Bandholms Sundhedstilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Det forundrede mig ikke lidt under mit Ophold i Bandholm at erfare, at flere af Stedets agtværdige Indbyggere, der havde viist mig megen Godhed og venlig Forekommenhed, vare blevne stødte over de i "Berl. Tidende" indførte Yttringer om Bandholms stinkende Rendestene og Grøfter. Ved imidlertid, især efter at have forladt dette Sted, at bringe i Erfaring , hvorledes disse Yttringer ere blevne mistydede af Mange saaledes som om Bandholm var en usund og stinkende Plads, en sand Pøl og Uhumskhedens Sæde, har jeg ikke blot fundet det ganske naturligt at flere af Bandholms Beboere have fundet en saadan Forestilling om deres Opholdsted ubehagelig, men tillige maa jeg, hvem Skylden for denne falske Forestilling tilskrives, føle mig foranlediget til i flere Henseender at berigtige samme. Først og fremmest maa jeg da bemærke, at jeg ikke vidste, at disse Yttringer om Rendestenene o. s. v., som jeg har brugt i mine Indberetninger til det kongl. Sundheds-Collegium, vilde blive fremdragne i de Udtog, som uden min Medvirken bleve fremstillede og indførte i "Berl. Tid.". Det kunde saaledes aldeles ikke falde mig ind, at de kunde foraarsage Bandholms Familier udenfor Bondestanden Ubehageligheder. Ved sammes Offentliggørelse har vedkommende Autoritet derhos naturligviis kun havt til Hensigt, at gøre Folk, ogsaa paa andre Steder, opmærksomme paa at Bortfjernelsen af alle Slags Ureenligheder udenfor og omkring, saavelsom i Husene er vigtig for Sundhedens Bevarelse, især naar en Choleraepidemi truer. Det er øvrigt desværre ikke første Gang, at jeg har erfaret, at de ubehagelige Iagttagelser, som en Læge ofte gjør, især under Epidemier, meget let misforstaaes naar de offentliggøres. Kun Livets Skyggesider, Alt hvad der kan antages at være skadeligt for Sundheden, vedkommer ham under disse Omstændigheder, hvorimod Lyssiderne, det Skjønne og Behagelige, som Stedet og sammes Forhold kunde have, ikke vedkomme ham som Læge. Han maa lede efter Alt hvad der er skadeligt, ubehageligt og stygt og finder derfor ogsaa langt meer deraf end man seer uden specielt at henvende sin Opmærksomhed paa Ting fra hvilke man ellers helst bortvender sine Sandser. Derfor ere de med de locale  Forhold ellers velbekendte Folk, som ikke netop have fulgt Lægen ved hans Undersøgelse over de skidne og ubehagelige Forhold, meget tilbøjelige til at finde hans Angivelser noget overdrevne, og da disse foraarsage dem Ubehageligheder ved at fremkalde vrangforestillinger hos andre Folk, der miskende det lægevidenskabelige Standpunct, og i Angivelsen søge en Skildring fra et almindelig humanistisk Standpunct, saa blive de vrede over Lægens velmeente Yttringer. Saaledes fremmanede nogle Iagttagelser fra Færøerne, som jeg for nogle Aar siden meddeelte i "Bibl. for Læger" en sand Storm af Uvillie blandt de gode Færinger, der førhen følte lige saamegen Velvillie for mig, som jeg for dem. Denne Uvillie var saa stærk og seig, at den et heelt Aar derefter skaffede sig Luft i en lang Række af giftige Artikler imod mig i et Blad som kaldtes "Dagbladet. Vel behøver jeg ikke at frygte for at have paadraget mig en saa heftig Vrede i Bandholm ved mine Yttringer over de stinkende Rendestene osv., men for at forebygge enhver Misforstaaelse finder jeg ret dog passende i den Anledning her at meddele negle Bemærkninger over Bandholm.

