Den blandt Garnisonen i Altona herskende Øiensygdom. (Efterskrift til Politivennen)

I Nr. 50 af denne Tidende (28de Febr.  d. A.) have vi anmeldt en Beretning om denne Sygdom blandt Garnisonen i Kjøbenhavn af dHrr. Overlæger Gottschalch og Bendz. For Sagens Rigtigheds Skyld skulle vi her atter henlede Autoriteternes Opmærksomhed derpaa, ved noget udførligere at omtale en Beretning om Sygdommens Optræden blandt Garnisonen i Altona, meddeelt af Hr. Overlæge Gradmann ved 3die Linie-Bataillon i "Bibl. f. Læger", Januar 1855 Pag. 81 -210. Efter denne Forf.s Oplysninger havde den saakaldte ægyptiske Øienbetændelse allerede i flere Aar hersket blandt de forskjellige Troppeafdelinger, som efterhaanden cantonnerede i Altona siden Krigens Udbrud, og sidst i de 3 østerrigske Regimenter, der efterleve et ikke ubetydeligt Antal Øiensyge, som først bortsendtes i Løbet af Mai og Juni 1852. Sygdommen havde ogsaa været temmelig udbredt i den af Holstenere bestaaende 10de Linie-Bataillon, hvis Sundhedstjeneste Forf. overtog fra Begyndelsen af Mai 1852. Da denne Bataillon midt i August f. A. blev afløst af den fra Kjøbenhavns Garnison kommende og af lutter Sjællændere sammensatte 3die Liniebataillon, haabede Forf., at denne ved Iagttagelse af de fornødne Forsigtighedsregler vilde blive befriet for Sygdommen, men, den havde neppe været 8 Dage i Altona, for en af dens Mandskab allerede viste sig angreben, hvorpaa i Løbet af en halv Snees Dage tilkom nogle af de heftigste og meest haardnakne Tilfælde, som ere forekomne i Garnisonen. - Den udbrød nu ogsaa efterhaanden blandt de øvrige Troppeafdelinger, hvorved Garnisonen blev forøget i Løbet af Efteraaret.

I Begyndelsen var det kun de med heftige Symptomer forbundne Tilfælde, som tiltrak sig Opmærksomhed; da man senere undersøgte de sunde Mandskaber, fandtes Sygdommen langt mere udbredt i Bataillonen, end man hidtil havde formodet. Ved Visitation i Begyndelsen af December f. A., til hvilken mødte 381 Mand, fandtes saaledes 227, hvis Øine vare i en sygelig Tilstand, foruden 14 i Hospitalet henliggende Øiensyge af samme Bataillon. En saadan Udbredelse af Sygdommen i Løbet af 4 Maaneder vidnede tilvisse om dens store Smitsomhed. Blandt 320 Rekrutter, som Bataillonen modtog i Juni 1854, begyndte den ogsaa allerede at yttre sig 8-10 Dage efter deres Ankomst til Altona, og det paa en Maade, som efter Forf.s Mening syntes at sætte ogsaa den mildere Forms Oprindelse fra et iblandt Garnisonen tilstedeværende Smittestof udenfor al Tvivl. I Begyndelsen af Efteraaret havde 80 af dem mere eller mindre tydelige Spor af Sygdommen. "De vare, siger Fors., ligesom det foregaaende Aar, henlagte deels paa Casernen i Norderstrasse, deels paa Arbeidshuset, der forsaavidt kunde betragtes som inficeret fra tidligere Tid af, som de østerrigske Afdelinger endnu i Juni 1852 opholdt sig der og de af Rekrutterne belagte Værelser lang Tid efter hine Troppers Afmarsch benyttedes til Depot for de af dem efterladte Lazareth- og andre Inventariesager. Dog har Casernen i Norderstrasse og navnlig dens nordre Fløi, der i sin Tid benyttedes som Sygehuus for 16de Liniebataillon, ogsaa i dette Aar viist sig fortrinsviis inficeret."

