Krigsretssag. ("Dep.-Tid.") Ifølge Krigsministeriets derom indlagte allerunderdanigste Forestilling blev det under 27de April d. A. af Hs. Maj. Kongen bifaldet, at forhenværende tjenstgjørende Major af det 2det Artilleri- Regiment, Carl Christian v. Schütz, R. af D., der alt tidligere var bleven belagt med Varetægtsarrest, skulde for sit under Insurrectionen i Hertugdømmerne udviste Forhold fremstilles for en ifølge allerhøieste Resolution af 26de s. M. i Staden Slesvig nedsat Generalkrigcommission, bestaaende af: Gen.-Major E. L. H. v. Flindt, C. af D. og Dbmd., som Præses; som Assessorer: Oberst af Infanteriet H. R. v. Thestrup, C. af D. og Dbmd. Oberstlieutn. af Infanteriet L. C. v. Bentzen, R. af D. og Dbmd., charakt. Oberstlieutn. af Cavalleriet B. v. Marcher, R. af D. og Dbmd., og Major af Infanteriet F. E. v. Lange, R. af D. og Dbmd.; samt at fungere som Auditeur: Auditeur M. A. Monrad.
Ved Generalkrigscommissionens Dom af 20de August sidstl. er derefter bemeldte Officeer, for Deelagtighed i Oprør og Landsforræderi, i Henhold til den 21de Krigsartlkel bleven anseet med den i Lovens § 6-4-3, cfr. 6-4-1, og Fordng. 24de Septbr. 1824 § 1, fastsatte qvalificerede Livsstraf af at have sin Ære og sit Liv forbrudt, den høire Haand af hannem levendes afhugges , Kroppen parteres og lægges paa Steile og Hjul, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage.
Efter de optagne Forhører ere Omstændighederne ved den af Generalkrigscommissionen paadømte Sag i det Væsentlige følgende:
Arrestanten er født i Juni Maaned 1794 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader var Forvalter ved det asiatiske Compagni. Sin militaire Uddannelse modtog han paa det daværende Artilleri-Cadetinstitut i Kjøbenhavn, og blev derefter under 1ste Marts 1811 udnævnt til Officeer. Det følgende Aar blev han forsat til Holsteen, og deeltog her som Sec.-Lieutn. i Felttogene 1813 og 1814. I Aaret 1816 udnævntes han til Lærer ved den holsteenske Art.-Brigades Underofficeersskole, hvilken Post han beklædte til 1836. Imidlertid var han i 1820 bleven Premierlieutenant, og som saadan den 27de Mai 1626 bleven benaadet med Dannebrogordenens Ridderkors, og i Aaret 1829 avanceret til Sec.-Capt. I Aaret 1837 blev han udnævnt til Batterichef, i hvilken Egenskab han commanderede det holsteen-lauenborgske Forbundscontigents-Artilleri saavel ved det 10de Forbunds Armeecorps's Samling i Lüneburg i Aaret 1843 som den i Aaret 1846 stedfundne Troppesamling ved Lockstedt; i det følgende Aar blev han udnævnt til Major og som saadan tjenstgjørende ved det 2det Art.-Regt. i Rendsborg.
I sin tidligere Tjeneste har Arrestanten ikkun eengang været straffet, nemlig efter Krigsretsdom af 8de April 1823, for Myndigheds Misbrug, med 3 Maaneders Fæstningstraf i 2den Grad paa Frederiksort Fæstning, af hvilken Straf dog den ene Maaned blev ham eftergivet ved allerh. Res. af 18de s. M.
Med Hensyn til sine personlige Forhold har han forklaret, at han i Aaret 1818 giftede sig, at hans Kone endnu lever, men er blind, og at hans eneste Barn, en Datter, er gift.
