Slesvig-Holstens indre Tilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holstens indre forhold.

En lille skrift der netop er udkommet, beskriver hertugdømmernes aktuelle indre forhold. Den er skrevet i levende farver, men dens beskrivelser stemmer i det væsentlige overens med hvad der siges om den fra andre kilder. Vi vil begrænse os til at genoptrykke de passager nedenfor der primært vedrører forholdet mellem kirke og skole og til retspleje.

"Hertugdømmerne siges det der, er et erobret, underkuet land, hvor umoral under Moltke-Criminils administration er vokset til det utrolige; en aldrig hvilende disciplinær regel og griskhed disciplinerede det ulykkelige land, afsatte, deporterede, næppe var noget tilbage. Især Slesvig er blevet fuldstændig lovløs, kirken har været udsat for politipres til fordel for det danske sprog, hvilket på det seneste har fået en række godsejere til at udtrykke deres seriøse hensigt om at konvertere til den katolske kirke. Tomme kirker, tomme altre er på dagsordenen, i mange samfund er kirkedøren uge efter uge slet ikke åbnet i ugevis, fordi ingen møder op til gudstjenesten; de danske missionærer i kirken taler dansk, som ingen forstår, eller tysk på en måde der får dem til at grine. De kender ikke Luthers Bibel, Luthers Katekismus, tyske lutherske kirkesalmer på tysk og vil ikke ind i den danske bibel, og Danmark har ikke engang en dansk salmebog, som det hæderligt kunne tilbyde menighederne; så der kan ikke opstå noget åndeligt fællesskab mellem den danske prædikant og det tyske samfund; findes et gammelt, støvet dokument i noget arkiv, hvoraf det kan sluttes at det danske sprog var almindeligt en gang for århundreder siden, anses dette sprog for at have ret til at blive genoprettet; forgæves bestormedes provincialstænder med andragender om tyskernes bevarelse, forgæves støttedes disse varmt af forsamlingen, alt blev afvist; Det kan i hvert fald være tilfældet, råber biskoppen i Slesvig, de danske teologer i København råber til de gamle mennesker der inderligt længes efter deres modersmål, det kan i hvert fald være sådan, at de må opgive dansk forkyndelse, men højere statslige hensyn sikrer almen velfærd det er nu nødvendigt at alderdommen bringer dette offer, at den tyske kirketjeneste opgives. På den måde sikres ligheden mellem det tyske og det danske sprog, som forkyndt i programmet af 1852, på det stærkest mulige. 

