Krigen 1848-1851: Juli 1850 (Efterskrift til Politivennen)

1. juli 1850 mobiliserede hærene. Den 2. juli 1850 sluttede Preussen, Danmark og det tyske forbund fred i Berlin, og forbundstropperne trak sig definitivt ud. I starten af juli blev der forsøgt afholdt valg til den slesvig-holstenske landsforsamling. Det blev kraftigt modarbejdet i det nordlige Slesvig:

Politimester Knudsen  i Aabenraa bekendtgør at hvem som deltager i det ulovlige valg til den såkaldte første ordentlige slesvig-holstenske landsforsamling, hvilket for Aabenraa og omegn er påtænkt at afholdes i Tønder, efter omstændighederne enten vil blive bortvist fra staden eller idømt en mulkt af indtil 500 mk. kour., som i uformuestilfælde vil være at afsone med vand og brød. Køretøjer som måtte blive benyttet til at befordre vælgere fra Aabenraa til Tønder, vil blive konfiskeret tilligemed hesten. 

Ribe Stifts-Tidende, 1. juli 1850.

"Alt. Merc." meddeler nu bilagene i anledning af tillidsmændenes sendelse til København. I brevet de bragte til kongen fra statholderskabet, hedder det blandt andet: "Med fuldkommen oprigtighed erkender vi at hertugdømmerne, århundreder igennem, har nydt velgerninger af deres majestæts forfædre, som ikke gjorde det ønskeligt at løsne båndet der ved fællesskab af fyrster var knyttet mellem kongeriget og hertugdømmerne. Dette bånds varighed angår fyrsterettigheder hvorover hertugdømmerne ikke kunne råde. Lige så lidt er disse beføjede til at bortgive noget af det tyske forbundsrettigheder. Men hvad hertugdømmerne uden deltagelse af nogen tredjemand umiddelbart tør udbede af deres majestæt, det er er fornyet anerkendelse af en fælles forvaltning og lovgivning for begge hertugdømmer. Allernådigste kongehertug: Hør denne bøn - for deres landes freds og lykkedes skyld!" Dette er tilstrækkeligt til at vise at oprørerne ikke vil have fred.

Ribe Stifts-Tidende, 5. juli 1850.

Isted. Fra Johan Frederik Christian Knudsen: Danmarks kamp for slesvig i aarene 1848, 49 og 50. (1852).

Den provisoriske regering fortsatte militært under ledelse af von Willisen ved den 14. juli 1850 at besætte Slesvig og marcherede med ca. 26.000 mand til Isted. Først rykkede de ind i Eckernförde, Slesvig, Husum og Louisenlund. I byen Slesvig ankom de kort efter preusserne var rykket ud, og Kjøbenhavnsposten skrev at de blev modtaget med begejstring.

General Willisens armeberetning:

Armeens bevægelse den 15. er blevet udført ganske som det var antydet i min første beretning. De stærke afskæringer ved Isted og Vedelspand er besatte af vore fortropper og hele armeen har i dag, den 16. koncentreret sig bag dem. Ved Mysunde er der lagt en bro og således sikret armeen en dobbelt operationslinje. Turde militære hensyn alene bestemme hvad der nærmest er at gøre, så ville intet være mere fordelagtigt end hurtig at fortsætte bevægelsen indtil Bov og således forstyrre fjenden i hans sandsynligvis strategiske fremmarch. Men det synes passende (angemessen), at opofre denne store militariske fordel for på det uimodsigeligste at bevise oprigtigheden af det sindelag der stedse har villet og endnu vil en fredelig løsning. - Det militariske som hidtil er sket, tør vel på ingen måde betragtes som en agression. Der er kun besat en lille del af det land hvorpå man har fuldt krav, og mener modstanderen det ærligt med sine forsoningsforslag, så er der ikke sket noget der turde give ham det påskud at træde tilbage derfra. - Den indtrådte store hede besværliggør troppernes bevægelse i høj grad, dog bæres de med fasthed og tropperne befinder sig i den bedste tilstand."

(Kjøbenhavnsposten, 22. juli 1850).