Denne Plads har en ligesaa smuk, som almindelig, viis sund Beliggenhed, idet den ligger paa en for en laallandsk Egn ingenlunde meget lav, frugtbar Slette, omgivet af herlige Skove og aaben imod Havet, ligeover for Askø. Den bestaaer af to i mange Henseender forskjellige Dele, Ladepladsen med Toldstedet og den egentlige Bondebye. Ladepladsen, der beboes af Toldpersonalet og endeel andre Familier udenfor Bondestanden, er i de senere Aar bleven bekjendt som en vigtig Plads for Kornudførselen; desuden har den et godt Skibsbyggerie. Hovedgaden dannes for en stor Deel af Kornmagaziner og Rendestenene udenfor disse ere almindeligviis naturlig tørre. Bondebyen, til hvilken det betydelige og fortrinlige Jernstøberi og Bageriet kan henregnes, ligger temmelig vidtløftig spredt langs med 2 Hovedlandeveje og beboes næsten for største Delen af Dagleiere og Arbeidsfolk, som her skabe en god Fortjeneste og som for en stor Deel have forholdsviis meget gode Boliger i de af Grev Knuth opførte Familiehuse. Ved Ladepladsen angrebes kun 1 Familie af Cholera, alle de andre Sygdomstilfælde (med Undtagelse af 2 Søfolk) traf Bondebyen og i samme kun Dagleiere og Arbejdsfolk og deres Familier. Hos disse fandtes ogsaa den i andre Indberetninger omtalte huuslige Ureenlighed, der for en stor Deel var en Følge af den eiendommelige Oekonomie disse Folk føre og af Brændevinens demoraliserende Indflydelse. De stinkende Rendestene og Grøfter fandtes isser omkring og bagved Husene. Omendskjøndt flere af disse virkelig vare meget slemme, saa er det aldeles utvivlsomt, at man i de fleste af vore Smaabyer kan finde dem ligesaa slemme. I Corsøer vare de endog langt værre og større, hvorhos maa paa dette Sted forsilkrede, at de i Slagelse skulde være endnu værre. Hvorvidt dette er Tilfældet veed jeg ikke, men i selve Kjøbenhavn vilde det vistnok være let at finde dem uovertrufne af dem i Bandholm og Corsøer, naar man ret vilde lede efter dem. At dette endog ikke behøves sees af et Brev i "Nord og Syd" til Herr Cholera, hvori denne Gjæst opfordres til, uden at gjøre et egenntligt Besøg, blot at vise sit Aasyn paa en af denne Gades Skorsteenspiber, for at Adelgaden med sine Naboer Borgergaden og Helsingørsgaden kunde blive befriede for den Stank hvoraf de laborere. Jeg troer dog ikke at Kjøbenhavnerne og navnlig Adelgadens Beboere have taget Herr Goldschmidt denne velmenende Spøg ilde op.

Corsøer, den 1ste November 1850
Panum

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1850, 2. udgave).

Peter Christian Koch (1807-1880): Læge og fysiolog Peder Ludvig Panum (1820-1885). 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Lægen og fysiologen Peter Ludvig Panum (1820-1885) har givet navn til Panum Bygningen. Panum var på Færøerne i 1846 og forfattede året efter den verdensberømt "Iagttagelser - uner Mæslinge-Epidemien paa Færøerne i Aaret 1846". Hans beskrivelser af færingerne fik imidlertid nogle i Danmark boende færinger til at gå til angreb mod ham. På Bandholm fik han en gade opkaldt efter sig.

Krigsfanger i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

På et af fangeskibene i København skal ifølge "Loll. F. St." følgende spektakelstykke være blevet opført: Fangerne har altid haft lerskåle at spise af, men da de i deres "meerumschlungne" stilling keder sig forfærdeligt, slog de af og til disse skåle itu, være sig enten af kådhed eller af virkelig ond vilje for at give statskassen en nogle skillinger større daglig udgift. Hvorom alting er, oberst Lønborg der fører opsynet over krabaterne med megen bestemthed, mente "at nu kunne det være nok med disse narrestreger", og gav dem derefter maden, ligesom til orlogs, i bakker af træ, 1 for hver 4. mand. Men dette opvakte "eine tiefe Entrüstung;" brynene rynkedes, armene lagdes overkors og ingen rørte maden, og "der biedere Feldwebel" Fröhlich trådte med en majestætisk holdning frem af de tætte klynger og erklærede oberst Lønborg, "at de ikke ville behandles som matroser, at kun svin åd af trækar", kort sagt, det hele var virkelig "haarsträubend." Obersten trak rolig sit ur op af lommen og sagde derpaa idet han puttede det ned igen "inden et kvarter er maden spist." Da nu ingen havde rørt den efter den tids forløb, lod han feltvebelen lægge i feltjern i 8 dage, lod 30 af de værste Wühlere, som hans opmærksomme blik imidlertid havde udpeget, tildele hver "3 dusin" (?) og lod dem alle vide at det var deres egen sag om de ville spise eller ikke, men at de ikke fik anden mad før denne var spist, og at den altid ville blive leveret dem i træskåle.

(Ribe Stifts-Tidende, 28. oktober 1850).