Danske aviser er nu tilladt i Slesvig, tyske er stadig forbudte; enhver udgivelse, der fjernt strider mod landets lov, er konfiskeret, Altonaer Zeitung blev for nylig konfiskeret på grund af meddelelsen om at katedralskolen i Slesvig havde mistet den sidste lærer i tysk undervisning på grund af en lærers afgang. Overalt hvor man stadig kan finde noget af den tyske slags, sker afskedigelse for at rense kirken og uddannelsesinstitutionerne for slesvig-holsteinismen, som den københavnske presse jublende forkynder. Hr. v. Scheel er ved at rydde op i Holsten så vidt der stadig er materiale til rådighed. Den mangeårige generalforstander blev fjernet fra sit embede og bispeembedet blev også indført i Holsten efter dansk forbillede der allerede var brugt i Slesvig. En dansk oberstløjtnant forfremmes til kurator for universitetet i Kiel på russisk manér; Dyrkningen af ​​videnskaberne bør øves med sablen, noget uhørt i de tyske forbundsstater! Det tyske universitet i Kiel bliver behandlet på lige fod med København i alle faciliteter, tidspunkt for forelæsninger, eksamener, ferier, for at gøre det sværere for tyskerne at besøge og lettere for danskerne. Militærkuratoren er samtidig præsident for byen Kiel, foged for tre nabokontorer, overkommissær for nogle klostre og godsdistrikter og jernbanekommissær! Embedsmændene i Holsten går som på skrøbeligt glas; postmestre, der officielt skriver et tysk ord, mister deres embede, privat ejendom og lov krænkes; Fordi nogle apotekere beskæftiger assistenter, der er født i Tyskland, men taler dansk, trækkes deres reelle privilegier tilbage, tabet af formue tages ikke i betragtning, uanset alle klager, står de røvede mennesker tilbage med andet end tiggeri. Ministeren tager ikke imod klager over de danske embedsmænd; Efter uendelige personlige anmodninger fik en tysker i Slesvig tilladelse til at lade sine børn modtage privat religionsundervisning i tysk to gange om ugen, al anden undervisning skulle forblive på dansk; seminarister der tilbyder at undervise i privat tysk, vil blive udelukket fra enhver ansættelse som skolelærer; hele herreder og amter hvor ingen forstår dansk, bliver behandlet på denne måde; de slesvig-holstenske annonceaviser, der i et århundrede har været fællesorgan for hertugdømmernes offentlige ret, er blevet omsat til holstenske annoncer i den ængstelige danske omhu for at udrydde enhver offentlig påmindelse om landenes enhed; den højere appeldomstol for de tre hertugdømmer er begrænset til Holsten og Lauenburg; det blev sagt at en anden ånd måtte bringes ind i denne højeste domstol; præsidenten og to rådsmedlemmer, deriblandt rådets fornemste medlem, landets første advokat, en mand af den mest upåklagelige hæder, afskediges fra den ene dag til den anden, og en kammerat til Scheel udnævnes til retspræsident; rådmænd fra den danske Flensborg appelret bør udfylde de resterende huller." (Pr. Wchbl.)

Schleswig-Holsteins innere Zustände.

Eine so eben erschienene kleine Schrift schildert die gegenwärtigen inneren Zustände der Herzogthümer. Sie ist in lebhaften Farben gescrieben, aber ihre Schilderungen stimmen im Wesentlichen ganz mit dem überein, was auch von andern Seiten her darüber verlautet. Wir beschränken uns darauf, nachstehend diejeningen Stellen daraus hier abzudrücken, welche sich vorzugsweise auf die Verhältnisse von Kirche und Schule und auf die Rechtspflege beziehen.

"Die Herzogthümer, heisst es daselbst, sind eben ein erobertes, unterjochtes Land, in welchem unter der Moltke-Criminilschen Vervaltung die Sittenlosigkeit bis ins Unglaubliche gestriegen ist; eine nie ruhende Zuchtruthe und Geitzel massregelte das unglückliche Land, abzusetzen , auszuweisen, blieb kaum noch etwas übrig. Schleswig vor allem ist völlig rechtslos geworden, die Kirche zu Gunsten der dänischen Sprache einem Polizeidruck unterworfen, der neuerdings eine Anzahl Grundbesitzer veranlasste, die ernst Absicht auszusprechen, zur katoloschen Kirche überzutreten. Leere Kirchen, leere Altäre, sind an der Toagesordnung, in vielen Gemeinden wird Woche nach Woche, wochenlang die Kirchentür gar nicht aufgeschlossen, weil Niemand zum Gottesdienst sich einfindet; die dänischen Missionäre sprechen im Gotteshause dänisch, das Niemand versteht, oder deutsch in einer Weise, um dem Gelächter sich preiszugeben. Luthers Bibel, Luthers Katechismus, deutsche lutherische Kirchengesänge kenne sie nicht in deutscher Sprache und wollen sich nicht in die dänische Bibel hineinleben, und Dänemark hat nicht einmal ein dänisches Gesangbuch, das es ehrenhaft den Gemeinden anbieten könnte; so kann kein Band geistiger Gemeinschaft zwischen dem dänischen Prediger und der deutschen Gemeine eintstehen; findet sich in irgend einem Archiv ein altes bestäubtes Aktenstuk, woraus sich schliessen lässt, dass an einem Ort vor Jahrhunderten die dänische Sprache üblich gewesen, so wird dieser Sprache ein Recht beigelegt, wiederhergestellt zu werden; umsonst wurden die Provizialstände mit Bittschriften für die Erhaltung des Deutschen bestürmt, umsonst diese von der Versammlung aufs Wärmste unterstützt, Alles ward abgewiesen; es möge immerhin sein, ruft der Bischof in Schleswig, rufen dänische Theologen in Kopenhagen den alten Leuten zu, die feuszend nach ihrer Muttersprache sich sehnen, es möge immerhin sein, dass sie die dänische Predigt aufgeben müssen, aber höhere Staatsrücksichten, die allgemeine Wohlfahrt machen es nun einmal nothwendig, dass das Alter dieses Opfer bringe, dass der deutsche Gottesdienst aufgegeben werde. In solcher Art wird die Gleichberechtigung der deutschen und der dänischen Sprache, wie das Programm von 1852 verkündet, auf das kräftigste gewährleistet. 