Med Hensyn til den i Altona garnisonerende 9de Liniebataillon oplyser Forf., at den under sit Ophold i Viborg fra Februar 1851 til Marts 1852 ingen Syge havde af dette Slags, men at Enkelte allerede bleve angrebne deraf under deres Cantonnenent i Eckernførde fra April til August 1852, og at deres Antal tiltog efter deres Ankomst til Altona i September f. A. saaledes, at den omsider havde omtrent ligesaamange Angrebne, som den 3die Bataillon.

Efter Forf.'s Mening synes Sygdommen væsentlig at beroe paa et Smittestof, hvis Virkning i mange Tilfælde allerede spores efter 8-10 Dages Forløb og yttrer sig i saa stor Udstrækning, "at det sandsynligen kun er ganske undtagelsesviis, naar en Soldat i en Garnison, hvor det har bestaaet i længere Tid, gjennemgaaer sin Tjenestetid aldeles uberørt deraf." Den umiddelbare Følge af Smitten er Sygdommens mildere Form, der viste sig hos de Fleste af de Angrebne; den indtræder saa umærkeligt, at man efter hans Mening vilde forblive uvidende om Sygdommens sande Udstrækning, hvis man blot indskrænkede sig til at undersøge Øinene hos dem, der tydeligen lide af Øienbetændelse; de fleste mærkede den ikke og det var først ved at trække Øienlaaget ned, at man opdagede den. Den milde Form kunde vel snart efter igjen forsvinde, men som oftest vedligeholdt den sig dog i længere Tid under idelige svage Forværrelser. Hos et ringere Antal af de saaledes angrebne gik den stundom temmelig pludseligt over til den heftigere Form, til den aabenbare Øienbetændelse, hvilket hyppigst skete til visse Aarstider, nemlig i Begyndelsen af Sommeren og Efteraaret, og vare Tilfældene da undertiden af en usædvanlig farlig Charakteer, og Maaneder hengik gjerne, inden Bindehuden atter nærmede sig sin normale Tilstand. Slige Syge sendte man til Hospitalet, medens de mildere Angrebne behandledes i Qvartererne, adskilte fra de sunde Mandskaber. Af de forskjellige Afdelinger, som cantonnerede i Altona, Ottensen og Wandsbeck fra 1ste Mai 1852 til Efteraaret 1854, kom 204 til Hospitalet i Altona, nemlig 134 fra 3die Linie Bataillon, 40 fra 9de Linie-Bataillon, 13 fra Batteriet, 12 fra Cavalleridetachementet og 5 fra 16de Linie-Bataillon. Forf. gjør endelig opmærksom paa, at Sygdommens lldvikling paafaldende begunstiges ved Opholdet i Altona fremfor i Ottensen eller Wandsbeck. Medens Cavalleriafdelingerne saaledes paa de to sidste Stæder kun sendte 1 Øiensyg til Hospitalet, modtog dette 11 fra Eskadronen i Altona; men i denne By holder den sig dog fortrinsviis til visse Localiteter, navnlig til Infanterikasernen i Norderstrasse, Cavallericasernen i Feltstrasse og Arbeidshuset, samt til de lavere beliggende Qvarterer langs med Elben.

Vi have altsaa nu Beretninger fra militaire Læger om denne Sygdoms Optræden paa to af Monarchiets yderpunkter, Kjøbenhavn og Altona, hvilke Beretninger med Hensyn til Sygdommens Egenskaber stemme overeens i de væsentligste Punkter; men Beretningen fra Altona er dog især skikket til at bestyrke den allerede paa mange Steder i Udlandet gjorte Erfaring, at Smitten ikke alene kommer fra de Syge, men ogsaa kan hænge ved Localer og Inventariesager. Forholder dette sig nu saaledes, hvorom man neppe længere kan tvivle, da er det vistnok Pligt for Autoriteterne at sørge for en jevnlig Rensning af Casernerne, for at modarbejde Smittens Concentration og Sygdommens deraf følgende Vedligeholdelse og Udartning. Under alle Omstændigheder er det at vente, at de, efterat have erholdt saadanne paa Kjendsgjerninger støttede Oplysninger, ville gribe energiske Midler til at standse det os truende Onde og formindske den Fare, hvorfor det unge værnepligtige Mandskab er udsat, ved at skulle indkvarteres i Caserner hos Troppeafdelinger, der ere angrebne af Sygdommen, saa og forebygge, at man ikke ved hensynsløs Permittering af angrebne Soldater forøger Udsigterne til Sygdommens Forplantelse blandt den civile Befolkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. april 1855. 2. udgave).

