26 oktober 2020

Krigsfanger i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

På et af fangeskibene i København skal ifølge "Loll. F. St." følgende spektakelstykke være blevet opført: Fangerne har altid haft lerskåle at spise af, men da de i deres "meerumschlungne" stilling keder sig forfærdeligt, slog de af og til disse skåle itu, være sig enten af kådhed eller af virkelig ond vilje for at give statskassen en nogle skillinger større daglig udgift. Hvorom alting er, oberst Lønborg der fører opsynet over krabaterne med megen bestemthed, mente "at nu kunne det være nok med disse narrestreger", og gav dem derefter maden, ligesom til orlogs, i bakker af træ, 1 for hver 4. mand. Men dette opvakte "eine tiefe Entrüstung;" brynene rynkedes, armene lagdes overkors og ingen rørte maden, og "der biedere Feldwebel" Fröhlich trådte med en majestætisk holdning frem af de tætte klynger og erklærede oberst Lønborg, "at de ikke ville behandles som matroser, at kun svin åd af trækar", kort sagt, det hele var virkelig "haarsträubend." Obersten trak rolig sit ur op af lommen og sagde derpaa idet han puttede det ned igen "inden et kvarter er maden spist." Da nu ingen havde rørt den efter den tids forløb, lod han feltvebelen lægge i feltjern i 8 dage, lod 30 af de værste Wühlere, som hans opmærksomme blik imidlertid havde udpeget, tildele hver "3 dusin" (?) og lod dem alle vide at det var deres egen sag om de ville spise eller ikke, men at de ikke fik anden mad før denne var spist, og at den altid ville blive leveret dem i træskåle.

(Ribe Stifts-Tidende, 28. oktober 1850).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar