Ildebrand. (Efterskrift til Politivennen)

Den stedfundne Ildløs i Løverdags Efterm., Kl. 2 i det gamle 2-Etages Sted paa Hjørnet af Halmstræde og Lille Kongensgade i Kbhavn. var saa pludselig og voldsom, som man i Mandsminde neppe har været Vidne til, og som, dersom ikke lykkeligvis Brandstedet laae i Læ af Nicolai Taarn, kunde have faaet en frygtelig og uberegnelig Udvidelse, idet der netop blæste en halv Storm af Sydvest. En uhyre Mængde Mennesker vare, begribeligviis paa denne Tid af Dagen, stimlet sammen, saa at det knap blev muligt for Slukningsredskaber og Mandskab at bane sig Vei, forinden Brandvagten havde indfundet sig. Ilden var opkommen ved at Drengen hos Urtekræmmer Elvius, der havde Boutik i Stueetagen, nede i Kjælderen af Vanvare havde slaaet Hul paa en Camphinflaske, og for nu at undersøge hvormeget, eller maaskee skjule hvad der var spildt, havde han tændt en chemisk Svovlstik, ved hvilken Leiligbed hele Camphinbeholdningen var kommen i Brand. Det var frygteligt at see de voldsomme Luer, der med Lynets Hurtighed udbredte sig fra Kjælderen til Boutiken, ligesom paa eengang at slaae ud af alle Vinduer t nederste Etage og den frygtelige Røg og Oes meddele sig over hele Huset og Nabobygningerne, hvorfra man i vild Hast nedkastede alle mulige Gjenstande: Sengeklæder, Linned, Dækketøi, der Altsammen flagrede i Vinden og hvoraf vistnok meget, reddet fra Flammerne, dog gik tabt. Hele Huset er, saa at sige, udbrændt ligesom ogsaa det Meste af Varerne og Bohavet maatle blive et Rov for Luerne. Naboen til Østergade, Silke- og Klædekr. Monies, har lidt endeel Skade af Camphinoesen, da den stærke Hede af den spiritueuse Flamme ikke tillod at redde Noget af Betydenhed. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. april 1855)

Halmstræde er nu den lille gade mellem Nikolaj Plads og Østergade.

Lille Kongensgade set mod vest. Til venstre er Holmensgade. For enden af Lille Kongensgade ses hjørnet ved Halmstræde og allerbagerst hjørnet ved Hvælvingen. Det lyse hus midt i fotoet er formentlig det hus der blev opbygget på tomten. Dette blev senere nedrevet, og i stedet i 1937 opført den store forretningsbygning Østergade 47. Det kan ikke være det andet hjørne da bygningen her er fra 1750. Kbhbilleder.  Public domain.

Censur i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I Slesvig er Pressetilstanden endnu den samme. Under 14de ds. har Ministeriet lavet Udgiveren af "Husumer Wbl.", Capit. Petersen, der var dansk Officeer i sidste Krig, give en offentlig Irettesættelse for Indholdet af Correspondentarlikler i hans Blad fra Kjøbenhavn, der tillægges en "utilbørlig Tone", samt tilkjendegivet, at Ministeriet i "Gjentagelesestilfælde vil være betænkt paa for Fremtiden at forebygge saadan Pressemisbrug ved dertil egnede Forholdsregler". Det er muligt, efter efter hvad herom yttres i et andet Blad, at hine Artikler fortjene det anførte Prædicat; vi kjende dem ikke; men hvorfor vil det nye Ministerium ikke overhovedet gribe til de eneste dertil egnede Forholdsregler imod paastaaede Pressemisbrug: at instituere Lov og Dom istedetfor at overantvorde Pressen til en Politiemesters eller Ministers vilkaarlige Skjøn? Hvor byrdefuldt gjør man det ikke alene for den nye Justitssecretair i Slesvig, Hr. Krieger, den danske "Grundlovs Ordfører", at føre en saadan administrativ Pressejustits, der fjerner saa langt fra Grundlovens Ord og Aand, igjennem i Slesvig? Og kjender man da ikke tilstrækkeligt af alle Tiders Erfaring, at man ved en saadan Fremfærd demoraliserer og serviliserer selve Pressen? Nys lod Ministeriet tilfærdigen kbhvnske. Blade stoppe paa deres Reise til Slesvig. I selve Slesvig tilstedes Pressens Udførelse saa tynd og saa tyndt som muligt. I Tønning har man først for nylig atter givet Afslag paa en ny Ansøgning om Bladudgivelse. I Hertugdømmets største og Monarchiets trediestørste By er den stakkels devote "Flensb. Z." saa godt som monopoliseret, og paa Steder, hvor Pressen lader spore eller ane større Friskhed og Frihed, hænger Politiebeslaget som et Damoklessværd over Hovedet. Hvor troer man det muligt, under saadanne Tilstande, at faae Sandhed i Pressen og Sandhed igjennem Pressen at vide? Og hvor er der bedre Tøile for Misbrug end Lov og Dom? Samt hvorledes - og det er den vigtigste Betragtning - vil man ved PressenS frie Brug i Danmark og ved den Tvang og det Tryk den lider under i Slesvig, hvorledes vil man ved to saa stik modsatte Grundsætninger og al den Skade, de ogsaa i Provindsernes indbyrdes Forhold alt i Praxis have udøvet, avle Fælledsstemninger og jævne Veien for Fælledstilstande? Maa det ikke netop skabe Separatisme, naar man her frit kan tale, ogsaa frit angribe slesvigske Tilstande, og man i Slesvig lægger Laas for Folkets Mund? Svækker man ikke derved let i Slesvig netop det, ialtfald bedste, Værn imod Slesvigholsteinismen, det loyale Fælleds-Sind? eller hvorledes vil man med en Kløft som den imellem Pressefrihed og Pressetvang skabe Fælledsstat? Der er kun eet Middel til at udjævne Kløften, det er: hold et strængt aarvaagent Regimente, men giv Folket fri Tale med Ansvar og Straf for Misbrugen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. april 1855)