Dänische Zeitungen sind jetzt gestattet in Schleswig, deutsche nach wie vor verboten; konfiszirt wird jede Druckschrift, die im Entferntesten an das Recht des Landes erinnert, die Altonaer Zeitung noch vor Kurzem wegen der Mittheilung, dass durch den Abgang eines Lehrers die Domschule zu Schleswig den letzten Lehrer deutscher Bildung verloren habe. Wo noch etwas Absetzbares deutscher Art sich findet, tritt Amtsentsetzung ein, um Kirche und Lehranstalten, wie die Kopenhagener Presse jubelnd verkündet, von Schleswig-Holsteinismus zu reinigen. Hr. v. Scheel räumt auf in Hosltein, so weit noch Stoff verhanden. Der vieljährige Generalsuperintendent wird seines Amtes entsetzt, nach dänischem Muster, das in Schleswig bereits angewendet, auch in Holstein die Bischofswürde eingeführt. Zum Kuratoer der Universität Kiel wird in russischer Weise ein dänischer Oberstlieutenant befördert; die Pflege der Wissenschaften soll der Säbel führen, in den deutscdhen Bundesstaaten bis hieher unerhört! Die deutsche Universität Kiel wird in allen Einrichtungen, Zeit der Vorlesungen, Prüfungen, Ferien, der Kopenhagener gleichgestellt, um den Besuch von Deutschen zu erschweren, von Dänen zu erleichtern. Der militärische Kurator ist gleichzeitig Präsident der Stadt Kiel, Amtmann drei benachbarter Aemter, Oberkommissär für einige Klöster- und Güterdistrikte und Eisenbahnkommissär! Die Beamten in Holstein wandern wie auf zerbrechlichem Glase; Postmeister, die amtlich ein deutschen Wort schreiben, verlieren ihr Amt, Privateigenthum und Recht wird verletzt; weil einige Apotheker deutschgeborene, obschon der dänischen Sprache mächtige Gehülfen halten, wereden ihnen die Realprivilegien entzogen, der Vermögensverlust wird nicht beachtet, aller Beschwerden ungeachtet, bleibt den Beraubten nur der Bettelstab. Klagen gegen die dänischen Beamten nimmt der Minister nicht an; nach endlosem persönlichen Bitten wurde einem Deutschen in Schleswig die Erlaubniss ertheilt, seinen KIndern zweimal in der Woche privatim Religionsunterricht in deutscher Sprache geben zu lassen, aller andere Unterricht müsste dänisch bleiben; Seminaristen, die sich anbieten, privatim deutsh zu lehren, werden von jeder Anstellung als Schullehrer ausgeschlossen; ganze Landschaften und Aemter, wo kein Mensch dänisch versteht, werden in dieser Art behandelt; die schleswig-holsteinischen Anzeigen, seit einem Jahrhundert das gemeinsame Organ für das öffentliche Recht der Herzogthümer, sind in der ängstlichen dänischen Sorgfalt, jede öffentlige Erinnerung an die Zusammengehörigkiet der Lande auszumerzen, in holsteinische Anzeigen umgetaust; das Oberappellatinsgericht für die drei Herzogthümer ist auf Holstein und Lauenburg beschränkt; ein anderer Geist müsse hineingebracht werden in dieses höchste Tribunal, wurde geäussert; der Präsident und zwei Räthe, unter diesen das ausgezeichnetste Mitglied desselben, der erste Jurist des Landes, ein Mann von der unbescholtensten Ehrenhaftigkeit, werden über Nacht entlassen, zum Präsidenten des Gerichts ein Genosse Scheels ernannt; Räthe aus dem dänisirten Flensburger Appellationsgericht sollen die übrigen Lücken ausfüllen." (Pr. Wchbl.)

