Ægyptisk Øiensygdom. (Efterskrift til Politivennen)

Egyptisk øjensygdom (tracom) er stadig en af de mest udbredte sygdomme i verden: ca. 300-500 millioner mennesker, de fleste af dem er børn. I 1800-tallet var den især udbredt i Egypten, heraf navnet. Sygdommen var her kendt siden oldtiden, og den sorte øjenmakeup som ses på mange oldegyptiske kunstværker, skulle bl.a. beskytte mod sygdommen. I dag er millioner af blevet svagsynede eller blinde af sygdommen. Den skyldes en bakterie, og trives især i dårlige hygiejniske forhold, ung alder og tætte boforhold samt i varmt klima. Sygdommen bredte sig sammen med kolera og tyfus især i slutningen af 1840'erne og begyndelsen af 1850 gennem armeerne nordpå i Europa. Den nåede i 1853 til Danmark og så langt nordpå som Rusland.

Stridsspørgsmaalet om den ægyptiske Øiensygdoms Smitsomhed og den muligt indtrædende Fare ved Ikke-Anvendelsen af Lægemidler imod Samme, der hidtil er blevet debatteret imellem Militser- og Civillæger og har givet Anledning til mange skarpe Yttringer, synes nu endogsaa at have forplantet sig til de deraf lidende Soldater. En ikke ubetydelig Del af de i denne Anledning paa Frederiksberg Slot indlagte Gardister skal næmlig have vægret sig ved, i saa Henseende at modtage Lægehjælp og ere som Følge heraf blevne belagte med Arrest og førte ind til Kjøbenhavn, hvor en Krigsret med det Første vil afsige Dom i denne ubehagelige Sag. Forresten staaer en saadan Vægring flet ikke isoleret, da der allerede ifjer mødte lignende Vægringer iblandt Fodgardisterne, ligesom ogsaa i fremmede Armer, f. Ex. i den preussiske. Soldaterne hyppigt have anset dette Onde for saa ubetydeligt, at de, saavidt muligt have søgt at dølge det og kun med Uvillie underkastet sig den almindeligvis kun langsomme Lægebehandling.

(Flensb. Z.)

(Ribe Stifts-Tidende 17. juli 1855)

Peter Christian Nygaard Mattat Klæstrup (1820-1882): Tohundredeaarigt Jubilæum for den Kgl. danske Livgarde til Fods. (1858). På tegningen ses at kontakten mellem soldaterne og civile var særdeles tæt, og tilfælde af egyptisk øjensyge ville have gode betingelser. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Øiensygdommen i den kongelige Livgarde tilfods.

Da den Kongelige Livgarde tilfods, ved hvilken jeg har den Ære at fungere som Overlæge, er sammensat af Mandskaber fra Monarchiets forskjellige Dele, saa at man vistnok over hele Riget med Opmærksomhed følger hvad der angaaer disse Mandskabers Vee og Vel, anseer jeg det under nærværende Forhold for min Pligt at bringe Følgende til offentlig Kundskab, i den Hensigt at gjendrive omløbende usande eller overdrevne Fortællinger om den blandt samme herskende Øiensygdom og herved at berolige alle dem, som have Sønner eller Slægtninge i denne Troppeafdeling.

Efterat Øiensygdommen var bragt hertil Garnisonen i Sommeren 1851 ved udskrevne sydslesvigske Rekruter, som havde tjent i Insurgenthæren, hvor den herskede, forplantede den sig lidt efter lidt ved Smitte til de herværende Troppeafdelinger, især Artilleriet og 10de Linie-Bataillon, og kom endelig ogsaa til Udbrud i Garden i Mai 1853, hvor den pludselig viste sig paa en epidemisk Maade, dog under en meget mild, tildeels catharralsk Form. Corpsets Forlæggelse i Juli Maaned s. A. til Frederiksberg Slot formedelst Choleraepidemien standsede den imidlertid i sine Fremskridt, saa at baade de Angrebnes Tal ved Aarets Ende kun var ringe, og Tilfældenes Natur i det Hele ikke af synderlig foruroligende Beskaffenhed.

Da Garden senere, i Januar 1854, alter rykkede ind i sin Caserne, begyndte Sygdommen paany at tiltage, rimeligviis formedelst den ringere Mængde Luft, Belægningsværelserne her yde hver enkelt Mand (320 kvadrattommer), hvorved Smittens Forplantelse befordres. Efterhaanden angrebes flere og flere, og i April-Mai Maaneder, som havde mange varme Dage, optraadte den igjen aldeles epidemisk, idet en Mængde pludselig bleve syge, og endeel af dem maatte sendes til Garnisonshospitalet med langt heftigere Symptomer end forrige Aar. Dette var især Tilfældet med Rekruterne, som mødte den 14de Juni, idet der af 125 Mand efter 3 Maaneders, Forløb allerede vare 50 angrebne og 20 sendte til Garnisonshospitalet med acute Tilfælde. - Som charakteristisk for denne Sygtom aftog den igjen med den koldere Aarstids Indtrædelse, dog aldrig anderledes, end at Garden af circa 400 Mand for det meste havde 70-80 Øiensyge.

Under stige Omstændigheder og med den her indhøstede Erfaring for Øie, var det indlysende, at noget Gjennemgribende maatte foretages, for at svække eller om muligt aldeles udrydde Smitten i Casernen, og for at forebygge, at de iaar mødende Rekrutter ikke bleve udsatte for den samme Skjæbne; thi Øiensygdommen i Garden har endnu bestandig sin værste Kilde blandt de i forrige Aar angrebne Rekrutter.

De Forslag, som til dette Øiemed gjordes det høie Krigsministerium dels af Armeens Stadslæge, dels af mig, gik derfor væsentligst ud paa at fjerne saamange af de Øiensyge som muligt fra Casernen, og at underkaste denne en fuldstændig Rensning ved Værelsernes Udrøgning med Chlordampe, Hvidtning og Maling, ved Sengestedernes og Træværkets Afvadskning med Lud, ved Madratsernes Omstopning osv., samt ved at lade ethvert Belægningsværelse i 2 Maaneder være udsat for Luftens fri Gjennemstrømning.

Krigsministeriet, som ganske bifaldt nævnte Forslag, udvirkede dernæst, at et Øienlazareth ifølge Stabslægens Indstilling kunde oprettes paa Frederiksberg Slot, foreløbig til 58, hvorefter de Øiensyge fjernedes fra Casernen deels ved at belægge Lazarethet med 50 af dem, deels ved at anbringe Resten i Telte paa Exerceerpladsen.

Disse Foranstaltninger have nu ført til det glædelige Resultat, at Sygdommen fra det samme Øieblik af blev standset i sin Udbredelse, og at der iaar ingen Epidemie hersker i denne Troppeafdeling. Paa de 4 første ugentlige Visitationsdage efter Udskiftningen var der lngen Tilgang af nye Øiensyge, og da Helbredelsen af de Angrebne siden hiin Forandring skeer lettere, saa er deres Tal for Øieblilket sjunken fra 110 til 53, og vil i den nærmeste Fremtid sandsynligen synke endnu mere. De have endvidere havt den gavnlige Virkning, at ikkun faa af dette Aars Rekrutter, der campere i Telte paa Exerceerpladsen, hidtil ere blevne angrebne.

For at standse Sygdommen i dens Udbredelse og i dens Udvikling, have Gardens Læger stedse nøie overholdt den af dHrr. Overlæger Prof. Rørbye og Dr. Bricka 1853 til Krigsministeriet anbefalede Forholdsregel, "snarest muligt, naar Sygdommens første Phænomener viste sig, ved passende Lægebehandling at understøtte Naturen i dens Bestræbelser for at fjerne den sygelige tilstand, uden just ftrax at indlægge enhver Syg i Hospitalet," - en Forholdsregel, som Armeens Stabslæge ved Circulaire af 9de Marts og 22de Mai f. A. communicerede Garnisonens Overlæger til Iagttagelse, skjøndt mange Øiensyge paa dette Stadium af Sygdommen ikke bemærke eller vide af, ei heller altid kunne indsee, at deres Øine feile Noget. Det er imidlertid min Overbeviisning, at Gardens Læger herved og ved Isolering af de Angrebne, bade forebygget Sygdommens større Udbredelse og hos Mange standser den i sin Udvikling.

Sluttelig finder jeg mig foranlediget til at bemærke, at Ætsning med Helvedsteen ingensinde er brugt ved Behandlingen, endnu mindre nogenslags "Operation", at Midlerne tvertimod i Regelen ere milde, og at ingen af Gardens Mandskaber, uagtet Sygdommen nu har hersket over to Aar i denne Troppeafdeling, hverken er bleven blind eller har taget nogen Skade paa Synet.