Den 24de Marts 1848 om Morgenen Kl. 8½, blev der i det indre Tøihuus i Rendsborg afholdt et Møde af Gevær- og Armaturcommissionen, for hvilken han, som tjenstgjørende Major ved det 2det Artilleri-Regiment, var Præses. Dette Møde blev efter kort Tids Forløb afbrudt ved Klokkeringning i Nyværket og flere andre Tegn paa en Folkebevægelse. Da kommissionen var traadt ud af Tøihuset, saae den Hovedvagten omringet af det 5te Jægercorps, som var kommet fra Kiel, og af Medlemmer af det af kong Christian den 8de ophævede borgerlige Artillericorps i fuld Uniform, og midt imellem disse viste sig Prinds Frederik Emil August af Augustenborg. Desuden var hele Pladsen udenfor Hovedvagten opfyldt af flere Hobe af bevæbnede Borgere og sammenløbne Folk. Udenfor Tøihuset skiltes Arrestanten fra Commissionens øvrige Medlemmer, men strax efter kom Regimentscommaudeuren Oberst v. Køie til ham, og meddeelte ham, at General v. Lützow havde afgivet Generalcommandoen til Prindsen af Augustenborg. Efter Arrestantens Forklaring meddelte Obersten ham tillige, at Prindsen havde indtaget Fæstningen og givet Ordre til at Garnisonen skulde samles paa Paradepladsen, samt overdrog ham at udføre denne Ordre for Artilleriets Vedkommende; hvilken forklarings Rigtigbed Oberst v. Køie vel ikke har indrømmet, men heller ikke bestemt har turdet modsige.
Da Artilleri Regimentet dernæst under Majorens Befaling var samlet tilligemed den øvrige Garnison paa Paradepladsen, formerede tropperne en Carree, og Prindsen gav nu de forsamlede Officerer en Fremstilling af de Begivenheder i Kjøbenhavn, der skulde have fremkaldt Sammentrædelsen af en provisorisk Regiering for Hertugdømmerne, og som i det Væsentlige gik ud paa, at Kongen var berøvet sin Frihed ved en Folkebevægelse i Kjøbenhavn.
Da der fra flere Sider reistes Indsigelser herimod af de danske Officerer, erklærede Prindsen, at han ikke fortænkte de danskfødte Officerer i at de foretrak at vente tilbage til Danmark, og at han med Hensyn dertil ikke vilde lægge dem Hindringer iveien, ved hvilken Leilighed blandt flere Officerer Oberst v. Køie erklærede, at han ønskede at træde tilbage. Prindsen henvendte sig derpaa til Mandskabet, lod den provisoriske Regjerings Proclamation oplæse for det, og spurgte, om de for Fremtiden vilde adlyde dens Befalinger, hvilket af Garnisonen blev besvaret med et levende Hurra, hvorefter Prindsen trak sig tilbage.
Allerede ved denne Samling af Rendsborgs Garnison havde Oberst v. Køie og en anden officeer bemærket Arrestanten i Samtale med Prindsen, hvad der heller ikke af denne er blevet modsagt, medens han dog paa det Bestemteste har benægtet, at han alt dengang havde modtaget nogen Ordre af Prindsen, eller været vidende om at Oberst v. Køie allerede havde nedlagt Commandoen over Artilleriet.
