Joseph Liphards Raritetskabinet. (Efterskrift til Politivennen)

I 1840'erne optrådte Joseph Liphard(t) under titel af tamburmajor:

Vesterbroes nye Theater. - Imorgen (Søndag) gives af det Liphardtske Konstberiderselskab en stor Forestilling, hvori Hr. Joseph Liphardt, berømt i Europas største Hovedstæder som første Tambourmajor, for første Gang vil producere sig saavel paa 1 som 3 Trommer samt udføre en stor Marsch paa 6 Trommer og 6 Pauker, temponis paa eengang.

(Kjøbenhavnsposten 23. marts 1844).

I de efterfølgende annonceres også i Danmark, bl.a. med pantomime og linedans. I 1851 ses annonce for menageri med to asiatiske løver, en hyæne, en ulv, en sjakal, en zebu og abefamiie.

Menageriet

vil imorgen, Fredag d. 19de, være at see for sidste Gang. Joseph Liphardt.

(Dannevirke 18. november 1852).

Omtrent på dette tidspunkt traf Liphard en europæisk showmand som turnerede med et ungt par fra Madagaskar som ”heliophober” eller ”lysky mennesker”. Den 3. oktober 1851 skal kvinden have født et barn i Schleitz syd for Leipzig. Familien blev i november 1852 fremvist frem i Hamborgs Tonhalle, og danske aviser skrev om dem,  fx Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 14. november 1852 og Aarhus Stiftstidende 14 november 1852. De fortalte at "heliophober" levede flere meter under jorden, kunne se i mørke men var næsten blinde i sollys. beskrivelsen af deres røde øjne, hvide hud og hvide hår leder tanken hen på at det var albinoer. 

I april 1853 ankom kunstberider og impresario Joseph Liphard med familien og et menageri med løver, aber m.m. til Vejle. Her blev de udstillet på Kirketorvet. Med i truppen var sandsynligvis Jean d’Abis med ”heliophoberne”. Turneen omfattede også et længere ophold i Tivoli i København til i hvert fald i 1853 og 1854. Showet besøgte bl.a. også Horsens, Århus, Nykøbing S., I 1855 turnerede han igen rundt med dem, i hvert fald til 1857

Menneskeudstillinger udgav sig for at være lærerige, og ikke kun som simple raritetsudstillinger idet man også udstillede fx eksotiske natursjældenheder, insektsamlinger m.m.

Joseph Liphardt er for Tiden i Kolding med sit Menageri, der bl. A. indeholder to store asiatiske Løver og en Panther. Endvidere, som særdeles mærkværdig: 3 levende Heliophober, eller en lyssky Familie, bestaaende af en Mand paa 30 Aar, en Kone paa 26, og et Barn paa halvandet Aar. Denne Menneskerace er et af de mærkeligste Naturphænomener. Mandens hvide Hud er bedækket med et sølvhvidt Uldhaar, hans Skjæg og Hovedhaar er krøllet, hvidt og glindsende; hans Øielaag ere bedækkede med tynde, hvide Duun, og han kan ikke talle Lyset, men formaaer i Bælmærke at see de mindste Gjenstande; hans Øine ere Røde, den ene Øiesteen er firkantet, den anden ottekantet. Konen er af samme Race, har meget langt hvidt Haar, ildrøde Øine, kantede Pupiller og et smukt Ansigt. Barnet ligesaa.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. april 1853).

Annonce fra Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 15. april 1853.

Dyremenageriet blev  vist i Skanderborg i april 1853.

Annonce fra Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. maj 1853.

Annonce for Joseph Liphardts raritetskabinet, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1853.

I efteråret 1853 fremviste Joseph Liphard en elefant flere steder i København. I 1856 fremvistes en sort elefant på 7000 pund og en boa-constictur, stor kongeslange. I annoncer blev i 1857 den 15-årige Pauline Liphard præsenteret som hende der begav sig ind i løveburet for at fodre dem.

Annonce i Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 5. juni 1857.

I 1858 synes familien at være forøget med endnu et barn så de nu var fire personer.

Annonce fra Bohemia : ein Unterhaltungsblatt. 17. november 1857

I marts eller april 1858 døde Joseph Liphard i Prag af et slagtilfælde. Han havde sammen med sin kone Marie Liphardt fem børn: Franz, Marie (Lippik), Josephine, Jeanette (Carré) og Pauline. I 1859 optrådte albinoerne de for sidste gang i annoncer.

Tip

angående Liphard zoologiske galleri ikke langt fra officerernes spisested.

I går havde jeg fornøjelsen af ​​at tage et kig på menageriet hos enken efter den kunstneriske kunstberider Joseph Liphardt, som er velkendt for os fra tidligere år. På grund af sine smukke og sjældne eksemplarer kan den ubestridt være på niveau med de største menagerier, der i øjeblikket rejser rundt på kontinentet. Blandt de mange og sjældne eksemplarer af rovdyr fremhæver taleren især det asiatiske løvepar, med rette kaldet "kongeløveparet". Der er også dressur i det centrale bur, hvor Pauline Liphardt, som stadig er teenager, går ind og konkurrerer med disse vilde væsner. Man kan virkelig kalde hende "De vilde dyrs dronning." Mad. Liphardts menageri kan derfor med rette kaldes noget ekstraordinært og kan især anbefales til et højt og kunstinteresseret publikum. B.....

