Overfald paa Vægtere. (Efterskrift til Politivennen)

Sammenhængen med en af Criminal- og Politiretten den 3die April paadømt Justitssag, hvorunder Tiltalte, Anders Berthelsen, actioneredes for Overfald mod Vægtere, var følgende: Afvigte 11te Decbr., om Morgenen mellem Kl. 5 og 6, stod Vægter Nr. 121, Søren Peter Hansen, paa sin Post ved Rosenborg, og talede med den der arbejdende Reebslager Hassenpflug, da Tiltalte kom slingrende forbi dem fra en Dandsebod eller en lignende Anstalt. Tiltaltes uregelmæssige Bevægelser foranledigede Vægteren til at henvende nogle Bemærkninger til Hassenpflug, hvilke Tiltalte hørte og gjenmælede imod. Vægteren anmodede ham nu i en rolig Tone om at begive sig til sit Hjem, men dette optog Berthelsen ilde, thi han greb fat i Vægteren, og der opstod saaledes et haandgemæng imellem dem, hvorunder Vægteren først, og senere begge Parter, gjentagne Gange kastedes til Jorden, idet de Begge avancerede fra Rosenborg og henad Sølvgaden til, og da Vægteren, som vilde anholde Rolighedsforstyrreren, ikke kunde faae Magten over denne, som tvertimod blev ved at molestrere ham, peeb han flere Gange og raabte om Hjælp. Herved foranledigedes 2de af paa Volden patrouillerende Menige til at nærme sig, og de fandt da Berthelen ifærd med at slaae den paa Gaden liggende Vægter. Tiltalte vilde nu absentere sig, men Soldaterne, som fældede Geværerne, anholdt ham og overleverede ham til Vægter S. P. Hansen og en anden tilkommen Vægter, nemlig Nr. 117, Hans Jørgen Hansen. Da der saaledes vare 2de Vægtere om Tiltale, troede Soldaterne, at disse nok kunne styre ham, og begave sig derfor atter paa Volden; men heri toge de feil, thi Berthelsen pryglede nu begge Vægterne, og var derhos bleven saa desperat, at han beed Vægter Hans Jørgen Hansen i Fingrene, ligesom han allerede tidligere havde tilføiet S. P. Hansen voldsomme Slag over Øinene og paa flere Steder af Legemet. Da disse Vægtere altsaa ogsaa maatte pibe og raabe om Hjælp, saa fremkom atter de ovennævnte patrouillerende Soldater, ligesom ogsaa 2de nye Vægtere, og nu fik man endelig Bugt med Tiltalte, der ved Assistance af Vagtcommandeuren i Sølvgadens Kaserne indsattes i dennes Vagtarrest. For dette Forhold blev Tiltalte, der ei kunde antages at have været i beskjænket i en Tilregnelighed udelukkende Grad, anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16, og skjønnedes Straffen for ham, der var 27 Aar gl., og ifølge Dom af 31te Juli 1846 for Tyveri var straffet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, at kunne bestemmes til lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage. Han tilpligtedes derhos at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til de befalede Sagførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1855, 2. udgave.)

Gamle i Als Sogn. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 7de April.