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk. 6. juli 1855)

I slutningen af året 1855 bragtes følgende tegning:

Holstein. Man bemüht sich auch hier schon, den heranwachsenden Deutschen Geschmack an der Dänischen Sprache beizubringen. (Holsten. Her arbejdes der allerede på at lære unge tyskere smag for det danske sprog). På kortet i baggrunden ses at Danmark har bredt sig langt sydpå. Kladderadatsch 30. december 1855.

Lygteveien. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde igaar Aftes.

- - -

- Fra Ejendomsbesidderne ved Lygteveien var indkommet et i meget indtrængende Udtryk affattet Andragende om en Grundforbedring af den nævnte Vei, der for nærværende Tid maatte ansees som en Fortsættelse af Forstaden Nørrebro. Deres Ønske gaaer ud paa, 1) at Gangstien maatte blive omlagt, 2) den nu macadamiserede Kjørevei blive brolagt, og 3) at den søndre Grøft maatte blive brolagt i Bunden ligesom den nordre er det. Vei- og Brolægningscomiteen har i sin Erklæring yttret, at Ansøgerne i Henseende til de 2 første Punkter ikke havde nogetsomhelst Krav paa det Offentlige. Hvad det sidstnævnte Punkt angik, da interesserede det i sanitair Henseende det Offentlige, at Grøfterne bleve vel rensede, og Comiteen indstillede derfor, at der anvendtes et Beløb af 376 Rblr. til at brolægge den Søndre Grøft. Kayser gjorde opmærksom paa den Kjendsgjerning, at medens det saa ofte var Tilfældet, at man med stærke Klager og høie Raab paakaldte Communens Hjælp mod forskjellige Ulemper, saa viste man paa den anden Side en paafaldende Ulyst til selv at gjøre Opoffrelser og bære sin Deel af Byrden. Det var ikke længe siden, at den nordre Groft ved Lygteveien paa Beboernes indstændige Begjæring var bleven brolagt af det offentlige; men den henstod nu ligesaa urenset som tilforn. Det Samme viste sig med Blaagaardsveiens Grøft, som for en Sum af 1100 Rd. var bleven brolagt paa Communens Regning. Den var fuld af Mudder og Dynd, fordi Beboerne under det intetsigende Paaskud, at der ved Grøftens Brolægring tilførtes dem Vand fra Nørrebro, vægrede sig ved at lade den oprense. Efter at have bemærket, at Politiet maatte være baade bemyndiget og berettiget til at paalægge Beboerne Saadant som Pligt, henstillede Formanden det til Forsamlingen, om den bifaldt Comiteens Indstilling om at anvende et Beløb af 370 Rd. til at brolægge den søndre Grøft ved Lygteveien. Forsamlingen gav eenst. sit Samtykke hertil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. juli 1855. 2, udgave)

Opfordring til Landboerne. (Efterskrift til Politivennen)