Tip

die Liphard'sche zoologische Gallerie unweit der Officier-Speiseanstalt betreffend.

Gestern hatte ich das Vergnügen, die Menagerie der Wittwe des uns aus früheren Jahen rühmlich bekannten Kunstreiter-Directors Joseph Liphardt in Augenschein zu nehmen. Dieselbe kann sich unstreitig, ihrer schönen und seltenen Exemplare wegen, den grössten Menagerien, welche gegenwärtig den Continent bereisen, gleichstellen. Unter den vielen und seltenen Exemplaten von Raubthieren erlaubt sich besonders Referent das Asiatische Löwenpaar, mit Recht das "Königs-Löwenpaar" genannt, hervorzuheben. Ferner die Dressur in dem Centralkäfig, in welchen sich die noch in jugendlichem Alter befindende Pauline Liphardt begiebt und einen Wettekampf mit diesen wilden Bestien erhebt. Man kann mit Wahrheit dieselbe die "Königin der wilden Thiere" nennen. Die Menagerie der Mad. Liphardt kann daher mit Recht etwas Aussergewöhnliches genannt werden, und einem hohen und kunstsinnigen Publicum ganz besonders empfohlen werden. B.....

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anseiger. 21. september 1858)

Overtrædelse af et af Politiet givet Tilhold. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11te September f. A. blev af Vicepolitidirekteuren foretaget et Eftersyn af de Vognmændene tilhørende Droschker, hvoriblandt vare Vogmand Anders Thomsens, resp. med Nr. 77, Nr. 77 A og Nr. 77 B. mærkede Droschker, af hvilke de 2 sidstnævnte befandtes at være i en saa maadelig Forfatning, at de ikke burde afbenyttes, hvisaarsag det tilkjendegaves, at de ikke maatte bruges, førend de igjen vare blevne fremstillede i forsvarlig Stand. Den 14de September om Eftermiddagen saae imidlertid Politibetjent Windekilde Droschken nr. 77 A., paa hvilken Bogstavet A. var udslettet, kjøre fra Amagertorv nedad lille Kongensgade til Kongens Nytorv, hvor Vognmand Thomsen har Bopæl, og nogle Damer samt en Herre, der havde kjørt i Droschken, afsattes, og Windekilde anmodede da Kudsken Christen Nielsen, der indrømmede, at det var Droschken Nr. 77 A., men at Bogstavet var blevet overmalet, om at kjøre den til Stadens Materialgaard, hvortil han var villig, men Thomsens Hustru kom til og erklærede, at det maatte ikke skee, og da Thomsen kort efter indfandt sig og blev af Windekilde gjort bekjendt med hans Forlangende, trak han Hesten og Droschken ind i Gaarden, hvorefter Windekilde maatte begive sig bort, uden at faae Droschken til Materialgaarden. Endvidere bemærkede Politibetjentene Grove og Wulff den 19de September, at der paa Kongens Nytorv udenfor det Sted, hvor Thomsen har Bopæl, holdt en forspændt, ikke med Nummer forsynet Droschke, hvorpaa et saadant kunde sees tidligere at have været anbragt, men at være overstreget, i Henseende til hvilken vedkommende Kudsk, Anders Nielsen, paa given Anledning Yttrede, at han havde kjørt en Tour med den, hvorefter Betjentene Grove og Wulff lode den henkjøre til og indsætte paa Materialgaarden. Vognmand Thomsen indrømmede under den derefter indledede Undersøgelse, at han samme Dag, som Eftersynet af Droschkerne fandt Sted, lod Nummeret udslette paa Droschken Nr. 77 B., fordi han vilde benytte den som Wienervogn, men, næst at anføre, at han ikke førend en af de første Dage i den paafølgende Uge, lod Droschen Nr. 77 A. henkjøre til vedkommende Maler, paastod han , at han, som var overbeviist om at have idetmindste afbenyttet den ene af de paagjeldende Droschker, efter at de vare blevne casserede, var uvidende om, at det ved Eftersynet var blevet forbudt at bruge dem , og navnlig at han hverken personlig eller paa anden Maade var bleven underrettet om , at han ikke maatte afbenytte dem. At han ikke havde været i den af ham saaledes paaskudte Uvidenhed, blev imidlertid tilstrækkeligt beviist, og blev han, der ved Criminalrettens Dom af 23de Juni 1849 er, for ved uforsvarlig Kjørsel at have foraarsaget, at en Person tilføiedes en Legemsbeskadigelse, anseet med en Mulct af 25 Rbd., nu idømt en Mulct af 20 Rbd. for Overtrædelse af det ovennævnte Tilhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1853, 2. udgave).

Over Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

(I Marts 1853).

Hos Schalburg i Nyborg var Alt i travl Bevægelse; tre Poster vare ankomne sydfra, og man

ventede endnu flere; Telegraph-Efterretningerne fra Knudshoved løde alt andet end gunstige og i Gæstestuen gik Rigsdagsmænd og Præster, Officerer og Læger, Kjøbmænd og Probenreutere imellem hverandre. Alle saae de yderst kjedsommelige ud, Alle gik de og ventede, og talte de med hverandre, da var det om Isen i Beltet, om Iistransporten, om de strenge Vintre, om hvor mange Dage Den og Den havde ligget paa Sprogø, og hvad han havde døiet paa Overfarten. 