Efterat Arrestanten havde ført Regimentet tilbage fra Paradepladsen til dets Samlingsplads ved Barakkerne, gik han derfra til Tøihuset for at tale nærmere med Oberst v. Køie om det Forefaldne. Han forestillede nu Obersten, at det under de foreliggende Omstændigheder var deres Pligt at blive paa deres Poster, og at han ansaae dette stemmende med deres Eed. Under denne Samtale blev Arrestanten kaldet til Prindsen af Augustenborg, der udenfor Tøihuset kom ham imøde med de Ord: "Hr. Major! Jeg udnævner Dem til Commandeur for Artilleri Regimentet!" Arrestanten har forklaret, at han hertil strax bemærkede, at denne Post blev beklædt af Oberst v. Køie, og at han iøvrigt ansaae det som stridende mod sin til Hans Majestæt aflagte Eed at modtage den ham af Prindsen tilbudte Commando. Da Prindsen hertil svarede, at Obersten havde nedlagt Commandoen, og at den provisoriske Regjering kun havde grebet Tøilerne for at forebygge Anarki og Oprør, at Regjeringen vilde blive ført i Kongens Navn og ham tilbagegivet, saasnart han atter var bleven fri, hvilket ventelig snart vilde ske, og at der saaledes ikke var Noget, som kunde komme i Strid med hans Eed og Pligt, erklærede Arrestanten, at om han end efter disse Meddelser kunde finde sig foranlediget til at tage Commandoen over Regimentet, kunde han dog aldrig beqvemme sig til at drage Sværdet imod sine tidligere Kammerater. Da Prindsen imidlertid forsikkrede, at Saadant ikke vilde blive forlangt af ham, men at han blot skulde fra Tøihuset provisorisk administrere Artilleriets Anliggender, erklærede Arrestanten, at han under disse Omstændigheder maatte ansee det for sin Pligt at overtage Commandoen over Artilleriet. Efterat have meddeelt Oberst v. Køie, at han havde overtaget denne, gik Arrestanten til Garnisonsparolen, der expederedes af Commandanten Oberst v. Seyffarth. Fra Parolen begav Arrestanten sig tilligemed Majorerne v. Kindt og v. Zeska hjem med Major v. Schröder, for at overlægge, hvad der under de nærværende Omstændigheder var at giøre. De bleve her enige om at indgive en Revers til den provisoriske Regjering, saalydende: "Wir Unterzeichneten erklären, dass, wenn von der provisorischen Regierung Nichts von uns verlangt wird, was gegen unseren an Sr. Majestät der König geleisteten Eid streitet; dann werden wir, bis wir den Willen unseres Königs, dem wir immer treu bleiben werden, kennen,unter den jetzigen Umständen die Befehle befolgen, welche uns von der obgenannten Regierung ertheilt werden." Denne Revers leveredes af Major v. Schröder til Prindsen af Augustenborg, som Medlem af den provisoriske Regjering, og blev af Prindsen modtaget med den Bemærkning "at det var godt." Om Eftermiddagen samme Dag afleverede Oberst v. Køie, efter Arrestantens Forklaring, som Obersten vel ikke har indrømmet, men heller ikke bestemt benægtet, Regimentet til Arrestanten , idet han med det Samme leverede Majoren et Par Nøgler til nogle Skuffer i Bureauet med Papirer, hvilke Nøgler Obersten pleiede at bære hos sig.
Den følgende Dag. d. 25 Marts, lod Prindsen af Augustenborg Arrestanten atter kalde til sig, og tilkjendegav ham, at han tillige skulde overtage Tøimesterens Forretninger, da han ikke i Artilleriets Anliggender kunde have med to Autoriteter at gjøre, og derfor allerede havde tilkjendegivet Major von Kofoed, at han skulde afgive Commandoen til Arrestanten, og Major v. Kofoed, der allerede havde modtaget den ommeldte Ordre, gav derefter Arreslanten en kort Oversigt over Sagernes Stilling paa Tøihuset, hvorpaa Arrestanten ogsaa overtog dennes Bestyrelse. Samme Dags Eftermiddag tog Arrestanten Afsked fra Oberst v. Køie i dennes Bopæl. Efter Arrestantens Forklaring levede Obersten ham ved denne Lejlighed, ved sin Ankomst til Kjøbenhavn at tale hans Sag for Hans Majestæt, saavelsom for Chefen for Artilleribrigaden , Generalmajor v. Bauditz og for Arrestantens Kammerater, samt forestille disse, hvorledes han havde anseet det stemmende med Eed og Pligt at blive og overtage Commandoen over Regimentet, ligesom Oberst v. Køie modtog af Arrestanten til Besørgelse en af denne Dagen iforveien underskreven Eedsformular som Major i Hans Majestæts Artilleri, tilligemed et Brev til Generalmajor v. Bauditz, hvori Arrestanten meddeelte denne, at han anseet det stemmende med sin til Hans Majestæt aflagte Troskabseed, ifølge den provisoriske Regjerings igjennem Prindsen af Augustenborg til ham stillede Andragende, at overtage Commandoen over Regimentet, da derved sandsynligviis vilde forebygges, at Tøihuset geraadede i fremmede Hænder. Denne Forklaring er imidlertid, forsaavidt den gaaer ud paa at Oberst v. Køie skulde have lovet at tale Arrestantens Sag, af denne paa det Bestemteste modsagt, hvorimod Obersten har forklaret, at Arrestanten ved Afskeden søgte at retfærdiggjøre sin Handlemaade og tillige leverede ham de fornævnte Dokumenter til Besørgelse paa tjenstlig Maade, hvilket ogsaa har fundet Sted.