Den danske Armees Indmarch i Slesvig over Kongeaaen, den 16de Juli 1850. Det Kongelige bibliotek. 

18. juli 1850 rykkede den danske hær under general Gerhard von Krogh fra Flensborg med 37.000 mand. Hærene mødtes ved Isted 25. juli 1850 - krigens blodigste slag. 

G. N. Renner & Co.Schlacht bei Idstedt, zwischen den Dänen & Schleswig-Holsteinern, am 25. Juli 1850. (Det Kongelige Bibliotek)

I slutningen af august udbrød der kolera i Rendsborg, den slesvig-holstenske hærs hovedfæstning, og den måtte rømmes. Imens led den danske hær ved Dannevirke under regn og blæst.

Om Valgene i det Slesvigske. (Efterskrift til Politivennen)

Om Valgene i det Slesvigske. ("Freya.") Apenrade den 29de Juni. Idag er altsaa den store Dag, paa hvilken vor Revolutions Tilhængere skulle opføre en ny Act af deres scandaleuse Farce: Valgene til den rebelske Landsforsamling. Politiets kraftige Optræden mod dette al Statsorden forhaanende Foretagende har havt til Følge, at man her i de sidste Dage ikke har hørt tale om de mange Vogne, som i stor Procession, formodentlig med Faner og Musik, skulde have bragt de store Aander med al mulig Ostentation til Tønder, paa det at det store Ord: "wir wählen!" maatte vorde indløst, saa at Verden kunde tale derom. Imidlertid vente vi med Sikkerhed at høre, at Valget er gaaet for sig. Der gives sagtens Nogle, der ved denne Leilighed ville drage Omsorg for, at vi blive repræsenterede i Kiel, ligesom dengang, da vi skulde repræsenteres i Frankfurt. Saalænge den colossale Modsigelse af det constitutionelle Statsliv imod dets eget Grundprincip: at Minoritetsvalg ere gjældende - som en aldeles raaden Bestemmelse beholder Gyldighed, saalænge nogle enkelte forræderske og forbryderske Agitatorer eller Uslinge kunne tiltage sig Myndighed at handle i en heel Communes eller vel endog i fleres Navn, og ved at aabenbar Intethed af deres Foretagende vinde det formelle Hævd for samme, saaledes som ved alle disse demagogiske Valg er Tilfældet, saalænge, sige vi, ville Oprør og Anarchi altid fremkalde større og mere iøinefaldende Exempler paa, hvorledes Enkelte kunne tyranisere et heelt Folk, og det i selve Folkefrihedens Navn, end man finder under de absolutistiske Statsformer. Der give saadanne Tildragelser sig dog det rette Navn, men Constitutionen føier den blodigste Forhaanelse til den skammeligste Undertrykkelse. Vi Slesvigere tale her af en Erfaring, der slaaer de smukkeste Theorier ihjel. - Apenrade var saa godt som hele det øvrige Slesvig, og tiltrods for Folkets Ikkedewltagelse i Valgene, repræsenteret i Frankfurt, vi ville ogsaa blive det i Kiel, og hvis de politiske Kunstmagere finde det for godt, i hvilkensomhelst Revolutionsclub i Verden det skal være. - Det er meget paafaldende, at de store Statslærde ikke tænke paa at befrie Nutidens Palladium, Constitutionen, fra en saa baade væmmelig og skadelig organisk Feil, som Minoritetsvalg er. Eller gives der maaskee ingen Operation, der kan fjerne denne frygteligt Polyp?

- "Apenrade Wonchenbl." er efter Bestyrelsescommissionens Befaling forbudt at udgives; Bogtrykker Rathers Presse er af Politiet i Apenrade bleven forseglet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juli 1850. 2. udgave).

Pga. krigstilstanden kunne valgene i Sydslesvig finde sted enkelte steder. I Nordslesvig måtte beboerne rejse til Tønder for at afgive stemmer, i Haderslev fandt der arrestationer sted.