Pludselig lyder et Posthorn; det er Diligencen fra Odense - den tydske Deligence, som den kaldes, fordi den medbringer den udenlandske Post - man farer til Vinduerne, man troer det er Posten fra Kjøbenhavn, der er kommen over Beltet, Opvartningspigen fortæller, at den kommer ikke fra den Kant, og man trækker sig slukøret tilbage, varmer sig ved Kakkelovnen og bestiller i sin Fortvivlelse et Glas Arrakspunsch "med dobbelt Væge", idet man griber den sidste "Nyborg Avis", der fra Begyndelsen til Enden er fyldt med Artikler mod Gomard ....

Nye Reisende i Ulve-, Bjørne- og Lammeskind-Pelse, med lodne Huer, røde Næser og store Sælskindstøvler, træde ind.

"Kan jeg faae et Værelse.'" brøle de Alle i Munden paa hverandre.

"Alt er besat!" lyder Svaret; "her er ingen Værelser at faae!"

Men der er redt 42 Senge paa Gulvet i den store Sal; Hentydninger falde om, at man endnu samme aften venter den jydske Diligence; det hjalp, og nu bliver der Abonnement paa Sengene paa Gulvet i den store Sal. De fleste Nysankomne storme op ad Trapperne, erholde deres respective Leie anviist og komme igien ned i Gjæstestuen. Lusene er imidlertid blevne tændte, Spillebordene arrangeres og man samler sig i forskjellige Grupper og begynder at politisere. Her støder en af de "45" sammen med en Halvtredser; man maaler ham og gaaer afveien; hist ere Adskillige samlede, den Ene af dem har en "Kjøbenhavnspost" i Haanden, den Anden undrer sig over, at han læser "det Blad", og saa ere de To i Toppen paa hinanden; i Sophaen sidder Fyens værdige Stiftamtmand tilligemed et Par Landsthingsmænd; de faae sig en luun Passiar, men det er neppe om Politik, at dømme efter den hjertelige Latter, der ledsager deres Samtale.

Da Klokken var henved 8 kom en Stafet fra Knudshoved; Posten fra Kjøbenhavn og nogle Passagerer vare endelig slupne igjennem Drivisen og arriverede i bedste Velgaaende paa den Fyenske Jordbund. 

"Men hvor er Aviserne?" .... "Faae vi dem i Aften?"

Jo, mon fik dem, og sloges næsten om dem. Alting var i Orden i Hovedstaden, Rigsdagen var bleven aabnet ... "Gomards Valg er kjendt gyldigt!" udbrød en af de "45" og nu er der Stilhed i Stuen, idetmindste indtil Aviserne ere læste . . . Men senere opstod det Spørgsmaal hos Mange: Skal man vove sig ud i Morgen? . . . Man overveier, man betænker sig, man er ikke rigtig paa det Rene med sig selv og allermindst de, der kun kjende Iistransportens Besværligheder og Farer fra Andres Beretninger . . Tilsidst , efter at have faaet et godt Aftensmaaltid, komme de fleste imidlertid til det Resultat, at det vist, det Første, er bedst at sove paa den Ting til næste Morgen, saa kan man altid tage en Bestemmelse. "Veiret maa afgjøre det!" udbrød Nogle. Andre meente, at det var bedst at vente til Dampskibet begynder sine Farter, og atter Andre have slet intet imod at tage afsted øieblikkeligt, hvis det lod sig gjøre.

Klokken henved elleve er Gjæstestuen, paa et Spilleparti nær, tom, og Schalburg kan hiin Nat ikke klage over Mangel paa Reisende.

Næste Morgen, da Klokken var lidt over otte, kom Tjeneren og spurgte, om vi vilde med; der var telegrapheret fra Knudshoved, og man haabede at komme over Beltet uden stor Vanskelighed.

De fleste af de Rejsende, som havde ligget paa den store Sal, (hvilken in parenthesi en saadan Nat indbringer Eieren Renten af eet Tusinde Rigsbankdaler) bestemte sig til at gaae over; Resten, hvoriblandt min Ringhed befandt sig, forblev. Dagen gik hen paa samme dovne Maade som den foregaaende, Posterne kom og gik, det sneede og det blæste, og vi vare hjertelige kjede af det. Næste Morgen vare de Fleste endnu ikke enige med sig selv, om hvad de skulde gjøre, men et Dusin af os bestemte os dog endelig til at tage afsted. 

Det var taaget, men ikke videre koldt, og Kl. 9 rullede vi fra Nyborg ad en jammerlig Vei til Knudshoved. Syv Iisbaade (der forresten ganske see ud som andre Baade) ventede os der og Schalburg stod med sin Sydvest og med sin Søfrakke og de lange Iisstøvler nede ved Færgen for at give Ordre til Afsejlingen. Han haabede, at vi vilde komme vel over og ønskede os en lykkelig Reise.

