Kolera-Epidemien Juni 1853. (Efterskrift til Politivennen)

11. juni 1853 konstateredes det første tilfælde af kolera i København. Aviserne fortalte ikke noget om det de første par uger, men rygterne spredte sig. Den første melding kom fra Kjøbenhavnsposten 26. juni 1853:

Kjøbenhavn, den 26de Juni 1853.

- Ved en offentlig Opfordring fra Stadsphysicus, Prof. Hoppe, til Læger og medicinske Studenter om at yde det Offentlige deres Tjeneste under en Cholera-Epidemi, stadfæstes det Rygte, der allerede i nogle Dage har været udbredt, at Choleraen uventet og pludselig har viist sig her i Kjøbenhavn, navnlig i Nyboder. Blandt de offentlige Foranstaltninger, der nu kunne ventes udførte, skulle vi tillade os at minde om Offentliggjørelsen af Sundhedsregler og Præservativer, der ere anvendlige for Enhver i Almindelighed, da dette vistnok vil bidrage meer end noget andet til at formindske Frygt og Uro. Et andet Ønske, der rigtignok ikke saa let lader sig opfylde, var, at der blev foretaget alvorlige Skridt til at udelukke usunde og skadelige Næringsmidler fra Forbruget og derimod hidskaffe større Forraad af gode og kraftige Fødemidler, saa at Priserne derpaa kunde gjøre dem mere tilgængelige for de fattigere Classer. Thi det er vel antageligt, at den nu i lang Tid herskende uforholdsmæssige Durtid, der har henviist den fattigere Deel af Befolkningen til mindre god og tilstrækkelig Næring, turde faae mere Andeel i Sygdommens mulige Udbredelse end Mangelen paa tilstrækkelig Gadefeining o. desl.

Det med at det ramte "uventet og pludselig" skal dog nok tages med forbehold. Kolera havde raset omkring Danmark i flere årtier, også fx i Sverige. Se fx Politivennens artikler om kolera, hvor især året 1831 var foruroligende. De nærmere omstændigheder blev et par uger senere refereret i Ugeskrift for læger: Den 12. juni var en 19 årig tømmermand blevet indlagt på søetatens hospital. Han blev helbredt og udskrevet den 25. Han boede i Møntergade og havde arbejdet på en mudderpram. Den 18. blev en 57 årig kone som havde ligget på samme hospital, blev syg og døde den 22. Den 20 blev 3 patienter angrebet af kolera, hvoraf de 2 kom sig, mens den tredje døde den 25. Også andre patienter blev så angrebet. Den 23. blev et 2½ års barn i Nyboder, og især fra den nordøstlige del af byen begyndte der nu at indkomme koleratilfælde til hospitalerne. Resten er historie. Dagen efter Kjøbenhavnsposten artikel kom det så på forsiden af det officielle organ, Berlingske Tidende, 27. juni 1853:

Bekjendtgørelse fra Sundhedscollegiet.

Da en ondartet Cholera i de senere Dage har viist sig i Kjøbenhavn, og i flere Tilfælde havt Døden til Følge, i nogle endog efter faa Timers Forløb, uden at det har kunnet eftervises, at Sygdommen har været indført andetsteds fra, og da det ved Erfaring tilfulde er godtgjort, at Grunden til denne Sygdoms udbredelse hovedsagelig maa søges, foruden i Temperatur og Veirforhold, ogsaa i Levemaaden og i urigtige eller i mangelfulde diætetiske og hygieiniske Forhold, saa finder Collegiet sig opfordret til at offentliggjøre nedenstaaende Forholdsregler til Forebyggelse af Sygdommen, og tilføier dernæst en Anviisning til foreløbig Behandling af samme. 

Forholdsregler at iagttage til Forebyggelse af Sygdommen.

1) Man maa undgaae Opholdet i indsluttet, fordærvet og fugtig Luft. Denne maa derfor flittigt renses og fornyes ved dagligen at aabne Vinduerne og fjerne Alt, som fylder Luften med skadelige Uddunstninger; den størst mulige Reenlighed saavel i som omkring Boligerne maa iagttages.

2) Man maa vogte sig for Forkjølelse, deels ved ikke at udsætte sig for pludselig Vexel af Varme og Kulde, deels ved en passende Klædedragt, deels ved snarest muligt at skifte vaade Klædningstykker. I Særdeleshed gavnligt er et varmt Bælte om Maven og uldne Klæder nærmest Kroppen, hvorved mild Hududdunstning befordres.

