De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Øer. "Dep. Tid." meddeler Følgende:

- - -

Den 2den Octbr. havde nogle Uordener fundet Sted i Byen Christiansted, hvortil Iværktrædelsen af en Gouvernements-Anordning af 30ie Juli d. A., der fastsætter endeel indskrænkende Bestemmelser for Handelsberettigelse paa Øen, havde givet Anledning. Hidtil har paa St. Croix factisk bestaaet en saa godt som uindskrævket Frihed for Enhver til at drive Handel, og denne Frihed har ogsaa været benyttet i meget viid Udstrækning. De Misligheder, der hermed have været forbundne, og Nødvendigheden af ved faste Regler at indskrænke en ubunden Frihed, der gav den hos de lavere Klasser af Befolkningen herskende Hang til Lediggang Næring, og ofte tjente til Skjul for Løsgængeri og Bedragerier, have allerede længe været følte, og have isærdeleshed været fremtrædende, efterat Emancipationen havde givet Anledning til en forøget Tilstrømning til Byerne af Individer, der ønskede at unddrage sig fast Arbeide paa Landet. Forhandlinger bleve i 1849 indledede med Borgerraadet, som i Slutningen af Aaret indsendte til Gouvernementet et af Raadet udarbeidet Udkald til en Anordning vm Regulering af Handelsberettigelsen. Efterat dette Udkast havde været Gjenstand for Forhandlinger mellem Gouvernementet, Borgerraadet og Overrettens Justitiarius, udfærdigede den fungerende Gouverneur under 30te Juli den ovenvævnte provisoriske Anordning, hvis Bestemmelser navnlig sigte til at indskrænke det hidtil stedfundne almindelige Bissekræmmeri paa Landet og unge Menneskers Omdriven med Varer, Anordningen var efter Borgerraadets bestemte Andragende fastsat at skulle træde i Kraft den 1ste October, og et indkommet Aadragende om at Iværksættelsen maatte udsættes, blev afslaaet af Gouverneuren, da Borgerraadet ved en Deputation anholdt om , at ingen Udsættelse maatte finde Sted. Da Gouverneuren imidlertid kom til Kundskab om, at enkelte af Anordningens Bestemmelser havde givet Anledning til Misforstaaelse. og at de vare affattede saaledes, at de ved en stricte Anvendelse vilde træffe den Deel af Befolkningen i Byerne, som hidtil havde havt deres væsentligste Erhverv af Handel med Fornødenhedsgjenstande af egen Industri, mere end det ved Anordningens Udfærdigelse var forudsat som nødvendigt, havde han under 28 Septbr. meddeelt Politimestrene en nærmere Fortolkning af disse Bestemmelser, som Rettesnor ved Anordningens Gjennemførelse. Nogen Røre var ikke desto mindre frembragt blandt de lavere Klasser af Befolkningen, navnlig i Christiansted. Den 1ste October, Dagen da Anordningen traadte i Kraft, skete Intet, men Dagen efter gav Anholdelsen af et Par Sælgersker, om hvem der var flere Anmeldelse til Politiet, at de overtraadte Anordningen ved at drive omkring paa Landet, Anledning til, at en Deel Folk af den laveste Klasse samlede sig udenfor Retshuset og kastede med Steen, da Politiet vilde drive dem bort. Efterat dette var passeret, slog endeel Pøbel Vinduerne ind i et Huus, som er beboet af Colonialsecretair Elberling, og senere angreb den paa samme Maade et Huus, som tilhører en Kræmmer Lindo, der har en stor Boutik af Kramvarer. Videre Uordener bleve dog her forhindrede, og imidlertid blev der sendt Melding til Gouveneuren, der befandt sig paa et Landsted omtrent en halv Miils Vei fra Byen. Denne tog øieblikkelig ind til Byen og efter hans Ankomst til Gouvernementshuset forsamledes en Hob Folk sig udenfor Huset. Gouverneuren beroligede dem ved nogle faa Ord, hvorpaa Mængden paa hans Opfordring adspredte sig. I mindre end en halv Time efter hans Ankomst til Byen var Alt roligt, og ingen Uorden havde senere fundet Sted. Militair Magt anvendtes ikke; en halv Snees Mand blev reqvireret af Politimesteren, men ikke benyttet. Hverken Landbefolkningen eller Bybefolkningen i Frederiksted havde taget nogensomhelst Deel i det Forefaldne.

