gav den Eftertryk, deels med de meest pøbelagtige Skjældsord, deels ved at tildele Hr. J. adskillige Hug af Næven, omendskjøndt han var af den Formening, det var Præsten, lod Hr. I. i al Hast en Flaske Viin hente. Da Proptrækkeren ikke var ved Haanden paa første Vink, blev Halsen slaaet af Flasken, saa der blev mere Viin spildt end drukket. Derpaa absenterede Slyngelen sig, tilligemed Officererne, der vare Øjenvidner til denne afskyelige Scene. De gav han først Hr. J. Løvte em, at han Dagen efter skulde faae virkelige slesvigholsteenske Prygl. Det var allerede silde paa Aftenen, da Banden gjorde sig parat til Bortrejsen. Igjennem Gaden til langt ud paa Veien tillod Herr Premierltn. Irminger sig noget, som gjerne er den første Følge af Søsyge. Deres Dagsbedrifter vare endnu ikke tilende. En Mand, som kom fra sit Haandarbkldc, et temmelig Stykke fra Landevejen, modtog af den ham i al Hast imøderidende Lieutenant Irminger aben gjensidig at yttre et Ord, et saa eftertrykkeligt Slag af Pistolkolben i Hovedet, at han faldt omkuld derved. Længere oppe paa Veien styrtede samme Lieutenant af Hesten, kom dog igjen hurtig op, og senere saae vi den Dag Gud være lovet, ikke mere til dem. I de følgende Dage, Torsdag den 31de Fredag den 1ste Juni og Løverdag den 2den forefaldt intet særdeles mærkeligt, men igaar Søndag, havde vi atter et lille Optrin. For c. 14 Dage siden confiskerede den herværende Toldinspecteur 3 Piber (6 Oxehoveder) Brændeviin, som var passeret den nu af Tydskerne ophæverde Toldgrænse og indlagte i Kroen Olufsvad, 1 lille Miil herfra. Jeg maa hertil føie, at Egnen dengang endnu kun var hjemsøgt af enkelte smaa Patrouiller. Ommeldte Brændeviin, som tilhører den Dem maaskee bekjendte ivrige Slesvigholstener Lorenz Petersen af Flensborg, har sider hiin Confiskation været opbevaret paa det herværende kongelige Pakhuus. Igaar indfandt sig, i Henhold dertil og paa Lorenz Petersens Foranstaltning, 200 Mand hannoveransk Infanteri, og jeg troer omtrent ½ Eskadron Cavallert (ogsaa Hannoveranere). Deres Ærinde var, foregivende i Medfør af Prittwitz's bekjendte Proclamation om Toldliniens Ophævelse, at faae det confiskerede Brændeviin udleveret. Inspecteuren kunde dog ikke andet, uagtet den tydske Majors Forlangende om en duelig Efterlevelse af hans Fordring, end give sit Mishag tilkjende og beraabe sig paa sin Pligl som kongelig Embedsmand. Men Majoren lod sig forlyde med, at Inspecteuren ikke staa under Kongen af Danmark, men under den tydske General Prittwitz. og modsatte han sig Ordren, vilde han uopholdeligen blive transporteret til Veile eller Horsens. Som jo altid er TiIfældet, maatte den Svage ogsaa her bøie for Overmagten. Brændeviinet blev udleveret, og er paa Toldkassens Regning, under Militair-Eskorte og en af de herværende Portbetjente befordret til Veile. Militairet var ikke indqvarteret men blev paa Torvet, og modtog der paa Commandantens Requisition, naturligviis paa Byens Bekostning, deres Beværtning. Imellem Kl. 1 og 2 Eftermiddag marchende de igjen alle bort. Til dette lille Optog knytter sig endnu den Bemaerkaiug, som forhaabentlig i sin Tid vil blive erindret, at Hr. Lorenz Petersen selv var her tilstede, dog dristede han sig ikke ud i Byen uden Militair-Bedækning. Dette uagtet kunde mangen Een ikke tilbageholde sin Harme.

