Befolkningen og Landsforvaltningen. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig, 15. december. Tilliden til eksistensen af ​​landsforvaltningens regime er meget ringe, selv blandt dem, der ikke uden grund regner sig selv blandt deres tilhængere. Selv bønderne i Nordslesvig anser en vending for uundgåelig, og derfor nægter de overvejende dansksindede indbyggere, nemlig i Sommerfeldt sogne i Haderslev-distriktet, at betale skatterne til landsforvaltningen, fordi de er bekymrede over at denne betaling i fremtiden ikke vil blive dem tilgodeset af en uautoriseret opkrævningsmyndighed. Indtil videre har landsforvaltningen brugt tvangsmidler uden held. Nu har landsforvaltningen beordret indførelse af militær eksekution mod ejerne af adelige godser i Schwansen-distriktet, hvor godsejerne selv afkræves indkvartering og mad og ikke må smides ud, og betaler dem et eksekutionsgebyr der stiger fra uge til uge. Uden tvivl må eksekutionstropperne forvente en venlig modtagelse af dem som de er blevet sendt imod, men formålet opnås ikke ved dette tvangsmiddel. - Den bebudede afskedigelse af Overretten for Hertugdømmet Slesvig vil nu formentlig snart blive beordret af landsforvaltningen, hvortil den officielle brug af det samme pålagte danske segl skulle give den tilsyneladende grund. Var den officielle brug af dette segl i stand til at hjælpe de retsembedsmænd, der var udpeget af landsadministrationen, til at nægte behørig lydighed over for den højere ret og i dette afslag, selv om hr. v. Tillisch erklærede dem endda ulovlige og beskyttede af landsforvaltningen. Den Overret, der skal udnævnes, for hvilken herrerne Blaunfeldt, Dubell og Eggers stadig står til rådighed, skal have sæde i Flensborg, fordi det er umuligt her i Slesvig.

Der er udstedt følgende politibekendtgørelse i Flensborg: Med henblik på opretholdelse af ro og orden er ikke alene benyttelse af de s.k. slesv.-holsten. flag og uniformer, men også af de såkaldte slesv.-holsten. bånd og kokarder på gader og offentlige steder i politikredsen i Flensborg by hermed udtrykkeligt forbudt. Militær- og politibetjentene vil bringe dem der overtræder dette forbud, i fængsel. Flensborg, 14. december. 1849. Den højere Politimyndighed. L. Schrader. (H.B,-H.).

Schleswig, 15. December. Das Vertrauen zu dem Bestande des Regiments der Landesverwaltung ist selbst bei denjenigen, welche sich nicht ohne Grund zu ihren Anhängern zählt, sehr gering. Selbst die Bauern im nördlichen Schleswig halten eine Wendung der Dinge für unvermeidlich und deshalb verweigern auch die vorzugsweise dänisch gesinnten Einwohner, namentlich in dem Kirchspiele Sommerfeldt im Amte Hadersleben, der Landesverwaltung die Steuern, weil sie besorgen, dass ihnen diese Zahlung an eine nach den Gesetzen unbefugte Hebungsbehörde künftig nicht zu Gute gerechnet werden dürfte. Bisher hat die Landesverwaltung die Zwangsmittel ohne Erfolg angewandt. Jetzt ist von der Landesverwaltung die Verhängung der militärischen Execution gegen die Besitzer adliger Güter im Schwansener Districte angeordnet und zwar mit den Gutsbesitzern selber Wohnung und Verpflegung fordern sollen und nicht ausquartiert werden dürfen, so wie, dass ihnen eine von Woche zu Woche steigende Executionsgebühr zu zahlen sei. Ohne Zweifel werden die Executionstruppen von denjenigen, gegen welche sie ausgesandt worden, eine freundliche Aufnahme zu erwarten haben, der Zweck durch dieses Zwangsmittel aber nicht erreicht werden. - Auch die angekündigte Absetzung des Obergerichts für das Herzogthum Schleswig dürfte jetzt bald von der Landesverwaltung verfügt werden, wozu der Richtgebrauch des demselben octroyirten dänischen Siegels den ostensiblen Grund abgeben soll. Hat der Richtgebraucg dieses Siegels doch genützen können, dass sie von der Landesverwaltung eingesetzen Justitzbeamten dem Obergerichte den schuldigen Gehorsam verweigerten ind in dieser Weigerung, obwol der Hr. v. Tillisch sogar selbst sie für rechtswidrig erklärt, von der Landesverwaltung geschützt sind. Das zu octroyirende Obergericht, wofür die Herren Blaunfeldt, Dubell und Eggers noch disponibel sind, wird, weil es hier in Schleswig unmöglich ist, seinen Sitz in Flensburg nehmen müssen. 