Friedrichstadt 1850. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig den 7. oktober. I går vovede et dansk rekognosceringskorps sig ret langt og blev angrebet af vort infanteri, hvorpå det hastigt trak sig tilbage og efterlod nogle få døde og sårede. Stillingen foran Friedrichstadt blev i dag frivilligt opgivet; Batterierne er nedrevet og de tunge kanoner er allerede ved at blive transporteret til Rendsburg-fæstningen. Kanonbådene vil også gå op ad Ejderen, og infanteriet vil forblive for at dække stillingen indtil slutningen og indtage deres gamle forpoststilling ved Sydstapel. Stillingen i Friedrichstadt er som vi har haft lejlighed til at se klart, nu uacceptabel; Terrænet der er gennemfuret af grøfter og vandløb og mest består af mose og tørvemose, kan ikke passeres, kun hovedvejen og et dige mellem Seeth og Husum. Disse veje er dog så beskyttet af et betydeligt antal fæstningsværker, at det er praktisk talt umuligt at komme frem ad dem. Men intet kunne opnås med bombardementet; selve byen ligger i ruiner bortset fra 14 huse der bliver stående, og i forgårs satte danskerne selv ild til husene ved Wollersum tæt ved byen. Danskerne opkaster hele tiden lervolde, hvori vore batteriers kugler sætter sig fast uden at volde nogen skade, og bag sådanne dobbelte og tredobbelte lervolde står deres skanser, forsynet med palisader og brede grøfter, mod hvilke den stærkeste ild vi holder, ville ude af stand til at bekæmpe dem. På grund af de mange pionerer og arbejdere de til enhver tid kan trække på, var de i stand til at bygge nye fæstningsværker hver dag i en række forskellige retninger, som vi ikke kunne observere. I løbet af aftenen og natten, når solen går ned, stiger en tung tåge og tåge fra sumpene og den fugtige jord som gør det umuligt at se noget nøjagtigt i en afstand af 40 skridt. Derfor var danskerne i stand til at rette en frygtelig kardæsk-ild mod det fremstormende infanteri, fra områder og skanser hvor de mindst havde forventet det. Desuden indbragte de en brigade, så deres koncentrerede styrke dér udgjorde 8-10.000 mand, som alle var i bivuak en halv mil fra Friedrichstadt i området ved Schwabstedt. Hvis vore soldater var kommet til Friedrichstadt, ville de så af denne grund have haft at gøre med massevis af fjender, som det lille antal der stormede ind, ikke kunne have nedkæmpet. Med hensyn til selve stormen erfarer vi af en preussisk officer der deltog i den som amatør, at vores troppers mod og hurtige, glædelige præstation oversteg alle forventninger; de angreb med sandt mod og tog de første skanser på ingen tid, indtil den morderiske krydsild fra de maskerede batterier tvang dem til at vende om.

Nu er man i almindelighed ret enige om at et gunstigt angreb først kan finde sted med begyndelsen af ​​den kolde årstid, så snart der er frostvejr. Da er alle de fordele som fjenden nu har, illusoriske. Marskene og tørvebrudene kan krydses som jævne marker, grøfter og flodarme eller broer kan også krydses med lethed, og fjenden kan ikke gøre meget med deres skibe.

Ved angrebet på Friedrichstadt skal man foruden de mange ofre sørge for byens beboere, som alle mistede deres ejendele. Lad os dog håbe, at så snart området kommer tilbage i vores hænder, vil der blive gjort alt for at kompensere de fattige.