Ildebrand. (Efterskrift til Politivennen)

Den stedfundne Ildløs i Løverdags Efterm., Kl. 2 i det gamle 2-Etages Sted paa Hjørnet af Halmstræde og Lille Kongensgade i Kbhavn. var saa pludselig og voldsom, som man i Mandsminde neppe har været Vidne til, og som, dersom ikke lykkeligvis Brandstedet laae i Læ af Nicolai Taarn, kunde have faaet en frygtelig og uberegnelig Udvidelse, idet der netop blæste en halv Storm af Sydvest. En uhyre Mængde Mennesker vare, begribeligviis paa denne Tid af Dagen, stimlet sammen, saa at det knap blev muligt for Slukningsredskaber og Mandskab at bane sig Vei, forinden Brandvagten havde indfundet sig. Ilden var opkommen ved at Drengen hos Urtekræmmer Elvius, der havde Boutik i Stueetagen, nede i Kjælderen af Vanvare havde slaaet Hul paa en Camphinflaske, og for nu at undersøge hvormeget, eller maaskee skjule hvad der var spildt, havde han tændt en chemisk Svovlstik, ved hvilken Leiligbed hele Camphinbeholdningen var kommen i Brand. Det var frygteligt at see de voldsomme Luer, der med Lynets Hurtighed udbredte sig fra Kjælderen til Boutiken, ligesom paa eengang at slaae ud af alle Vinduer t nederste Etage og den frygtelige Røg og Oes meddele sig over hele Huset og Nabobygningerne, hvorfra man i vild Hast nedkastede alle mulige Gjenstande: Sengeklæder, Linned, Dækketøi, der Altsammen flagrede i Vinden og hvoraf vistnok meget, reddet fra Flammerne, dog gik tabt. Hele Huset er, saa at sige, udbrændt ligesom ogsaa det Meste af Varerne og Bohavet maatle blive et Rov for Luerne. Naboen til Østergade, Silke- og Klædekr. Monies, har lidt endeel Skade af Camphinoesen, da den stærke Hede af den spiritueuse Flamme ikke tillod at redde Noget af Betydenhed. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. april 1855)

Halmstræde er nu den lille gade mellem Nikolaj Plads og Østergade.

Lille Kongensgade set mod vest. Til venstre er Holmensgade. For enden af Lille Kongensgade ses hjørnet ved Halmstræde og allerbagerst hjørnet ved Hvælvingen. Det lyse hus midt i fotoet er formentlig det hus der blev opbygget på tomten. Dette blev senere nedrevet, og i stedet i 1937 opført den store forretningsbygning Østergade 47. Det kan ikke være det andet hjørne da bygningen her er fra 1750. Kbhbilleder.  Public domain.