In Flensburg ist folgende Polizeiverordnung erchienen: Zum Zwecke der Aufrechthaltung der Ordnung wird nicht allein der Gebrauch s. g. schlesw.-holstein. Fahnen und Uniformen, sondern auch die Tragen der s. g. schlesw.-holstein. Bänder und Cocarden auf den Strassen und an öffentlichen Orten im Polizei-Districte der Stadt Flensburg hierdurch ausdrücklich verboten. Das Militär und die Polizei-beamten werden diejenigen, welche diesem Verbote zuwiederhandeln sollten, zur gefänglichen Haft bringen. Flensburg, den 14. Dec. 1849. Die Oberpolizeibehörde. L. Schrader. (H. B,-H.).

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 20. december 1849).

(O.-T.) Flensborg, 17. december Vil du smage noget belejringstilstand, så kom til Flensborg. Antallet af politibetjente her stiger dag for dag, og med alt dette er der også gnidninger og uro. En ung sømand der gjorde tjeneste i den slesvig-holstenske flåde, blev forfulgt og fornærmet på grund af en kokarde og blev hurtigt fængslet. Uniformsfrakken på ​en slesvig-holstensk soldat der opholdt sig her, siges at være blevet revet af en politibetjent og givet til politikontoret til opbevaring. - Velinformerede mænd forsikrer os om at det går godt i sager vedrørende Slesvig-Holsten i øjeblikket, og at vores frelse er nær.

(O.-T.) Flensburg, 17. Decbr. Wer etwas vom Belagerungszustande schmecken will, der komme nach Flensburg. Die Polizeidiener mehren sich hier von Tage zu Tage, und bei alledem auch die Reibungen und Cravalle. Ein junger im schleswig-holsteinischen Flottendienste stehender Seemann wurde einer Cocarde wegen verfolgt und beleidigt und demnächst eingesteckt. Einem schleswig-holsteinischen Soldaten, der sich hier aufhielt, soll vom Polizeidiener der Uniformrock vom Leibe gerissen und dieser dem Polizeiamte in Verwahrung gegeben sein. - Bestunterrichtete Männer versichern, dass es it den Schleswig-Holstein betreffenden Angelegenheiten augenblicklich gut stehe und dass sich unsere Erlösung nahe.

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 21. december 1849).

Postmesteren i Slesvig By. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig, 7. december, aften. Hvis den "danske" postmester ikke allerede har forladt byen på nuværende tidspunkt, sker det senest denne aften. Fordi en anden allerede har overtaget i hans sted, udpeget af den kommanderende general og byens myndigheder til midlertidigt at lede postkontoret. Dette er en tidligere postfuldmægtig ved navn Asmus, en mand med slesvig-holstensk sindelag. Den tilstand der eksisterede her, vil dog næppe let kunne sidestilles. Hverken breve eller aviser blev leveret i tre dage. De opstillede vagtposter var ikke i stand til at forhindre vinduerne på posthuset i at blive smadret af sten der blev kastet mod dem. Ingen glarmester ønskede at reparere skaden. For at beskytte mod træk og yderligere stenkast blev der installeret et bræt. Der sad manden nu med lyset brændende dag og nat, sad blandt de stadigt voksende postbunker ude af stand til at sende selv den mindste del, og især i går blev stormet af offentligheden som heftigt krævede aviser og eventuelle breve. Militæret tillod kun få personer ind i huset på det tidspunkt, hvilket betød at postmesteren sjældent var fri for besøg. Fragtposten der i går kom sydfra, blev kørt til politikontoret hvor den stadig er ufragtet. I går aftes gik nogle respekterede beboere til generalen og fik efter sigende et løfte om, at der den aften ville blive holdt et oplæg til statsforvaltningen om afsættelsen af ​​postmesteren. Men i dag vil de flensborgske herrers samtykke ikke længere have haft betydning, da situationen nu var blevet uudholdelig for hr. Bandholz selv. I går aftes var spændingen særlig stor. Ruderne blev smadret ind af et par subjekter fra den lavere folkelige klasse, som - gennem hvis handlekraft endnu er ukendt - indvilligede i at dedikere deres tjenester til den nyindsatte postmester. En kro nær posthusbygningen som var fuld af gæster, blev evakueret af militæret, efter at der var kastet sten fra den side. Enkelte personer kom til skade, dog ikke alvorligt. (H.B.-H.)