Hvad Reqvisitionerne angaae, da have alle omkringliggende Sogne, paa enkelte nær, maattet levere. Længe holdt Bønderne haardnakket igjen, men da Overmagten tvang, hjalp jo ingen Modstand. Skjernbro er, som man vi vide, efter høiere Ordre opbrækket. Den ligger imellem dette og Ringkjøbing og afskjærer dens Borttagelse Fjendens videre Fremrykken til Ringkjøbing Amt, idetmindste fra denne Kant. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. juni 1849, 2. udgave).

Varde. (Efterskrift til Politivennen)

Varde den 20de Mai. ("Fyens Avis".) Med Undtagelse af nogle enkelte Cavalleri-Patrouiller have vi endnu ikke til Stadighed havt Militair. Det vil dog formodentlig ikke vare længe, førend Byen bliver besat, da der igaar kom en Officeer og 12 hannoveranske Husarer, for at bestille Qvarteer til 2Batailloner der skulde komme om 2 eller 3 Dage.

Forøvrigt begynder man allerede, endog inden Fjenden har besat Byen, at ville bringe os under slesv.-holsteensk Herredømme. Saaledes indfandt sig den 23de d. M. paa Toldkammeret her i Byen Kjøbmand Lorenz Petersen fra Flensborg med en Ordre fra Oberstlieutenant Brinkmann, der havde udstedt den efter Ordre fra Overgeneralen og Advocat Bargum, at de herværende Toldembedsmænd skulde lade bemeldte Kjøbmand aldeles afgiftsfrit indføre et ham tilhørende betydeligt Parti Varer. Da denne Fordring paa det bestemteste afvistes, var denne Herre dristig nok til, ved sin Bortgang at true med, at, hvis man vedblev sin Vægring, vilde Byen strax blive besat af Fjenden, for at give hans Fordring Efterlryk. Man skulle antage, at der havde været fuld Føie til at tage Fyren ved Vingebenet og sende ham til Kjøbenhavn som en Landsforræder; men omendskjøndt Øvrigheden var underrettet om hans Ærinde og hans Yttringer, reiste han dog atter uhindret herfra. - Da Toldvæsenct imidlertid fik Underretning om, hvor Fyren havde oplagt Varerne i det Haab, at den toldfrie Jndførsel skulde lykkes ham, naar Byen bliver besat, reqvirerede dette iforgaars Eftermiddag Fogdens Medfølge, og da man kom til Stedet, fandt man uden stor Møie 5 Piber 12 Graders Brændeviin, 1 Pibe Rom og en Deel Caffe, Sukker, Sirup, Olie og Sæbe, hvilket altsammen bragtes ind til Byen som confiskeret Gods. - Hele Egnen heromkring giennemstreifes af smaae Troppeafdelinger for at inddrive Levnedsmidler og Fourage. Deres Opførsel er ikke altid god og der foregaae mange Rapserier. Vi ville ret ønske, at vi her til vor og Egnens Beskyttelse havde vore raske Husarer og Dragoner. Dersom de kunde komme pludselig og uformærket hertil, vilde de gjøre god fangst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juni 1849, 2. udgave).

Grundlovens Vedtagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den danske grundlovs vedtagelse den 5. juni 1849 fik hverken store overskrifter eller mange artikler i Ribe Stifts-Avis. Kjøbenhavnsposten vigtigste kommentarer til grundloven gik dels på at grundloven var meget præget af højrefløjen, og dels tilbageskuende at hvis grundloven var blevet vedtaget 10 år før, ville der aldrig have været grundlag for slesvig-holstenismen. Begejstringen for grundloven var således i de to aviser begrænset. I stedet var de optaget af krigshandlingerne.

Rigsdagsmødet.

(Mødet den 5. juni kl. 12)