3) Man maa sørge for Reenlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet, dog at ved kolde Bades Brug i fri Luft anvendes særdeles Forsigtighed, ligesom ved de varme Bade.

4) Man maa vogte sig for uafbrudt Aandsanstrengelse, nedtrykkende sindslidelser, især Frygt, Nattevaagen og Alt, hvad der forresten svækker Legemet.

5) Man maa iagttage Maadehold i Spise og Drikke. Saavel Mangel paa disse som en altfor stor Mængde og slet Beskaffenhed, har i denne Henseende en skadelig Indflydelse. Man maa desaarsag afholde sig fra Nydelse af alle sværtfordøjelige, sure, fede, opblæsende og afførende Fødemidler, saasom raa, især umodne, Frugter og Haveurter, Meloner, Agurker, Kaal og Roer, det Fede af Flesk, meget fede Fisk osv. Gavnligt er det at tilberede Maden med en passende Tilsætning af de almindelige Kryderier.

Af Drikkevarer maa især undgaaes daarligt Vand, slet gjæret eller suurt Øl, suur Melk og en umaadelig Nydelse af Brændevin. Derimod vil en ringe Qvantitet af sidstnævnte Drik, tilberedet med kryddrede og bitre Substantser, ikke skade de dertil Vante; lige saa lidet som en maadelig Nydelse af god Viin.

Ialmindelighed fortsætter man bedst sin tilvante Levemaade, forsaavidt den ikke staaer i Strid med Ovenanførte.

Anviisning

til at kjende og behandle Choleraen indtil Lægehjælp kan erholdes.

Cholera udbryder enten pludseligt, eller efter at den Syge i nogen Tid har følt sig ilde og lidt af Mathed, Uro, Tunghed i HOvedet, Svimmel, Trykken i Hjertekulen, Spænding i Underlivet, Madlede, Qvalme, Brækning og - næsten altid - Diarrhoe med eller uden Kneb og Trækninger i Lemmerne. 

Den Syge bør da strax gaae i Seng og dække sig vel til, mod Diarrhoen og Maveknebene tage en Theeskeefuld americansk Olie hver anden Time nogle Gange, samt drikke flittig varme Drikke, f. Ex. Salep, Riis- Havre- eller Bygsuppe, almindelig Thee eller Chamille-, Hylde- eller Pebermyntethee, hvortil kan sættes lidt Viin eller Cognac. For end mere at befordre Transpirationen, som altid er gavnlig, kan tillige tages Minderer-Draaber, efter Alderen fra en Theeskeefuld til en Spiseskeefuld hver anden Time, eller 20 til 30 Campherdraaber. Ere de varme Drikke den Syge meget imod, eller forværre de Brækningerne, da kan ofte koldt Vand, helst med Iis i, taget et Glas hver 1/4 - ½ Time i Forbindelse med Minderer- eller Campherdraaberne gjøre god Nytte. Vedbliver Diarrhoen kan man til Voxne give 5-10 Opiumsdraaber i Forbindelse med Campherdraaberne, og mod Maveknebene anvendes med Nytte Indgnidninger med tyk Campherolie alene eller blandet med omtr. 1/6 Opiumsdraaber. 

De heftigere Tilfælde, som enten udbryde pludseligt eller følge efter de anførte mildere, ere: hyppig, smerteløs Diarrhoe, Brækning, heftig Tørst, indvendig Hede; den udaandede Luft, ligesom ogsaa Tungen og Huden fornemlig paa Hænder og Fødder iiskolde, Huden desuden sammenskrumpet, bleg eller blaalig, ofte bedækket med kold Sved, Øinene indsunkne, omgivne af blaae Ringe, Stemmen hæs, Pulsen svag, neppe følelelig, Vandladningen standset; der indfinde sig smertefulde Kramper i Underlivet, i Armene og Benene, Sløvhed og Ligegyldighed, dog uden Tab af Bevidsthed, og ofte med Kraft til at gaae oppe, selv kort før Døden.  

Udtømmelserne ved Brækning og Diarrhoe kunne i Begyndelsen være galdeagtige, men senere bestaae de af en tynd, Havresuppe eller Riisvand lignende snokket Vædske. 

