23 oktober 2020

Afsættelse af Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de seneste embedsbesættelser i hertugdømmet Slesvig - hedder det i Kolding Avis - nævnes også at pastor P. Heinsen i Brørup og Lundsund er blevet konstitueret som provst for Eiderstedt provsti og hovedpræst og diakonus i Garding. Det er os vel ubekendt hvad der særlig har foranlediget at kirkeprovst Feddersen og diakonus Scholtz i Garding er blevet afsatte. Naturligvis er deres almindelige renitens fuldkommen tilstrækkelig til at fjerne dem fra deres embeder. Men ubegribeligt forekommer det os på den anden side hvad der kvalificerer hr. pastor Heinsen til at konstitueres i 3 så vigtige embeder på en gang. Vi har vel hørt at han skal have stillet sig til regeringskommissærens disposition med det tilføjende at han er en født ditmarsker, men der må da visselig være stor trang på pålidelige og dygtige præster når en sådan tilfældig omstændighed skal have forskaffet pastor Heinsen disse embeder. Dersom det gælder om Adelby sogn, hvad "Fl. Corr." forleden dag bemærkede, at der er kommet af aften og i aften ved at blive af med Lorenzen og få pastor Jespersen, så gælder dette til visse i lige så høj grad om Garding. - Ikke alene er meningen om hr. Heinsen som præst her på egnen alt andet end fordelagtigt. Men uagtet han i en række af år har været præst i Jylland (tidligere i nærheden af Viborg), skal det tillige være langtfra at han lægger sympatier for Danmark for dagen. Ja det hedder endog almindeligt at han skal have åbenbaret sit tyske sindelag ved at have givet penge til et bestemt øjemed for at hædre en velbekendt tysk koryfæ.

Ribe Stifts-Tidende, 30. september 1850.

I de følgende uger beskrev Ribe Stifts-Tidende hvordan andre embedsmænd end præster fx lærere, rodemestre, blev afsat, flygtede eller fjernet, og erstattet af "dansksindede". Begejstringen over de sidste, og skadefryden over de første blev der ikke lagt skjul på. Hvis befolkningens reaktion var positiv, blev det fremhævet, mens modvilje enten ignoreret eller betegnet som vildfarelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar