Etatsraad Lassen. (Efterskrift til Politivennen)

Etatsraad Lassen er nu ankommen til Haderslev og Byens Avis meddeler herom følgende:

"Etatsraad Lassens Indtog. Haderslev, den 5te Marts. I Eftermiddags Kl. 5 indtraf Etatsraad Lassen her til Byen. Hans Indtog var saa smuk og folkelig en Fest, som Haderslev nogensinde har seet. Allerede imorges tidlig var en Æresdeputation af 6 Borgere ilet forud til Aabenraa, for der at modtage vor elskede Borgmester, som vi desværre have maattet savne altfor længe. I Nørby Kro ventede en Deel Borgere fra Haderslev, for at byde Etatsraad Lassen Velkommen og ledsage ham tilbyes. Før Toget naaede Hoptrup bestod det allerede af en heel Række Vogne. I Hoptrup modtoges Skaren af en ny stor Mængde Borgere fra Haderslev baade tilhest og tilvogns, der alle sluttede sig til Fest-Toget. Foran Kroen var Skoleungdommen i Hoptrup opstillet og svang en Dannebrogsfane under Jubelraab og Sang. Derfra gik Toget i rask Trav til Haderslev. Ved Sønderbroen standsede det et Øieblik for den talløse Folkemængde, der var stimlet sammen. Et begeistret "Længe leve vor brave Borgemester!" lød fra Alles Mund. Et Musikkorps, som var opstillet ved Broen, drog nu langsomt foran, spillende "den tappre Landsoldat". Paa Torvet holdt Toget, og under tordnende Hurra hilsedes Etatsraaden af Borgerne, hvorpaa han svarede med nogle hjertelige Taksigelseeord. Endelig ankommen paa Gammelthing, hvor Lassens Bolig er, henvendte sig Etatsraaden med en smuk Tale til Folket. I denne bad han alle ihukomme vor elskede Konges Kjærlighed til sit Folk, fremhævede, at den troe Befolkning nok havde lidt Meget, men at den nu med Guds Hjælp kunde vente en lysere Fremtid og en bæderlig Fred, og sluttede med et "Længe leve!" for Hs. Maj. Kong Frederik den Syvende. Med et ni Gange gjentaget begejstret Hurra besvarede Folket denne Tale. Herpaa henvendte Etatsraaden sig endnu engang til Mængden, opfordrede den til at bevare sin rolige og hæderlige Holdning og lod Haderslevs og Nordslesvigs troe Befolkning leve. Herpaa adspredte sig Mængden, efter atter at have udbragt et Leve for Borgemesteren". 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. marts 1850, 2. udgave).

Tann'sche Freischaren in dem Gefecht bei Hoptrup. Nach einer Skizze des Freiwilligen Maler Schmidt. Tann-ske friskarer ved slaget ved Hoptrup. Die Gartenlaube, nr. 12, 1862.

Slesvig-Holsten. Haderslev, 3. marts. Borgmesteren Kier selv, en stilfærdig, retfærdig, alment folkelig mand, der altid holdt ro og orden i denne by, hvem selv general Malmborg ikke kunne nægte sin anerkendelse, er pludselig og uden nogen tænkelig grund, blot i ensidig interesse af danskerne, afskediget fra sit embede, og den tidligere borgmester Lassen, kendt som en rasende dansker, blev genindsat i dette embede af landsforvaltningen. Dette slag skabte en dårlig stemning her. Byens myndigheder vil ikke tjene med en mand som L., og så skaber landsforvaltningen uansvarligt anarki hvor der indtil nu var størst ro og orden. Men hvad nytter alle de pæne ord og trøst fra Berlin, når det fattige, meget prøvede land stadig skal udstå sådanne prøver? Kan det undre, at selv de "velmenende" begynder at tvivle på Berlins oprigtighed? Eller skal dette skridt måske være landsforvaltningens sidste trumf på tærsklen til dets effektivitet? Det er virkelig på høje tid at tingene snart ændrer sig til det bedre, ellers ville det være bedre pludselig at give stakkels Slesvig nådestødet. (Alt. M.).