Medlemmerne var for størstedelen mødt en galla; A. Ussing således i generalprokurørs-uniform - som imidlertid må have generet ham, for før mødet begyndte, fjernede han sig og vendte tilbage i civile klæder. Et par minutter før kl. 12 omdeltes til medlemmerne og journalisterne "Danmarks Riges Grundlov", således som den blev givet på Christiansborg Slot den 5. juni 1849. Naturligvis var hele hoffet og corps diplomatique til stede. Den os meget "venskabelige" magt Englands repræsentant, sir Wynn, bemærkede vi med damer allerforrest i en loge lige ovenover tronstolen. Kl. 12.10 indtrådte kongen med hele sin hofstat somm stillede sig på venstre side af tronen, mens prins Ferdinand og alle ministrene stillede sig på højre side af denne. Kongen oplæste nu en kort tale som gik ud på at han havde vedtaget Grundloven, og da der under den krig som hærgede landet, kunne indtræde forhold hvor det var nødvendigt at man kunne ønske en medvirkning fra folkets side, ville forsamlingen ikke blive hæve, men kun opløst. Han ønskede til slut den almægtiges velsignelse over forsamlingen, som derpå udbrød i et 9 gange gentaget hurra for kongen som takkede med ordene: "Jeg takker Dem alle, Gud være med Dem, Gud bevare Dem!" hvorpå forsamlingen atter råbte 9 gange hurra, under hvilket kongen forlod forsamlingen. Da forsamlingen roligt blev siddende og syntes at fordre noget mere, ytrede formanden: "Da hs. majestæt har opløst forsamlingen, så er dennes hverv nu endt!" hvorpå forsamlingen, ifølge hr. Plougs forslag, udbragte et 3 gange gentaget hurra for formanden der takkede, hvorpå mødet hævedes.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1849).

Kjøbenhavnspostens beretning om Grundloven er typisk for samtidens avisomtaler. Om end andre bragte den fulde ordlyd af kongens tale. Der i øvrigt var meget kortfattet. Nogen offentlig fejring af grundloven synes ikke at have fundet sted. Aviserne er mest fokuserede på krigsbegivenhederne i Krigen 1848-1851: Der er konfrontationer ved Århus (bl.a. en fægtning den 31. maj) og Fredericia. 

Den officielle avis, "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende" havde en længere artikel om hvad Grundloven kunne føre til engang, og beskæftigede sig ellers mest med krigen. Den uofficielle regeringsavis "Fædrelandet" nævner ikke noget om en fejring. "Flyveposten" startede en artikelsserie til bondestanden med en alvorlig advarsel mod "demokraterne" og revolution. 

At der ikke blev nogen stor fejring i 1849, bekræftes indirekte af en artikel i Fædrelandet 6. juni 1850, altså på et-årsdagen: 

- Medens der ikke fra hovedstadens borgeres side var truffet nogen anstalt til at festligholde gårsdagen - Grundlovens årsdag - på nogen folkelig måde, hvad der for øvrigt finder sin tilstrækkelige forklaring i landets endnu stedse uafgjorte ydre forhold, ligesom det i alt fald også er bedre at vente med festlighederne, til Grundloven har gennemtrængt hele folket med erkendelsen af sin fortrinlighed og sin gavnlighed, end at begynde med jubel og senere se den afløst af ligegyldighed - mens der altså ikke var sket nogen offentlig indbydelse til en almindeligere højtidelighed, havde den største del af Rigsdagens medlemmer tilligemed et omtrent lige antal af mænd udenfor Rigsdagen privat forenet sig til et festligt måltid på den kongelige Skydebane, hvori også 5 af ministrene deltog. Folketingets formand (Andræ) åbnede festen med en smuk og varm skål for Grundlovens giver, Danmarks konge; Landstingets formand (Bruun) udbragte skålen for forfatningen, efter at nedenstående kønne sang af Grundtvig var afsunget. Krigsministeren foreslog en skål for Rigsdagen og ønskede den held til sin endnu tilbagestående gerning. Finansministeren udbragte en skål for tingenes formænd. Landstingets viceformand (H. P. Hansen) foreslog ministeriets skål, for hvilken krigsministeren takkede som dettes ældste medlem, da statsrådspræsidenten ved Sygdom og Justitsministeren af en privat Aarsag vare forhindrede i at være tilstede. Grundtvig oplæste et omdelt digt af F. Barfod om den 5. juni 1848 og udbragte en skål for den danske krigshær, hvorfor atter krigsministeren takkede "på sine kammeraters vegne". Finansministeren mindedes det tidligere ministerium, fra hvilket grundlovsudkastet var udgået, og henvendte skålen til de to tilstedeværende medlemmer af dette: Tscherning og Monrad. Tscherning svarede med en skål for "Formålet". Minister Clausen foreslog en skål for Slesvig og dets nære uopløselige forbindelse med kongeriget. Hall takkede den general, der ikke var gyst tilbage for ansvaret af at vove slaget ved Fredericia, generalløjtenant Bülow, hvortil Grundtvig knyttede en mindeskål for general Rye. Bruun udbragte en skål for den opløste Rigsforsamlings formand, etatsråd Schouw; B. Christensen en for Folket, og endelig Hoffmeyer en for "Ærlighed". Hermed sluttedes måltidet, men den største del af deltagerne forblev længe derefter samlet i haven under livlig samtale. 