Husumer Wochenblatt blev til i 1814. Det blev den 25. juni 1853 lukket (trykt hos Meyler, død 1859) af politiet. Bladet udkom dog uregelmæssigt helt til 1913, hvorefter det skiftede navn til Husumer Tagesblatt.

Færgefart til Morsø. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have modtaget Følgende:

"Hr. Redacteur!

Af en Skrivelse fra Morsø i Aalborg Avis Nr. 79 har jeg seet, at Kjøbmandsstanden i Nykjøbing yttrer Utilfredshed med, at jeg som Eier af Gaarden Fæggeklit har erholdt Bevilling til dersteds at handle med grove Varer under Betingelse af, at jeg ved den nye Færgebro paa Morslandssiden opfører et nyt Krosted med Befordringsstation.

Da det ikke er udsædvanligt, at man, naar Noget gaaer eller er gaaet imod Ønske, kaster Skylden herfor paa Andre, uden at søge den hos sig selv, anseer jeg det ikke for overstadigt at oplyse, hvorledes Sagens egentlige Sammenhæng er. Alt i over 2 Aar har Amtet, efter Generalpostdirecteurens Opfordring, ved forskjellige offentlige Bekjendtgjørelser søgt at opmuntre til Anlæg af en Kro ved Fæggesund, som hidtil har været meget savnet saavel af de Reisende, der befare dette Sundsted ialmindelighed, som især af Dampskibspassagererne, da Fæggesund er det eneste Sted paa Reisen til Thisted, hvor Dampskibet kan anløbe Morsø. Desuagtet havde Ingen viist sig villig til at overtage denne Entreprise, uagtet der ved de nævnte Bekjendtgjørelser var givet Tilsagn om Kroholdsbevilling og Ret til at afgive Extrapostbefordring fra Stedet, formodentlig fordi man befrygtede, at Bekostningen ved Indkjøbet af den dertil fornødne Jord og Opførelsen af hensigtsmæssige Bygninger m. v. ikke kunde ventes dækkede ved Overskudet af de aarlige Indtægter. Da jeg imidlertid havde tilkjøbt mig Gaarden Fæggeklit, tilbød jeg at overtage denne Bekostning, saafremt der maatte forundes mig en lignende Bevilling som den, der for flere Aar siden er meddeelt Kromanden paa den modsatte Side af Sundet, til fra Krostedet at handle med grove Varer. Efter at min Ansøgning derom var bleven særdeles anbefalet af Sogneforstanderskabet, blev det vedtaget i Amtsraadet med lige Stemmer for og imod, at forelægge Indenrigsministeriet Sagen til Afgjørelse. Af Ministeriet er Bevillingen derefter meddeelt, formodentlig især efter Generalpostdirecteurens Anbefaling, der ønskede Krostedet etableret og ikke havde kunnet fremskynde delte paa anden Maade eller anderledes faae Anløbsstedet etableret.