Krigen 1848-1850: Juni 1850. (Efterskrift til Politivennen)

I dag er det et år siden Frederik den Syvende sanktionerede grundloven. Her i hovedstaden har festlighederne i den anledning endnu ikke udviklet sig videre end til et middagsgilde som Rigsdagens medlemmer giver hverandre på Skydebanen. I Egebæksvang ved Helsingør er dog formodentlig arrangeret en lille folkefest.

(Kjøbenhavnsposten 5. juni 1850).

Politiet i Haderslev har af Kjærs papirer kun erfaret at han er blevet opfordret til at danne en valgkomite, men at han intet har udrettet. Adv. Godtfriedsen der var opfordret til at danne en demokratisk valgagitation, har heller intet foretaget, hvorfor han er løsladt af arresten, men må kun forlade byen med politiets tilladelse. Også Henriksen er løsladt. - I Aabenraa er købmand Lüders, Kopperholdt og B. B. Jensen blivet arresteret. 5 andre peronser der også befattede sig med valgvæsenet, er løbet bort. I "Flensb. Korresp." anføres at Koberholdts papirer giver oplysning om et velorganiseret demokratisk komplot der har sit sæde i Kiel. I Flensborg er advokat Wolf, tobaksfabrikant Hillegaard, bogtrykker Petersen og købmand I. Oversen arresterede af samme grund, og i Gravenstein er valgene også blevet forhindret.

(RIbe Stifts-Tidende, 28. juni 1850.)

Fjernelse af Soldatergrave. (Efterskrift til Politivennen)

Om det for Oberst St. Paul satte Mindesmærke, hedder del i "Flensb. Korr." : De tydske Aviser fortælle, med deres Øiemed at vække Forbittrelse og Had mod de Danske bestandig i Sigte, paa den senere Tid meget om Ødelæggelsen af tydske Krigeres Grave paa de slesvigske Kirkegaards. Især hævede de el valdigt Klageskrig over det for St. Paul satte Mindesmærke. Vi have med eget Øie undersøgt Sagen. Af denne Officers Grav har det i Flensborg værende Politi ladet aftage en Plade, fordi Indskriften, hvor i det hedder, at Oberst Paul er falden "for Friheden" og nu hviler i fri "tilkæmpet Jord" fra dansk Standpunkt betragtet maa synes upassende. Slesvigholstenerne vilde sandsynligvis heller ikke taale er af de Danske satte Mindesmærke, hvori det heed, "han faldt i Kamp mod Insurgenterne", paa deres Kirkegaard. Hvad der fvrovrigt tales om Odelaggelse, er en gemcen, beregnet Logn og det er ikke forment St. Pauls Familie eller Venner, ar satte en anden ikke anstødelig Indskrift i den borttagnes Sted. (B. T.)

(Ribe Stifts-Tidende 23. september 1850)

Oberst v. St. Paul var en højtuddannet preussisk officer. Han deltog i felttoget i marts 1848 som major i det kgl. prøjsiske Kejser Alexander Grenaderregiment. Marts 1849 indtrådte han i den slesvig-holstenske arme som brigadekommandør. Kongen af Preussen havde givet ham lov til atter at træde ind i den prøjsiske arme efter at felttoget var sluttet. Han anførte de slesvigholstenske styrker ved  træfningen ved Adsbøl 3. april 1849, og faldt den 7. juni 1849 ved Fredericia, dræbt af en kanonkugle da han begav sig ned i højre fløjbatteri. Han blev efterfulgt af oberst v. Zastrow.