(Herefter følger Grundtvigs sang, "Det hos os et gammelt ord: Med lov skal land bygges).

(Fædrelandet, 6. juni 1850)

Mens den første grundlovsdag forløb uden andet en hurra-råb, blev etårsdagen fejret af en sluttet kreds i Skydebanesselskabet på Vesterbro, i tilpas afstand fra København, ude "på landet". Det var formentlig heromkring man samtalede efter måltidet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Krigsskuepladsen. Ringkjøbing d. 22de Mai. Ringkjøbing har nu ogsaa maatte see en fjendtlig Afdeling inden sine Porte. I Søndags ankom til Amtet en Reqvisition fra Fjenden om en betydelig Deel Levnetsmdler. Samtidig hermed modtoges Efterretning om at fjendtlig Cavalleri var i Bevægelse mod Ringkjøbing. Igaar, Mandag, kom mellem 30 og 40 churhessiske Cavollerister til Holmgaardene i Lemb Sogn, 5/4 Miil fra Ringkjøbing, idag Formiddag Kl. 10 kom denne Trop til Ringkjøbing, drog gjennem Byen ud til Amtmandsboligen, Rindomgaard, hvor Anføreren, en Lieutenant, præsenterede Amtmanden en Reqvisition fra en fjendtlig Intendant, hvorefter Ringkjøbing Amt skulde daglig levere 300 Tdr Havre i Kolding, og erklærede, at han havde Ordre til at arrestere Amtmanden dersom denne ikke vilde udskrive det Forlangte af Amtet. Amtmanden fandt imidlertid ikke at kunde efterkomme disse uforskammede Fordringer til et District, der ikke er occuperet, og han nægtede derfor at gjøre nogensomhelst Udskrivning udenfor hvad Troppen behøvede til sin daglige Underholdning, medens den opholdt sig indenfor Amtets Grændser. Dette Svar var neppe efter Lieutenantens Ønske, og det satte ham i en temmelig ubehagelig Forlegenhed, thi Byens Indvaanere havde samlet sig i Mængde ved Amtmandsboligen og indtog en truende men værdig Holdning, som tydeligt nok imponerede Fjenden og gjorde ham ængstelig for at foretage noget Skridt, der kunde give Anledning til et Udbrud af den undertrykte Harme og Forbittrelse over hans Dumdristighed, der læstes i ethvert Ansigt. Han afstod derfor at medføre Amtmanden som Fange, mod at denne ved Æresord lovede, naar Prittwitz nærmere maatte forlange saadant, at indstille sig i Veile, Horsens eller Kolding. Det maatte saameget mere paaskjønnes, at Amtmanden gik ind herpaa, som det netop i denne Tid er af stor Vigtighed at han forbliver i sit Embede, og den tilstrømmende Folkemængde desuden viste aabenbar Lyst til at modsætte sig hans Arrestation, hvilket kunde have medføt Blodsudgydelse og det heldigste Udfald uanseet, dog lettelig vilde fremkalde Fjendens Hævn og dermed forbundne ulykkelige Følger. Da de Fjendtlige fik Amtmandens skrivtlige Svar, at han ikke kunde efterkomme Reqvisitionenen og hans Erklæring om. at han paa Forlangende vilde indstille sig som Fange, droge de bort ad Markveien til Chausseen, øiensynlig glade over at vare undslupne den dem overhængende Fare. Forøvrigt maae Ringkjøbings Indvaaneres værdige Holdning ved dette Fjendens første Besøg i høieste Grad anerkjendes. Fjenden kunde i ethvert Øie læse en brændende Harme og en alvorsfuld Bestemthed. Endog Drenge, der bleve udspurgte om der var dansk Militair i Byen, gave med Kjækhed vildledende Svar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1849, 2. udgave)