I Als Sogn er der udqaaet Opfordring til paa 3die Paaskedag at hædre Guldbryllupsparret Math. Iversen og Hustrue ved at møde hos Samme og da tillige betænke dem med en Gave, som de visselig kunne trænge til. Der er neppe Tvivl om, at Als Sogns Beboere jo med Glæde ville vise Deeltagelse ved denne Leilighed. Vi ønske imidlertid, at denne Glæde ogsaa maatte udbrede sig til andre agtværdige Guldbryllupspar i lignende Vilkaar i Als Sogn. Foruden nævnte M. Iversen og Hustrue lever der nemlig i Sognet 3de Ægtepar, som have været gifte i over 50 Aar, nemlig Huusfader Virtus Mortensen og Hustrue i Als By under Viborggaards Gods og Huusfader And. Christensen og Hustrue i Tofte under Lindenborg Gods. Om begge disse Ægtepar kan man med Sandhed sige, at de have ført et virksomt og agtværdigt Liv, samt levet i et kjærligt og lykkeligt Ægteskab. Heller ikke ere deres Omstændigheder anderledes, end at en Gave jo ogsaa der vilde være paa rette Sted. Det omtrent 90-aarige Par, Virtus Mortensen og Hustrue, som have varet gifte i omtrent 58 Aar, trænge haardt til Veldædighedens Bistand. Den gode Jordlod, der hører til deres Huus, have de for flere Aar siden givet Slip paa, fordi de ikke magtede at faae den dreven. Det derved fremkomne Savn for dem maa være betydeligt, og dog have de ikke villet tye til Fattigvæsenet om Hjalp. Selv nu de ere saa svage, al de ikke kunne arbeide eller fortjene det mindste, ikke engang gaae ud af Huset efter en Spand Vand, men maae tilbringes Samme af bejhjælpsomme Naboer, vedblive de dog uden offentlig Hjælp at ernære sig, og de have Ingen hos sig tiI at hjælpe eller pleie dem, men maae dybt føle Savnet af en kjær Datter, deres eneste Barn, der tidligt bortdøde fra dem. Det andet Ægtepar - i Tofte - , som har været gift i noget over 50 Aar, har i sin Tid ved egen Flid givet en temmelig stor Børneflok en hæderlig Opdragelse. Nu ere alle Børnene alt for længe siden forsørgede, saa de Gamle sidde alene og Manden er bleven aldeles blind. Deres Omstændigheder ere jo ikke saa daarlige som det andet Pars, og Børnene bidrage visselig ogsaa til at formilde dem; imidlertid vilde det være passende og smukt, om ogsaa dette agtværdige Jubelpar blev ihukommet ved en Fest, der giver Als Sogn en saa smuk Leilighed til at hædre sine Gamle. (Medd.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling  7. april 1855).

Upassende Tale ved Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Ved afdøde Sognefoged i Obbekjær, H. I. Terkelsens Jordefærd holdt Pastor Ankjær i Fohl Kirke en Tale, hvori han omtalte den Afdøde som en Mand, der efterlod sig et meget hæderligt Eftermæle, og udtalte, at Samfundet ved hans tidlige Bortgang tabte en Mand, der havde Evne og Villie til at virke meget Godt, hvilket Vidnesbyrd Præsten, selv om han havde Lyst dertil, ikke kunde nægte den Afdøde, da han var agtet og elsket af Enhver, han kom i Berøring med, saavel Høie som Lave; men desuagtet yttrede Pastoren derefter næsten ordret Følgende: "Dog beklage vi, at den Afdødes ellers saa lyse Aand var omtaaget af de senere Aars Vildfarelser og opfyldt af denne Tids verdslige Viisdom, som prædikes paa Torvene og falbydes i Stræderne for godt Kjøb." Denne, umiddelbart paa Præstens retfærdige Anerkjendelse af den Afdødes Værd, fulgte forblommede Dadel vakte almindelig Uvillie blandt de Tilstedeværende, af hvilke Nogle meente at forstaae, at den skulde hentyde til den Afdødes moderate liberale politiske Anskuelser, som intet Menneske kan have Ret til at dadle hos Nogen, fordi de i vor Tid ere fuldkomment berettigede, hvilket derimod ikke kan siges om Præstens absolutistiske Anskuelser. Paa Mange af Følget gjorde ogsaa Præstens Færd et høist uhyggeligt Indtryk. (Ribe Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. april 1855).