Med Hensyn til Udviklingen af Forholdet imellem Arbeidsherrerne og Arbeiderne paa Landet paa St. Croiz efter Udgivelsen af det provisoriske Arbeiderreglement af 26de Januar 1849, indeholde de fra Gouvenementet modtage Beretninger Følgende:

Kort efter Emancipationen forlangte Arbeiderne paa et meget stort Antal Plantager deres hele Betaling erlagt i rede Penge. Dette var en naturlig Følge af de nye Forhold, idet Arbeiderne undervurderede Værdien af de leverede Provisioner, ønskede anden og bedre Føde, og overvurderede Pengebetalingen. Den under Slaveriet tilstaaede allowance (Ration af Provisioner in natura) var rigelig og beregnet paa at udgjøre Negerens saa godt som eneste Føde. Mange, som havde Leilighed til at skaffe sig andre Fødemidler, havde allerede under Slaveriet ikke Brug for deres fulde Allowance, og solgte en Deel deraf til Byerne for en Priis langt under deres Værdi. Efter Emancipationen blev dette naturligviis hyppigere Tilfældet, og en Deel af Landnegerne foretrak desaarsag at erholde Betaling istedetfor Provisioner. 

Planterne vare derimod i det Hele ugunstig stemte imod Betaling af den hele Løn i Penge alene; Credit paa Provisioner var lettere at erholde end Laan af rede Penge. Nogle frygtede, at Betaling i Penge alene vilde lede til en mere udstrakt Dyrkning af Provisioner blandt Negerne, større Industri, deraf følgende større uafhængighed og endelig Tab af den fornødne Arbeidskraft fra Sukkerdyrkningen. Andre mente, at derved vilde foranlediges Mangel og Dyrtid paa Provisioner, da det, naar Negerne skulde indkjøbe dem en detail i Byerne, var at befrygte, at Kjøbmændene ikke til enhver Tid vilde have tilstrækkelige Beholdninger, og at Priserne saaledes til enkelte Tider vilde blive opskruede, hvoraf det let kunde blive en Følge, at Arbeiderne ei altid vilde have Føden i saa rigeligt Maal som tilforn, og at især Børnene, der efter Emancipationen kun erholde Betaling, forsaavist de kunne arbeide, og altsaa nu i Almindelighed skulle underhodles af Forældrene selv, vilde komme til at lide Mangel. 

Disse befrygtede Følger af, at Valget imellem Penge og Provisioner var overladt til Arbeiderne selv, indtraadte imidlertid ikke, og Betalingsmaaden ordnede sig af sig selv paa den for samtlige Parter fordeelaftigste Maade, efterhaanden som Orden og Tillid vendte tilbage. Arbeiderne vendte lidt efter lidt tilbage til at tage allowance, og Betaling i Penge allene er bleven sjeldnere og sjeldnere. Paa 4 Plantager, hvor Arbeiderne siden Emancipationen have erholdt deres fulde Løn i Penge, have de betinget sig allowance fra 1ste Octbr. d. A. Uagtet Lønnens Art selvfølgelig beroer paa Overeenskomsten ved Contractens Ingaaelse, gjøre Planterne ingen Vanskelighed med at gjøre Forandring heri; kun fordres i Almindelighed, naar Arbeiderne ønske at ophøre med at tage allowance, at Plantagens Beholdning af Provisioner først skal opbruges. Den 1ste August d. A. tog i Frederikssteds Distrikt de 9/16  allowance og kun 1/16 Pengebetaling allene. I Christiansted- og Center-Distriktet toge paa 70 Plantager alle Arbeiderne og paa 15 de Fleste allowance; paa 11 Plantager havde de fleste Arbeidere og paa 21 alle Arbeidere betinget sig deres hele Løn i Penge. Paa enkelte Plantager toge Arbeiderne een Uge allowance og den næste Uge fuld Løn i Penge. 