Efter saaledes at have overtaget Commandeen over det 2det Artilleri- Regiment og Arsenalet i Rendsborg, udviklede Arrestanten en stor Virksomhed i Oprørets Tjeneste, dog uden at rykke med i Felten mod de Kongelige Tropper. Han forestod saaledes alle Udleveringer af Vaaben, og det er efter de under Sagen fremkomne Oplysninger godtgjort, at han i de første tre Uger efter Oprørets Udbrud, foruden at besørge det fornødne Skyts og Materiale til at sætte Rendsborg i Forsvarsstand, har ladet udlevere fra Arsenalet til de oprørske Tropper, Folkevæbninger, Friskarer og forskjellige af de meest virksomme Deeltagere i Oprøret over 12,000 Geværer cg 1300 Pistoler, og tillige til den daværende Friskarehøvding, Major v. d. Tann, en Mængde Redskaber til Afbenyttelse ved en projekteret Entring af de ved Kielerfjordens Indgang liggende danske Krigsskibe. Kort efter Oprørets Udbrud erfarede Arrestanten, at Hs. Majestæt i under 29de Marts havde udstedet en Proklamation, hvori Bevægelsen i Hertugdømmerne erklæredes for Oprør, og den provisoriske Regjerings Foregivernde om at handle i Hs. Majestæts Navn for falsk, hvorfor den saakaldte slesvig-holsteenske Armee blev opfordret til ufortøvet at nedlægge Vaabnene. Arrestanten henvendte sig strax i denne Anledning til Prindsen af Augustenborg, og vil endog for denne have fremsat Ønsket om at træde tilbage. Da Prindsen imidlertid svarede, at Arrestantens personlige Anskuelser om Kongens Stilling ikke kunde komme i Betragtning, men at han havde at holde sig til den provisoriske Regjering, og at han iøvrigt nu ikke kunde give ham Afsked, forblev Arrestanten rolig i den af ham overtagne Virksomhed, endog efterat udenlandske Fjender havde gjort fælles Sag med Insurgenterne, og efterat Commandoen over Insurgentarmeen var gaaet over til General v. Bonin, uden at denne var traadt ud af preussisk Krigstjeneste.
Arrestanten, der, ved som Regimentscommandeur at besørge en Indsamling til den tydske Flaade, havde forhvervet Artillerie-Regimentet det saakaldte slesvig-holsteenske Krigsdepartements særdeles Tak og Roes i en Skrivelse af 10de Juni 1848, blev under 24de Juli s. A. udnævnt til Oberstlieutenant i den saakaldle slesvig-holsteenske Armee, og anlagde i October Maaned s. A. efter Befaling ogsaa Insurgenternes Uniform; ligesaa aflagde Arrestanten ogsaa Dannebrogsordenens Ridderkors.