Schleswig-Holstein. Hadersleben, 3. März. Der Bürgermeister Kier hieselbst, ein ruhiger, besonnerer, allgemein beliebter Mann, der stets die Ruhe und Ordnung in hiesiger Stadt aufrecht erhalten, dem selbst der General Malmborg seine Anerkennung nicht versagen konnte, ist plötzlich und ohne allen erdenklichen Grund, bloss im einseitigen Interesse des Dänenthums, seines Amtes entsetzt, und der als enragirter Däne bekannte frühere Bürgermeister Lassen hieselbst wieder von der Landesverwaltung in dieses Amt eingesetzt worden. Dieser Schlag hat hier eine böse Stimmung verursacht. Die städtischen Behörden werden mit einem Manne, wie L., nicht zusammen dienen, und so ruft die Landsverwaltung auf eine unverantwortliche Weise Anarchie hervor, wo bisher die grösste Ruhe und Ordnung herrschten. Was helfen aber alle schönen Worte und Vertröstungen von Berlin, wenn das arme, vielgeprüfte Land noch solche Proben zu bestehen hat? Ist es da ein Wunder, wenn selbst die "Gutgesinnten" an der Aufrichtigkeit Berlins zu zweifeln beginnen? Oder soll jener Schritt vielleicht der letzte Trumpf der Landesverwaltung am Vorabend ihrer Wirksamkeit sein? Es ist wahrlich die höchste Zeit, dass bald eine Aenderung der Dinge zum Bessern eintrete, sonst gebe man lieber dem armen Schleswig plötzlich den Gnadenstoss. (Alt. M.).

(Baierscher Eilbote 13. marts 1850).

 

Magistraten i Haderslev. I "Dannev." læses følgende offentlige Bekjendtgjørelse:

"Bestyrelses-Commissionen for Hertugdømmet Slesvig har under 11te d. M. entlediget hidtil, værende Stadsecretair og Raadmand Dr. Meyer samt Raadmændene Mecklenburg og Kieldrup, og i deres Sted igjen indsat Cancelliraad Hargens som Stadsecretair og Raadmand, samt constitueret hidtilværende deputeret Borger, Kjøbmand Jacob Juel og forhenværende deputeret Borger, Kjøbmand Hans Petersen som Raadmænd.

Haderslev den 12te Maris 1850.

Lassen, Borgmester."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1850, 2. udgave).

Lassen afløste Otto Kier (1792-1863) som var borgmester 1848-1850 indsat af den provisoriske regering, da denne blev entlediget 22. marts 1850.

Gustav Friedrich Lassen (1801-1854)  var borgmester, byfoged og politimester i Haderslev 1844-1848, og forlod byen i april efter marts-begivenhederne i 1848. Han var herefter medlem af civilforvaltningen i hertugdømmet 1848-1850. Han afløste i juli 1850 etatsråd Schrader i Flensborg som overpræsident da denne overtog en vigtigere post. I stedet blev Emil Hammerich (1801-1877) borgmester, byfoged og politimester 1850-1864. Han tiltrådte officielt 28. november 1850.

Til Garnisons Kirkes Patronat! (Efterskrift til Politivennen)

Til Garnisons Kirkes Patronat! Det er neppe uvitterligt for de Kirkebesøgende af Garnisons Sogn, at der l Garnisonskirken, med Hensyn til Kirkens Betjente, har været en Deel tilbage at ønske. Vi ville ikke omtale det nærværende Øieblik, hvor der i Kirken, under Gudstjenesten, kun er een Kirkebetjent, nemlig Undergraveren, tilstede, da Overgraveren er død, og Klokkeren, formedelst Alderdomssvageligbed, ikke længere kan komme i Kirken; men vi ville udtale det Haab for Fremtiden: at der til Overgraver maatte blive udnævnt en Mand af noget yngre Aldre, og som er i Besiddelse af den Dannelse og den Takt, som hos en Kirkebetjent er saa ønskelig for Menigheden. Vi antage som afgjort, at Embedet vil blive at besætte i Henhold til Anordn, af 20de Marts 1814 § 53; og da der er os bekjendt, at det søges af en Mand, der i 25 Aar har været Skolelærer her i Sognet, til sine forskjellige Foresattes fuldkomne Tilfredshed, en Mand, som en stor Deel af Sognets yngre Medlemmer føle sig, fra deres Skoletid af, bundne til ved Agtelses- og Taknemligheds Baand, hvis hele Personlighed forekommer os i høi Grad passende for det Iedigværende Embede, og som, saavidt vides, fra Sognets Provst og Præster har erholdt de bedste Anbefalinger, og ønskes til deres Medhjælp ved Kirken, tillade vi os offentlig at frembære vort Ønske for det ærede Kirke-Patronat, som bestemmer Valget, og lægge vor bedste Anbefaling for denne Mand, til de mange Andre.