Aus Schleswig, 7. Okt. Nachdem gestern ein dänisches Recognoscirungscorps sich ziemlich weit vvowagte und von unserer Infanterie angegriffen wurde, worauf dasselbe sich eiligst zurückzog, und einige Todte und Verwundete zurückliess, ist heute die Stellung vor Friedrichstadt freiwillig aufgegeben worden; die Batterien werden abgebrochen, die schweren Geschützebefinden sich bereits auf dem Transport nach der Festung Rendsburg. Die Kanonenboote werdengleichfalls die eider heraufgehen und die Infanterie wird bis zuletzt als Deckung der Position verbleiben, und ihre alte Vorpostenstellung bei Süderstapel einnehmen. Die Position bei Friedrichstadt ist, wie man nun Gelegenheit hatte, genau zu sehen, für jetzt eine unnehmbare; das durch Gräben und Flüsse durchfurchte Terrain, meistens aus Marschboden und Torfmoor bestehend, ist nicht zu passieren, sondern nur die Chaussee und ein Deich von Seeth und Husum; diese Strassen sind aber durch eine bedeutende Anzahl von Werken so geschützt, dass ein Vorschreiten darauf geradezu unmöglich ist.  Mit dem Bombardement ist aber auch nochts zu erreichen gewesen; die Stadt selbst ist bis auf 14 Häuser, die stehen geblieben, ein Schutthausen, und noch vorgestern haben die Dänen die in der Nähe der Stadt befindlichen Häuser bei Wollersum selbst in Brand geschossen. Die Dänen werfen fortwährend Wälle von Lehmerde auf, worin die Kugeln unserer Batterien stecken bleiben, ohne zu schaden, und hinter solchen doppelten und dreifachen Lehmwällen stehen ihre mit Pallisaden und breiten Gräben versehenen Schanzen, gegen welche das stärkste von uns unterhaltende Feuer nichts vermöchte. Durch die vielen Kräfte, die sie jederzeit an Pionieren und Arbeitern heranziehen können, war es ihnen möglich, täglich neue Werke nach den verschiedensten Richtungen hin zu errichten, welche von uns nicht beobachtet werden konnten; während des Abends und der Nacht, sowie die Sonne untergeht, steigt aus den Sümpfen und dem feuchten Boden ein heftiger Dunst und Nebel empor, der schon auf 40 Schritte Entfernung nichts mehr genau erkennen lässt; deshalb konnten die Dänen auch auf die heranstürmende Infanterie ein furchtbares Kartätschenfeuer richten, aus Gegenden und Schanzen, wo man es gerade am wenigsten erwartete. Zudem haben sie noch eine Brigade herangezogen, so dass ihre dort concentrirte Macht sich auf 8-10,000 Mann belief, die alle eine halbe Meile von Friedrichstadt im Umkreis bei Schwabstedt im Bivuac lagen. Wären deshalb auch unsere Soldaten bis Friedrichstadt gekommen, so hätten sie es alsdann mit einem in Masse aufgestellten Feinde zu thun bekommen, dem die kleine dearnstürmende Zahl nicht hätte Trotz bieten können. Ueber den Sturm selbst erfahren wir von einem preussischen Offizier, der denselben als Amateur mitgemacht, dass der Muth und das schnelle, freudige Vorgeben unserer Truppen alle Voraussetzungen übertroffen habe; mit wahrer Muth griffen sie an und nahmen die ersten Schanzen im Nu, bis das mörderische Kreuzfeuer der maskirten Batterien sie zum Umkehren nöthigte.

Jetzt ist man allgemein darüber ziemlich einig, dass ein günstiger Angriff nur mit dem Eintreten der kalten Jahreszeit, sobald es Frostwetter gibt, geschehen kann, alsdann sind alle die Vortheile, die jetzt der Feind hat, illusorisch. Die Marschlande und Torfbrüche sind wie ebne Felder zu passiren, die Gräben und Flussarme gleichfalls oder doch Brücken mit Leichtigkeit herüberzuschlagen und der Feind kann ausserdem mit seinen Schiffen auch nicht viel operiren. 

Bei dem Angriff auf Friedrichstadt sind neben den vielen Gefallenen die Einwohner der Stadt zu beklagen, welche ohne Ausnahme ihre Habe eingebüsst haben; hoffen wir jedoch, dass, sobald die Gegend wieder in unsere Hände gelangt, man Alles thiun wird, um jene Armen zu entschädigen.

(Regensburger Zeitung. 13. oktober 1850)

Carl Warnberg (1822-1875): Friedrichstadt. Før ødelæggelsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Musketeren Heinrich Claussen fra 3. kompagni af 11. infanteribataljon blev den 4. d. m. skudt i benet under sit kompagnis angreb på Friedrichstadt. Hans kammerater kunne ikke længere få ham væk, fordi broen over grøften var knækket, og de trak sig tilbage. Claussen tog sin sabel og riffel af, kastede dem begge til sine kammerater og kastede sig i voldgraven med ordene: "De forbandede danskere skal ikke få mig" og druknede. Der er mange vidner til denne handling.

Der Musketier Heinrich Claussen der 3. Compagnie des 11. Infanteriebattaillons wurde am 4. d. M. bei der Angriff seiner Kompagnie auf Friedrichstadt durch's Bein geschossen. Seine Kameraden konnten ihn nicht mehr fortschaffen, da die Brücke über den Graben gebrochen und sie auf dem Rückzuge begriffen waren. Claussen nahm Säbel und Gewehr ab, warf beides den Kameraden zu und stürzte sich mit den Worten: "Der verdammte Däne soll mich doch nicht haben", in den Treenegraben und ertrank. Der Zeugen dieser That sind viele.

