Pastor Fehr, Stepping og Frørup Sogne. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig, 3. april. Landsforvaltningen fortsætter sin inkvisitoriske, hånende sag mod gejstligheden nord for demarkationslinjen. Pastor Schumacher i Oxenvad afskediges uden nogen undersøgelse og juridisk afgørelse. Pastor Fehr i Stepping er derimod under undersøgelse, fordi han skrev under på mistillidsvotumet mod Boesen. Eksemplet med Aabenraa kommune viser den ulykke (for der er virkelig også moralsk og religiøs ulykke!), som landsforvaltningen breder sig over hele samfund. Ikke alene blev der ikke holdt tysk gudstjeneste 9 søndage før påske, men også selve påsken ingen hovedprædiken.Den hidtidige diakon Raben, udnævnt til præst i Stenderup, blev afskediget af landsforvaltningen på sidstnævnte embede, fordi han på det revers der blev forelagt ham, erklærede at han ikke kunne underskrive det med god samvittighed. (A. M.)

Schleswig, 3. April. Die Landesverwaltung fährt in ihrem inquisitorisch bespotischen Verfahren gegen die geistlichen nördlich der Demarkationslinie fort. Pastor Schumacher in Oxenvatt ist entlassen, ohne alle Untersuchung und rechtliche Entscheidung. Pastor Fehr in Stepping dagegen ist in Untersuchung gezogen, weil er das Misstrauensvotum gegen Boesen mit unterzeichnet hat. Welche Kalamität (denn es gibt wahrlich auch eine sittliche und religiöse Kalamität!) die Landesverwaltung dadurch über ganze Gemeinden verbreitet, zeigt das Beispiel der Gemeinde Apenrade. Nicht nur wurde an 9 Sonntagen vor Ostern, sondern auch das ganze Osterfest durch keine Hauptpredigt, kein deutscher Gottesdienst gehalten., Den bisherigen Diaconus Raben, ernannt zum Pastor in Stenderup, hat die Landesverwaltung des letzteren Amtes entlassen, weil er den, ihm vorgelegten Revers nicht mit gutem Gewissen interschreiben zu können erklärte. (A. M.)

(Fränkischer Kurier, 9. april 1850).

Fra Kolding skrives under 23. April, i "Fyens Av.": Det er ganske forfærdeligt at see de Krumspring, som de tydsksindede nordslesvigske Præster gjøre, for baade at understøtte Oprøret og dog blive i deres fede Embeder. Det er Dem maaskee bekjendt, at Beboerne af Stepping og Frørup Sogne for nogen Tid siden indgik til Bestyrelseskommissioncn med Andragende om at blive befriet fra deres oprørske Præst, Pastor Fehr, een af de berygtede 17, der protesterede mod Provst Boesen. Landsbestyrelsen har æsket hans Erklæring, hvilken han strax har indsendt. Paa samme Tid har han forfattet, ladet trykke og omdele i hele Menigheden en Skrivelse, hvori han i hyklerisk christelig Fortørnelse beklage sine Sognefolks Vildfarelse, og han benytter endogfaa Alterens Sakramente som et Middel til at røre deres Samvittighed, idet han frcmhæver, at den Tid jo er forhaanden, da de pleiede at søge Herrens Bord og at de jo ikke kunne modtage de hellige Raademidler af hans Haand med Uforsonlighed i Hjærtet. - Men det har ikke gjort synderlig Virkning paa hans Sognefolk, da han ikke selv viser dem noget godt Exempel. Han burde selv inderlig angre sin hidtidige Handlemaade, offentlig erklære, at han afskyede hele Oprøret og Alt, hvad dermed staaer i Forbindelse, og vise Bods og Bedrigs retskafne Frugter ved at vende tilbage til sin retmæssige Landsherre og bestyre sit Embede som en tro dansk Embedsmand. Men hans Søn, som han sendte iblandt Friskarerne til Kamp mod Danmark, tjener endnu Oprøret ligesaa ivrig som før, og det med Faderens Samtykke. Derfor have ogsaa de fleste Sognemaend sendt hans Skrivelse tilbage og flye alt Samkvem med en saadan meensvoren Sjælehyrde, og de haabe af Landsbestyrelsens Retfærdighed, at den vil befrie Menigheden fra en Mand der i sit 68 Aar endnu ikke har lært at Oprør er Synd, hvorpaa hviler Himmelens og Jordens Forbandelse.

(Ribe Stifts-Tidende 30. april 1850).

Pastor Fehr.