Da der i Juni Maaned 1848 i den oprørske Stænderforsamling blev Tale om at hæve den saakaldte Personalunion imellem Kongeriget og Hertugdømmerne, udstedte endeel Officerer i Insurgentarmeen en Protest herimod, som ogsaa under 9de August blev tiltraadt af Arrestanten, hvori de erklærede, at de kun anerkjendte den provisoriske Regjerings Proklamation af 24de Marts, og ikke vilde adlyde Urostifterne i Hertugdømmerne, men hvori de tillige udtalte, at de havde reist sig imod de voldelige Overgreb, imod de Anmasselser, imod den forræderiske Tilintetgjørelse af medfødte Retligheder, som vare aftrodsede deres arveberettigede Hertug og Konge af oprørske danske Undersaatter, og at de med meer etter mindre Lykke havde kæmpet imod en fanatiseret dansk Armees Angreb under Anførere, som med Vold havde paatvunget sig deres Hertug og Konge, samt at de i Forening med Tydsklands hæderligste Regimenter, førte af Tydsklands meest udmærkede Anførere, ogsaa fremdeles vilde gjøre Modstand og stræbe at tilkæmpe sig en ærefuld, deres Lands Rettigheder [silkrende] Fred. Med Hensyn til denne Erklæring har Arrestanten under Sagen forklaret, at han ikke havde overtænkt de enkelte Udtryk i samme, men ikkun holdt sig til Hensigten med den: en Protest imod Personalunionens Ophævelse.
Saalænge Prindsen af Augustenborg commanderede Insurgenterne, havde Arrestanten aldeles frie Hænder over Artilleriet og Arsenalet; men efterat General Bonin havde overtaget denne Commando, forefaldt der jevnligen Uenigheder, der tilsidst foranledigede et aabenbart Brud.
I November Maaned 1848 sendte General Bonin Artilleriet en afskediget preussisk Officeer v. Frankenberg-Ludvigsdorff, for at benyttes ved Artilleriet. Da Arrestanten fandt denne Officeers Papirer mistænkelige, nedsatte han i Overeensstemmelse med en af den provisoriske Regjering tidligere given Bestemmelse en Commission til at afgive Betænkning over bemeldte Officeers Ansættelse.
Commissionen erklærede ham ikke alene ikke at være værdig til Officeer, men end ikke til at ansættes som Underofficeer, hvorimod den foreslog ham til Ansættelse som Kanoneer, indtil han havde godtgjort sin Dygtighed og Værdighed. Denne Commissions -Betænkning tog General Bonin meget ilde op, lod Arrestanten kalde til Gottorp Slot, bebrejdede ham Commissionens Sammensætning, gav ham en meget skarp Irettesættelse og tilkendegav ham, at han, naar han ønskede det, strax kunde faae sin Afsked. Dagen efter indgav Arrestanten sin Ansøgning om Afsked, som ogsaa under 13de Decbr. 1848 blev ham meddeelt med Charakteer af Oberst, og blev der derhos under 29de s. M. tillagt ham en aarlig Pension af 1333 Rbd. eller 2500 Mk. Courant.
Efterat have erholdt sin Afsked indberettede Arrestanten dette i Skrivelse af 15de Decbr. til Generalmajor v. Bauditz, og udbad sig dennes Mening om sit Forhold. Paa dette Brev modtog han imidlertid ligesaalidt som paa sit tidligere noget Svar, og han levede i den følgende Tid roligen i Rendsborg.
Da Generallieutenant v. Bardenfleth kom over til Holsteen i Foraaret 1851, henvendte Arrestanten sig til denne, og modtog efter sit Sigende det Raad at henvende sig til Generalmajor v. Meza, I en Skrivelse af 31 te Marts f. A. har Arrestanten ogsaa henvendt sig til denne General, og udbedet sig, at han vilde forskaffe ham Hs. Majestæts Naade, samt udtalt, at saafremt denne blev ham tildeel, var kommandoen over det holsteenske Artilleri eller Commandantposten i Rendsborg Maalet for hans Ønsker. Paa denne Skrivelse modtog Arrestanten intet Svar, hvorimod den af Oprørsregjeringen ham bevilgede Pension ved Resolution af 11te Juli s. A. af den øverste Civiløvrighed i Holsteen blev ham frataget , og istedet derfor, indtil videre bevilget ham en Understøttelse af 1000 Mk. Courant af Invalidefondet.