Under disse Omstændigheder anvendes, foruden de allerede anførte Midler, Gnidning af Huden med Børster eller uldne Klude dyppede i Brændeviin med Salt og Peber (en Spiseskeefuld af hver til en Pægel), eller i Campherspiritus eller Terpentinolie; hvor Huden er koldest lægges desuden Dunke med varmt Vand i, eller Poser med varmt Sand eller Aske; paa Armene, Læggene og i Hjertekulen lægges Sennepskager (Sennepspulver udrørt med varmt Vand eller Eddike og lagt mellem linnede Klude) som naar de have ligget 15 til 20 Minutter aftages for kort efter atter at paalægges; den hæftige Tørst og Brækningerne lindres oftest ved iiskoldt Vand eller ved at synke smaa Stykker IIs, sjeldnere befinder den Syge sig bedre ved lunkne Drikke. Strømmer Blodet til Hovedet med stærk Døsighed og Tunghed, anvendes kolde Omslag, som skiftes hver 4-5 Minutter, og 6-8 Igler i Tindingerne. De heftige Kramper lindres bedst ved Indgnidning med Campherolie, hvortil som anført kan sættes Opiumsdraaber. 

Da Sygdommen lettere hæves jo tidligere Midlerne anvendes, er det godt at være forsynet med nogle af de ovennævnte, nemlig Amerikansk Olie, Campherdraaber, Opiumsdraaber, tyk Campherolie, Chamille- eller Hvideblomster, Sennep, Brændeviin, Peber. 

De her anførte Medicamenter kunne erholdes fra Kjøbenhavns Apotheker uden Recept. 

Det Kongl. Sundheds-Collegium i Kjøbenhavn den 26de Juni 1853.

De officielle meddelelser fortalte ikke hvor omfattende den var, men det gjorde Flyveposten, 28. juni 1853:

Cholera-Epidemien. Af den i Kjøbenhavn for Tiden herskende Cholera have, saavidt vides, indtil igaar Formiddag, været angreben 43 Personer, hvoraf 22 ere døde. Som Optagelses-Localer for Cholerapatienter ere indrettede en Afdeling af det kongl. Frederikshospital, og en lille Afdeling af Frelserens Arbeidshuus paa Christianshavn; Frue Arbeidshuus ved Nørrevold vil om faa Dage være indrettet til samme Brug. 

Anmeldelsesbureauer oprettes paa saamange Steder som muligt i Staden og paa Broerne, hvor der kan gives øieblikkelig Anviisning paa Lægehjælp, Medicin, Transportmidler til Hospitalerne m.v., hvorom nærmere Bekjendtgjørelse vil skee.

Directionen for Kjøbenhavns Fattigvæsen er anmodet om at paalægge dettes Districtslæger i de gjennem Sundhedscommissionen næmere betegnede Huse dagligen at forhøre sig hos alle der boende Familier om deres Sundhedstilstand, navnligen med Hensyn til den under en Cholera-Epidemie gængse Diarrhoe, der i Almindelighed giver Anledning til Sygdommen, og i fornødent Fald strax tage Vedkommende i Behandling. Lægerne anbefales i denne Hensigt at medføre et eller andet passende Lægemiddel hvoraf der øieblikkeligen kan gives det Nødvendige, inden Andet kan hentes fra Apotheket.

Districts-Sundheds-Commissionerne sættes i Virksomhed over hele Staden med det Hverv, dagligen at eftersee Reenligheds-Tilstanden i alle Huse og Gaarde, paatale Manglerne og i fornødent Fald gjøre uopholdelig Anmeldelse derom for Politiet. Hvorvidt det herved tilsigtede Øiemed kan opnaaes, vil for største Delen afhænge af Kjøbenhavns Borgeres velvillige og kraftige Understøttelse.

Herefter gengives de allerede nævnte anvisninger mm. fra Sundhedskollegiet. Epidemien var i første omgang i København, men i provinsen forberedte man sig, fx:

Politiplacat.

Ifølge de hertil indløbne Bladefterretninger, sees den asiatiske Cholera at være udbrudt i Kjøbenhavn.

Efter de Vedkommende Lægers oftere forhen udtalte Dom, vil ingen Provindsby i Danmark være udsat for denne Pest, dens Omsiggriben og Ødelæggelser, som Aalborg, hvis den skulde forplante sig hertil, ifølge Byens bestaaende locale og sanitaire Forhold, - naar ikke den størst mulige Omsorg udvises og iagttages for Reenlighed - for Skarnkisters, Priveters, Staldes, Møddingpladses og Cloakers Udrensning samt for Gaardes og Gaders uefterladelige Reenligholdelse. 