Censur i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I Slesvig er Pressetilstanden endnu den samme. Under 14de ds. har Ministeriet lavet Udgiveren af "Husumer Wbl.", Capit. Petersen, der var dansk Officeer i sidste Krig, give en offentlig Irettesættelse for Indholdet af Correspondentarlikler i hans Blad fra Kjøbenhavn, der tillægges en "utilbørlig Tone", samt tilkjendegivet, at Ministeriet i "Gjentagelesestilfælde vil være betænkt paa for Fremtiden at forebygge saadan Pressemisbrug ved dertil egnede Forholdsregler". Det er muligt, efter efter hvad herom yttres i et andet Blad, at hine Artikler fortjene det anførte Prædicat; vi kjende dem ikke; men hvorfor vil det nye Ministerium ikke overhovedet gribe til de eneste dertil egnede Forholdsregler imod paastaaede Pressemisbrug: at instituere Lov og Dom istedetfor at overantvorde Pressen til en Politiemesters eller Ministers vilkaarlige Skjøn? Hvor byrdefuldt gjør man det ikke alene for den nye Justitssecretair i Slesvig, Hr. Krieger, den danske "Grundlovs Ordfører", at føre en saadan administrativ Pressejustits, der fjerner saa langt fra Grundlovens Ord og Aand, igjennem i Slesvig? Og kjender man da ikke tilstrækkeligt af alle Tiders Erfaring, at man ved en saadan Fremfærd demoraliserer og serviliserer selve Pressen? Nys lod Ministeriet tilfærdigen kbhvnske. Blade stoppe paa deres Reise til Slesvig. I selve Slesvig tilstedes Pressens Udførelse saa tynd og saa tyndt som muligt. I Tønning har man først for nylig atter givet Afslag paa en ny Ansøgning om Bladudgivelse. I Hertugdømmets største og Monarchiets trediestørste By er den stakkels devote "Flensb. Z." saa godt som monopoliseret, og paa Steder, hvor Pressen lader spore eller ane større Friskhed og Frihed, hænger Politiebeslaget som et Damoklessværd over Hovedet. Hvor troer man det muligt, under saadanne Tilstande, at faae Sandhed i Pressen og Sandhed igjennem Pressen at vide? Og hvor er der bedre Tøile for Misbrug end Lov og Dom? Samt hvorledes - og det er den vigtigste Betragtning - vil man ved PressenS frie Brug i Danmark og ved den Tvang og det Tryk den lider under i Slesvig, hvorledes vil man ved to saa stik modsatte Grundsætninger og al den Skade, de ogsaa i Provindsernes indbyrdes Forhold alt i Praxis have udøvet, avle Fælledsstemninger og jævne Veien for Fælledstilstande? Maa det ikke netop skabe Separatisme, naar man her frit kan tale, ogsaa frit angribe slesvigske Tilstande, og man i Slesvig lægger Laas for Folkets Mund? Svækker man ikke derved let i Slesvig netop det, ialtfald bedste, Værn imod Slesvigholsteinismen, det loyale Fælleds-Sind? eller hvorledes vil man med en Kløft som den imellem Pressefrihed og Pressetvang skabe Fælledsstat? Der er kun eet Middel til at udjævne Kløften, det er: hold et strængt aarvaagent Regimente, men giv Folket fri Tale med Ansvar og Straf for Misbrugen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. april 1855)

Husumer Wochenblatt blev til i 1814. Det blev den 25. juni 1853 lukket (trykt hos Meyler, død 1859) af politiet. Bladet udkom dog uregelmæssigt helt til 1913, hvorefter det skiftede navn til Husumer Tagesblatt.

Færgefart til Morsø. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have modtaget Følgende:

"Hr. Redacteur!

Af en Skrivelse fra Morsø i Aalborg Avis Nr. 79 har jeg seet, at Kjøbmandsstanden i Nykjøbing yttrer Utilfredshed med, at jeg som Eier af Gaarden Fæggeklit har erholdt Bevilling til dersteds at handle med grove Varer under Betingelse af, at jeg ved den nye Færgebro paa Morslandssiden opfører et nyt Krosted med Befordringsstation.