Præsten i Stepping, Pastor Fehr, har, som vi alt have berettet, i denne Tid udstædt et trykt "Sendebrev" til sine (Stepping og Frørup) Menigheder. Fehr er en af de bekjendte Sytten, og da disse bleve indbyrdes uenige, idet Nogle, med afdøde Müller, Schlaikier, Strodlmann, Petersen og Flere i Spidsen, vilde staae fast i deres Trods mod Boesen og Bestyrelses-Kommissionen, medens Andre, forskrækkede over, hvad de havde begyndt med og over at kunne blive afsatte fra deres gode Embeder, foretrak at rebe Seil, lægge bi og stikke sig i Tiden, holdt Fehr sig til det sidste Parti. Men hans Menigheder vare allerede i høi Grad blevne allarmerede over, at han endog under indeværende Vaabenstilstand, da Enhver maatte glæde sig over den momentane Rolighed, fortsatte sit tidligere landsforræderiske Spil ved, i Forening med saa mange ligesindede Præster at tænde Forvirringens og Ufredens Fakkel i Kirken. Menighederne øinede nu ingen anden Vei til Ro og Hyggelighed i deres kirkelige og borgerlige Samfund end at søge at bevæge Bestyrelses-Kommissionen til at skille dem ved en Præst, som havde nedbrudt det sidste Spor af Anseelse og Tillid iblandt dem. De indgave i Slutningen af Vinteren ogsaa et saadant Andragende. Imidlertid var Fehr allerede bleven betænkelig over sin Stilling, og Menighedernes stigende Misfornøielse har modnet hans Beslutning, at trække sig ud af den begyndte Krig mod Provsten, see at slukke Branden i sine egne Sogne, og i Bestyrelses-Kommissionens Øine tee sig som lydig Geistlig. Det Sidste har destoværre lykkedes ham, men Menighederne kjende deres Præst for nøie til, at noget Middel mere skulle være istand til at forskaffe ham deres Tillid og Hengivenhed, og det Sendebrev, han har ladet omdele til hver Familiefader i sine Sogne, er netop skikket til, endmere at gjøre Udstæderen forhadt og som Præst umulig. Thi Fehr optræder deri ikke som den, der har viist sig som en varm og nidkjær Tilhænger af Kongens og Rigets Fjender og sat sin Stolthed og Glæde i at tælles blandt Oprørernes Tal; ikke som den, der har svigtet hellig Pligt og Eed, eller blues ved at vise sit Ansigt for sine fædrelandsksindede Menigheder; ikke som den, der indtil det Sidste har forfulgt Herrens Salvede ved at reise et oprørsk Bulder i Kirken, medens Kongen og hans Fjender vare blevne enige om Vaabenhvile og Ro i Landet; ikke som den, der nu fortrød sine Misgjerninger og ønskede, dersom det var muligt, sine Menigheders Overbærelse og Deeltagelse, eller trængte til deres Forbøn om Naade og Barmhjertighed ovenfra. Nei, Fehr føler sig reen og brødefri, hans Samvittighed tykkes ham ubesmittet og blank som et poleret Skjold. Det er hans tvende Menigheder, der grevelig have forsyndet sig mod deres retskafne og gode Præst. De have sammenrottet sig for at bede hans Fjender, Bestyrelses-Kommissionen i Flensborg, om hans Afsættelse, i et Øieblik, da hans egne store Venner og Beskyttere, Statholderskabet og Brødrene i Tydskland, ere ude af Stand til at værne om hans Ret. Dette er saa nederdrægtigt, at det under andre Omstændigheder ikke kunde tilgives. Og dog beslutter Fehr at tilgive, beslutter at lade Strømmen af sit Hjertes Godhedsfylde vedblive at have sit frie, vante Løb! Det er denne Godhedsfylde, som han ved sit Sendebrev udøser over sine dybt sunkne og frafaldne Menigheder. Det er Tilgivelsens og Naadens Vandbække, som han lader udstrømme fra sit Hjerte til hver Gaard og hvert Huus i Stepping og Frørup Sogne. Han nærer ingen Tvivl om, at et saa overordenligt Skridt, at en saa venlig og livsalig Imødekommen maa smelte Modstandernes Hjerter en masse og fremkalde Fortrydelsens Aand over dem. I sit tydske Hovmod, der gjør sine Slaver blinde, lykkes han sig at være en lille Gud for sine Menigheder, som saadan hellig og retfærdig, men da ogsaa som den, der kan og vil vise Overbærelse mod Fjender og samle gloende Kul paa deres Hoveder. - Hans Menigheder bleve ved Modtagelsen af hans Sendebrev meget ilde stemte, de kunde umulig forblive ligegyldige ved en saa kolossal Fornærmelse og indgave en ny Klage til Bestyrelses-Kommissionen, ledsaget af et Exemplar af det medtagne Sendebrev. Dette sidste lyder ordret som følger:

"Sendebrev til Stepping og Frørup Menigheder af pastor Fehr.

(Manuskript.)

Den første frie Dag, jeg i mange Uger har havt at raade over, skal være Eder helliget, medens jeg anvender den til, med et faderligt Sind at træde nær til hver en af Menighedernes Medlemmer og som Eders beskikkede Sjælesorger at tiltale Eder. Visseligen! jeg griber til Pennen, efterat jeg først i ydmyg Bøn til Gud har udøst mit bekymrede Hjerte og bedet, at han ville ved sin Helligaand give mig Kraft til at tale til Opbyggelse for Eder Alle og til Eders Sjæles Frelse! Men, hvorledes skal jeg begynde? med hvilke Ord skal jeg tiltale Eder? I disse Dage er det 16 samfulde Aar, siden jeg kom til Eder med et kjærligt Hjerte og med det hellige Løfte, jeg frembragte den Alvidende, at ville efter Evne arbeide paa Eders Sjæles Saliggjørelse og saaledes fremme Eders evige Velfærd som Eders mindelige Fader. Jeg veed det nok, mangen Anden overgaaer mig i Kundskaber, som mit hellige Kald udkræve, mangen Anden havde maaskee i sine Foredrag kunnet gribe Eders Hjerter med mere Kraft og rystet Samvittighederne stærkere end jeg; - det tilstaaer jeg gjerne, da jeg ihukommer, at jeg ikkun har arbeidet hos Eder i menneskelig Skrøbelighed og Svaghed, - men det tør jeg for Gud bevidne Eder, at jeg er mig bevidst, at Ingen, Ingen har kunnet arbeide i dette mit hellige Kald med større Kjærlighed til de ham betroede Menigheder og med mere Nidkjærhed for deres Vel - end jeg. I denne Henseende vil jeg ikke staae tilbage for nogensomhelst Sjælesorger i Landet - og det er just denne Kjærlighed - denne Nidkjærhed, som lader mig gribe til Pennen idag - og som ogsaa skal føre den. - Maatte da mine Ord være talte til Eder - liig en kjærlig Faders til dem af hans Børn, der ved Letsindighed ere geraadede paa Afveie og derved have krænket hans Hjerte - og som han søger at føre tilbage paa den rette Vei igjen ved Sagtmodighed og Overbærelse, ved Kjærlighed og Tilgivelse! At det bliver mig tungt, at affatte denne Skrivelse til Eder, nægter jeg ikke. Mine Øine fyldes derved med mange Taarer, og stundom trykkes mit Hjerte, som om det skulde briste - og dersom jeg ikke vidste og kjendte en ikke liden Deel af Menighedernes Indvaanere, der ikke har villet taget Deel i mine Fienders onde Raad og Handel, hvorfor jeg takker dem og kind med et skjønsomt Hjerte, saa maatte jeg forgaae i min Kummer og ved den Tanke, at jeg i saa lang en Tid havde arbeidet forgjæves iblandt Eder. Jeg siger, det bliver mig tungt, at skrive til Eder - ja, i Sandhed! langt tungere, end det blev mig for omtrent 10 a 12 Dage siden, da jeg nedskrev mit Forsvarsskrift, som blev mig fra høiere Steder affordret i Anledning af et Andragende af en Deel Beboere af Stepping og Frørup Sogne om min Entledigelse fra Embedet. Rigtignok følte jeg, da jeg arbejdede paa dette mit Forsvar, at af sammes Indhold kunde mit og min store Families timelige Velfærd være afhængigt, hvorfor jeg ogsaa bestræbte mig for, at affatte det  paa en aldeles værdig Maade, uden at træde Sandheden ogsaa kun med eet Ord for nær, uden feig at skjule mine Anskuelser eller undskylde hvad jeg har gjort og deeltaget i som Statsborger og Præst. Dog let blev det mig, da Uskyldigheden kunde føre min Pen og en reen Samvittighed maatte give mig selv Sikkerhed og mine Ord Vægt. - Anderledes er det med denne Skrivelse til Eder, mine vildfarende Børn, som ved Eders Deeltagelse i hiint omtalte Andragende have glemt, hvad I skylde Eders Sjælesorger og aandelige Fader, hvoriblandt muligen endog findes Saadanne, som jeg med Flid har forberedet til Konfirmation - og over hvilke jeg ved Haandpaalæggelse har nedbedet Herrens Velsignelse baade i det Timelige og i det Evige. Eder kan jeg ikkun nærme mig under Suk og Taarer cg ikkun tale til Eder med et dybt saaret Hjerte, ligesom jeg vilde tale til en Søn eller Datter, der i Ungdommens Letsindighed var kommen paa Vildfarelsens Vei. Dog - mine Ord skulle ikke være frastødende, saa at I derved muligen kunde blive bestyrkede i Eders Vildfarelse og forstokkede i Eders Vildelse! Gud bevare mig derfor! Meget mere skulle mine Ord være kjærlighedsfulde, sagtmodige og tilgivende - valgte til atter at drage Eders Hjerter til mit Hjerte og saaledes at gjøre det muligt for mig og Eder i Fremtiden at fremstille os som Herrens Menigheder, der "søge at omgaaes med al Ydmyghed og Sagtmodighed og Langmodighed, saa vi fordrage hverandre i Kjærlighed og ere flittige til at bevare Aandens Enighed i Fredens Baand!" Ephes. 4 v. 2-3.