At Byens Indvaanere derfor omhyggeligen, hver for sit Vedkommende, vaage over Opfyldelsen af disse Betingelser for Bevarelsen af deres eget Liv og Sundhed, forøvrigt overeensstemmende med tidligere herfra udgivne Forskrifter, dette finder jeg mig foranlediget til foreløbig herved indstændigen at indskjærpe dem. 

Aalborg Politikammer, den 28de Juni 1853. Johnsen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, den 28. juni 1853)

Slagsmaal i Hunderup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Odense. Ogsaa her har Dandsebodsforlystelsen desværre givet Anledning til Rivninger mellem Haandværkssvende og Søfolk paa den ene og Soldater af Garnisonen paa den anden Side. Allerede forrige Søndag var der Klammeri i Dandselokalet i Hunderup Skov; det opfriskedes iaftes, og da Soldaterne, af hvilke kun Faa havde indfundet sig, fra Byen havde faaet hentet Forstærkning, som paa Veien tildeels forsynede sig med Knipler, udartede det til et vildt Slagsmaal. Endog den konstituerede Politimester i Distriktet - Stedet er beliggende i Odense Herred - blev saaret, da han kastede sig imellem de Kæmpende. Vel lykkedes det nu nogle fra det nærliggende "Fruens Bøge", hvor Skovselskabet havde en Sammenkomst, tililende Officerer at standse Slagsmaalet, idet de befalede Soldaterne ufortøvet at begive sig hjem og lovede en streng Undersøgelse, medens ligeledes tililende agtværdige Borgere søgte at formilde den ophidsede Stemning blandt de Civile; men det fornyedes i Nærheden af Byen. Der er Saarede paa begge Sider. Vi haabe, at den alvorlige Undersøgelse, som vi antage vil blive anstillet paa begge Sider, vil gjøre en brat Ende paa sligt Uvæsen og gjengive os den vante Fred. - Kneipen i Hunderup Skov vil vel blive lukket.

(Fyens Stiftstidende 13. juni 1853).

Det kom til at holde stik. Sagen kom i øvrigt til justitsministeriets kendskab:

Annonce i Fyens Stiftstidende 18. juni 1853.

Slesvig under Moltke. (Efterskrift til Politivennen)

I mellemtiden fortsætter ministeren, grev Moltke, med at udvide sit bureaukratiske terrorregime i Slesvig. Således blev bogtrykker Bade i Friedrichsstadt ikke blot forbudt at fortsætte med at udgive sin gamle, uskyldige "Boten", men hans tilladelse som trykkeri blev også inddraget, og pressen blev forseglet. På samme måde har man i Gottorf- og Hütten-kontorerne hæmmet den videre udgivelse af lokalbladene dér, med undtagelse af "Intelligenzblatt", samt driften af ​​trykpresserne. Det synes at være Grev Moltkes hensigt at afskaffe alle tyske blade, såvelsom de tyske bogtrykkere i Slesvig, og vistnok alle undtagen "Flensburger Ztg." blive undertrykt. Sidstnævnte er naturligvis også skrevet på tysk, men redigeret i dansk propagandas ånd og støttet af statsmidler. Måske stopper denne avis endelig, ligesom de der ellers udkom der, længe har været forbudt, og i sidste ende vil der ikke længere være et tysk blad i Slesvig. Det ville slet ikke være en dårlig forklaring, i hvert fald ikke en umulig i dansk forstand, på "det tyske og det danske sprogs lige rettigheder". Alt er muligt i Slesvig. For der gælder nu hverken tyske eller danske love, og trods ophævelsen af ​​belejringstilstanden styrer grev Moltke landet fuldstændig med ministerielle bestemmelser. Hvor længe denne situation vil vare, kan ikke forudsiges; Det virker som om Grev Moltke egentlig havde til hensigt at lade landet gradvist vænne sig til denne styreform. Det er faktisk ikke utænkeligt, at han på sigt har tænkt sig at drive forretning i Slesvig på den måde, og det er der næppe noget, der står i vejen for. Slesvig skal ikke indlemmes i Danmark - for det forhindrer Ruslands og Østrigs indsigelser - så det kan den heller ikke tage del i den danske grundlov, foreningen med Holsten er også opløst, så den tyske forbundsregering har absolut ingen mulighed for at påvirke forholdene dér endda indirekte, og for så vidt angår det liberale parti i Danmark, når det først gennem provinsgodsernes fremkomst har overbevist sig selv om, at landet overvejende er tysk og ønsker at forblive, vil det overlade ministeren plein pouvoir at fordanske det. stakkels land!

Inmittelst fährt der Minister Graf Moltke fort, in Schleswig sein bureaukratisches Schreckens-Regimet immer noch zu erweitern. So ist dem Buchdrucker Bade in Friedrichsstadt nicht blos untersagt worden, seinen alten, unschuldigen "Boten" noch ferner herauszugeben, sondern es ist ihm auch die Concession als Buchdrucker entzogen und die Presse versiegelt worden. In gleicher Weise ist in dem Amte Gottorf und Hütten das fernere Erscheinen der dortigen Lokalblätter, mit Ausnahme des "Intelligenzblattes", so wie der Betrieb der Druckerien inhibirt worden. Es scheint die Absicht des Grafen Moltke zu sein alle deutschen Blätter, so wie die deutschen Druckerien in Schleswig aufzuheben, und warscheinlich werden nach und nach alle bis auf die "Flensburger Ztg." unterdrückt werden. Diese letztere wird allerdings auch deutsch geschriben, aber im Sinne der dänischen Propaganda redigirt und aus gouvernementalen Mitteln unterstützt. Vielleicht wird auch diese Zeitung zuletzt aufhören, die sonst dort verbreitet waren, längst verboten sind, zuletzt gar kein deutsches Blatt mehr in Schleswig geben. Das wäre  gar keine üble, wenigstens keine im dänischen Sinne unmögliche Erklärung der "Gleichberechtigung der deutschen und dänischen Sprache". Möglich ist in Schleswig Alles. Denn dort gelten jetzt weder deutsche noch dänische Gesetze, und trotz der Aufhebung des Belagerungszustandes regirt der Graf Moltke das Land ganz unumschränkt mit Ministerial-Rescripten. Wie lange dieser Zustand noch dauern wird, ist gar nicht abzusehen; es scheint, als ob der Graf Moltke recht eigentlich die Absicht habe, das Land nach und nach sich an diese Regierungsweise gewöhnen zu lassen. In der That, es ist nicht undenkbar, dass er auf die Dauer in dieser Art in Schleswig zu wirthschaften gedenkt, und es steht dem kaum noch etwas im Wege. In Dänemark soll nun einmal Schleswig nicht incorporirt werden - denn die Einsprache von Russland und Oestreich hindern das - also kann es auch an der dänischen Verfassung nicht Theil haben, der Verband mit Holstein ist auch gelöst, so dass der deutsche Bund durchaus keine Gelegenheit hat, auch nur indirekt auf die dortigen Verhältnisse einzuwirken, und was die liberale Partei in Dänemark betrifft, so wird sie, wenn sie sich erst durch das Auftreten der Provinziallandstände überzeugt haben wird, dass das Land überwiegend deutsch ist und bleiben will, dem Minister plein pouvoir lassen, um es zu dänisiren. Armes Land!

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung.  5. juni 1853)

Carl greve (von) Moltke (1798-1866) var minister for Slesvig 1852-54. Han optrådte her strengt mod, hvad der i hans øjne var statsopløsende tendenser, såvel slesvig-holstenere som Ejderdanske. Således forbød han Dagbladet og Fædrelandet såvel som de slesvig-holstenske presseorganer, og hverken forsamlings-, forenings- eller petitions-frihed tolereredes. Hans indflydelse på forfatningslovene for hertugdømmerne var stor, og det var hans fortjeneste at de afveg stærkt fra Danmarks gældende demokratiske forfatninggrundsætninger. Han opretholdt de så stærkt anfægtede sprogreskripter, som F. F. Tillisch havde indført. Han var dekoreret både med Dannebrogsordenens Storkors og Elefantordene