Under Slaveriet bestod den lovbestemte allowance af 6 Qvart (8 Pd. dansk Vægt) Mais-Meel om Ugen for hver Arbeider over 15 Aar; 5 Qvart for Arbeidere mellem 10 og 15 Aar, dog et Crookgang (de, som bringe Rørene med Muler fra Marken til Møllen) erholdt samme allowance som Arbeiderne over 15 Aar; 3 Qvart for Børnene mellem 6 og 10 Aar, og 2 Qvart for dem under 6 Aar - Alt foruden det vedtagne Qvantum Sild, 7 a 11 efter Størrelse, eller istedetfor samme tørret Fisk, hvoraf en Ration udgjør 1½ Pd. Den samme allowance gives ogsaa nu, med Undtagelse af den for Børnene betsemte, idet disse, som ovenberørt, nu kun erholde allowance, forsaavidt de arbeide. I Reglen er det fordeelagtigt for Arbeiderne, at tage Provisioner istedetfor deeres hele Løn i Penge, da de som ofteste ved Detailindkjøb i Byerne maa betale deres Mais-Meel og øvrige fornødenhder dyrere, end de beregnes dem, naar de tage allowance. Have Arbeiderne ikke brug for deres allowance til dem selv og deres Fjerkræ, kunne de sælge deres Overflod til Bynegerne. Ogsaa for Planterne vil det, naar ikke Priserne paa Provisioner stige høit, være fordeelagtigere at levere allowance til deres Arbeidere end at betale hele Lønnen i Pegne, og fra det Offentliges Synspunkt har denne Forholdenes Ordning den Fordeel, at Indførelsen af Mais-Meel i Reglen vil blive stadigere, naar det kan sælges en gros, end naar det skulde udsælges en detail. 

Da efter de foranførte Oplysninger den store Majoritet (omtrent 9/10) af samtlige Markarbeidere erholde en større eller mindre Deel af dres Løn i Fødemidler in natura, vi Følgen heraf være, at Tolden paa Mais, Meel væsentlig falder paa Plantage-Eierne, hvoved disse imidlertid hverken have lidt Tab eller ville komme til at lide Tab, saalænge Priserne paa Melet ikke stige meget høit. Da den provisoriske Toldanvisning af 26de Marts 1849 udkom, stod Prisen i 18 Dollars pr. Fad, og holdt sig heri indtil Midten af Aaret, hvorefter den successive steeg til 24, og da igjen successive faldt til den nuværende Priis 20 Dollars. I den allerseneste Tid er den imidlertid begyndt at stige igjen til 21 a 22 Dollars. Disse Priisforhold angives almindelig alene at afhænge af Priisforandringerne i Amerika. Den arbeidende Classe lever forøvrigt ikke af Mais-Meel alene. Saavel Hvedemeel som Hvedebrød consumees i betydelig Mængde af Arbeiderne, og endeel af det Mais-Meel, som indføres til Øen, forbruges til Kreaturføde. Landnegerne sælge ogsaa endeel af deres Ration af Meel til Bynegerne, som derved erholde det billigere end i den sædvanlige Detailhandel. Derved lettes Prisen for den Fattige i Byerne, der ellers sandsynligviis vilde lide mere ved Tolden end Landnegerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1850, 2. udgave).

Krigen 1848-1851: November 1850. (Efterskrift til Politivennen)

Ved reskript af 8. d.s. fra den kgl. regeringskommission indrømmes i staden Aabenraa ifølge de deputerede borgeres og kirke- og skolekollegiets andragende, dansk og tysk som kirkesprog lige rettighed, således at der prædikes skiftevis dansk til højmesse og tysk til aftensang den ene søndag, og tysk til højmesse og dansk til aftensang den anden søndag. I skolerne derimod skal dansk være undervisningssprog mens børnene dog grundig skal undervises i tysk. 

Ribe Stifts-Tidende, 18. november 1850.