Schleswig, 7. December, Abends. Wenn der "dänische" Postmeister nicht im gegenwärtigen Augenblicke bereits die Stadt verlassen haben sollte, so wird solches doch noch heute Abend geschehen. Denn es ist bereits ein Anderer statt seiner in Function getreten, von dem commandirenden General und der städtlichen Behörde zur einstweiligen Verwaltung des Postamts bestellt. Es ist dies ein früherer Postbevollmächtiger, Namens Asmus, ein Mann con scleswig-holsteinischer Gesinnung. Der Zustand, welcher hier gewesen, dürfte aber nicht leicht seines Gleichen finden. An drei Tagen sind weder Briefe noch Zeitungen ausgetragen worden. Die ausgestellten Schildwachen konnten nicht verhindern, dass sie Fenster des Postlocals durch Steinwürfe zertrümmert wurden. Kein Glaser wollte den Schaden bessern. Zun Schutz gegen Luftzug und fernere Steinwürfe wurde daher ein Brettercerschlag angebracht. Da sass der Mann den nun, Tag und Nacht licht brennend, zwischen den sich immer mehr anhausenden Postsachen, unfähig, auch nur den kleinsten Theil zu expediren, und, namentlich gestern, von dem Publicum bestürmt, welches die Zeitungen und etwa erwartete Briefe mit Ungestum forderte. Das Militär liess nur einige wenige Personen zur Zeit ins Haus, desto seltener war natürlich der Postmeister von Besuchern frei. Die Frachtpost, welche gestern von Süden kam, wurde nach dem Polizei-Amt gebracht, dort liegt sie noch unexpedirt. Gestern Abend gingen einige angesehene Einwohner zu dem General und erlangten dem Vernehmen nach das Versprechen, dass der Landesverwaltung noch in der Nacht wegen Abberufung des Postmeisters Vorstellung gemacht werden solle. Heute wird es indess auf die Einwilligung der Flensburger Herren nicht mehr angekommen sein, da inzwischen dem Hrn. Bandholz selbst die Situation unerträglich geworden war. Gestern Abend war die Aufregung besonders gross. Einem Paar Subjecten der unteren Volksklasse, welche sich - durch wessen Vermittelung, ist noch unbekannt - hatten bereit finden lassen, dem neu creirten Postmeister ihre Dienste zu widmen, wurden die Fenster eingeworfen. Ein unsern des Postgebäudes belegenes, von Gästen angefülltes Wirthshaus wurde durch das Militär geräumt, indem von dieser Seite her Steinwürfe gefallen waren. Ein Paar Personen sind, obgleich nicht erheblich, verletzt worden. (H. B.-H.)

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 11. december 1849).

Generalmajor v. Hahn skrev til landsforvaltningen om at tilbagekalde Bandholz. Inden da havde han imidlertid selv søgt om afsked da han ikke kunne varetage embedet. Magistraten konstituerede herefter fuldmægtig Asmus. Landsforvaltningen medelte pr. diligence imidlertid at Bandholz skulle vedblive med at fungere. Man havde samtidig sendt 8 bevæbnede mænd til at beskytte Bandholz. De blev imidlertid sammen med Bandholz af den preussiske kommando sendt retur til Flensborg. 

Krigen 1848-1850: December 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene under den tyske okkupation af Jylland blev beskrevet i en artikel i Kjøbenhavnsposten med en del overraskende detaljer:

(Fra Jylland.) Overalt hvor man her kommer frem, hører man kun tale om tyskerne, om krigen, om rigsdagen. En fjendtlig okkupation medfører så mange nye forhold at den kan betragtes som en rejse af det hele under okkupationen levende folk til et fremmed land. Udskrivningerne svarer da til rejseomkostningerne, naturligvis med den forskel at de langt fra er så store, selv ikke for dem på hvem byrden har hvilet tungest. Den jyske bonde som ellers næppe kender den nærmeste omegn og altså endnu faktisk, om end ikke længere juridisk, er bundet til pletten, er herved pludselig rykket hen i en ny synskreds; han lært en del vendinger og udtryk af et fremmed sprog, som den daglige hårde nødvendighed tvang ham til at forstå. Tyskeren lod sig ikke afspise med det fiffige nix versteh, hvormed bonden søgte at blive hans påtrængende fordringer kvit, han gennemskuede den velanlagte plan og skreg med truende gebærder: er will nicht verstehen, hvorved Bonden omsider blev bragt til tilståelsen: nu versteh, med de videre praktiske følger af en sådan debat. 

Det er for øvrigt langt fra at okkupationen har fremkaldt nogen forbitret stemning mod tyskerne. Man har efter at den første forstyrrelse var gået over, fundet sig ret godt til rette med dem. Bayrernes rovgerrighed beklages rigtig nok meget; deres forslugenhed forårsagede megen bekymring; på et øjeblik var alle forrådskamre tømt, hønsene spist, køerne malket, hvor de kom frem. De andre tyskere derimod stod under en bedre disciplin og var mere lækkersultne end slugne. Deres appetit gik derfor ikke ud over alt uden forskel, men kun over delikatesser som æg og deslige, som de overalt bemægtigede sig. Selv rådne (?) og halv udrugede æg blev nydt af dem i rå tilstand; de drillede ejerne med at nyde disse småting i deres påsyn, hvorhos de idelig forsikrede dem "schmeckt gut Vater." 

Som man kan tænke gjorde forskellen mellem de forskellige stænder også her sin indflydelse gældende. De bondefødte soldater stillede sig ganske på lighedsfod med bønderne og man lærte snart at gøre sig forståelig for hinanden. Officererne søgte deres selskab i de højere klasser. Blandt disse bemærkede man en ganske forskellig tone, eftersom de var adelige eller borgerlige. De adelige kavalleriofficerer roses almindelig for deres artighed og generøsitet; blandt dem fandtes flere hertuger og fyrster, hvis ligefremme og fordringsløse væsen behagede alle. De pånødte deres værter betaling for alt, hvad de modtage, hvorved de fordelagtig adstilte sig fra deres borgerlige staldbrødre i infanteriet, hvis påtrængenhed og gnieragtighed var oprørende. Husarofficererne købte deres champagne for egen regning mens infanteriofficererne lod sig gratis beværte ved fuselsnaps og overhovedet ikke syntes at tænke på andet end spise og drikke. Was kriegen wir heute zu Mittag, var deres daglige morgenhilsen hvis forskellige besvarelse satte dem i henrykkelse eller nedslog dem. - Det danske køkken behagede dem alle. De rige talte om at købe godser i et så lykkeligt land, hvor man spiste og drak så godt og hvor der ingen demokrater var. De store herregårde henrykte dem.  

Alle var de enige at forkaste denne krig, såvel royalister og demokrater. Officererne var uden undtagelse royalister, hvorimod en stor del af soldaterne og jægerne var demokrater. Våbenstilstandens forkyndelse fremkaldte en almindelig jubel. De var selv ikke mindre kede af krigen end jyderne.  

Uagtet okkupationen har bragt betydelige pengesummer ind i landet, så må dens resultat dog betragtes som tab. Trods de store rekvisitioner, er kvægpriserne ikke steget, og var endog temmelig lave under hele okkupationen. Bonden ønsker derfor hast på krigen og spørger Enhver om han tænker vi kan få fred. En krigerisk valgkandidat kan være sikker på at falde igennem, hvis han rykkede ud med sin mening. Det hvorpå det kommer an for bonden, er frihed for den med krigen forbundne forstyrrelse i hans drift, en lavere folkeløn og høje priser på hans produkter. Han ønsker det sydlige marked på ny åbnet for Jylland; og dette håber han af freden. 

Hans nuværende stilling er også ugunstig nok. Store skatter og en uhørt høj folkeløn i forbindelse med kornets og kreaturernes synken i prisen gør ham mismodig og lidet tilbøjelig til at anerkende værdien af det politiske fremskridt. Når det bare kunne hjælpe noget, hører man så tit bonden sige, når talen er om rigsdagen. Han vil ikke kunne vinde den nye tingenes orden kær, før han opnår en i økonomisk henseende så gunstig stilling som i 1847. Havde vort repræsentative systems indførelse faldet i det år, da havde overbevisningen om dets fortræffelighed let rofæstet sig, mens de nu indtrufne sørgelige begivenheder stemme til tvivl og mismod. Ser man bort fra fæstebondestanden da kan man vistnok med sandhed sige at landbefolkningens fornemste ønske for nærværende tid går ud på fredens genoprettelse, og at den er den jyske bondes eneste politiske interesse.

Kjøbenhavnsposten, 10. december 1849.