Isbådestationen på Knudshoved, set fra søsiden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pakkeposten var med og vi bleve nu fordeelte omkring i de forskjellige Baade; vi kunde ingen Seil føre og Matroserne grebe derfor til Aarerne. Det var et ganske smukt Syn at see vor lille Roflotille stikke igjennem Aabningen i Isen, den ene Baad i Kjølvandet efter den anden; men Taagen blev tykkere og tykkere og vi havde kun Compasset at rette os efter. Matroserne sang medens de roede og Alting gik nok saa godt, da Isen ikke var videre sammenskruet og vi intet Sted havde nødigt at "brække igjennem", som de kalde det. Efter en halvanden Times Forløb saae vi ganske nær ved os en stor Kost, som er Mærket ved det sydlige Rev og paa samme Tid hørte vi Skriget af Ænder og Edderfugle under Sprogø. Vi havde holdt en god Cours i den tykke Taage og lykønskede os selv til allerede saa hurtigt at have fuldendt Halvdelen af vor Overfart. Kort efter at vi havde seet Kosten begyndte Matroserne at tude i et Kohorn paa de forskjellige Baade, og efter et Qvarteers Tids Forløb lod et og dernæst et andet Kanonskud ud til os igjennem Taagen fra Øen. Strax derefter hørte vi en Tromme røres og under Kanonsalut og krigersk Musik nærmede vi os nu med stærke Aareslag den lille fredelige Ø, hvis Omrids vi snart skimtede gjennem den tykke Luft. Vort Ophold paa Øen skulde ikke vare længere end fornødent til at indtage nogle Forfriskninger, sagde Styrmanden, men den Gang tog han rigtige nok Feil. Vi landede saa Skridt fra Gaarden og stege, nok saa veltilfredse, i Land, for at faae en Kop Caffe eller hvad Huset formaaede

Vi erholdt en meget god kold Frokost og efter en halv Times Forløb bleve vi anmodede om at begive os ned til Baadene, da Alt nu igjen var færdigt til Afreisen. Taagen havde lettet og Styrmanden havde været oppe paa Øens høieste Punkt for at see hvorledes Farvandet var beskaffent. Vi gik altsaa atter ombord og styrede Coursen mod Sjælland; men det var kun af kort Varighed, Taagen satte ind paa ny. Hornene løde fra Baadene, Trommen og Kanonerne fra Sprogø, ja, vi hørte endogsaa Skud baade fra Halskov og Knudshoved. Vind var der ingen af, og vi maatte hele Tiden bruge Aarerne. Efter at vi i over en stiv Time havde roet omkring imellem Isen , der paa nogle Steder havde taarnet sig op til en ganske anseelig Høide, kom vi endelig til syvende og sidst til en uhyre stor Iisflade af den saakaldte "Graaiis" - Men længere kunde vi heller ikke komme. Her mødte vi en Barriere, kold og uvenlig og ikke god at give sig i Kast med. Styrmanden talte om at "brække igjennem", men det havde vistnok været et fortvivlet Stykke Arbeide og efter Raadslagning med Matroserne afstod han derfra, gjorde omkring og nu gik det atter tilbage. Flere Steder forsøgte vi at komme igjennem de smalle Aabninger, der, liig smaa Canaler, løb imellem Isen, men vi maatte overalt vende tilbage med uforrettet Sag, og see igjen at naae Sprogø. Nu tudedes der atter og fjernt fra Øen løde de bekjendte Signaler sig ligeledes høre. Efter temmelig Anstrængelse fra vort Mandskabs Side kom vi endelig iland igjen paa den nordlige Ende af Øen, hvor Gjæstgiveren, der stod i den Formening, at det var Baadene fra Sjælland, modtog os. I Haanden havde han en stor Conchylie, hvilken han brugte som Tudehorn. Vi maatte nu tradske et temmelig langt Stykke over Øen til Gjæstgivergaarden, temmelig silker paa at forblive der Natten over, skjøndt Klokken kun var lidet over Eet.

Vi gjorde os det nu saa beqvemt som muligt, fik snart et Whistparti istand og havde allerede spillet flere Rubberter, da pludselig en af Matroserne kom ind i Stuen, lettede paa Huen og bad Passagererne, om de "ikke vilde være saa artige at komme ned, for nu skulde vi paa'et igjen!" Naar man ligger under Iistransport maa man lystre Commando, og vi fik derfor snart Pestsene og de lange Støvler paa. Pakkeposten fra Sjælland var imidlertid med tre Baade ankommen til Sprogø og Styrmanden raisonerede som saa: "Kan de komme igjennem, kan vi sgu ogsaa", og vi begave os derfor igjen paa Veien.

Igjennem Aaer og Canaler, Krumninger og Bugtninger, imellem Sjapiis og Miniatur- Iisbjerge roede vor lille Flotille nu nok saa muntert; for lang Tid havde vi ganske godt Farvand, og det eneste, der foraarsagede os Hovedbrud var den stemme Taage. Vi pjadskede vist omkring i et Par Timers Tid, da vi med Eet bemærkede, at den forreste Baad (vor var den syvende og sidste, skjøndt Færgefolkene sagde, at det var et ganske mageløst Fartøj) vendte om, og det var i Sandhed intet godt Tegn "Tilbage! Tilbage!" lød det nu fra Baad til Baad, "vi kan ikke komme længere" .... Det var en deilig Historie! Der vare vi igjen indklemte af Isen paa alle Sider og vi Stakler, der troede, at vi nu vare lykkelige og vel ude af al Nød og var ved den sjællandske Kyst, maatte nu finde os i at vende om. Matroserne bandede, men det hjalp slet ikke - vi maatte under Sprogø igjen, og da vi endelig kom nær Land - takket være Tudningen og Kanonskuddene! - hvor stor var da ikke vor Forbauselse og Ærgrelse ved at erfare, at Personposten - i Alt sex Baade - ogsaa var kommen over fra Sjælland paa samme Tid, som vi havde forsøgt en "nordlig Gjennemsart".