I "R. pr. Zeit." læses følgende: "Man tror måske at de danske og de slesvigholstenske soldater hader hinanden. Deri tager man meget fejl. I slaget hvor pligten byder det, skyder de hinanden ned. På forpost derimod ser man dem hyppig at underholde sig fredeligt med hinanden, stoppe af hinandens tobakspunge, drikke hinanden til at deres feltflasker eller "gøre vekselforretninger sammen, idet de danske gerne søger at få de slesvig-holstenske kassesedler som de har frataget de faldne, ombyttet med sølvpenge hvoraf de da ofte nøjes med hvad slesvig-holstenerne just tilfældigvis har hos sig. For for disse har papirpenge slet ingen værdi. Dersom der virkelig er noget om dette forpostvenskab mellem de to krigsførende partier, så må man tilstå at det vist nok er sjældent at se folk med så megen gemytlighed skyde hinanden ihjel." Hertil bemærker "Fl. Z." at det er så meget sørgeligere at se anstifterne og lederne af den holstenske opstand vedligeholde et fjendskab der som man også af dette eksempel ser slet ingen rod har i folket.

Ribe Stifts-Tidende, 29. november 1850.

29. november 1850 trak Preussen al støtte til slesvig-holstenerne efter pres fra de europæiske magter. 

7. december 1850 blev general von Willisen afskediget. 

15. december 1850 foregik den sidste krigshandling ved Kochendorf. Krigen havde da kostet 2.128 danske og 1.284 tyske faldne (i alt 4.412) og 5.797 danske og 4.675 tyske sårede (i alt 10.472). Til sammenligning Dybbøl 1864: 378 faldne og 910 sårede danske, og 263 faldne og 689 sårede preussiske/østrigske.

Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvig. "Dv." meddeler følgende fra Husum den 31te October:

- Af væsentligt Nyt haves intet. Tre herværende Tjenestepiger, hvoraf to staa i Condition hos den bortflygtede Amtsforvalter Getzer, ere af vor Commandant ikjendte 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, fordi de, trods skærpede Advarsler, have smykket herværende faldne Insurgenters Grave med symboliske Krandse. man undrer sig over, at de, som have bundet Krandsene og ledet Demonstrationen, nemlig Fru Klincke (Beselers Søster), hendes to Frøkendøtre og Gartnerdatteren Jomfru Thegen, ikke ere satte paa Vand og Brød, men at de stakkels afhængige Tjenestepiger ene skulle undgjælde.

Forleden Dag vendte paa et Dampskib en Mængde Husum-Indvaanere, som i Sommer vare flygtede, fra Hamborg tilbage hertil, tilsyneladende i en Stemning, der sagde, at de mistvivlede paa deres Sag og nnu vilde føie sig i Forholdene. De bleve satte under Politiets Opsyn. Ved en Visitation, som foretoges hos dem, inden de kom iland, fandtes en saadan Mængde forseglede Breve hos dem, at de Multker, de herfor have at udrede til Postkassen, skal beløbe sig til circa 100 Mrk. Blandt disse hjemkomne Flygtninge findes ingen Embedsmænd. Disse udeblive, og at de i det Fjerne lide Savn nok, kan man tænke sig, da de fik bort, uden at modtage enten Vinterklæder eller Andet, fordi de antoge, at deres Undvigelse til Holsteen kun vilde vare nogle Dage. Tilliden dengang til Willisen og hans Hær var endnu usvækket. Nu har Amtsforvalter Setzer skrevet hertil og bedet om faae sin Garderobe udleveret, hvilket er blevet ham tilstedet. Medens Bombardementet og Stormen af Frederikstad den 4de Octbr. stod paa, opholdt henved 80 bortflygtede embedsmænd sig sønden for Staden og Eideren paa Holsteensk Grund, afventende det Øieblik, da Holsteinerne indtoge Byen og fordreve de Danske, for derpaa at gaae tilbage til deres embeder her og i det øvrige sydvestlige Slesvig. Frederikstad, som ved en kanonade, der ille tillod Nogen at tælle til Fem mellem hvert Skud, borgede for et heldigt Udfald. At det desuagtet kom anderledes, vakte stor Fortvivlelse, og bestemte Setzer til nu at see at faae sine Vinterklæder tilsendte.