Vi tillode os ifjor at henlede Deres Opmærksomhed paa den ikke ringe Tjeneste. De kunde vise ikke blot Kjøbenhavn, men hele Landet, ved i Sommerferien at modtage Børn fra de kjøbenhavnske Almueskoler i Deres Huse. Den Velvillie, hvormed man strax kom os imøde, idet et Par Hundrede Huse aabnede sig for 263 Børn, lader os haabe, at De atter ville række Deres Haand til et foretagende, hvis gavnlige Følger ere blevne almindelig erkjendte. Derfor skulle vi ikke tage i Betænknlng paany at henvende vor Opfordring til Dem, at De baade ved Deres Indflydelse hos Andre og personlige Deeltagelse ville virke for, at saa Mange som muligt kunne paa den ene Side udøve en god Gjerning, paa den anden Side nyde Frugten deraf.

Ligesom ifjor ville vi drage Omsorg for, at de Børn, der sendes paa Landet, ere sædelige, vel opdragne Børn af ubemidlede, men skikkelige Forældre, at de i Forhold til deres Stand ere reenligt og ordentligt udstyrede, og at de ere forsynede med Lægeattest, forat Intet skal være at befrygte i Henseende til deres Sundhedstilstand.

For at lette Befordringen har Directionen for den sjællandske Jernbane bevilget os fri Reise for de Børn, der ville blive indbudne af Roeskilde-Egnens Beboere. Ligeledes have dHrr. Koch og Prior indrømmet fri Reise til de Steder paa SydsjæIland, Møen, Falster, solland, Langeland, Fyen og Jylland, der anløbes af deres respective Dampskibe.

Sommerferien begynder den 23de Juli og varer til den 9de August. Dhrr. Landmænd, som iaar ville skjenke os Deres Deeltagelse , ville behage at tilstille medundertegnede S. E. Müller Underretning om, hvormange Drenge eller Piger De kunne modtage, samt paa hvilken Tid og paa hvilket Sted De ville afhente dem. For at blive færdige i rette Tid med de nødveudige Forberedelser, ønskede vi gjerne denne Underretning inden Søndagen den 15de Juli

København den 25de Juni 1855.

B. A. Borgen, Professor, Skoledirectcur.
I. E. L. Petersen, Inspecteur ved Kjøbenhavns østre Betalingsskole.
C. Gammeltoft. Inspecteur ved Kjøbenhavns vestre Betalingsskole.
Alex. Jacobi, tilsynshavende Lærer ved Caserneskolen.
E. L. Thortsen, Inspecteur ved Kbhavns forenede Friskole.
Fred. Frølund, Inspecteur ved Chavns offentlige Skoler.
S. C. Müller, Overlærer ved Holmens Sogneskole,
Laxegade 199, 1ste Sal.

Dhrr. Redacteurer af Provindsaviserne bedes at vise os den Velvillie at optage ovenstaaende Opfordring

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juni 1855. 2. udgave)

Skolelærer-Seminariet i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten. Tønder, 18. juni Skolelærerseminaret her som var så blomstrende i tidligere år, er lagt i graven. De få seminarister der stadig skulle gå på institutionen i endnu et år eller to, har været der siden påske d.å. forlader byen for at "konditionere", indtil de kaldes til Eckernförde. Hvorvidt og hvornår et dansk seminar bliver bygget her i stedet for det tyske, vides endnu ikke. De hidtidige lærere på borgerskolen her, regnemestrene Clausen og Cantor Nissen, har siden påske måtte stoppe arbejdet på skolen som følge af dansksprogets indførelse. (Hamb. besked)

Schleswig-Holstein. Tondern, 18 Jun. Das in frühern Jahren so blühende Schullehrerseminar hieselbst ist zu Grabe gegangen. Die wenigen Seminaristen, die noch ein odere zwei Jahre die Anstalt zu frequentiren hatten, haben seit Ostern d. J. die Stadt verlassen, un so lange zu "conditioniren" bis sie nach Eckernförde berufen werden. Ob und wann hier an der Stelle des deutschen ein dänisches Seminar errichtet werden soll, darüber weiss man noch nichts. Die seitherigen Lehrer an der Bürgerschule hieselbst, die Rechnenmeister Clausen und Cantor Nissen, haben in Folge der Einführung der dänischen Sprache ihre Wirksamkeit in der Schule seit Ostern eingestellen müssen. (Hamb. Nachr.)