Røveri og Tyveri paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Røveri og Tyveri paa Ladegaarden. Under en af kriminalretten den 21de Mai paadømt Justitssag, hvorunder Arrestanterne Julius Nicolai Viefring, Carl Halberg, Andreas Madsen Sandorff og Johan Emil Lusty tiltaltes for Røveri, og Viefring og Sandorff tillige for Tyveri, blev det deels ved de af dem afgivne Tilstaaelser, deels ved de iøvrigt fremkomne Oplysninger tilstrækkeligt godtgjort, at de Søndagen den 28de Novbr. f. A. om Aftenen, saavelsom den paafølgende Nat, paa Ladegaarden, hvor de som Fabrikarbeidere havde Ophold, havde gjort sig skyldige i de dem paasigtede Forbrydelser mod nogle andre derværende Fabrikarbeidere, uden at det dog kunde ansees oplyst, at de havde udført de dem overbeviste Handlinger efter en forudlagt Plan. Hvad saaledes angik Arrestanten Viefring, da havde han i Forening med Arrestanterne Halberg og Sandorff angrebet den 67aarige Fabrikarbeider Peder Larsen Gummerød, medens denne opholdt sig i et af Fabriklocalerne, saaledes at Viefring og Sandorff kastede ham til Jorden, hvorpaa de, medens Halberg holdt hans Arme, berøvede ham hans Penge, der bestode deels i Mønt og deels i de paa Ladegaarden brugelige Bliktegn, til et Beløb af 1 Rbd., hvilket skete paa den Maade, at Viefring, da Gummerød holdt Haanden i Lommen, hvor Pengene laae, for at hindre, at disse skulde blive ham berøvede, rev Lommen af, hvorpaa de deelte de saaledes erhvervede Penge mellem sig. Ligeledes var Arrestanten Viefring overbeviist om at have, i Forening med Arrestanterne Sandorff og Lusty, overfaldet Fabrikarbeider Peter Christian Bonsøe, idet han tilligemed Lusty holdt paa denne, medens Sandorff ransagede hans Lommer, ligesom endelig denne Arrestant havde frastjaalet Christian Andersen Ambjørn 5 Mk. 7 sk, som han, medens denne sov, udtog af hans Trøielomme. Betræffende Arrestanten Halberg, da havde han, foruden den ovenanførte Deelagtighed i det med Gummerød udøvede Røveri, endvidere fravendt Fabrikarbeider Thomas Henrik Fischer 8 sk, hvilket han udførte paa den Maade, at han greb Fischer bag fra om Livet og tog Pengene ud af hans Vestelomme. Med Hensyn til Arrestanten Santorff, da havde han, foruden at deeltage i det mod Gummerød forøvede Røveri, endvidere i Forening med Arrestanten Lusty overfaldet Carl Frederik Sørensen og kastet ham til Jorden, hvorefter Santorff, medens Sørensen laae der og medens Lusty holdt ham for Øinene, afrev hans Lomme og bemægtigede sig saaledes de i samme værende Penge til Beløb 1 Mk. 8 sk, hvilke han paastod at have deelt med Lusty, hvorimod denne har benegtet at have modtaget noget deraf, da det kun bestod af Blikpenge, hvoraf han ingen vilde have. Ligeledes havde Arrestanten Sandorff forklaret, at have i Forening med Arrestanterne Liefring og Lusty overfaldet en Person, som han senere har kiendt i Peter Christian Bonsøe, og gjennemsøgt hans Lommer, uden at han dog fratog ham noget, idet han har udsagt, at det maatte være de 2 andre Arrestanter, - hvilket disse dog have nægtet - der havde frastjaalet Bonsøe de 13 sk., han ved denne Leilighed har paastaaet at have mistet, samt at have i Forening med Lusty, hvillet dog denne ligeledes har negtet, overfaldet Morten Christensen Rinisøe, hvem Sandorff ved at støde ham for Brvstet, kastede om, og frataget ham 3 sk i Kobber og 5 sk i Bliktegn. Endvidere har Arrestanten Sandorff, idet han truede Fabrikarbeider Rasmus Hansen med Haanden, opfordret ham til at udlevere de Penge han havde hos sig, og derpaa, da denne nægtede at eie noget, gjennemsøgt hans Lommer, uden dog at finde noget. Endeligt har han vedgaaet at have i Forening med Arrestanten Lusty, hvilket denne ogsaa har nægtet, gjennemsøgt Carl Frederik Tanders Beenklæder, der laae oven paa dennes Seng, hvori han sov, i den Hensigt at tilvende sig hans Penge, men uden at finde noget. Hvad Arrestanten Lusty angik , da blev han, foruden at vedgaae Deeltagelse i det paa Sørensen forøvede røveriske Overfald, tilstrækkeligt overbeviist om at have deeltaget i det ovenanførte mod Bonsøe forøvede Røveri. Med Hensyn til Arrestanternes foregaaende Levnet, da vare de samtlige over criminel Lavalder og førhen straffede, Viefring blandt Andet for 2den Gang begaaet Tyveri med ! Aars Forbedringshuusarbeide; Halberg for samme Forbrydelse med lige Strafarbejde i l Aar; Sandorff blandt Andet for uteerligt Forhold med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar og for 2den Gang Tyveri med samme Arbeide i l Aar, samt endeligt Lustig blandt Andet for Falsk med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Arrestanterne bleve derfor ifølge de ovenanferte dem overbeviste Forbrydelser, der deels vare Tyverier, deels Røverier, i Medfør af Fdn. 11te April 1840 § 79 cfr. § 80 ansete efter sammes § 15 og fandtes Straffen burde bestemmes for Sandorff til Tugthuusarbede i 6 Aar og for de 3 andre Arrestanter til Forbedringshuusarbeide, Viefring og Halberg hver i 5 Aar og Lustig i 4 Aar. De tilpligtedes derhos efter visse i Dommen nærmere angivne Forhold at udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor, Prøveprocurator Damkier og Defensor, Procuratorerne Cancelliraad Ring og Borup, 8 Rbd. til den Første og 6 Rbd. til hver af de to Sidste.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1853)