Den 21. december 1849 var der valg til rigsdagen. Det foregik ved at de stemmeberettigede valgte valgmænd ved håndsoprækning. I København var interessen for valget lille.

Stormbroen under Reparation. (Efterskrift til Politivennen)

Stormbroen. Det er omtrent 1½ Aar siden at Stormbroen afbrødes og efter de seneste Forhandlinger i Communalbestyrelsen at dømme, vil rimeligviis endnu en ligesaa lang Tid hengaae forinden den atter bliver passabel. Efterat især Beboerne i Stadens vestre Deel i længere Tid vare generede af denne Spærring, anbragtes ved Marmorbroens nordre Side en Trappe over Steengelænderet, til Afbenyttelse for Gaaende. Idet man vel ei kan andet end være vedkommende Autoritet - rimeligviis Hofmarschallatet, - taknemmelig for den derved aabnede Passage, kunne vi ei undlade at fremhæve det Ønskelige i, hvis man, i Stedet for denne Trappes Anbringelse, midlertidigt havde borttaget saa meget af Steengelænderet der var nødvendigt for at danne en beqvem Gjennemgang. Ældre Folk ville da have undgaaet den Ulempe det, i Særdeleshed i Snee og Iisføre, medfører at passere denne Trappe, ligesom der ved hensigtsmæssigt at henlægge nogle Brædder eller Planker over det ophøiede Trottoire, tillige vilde være afhjulpet en betydelig Gene for de mange Hesteeiere i den vestre Deel af Staden, der for at kunne benytte det kgl. Ridehuus nu maa passere enten den lange Strækning langs Stranden, over Høibro og forbi Thorvaldsens Museum, eller Tøihuusgaden og den i glat Føre næsten upassable Slotsplads. Foruden det Tidsspilde derved foranlediges, er af liden Risico forbunden med at lade vælige, kostbare Heste passere en saa betydelig Strækning iisbelagt Steenbro. Vi haabe at Anthoriteterne ville skjænke denne Sag fornøden Opmærksomhed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1849, 2. udgave).

Affære i Høyer. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe. ("Ribe Av.") Om en uforskammet Opførsel af Schlesw.-Holst, i Høyer have vi modtaget følgende Detailler. Da Fanerne vare bleve heisede hos d'Hrr. Petersen, Vinding og Nagel fik Hovedmændene samlet en heel Deel Mennesker ved gode Ord, Trudsler, Penge og Punsch. Hoben deelte sig i 3 Afdelinger, der under Anførsel af E. Carstensen, And. Todsen og Ebbe Feddersen (denne er Schackenborger), gik hver til sit af de tre Steder, og medens Anførerne gik ind i Husene for at forlange Fanerne nedtagne udførte deres Mandskab dette paa egen Haand. Efter nogen Ventilation om Fanerne skulde rives i Stykker eller paa anden Maade tilintetgjøres, besluttede man sig endelig til at sende dem til Amtshuset i Tønder ved et leiet Bud, der blev anviist at gaae Sønden om Møgeltønder, for ikke at blive opsnappet af denne Byes trofaste, danske Beboere. Den svenske Lieuteuant for Husarerne i Høyer der den Dag var bortreist, viste sig ved Hjemkomsten høist opbragt over det Skete. Vagtmesteren var ligegyldig, og en svensk Patrouille, som red forbi, da Fanen hos Nagel blev nedtagen, vilde paa dennes Opfordring Intet foretage for at forhindre det. Begge Schackenborgere, der vare med paa dette Tog, bleve indstævnede i Onsdags. Da E. Feddersen var syg, mødte kun H. E. Todsen, men da han erklærede, at han kun havde været tilstede af Nysgjerrighed, og at han havde søgt at forhindre den begaaede Uorden etc. - skjøndt det er hver Mand bekjendt, at han er Ærke-Schlesw.,Holst., - saa slap han med at blive affordret en Erklæring til Protokollen, hvori han høiligen misbilliger det Skete, og denne Erklæring forpligtede han sig til at lade indføre i Aviserne. At de "meerumschlungne" Herrer von Krogh og Dr. Hansen staae bag ved alt dette som æggende er aabenbart, og flere Tegn tyde paa, at begge Partiers Had og Foragt snart vil straffe dem efter Fortjeneste, fordi de ved deres oprørske Bestræbelser og skjændige Færd have forstyrret den Fred og Enighed, der, som almindelig bekjendt, for herskede blandt Høyers Indvaanere.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1849, 2. udgave).