Om General Willisen. (Efterskrift til Politivennen)

Om General Willisen. Den igaar omtalte Artikel til Forsvar for denne General i "Alt. Merc." meddele vi her for dens Ejendommeligheds Skyld:

Kiel den 9de Mai. Vor Arme's sunde Natur var hidtil, uagtet mangfoldige Fristelser, kun lidet blevet angreben af alle demokratiske "Roderier". Siden General v. Willisen har overtaget Overcommandoen over Armeen maae vi endnu forsvare os mod et nyt Slags "Roderier", der ere troløsere og skamløsere, end vi her nogensinde hidtil have oplevet fra Demokratiets Side. Man roder nu ikke alene fra neden, men ogsaa fra oven, og "Kreutzzeitungs" Parti viser her, ligesom andetsteds, en entente cordiale med Gade-Demagogiet i den Bestræbelse at besudle Generalens ædle, frie, mandige Personlighed med dets Gemeenhed. Siden den bekjendie Artikel i "Staats-Anzeiger" er der fra høie og de høieste Kredse i Berlin blevet ført hertil en Masse af Mistænkeliggjørelse, Næserynkninger. Skuldertrækninger, betydningsfuld Hvidsken og halve Ord om "ikke ganske opklaret Tvivl", mod hvilke demokratiske Løgnes plumpe Raahed næsten synes sund Næring.

Interessant er det derved at bemærke, hvorledes det reactionalre og revolutionaire Parti fordreier og vanskaber samme Facta i forskjellige Retninger, for derpaa at begrunde Beskyldninger og Mistænkeliggiørelser. En meget frugtbar Mark for saadanne Bestræbelser frembyder General Willisens Virksomhed i Foraaret 1848 i Posen. "Kreuzzeitungs" Parti bliver ikke træt af at udskrige ham som en Mand, der begunstigede den polske Opstand, som en halv Landsforræder, fordi han bestræbte sig for at være retfærdig mod Polakkerne og i de ulykkelige polske Forviklinger ikke faae al Uret alene paa Polakkernes Side; derimod paastaaer Demokratiet, at Willisen med Forsæt har bedraget og forraadt Polakkerne, fordi han blev tilbagekaldt førend han kunde bringe Posens Reorganisation til Udførelse, og fordi den polske Opstand i Posen efter hans Tilbagekaldelse blev undertrykt med Vaabenmagt. Sandheden er, at bhr, som under mange af Historiens Begivenheder , der af Lidenskab og Had bevægede Menneskebryst paa begge Sider af Fornuft og Besindighed ikke tillod at giennenmføre det, som det efterstræbte. Feilene ligge paa begge Sider, om end de Lidenskaber, som hindrede alt Fornuftigt, vare af meget forfljellig Art. Generalen har udførligt udtalt sig om sin daværende Virksomhed i sit Skrift: "Acter og Bemærkninger om min Sendelse til Storhertugdømmet Posen". Skriftet er vel endnu ikke kommet i Boghandelen, men dog udbredt i saa mange Exemplarer, at Enhver, som ønsker at erholde Underretning om Enkelthederne, let kan finde Ledighed dertil.

Generalen havde handlet strengt efter sine Instruxer, men maatte, som det hyppigt skeer, bøde for, at den preussiske Regjerings Anskuelser havde forandret sig. Han blev efter sin Tilbagekomst fra Posen paa enhver Maade tilsidesat, og da han derpaa vilde forlange sin Afsked, blev der som et Slags Beroligelse opfundet en saakaldet Sendelse til Italien og Ungarn, om hvis Betydning han selv neppe nogensinde har skuffet sig, men som han troede at burde modtage med god Mine, forbi den i militair Henseende interesserede ham og fordi han maatte troe, at de mod ham opvakte hadefulde Lidenskaber derved vilde have Tid til at komme til Besindelse. Han benyttede sit Ophold i Italien til Udarbeidelsen af et strategisk Værk, i hvilket de i hans Theori om den store Krig opstillede Principer bleve anvendte paa det østerigsk-italienske Feldttog i Aaret 1848. - Demokratiet veed ogsaa her atter at tilføie saa megen Løgn, som der udfordres for at gjøre Generalen mistænkelig. Han var, siger man, i Radetzkys Hovedqvarieer i Slagene ved Custozza og Novara, i Windisch-Grätzs Hovedqvarteer ved Belejringen af Wien; hans Strategi og "militair-diplomatiske" Talenter have Østerrigerne fornemmelig at takke for deres Vaabens Lykke; en General, som i Reactionens Tjeneste væsentlig har hjulpet med til atter at undertrykke Nationaliteter, som stræbte at befrie sig fra fremmed Herredømme, kan umuligt, troer man, mene det ærligt med den slesvig-holsteenske Sag. Desværre maa Generalen gjøre Afkald paa den Ære, som her ydes hans Talent paa Sandhedens Bekostning. Han var hverken med i Slaget ved Custozza, eller ved Novara, eller ved Wiens Beleiring. Da Slaget ved Custozza stod, var han endnu i Berlin; under Wiens Beleiring var han i Mailand og akrev sin Bog om Feldttoget i 1848, og da Slaget ved Novara stod, var han allerede tilbage igjen i Berlin og sad som Deputeret i første Kammer. Den General Willisen, som tilfældigviis ankom til det østerrigske Hovedqvarteer 2 Dage før Slaget ved Novara, var en Broder til vor General, den Samme, som er Adjutant hos Kongen af Preussen; vor General dar aldrig været dette.