Under Frederikstads Bombardement viste Husums Indvaanere sig fra en smuk Side, idet baade de tydsk- og dansksindede i to Dage, den 4de og 5te sendte, rigtignok paa Borgermester Davids Bøn, hver Dag mange Læs Føde- og Drikkevare til den kjæmpende danske Besætning i den brændende By. Alle, Fattige og Rige, søgte at overgaae hverandre i at levere skaaret Smørrebrød, Skinke, Steg, Viin, Rum, Brændeviin, Øl osv. Vor Byes Stortydsker, Hr. Apotheker Paul (en Broder til Oberst St. Paul, der den 27de April 1849 tog Orla Lehmann tilfange ved Kolding, men faldt i Begyndelsen af Juni ved Fredericia, truffen af en dansk Kanonkugle) erklærede, at nu gik det for vidt med Husums Indvaanere, thi at sende "Fjenden" Levnetsmidler og styrke ham i de Øieblikke, der kjæmpedes mod ham, var aabenbar Vanvid.

Det er virkelig ikke langt fra, at Husum om føie Tid kan i det Smaa lægge samme gode Aand for Dagen, som Flensborg saa længe har gort i det Store, og blive et Støttepunkt for Troskab og Loyalitet her i Egnen. Endog vore Drenge paa Gaderne synge nu: "Dengang jeg drog afsted" osv., hvortil de afvexlende nynne Melodien: "Dansken har Seier vundet" etc. Nu er et stort Antal indvaanere i Begreb med at anskaffe et Monument for de her begravede danske militaire. Disses fælles Grav paa Kirkegaarden vrimler af smaae danske Faner, og hver dansk Soldats Kiste prydes af de trosindede Damer, i hvis Spidse den fædrelandsksindede Fru Ebert staaer, med to Krandse,ligesom ogsaa Graven hver gang udsmykkes af dem. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. november 1850, 2. udgave. Uddrag).

Der blev senere opsat et monument for de faldne danske. Et krigsmonument for de faldne slesvigholstenere blev først opsat i marts 1865. En navneliste for de danske, østrigske og slesvigholstenske soldater findes her.

I Frederikstad findes en 3 m høj obelisk for de 53 danske soldater, der faldt under Frederiksstads belejring fra 29. september til 4. oktober 1850. Monumentet blev indviet den 13. januar 1853 af feltprovst Høyer Møller. Oberst Helgesen var indbudt, men kom ikke. Angiveligt pga. gigt, sandsynligvis dog pga. hans afsky for offentlig fremtræden. Der er også et mindesmærke for de slesvig-holstenske soldater. 

Slesvig den 4de Novbr. I tydske Blade opfordrer under 18de f. M. en "Humanitets-Forening i Osnabruck" til Pengebidrag for at understøtte de Familiefætre, der i Juli d. A. frivilligen have forladt Slesvig og derved skal være geraadede i stor Trang. Nu kan det vel være enhver dansk Mand ligegyldigt, om, hvorledes og hvormeget de Ligesindede vilde af Humanitets- eller andre Hensyn bidrage til at forbedre disse bortflygtede Insurgenters nuværende uheldige, men i ethvert Tilfælde selvvalgte Stilling; dog Opfordringen indeholder endeel Præmisser, hvis Usandhed Indsenderen ikke kan undlade at fremhæve neget. Naar der saaledes anføres, at "flere tusinde tydske Familiefædre" have rnaattet forlade deres Hjem i det Slesvigske, hører dette Tal vistnok til de sædvanlige Overdrivelser; thi deres Antal udgjør dog næppe mere end i det høieste "flere hundrede". Var det i Virkelighed flere "tusende", navnligen "tydske" Familiefædre, der havde forladt deres herværende Domicil, da var dette iøvrigt et yderligere Beviis for Nødvendigheden af en Forandring i de hidtil bestaaende Forhold, og ikkun billigt, at disse Mange snarest forlode et Land, der er mere dansk end tydsk, for at vende tilbage til deres oprindelige Hjem: Tydskland, der burde kunne brødføde sine egne Sønner. Dernæst siges, at de have forladt Slesvig for at undgaae "Fangenskab og Mishandling af de Danske". Hvoraf vide de dette? Naar de ikke vare sig brødefulde Handlinger bevidste og havde en god Samvittighed, kunde de bestemt have forblevne uanfægtede hjemme, og fra et upartisk Standpunct maa det erkjendes, at Mange iblandt dem, der stode i Spidsen for en Menighed og en Familie, samt forvaltede et dem anbetroet Embede, burde have have moralsk Mod til at blive paa deres Post og opfylde deres Pligt, ogsaa som - Familiefædre. Der anføres, "at Statholderskabet ikke tilsteder dem at tage Deel i Kampen for Hertugdømmernes Sag." Er dette sandt, er da Grunden nok ene den, at de ansees for at være uskikkede dertil; thi det er en Kjendsgjerning, at en stor Mængde af disse bortflygtede Familiefædres kampdygtige Sønner tjene i Insurgenternes Hær, og flere af disse ere allerede faldne eller fangne i denne Kamp. Endelig anføres, vel for at vække større Medlidenhed for disse Flygtninge, at de ere "i Angst og Sorg for deres Tilbageblevne, om hvis Skjebne de ere i fuldkommen Uvidenhed". Hertil kan bemærkes, at Mange vel have stor Grund til at nære Sorg for dem, de saa ubetænksomt og uskaansomt have forladt i deres politiske Ruus, men at Ingen behøver at leve og at næppe Mange leve uvidende om deres Skjebne, og en flittig Correspondence uhindret finder Sled imellem de Bortflygtede og deres Tilbageblevne.

Hertugdømmet Slesvig. ("Officiel Tidende)", Entledigelse. Under 24de October er den constituerede Borgermester og Politimester i Staden Slesvig, Etatsraad Scrader, fritaget for Bestyrelsen af Borgermesterembedet.

Under f. D. er Pastor Carstens entlediget fra sit Embede, som Sognepræst ved St- Johannis Menighed paa Föhr.

Under 25de f. M. er Etatsraad Thielsen entlediget fra sit Embede som Directeur ved Døvstummeinstitutet i Slesvig.

Under 20de f. M. er Rector og 1ste Lærer ved Borgerskolen i Tønder, Petersen, entlediget.

Under 28de f. M. ere entledigede: Pastor T. L. Bjørnsen, efter Ansøgning, fra sit Embede, som Sognepræst i Skodborg under Haderslev Provsti; og Pastor Kühl, fra sit Embede, som Sognepræst ved den nye Kirke paa Pellworm.

Udnævnelser. Under 24ee October er Justitsraad og Committeret i Finantsministeriet, Feddersen, constitueret som Borgermester i Staden Slesvig.

Under 25de s. M. ere konstituerede: Pastor Mørck-Hansen, som Sognepræst i Feldsted under Apenrade Provsti; og const. Borgemester i Slesvig, Justitsraad Feddersen, som Directeur ved Døvstumme-Institutet sammesteds.

Under 28de f. M. er hidtilværeude constitueret Sognepræst i "Gross"- og "Klein" - Solt, under Flensborg Provsti, lic. thieol. E. H. Hagerup, udnævnt til Sognepræst sammesteds.

Under 29de f. M. er Capellan ved Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn, Pastor H. P. Kofoed-Hansen constitueret som Sognepræst ved Mariekirken i Haderslev.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1850, 2. udgave)