- "Det manglede blot!" udbrød vor Styrmand, idet vi paany forlode Øen for at gaae ud paa vor tredie Expedition - og sandt er det, Skjæbnen var os grum, men hvad hjælper det at stampe imod Braaden ... Og jeg kom ved en naturlig, men i Storebelt dog temmelig latterlig, Ideeassociation til at tænke paa Ross, Peny og Franklin . ...

Atter roede vi omkring en Times Tid eller mere, men det var ikke mulig at finde nogen Gjennemfart; det var nu engang bestemt, at vi skulde tilbringe Natten paa Sprogø, og henad Mørkningen landede vi da ogsaa ganske rigtig paa det samme Sted, som vi om Middagen vare gaaede fra.

Men da vi nu igjen ere paa Sprogø, ville vi dog lidt nøiere beskrive Beqvemmelighederne der, og det saamegel mere, som De, der ikke have været der, gjøre sig et ganske forkeert Begreb om Livet og Opholdet paa denne omtrent en Miil store Ø. Gjestgivergaarden ligger omtrent midt paa Øen nær ved Strandbredden *), og det er et smukt, saa vidt jeg mindes, grundmuret Huus med en stor Stald og meget nette eenetages Side- og Bagbygninger. Til Gaarden, der tilhører Generalpostdirectionen, er flere Marker, og var det ikke for Eensomhedens Skyld og den isolerede Beliggenhed, maatte Beboerne kunne føre et meget hyggeligt Liv der. I Stalden stode 10 a 12 Køer, nogle fede Stude og Faar, medens Gaardspladsen vrimlede af Gjæs, Kalkuner, Høns og Ænder. Harer gives der ikke saa faa af paa Øen og om Sommeren indsamles en uhyre Mængde Maageæg, der i Smagen fuldkommen skulle kunne maale sig med de delicate Vibeæg.

Da vi, som sagt, kom tilbage fra vor tredie og sidste forgjæves Expedition, fandt vi hele Huset fuldt af Mennesker, der var ankomne med Pakke- og Personposten. Sultne vare vi naturligviis Alle, men først og fremmest tænkte vi dog paa at faae vort Natteleie anviist. Her gik det efter det Nummer man havde paa sin Diligence-Billet, og Verten, der nu mødte med Guldtresse om Kaskjetten, opraabte os nu og anviiste os vor Soveplads. Vi vare i Alt henved 50 Passagerer og vi bleve fordeelte efter Diligence-Rangforordningen, saaledes at omtrent de Halve af os fik Værelser med to Senge i og for de Øvrige bleve enten Hængekøier reserverede, eller man redte for dem paa Stole, Sophaer og - Gulvet. Efter at denne Sag var bragt i Orden, forkyndte Værten os, at vor Middags- eller Aftensmad, hvad man nu vilde kalde det, vilde være færdig Klokken syv, og hermed vare vi tilfredse.

Spillebordene kom atter frem og de, der ikke ønskede aet more sig paa denne Maade, fordrev Tiden, som de selv fandt for godt. Men ovre i Side- og Bagbygningen - ikke at tale om Kjøkkenet - kan man troe, at der ogsaa var Liv. - Lidt efter at vi vare komne, marscherede de sexten Iisbaades Mandskab, bestaaende af 80 Personer, op to og to med Tromme og Fløite i Spidsen; de gjorde en Rundmarsch i Gaarden og sang "Holmens faste Stok", samt et Par andre temmelig saftige Viser. Derpaa raabte de Hurra for alle Passagerer, men det vidste de Skjælmer nok hvorfor de gjorde. Senere hen paa Aftenen dandsede, sang og spillede de ovre i deres Stuer, og først hen paa Morgenstunden søgte de deres Køier. En Deel Haandværkersvende og Soldater, der ligeledes var med Iisbaadene, gjorde fælles Sag med Matroserne, og Alt løb nok saa fredeligt og gemytligt af. - I Alt vare vi over 150 Mennesker indqvarteerde paa Gjæstgivergaarden hiin Aften; blandt Passagererne var der kun en eneste Dame, og hende sørgede naturligviis Vertinden for paa det Bedste.

I Gjæstestuen og det tilstødende Værelse vare imidlertid Bordene bleve dækkede og det saa net, som man kunde ønske det; Vi vare som sagt henved 50 Mennesker og hele Arrangementet geraadede Værten til Ære. Der ar Sølvskeer til os Alle, Krystal Assietter og Fade med Syltetøi og "pickles" prydede de sneehvide Duge og hvad Maden selv angaaer, da har den Vidne om en dygtig Huusmoders Flinkhed. En kraftig Kjødsuppe med Boller og Rødder, Kalkunsteg og Oxesteg med sjelden gode Kartoftler, hollandsk Ost og Smør, godt Rug- og Sigtebrød og fortrinlig Rødviin fra Schalburg i Nyborg - see det var Opdækningen paa Sprogø, og Skam faae Den, der vilde kaste Vrag herpaa. Vi bleve temmelig længe ved Bordene, men trods flere Rigsdagsmænds Nærværelse blev der dog ikke holdt en eneste Tale eller udbragt nogen Skaal.