Efter sin Tilbagekomst fra Østerrig og Italien blev han paa ny tilbagesat og bittert krænket, idet man forbigik ham til Generallieutenant; han forlangte derpaa sin Afsked, som han erholdt uden stor Vanskelighed og meget tørt. Sidste Vinter boede han i Paris i den Hensigt, ganske at trække sig tilbage fra det offentlige Liv; men, som det saa ofte gaaer, saaledeS har hans nuværende Forhold netop udspundet sig der.

Hans Indtrædelse i slesvig-holsteensk Tjeneste frembyder atter riig Anledning til Mistænkeliggjørelser og Bagvaskelser. Paa den ene Side bebreides det ham, at han uden den preussiske Regjerings Vidende har overtaget Commandoen over vor Armee; siden Artiklen i "Staatsanzeiger" blive alle Slags Pligtovertrædelser lagte ham til Last; man tilhvidsker hverandre denne og hiin Dom, som sendes hertil fra Berlin, for at føre Meningen om ham tilbage til det Maal, som "Kreutzzeitung" holder for det rigtige. Paa den anden Side siger Demokratiet os, at Artiklen "Staatsanzeiger" kun er en Comedie; Generalen er her med den preussiske RegjeringS Vidende; han staaer i hemmelig Forstaaelse med den og er sendt af den selv, for som Reactionens militaire diplomatiske Tjener at bedrage os og aldeles at styrte det stakkels Slesvig-Holsteen i Fordærvelse. Vi mene, at Generalen staaet alt for høit til at han paa nogen Maade kan blive berørt af slige Mistænkeliggjørelser; han vil ogsaa her kunne berolige sig ved den Tanke, som han har sat som Motto foran sit Skrift om den posenske Sag: "I store Handlinger er det vanskeligt at gjøre Alle tilpas". Men i vort Lands og vor Armees Interesse have vi villet gjøre opmærksom paa disse Ting og advare derimod, for at Giften ikke skal æde videre om sig. Generalen har rigtignok overtaget Commandoen over vor Armee uden den preussiske Regjerings Vidende; men han har ikke gjort dette Skridt mod Preussens Interesse, men i den faste og velbegrundede Overbeviisning, derved at yde Preussen en væsentlig Tjeneste, og at gan dar gjort dette, bliver nu næsten almindeligt anerkjendt. Preussen er ved hans Skridt mere end ved noget andet, kommet ud af den aldeles skjæve Stilling, hvori det hidtil stod til Hertugdømmerne og Danmark. Hvis han tidligere havde tilkjendcgivet sin Hensigt, kunde den preussiske Regjering, lige over for de hemmelige Artikler i Vaabenstilstanden, naar den ikke vilde fortolke samme pessima fide, ikke give sin Indvilgelse til hans Indtrædelse i slesvig-holsteensk Tjeneste. Idet han tilsyneladende mod den preussiske Regjerings Villie indtraadte i vor Tjeneste, handlede Willisen i en høiere Betydning i Preussens og Tydsklands sande Interesse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1850, 2. udgave).

Det var Karl Wilhelm von Willisen (1790-1879) som var øverstbefalende for den slesvig-holstenske hær. Public domain.