Da det ikke er udsædvanligt, at man, naar Noget gaaer eller er gaaet imod Ønske, kaster Skylden herfor paa Andre, uden at søge den hos sig selv, anseer jeg det ikke for overstadigt at oplyse, hvorledes Sagens egentlige Sammenhæng er. Alt i over 2 Aar har Amtet, efter Generalpostdirecteurens Opfordring, ved forskjellige offentlige Bekjendtgjørelser søgt at opmuntre til Anlæg af en Kro ved Fæggesund, som hidtil har været meget savnet saavel af de Reisende, der befare dette Sundsted ialmindelighed, som især af Dampskibspassagererne, da Fæggesund er det eneste Sted paa Reisen til Thisted, hvor Dampskibet kan anløbe Morsø. Desuagtet havde Ingen viist sig villig til at overtage denne Entreprise, uagtet der ved de nævnte Bekjendtgjørelser var givet Tilsagn om Kroholdsbevilling og Ret til at afgive Extrapostbefordring fra Stedet, formodentlig fordi man befrygtede, at Bekostningen ved Indkjøbet af den dertil fornødne Jord og Opførelsen af hensigtsmæssige Bygninger m. v. ikke kunde ventes dækkede ved Overskudet af de aarlige Indtægter. Da jeg imidlertid havde tilkjøbt mig Gaarden Fæggeklit, tilbød jeg at overtage denne Bekostning, saafremt der maatte forundes mig en lignende Bevilling som den, der for flere Aar siden er meddeelt Kromanden paa den modsatte Side af Sundet, til fra Krostedet at handle med grove Varer. Efter at min Ansøgning derom var bleven særdeles anbefalet af Sogneforstanderskabet, blev det vedtaget i Amtsraadet med lige Stemmer for og imod, at forelægge Indenrigsministeriet Sagen til Afgjørelse. Af Ministeriet er Bevillingen derefter meddeelt, formodentlig især efter Generalpostdirecteurens Anbefaling, der ønskede Krostedet etableret og ikke havde kunnet fremskynde delte paa anden Maade eller anderledes faae Anløbsstedet etableret.

Hvis nu den ærede Handelsstand i Nykjøbing virkelig tillægger et sligt Etablissement en saa høi Værdi som det kunde synes af det ommeldte Brev, bliver Spørgsmaalet: hvorfor har den da ikke selv benyttet Lejligheden til at kjøbe Fæggeklit, der i flere Aar har været falbudt; eller hvorfor har den idetmindste ikke søgt at afkjøbe mig der Stykke Jord paa 20 Tdr. Land, som skal tillægges Kroen og hvorpaa denne nu bliver opført. Den vilde da upaatvivlelig have kunnet opnaae den samme Begunstigelse, som nu er tilstaaet miq, under samme Vilkaar og jeg er overbeviist om, med større Lethed end jeg, da Amtmanden, endskjøndt han meget interesserede sig for denne som for hver anden nyttig Foranstaltning i Amtet, dog netop af Hensyn til mit Tjenesteforhold til ham, saaledes som Amtsraadets Forhandlingsprotocol kan udvise, ikke vilde benytte sin Ret til, i Tilfælde af lige Stemmer, som Formand at afgjøre, hvorvidt Sagen skulde anbefales til Ministeriet eller ikke, hvoraf fulgte, at den, som ovenfor bemærket, ikke blev anbefalet af Amtsraaadet, men kun henstillet til Ministeriets Afgjørelse. En ligefrem Anbefaling vilde derimod sikkert være bleven meddeelt under andre Omstændigheder og navnlig saafremt Handelsstanden i Nykjøbing havde ansøgt om Bevillingen.

Hvad dernæst den Concurrence angaaer, som De i Deres yderligere Betragtninger, angaaende dette og lignende Handelsetablissementer, har omtalt som ønskelig, da skal jeg endvidere oplyse, at der, som alt anført, findes et tilsvarende Etablissement paa den modsatte Tide af Fjorden, der der neppe er over 300 Alen bred, hvorhos det i samme Anledning fortjener at bemærkes, at Fæggeklit er 3½ Miil fra Nykjøbing, ligesom Krostedet paa den modsatte Side omtrent ligger i samme Afstand fra Thisted, naar man kjører over Veilen dertil.

Af det Anførte vil De formeentlig finde, at d'Hrr. Kjøbmænd i Nykjøbing langt lettere end jeg kunde have opnaaet den meget omtalte Bevilling, som det Offentlige heller ikke har meddeelt mig uden Vederlag, da jeg foruden at tillægge 20 Tdr. Land vil hare at anvende ca. 7000 Rd. paa Bygninger og Befordringsvæsenet for Bevillingen maa benyttes samt at min Stilling som Amtsfuldmægtig i saa Henseende ikke har været mig til Fordeel.

Ved den til Offentlighed givne Foranledning haaber jeg tillige, at De tillade mig at benytte Deres ærede Blad til blot simpelthen at modsige en Beskyldning for Misbrug af Portofriheden, som for ikke lang Tid siden er fremkommen imod mig i et andet Blad og som jeg ikke anseer der fornødent videre at imødegaae, end at erklære Beskyldningen for aldeles urigtig og grundet paa Ubekjendtskab til min Stilling som Kasserer for Enkekassen.