At jeg saaledes er redebon til at række Eder min Haand til Forsoning og Tilgivelse, fremlyser tydelig nok i det Fremførte, dog maa det være mig tilladt, da jeg befinder mig i en lignende miskjendt Stilling til Eder, som Apostelen Paulus til den Corinth. Menighed - ogsaa med Apostelens Ord - 1 Cor. 4 v. l-5. "Hvert Menneske agte os, som Christi Tjenere og Huusholdere over Guds Hemmeligheder. Iøvrigt kræves af Huusholdere, at de maae findes troe. Men mig er det saare Lidet at dømmes af Eder, eller af en menneskelig Ret; ja jeg dømmer mig end ikke selv. Vel veed jeg Intet mod mig selv, dog er jeg dermed ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer. Derfor dømmer ikke Noget for Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; da skal Hver vederfares sin Lov af Gud." - at hævde min apostoliske Værdighed hos Eder, uden derved at ville rose mig selv - og at fornægte den Ydmyghed, som bør pryde en sand Jesu Christi Tjener. - Ja, vor Herres Jesu Christi Sind gjør, at jeg med er oprigtigt Hjerte kan sige med Paulo: l Cor. 4 v. 12 og 13 "Overskjeldede velsigne vi, forfulgte taale vi, bespottede formane vi; vi ere blevne som Udskud i Verden, Alles Skovisk indtil nu!" Jeg kan nu tilføie Apostelens Ord v. 14: "Dette skriver jeg ikke for at beskæmme Eder, men jeg paaminder Eder som mine elskelige Børn!" Ja, saaledes tør jeg vel tiltale Eder Alle, da jeg har naaet den Alder af 68 Aar, og der iblandt Eder ikkun vil findes Faa, som have en høiere Alder; men ogsaa og fremfor Alt, fordi jeg er Eders Hyrde og aandelige Fader, som føler sig høit forpligtet til at tage vare paa sin Hjord og, om muligt, at frelse Eders Sjæle! Nei! mine elskelige Børn! jeg vil ikke beskæmme Eder, men jeg vil søge at vække deres Samvittighed, som monne sove endnu og ikke føle den Uret, de have begaaet, vil søge at berolige dem, som formedelst Samvittighedsnag ikke kunne finde Ro og Hvile, vil saaledes søge at knytte Eders Hjerter til mit Hjerte med fastere og stærkere Baand, end dem, hvormed de hidindtil vare omslyngede! Dg dette vil jeg gjøre med det eneste Middel, jeg har at raade over, med - Kjærlighed. Er denne dog af Herren os paabuden - hvorved "Verden skal erkjende, at vi ere hans sande Disciple."

Med denne Kjærligbed i Hjertet til Eder vil jeg undskylde de Fleste af Eder som Blinde, der af blinde Vejledere have ladet sig forføre, da jeg, (som jeg ogsaa har sagt i mit Forsvarsskrift) har grundet Aarsag til at formode, at hele Attentatet paa mig ikke oprindeligen er udgaaet fra Nogensomhelst af Menighedernes Beboere, meget mere at disse ere blevne misbrugte af saadanne, der drevne af politisk Fanatisme (Raseri) ikke kan taale nogensomhelst anden Anskuelse, end deres. Jeg vil undskylde Eder med vor Tids sørgelige Tilstand, som synes at kræve, at Enhver skal tage Parti enten for eller imod. Jeg vil undskylde Eder, da jeg nok har hørt, hvilke tildeels nedrige Midler, (Overtalelser, Trudsler o. a.,) der ere anvendte, for at deeltage i den onde Gjerning og aflokke Eder Eders Navns Underskrift. - Jeg vil undskylde Eder med, at jeg nok veed, hvorledes den Enes Exempel virker paa den Anden, og at tilsidst Hundredes Navne synes at dysse den Enkeltes Klogskab og Samvittighed i Søvn. Seer! saaledes vil jeg undskylde Eder af Kjærlighed til Eder, paa det I maatte komme til Kundskab om det, I have gjort, og føle, hvad I skylde ei alene mig, den Fornærmede, men meget mere Eder selv.