(Regensburger Zeitung.  15. oktober 1850)

Fra Slesvig den 10. oktober. Operationerne mod Friedrichstadt er nu fuldstændig opgivet, tropperne er stationeret på denne side af Ejderen og kun en kæde af forposter er stationeret nær landsbyen Sydstapel på den anden side af Ejderen. Danskerne synes dog at vente et nyt angreb på denne side og have gjort alt for yderligere at befæste deres allerede stærke stilling. I vest arbejdes der på nye fæstningsværker bestående af skanser og blokhuse ved mundingen af ​​Ejderen nær Ramstedt og Colligbüttel, således at denne position vil få virkelig kolossal styrke i den nuværende årstid. General von Willisen blev beskyldt for hurtigt at opgive denne yderst vigtige stilling kort efter slaget ved Isted, uden en egentlig kamp, ​​især da den nuværende generobring af dette rige og værdifulde område er blevet umulig og selv med de største ofre intet er blevet opnået i menneskers forhold og tabet af byen Friedrichstadt. Denne anklage er meget let at fremsætte og virker ret plausibel for enhver der er forudindtaget. Men dengang var det umuligt at vide, om ikke danskerne snart ville foretage endnu et angreb mod vores nuværende hovedstilling ved Rendsburg, hvorfor hæren måtte koncentreres direkte foran denne vigtige fæstning og ikke tillod nogen omfattende udvidelse til den vestlige del af landet. Dette er også behørigt anerkendt af alle der er nærmere bekendt med omstændighederne.

Aus Schleswig, 10. Okt. Die Operationen gegen Friedrichstadt sind nunmehr gänzlich aufgegeben, die Truppen sind diesseit der Eider stationirt und nur eine Vorpostenkette steht bei dem Dorfe Süderstapel jenseits der Eider. Die Dänen scheinen jedoch einen neuen Angriff auf dieser Seite zu erwarten, und haben alle Anstalten getroffen, um ihre schon so fest Position noch mehr zu befestigen; es werden im Westen hart an der Eidermündung bei Ramstedt und Colligbüttel neue Befestigungswerke, aus Schanzen und Blockhäusern bestehend, gearbeitet, so dass diese Position während der jetzigen Jahreseit wine wirklich kolossale Stärke erhält. Man hat aus dem schnellen Aufgeben dieser so überaus wichtigen Position kurz nach der Schlacht bei Idstedt, ohne einen eigentlichen Kampf, dem Obergeneral von Willisen einen Vorwurf gemacht, zumal die jetzige Wiedereroberung dieser so reichen und werhtvollen gegend zur Unmöglichkeit geworden und selbst mit den grössten Opfern an Menschen und dem Verlust der Stadt Friedrichstadt nichts erreicht worden ist. Es ist dieser Vorwurf sehr leicht zu machen und erscheint auch jedem Befangenen recht plausibel; allein zu jener Zeit konnte man nicht wissen, ob die Dänen nicht sehr bald einen weitern Angriff gegen unsere dermalige Hauptposition bei rendsburg unternehmen würden, desshalb musste die Armee unmittelbar vor dieser wichtigen Festung concentrirt werden und gestattete keine weitläufige Ausdehnung bis nach dem Westen des Landes. Dies findet denn auch bei allen mit den Verhältnissen näher Betrauten seine richtige Würdigung. 

(Regensburger Zeitung. 16. oktober 1850)

Adelbert Heinrich von Baudissin (1820-1871): Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Sturm auf Friedrichstadt. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Husum den 12. oktober. "Hamb. N." skrives herfra: "Byen Friedrichstadt eksisterer ikke mere, den består kun af huse af murbrokker; fordi de få bygninger hvoraf nogle stadig står, og som ilden ikke nåede, er så ødelagt af kugler, granater og bomber, fyldt med huller og nedrevet, så de også kun ligner murbrokker og ruiner. Den østlige del af byen er fuldstændig brændt ned, ligesom den sydlige del op til markedspladsen, kun noget af den såkaldte Hinterstadt er tilbage stående; men færgehuset, hele øen (beliggende tæt på byen), rådhuset, kirker, prædikanthuse og skolebygninger, alt er blevet ødelagt af flammer. Ingen indbygger er der længere. Også de 3 store sluser, i midten af ​​hvilken Treene vides at være afvandet i Ejderen, som det er kendt siger, er totalt sønderskudt og ødelagt, ligesom kornmøllerne og Borkmøllen er blevet ødelagt. Med et ord: Friedrichstadt er ophørt med at eksistere.

Husum, 12. Okt. Den "Hamb. N." wird von hier aus geschrieben: "Die Stadt Friedrichstadt exisitirt nicht mehr, selbige besteht nur noch aus einem Schutthausen; denn sie wenigen Gebäude, die zum Theil noch stehen geblieben und die das Feuer nicht erreicht hat, sind von Kugeln, Granaten und Bomben so zerschossen, durchlöchert und zugerichtet, dass sie gleichfalls nur wie Trümmer und Ruinen aussehen. Der östliche Theil der Stadt ist gänzlich niedergebrannt, gleichfalls der südliche Theil bis an den Marktplatz, nur etwas von der sogenannten Hinterstdadt ist stehen geblieben; aber das Fährhaus, das ganze Eiland (hart an der Stadt liegend), Rathhaus, Kirchen, Predigerhäuser und Schulgebäude, Alles istd ein Raub der Flammen geworden. Kein Einwohner ist mehr da. Ebenfalls sind die 3 grossen Schleussen, mittelstd deren die Treene bekanntlich in die Eider abgeleitet wird, wie man sagt, total zerschossen und ruinirt, wie auch die Kornmühlen, nebst der Borkmühle vernichtet sind. Mit einem Worte: Friedrichstadt hat zu existiren aufgehört.