Med Hensyn til Undergraverens hele forhenværende Livsstilling, antage vi, at der ikke kan være Tale om Forurettelse eller Forbigaaelse, hvis den antydede Skolelærer ville blive ham foretrukken, og Undergraveren saaledes ikke kom til at rykke op; denne Sidste har nemlig, som bekjendt, kun circa 11 Aar været i offentlig Function, og det maae vistnok erkjendes for en stor Lykke for ham, at han, i sin Tid, kom i denne Stilling, der giver ham et saa rigeligt Udkomme, ved hvilken Leilighed han, af aldeles private Grunde, blev foretrukken for den Mand, der nu atter concurerer med ham. 

Flere af Garnisons Sogns Beboere og Kirkebesøgende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. marts 1850, 2. udgave).

Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten. Flensborg, 25. februar Enhver der tror ​​at den dansksindede pøbel endelig er uddød her, tager fejl. Hver aften bevæger store horder af mennesker sig gennem byen, sædet for statsadministrationen, med den råeste og vildeste larm. De knuser ruder, hvor de finder det passende, og det er nødvendigt for både udenlandske og lokale tysksindede at være meget på vagt over for angreb, hvis de vil igennem gaderne her om aftenen. Og det er ikke meget anderledes i dagslys; De uforskammede horder har intet at frygte, for der mangler ikke eksempler på, at Schraders politi har medvirket til deres forbrydelser i stedet for energisk at konfrontere dem, som de skulle gøre hvis de havde en rest af ære. Eller hvad ville det være anderledes, hvis husets tjenere, da de blev bedt om at arrestere en husejer, der havde fanget et par personer, der havde knust hans ruder, svarede: "Det er ikke så nemt" og straks efter fortalte de ham igen fra disse. meget samme drenge Windows er brudt? (Z. f. Nordd.)

Schleswig-Holstein. Flensburg, 25 Febr. Wer glaubt dass der dänisch gesinnte Pöbel hier endlich ausgetodt habe, der irrt sich. Noch allabendlich durchziehen grosse Pöbelhausen mit dem rohesten und wüstesten Lärmen die Stadt, den Sitz der Landesverwaltung. Sie werfen Fenster ein wo es ihnen gutdünkt, und es ist sowohl für fremde als für hiesige Deutschgesinnte nöthig gegen die Ueberfälle sehr auf der Hut zu seyn, wenn sie hier Abends die Strassen passiren wollen. Und nicht viel anders ist es am lichten Tage; die frechen Horden haben nichts zu fürchten, denn es fehlt doch nicht an Beispielen dass die Schrader'sche Polizei ihren Freveln, statt denselben, wie sie es bei einer Spur von Ehrenhaftigkeit müsste, energisch entgegenzutreten, Vorschub leistet. Oder was ist es anders, wenn Diener derselben einem Hausbesitzer, der ein Paar Menschen welche ihm Fenster eingeworfen, auf frischer That ergreift, auf eine Aufforderung dieselben zu festnehmen, antworten: Diess gehe nicht so leicht, und ihm gleich darauf von eben diesen Buben abermals Fenster eingeworfen werden? (Z. f, Nordd.)

(Allgemeine Zeitung 6. marts 1850).

Urolighederne i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

- Slesvig den 10de Febr. Dommarkedet har denne Gang bragt os høist beklagelige Excesser, der som De kan tænke har vor nationale Kamp mod Norden til Folio. Falbydelser af danske Farver i Baand og Cocarder vakte vore til Staden komne Bønders Uvillie. Boden blev ødelagt, Sagerne traadte i Støvet, og den flygtende Sælgerske forfulgt af Mængden, til hun, desværre under stygge Mishandlinger, kom til Viinhandler Marquardsens Huus. Her slog man nu Ruder ind, indtil det preussiske Militair , efter en der boende preussisk Artilleriofficeers Anmodning blandede sig deri. Dagen iforveien havde Folket, om end ikke tumultarisk, allerede viist en anden Handlende sin Uvillie. De paagjeldende Personer ere fra Flensborg, deres Navne ere Ohlsen og Asmussen. Den Første skal paa Markedet i Broaker, hvor den danske Pøbel ødelagde den tydsksindede Kjøbmand Sares Bod, have været den intellectuelle Aarsag til Scandalen. Asmussen skal have begegnet et tydsksindet Fruentimmer, der bar et sort-rødt-guult Baand høist uridderligt. Endnu værre Excesser erfarer man fra Süderstapel, hvor i en Strid imellem drukne Bønder og preussiske Executionstropper, en af Bønderne afskjød en Pistol og saarede 3 Mand med Hagel. Alt tyder paa, at den raa Deel af Folket, trods et halvt Aars Tryk, ikke mere lader sig holde og derfor ved mindste Anledning giver sine tilbageholdte Følelser tilkjende paa tumultuarisk Maade. Maatte man dog snart blive af med et jammerlige Provisorium i SleSvig!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1850, 2. udgave).

Efterretninger fra Hertugdømmerne. Om Overfaldet paa de Danske i Slesvig. Vi have igaar af "Hamb. Nachr." meddeelt Esterretning fra Slesvig om dette Overfald; vi give nu en Beretning derom efter "Flensb. Corr.": Flensborg den 12te Februar. I Løverdags Aftes blev Jomfru Ohlsen herfra Flensborg bragt fra Slesvig under Escorte af preussisk Militair hertil, efterat hun, mishandlet i Slesvig, neppe havde reddet Livet. I en Række af Aar har hun havt Udsalg paa Slesvigs Marked. Da hun ogsaa iaar havde handlet der i nogle Dage, udbredte sig i Slesvig det Rygte (man troer, at det er sat i Omløb af en Flensborger, der ligeledes har Udsalg paa Markedet), at hun var en dansksindet Flensborgerinde. Dette var nok til at fremkalde en Forfølgelse, hvorved flere hundrede Mennesker vare virksomme. Alle hendes Varer bleve ødelagte, hendes Klæder sønderrevne, og da hun endelig tog sin Tilflugt til det Huus, hvori hun boede, fik hendes Vært, der ikke vilde give hende til Priis for den rasende Pøbel, en Mængde Ting ødelagte. Dette Factum kan vise, hvorledes Forholdene her ere under en Vaabenstilstand, der dog lover alle Partiers Borgere Sikkerhed og Beskyttelse, naar de kun forholde sig rolige. Det er ogsaa et godt Exempel paa de saakaldte Dannedes Raahed og Demoralisation i Byen Slesvig, og endelig et Vidnesbyrd om det deilige Politi.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. februar 1850, 2. udgave).

Altona, 12. februar, aften. Ud over de udskejelser, der fandt sted i Sydstapel og Slesvig, var der også tumultariske optrin og slagsmål mellem preussiske soldater, borgere og rigsmarinesoldater under karnevalsmarkedet i Eckernførde i anledning af en danseparade; Men roen blev hurtigt genoprettet.

Altona, 12. Febr. Abends. Ausser den in Süderstapel und Schleswig vorgefallenen Excessen sind während des Fastnachtmarktes auch in Eckernförde bei Gelegenheit einer Tanzluftbarkeit tumultuarische Auftritte und Schlägereien vorgefallen zwischen preussischen Soldaten, Bürgern und Reichmarineleuten; die Ruhe ist indessen bald wieder hergestellt worden.

(Bamberger Zeitung 16. februar 1850).

Efterretninger fra Hertugdømmerne. Om de forskjellige Conflicter med de preussiske Tropper i det slesvigske Stapelholm, d. 7de Februar. Torsdagen den 7de d. M. har der i Sydstapel fundet en meget beklagelig Begivenhed Sted. Ved en Dandseforlystelse, i hvilken ogsaa den i vort District camperende Executionscommando tog Deel, opstod der en Strid mellem Militairet og de unge Folk i Landsbyen, en Strid, der snart gik over til Haandgribeligheder. Soldaterne maatte, vigende for Overmagten, trække sig tilbage. Imidlertid bleve dog to holdte tilbage, idet man lukkede Døren for dem. Deres Kammerater udenfor sloge derfor Ruderne ind. Da faldt pludseligt inde fra Værelset et Skud, der saarede to Soldater, den ene dødeligt. Geværet var ladet med Hagel, og den største Deel af Ladningen blev siddende i Ryggen paa den Saarede. Han skal nu være død Lazarethet i Husum. Den formeentlige Gjerningsmand er arresteret. Desværre synes det som om man ogsaa her har ladet sig lede af et blindt Had mod det preussiske Mllitair, der er saa meget uretfærdigere, som den storste Deel af dem skjænker vor retfærdige Sag deres fulde Deeltagelse.

Det hidtil i Frederikstadt cantonnerende kompagni Fusilierer er rykket ind i Sydstapel; dog vil Besøget nok ikke være af lang Varighed.

Slesvig den 15de Febr. Den herværende Magistrat har, foranlediget ved de for nylig stedfundne Excesser, ladet udgaae en Proclamation, der alvorlig advarer imod Gjentagelsen af saadanne Optrin og offentliggjør en Kundgjørelse fra General Hahn, der bebuder Forholdsregler for en Eventualitet, vi dog haabe, ikke vil indtræde, Forholdsregler, som slet og ret kan kaldes Beekiringstilstand. "Flensb. Corresp." har et Referat over denne Begivenhed, mod hvilket der kunde siges meget. Iblandt Andet skal det være aldeles ugrundet, hvad der paastaaes, at Tumultuanterne vare trængte ind i Viinhandler Marquardsens Huus og havde ødelagt det; de Stene, der kastedes mod Vinduerne kunne have truffet et eller andet Skilderi i Stuen eller andre skjøre Ting, det er det Hele. (Hamb. Nachr.) 

- Eckernførde den 12te Febr. (Flensb. Corr.) Markedet her igaar foranledigede meget alvorlige Conflicter mellem det preussiske Militair, Matroserne paa Fregatten "Gefion" og de talrig forsamlede Landboere, hvoriblandt var flere permitterede slesv.-holst. Soldater, saa at det den Dag forstærkede, vagthavende Mandskab maatte trænge frem med fældet Bajonet, med deres kommanderende Chef i Spidsen. Dog var dette uden Nytte, thi baade Chefen, der gjorde sig al Umage, for at bilæqge Striden med det Gode, og Mandskabet blev med de raaeste Haansord drevne tilbage af den over 1000 Mand stærke Besætning. Selv Politiets og flere Geistliges Formaninger hjalp ikke. Den saa meget priste tydske Eenhed kunde ikke atter oprettes her. Det var et krigersk Øieblik; Forbittrelern paa alle Sider frygtelig, og Mange ere blevne saarede.

Efterat der senere var slaaet Generalmarsch og Militairet var blevet forsynet med skarpe Patroner, flygtede Massen, og der blev atter oprettet Orden. Den kommanderende preussiske Officeers konduite maa man takke for, at Ingen mistede Livet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  18. februar 1850, 2. udgave).

Markedsurolighederne i Eckernførde have været af en heftigere Natur end man hidtil har troet. Det forstærkede Vagtmandskab maatte med dets Chef i Spidsen og fældede Bajonetter rykke frem, men Vagten blev trængt tilbage af en Hob paa over 1000 Mennesker, der vare bevæbnede med Knipler og Stokke. Stadens Geistlighed mødte paa Pladsen, men selv deres Formaninger vare frugtesløse. Flere bleve saarede under Tumulten. Først efter at Generalmarschen var slaaet og Soldaterne forsynede med skarpe Patroner forlode Bønderne Byen og hver gik til sit. (Fl. K.)