Det er langtfra, at jeg her vil umage mig for at tydeliggjøre Eder, hvad I skylde mig. Jeg er overbeviist om, at de Fleste af Eder gjerne vilde have det ugjort, hvad de have gjort, og at de i deres Løndomskammer og i søvnløse Nætter, ikkun seete af Gud, fortryde det. Nu, da vil I ogsaa lære af Eder selv, hvorledes I, En efter den Anden, tidligere eller sildigere, skulle træde Eders Sjælesorger imøde, for atter at vinde hans ganske Hjerte og at at udslette deraf de Saar, I have bibragt samme. -

Hvad I skylde Eder selv, maa jeg derimod iøvrigt ikke som den Fornærmede, men som Eders Præst og Sjælesorger, nærmere omtale. - Ikke som den Fornærmede, siger jeg, thi jeg vil ikke omtale, hvilke saare sørgelige Følger Eders, de Vildledtes, Gjerning kan have for mig og for en heel og stor Families Velfærd; jeg staaer iøvrigt i Guds Haand og veed, at intet Ondt kan ramme mig uden hans Villie - og har jeg jo ogsaa den Fortrøstning, at "alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud "! Men som Præst og Sjælesørger bør det mig, at opmærksomgjøre Eder paa, hvad I skylde Eder selv! Jeg føler, det er den høie Tid, og at jeg maa haste dermed, thi I vide jo nok, at vi atter ere indtraadte i den hellige Tid, i hvilken Menighederne søge Herrens Bord og ved den hellige Nadveres Nydelse ny Forening med Frelseren cg dermed Vederkvægelse og Hvile for de bekymrede Hjerter, og Kraft til i Fremtiden at fremstille sig som Christi Eiendomsfolk, der er nidkjært til gode Gjerninger. Næppe troer jeg, at der skulde findes Mange iblandt mine Sognebørn, som kunde tilgive sig det selv, at forsømme denne hellige Handling i dette tilstundende Foraar - og for Eder, for Eder føler jeg en Bævelse i mit Indre, naar jeg tænker mig, staaende for Herrens Alter og redebon til at meddele Eder de hellige Naadegaver, uden at være overbeviist om, at I have fortrudt Eders Uret imod mig - og uden at have søgt min tilgivende Haand, som jeg rækker Eder imøde, medens jeg skriver dette. Jeg føler, at det er i denne Tid mere end nogensinde min hellige Pligt, at opmærksomgjøre Eder paa Apostel Pauli Ord, 1 Cor. 11 v. 26-29. "Saa ofte som I æde dette Brød, og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer. Derfor, hvo som æder dette Brød, eller drikker Herrens Kalk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken. Thi hvo som æder og drikker Uværdeligen, æder og drikker sig selv til Dom!" og paa Herrens egne: (Ev. Matth. 5 v. 23 og f.) "Derfor, naar du offrer din Gave paa Alteret, og kommer der ihu, at din Broder haver Noget imod dig, saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da, og offre din Gave. Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien o. s. v." Herren taler her til Eder - ikke jeg - og vil I være værdige Gjæster ved hans Bord - og ikke æde og drikke Eder selv Dommen, saa maae hans Ord vorde saare tyngende for Eders Hjerter - og de ville under Guds Helligaands Bistand give Eder Anledning til Eftertanke og Selvprøvelse, ja, de ville sige Eder, hvad der bør Eder at gjøre, førend I søge Forladelse hos Gud for Eders Synder ved at møde ved Herrens hellige Alter for at nyde den hellige Nadvere. Iøvrigt maa jeg, da jeg pligtmæssigen har opmærksomgjort Eder paa den Fare, I ere stedede udi, overlade det til Eder og Enhver af Eder, hvortil I beslutte Eder og paa hvilken Maade I agte at udsone Eder med Eders dybt krænkede Sjælesorger, førend I lade Eder af ham betjene med de hellige Naadegaver, førend I af hans Mund høre Forjættelsen om Naade og Syndsforladelse! Jeg vil lette Eder det Skridt, som umuligen kan forekomme mangen En tungt, derved, at jeg igjentager, at jeg anseer de Fleste af Eder som Vildfarende og Forførte, at jeg undskylder Eders Adfærd, forsaavidt den kan undskyldes - og at jeg gjerne, bedækkende Eders Gjerning med Kjærlighedens Kaabe, byder Enhver af Eder min Haand til Forsoning og Tilgivelse *). - Jeg vil lette Eder det, ved at tilstaae, at jeg kjender ikkun 2 a 3 Mænd, især Een i Frørup og Een i Stepping, hvis Fjendskab synes at fremgaae af et indgroet Had, skjøndt jeg ikke har lagt dem et Halmstraa iveien - ja endog beviist den Sidste ved ikke faa Lejligheder min Velvillie baade ved Raad og Daad. Dog ogsaa disse Mænd er jeg redebon til at tilgive, dersom de ønske det, ihukommende Jesu Formaning: "Elsker Eders Fjender o. s. v.", og dersom de paa en af dem selv valgt og passende Maade søge at nærme sig mig igjen. Sandeligen! Ingen større Glæde vilde kunne vederfares mig, end den, at samle gloende Kul paa deres Hoved og ved Overværelse og Tilgivelse at forvandle enhver Fjende til min Ven! 

Dog, nok sagt, for at overbevise Eder Alle om, hvormeget det ligger mig paa Hjerte, at staae i et godt og kjærligt Forhold til mine Menigheder, og for at I selv kunde føle, at uden sligt et Forhold maa mit Arbeide hos og paa Eder være forgjæves. At jeg lader dette Brev trykke, dette skeer ikke for at beskæmme Eder for al Verden, nei! det skeer, fordi jeg ikkun paa denne Maade kan tale til Eder Alle og til Enhver af Eder især. Ikke et eneste Exemplar vil blive solgt, efterkom jeg anseer denne Sag som ene berørende vort gjensidige Forhold!