(Allgemeine Zeitung. 29. juni 1855)

Skolelærer-Seminariet i Tønder, der førhen var i en blomstrende Tilstand, har nu saagodtsom sunget sin Svanesang. De faa Seminarister, der skulde freqventere Anstalten endnu 1 eller 2 Aar, have siden sidste Paaske forladt Staden, for at konditionere saalænge, indtil de kaldes til Eckernførde, Man veed endnu Intet om og naar der skal oprettes et dansk Seminarium i Tønder, istedetfor det tyske. (Morgenp.)

(Ribe Stifts-Tidende 5. juli 1855).

Lærerseminariet i Tønder (oprettet 1788) var Nordens første. Det var dog mere et præstegårds-seminarium. Først fra 1829 kan man tale om en egentlig læreruddannelsesinstitution. Tønder Seminarium var tysk hvad Christian 8. der besøgte seminariet i oktober 1844, skal have ytret utilfredshed at at det danske sprog havde så ringe plads. Undervisningen foregik på tysk indtil 1855. 

At dansk/tysk sprog før Krigen 1848-1850 ikke for alle spillede så stor en rolle som den faglige, fremgår af Hans Schneekloth (1812-1882) livsbane. Han havde en "tysk" baggrund, var født i Holsten, uddannet ved det dengang tyske Tønder Seminarium 1832-1835. Han var kortvarigt lærer ved en opdragelsesanstalt i Oldesloe, lærer ved St. Petri Skole i København 1835-1842, 1843 i Maribos Realskole. Han skrev adskillige skolebøger på dansk fra 1838 og skrev artikler i danske skoleblade, samt i så forskellige aviser som Tønder Ugeblad, Folkebladet, Fædrelandet, Kjøbenhavnsposten samt redigerede "Tidende for almindelig danske Skolelærerening). Han betragtes som en dansk skolemand, og fik en vej opkaldt efter sig på Frederiksberg.

Herefter blev det nedlagt og flyttet til Eckernförde indtil 1864 hvor eleverne blev flyttet til Tønder. Fra 1841 var der i Jelling et seminarium som skulle forsyne Nordslesvig med danske lærere. 

Notits fra Den vestslesvigske Tidende (Tønder) 28. december 1857 hvori det fremgår at seminariet åbner som et dansk skolelærerseminarium. Indvielsesceremoni og baggrundsartikel stod i samme blad 11. januar 1858.

1858-1864 var Tønder Seminarium dansk. Herefter igen tysk, med en dansk afdeling som 1884 flyttede til det nyoprettede Haderslev Seminarium. Efter 1920 fungerede den tyske afdeling intil 1926 i Nibøl. Siden har Tønder Seminarium været en dansk læreruddannelsesinstitution, fusioneret 1991 med Haderslev Statsseminarium.