(Regensburger Zeitung. 19. oktober 1850)

Fra Slesvig-Holsten, 15. oktober (Stemningen i hertugdømmerne). - - - Tordenen af ​​kanoner foran Friedrichstadt er stilnet, og den offentlige mening har haft tid til at afklare og gøre opmærksom på hvad der sker der. Men den første nyhed om det uheldige fiasko af forehavendet, som kostede så mange af vores modige sjæle livet, havde en chokerende effekt; efter alle de tidligere nyheder var folk ikke forberedte på en sådan fiasko, og de så frem til succes med endnu større selvtillid, da de vidste, at v. d. Tann, som stadig har både befolkningens og hærens tillid og kærlighed, kommanderede der. Et særligt og dybt sørgeligt indtryk gjorde nyheden om at de der blev hjemløse i Friedrichstadt som følge af byens afbrænding, blev tvunget til at gøre brug af andres gæstfrihed, og derfor var den generelle sorg endnu større end efter det tabte slag ved Isted. Men snart dukkede vort folks særlige karakter frem, som så længe og især i år var blevet prøvet så hårdt gennem en næsten uafbrudt række ulykker, men som det blev bevist, desto dygtigere. Den første øjeblikkelige forfærdelse gav snart plads til øget beslutsomhed, en fast vilje blev udtrykt til at anstrenge alle ens kræfter endnu mere for at opnå den endelige sejr, ikke at opgive den hellige kamp for frihed, retfærdighed og for fremtidens ære som man en gang havde fået smag for det store fædreland.  - - -

Aus Schleswig-Holstein, 15. Okt. (Die Stimmung in den Herzogthümern). - - -Der Kanonendonner vor Friedrichstadt istd verhallt, und die öffentliche Meinung hat Zeit gehabt, sich über die dortigen Vorgänge abzuklären und kund zu geben. Die erste Kunde des unglücklichen Ausfalls der Unternehmung, die so vielen unserer Braven das Leben gekostet, wirkte allerdings erschütternd, man war nach allen vorhergegangenen Nachrichten auf einen solchen Ausfall nicht gefasst, man sah dem Erfolg mit um so grösserer Zuversicht entgegen, als man wusste, dass v. d. Tann, der immer noch das Zutrauen und die Liebe sowohl der Bevölkerung als des Heeres in hohem Grade besitzt, dort kommandirte. Einen besonders und tief betrübenden Eindruck machte die Kunde, dass in Folge der Einäscherung der Stadt die Friedrichstädter obdachlos die Gastfreundschaft Anderer in Anspruch zu nehmen genötigt waren, und so war die allgemeine Trauer grösser noch, als nach der verlornen Schlacht bei Idstedt. Bald aber trat der eigenthümliche, so lange und namentlich in diesem Jahre durch eine fast ununterbrochene Reihe von Unfällen so schwer geprüfte aber um so tüchtiger bewährte Charakter unseres Volkes hervor. Der ersten augenblicklichen Bestürzung machte alsbald eine gesteigerte Entschlossenheit Platz, der feste Wille sprach sich aus, um so mehr alle Kräfte anzuspannen, um den endlichen Sieg dennoch zu erringen, nicht zu lassen von dem heiligen Kampfe für Freiheit, Recht und für die Ehre des dermal einst sicher aus der augenblicklich auf ihm lastenden Schmack sich erhebenden grossen Vaterlandes. - - -

(Regensburger Zeitung. 20. oktober 1850)

Isaac Wilhelm (1815-1893), Johann Adolp Kittendorph (1820-1902): Scene fra Frederikstad (1850). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Friedrichstadt bad tyske håndværkere i værtshuset Arndt under belejringen sunget: "Hvad er det tyske fædreland?". Danskere havde hørt det, soldater besatte huset, skød sangerne sammen og placerede dem på de punkter der med størst sandsynlighed ville blive ramt af kuglerne. De fleste blev dræbt og kun få undslap, deriblandt reporteren der løb ind i den holstenske lejr i en regn af kugler og dermed lykkeligt flygtede til Altona og Hamborg. Er sådan en procedure ikke det mest forfærdelige barbari? (N. Kur.)

In Friedrichstadt hatten während der Belagerung deutsche Handwerksbursche in einem Wirtshause Arndts: "Was ist des deutschen Vaterland?" gesungen. Dänen hatten es gehört, Soldaten besetzen das Haus, schossen die Sänger zusammen und stellten sie an den Punkten auf, welche von den Kugeln am meisten heimgesicht wurden. Die meisten wurden getödtet und nur wenige entkamen, unter ihnen auch der Berichterstatter, welche im Kugelregen in's holsteinisher Lager lief und so glücklich nach Altona und Hamburg entkam. Ist ein solches Verfahren nicht die fürchterlichste Barbarei? (N. Kur.)

(Regensburger Zeitung. 24. oktober 1850)

Frivillige meldte sig efterfølgende til den slesvig-holstenske hær. Denne kontrollerede stadig Rendsburg. Den danske hær mobiliserede ligeledes, og i det dansk-kontrollerede Slesvig begyndte en udrensning af tysksindede som blev udvist eller selv udvandrede af frygt for repressalier. Regensburger Zeitung opgav antallet af de sidste til 4.000. I oktober kunne superintendent Nielsen således berette om at 77 gejstlige var blevet fjernet fra deres embeder i Slesvig. General Hahn blev i slutningen af oktober 1850 sendt til statholderskabet for at udvirke en våbenstilstand, men forgæves.

Preussen blev presset militært af Rusland og Østrig: Østrig skulle overtage ledelsen af det genoprettede tyske forbund, Preussen skulle opgive planen om at dele den danske stat og aktivt bekæmpe det slesvig-holstenske oprør. Ellers ville Østrig og Rusland erklære Preussen krig. En russisk hær var allerede sendt mod grænsen til Preussen som herefter beordrede det slesvig-holstenske statholderskab til at nedlægge regeringen. Alvoren blev understreget af en hær på 50.000 østrigere og preussere. Sat over for det overgav slesvig-holstenerne sig  den 11. januar 1851. Holsten kom under de tyske stormagters kontrol som pant for en acceptabel løsning.

Ved det første egentlige valg i Slesvig i august 1867 var der i Friedrichstadt (som generelt i Sydslesvig og Holsten) klart tysk flertal, mens der i 1. valgkreds (Nordslesvig) var klart dansk flertal. Dette var en fortsættelse af valgene til stænderforsamlingerne i hertugdømmerne under de dansk-kontrollerede, enevældige tilstande indtil 1864.

Afsættelse af Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de seneste embedsbesættelser i hertugdømmet Slesvig - hedder det i Kolding Avis - nævnes også at pastor P. Heinsen i Brørup og Lundsund er blevet konstitueret som provst for Eiderstedt provsti og hovedpræst og diakonus i Garding. Det er os vel ubekendt hvad der særlig har foranlediget at kirkeprovst Feddersen og diakonus Scholtz i Garding er blevet afsatte. Naturligvis er deres almindelige renitens fuldkommen tilstrækkelig til at fjerne dem fra deres embeder. Men ubegribeligt forekommer det os på den anden side hvad der kvalificerer hr. pastor Heinsen til at konstitueres i 3 så vigtige embeder på en gang. Vi har vel hørt at han skal have stillet sig til regeringskommissærens disposition med det tilføjende at han er en født ditmarsker, men der må da visselig være stor trang på pålidelige og dygtige præster når en sådan tilfældig omstændighed skal have forskaffet pastor Heinsen disse embeder. Dersom det gælder om Adelby sogn, hvad "Fl. Corr." forleden dag bemærkede, at der er kommet af aften og i aften ved at blive af med Lorenzen og få pastor Jespersen, så gælder dette til visse i lige så høj grad om Garding. - Ikke alene er meningen om hr. Heinsen som præst her på egnen alt andet end fordelagtigt. Men uagtet han i en række af år har været præst i Jylland (tidligere i nærheden af Viborg), skal det tillige være langtfra at han lægger sympatier for Danmark for dagen. Ja det hedder endog almindeligt at han skal have åbenbaret sit tyske sindelag ved at have givet penge til et bestemt øjemed for at hædre en velbekendt tysk koryfæ.

Ribe Stifts-Tidende, 30. september 1850.

I de følgende uger beskrev Ribe Stifts-Tidende hvordan andre embedsmænd end præster fx lærere, rodemestre, blev afsat, flygtede eller fjernet, og erstattet af "dansksindede". Begejstringen over de sidste, og skadefryden over de første blev der ikke lagt skjul på. Hvis befolkningens reaktion var positiv, blev det fremhævet, mens modvilje enten ignoreret eller betegnet som vildfarelse.

Krigen 1848-1851: September 1850. (Efterskrift til Politivennen)

12. september 1850 Slaget ved Mysunde. 

Efter at toldforskellen mellem kongeriget og hertugdømmet er ophævet, og toldafgifterne for et væsentlig antal varegenstande af alle arter er blevet forhøjet i det slesvigske, har naturligvis købmændene måttet forhøje deres varepriser og i de fleste tilfælde stillet dem lige med dem i kongeriget. Men det vil nu også være højst nødvendigt at mål og vægt ved en lovbestemmelse bliver gjort lige med kongerigets, fordi køberen ellers for de samme priser som i kongeriget kun får målt og vejet efter det slesvigske, ringere mål og vægt. Det danske lispund har 16, det slesvigske kun 14 pd., den slesvigske alen er en sekstendedel kortere end den danske. Det ville derfor være at ønske at regeringen snarest muligt lod indtræde en udjævning i denne henseende.

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850.

Fra Flensborg skrives under 18. septbr. I Eidersted er omtrent en snes bønder og karle blevet

arresteret, fordi de med høstforke etc. har overfaldet tre danske soldater som kom i deres egn for at indkøbe noget smør til kompagniet. De tre soldater havde forsvaret sig godt mod overmagten og bragte et af disse forrykte mennesker med ind til kvarteret. Denne person angav de øvrige som derpå blev afhentede af dragoner. - Ellers er man i Tønning og i Eidersted ikke utilfreds med det nye (danske) regimente og glæder sig ved udførselstoldens afskaffelse på kvæg, en foranstaltning der nu kommer tilpas ved den atter åbnede direkte forsendelse til London. Hovedsagen er for disse mennesker at landet får fred. De er ligesom i andre egne inderlig kede af krigen. (Dvk.)

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850

Notitser begyndte nu at antyde repressalier mod modstandere af danskernes tilstedeværelse, og en egentlig dæmonisering af disse opsætsige kan man læse i Ribe Stifts-Tidende:

Fra Slesvig skrives i "Nieders. Zeit." af 14. ds.: "Bortsendelsen af et antal fruentimmer og børn herfra over Flensborg og København og Holsten synes at være en hård forholdsregel; men vedkommende må virkelig alene tilskrive sig selv denne hårdhed. Når fruentimmerne ikke under belejringstistanden kunne lægge bånd på deres tunge, men udskældte soldaterne, ja endog (som man påstår) spytte efter dem, og overhovedet te sig som om de ikke var ved deres fem, så er det vist det bedste at de bliver bortsendt i nogen tid for at lære verden at kende. Opsætsighed bør ikke tåles. Armeens disciplin er fortræffelig og den har allerede vundet en stor del af befolkningen. Det gælder blot om at forjage oprørets dæmon; Sydslesvigerne er loyale; men beboerne er meget uvidende og læser for det meste dårlige ugeblade, på hvilke de trods de håndgribelige løgne, tror som på et evangelium. Går man blot nogenlunde godt klædt, tager enhver hatten af for en, om han også ser ham første gang. Deres bortløbne embedsmænd havde tyraniseret dem forfærdeligt; det var dem forment at være af anden mening end de ordførende advokater, eller i alt fald umuligt, når de ikke ville betegnes som "danske" og stå i fare for at miste deres borgerlige næring. Den der desuagtet opponerede, blev gjort latterlig og derved tvungen til at tie, og tav han desuagtet ikke så blev han erklæret for forrykt eller købt af de danske. 

Beseler der var advokat her, befandt sig tidligere i meget slette omstændigheder, så at han tit forgæves måtte sende bud hele byen om for at opdrive 100 daler; det var først kollekten i Tyskland og siden revolutionen, der bragte ham paa benene. Han var oppe at kives med sine medsammensvorne om de sammenbetlede penge; de ville have dem betragtede som slesvig-holstensk nationalejendom; men han påstod at de tilhørte ham. Endelig kom man til et forlig; han fik en del af kapitalen for at betale sin gæld og renterne af det øvrige. Man spekulerede allerede dengang i stilhed på de kongelige kasser i Rendsborg. Før så Slesvigs højere embedsmænd med foragt ned på advokaten Beseler; da regenten Beseler viste sig så standsede de i seks skridts afstand og gjorde front for den forrige advokat. (Vejle Avis).

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850.

29. september-6. oktober 1850 belejrede den slesvig-holstenske hær forgæves Friedrichstadt, hvorved byen led omfattende ødelæggelser af bombardementet og de efterfølgende kampe. Allerede på dette tidspunkt var det slesvig-holstenske nederlag dog forudsigeligt, aviserne beskæftigede sig nu med "oprydningen" af embedsmænd.

"Surprise of Holstein patrol", illustration fra Illustrated London News, 19. oktober 1850.