Thisted, den 16te April 1855.

Ærbødigst

Jespersen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. april 1855)

Kammerassessor Jespersens sag med færgefarten ved Fæggesund er grundigt beskrevet af Anders Sørensen: Lidt om Feggesund Færgested. I den iøvrigt meget lange artikel står om Jespersen, at utilfredsheden bl.a. skyldtes det skete i konkurrence med Gade der ikke havde nogen bevilling, hvilket han efter egen opfattelse ikke fandt nødvendigt. Kammeradvokaten afslog efterfølgende Jespersens ansøgning, men lod en kattelem åben for at åbne en færgeforbindelse fra Mors til Hannæs (ikke omvendt). I stedet søgte han 20. november 1856 at etablere færge fra Christiansholm til Arup.  Det fik han 29. april 1857. Jespersen solgte efterfølgende Christiansholm og blev prokurator i Odense. 

Overfald paa Vægtere. (Efterskrift til Politivennen)

Sammenhængen med en af Criminal- og Politiretten den 3die April paadømt Justitssag, hvorunder Tiltalte, Anders Berthelsen, actioneredes for Overfald mod Vægtere, var følgende: Afvigte 11te Decbr., om Morgenen mellem Kl. 5 og 6, stod Vægter Nr. 121, Søren Peter Hansen, paa sin Post ved Rosenborg, og talede med den der arbejdende Reebslager Hassenpflug, da Tiltalte kom slingrende forbi dem fra en Dandsebod eller en lignende Anstalt. Tiltaltes uregelmæssige Bevægelser foranledigede Vægteren til at henvende nogle Bemærkninger til Hassenpflug, hvilke Tiltalte hørte og gjenmælede imod. Vægteren anmodede ham nu i en rolig Tone om at begive sig til sit Hjem, men dette optog Berthelsen ilde, thi han greb fat i Vægteren, og der opstod saaledes et haandgemæng imellem dem, hvorunder Vægteren først, og senere begge Parter, gjentagne Gange kastedes til Jorden, idet de Begge avancerede fra Rosenborg og henad Sølvgaden til, og da Vægteren, som vilde anholde Rolighedsforstyrreren, ikke kunde faae Magten over denne, som tvertimod blev ved at molestrere ham, peeb han flere Gange og raabte om Hjælp. Herved foranledigedes 2de af paa Volden patrouillerende Menige til at nærme sig, og de fandt da Berthelen ifærd med at slaae den paa Gaden liggende Vægter. Tiltalte vilde nu absentere sig, men Soldaterne, som fældede Geværerne, anholdt ham og overleverede ham til Vægter S. P. Hansen og en anden tilkommen Vægter, nemlig Nr. 117, Hans Jørgen Hansen. Da der saaledes vare 2de Vægtere om Tiltale, troede Soldaterne, at disse nok kunne styre ham, og begave sig derfor atter paa Volden; men heri toge de feil, thi Berthelsen pryglede nu begge Vægterne, og var derhos bleven saa desperat, at han beed Vægter Hans Jørgen Hansen i Fingrene, ligesom han allerede tidligere havde tilføiet S. P. Hansen voldsomme Slag over Øinene og paa flere Steder af Legemet. Da disse Vægtere altsaa ogsaa maatte pibe og raabe om Hjælp, saa fremkom atter de ovennævnte patrouillerende Soldater, ligesom ogsaa 2de nye Vægtere, og nu fik man endelig Bugt med Tiltalte, der ved Assistance af Vagtcommandeuren i Sølvgadens Kaserne indsattes i dennes Vagtarrest. For dette Forhold blev Tiltalte, der ei kunde antages at have været i beskjænket i en Tilregnelighed udelukkende Grad, anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16, og skjønnedes Straffen for ham, der var 27 Aar gl., og ifølge Dom af 31te Juli 1846 for Tyveri var straffet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, at kunne bestemmes til lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage. Han tilpligtedes derhos at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til de befalede Sagførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1855, 2. udgave.)