Hvis nu den ærede Handelsstand i Nykjøbing virkelig tillægger et sligt Etablissement en saa høi Værdi som det kunde synes af det ommeldte Brev, bliver Spørgsmaalet: hvorfor har den da ikke selv benyttet Lejligheden til at kjøbe Fæggeklit, der i flere Aar har været falbudt; eller hvorfor har den idetmindste ikke søgt at afkjøbe mig der Stykke Jord paa 20 Tdr. Land, som skal tillægges Kroen og hvorpaa denne nu bliver opført. Den vilde da upaatvivlelig have kunnet opnaae den samme Begunstigelse, som nu er tilstaaet miq, under samme Vilkaar og jeg er overbeviist om, med større Lethed end jeg, da Amtmanden, endskjøndt han meget interesserede sig for denne som for hver anden nyttig Foranstaltning i Amtet, dog netop af Hensyn til mit Tjenesteforhold til ham, saaledes som Amtsraadets Forhandlingsprotocol kan udvise, ikke vilde benytte sin Ret til, i Tilfælde af lige Stemmer, som Formand at afgjøre, hvorvidt Sagen skulde anbefales til Ministeriet eller ikke, hvoraf fulgte, at den, som ovenfor bemærket, ikke blev anbefalet af Amtsraaadet, men kun henstillet til Ministeriets Afgjørelse. En ligefrem Anbefaling vilde derimod sikkert være bleven meddeelt under andre Omstændigheder og navnlig saafremt Handelsstanden i Nykjøbing havde ansøgt om Bevillingen.

Hvad dernæst den Concurrence angaaer, som De i Deres yderligere Betragtninger, angaaende dette og lignende Handelsetablissementer, har omtalt som ønskelig, da skal jeg endvidere oplyse, at der, som alt anført, findes et tilsvarende Etablissement paa den modsatte Tide af Fjorden, der der neppe er over 300 Alen bred, hvorhos det i samme Anledning fortjener at bemærkes, at Fæggeklit er 3½ Miil fra Nykjøbing, ligesom Krostedet paa den modsatte Side omtrent ligger i samme Afstand fra Thisted, naar man kjører over Veilen dertil.

Af det Anførte vil De formeentlig finde, at d'Hrr. Kjøbmænd i Nykjøbing langt lettere end jeg kunde have opnaaet den meget omtalte Bevilling, som det Offentlige heller ikke har meddeelt mig uden Vederlag, da jeg foruden at tillægge 20 Tdr. Land vil hare at anvende ca. 7000 Rd. paa Bygninger og Befordringsvæsenet for Bevillingen maa benyttes samt at min Stilling som Amtsfuldmægtig i saa Henseende ikke har været mig til Fordeel.

Ved den til Offentlighed givne Foranledning haaber jeg tillige, at De tillade mig at benytte Deres ærede Blad til blot simpelthen at modsige en Beskyldning for Misbrug af Portofriheden, som for ikke lang Tid siden er fremkommen imod mig i et andet Blad og som jeg ikke anseer der fornødent videre at imødegaae, end at erklære Beskyldningen for aldeles urigtig og grundet paa Ubekjendtskab til min Stilling som Kasserer for Enkekassen.

Thisted, den 16te April 1855.

Ærbødigst

Jespersen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. april 1855)

Kammerassessor Jespersens sag med færgefarten ved Fæggesund er grundigt beskrevet af Anders Sørensen: Lidt om Feggesund Færgested. I den iøvrigt meget lange artikel står om Jespersen, at utilfredsheden bl.a. skyldtes det skete i konkurrence med Gade der ikke havde nogen bevilling, hvilket han efter egen opfattelse ikke fandt nødvendigt. Kammeradvokaten afslog efterfølgende Jespersens ansøgning, men lod en kattelem åben for at åbne en færgeforbindelse fra Mors til Hannæs (ikke omvendt). I stedet søgte han 20. november 1856 at etablere færge fra Christiansholm til Arup.  Det fik han 29. april 1857. Jespersen solgte efterfølgende Christiansholm og blev prokurator i Odense. 

Overfald paa Vægtere. (Efterskrift til Politivennen)