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Femte Omgang: Landvindingen starter 1853. (Efterskift til Politivennen)

Om den paatænkte Inddæmning ved Nakskov.

Enhver, der kender lokaliteterne eller kaster et blik på kortet, ved at der fra Nakskov Fjord skærer sig en dyb bugt ind i landet mellem fastlandet - om dette udtryk kan bruges - på den ene side og de tre holme Færgelandet, Mellemlandet og Stubbelandet på den anden. Ved Lidenlund deler denne bugt sig i to mindre fjorde, af hvilke den ene strækker sig imellem Halsted og Aunede sogne endog forbi Sæbyholm, mens den anden skærer sig i flere krumninger ind imellem Arninge sogn og landsbyen Torpe. 

Længe har patriotiske mænd tænkt på at indvinde disse vandflader fra havet. Men tilfældige årsager, især begrundede på forskellige interesser, har hidtil været til hinder derfor, skønt gevinsten ved et sådant foretagende, ved første øjekast må synes indlysende for alle. Det er nemlig ikke den virkelige erobring af disse små havbugter, som her alene kan komme i betragtning. Men hvis en sådan inddæmning bliver foretaget, da vil 900-1000 tdr land der nu som salteng, overdrev eller moser, på grund af havets jævnlige oversvømmelser kun er af underordnet vigtighed for ejeren, inden føje tid være forandret til frugtbart agerland, og vedkommende landejendommes pris derved i en betydelig grad forøget. Allerede da den nu anlagte vej over øerne til Sønderherred kom under ventilation, var de mænd der med kammerherre grev Frijs til Juellinge i spidsen, interesserer sig for denne inddæmning, ikke ledige; men skønt disse vejanlæg ikke kunne bringes i den nøje forbindelse med denne som de ønskede, kunne det dog ikke blive skjult for dem at samme derved i høj grad måtte begunstiges, eftersom dæmningsomkostningerne derefter ville blive betydelig ringere. 

Men det er ikke alene for de tilgrænsende lodsejere at denne Inddæmning vil være af så indgribende vigtighed. For så vidt som det størst mulige opland må være en købstad velkomment, kan Nakskov by heller ikke andet end finde sig interesseret i dette foretagende. Som vi hører har planen været forelagt havnekommissionen, og hvis vi ellers er vel underrettede, har den i det hele taget ikke fundet sig foranlediget til andre betænkeligheder end sådanne som nok på en eller anden måde ville blive hævede eller indrømmede. Man vil således befrygte at den projekterede inddæmning kan være en medvirkende årsag til at havnen i tidernes løb lettere vil blive opfyldt med mudder, når strømmen der nu tjener til at rense den, bliver standset så umiddelbart bag ved byen, og havnekommissionen skal desårsag have betinget sig deltagelse i de mulige Opmudringsomkostninger af havnen fra Langebro indtil Skandsen, når det siden skal vise sig, at den frygt findes begrundet. 