Under 20de Marts d. A. indgav Arrestanten et Andragende til Krigsministeriet, hvori han udbad sig Ministeriets Medvirkning til at Hans Majestæts Naade maatte blive ham tildeel, ifald han var bleven vildledet af en urigtig Opfattelse af Forholdene, men uagtet han intet Svar herpaa modtog, vilde han dog, efter sin Forklaring, ikke henregne sig selv til de i det allerhøjeste Patent af 29de Marts d. A. fra Amnestien udelukkede Officerer, indtil han fra flere Sider blev gjort opmærksom paa, at han gjorde bedst i at begive sig til Hamborg, for at afvente Begivenhedernes Gang. Under 8de April tilskrev han herfra Hans Majestæts Generaladjutant, Generalmajor v. Scholler, og bad denne om at udvirke Tilladelse for ham til at vende tilbage ril Rendsborg, for at faae sit Forhold undersøgt, hvorpaa Generalmajoren tilkjendegav ham, at han kun vilde have at indfinde sig her i Riget for strax lig de andre fra Amnestien udelukkede Officerer at blive stillet for Forhør og Krigsret. Efterat have modtaget denne Meddelelse begav Arrestanten sig til Rendsborg, hvor han strax blev arresteret, og som Arrestant afleveret til Generalkrigscommissionen.
I Begyndelsen af den imod ham indledede Undersøgelse har Arrestanten med Bestemthed erklæret, at ligesom det kun var, fordi han havde fæstet Lid til Prindsen af Augustenborgs Forsikkring om, at Hans Majestæt ved en Folkebevægelse i Kjøbenhavn var bleven bragt i en Ufriheds-Tilstand, at han havde underordnet sig den provisoriske Regjerlng, saaledes har han ogsaa stadigen troet at have handlet efter Eed og Pligt, idet han forblev i Rendsborg, for at holde Artilleriets Sager i den regelmæssige Gang, og forhindre, at Artilleriets Styrelse kom i fremmede Hænder, hvorfor han ogsaa bestandigen betragtede sig som Hans Majestæts Officeer, og ikke som indlemmet i den slesvig-holsteenske Armee, som han selv ansaae for en Oprørsarmee. Men efterat det var blevet Arrestanten foreholdt, at han efter de foregaaende Bevægeiser i Hertugdømmerne, i Forbindelse med hvad der forefaldt selve den 24de Marts 1848, lettelig strax havde maattet kunne indsee, at der foregik Forræderi og Oprør imod Hans Majestæt, og ialtfald, efter at være kommen til Kundskab om den Kongelige Proclamation, som betegnede Bevægelsen i Hertugdømmerne som Oprør, maatte vide, at han deeltog i et saadant, at det idetmindste da havde været hans Pligt ufortøvet at forlade Oprørernes Tjeneste, og at han ved at vedblive at tjene disse, selv efterat fremmede Tropper rykkede mod Danmark, samt ved at modtage Udnævnelse til Officeer i Insurgentarmeen og endog bære dennes Uniform, ganske havde indlemmet sig selv iblandt disse, ligesom han, der havde udfoldet en stor Virksomhed i Oprørernes Tjeneste, ikke kunde siges blot at have holdt Alt i sin regelmæssige Gang, - har Arrestanten omsider indrømmet at have feilet, og kun bedet, at Hans Majestæts Unaade ikke maatte ramme ham altfor haardt.
Den ovenfor anførte, af Generalkrigscommissionen afsagte Dom er paa sædvanlig Maade igjennem Generalauditoriatet for landetaten indsendt til Krigsministeriet, og efterat Sagen er bleven refereret i det Geheime Statsraad, har det behaget HS. Majestæt Kongen ved allerhøjeste Resolution af 24de Septbr. d. A. allernaadigst at formilde den afsagte Dom derhen, at Major af det 2det Artilleri- Regiment Carl Christian v. Schütz skal have sin Charge forbrudt og hensættes til Tugthuusarbeide paa livstid. Ifølge Krigsministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har det derefter under 2den Octbr. sidstleden behaget Hs. Majestæt at resolvere, at det Domfældte under 25de Mai 1820 allernaadigst forundte Hæderstegn som Ridder af Dannebrogen fratages ham.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1852, 2. udgave).