Bandholms Sundhedstilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Det forundrede mig ikke lidt under mit Ophold i Bandholm at erfare, at flere af Stedets agtværdige Indbyggere, der havde viist mig megen Godhed og venlig Forekommenhed, vare blevne stødte over de i "Berl. Tidende" indførte Yttringer om Bandholms stinkende Rendestene og Grøfter. Ved imidlertid, især efter at have forladt dette Sted, at bringe i Erfaring , hvorledes disse Yttringer ere blevne mistydede af Mange saaledes som om Bandholm var en usund og stinkende Plads, en sand Pøl og Uhumskhedens Sæde, har jeg ikke blot fundet det ganske naturligt at flere af Bandholms Beboere have fundet en saadan Forestilling om deres Opholdsted ubehagelig, men tillige maa jeg, hvem Skylden for denne falske Forestilling tilskrives, føle mig foranlediget til i flere Henseender at berigtige samme. Først og fremmest maa jeg da bemærke, at jeg ikke vidste, at disse Yttringer om Rendestenene o. s. v., som jeg har brugt i mine Indberetninger til det kongl. Sundheds-Collegium, vilde blive fremdragne i de Udtog, som uden min Medvirken bleve fremstillede og indførte i "Berl. Tid.". Det kunde saaledes aldeles ikke falde mig ind, at de kunde foraarsage Bandholms Familier udenfor Bondestanden Ubehageligheder. Ved sammes Offentliggørelse har vedkommende Autoritet derhos naturligviis kun havt til Hensigt, at gøre Folk, ogsaa paa andre Steder, opmærksomme paa at Bortfjernelsen af alle Slags Ureenligheder udenfor og omkring, saavelsom i Husene er vigtig for Sundhedens Bevarelse, især naar en Choleraepidemi truer. Det er øvrigt desværre ikke første Gang, at jeg har erfaret, at de ubehagelige Iagttagelser, som en Læge ofte gjør, især under Epidemier, meget let misforstaaes naar de offentliggøres. Kun Livets Skyggesider, Alt hvad der kan antages at være skadeligt for Sundheden, vedkommer ham under disse Omstændigheder, hvorimod Lyssiderne, det Skjønne og Behagelige, som Stedet og sammes Forhold kunde have, ikke vedkomme ham som Læge. Han maa lede efter Alt hvad der er skadeligt, ubehageligt og stygt og finder derfor ogsaa langt meer deraf end man seer uden specielt at henvende sin Opmærksomhed paa Ting fra hvilke man ellers helst bortvender sine Sandser. Derfor ere de med de locale  Forhold ellers velbekendte Folk, som ikke netop have fulgt Lægen ved hans Undersøgelse over de skidne og ubehagelige Forhold, meget tilbøjelige til at finde hans Angivelser noget overdrevne, og da disse foraarsage dem Ubehageligheder ved at fremkalde vrangforestillinger hos andre Folk, der miskende det lægevidenskabelige Standpunct, og i Angivelsen søge en Skildring fra et almindelig humanistisk Standpunct, saa blive de vrede over Lægens velmeente Yttringer. Saaledes fremmanede nogle Iagttagelser fra Færøerne, som jeg for nogle Aar siden meddeelte i "Bibl. for Læger" en sand Storm af Uvillie blandt de gode Færinger, der førhen følte lige saamegen Velvillie for mig, som jeg for dem. Denne Uvillie var saa stærk og seig, at den et heelt Aar derefter skaffede sig Luft i en lang Række af giftige Artikler imod mig i et Blad som kaldtes "Dagbladet. Vel behøver jeg ikke at frygte for at have paadraget mig en saa heftig Vrede i Bandholm ved mine Yttringer over de stinkende Rendestene osv., men for at forebygge enhver Misforstaaelse finder jeg ret dog passende i den Anledning her at meddele negle Bemærkninger over Bandholm.