(Ribe Stifts-tidende 18 februar 1850).

Krigen 1848-1851: Februar 1850. (Efterskrift til Politivennen)

En og tyve medlemmer af den slesvig-holstenske landsforsamling har til præsidiet indsendt en protest mod de af majoriteten antagne beslutninger angående fornægtelsen af offentligheden i den militære rettergang. Blandt dem er Claussen, Th. Olshausen, Gülich, Rohwer, Engel, Heiberg, Fock, Tiedemann, Bünger o. fl. - De erklærer ikke at ville have nogen del i de derhenhørende beslutninger fordi samme ikke alene står i modstrid til de tyske grundrettigheder, men også til den slesvig-holstenske statsgrundlov, så at landsforsamlingen derved har overskredet sin kompetence. Man venter at flere medlemmer af venstre som dels var fraværende eller forhindrede, senere vil slutte sig til denne protest. I debatterne om denne sag, der som sagt var meget heftige, ses hertugen af Augustenborg også at have deltaget. Han stred naturligvis imod demokraterne som ved deres utidige fordringer ville opløse disciplinen og således ødelægge den herlige krigshær der er så nødvendig til forsvar mod de danske. Sagens referent (en hr. Mathiesen) svarede blandt andet demokraten Fock på hans spørgsmål om hvad man ville svare armeen, at man ville sige at de der havde forsnakket armeen, at de (majoriteten) var mindre venner af friheden, havde beløjet og bedraget den. De unge mænd (soldaterne) ville forstå dette svar, for de ville foretrække sejren for friheden! - Dermed er altså indrømmet at de ikke må forestille sig at de kæmper for friheden.

(Kjøbenhavnsposten, 8. februar 1850)

9. april 1850 blev den tidligere prøjsiske generalløjtnant Wilhelm von Willisen ny overkommandant for den slesvig-holstenske hær. Ifølge våbenstilstandsaftalen var Preussen forpligtet til at tilbagekalde general Bonin og flere højere officerer, og den slesvig-holstenske arme ville derfor være uden anfører. von Willisen havde ikke disse forpligtelser. Udnævnelsen antydede samtidig at Preussen ikke længere bakkede op om den slesvig-holstenske hær

Von Willisen var af den preussiske regering sendt til til storhertugdømmet Posen i 1848 for at slutte fred mellem tyskerne og polakkerne. Det lykkedes ham at slutte en overenskomst med polakkerne. Det tyske mindretal var imidlertid utilfreds med den og regeringen i Berlin underkendte traktaten. General Willisen blev herefter afløst. Kun de republikanske bakkede ham op. Han blev afskediget og derved uafhængig.

Rückmarsch der Schleswig-Holsteinischen Truppen (1849). Flagene viser hhv de slesvig-holstenske farver blå-hvid-rød og det tyske forbunds farver sort-rød-gul. Public Domain.

I byen Slesvig er det en markedsdag i forrige uge kommet til voldsomme optrin mod en dansksindet modehandlerinde fra Flensborg der falholdt sine varer på den offentlige plads. (De tyske blade siger at hun falbød dannebrogssløjfer). Pøbelen lagde hånd på hende, rev hendes bod ned, og da hun flygtede ind til en dansksindet gæstgiver, slog man ruderne ind hos denne, indtil preussiske officerer lagde sig derimellem. Af sådanne excesser at bevise det utålelige i den nuværende tilstand i Slesvig, forekommer os at være fanatisk overdrivelse, for det samme ville under alle forhold kunne indtræde, og hvor fordømmelig og beklagelige sådanne optrin end er, bør man af den grund dog næppe ønske krigen fornyet. Hvis i øvrigt sådanne optrin skulle bevise noget med hensyn til stemningen mod Danmark, så mangler det dog ikke på lige så gode beviser for stemningen mod Preussen. I Süderstapel er det nemlig kommet til en strid mellem bønder og preussiske soldater, hvorved en af de førstnævnte afstod et gevær og sårede tre soldater. Og det skete lige ved Ejderen, hvor man dog skulle være mest slesvig-holstensk tysksindet.

(Kjøbenhavnsposten, 15. februar 1850)