Til Slutning troer jeg at skylde Eder, I gode Mennesker, som ikke have deeltaget i den onde Handel imod mig, herved offenlig endnu engang at bevidne Eder min Agtelse, Hengivenhed og Tak, og for alle de Øvrige vil jeg, hvad Brevets Indhold noksom aabenbarer, bevare et Hjerte, opfyldt med Christenkjærlighed og aabent for at indslutte Enhvers, der føler Trang til Forsoning og med Oprigtighed søger den. - Iøvrigt vil jeg, skjøndt jeg jo aldeles ikke veed, hvilken tung Skjæbne mig muligen af Eder er beredt, aldrig aflade at bede til Gud: "Fader forlad dem, thi o. s. v." - ja og at nedbede Hans bedste Velsignelse over Eder Alle. Give Gud, dette kunde skee ikke alene med Kjærlighed, men ogsaa med - Agtelse for Alle og Enhver!

Skrevet den 5. og 6. April 1850
Eders troe Sjælesørger

Fehr.

*) Den Maade, at bruge Alterens Sakramente som et Trusels- og  Skrækkemiddel for at tvinge Menighedernes Medlemmer til at erkjende, at de ere de Skyldige og skulle søge Præstens Tilgivelse, medens han er Synderen, er ganske forfærdelig. Det er ogsaa paa dette Sted i sit Skrivt, at Fehr mest fremtræde i sin indbildte Glands af den Hellige, som sine Menigheders lille fortørnede Gud.

(Dannevirke 3. maj 1850)

Heinrich Wilhelm Clausen Fehr, Tyrstrup Herred.

I september 1850 blev pastor Fehr afsat af den kongelige regeringskommissær og blev pålagt ikke at bo i sognet. Han beholdt sin pension. Der blev af statholderskabet fra marts 1850 afskediget 38 præster, mest i Nordslesvig, med senere også i Angel.

Slesvigsk Deputation i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

En deputation af tillidsmænd fra den kongevenlige del af Slesvig ankom den 22. til København. I modsætning til modpartens deputation der blev afvist af kongen allerede inden afrejsen, mødtes de med statsrådspræsidenten. Den bestod af 8 personer. De fik overrakt Frederik 7. en adresse. 

Den slesvigske deputation havde d. 23. audiens hos hans majestæt kongen på Frederiksborg Slot og fandt den nådigste modtagelse. Efter endt audiens behagede kongen selv at ledsage de deputerede på en vandring gennem slottet og bød dem derpå til taffels hos sig. Deputationen overleverede hs. maj. følgende adresse: Vi undertegnede, afsendinge fra hertugdømmet Slesvig, der er talsmænd for de trosindede indbyggere i købstæderne Flensborg, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, ligesom i amterne Haderslev, Aabenraa, Løgumkloster, Flensborg og i Angelen, også sønden for den nuværende demarkationelinje, på øen Als, i Sundeved, på de gravenstenske og nabogodserne, samt i de omliggende dele af amtet Tønder, - henvender os tillidsfuldt til Deres Kongelige Majestæt i et øjeblik, som er af højeste betydenhed for det hele hertugdømme og efter al sandsynlighed vil være afgørende for landets fremtid. 

Vi har troet at skylde vort moderland Slesvig åbent at fremtræde for hele landet i dette afgørende tidspunkt, da et gesandtskab fra Holsten er indtruffet til hovedstaden, for efter forlydende at indlede umiddelbare fredsunderhandlinger med kronen, ved hvilke begge hertugdømmers forhold til kongeriget skulle ordnes. Vi kunne ikke indse med hvilken ret dette gesandtskab - som består af mænd, der alle mere eller mindre har taget del i oprøret imod Deres Majestæt, vor elskede Konge, og endnu deltager deri - anmasser sig fuldmagt og berettigelse til at repræsentere hertugdømmet Slesvig og at føre ordet for dette. - Hertugdømmet Slesvig som når man undtager den sydligste del, altid er blevet sin konge tro, selv under de værste plagerier fra insurrektionens side, kan aldrig nogensinde repræsenteres ved sendebud fra en oprørsregering, der endnu i dette øjeblik lader det være sig magtpåliggende at udbrede i vort land det vildeste anarki, og der hidleder sin autoritet fra en revolutionær tysk centralmagt, som altid har været os fuldkomment fremmed. 

Vi fremtræder derved i dybeste underdanighed for Deres Majestæts trone med den højtideligste og bestemteste indsigelse imod de holstenske fredsunderhandleres berettigelse og bemyndigelse til at andrage på eller beslutte noget som helst, der angår hertugdømmet Slesvig. Om de kunne anses som retmæssige repræsentanter for hertugdømmet Holsten, skal vi ikke indlade os på at afgøre. Deres Majestæts tro slesvigske undersåtter har så ofte lejligheden gaves, udtalt samt bekræftet det med mange tusinde underskrifter, at det er deres ønske at blive delagtige i de goder, som Deres Majestæt har tilsagt os i proklamation til slesvigerne af 27. marts 1848. I denne er hertugdømmet Slesvigs adskillelse fra det tyske forbundsland Holsten og dets muligst nøje forening med kongeriget Danmark betegnet som det mål, der i fremtiden skal være rettesnor for Deres Maj. regerings politik. Vi slesvigere gentager herved for Deres Maj. den højtidelige forsikring, at netop dette er den loyale slesvigske befolknings ønske og attrå. Vi ønsker intet mere, end at den gamle ulykkeligt og i sine følger så fordærvelige administrative forbindelse mellem vort land og det tyske forbundsland Holsten må blive ophævet. For kun denne har givet Tyskland, en tilsyneladende ret og et påskud til at blande sig i Danmarks og Slesvigs anliggender, hvorved så megen jammer og ulykke er kommet over hele vort dyrebare fædreland. 