Denne Plads har en ligesaa smuk, som almindelig, viis sund Beliggenhed, idet den ligger paa en for en laallandsk Egn ingenlunde meget lav, frugtbar Slette, omgivet af herlige Skove og aaben imod Havet, ligeover for Askø. Den bestaaer af to i mange Henseender forskjellige Dele, Ladepladsen med Toldstedet og den egentlige Bondebye. Ladepladsen, der beboes af Toldpersonalet og endeel andre Familier udenfor Bondestanden, er i de senere Aar bleven bekjendt som en vigtig Plads for Kornudførselen; desuden har den et godt Skibsbyggerie. Hovedgaden dannes for en stor Deel af Kornmagaziner og Rendestenene udenfor disse ere almindeligviis naturlig tørre. Bondebyen, til hvilken det betydelige og fortrinlige Jernstøberi og Bageriet kan henregnes, ligger temmelig vidtløftig spredt langs med 2 Hovedlandeveje og beboes næsten for største Delen af Dagleiere og Arbeidsfolk, som her skabe en god Fortjeneste og som for en stor Deel have forholdsviis meget gode Boliger i de af Grev Knuth opførte Familiehuse. Ved Ladepladsen angrebes kun 1 Familie af Cholera, alle de andre Sygdomstilfælde (med Undtagelse af 2 Søfolk) traf Bondebyen og i samme kun Dagleiere og Arbejdsfolk og deres Familier. Hos disse fandtes ogsaa den i andre Indberetninger omtalte huuslige Ureenlighed, der for en stor Deel var en Følge af den eiendommelige Oekonomie disse Folk føre og af Brændevinens demoraliserende Indflydelse. De stinkende Rendestene og Grøfter fandtes isser omkring og bagved Husene. Omendskjøndt flere af disse virkelig vare meget slemme, saa er det aldeles utvivlsomt, at man i de fleste af vore Smaabyer kan finde dem ligesaa slemme. I Corsøer vare de endog langt værre og større, hvorhos maa paa dette Sted forsilkrede, at de i Slagelse skulde være endnu værre. Hvorvidt dette er Tilfældet veed jeg ikke, men i selve Kjøbenhavn vilde det vistnok være let at finde dem uovertrufne af dem i Bandholm og Corsøer, naar man ret vilde lede efter dem. At dette endog ikke behøves sees af et Brev i "Nord og Syd" til Herr Cholera, hvori denne Gjæst opfordres til, uden at gjøre et egenntligt Besøg, blot at vise sit Aasyn paa en af denne Gades Skorsteenspiber, for at Adelgaden med sine Naboer Borgergaden og Helsingørsgaden kunde blive befriede for den Stank hvoraf de laborere. Jeg troer dog ikke at Kjøbenhavnerne og navnlig Adelgadens Beboere have taget Herr Goldschmidt denne velmenende Spøg ilde op.

Corsøer, den 1ste November 1850
Panum

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1850, 2. udgave).

Peter Christian Koch (1807-1880): Læge og fysiolog Peder Ludvig Panum (1820-1885). 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Lægen og fysiologen Peter Ludvig Panum (1820-1885) har givet navn til Panum Bygningen. Panum var på Færøerne i 1846 og forfattede året efter den verdensberømt "Iagttagelser - uner Mæslinge-Epidemien paa Færøerne i Aaret 1846". Hans beskrivelser af færingerne fik imidlertid nogle i Danmark boende færinger til at gå til angreb mod ham. På Bandholm fik han en gade opkaldt efter sig.

Krigsfanger i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

På et af fangeskibene i København skal ifølge "Loll. F. St." følgende spektakelstykke være blevet opført: Fangerne har altid haft lerskåle at spise af, men da de i deres "meerumschlungne" stilling keder sig forfærdeligt, slog de af og til disse skåle itu, være sig enten af kådhed eller af virkelig ond vilje for at give statskassen en nogle skillinger større daglig udgift. Hvorom alting er, oberst Lønborg der fører opsynet over krabaterne med megen bestemthed, mente "at nu kunne det være nok med disse narrestreger", og gav dem derefter maden, ligesom til orlogs, i bakker af træ, 1 for hver 4. mand. Men dette opvakte "eine tiefe Entrüstung;" brynene rynkedes, armene lagdes overkors og ingen rørte maden, og "der biedere Feldwebel" Fröhlich trådte med en majestætisk holdning frem af de tætte klynger og erklærede oberst Lønborg, "at de ikke ville behandles som matroser, at kun svin åd af trækar", kort sagt, det hele var virkelig "haarsträubend." Obersten trak rolig sit ur op af lommen og sagde derpaa idet han puttede det ned igen "inden et kvarter er maden spist." Da nu ingen havde rørt den efter den tids forløb, lod han feltvebelen lægge i feltjern i 8 dage, lod 30 af de værste Wühlere, som hans opmærksomme blik imidlertid havde udpeget, tildele hver "3 dusin" (?) og lod dem alle vide at det var deres egen sag om de ville spise eller ikke, men at de ikke fik anden mad før denne var spist, og at den altid ville blive leveret dem i træskåle.

(Ribe Stifts-Tidende, 28. oktober 1850).