Pastor Nis Andkjær i Fole/Fohl (præst i Fole 1837-1867) , Tørning len (vest for Haderslev len) blev i april 1867 suspenderet og i stedet blev kapellan Grove Rasmussen i Gram konstitueret. Den nye præst blev i Berlingske i 1869 betegnet som pietistisk, nærmest puritansk. Han var danskfødt, og aflagde ed til kongen af Preussen. Andkjær blev en af i alt 3 sognepræster i Fole som blev afsat af tyskerne siden 1864 af nationale grunde. Ifølge denne hjemmeside var han "gammeldags luthersk, stod i godt forhold til menigheden, var noget aristokratisk, holdt på formerne, deltog i selskabslivet, skriver provst Filtenborg. En søn blev såret paa Dybbøl og døde på laza­ret. Andkjær nægtede 1867 at aflægge eden, blev afskediget og flyttede til Gram, hvor han døde 1877."

Excesser i St. Pauli. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af Excesser, der af danske Dragoner fra Altona den 8. Marts vare begaaede paa en Dandsebod i St. Pauli, var der nedsat en Krigsret, som i disse Dage har afsagt sin Dom. At Forhandlingerne fremgaaer, at disse Dragoner i Uniform og med Sidegevær uden Tilladelse havde begivet sig til en Dandsebod i St. Pauli, hvor de vare komne i Klammeri med de Tilstedeværende, havde hugget om sig med blanke Vaaben og endog værel i Haandgemæng med tilkaldte hamborgske Politibetjenie, af hvilke især Een var bleven ilde medhandlet. Dommen gik ud paa, at Hovedmanden for Exesserne, Dragonen N., nedsættes i 2den Klasse, straffes med 75 Stokkeprygl og 5 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, og tvende andre Dragoner, W. og G., straffes med Fængsel paa Land og Brød i 6 Gange 5 Dage, og en Tredie, T., med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage. (Flpst.)

(Ribe Stifts-Tidende 3. april 1855).

Forbrydere fanget i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Svendborg skrives under 27. Marts i Byens Avis: Efter hvad vi have bragt i Erfaring, ere ved den her nedsatte Undersøgelseskommission, siden vor sidste Meddelelse, endvidere 16 Personer inddragne under Sagen og bragte til Tilstaaelse, saa at det hele Antal af overbeviste Forbrydere nu beløber sig til 49. Ved disse saaledes i den sidste Tid afgivne Tilstaaelser ere, foruden de tidligere anførte endvidere 24 Tyverier og 4 forsætlige Brandstiftelse oplyste. Skjøndt det vel er utvivlsomt, at der endnu ere ikke faa Personer, der have gjort sig skyldige i en eller anden enkelt Forbrydelse, uden at de hidtil have været at fremdrage, tør det vistnok antages, at Hovedmændene, fra hvem det Onde udgik og deres nærmeste Medhjælpere alle for længere Tid ere gjorte uskadelige, saa at det er at haabe, at Retssikkerheden her i Omegnen atter vil vende tilbage. Glædeligt og gavnligt er del derhos, ar enhver Forbryder heraf kan erfare, at han intet Øjeblik kan være sikker eller rolig, men at ogsaa hans Tid kan komme i det Øjeblik han mindst ventede det, hvor længe han end har vidst at skjule sine Misgjerninger og unddrage sig den retfærdige Straf.

(Ribe Stifts-Tidende 3. april 1855).

Amtspartitionsfondet gav 2000 Rd. til indretning af nye arrester i råds- og arresthuset i Svendborg, samt til midlertidige arrester i i lejet pakhus.  Undersøgelseskommissionen bestående af kammerjunker byfoged v. Jessen og kriminal- og politiretsassessor Rothe afsagde dom i september 1855: 1 blev frifundet, 2 10 års tugthus og 5 måneders forbeedringshusarbejde, 1 tugthusarbejde på livstid, 31 forbedringshusarbejde i fra 3 til 14 år og 10  fængselsstraffe.

Parti fra Svendborg. Illustreret Tidende nr. 330, 21. januar 1866.