Efter Bordet forføiede de Fleste sig tilsengs, for tidlig den næste Morgen at være beredt til Opbrud.

Taagen var næsten ganske forsvunden om Morgenen og Klokken lidt over sex vare alle Mand paa Benene. Baadene blev nu gjort klare og efterat have betalt vor Regning - der langtfra var høi eller overdreven - toge vi Afsked med vor vakkre Vært Hr. Bencke, og de syv Baade gik nu mod Sjælland, da vi kom ud og vi havde alle Seil oppe, men maatte dog roe alligevel. Der var imidlertid ikke ubetydelig Iis omkring os og for en stor Deel af Touren stod vor Styrmand øverst oppe i Masten paa den forreste Baad, for at holde Udkig efter de Iis-Aabninger, hvilke vi maatte passere. Alt gik forøvrigt i bedste Orden, og vi kom Gudskeelov hverken til at "brække" gennem Isen, eller marschere langs med Baaden og skyde til - som man ofte maa gjøre - med Udsigter til et koldt Fodbad gjentagne Gange. Paa vor Overfart saa vi Tusinder af Vildænder og Edderfugle, og i henved halvanden Time naaede vi Halskov, hvor Matroserne maate bære os iland, da Baadene ikke kunde lægge lige til Broen.

- - Og saaledes slap vi da nok saa godt fra vor Iisbaadsfart; men, rent ud sagt, behagelig er den ikke, og trods Beqvemmelighederne paa Sprogø, trods Værtens Forekommenhed og hans Konges fortrinlige Mad, er jeg dog vis paa, at ikke en Eneste af dem, der gjorde hiin Tour med, ønsker at gjæste Øen oftere ved Vintertid eller i det Hele taget gaae med Iisbaad over Storebelt.

A. B.

*) En Interimsbygning findes paa den sydlige Ende af Øen, i Tilfælde af en mulig indtræffende Ildebrand skulde ødelægge den ovennævnte Gaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1853, 2. udgave)

Bern. Olsen: En Istransport over Store Belt i Februar 1870. Illustreret Tidende nr. 545, 1870.

Sprogø blev købt af postvæsnet i 1814, hvorefter der blev bygget en firlænget gård der kunne huse 100 mennesker. Til bespisning havde gården 2 heste, 12 køer, 7 svin, 16 – 18 får og som regel nogle kalve og anden ungkvæg foruden fjerkræ. 36 tønder land var under plov og 36 tønder land eng. Man slagtede i december måned, saltbaljerne blev fyldt og der blev provianteret hos urtekræmmerne, og så var fuldt beredt til at modtage eventuelle istransporter. Betjeningen bestod af 2 karle, 2 piger samt en husjomfru, og desuden var der i reglen husholdningselever samt under istransporter extra hjælp. Telegrafen var optisk. Familien Bencke styrede øen i 63 år:

Gæstgiver Johann Friedrich Schalburg (1801-1862) var søn af Johan Henrich Schalburg og Sophie Henriette Villaume som i 1817 grundlagde et vinfirma i Nyborg senere Joh. Fr. Schalburgs Vinhandel som i 1870 flyttede til Stormgade 8, København. Johann Friedrich var gift med Martine Sophie Jespersen, og var i 1834 gæstgiver og vinhandler i Nyborg efter at han i 1830 havde erhvervet borgerskab som købmand og vinhandler. Han solgte Postgården, det såkaldte Schalburgske Hotel september 1857 i Kongegade, Gammeltorv 2 til en Husted som overtog det i 1858. Husted solgte Postgaarden i 1874. Parret fik 6 børn i Nyborg. 

Carl Conrad Bencke (1789-1844) blev i en alder af 17 år styrmand og tjente mest ved flåden i København, fra 1812 også i Korsør hvor han traf Christiane Egholm, datter af skipper Hans Christophersen Egholm og Marie Hansdotter Strandrider. Efter endt tjeneste ved marinen, blev han gift med Christiane og blev fyrinspektør på Lygtebanken ved Korsør. De fik mange børn, og i 1825 kom han til Sprogø, som han bestyrede til sin død i 1844, hvorefter den ældste søn Jørgen Henrich overtog embedet:

Jørgen Henrich Bencke (1814-1887) overtog ved faderens død 1844 Sprogø, og det må være ham som er omtalt i artiklen. Øens to kanoner på hhv. nord- og sydsiden skød for at isbådene kunne høre hvor de skulle lande. Om sommeren var der op til 30 gæster. Jørgen Henrich var gift med Georgine Albrechtsine Jørgensen (1809-1886). Andre kilder beretter at hun var en enestående husmoder og forstod at oplære de unge piger der kom til Sprogø. Jørgen Henrich omtales som opsynsmand og telegrafbestyrer på Sprogø. 