Efterkrav om Indkomstskat i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

Dannevirke meddeler fra Haderslev følgende: For at forskaffe sig Penge udskrev Oprørets Regjering i Rendsborg den 31te Juli 1848 en hidtil ganske ubekendt Skat af Indvaanerne i Hertugdømmerne, en Indkomstskat nemlig. Naturligviis blev denne Skat uddreven baade hev hiin Regjerings Tilhængere og Modstandere med al den Raskhed og Klem, der var den egen. Det er vitterligt, at endog Familiefædre, der levede af Haanden i Munden, maatte paa denne Maade yde deres Skiærv til Oprørets Fremme og kunde ikke slippe fri, thi unegtelig havde de Indkomster. - I Vinter, efter næsten 7 Aars Forløb, da Sagen var forvunden og forglemt, dukkede den dog frem paany. 16 Borgere og Indvaanere i Haderslev bleve, om vi huske ret, i Martsmaaned ifølge Regieringens Befaling af Magistraten tilsagte at betale Indkomstskat ifølge "Forordningen" af 31te Juli 1848, eftersom det af Registrene fra hiin Tid ikke kunde sees, at de havde betalt til den provisoriske Regjering. Man kan tænke sig, med hvilken Forbavselse Vedkommende, efter 6½ Aars Forløb, modtoge denne Tilsigelse. Her var ikke Tale om en resterende kongl. Skat. men om en formeentlig resterende Sum, udskreven af en Oprørsregjering til Rigets og Kongens Bekrigelse, følgelig en Skat, som Kongen mindst af alle ventedes at ville anerkjende, ligesom den ved nogen offentlig kgl. Lov ikke vides at være bleven anerkjendt. Det er muligt, at flere af hine 16 Borgere have i Sommeren 1848 ved Flugt fra Byen og slesvigsk Grund sluppen fra at betale omtalte Skat, skjøndt Oprørets Autoriteter i saadanne Tilfælde nok forstode at inddrive den. Der synes derfor, hverken paa den ene eller anden Side, at være nogen Vished for, hvorvidt Skatten i hine forvirrede og aldeles lovløse Tider af den Enkelte er bleven betalt eller ikke, og et forefundet Register, der udviser enkelte Restanter, synes fra hine Dage ikke at kunne skjænkes nogen Gyldighed. Thi ogsaa Registret er skrevet af Oprørere, og overalt hvor en saadan Oppebørselsbetjent kan have forglemt eller undladt at afskrive Betalingen, naar den er indkommen, findes den endnu blank og resterende. Hvis Oprørets Oppebørselsbetjente havde været meget uordentlige, baade ved Bogføringen af hiin Indkomstskat og af alle Skatter, og dersom Kongen saa nu vilde fremdrage alle de Skatteregistre, der fra hiin Tid forefindes, og inddrive Restancerne, saa kunde dette blive Indvaanerne et slemt Puds, men Finantserne vilde derved kunne faae en uforudseet, extraordinair Indtægt. Nu derimod bliver Summen forholdsviis meget ringe, thi der er kun funden 16 Borgere i Haderslev, som restere eller egne sig til at betale Restance. I Begyndelsen traf neppe Nogen af dem Anstalt til, nu at betale Skatten, senere skærpedes Tilsigelsen, og igaar foretoges Udvurdering hos dem, som ikke havde efterkommet Opfordringerne, saa vidt vi vide, de Fleste; enkelte havde, for ikke at udsætte sig for videre Bryderier, betalt forinden. De 16 Vedkommende have vel hele Tiden tænkt at kunne udfinde et Middel for at bevæge Hs. Majestæts Regjering til at foranstalte den begyndte Indkrævning suspenderet og, hvis forøgede Skatter vare nødvendige, da at give disse en Form og et Navn, der ikke i den Grad mindede om et Oprør og en Oprørstid, som nærværende Skat gjør. Men ved disse Tanker er det blevet, til nogen Forening har man ikke turdet sammentræde, fordi en Forestilling til Regjeringen, undertegnet af Flere, er, ifølge Slesvigs nye Forfatning, en stor Lovovertrædelse. Petitionsretten er afskaffet, en Ret, som Indvaanere i despotiske Lande ellers beholde længst og sjelden frataget dem. Om 6 Uger skal det Indbo og de Gjenstande, som igaar bleve vurderede hos dem af de 16, der ikke have betalt, sælges ved offentlig Auction. Paa denne Maade spores endnu Efterveer af Aaret 1848.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. juni 1855. 3. udgave)

Indkomstskatten var ikke så let at fastsætte. Mens folk med faste indkomster, såsom embedsmænd, pensionister etc. var nemme at fastsætte, stod det anderledes til med købmænd, fabrikanter og håndværkeres indkomster. Her måtte man sjusse sig til det efter deres offentlige omdømme. Landmænd havde også mulighed for at ansætte deres driftsomkostninger så højt at de næsten ingen indkomst havde. Der var således eksempler på at godsejere der ejere 3-4 godser angav deres netteindtægt til 4.000 Rbd!