Sammenhængen med en af Criminal- og Politiretten den 3die April paadømt Justitssag, hvorunder Tiltalte, Anders Berthelsen, actioneredes for Overfald mod Vægtere, var følgende: Afvigte 11te Decbr., om Morgenen mellem Kl. 5 og 6, stod Vægter Nr. 121, Søren Peter Hansen, paa sin Post ved Rosenborg, og talede med den der arbejdende Reebslager Hassenpflug, da Tiltalte kom slingrende forbi dem fra en Dandsebod eller en lignende Anstalt. Tiltaltes uregelmæssige Bevægelser foranledigede Vægteren til at henvende nogle Bemærkninger til Hassenpflug, hvilke Tiltalte hørte og gjenmælede imod. Vægteren anmodede ham nu i en rolig Tone om at begive sig til sit Hjem, men dette optog Berthelsen ilde, thi han greb fat i Vægteren, og der opstod saaledes et haandgemæng imellem dem, hvorunder Vægteren først, og senere begge Parter, gjentagne Gange kastedes til Jorden, idet de Begge avancerede fra Rosenborg og henad Sølvgaden til, og da Vægteren, som vilde anholde Rolighedsforstyrreren, ikke kunde faae Magten over denne, som tvertimod blev ved at molestrere ham, peeb han flere Gange og raabte om Hjælp. Herved foranledigedes 2de af paa Volden patrouillerende Menige til at nærme sig, og de fandt da Berthelen ifærd med at slaae den paa Gaden liggende Vægter. Tiltalte vilde nu absentere sig, men Soldaterne, som fældede Geværerne, anholdt ham og overleverede ham til Vægter S. P. Hansen og en anden tilkommen Vægter, nemlig Nr. 117, Hans Jørgen Hansen. Da der saaledes vare 2de Vægtere om Tiltale, troede Soldaterne, at disse nok kunne styre ham, og begave sig derfor atter paa Volden; men heri toge de feil, thi Berthelsen pryglede nu begge Vægterne, og var derhos bleven saa desperat, at han beed Vægter Hans Jørgen Hansen i Fingrene, ligesom han allerede tidligere havde tilføiet S. P. Hansen voldsomme Slag over Øinene og paa flere Steder af Legemet. Da disse Vægtere altsaa ogsaa maatte pibe og raabe om Hjælp, saa fremkom atter de ovennævnte patrouillerende Soldater, ligesom ogsaa 2de nye Vægtere, og nu fik man endelig Bugt med Tiltalte, der ved Assistance af Vagtcommandeuren i Sølvgadens Kaserne indsattes i dennes Vagtarrest. For dette Forhold blev Tiltalte, der ei kunde antages at have været i beskjænket i en Tilregnelighed udelukkende Grad, anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16, og skjønnedes Straffen for ham, der var 27 Aar gl., og ifølge Dom af 31te Juli 1846 for Tyveri var straffet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, at kunne bestemmes til lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage. Han tilpligtedes derhos at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til de befalede Sagførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1855, 2. udgave.)

Gamle i Als Sogn. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 7de April.

I Als Sogn er der udqaaet Opfordring til paa 3die Paaskedag at hædre Guldbryllupsparret Math. Iversen og Hustrue ved at møde hos Samme og da tillige betænke dem med en Gave, som de visselig kunne trænge til. Der er neppe Tvivl om, at Als Sogns Beboere jo med Glæde ville vise Deeltagelse ved denne Leilighed. Vi ønske imidlertid, at denne Glæde ogsaa maatte udbrede sig til andre agtværdige Guldbryllupspar i lignende Vilkaar i Als Sogn. Foruden nævnte M. Iversen og Hustrue lever der nemlig i Sognet 3de Ægtepar, som have været gifte i over 50 Aar, nemlig Huusfader Virtus Mortensen og Hustrue i Als By under Viborggaards Gods og Huusfader And. Christensen og Hustrue i Tofte under Lindenborg Gods. Om begge disse Ægtepar kan man med Sandhed sige, at de have ført et virksomt og agtværdigt Liv, samt levet i et kjærligt og lykkeligt Ægteskab. Heller ikke ere deres Omstændigheder anderledes, end at en Gave jo ogsaa der vilde være paa rette Sted. Det omtrent 90-aarige Par, Virtus Mortensen og Hustrue, som have varet gifte i omtrent 58 Aar, trænge haardt til Veldædighedens Bistand. Den gode Jordlod, der hører til deres Huus, have de for flere Aar siden givet Slip paa, fordi de ikke magtede at faae den dreven. Det derved fremkomne Savn for dem maa være betydeligt, og dog have de ikke villet tye til Fattigvæsenet om Hjalp. Selv nu de ere saa svage, al de ikke kunne arbeide eller fortjene det mindste, ikke engang gaae ud af Huset efter en Spand Vand, men maae tilbringes Samme af bejhjælpsomme Naboer, vedblive de dog uden offentlig Hjælp at ernære sig, og de have Ingen hos sig tiI at hjælpe eller pleie dem, men maae dybt føle Savnet af en kjær Datter, deres eneste Barn, der tidligt bortdøde fra dem. Det andet Ægtepar - i Tofte - , som har været gift i noget over 50 Aar, har i sin Tid ved egen Flid givet en temmelig stor Børneflok en hæderlig Opdragelse. Nu ere alle Børnene alt for længe siden forsørgede, saa de Gamle sidde alene og Manden er bleven aldeles blind. Deres Omstændigheder ere jo ikke saa daarlige som det andet Pars, og Børnene bidrage visselig ogsaa til at formilde dem; imidlertid vilde det være passende og smukt, om ogsaa dette agtværdige Jubelpar blev ihukommet ved en Fest, der giver Als Sogn en saa smuk Leilighed til at hædre sine Gamle. (Medd.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling  7. april 1855).