Rendsburg, 27. Major v. Schütz har som leje i Viborg tugthus ligesom kriminelle på en halmseng. Selvom den gamle mand stadig kunne kaldes relativt frisk, var han blevet meget gammel for nylig, og hans hår var blevet snehvidt. Jeg ved ikke om det samme sker for ham, når han bliver modtaget i fængsel, som det sker for kriminelle der, dvs. om det blev barberet af. Fængselsinspektøren skal i øvrigt ikke opføre sig over for den stakkels mand uden bekymring. Hans hustru der næsten er blind, var da hun fik kendskab til sin mands forestående skæbne, rejst til København i den hensigt at opnå nåde for hans straf. Jeg tror selvfølgelig ikke på succes her; Man håbede dog, at den gamle kvinde ville have fået en lille pension eller forsørgelse dér. Men det fik hun heller ikke. Hun kom hertil igen uden at nogen i København overhovedet ville høre hende.
Rendsburg, 27. Der Major v. Schütz hat im Zuchthause zu Viborg sein Lager gleich den Verbrechern auf ainem Strohfack. Obwohl der alte Mann vergleichsweise noch rüstig zu nennen war, hatte er in der letzten Zeit doch sehr gealtert, und war sein Haupthaar schneeweiss geworden. Ob man ihm dasselbe beim Empfang im Zuchthause wie solches dort bei Verbrechern geschieht, abgeschoren, weiss ich nicht. Der Zuchthausinspektor soll sich übrigens nicht ohne Theilnahme gegen den armen Mann benehmen. Seine Frau, die fast erblindet ist, war, als ihr von dem bevorstehenden Schicksal ihres Gatten Kunde geworden, nach Kopenhagen gereisst, in der Absicht, dort im Wege der Gnade für ihn Milderung der Straffe zu erlangen. An einen Erfolg glaubt ,an hier freilich nicht; man hoffte jedoch, dass der alten Frau dort eine kleine Pension oder Unterstützung geworden wäre. Allein auch das war ihr nicht vergönnt. Sie ist wieder hier angelangt, ohne dass man sie in Kopenhagen nur hat hören wollen.
(Augsburger Anzeigeblatt. 3. november 1852)
Hamburg, 10. november. I dagens udgave af "Ham. Nachr." er der en hjerteskærende appel til kvinderne i Hamburg og Altona, underskrevet af 10 respekterede lokale damer, hvori, til støtte for den 60-årige blinde hustru til den tidligere slesvig-holstenske oberst i Viborg fængsel, v. Schütz, der efter personligt at have bedt forgæves i København om at afhjælpe sin ulykkelige mands skæbne, bliver bedt om at bo i nærheden af ham i Viborg fra nu af, selv om hendes forhold er begrænsede.
Hamburg, 10. Nov. In der heutigen Nummer der "Ham. Nachr." findet sich ein von 10 angesehenen hiesigen Damen unterzeichneter herzergreifender Aufruf an die Frauen Hamburg's und Altona's, in welchem zur Unterstützung der sechzigjährigen blinden Gattin des im Viborger Zuchthause sitzenden ehemaligen schleswig-holsteinischen Obristen, v. Schütz, die, nachdem sie vergeblich in Kopenhagen persönlich um Milderung des Schicksals ihres unglücklichen Mannes gebeten, fortan, wenn auch in noch so beschränkten Verhältnissen, gern in seiner Nähe in Viborg leben möchte, aufgefordert wird.
(Nürnberger Kurier : (Friedens- und Kriegs-Kurier). 14. november 1852)
Schütz blev benådet i oktober 1856 på forbøn af flere svenskere som ligesom ham havde deltaget i slaget ved Bornhøved i 1813 mellem danske og svenske. Det skete ifølge Fædrelandet på baggrund af at Schütz som dansk artilleriofficer (løjtnant) var blevet hårdt såret af en svensk dragonvagtmester. Svenskerne anmodede herefter Frederik 7. om benådningen. Schütz døde i september 1877.
En lignende sag var Heinrich Christopher Wilhelm v. Wasmer (1797-1878), se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. oktober 1852, 2. udgave.