- Aabenraa den 15de Juni. "Dannevirke" meddelte fornylig en Beretning om, at der hos 16 Borgere i Haderslev er blevet forelaget Udvurdering, fordi de ikke have betalt den af Oprørsregeringen under 31te Juli 1848 udskrevne Indkomstskat. Naar Sagen henstilles saaledes, nogen og uden den fornødne Commentar, saa er den vistnok skikket til at fremkalde Sensation og maaskee mere. Men naar man erindrer og betænker, hvad der tidligere er passeret i samme Anledning, saa fremstiller Affairen sig i et ganske andet Lys. Oprørerne manglede nemlig, som "Dannevirke" rigtig bemærker, Penge, og derfor blev hin Skat ogsaa uden Ophold oppebaaret eller inddrevet hos de allerfleste Skatteydere. De, som holdt med Oprøret, betalte villigt og gjerne, de Ængstlige for at undgaae Ubehageligheder, og de Loyale først efter en Modstand, der i mange Tilfælde bleve kuet ved Anvendelsen af de yderste Tvangsmidler. Her i Byen foretoges Inddrivning samt Udvurdering og offenligt Salg af det Udvurderede allerede i Efteraaret 1848; og naturligvis gik det ud over de dansksindede Borgere. Paa flere Steder i Omegnen blev Militairexecution anvendt, og det i en saadan Grad, at den Landbo, der ikke havde betalt, ikke alene fik fra 3 til 12 Mand at huse og forpleje men endog maatte betale til hver Mand daglig et Pengebeløb, som fordobledes hver Dag, indtil han betalte. Da Tillisch og Eulenburg overtoge Regeringen af vort Hertugdømme som Bestyrelsescommission, var alt dette endnu i frisk Minde, og da, som sagt, de allerfleste Skatteydere havde betalt, ogsaa de allerloyaleste og mest dansksindede Mænd, som Magten havde tvunget, - saa vilde det have været ligefrem en Uretfærdighed mod disse, naar enkelte Andre, der ikke overgik dem i Loyalitet og dansk Sindelag, paa Grund af særegne Omstændigheder skulde være slupne fri. Derfor blev det vedtaget og almindelig billiget, at alle Restancer skulde indddrives; det maatte jo allerede være en stor Tilfredsstillelse for enhver fædrelandsksindet Mand, at kunne betale til den retmæssige Herre, hvad ligesindede Medborgere nødtvungne havde maattet yde til et forhadt Oprør. Saaledes betragedes Sagen dengang og da i Begyndelsen af Aaret 1850 Oppebørselen af Restancerne foretoges her i Byen, fandt man den fuldkommen i sin Orden. At man i Haderslev har nølet dermed indtil nu, er det eneste Paafaldende ved hele Historien; men de 16 haderslevske Borgere have sikkerligen ingen Grund til at klage over, at de skulle dele Skæbne med alle øvrige loyale Borgere i Hertugdømmet. (Freja)

(Fædrelandet 18. juni 1855)

Indkomstskat var begyndt at blive indført i enkelte europæiske lande i 1800-tallet. I Danmark mest i krigstider, fx som nævnt 1848-1850, men også senere i 1864 og 1879. Den blev først indført som permanent skatteart i 1903 efter systemskiftet 1901. I dag er det den betydeligste skatteform.