Løsgængeri. (Efterskrift til Politivennen)

Der findes i Lovgivningen ikke faa forældede Bestemmelser, som derivere sig fra en Periode, hvor Anskuelserne om Frihed og Lighed vare heelt forskjellige fra Nutidens. Saalænge nu saadanne Forskrifter, hvis Overtrædelse ofte medføre betydelig Straf, ikke ere ophævede ved nyere Love, ere som Følge deraf Domstolene bundne til slavisk at dømme derefter, hvormeget end Billighed og naturligt Hensyn til Tidens Tarv maatte tale for ganske andre Resultater. - Til saadanne forældede Love, der efter vor Mening snarest burde forandres, og hvis Ophævelse vilde være af langt større praktisk Vigtighed end en Mængde Detailbestemmelser, som Rigsdagen vidt og bredt udbreder sig over, hører ogsaa Lovens Begreb om Løsgængeri. Hovedbestemmelsen derom findes i Forordningen af 21de August 1829, hvis første foreskriver: "Ligesom Loven og Anordningerne tydelig vise, at de Personer, der ikke have Formue, fast Næringsvei, eller anden saadan Stilling, hvorved de uden Skade eller Fare for det Offentlige, kunne finde deres Udkomme, i Almindelighed og med de Undtagelser og nærmere Bestemmelser, som i saa Henseende ere gjorte, ere pligtige afsøge fast Tjeneste hos Andre, saaledes kunne deslige Personer ikke i den Tid, hvori saadan Tjeneste ei for dem er at erholde, være fritagne for at søge andet lovligt Erhverv. Ethvert Steds Politi-Øvrighed bør derfor føre Tilsyn med at de opfylde denne deres Pligt, og har desaarsag, naar Omstændighederne gjøre det fornødent, at affordre dem Rede og Rigtighed for, hvoraf de ernære sig og hvormed de befljæftige sig, "Hvis den Forklaring, de afgive desangaaende, ikke findes tilfredsstillende, at meddele Anviisning paa det Arbeide, hvorved de kunne finde Erhverv; og bør ethvert Steds Fattigvæsen være behjelpelig i saa Henseende, enten ved at formaae enkelte Beboere til at tage dem i Arbeide, eller paa anden Maade, som Omstændighederne tilstæde. Politi-Øvrigheden er derhos berettiget til at foreskrive den Paagjældende saadanne Forholdsregler, hvormed den sættes i Stand til at paasee, at han søger det ham anviste Erhverv. Den, som modvilligen tilsidesætter de ham i saa Henseende givne Tilhold, hvilke bør tilføres Protocollen, bliver at anses som Løsgænger." Straffen for Løsgængeri er første Gang Fængsel paa Vand og Brød fra 5 til 10 Dage; anden Gang fra Fængsel paa Vand og Brød i 20 Dage til Forbedringshuusarbeide i 1 Aar; for enhver af de følgende Gange bliver Straffen at Forbedringshuusarbeidet at fordoble." Hvem er altsaa Løsgænger? Enhver, som ikke har "Formue", "fast Næringsvei", eller "anden Stilling", som Politiet finder passende. Enhver, som altsaa ikke er i disse Tilfælde, kan affordres Forklaring til Politiprotokollen til Rede og Rigtighed for, hvoraf han ernærer sig og hvormed han beskjæftiger sig", og hvis Forklaringen ikke findes "tilfredsstillende", bliver ham anviist fast Arbeide (f. Ex. Sneekastning, fange Hunde paa Volden, passe paa Slaver o. s. v.), hvormed Fattigvæsnet er behjælpelig. Finder nu Personen ikke dette "faste" Arbeide passende, er han uenig med Politi og Fattigvæsen i saa Henseende, kan denne Uenighed føre til Forbedringshuset for Livstid. - Loven er unægtelig i sin Theori en meget god Advarsel for vore Drivere, der ofte ikke kunde paavise anden passende (?) Beskjæftigelse end at være Hyssere og Klappere ved Valgmøder; men den bliver i Praxis meget ubillig. Thi den anvendes aldrig mod Østergade- eller Hippodrom-Drivere, der beviislig ikke have Raad til at drive, og som derfor maae ernære sig af at gjort Gjæld og slaae Plader, som neppe kan ansees for "lovligt Erhverv". Men det gaaer ud over de saakaldte simple Folk, som over hele Landet skareviis kaldes for Politiet, uden at de beviislig falde Fattigvæsenet til Byrde, eller drive nogen for Samfundet farlig Haandtering. Lovens Princip hverken kan eller bliver gjennemført, og det er derfor at en Reform synes absolut nødvendig. Den forunderligste Vilkaarlighed i Anskuelsen af Løsgængeri finder Sted i Praxis. Medens saaledes her i Kjøbenhavn Spillen og Syngen i Gaardene er særdeles hyppig, og uden at Velkommende straffes for Løsgængeri, forekomme paa Landet mangfoldige lignende Tilfælde, hvor Straffen anvendes. Saaledes sees det af en Dom i "Juridisk Ugeskrift" for 26de Februar, at en Tiltalt, som var sat under Tiltale for Løsgængeri og for at have befattet sig med Taskenspillerkunster "uden dertil erhvervet Tilladelse", kun er frifunden, fordi det ikke sees, at det befalede Tilhold har været ham givet, og fordi han efter sin Alder ikke uden saadant Tilhold har været pligtig til at tage fast Tjeneste. Uagtet den Tiltalte saaledes er bleven frifunden, er han dog idømt at udrede alle Sagens Omkostninger, hvilket for en ubemidlet Person er det samme som at komme paa Vand og Brød. Hvis han nemlig ikke kan betale, eller at blive aldeles forarmet, hvis Beløbet ved Execution kan inddrives. Besynderligt er det ogsaa, at Staten straffer en Person, fordi han ikke kan, eller ikke vil, aflægge for Politiet passende Rapport om sit Erhverv, medens derimod Staten paa den anden Side, idetmindste stiltiende, sanktionerer de afskyeligste af alle Næringsveie, nemlig Prostitutionen og Rufferiet. Medens saadanne Individer, der directe eller indirecte leve af Lastens Offere, altsaa af Staten autoriseres som dem, der have "fast Næringsvei", "passende Beskæftigelser" og "lovligt Erhverv", kan en stakkels Almuesmand paa Landet ved, at Uskyldighed at dreie en Lirekasse, eller giøre "Taskenspillerkunster for Bønder, komme i Forbedringshuset. En slig Inconseqvenis, som er faktisk og synlig for Enhver, maa ansees for ubillig og uretfærdig. Idet vi altsaa andrage paa en Forandring i den bestaaende Lovgivning om Løsgængeri, maae vi tillige andrage paa, at Loven, medens den endnu gælder, kommer til at gælde lige for Alle: for den fornemme Driver "uden Formue" og "fast Næringsvei", den sminkede Skøge, den fattige Liremand. - En lignende Vilkaarlighed gjør sig gjældende med Hensyn til Begrebet om og Straffen for Betleri. Medens den fattige Kone, der stille og ydmyg staaer paa Hjørnet, og med en sagte Haandbevægelse appellerer til de Forbigaaendes Medfølelse, for Betleri kommer paa Vand og Brød eller i Forbedringshuset, gaae de fornemme Tiggere, eller saadanne, der drive Betleriet i det Store som Profession og Industrigreen, aldeles frie for Straf. Heri er heller ikke Billighed eller Lighed for Loven.