Det er vor faste overbevisning at en fornyelse af den ulyksalige forbindelse mellem et dansk og tysk land, den være end nok så løs, kun kan bringe os fordærvelse, og at vi aldrig kan nyde ro og fred, når vort statsforhold ikke ved ophævelsen af Slesvigs forbindelse med Holsten bliver stillet rent og klart overfor det i indre kamp liggende Tyskland. Smertelig har vi følt og erfaret hvad det er at være tvistens æble mellem to krigsførende magter, at være to nationers kampplads og kamppris; vi kan i vedvarelsen af vor hidtil bestående svævende stilling mellem Danmark og Tyskland kun se udsæden til nye blodige krige. Vi kan og vil kun høre til Danmark. Vi har kun et ønske, nemlig det at prøvelsestiden for det tro Slesvig snart måtte være forbi, og at det måtte lykkes Deres Maj at opnå en betryggende fred, for at kunne læge rigets, og især Slesvigs sår, og for at ordne vort lands forhold således, at de aldrig mere kan frembyde lejlighed til fremmed indblanding og vække erobringslysten. Vi tror at proklamationen af 27. marts indeholder grundtrækkene for en heldig stilling af hertugdømmet Slesvig i den danske stat; men vi kan ikke andet end udtale vor frygt for at efter en tid af indvortes splid, i hvilken det er lykkedes de højere og lærde stænder at opflamme lidenskaberne og at forivre en del af vore landsmand til frafald, forholdenes ordning ville vanskeliggøres, når en landdag sammenkaldtes umiddelbart efter freden. Det er derfor vort allerunderdanigste ønske at Deres maj., efter opnået fred, vil behage at regere landet vel efter den allerhøjeste proklamations ånd, men dog indtil videre ville beholde i Deres hånd den hele på Dem nedarvede suveræne magt, og først da at lade udøvelsen af de i proklamationen tilsagte politiske rettigheder indtræde, når formedelst tro embedsmænds ansættelse, ordenens ånd igen er blevet herskende i landet. Dette ville efter de fra det dansktalende Slesvig her allerunderdanigst underskrevne afsendinges uforgribelige mening, kunne lettes derved at de troblevne embedsmænd fra Nordslesvig forflyttes til Sydslesvig, og at i det dansktalende Slesvig danske juridiske kandidater, der har gjort sig bekendt med den Slesvigske ret, blev ansatte, ligesom i foråret 1848, hvilket ville stemme overens med befolkningens ønske. Indtil den tid da det måtte være hensigtsmæssigt at lade den slesvigske landsforfatning fuldstændig træde i kraft, burde fortrinsvis indførelsen af et kommunevæsen og en fri udvikling af kommuneforholdene fremmes, for at folkets deltagelse i hele landets offentlige anliggender kunne få en fast grundvold. (Fdl.)

Et festmåltid der skulle arrangeres for slesvigerne, er ikke kommet til udførelse, da 3 af de deputerede allerede d. 24., og de øvrige 5 d. 25. har forladt København. (Dvk.) 

(Ribe Stifts-Tidende, 29. april 1850).

Kanon fra Krigen 1848-1850. Krigsmuseet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

General von Willisen. (Efterskrift til Politivennen)

General Willisen.

"Hamburger Nachrichten" indeholder følgende rids af livet for den nye general i Slesvig-Holst. hær: Generalløjtnant Willisen, født i Magdeburg, deltog i felttoget 1806 i en meget ung alder; Som et resultat af fred i kongeriget Westphalen, gik han på universitetet, opgav han sin militære status, forlod det for i 1809 at slutte sig til som østrigsk officer. Han forlod tjenesten dér på orlov på ubestemt tid for at fortsætte sine studier, men da han kom hjem, blev han straks arresteret og ført til Kassel, hvor der blev indledt en alvorlig politisk retssag mod ham. Begivenhedens vending i foråret 1813 drev ham til et desperat forsøg på at undslippe; han slap lykkelig og sneg sig gennem den franske hær ind i Bøhmen; På trods af sin tidligere chef Radetzkys indsats foretrak han at træde tilbage i preussisk tjeneste. I Yorks afdeling deltog han i tæt kontakt med grev Brandenburg i felttogene 1813 og 1814. Efter krigens slutning var Willisen dels aktiv i den store generalstab, dels ledsagede han feltmarskal Yorks søn på længere rejser, var en tid ledsager af prinsen af ​​Preussen, dengang kronprinsens adjudant og nuværende konge. Senere kommanderede han en brigade i Stettin, derefter var han brigadegeneral i Breslau, under generalkommando af grev Brandenburg. Den yderst pinlige fredsopgave, som han fik til at løse i Posen i marts og april 1848, mislykkedes på grund af det voksende had mellem de parter, han skulle forlige, samt de skiftende synspunkter i Berlin. Da han blev konfronteret, foretrak han at bede om sin afgang. Som militærperson blev Willisen betragtet som en af ​​de vigtigste kapaciteter; Især i den østrigske hær mødte hans vurdering af felttoget i Italien i 1848 og kritikken af ​​de foranstaltninger, der var truffet og måtte tages for at hævde Italiens position, den største bifald og universel indflydelse. Gennem "Theorie des Krieges" gav Willisen et nyt twist til militærvidenskaben og er bredt anerkendt som en mester i faget

General von Willisen.

Die "Hamburger Nachrichten" enthalten folgende Lebensskizze des neuen Obergenerals der schleswig-holst. Armee: Generallieutenant Willisen, im Magdeburgischen geboren, machte sehr jung den Feldzug von 1806 mit; durch den Friede unterthan des Königsreichs Westphalen, gab er den Soldatenstand auf, bezog die Universität, verliess sie, um 1809 als österreichischer Officier einzutreten. Er ging aus dortigen Diensten mit Urlaub auf unbestimmte Zeit, um seine Studien fortzusetzen, ward aber, in seine Heimath zurückgekehrt, sofort verhaftet und nach Kassel abgeführt, wo ein schwerer polititischer Process gegen ihn eingeleitet wurde. Die Wendung der Dinge im Frühjahr 1813 trieb ihn zu einem verzweifelten Fluchtversuch; er entkam glücklich und schlich sich durch die französischen Heeresmassen nach Böhmen; trotz der Bemühungen seines früheren Chefs Radetzky zog er es vor, in preussische Dienste zurückzutreten. Im Stade York's, in nächsten Verkehr mit Graf Brandenburg, machte er die Feldzüge von 1813 und 1814 mit. Nach beendetem Kriege war Willisen theils im grossen Generalstabe thätig, theils begleitete er den Sohn des Feldmarschalls York auf längeren Reisen, war eine Zeit hindurch Begleiter des Prinzen von Preussen, dann Adjutant des Kronprinzen und jetzigen Königs. Späterhin befehligte er eine Brigade in Stettin, dann stand er als Brigadier in Breslau, unter dem Generalcommando des Grafen Brandenburg. Die äusserst peinliche Friedensaufgabe, die ihn im März und April 1848 in Posen zu lösen gegeben wurde, scheiterne an dem wachsenden Hass der Parteien, die er versöhnen sollte, so wie an dem Wechsel der Ansichten in Berlin. Zur Disposition gestellt, zog er es vor, um seinen Abschied zu bitten. Als Militär galt Willisen für eine der bedeutendensten Capacitäten; namentlich in der österreichischen Armee hat seine Beurtheilung des Feldzuges in Italien 1848 und die Kritik der Massregeln, die man getroffen und zu treffen hat zur Behauptung Italiens, den grössten Beifall und allseitigen Einfluss gefunden. Durch die "Theorie des Krieges" hat Willisen der militärischen Wissenschaft eine neue Wendung gegeben, und es ist allgemein anerkannt, dass er ein Meister des Faches ist.

(Reichsanzeiger der Deutschen: der öffentlichen Unterhaltung über gemeinnützige Gegenstände aller Art gewidmet. 22. april 1850)

Amtmand Jacobsen. (Efterskrift til Politivennen)

I marts 1850 var situationen i Sydslesvig kaotisk. Statholderskabet havde i begyndelsen af måneden meddelt at det overtog regeringen af Slesvig. Bestyrelseskommissionen mistede den magt som de måske ikke havde haft. De preussiske kommandoer i Angel forsvandt. De afsatte embedsmænd tiltrådte deres poster igen. Svenske Malmborg var i vildrede med hvad han skulle gøre. I Flensborg var situationen meget forvirret. Den forhenværende krigsminister i den provisoriske regering, Jakobsen blev udnævnt til amtmand i Flensborg, og den afsatte herredsforged Jochims i Uggel Herred overtog igen embedet. Fra midten af marts var hertugdømmet reelt delt mellem statholderskabet og bestyrelseskommissionen indtil udbruddet af krigen. De nedenstående artikler er udtryk for denne situation: 

Hertugdømmerne. Endnu har ingen Forandring fundet Sted i Tilstanden i Sydslesvig og i Flensborg Amt. De altonaiske og hamborgske Aviser vedblive at paastaae, Ifølge Efterretninger fra Flensborg og Slesvig af 3die ds., at Bestyrelseskommissionen har udsendt et Detachement svenske eller norske Tropper til Angeln for at hefte Jacobsen og Jochims, dog kjendte man ikke til Udfaldet af denne Expedition; det hedder, at Tropperne vare ankomne lil Gros-Solt, men at  Jochims endnu i rette Tid var flygtet. I en anden Beretning hedder det fta Flensborg, at de neutrale Tropper i Grundhof have omringet Huset, i hvilket Pastor Schmidt boede, men han var ogsaa fraværende. Man mener at Hoved-Expeditionen gjelder Sørup. Om de svenske Tropper har overskredet Demarcations-Linien, er man ikke rigtigt underrettet. Imidlertid have vi fra paalidelig Kilde Efterretninger fra Flensborg af 5te ds., ifølge hvilke Bestyrelsescommissionen atter paa det Bestemteste har forlangt af General Hahn, at han skulde lade Jacobsen og Jochims, der tiltage sig Embedsmyndighed i Angeln, arrestere. "Flensb. Corresp " af 5te ds. meddeler Intet om den ovenfor omtalte Expedition til Angeln.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. april 1850).

"Fl. Corrsp." skildrer den almindelige Stemning hos Befolkningen ogsaa i Sydslesvig som gunstig for Gjenindførelsen af den lovlige Orden og betegner Embedsmand og Præster som dem der alene, og det ofte med stor Anstrængelse, vedligeholde Oprøret. Jakobsens Hensigt med Besøget i Steinberg, Nord for Demarkationslinjen, skal egenlig have været at opsnappe Degnen Knuth, der havde negtet at kundgjøre hans Dekreter; men denne var ikke tilstede, og uagtet Amtmanden medførte en til Tænderne bevæbnet Gendarme, maatte han dog skyndsomst fortrøkke for Byens unge Karles truende Bevægelser.

(Ribe Stift-Tidende 15. april 1850).

Amtmand Jacobsen, med hele sit Slæng, hensidder endnu uantastet i Udøvelsen af sine Pengerøverier. Flere Dansksindede have maattet forlade deres Hjem og ere komne til Flensborg for at undgaae hans Forfølgelser, blandt Andet den djærve Bonde D. Lassen fra Struxdorf, den i den senere Tid har varet betegnet i de tydske Blade som den anden Laurids Skau, ligesom Hans Lorentzen fra Tolk samt Skolelærer Callisen fra Haseltoft; disse tre betragtes som de farligste Modstandere af Oprørerne. (Flp.)

(Ribe Stifts-Tidende 16. april 1850).