Skønt eksempler, hentede fra andre danske købstæder, kan godtgøre at en sådan frygt næppe vil blive begrundet, og her så meget mindre som inddæmningen kommer til at ligge cirka 1,000 alen bag ved Langebro, så der er plads nok for strømmen til at samle sit mudder, hvis den ellers vil, kunne de ærede deltagere i projektet alligevel ikke miskende, at en kommune der har anvendt så enorme summer på sin havns udbedring, iagttager den yderste forsigtighed med hensyn til enhver tænkelig fare som måtte true den. Turde vi imidlertid have noget herimod at erindre, skulle det blot bestå deri at det måtte synes os tilstrækkeligt om havnekommissionen blot havde indskrænket deltagernes ansvar til et vist åremål. Viste det sig at opfyldningen i løbet af fx 20 år vil være for intet at regne, eller i alfald så ubetydelig at inddæmningen ingen videre skade i den retning forårsager, burde også ansvaret haves, da eksempler andet steds fra kunne godtgøre at en fortræffelig plan ofte er strandet formedelst fremsatte fordringer der skulle gælde for tid og evighed selv om disse ikke har indeholdt en sådan ubestemthed som den nærværende.

Der har forresten, foruden flere mindre væsentlige modgrunde fra andre sider også været anført den, at isen vil let komme til at ligge længere når strømmen som hurtigere bryder sig vej gennem den, taber i kraft. Men netop denne vinter har vist at en sådan frygt i realiteten intet har at betyde, eftersom isen har ligget tæt sammenpakket omkring øerne, som ligger i fjordens munding, og derved forhindret sejladsen endnu længe efter at denne var frigjort i selve havnen.

Planen er nu indsendt til kommunalbestyrelsens betænkning, som kan imødeses med det allerførste. Det er næppe tvivl underkastet at den vil møde en sådan understøttelse af det ærede repræsentantskab, at dhrr. deltagere i foretagendet derved ville finde sig opmuntrede til så snart som muligt at lægge kraftig hånd paa værket.
-r -s

(Lolland Falsters Stifts-Tidende, 14. april 1853)

Maribo Amtsråds forhandlinger 21. februar 1854, referet i Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 15. marts 1854:

6. Proprietair Jensen til Fredsholm har anholdt om Rådets bistand til at vejen op til hans gård optages på sognets bivejregulativ, i hvilken anledning han har oplyst at vejen til gården, som i Raarup By adskiller sig fra en af sognets købstadsveje, løber imellem 2 bebyggede huslodder og videre over 3 af gårdens marker. I øvrigt har andrageren ment, at hans begæring er grundet på såvel rimelighed som streng ret efter at gården nu er blevet arbejdspligtig på sognets biveje, hvorimod sogneforstanderskabet ved dets pluralitet har afgivet den erklæring at andragendet fandtes rimeligt hvad angik det første stykke af vejen, som går op til de to huse, men at derimod resten af vejen, over andragerens egne marker, formentlig mere var at betragte som en privat vej, hvorfor sagen forsåvidt henstilles til Rådets skøn. Politimesteren har i sine ytringer over sagen indstillet, at vejen måtte blive optaget på regulativet.
Ved pluralitet blev det afgjort at vejen i sin helhed ville ved forfattelsen af det nye bivejs-regulativ for Trienniet 1855-57, være at optage på Reg, 

Kort for Nakskov Fjord, 1900. Et stort område syd for Nakskov er inddæmmet til landbrugsjord. Færgelandet er ikke længere en ø, og Savnsøvig ligger tørlagt. Der eksisterer stadig nogle små firkantede damme. Veje er anlagt over den tidligere vig til Fredsholm. 

Selv i vore dage er dette en sag som man åbenbart ikke snakker så meget om. På Naturpark Nakskov Fjords hjemmeside forklarer man at "Nakskov Fjord er ikke bare de steder, hvor der er vand. Store inddæmningsarbejder efter stormfloden 1872 har halveret fjorden, men stadig findes spor af den gamle fjord, og der skal ikke ret meget fantasi til for at forestille sig bugter og vige, hvor man tidligere har fisket og jaget." Men stormfloden fandt altså sted flere årtier efter ovennævnte affære. Omend stormfloden satte yderligere gang i inddæmningen.