(Kjøbenhavnsposten 11. marts 1853).

3. marts 1860 blev loven revideret som "Lov om straffen for løsgængeri og betleri". Heri blev det lovfæstet at løsgængeri stadig var ulovligt og kunne straffes med fængsel på vand og brød eller tvangsarbejde. Loven blev først ophævet med lov 608 fra 6. september 1986. Både før og efter har løsgænger mest betegnet et medlem af Folketinget som forlader det parti han er valgt til - og er ikke ulovligt.

Gadebelægning. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver, hvem det gaaer som Indsenderen, der, for sit Helbreds Skyld, er nødt til at bevæge sig meget i fri Luft, har vistnok i Løbet af den sidste Ugestid, siden det saa pludselige og stærke Sneeveir indgjort den Erfaring, at Hovedstadens Gader og navnlig Fortougene i denne Tid ere meget farlige at passere. Kjøbenhavns Brolægning har aldrig videre udmærket sig, og som en Følge af den af Politiet beordrede absurde Fremgangsmaade, at feie Sneen bort fra Fortougene, medfører den daarlige Brolægning i denne Tid mange Ulykker. Forleden Aften umiddelbart efter en slig Renselse af Fortougene - passerede Indsenderen i Løbet af en Time to Gange Østergade og saae omtrent et Halvhundrede Personer glide ud og falde paa de isglatte Fortouge, uden at dog Nogen af dem kom tilskade; værre gik det i Onsdags Eftermiddag hvor han - ligeledes strax efterat der var bleven fejet - saae en Dame falde paa Østergade, tæt oppe ved Kongens Nytorv, va brække Benet, en Karl faldt midt paa samme Gadens Fortoug med en Kurv Viin, og en Pige med en stor Flaske Olie paa Hjørnet af Amagertorv og Kjøbmagergade, og disse Exemplers Antal er vistnok legio, ene og alene som en Følge af den ufornuftige Fremgangsmaade, at feie Fortougene, hvorved de netop blive spejlglatte. Til Trekroner spadserer man jo paa Isen nok saa muntert og trygt, medens man i Gaderne seer Folk, navnlig naar de ere nødte til at gaae paa Fortouget, vandre, som Ordsproget siger : "med Livet i Hænderne"; og hvorfor? Ene og alene fordi Isen til Trekroner er belagt med et Sneelag, som ganske og aldeles paralyserer Isens Glathed. Hvis det derfor virkelig er Politiet om at gjøre, at værne om Borgernes Liv og Lemmer, saa befale det ufortøvet, at Sneen bliver liggende paa Fortougene, hvor den da i en Fart vil blive traadt saameget sammen, at den danner et behageligt Underlag, medens det samtidigt hermed sørge for, at Sneen ude fra Gaderne bortkjøres. - Det kunde dog maaskee være rigtigt, engang at anvende denne modsatte Fremgangsmaade, da det jo har viist fig, at ved Politiets hidtil anordnede Foranstaltning opnaaes der i Reglen i hver sneefuld Vinter et stort Antal Beenbrud og andre Ulykker, saa at man tør være overtydet om at Undladelsen deraf vilde formindske disse Ulykker til et ubetydeligt Antal. - m.

(Kjøbenhavnsposten 18. februar 1853).