Jagten efter Jacobsen. Det hedder fra Flensborg i "Flensb. Correspondent": I Forgaars blev det bekjendt her, at Jacobsen var en Miil herfra i Landsbyen Hannevitt. Strax blev Retsbetjenten, ledsaget af tre Politibetjente, beordret at opsøge ham. I Hannevitt erfaredes, at han allerede var kjørt bort, og havde begivet sig til Wanderup. I Vertshuset paa sidstnævnte Sted traf de den berygtede Sørupper-Retsbetjent Schmidt, og erholdt Underretning om, at Jacobsen var hos Præsten Det er jo desværre i vore Dage Præsterne, der begunstige Forbryderne, der beskytte dem og selv ikke undsee sig ved at begaar Forbrydelser. Retsbetjenten besluttede nu først at sikkre sig Bipersonen og derpaa at vandre til Præstegaarden. Der holdt allerede en Vogn for Døren. Efter lang Kamp blev Schmidt overvunden, men man havde ikke medtaget noget Reeb til at binde Vagabonden; Han befriede sig derfor snart og undkom. Snart blev han imidlertid indhenter og kastet til Jorden. Der begyndte en frygtelig Nævekamp, der endte med, at Sørupper-Retsbetjenten Schmidt blev bragt til Vognen og maatte bestige den. Desværre bleve Kræfterne nu deelte, thi der maatte to Mand til at bevogte Vognen. I Præstegaarden mærkede man snart Larmen af den tilbagevendende Vogn med Retsbetjenten, og der tændtes Lys. Det var Jacobsen. Hurtig slog en af Politibetjentene et Vindue itu, for at krybe ind. Nu skjød Jacobsen først en Pistol af uden at træffe, og senere gjorde han endnu tvende Skud. Skuddet synes for et Øieblik at have decontenanceret Politibetjenten, at han givet Jacobsen Leilighed til Flugt, og at have gjort Naboerne opmærksom derpaa. Thi snart kom hele Landsbyen i Bevægelse, og Vognen hvorpaa den fangne Quasi-Retsbetjent sad maatte flygte, og forfulgtes af en heel Række Bønder til Hest. Der blev ogsaa skudt efter den. Dog ankom den her om Natten og Vagabonden blev rigtig afleveret. Men - Jacobsen var foreløbig fri. Æren for at have befriet ham tilkommer Landsbyen Wanderup. De Politibetjente, der havde begivet sig til Præstegaarden, maatte tage Flugten, og ankom ogsaa hertil om Natten. Saaledes endte den ublodige Kamp mellem Retsbetjente og Vagabonder.

Fra Husum hedder det under 15de April. To ikke uvigtige Pøbeloptrin have fundet Sted der i de sidste Dage, nemlig ved Forlæggelsen af Postcontoiret til den interimistiske Postmester Leppers Bolig og ved Toldforvalter Rohlses Suspension, i Forbindelse wed den tidligere Vontroleur OhlsenS Constituering.

Da den fordrevne Postmester Jensens Fuldmægtig havde overtaget Postsorretningerne her, og havde leiet sig en Bopæl her, i Nærheden af det gamle Posthnus, søgte en Deel Pøbel at forhindre det. Men Foretagendet strandede paa en eneste Nattevægters Haandfasthed Et Par Dage efter havde man overstreget det lille Postskildt med mørk Farve, og ligeledes bemalet nogle Dansksindedes VinducSruder med røde Tegn.

Der tales ogsaa om nogle Optøier, hvori Borgerforeningen her skulde have isinde at tage Deel, naar Toldarchivet skulde afleveres til den constituerede Toldforvalter. En lille bestemt Erklæring af Oberstllentenant Knoblauch gjorde imidlertid ogsaa Ende paa den Fornøielse, og Afleveringen skete under Beskjærmelse af 1 Underofficeer og 2 Mand.

Endvidere har den bekjendte holsteenske Postinspecteur Henningsen for nogle Dage siden oprettet et Postcontoir i Clove eller Hollingstedt. Siden den Tid komme kun Husumerbrevene osv. fra Fredriksstad op her; hvad der er bestemt til nordligere Steder, gaaer over Clove, Hollingsted, Bredsted osv. Man speculerer nu ogsaa paa et Privatforetagende mod det nye Land Postcontoir, hvis ikke Bestyrelsescommissionen iforvejen kommer iveien med en Slæde og stopper Kilden til Ondet i Fredriksstad.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1850, 2. udgave).

Krigen 1848-1851: April 1850. (Efterskrift til Politivennen)

 (Af en skrivelse fra Vidå, dat. 28. marts.) Fra Tønder By og amtsstue er i disse dage sendt penge til Rendsborg. Fra staden en ikke ubetydelig sum, men amtsstuen kun få, da pengene indtil nærværende tid er sendt til centralkassen i Flensborg. En del penge skal ligge på Tønder postkontor fra Løgumkloster adresserede til Flensborg. Tønderanerne, hedder det, ville have dem til Rendsborg, men postmesteren til Flensborg. 

For kort tid siden blev oplæst en bekendtgørelse fra amthuset i Tønder i alle kirker om at de resterende skatter ufortøvet skulle betales for at de kunne sendes til Rendsborg. Amtsforvalter Lassen modtager atter de slesvig-holstenske kassebeviser i betaling. 

Præsten Höeck i Hostrup er nederdrægtig nok til fra prædikestolen at udskælde de dansksindede i sognet for landsforrædere, og han udelader altid bønnen for vor konge. Sognet, af hvis 14-1500 beboere kun en 10 stykker er tysksindede, ønsker derfor inderligt en anden præst, dersom Höeck ikke vender om og opfører sig som det bør sig en retskaffen herrens tjener og embedsmand der var svoret kongen af Danmark troskabseden.

(Ribe Stifts-Tidende, 5. april 1850).

Fra Kiel bringer H. C. den nyhed at general v. Bonin har fået sin afsked som kommanderende general over de slesvig-holstenske tropper og at derimod den hidtilværende kgl. preussiske general v. Willisen (bekendt af sin virksomhed som preussisk kommissær i Posen i april 1848) har overtaget kommandoen. Den sidstnævnte var allerede i mandags ankommet til Kiel, og nyheden almindelig bekendt.

(Kjøbenhavnsposten 11. april 1850).

I general Willisens proklamation til oprørsarmeen hedder det blandt andet: "Vi vil ikke ringeagte vores modstander hvis vi møder ham på ny. De har fra Arildstid navn for at være modige, men I må være dem overlegne, så langt som jeres sag er højere, er helligere end deres. De kæmper i det højeste for en vildfarelse, men afgjort for en uretfærdighed, for de gad nok beherske os og betage os vores gamle rettigheder. Men I strider for jeres nationalitet, for jeres utvetydige gamle ret. I strider for at blive regerede efter egen lov og ret. Vi vil ikke taget noget fra dem, vi vil ikke beherske dem, men vi vil som det tilkommer os, stå ligeberettigede ved siden af dem, vi vil være deres venner, men ikke deres tjenere, deres slaver. Deres konge skal ikke som sådan være vores herre, han skal være vores hertug, som hertug kommer han til os og han vil blive modtaget med åbne arme og ærefrygt. (B. T.).

(Ribe Stifts-Tidende, 16. april 1850).