Den 4:e August 1855

Bendz, M. D.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1855. 2. udgave)

Jacob Christian Bendz (1802-1858) var blevet regimentskirurg 1833, 1843 overlæge i hæren. 1848-1853 var han medudgiver af "Hospitals-Meddelelser". Han var den ledende kraft i bekæmpelsen af den ondartede egyptiske øjensygdom fra 1853. Han mødte en skarp kritik fra nogle af kollegerne, hvilket han reagerede meget heftigt imod. 

Om Øiensygdommen i den her garnisonerende 4de Linie-Infanteri-Bataillon. 

I Nr. 50 af d. Tid. have vi under 28de Februar d. A. anmeldt de af dHrr. Overlæger Gottschalck og Bendz udgivne Beretninger om den i den 4de Linie-Inf.-Bataillon og den Kongl. Livgarde tilfods herskende Øiensygdom, og ledsaget dem med de Opfordringer til vore Autoriteter, som slige Kiendsgjerninger nødvendigviis maae vække hos Enhver, der mener det godt med vort Lands Befolkning. Vi søgte navnlig at henlede vore Autoriteters Opmærksomhed paa Nødvendigheden af, at man ikke ved hensynsløs Permission af øiensyge Soldater (ved 4de Linie-Bataillon hjemsendtes i det sidste Aar 115) befordrer Sygdommens Udbredelse blandt Almuen. Af den Beretning, Gardens Overlæge, Professor Bendz, under 6te f. M. meddeelte gjennem vort Blad, saae vi, og vistnok til Publikums store Beroligelse for denne Troppeafdelings Vedkommende, hvorledes Sygdommen her muligen gaaer sit Ophør imøde formedelst de kraftige Forholdsregler, som i afvigte Foraar toges for at udrydde Smitten af Casernen og helbrede de Angrebne. Anderledes staae derimod Sagerne i den 4de Linie-Inf. Bataillon, hvor Forholdene desværre kun ere bedrøvelige, idet denne ene Afdeling ikke skal have færre end 130 Øiensyge paa ca Styrke af c. 500 Mand. Da Forholdene her ere af særegen Interesse, og efter vor Mening velstikkede til at aabne Øinene paa Autoriteterne, skulle vi omtale dem noget nærmere.

Af de omtalte Beretninger have vi seet, at Sygdommen forrige Aar herskede stærkt og var meget udbredt i denne Bataillon, indtil man ved Exerceertidens Ophør efterhaanden hjempermitterede en Mængde (80) øiensyge Mandskaber. Ifølge derom indhentet Oplysning skal vanlig denne Omstændighed, i Forbindelse med den koldere Aarstids Indtrædelse har bevirket , at Sygdommen paa eengang standsede og at de Øiensyges Tal vedblev at aftage, hvorfor det ældre Mandskab heller ikke for Øieblikket skal have flere end høist 30 Øiensyge. Disses store Antal ved Bataillonen hidrører nemlig iaar fra Rekrutterne, som mødte den 30te Mai d. A., circa 340 i Tallet, og hvoraf en ikke ubetydelig Deel, omtrent 1/6, medbragte Spiren til Sygdommen fra Hjemmet, det vil sige fra det 3die Udskrivnings-District, som indbefatter det sydlige Sjælland, Lolland, Falster og Møen, hvorfra denne Bataillon udelukkende faaer sine Rekrutter. Thi, uagtet disse strax ved Ankomsten bleve henlagte i Telte paa Fælleden, og aldeles intet Samqvem havde med Batailloilens ældre, af Øiensygdom lidende Mandskab, som forblev indqvarteret i Sølvgadens Caserne, udbrød Sygdommen dog blandt dem med saadan Voldsomhed, at af hiint Antal allerede 156 (altsaa næsten Halvdelen) have været angrebne eller endnu lide deraf, og ikke færre end 60 af disse have været indlagte i Garnisonshospitalet med heftigere Tilfælde. Hvad der nu især maa vække Forundring og tillige give Oplysning, er den Omstændighed, at samme Sygdom ikke i nogen synderlig Grad har viist sig, blandt Mandskaberne af 7de, 10de, 13oe, 16de eller 17de Linie Batailloner, som paa samme Tid have ligget i Telte paa den samme Fælled, saa at der altsaa her ilke kan være Tale om nogen egentlig Epidemi, frembragt ved en særegen Beskaffenhed af Luften. Efter Sagkyndiges Mening vil man saaledes forgjeves stræbe at løse denne Gaade paa nogen anden Maade, end ved den Oplysning, som Prof. Bendz har meddeelt i sin Beretning Pag. 84-88, og som vi ogsaa i vor Anmeldelse have fremhævet, at han nemlig paa en Sessionsreise forrige Efteraar i 3die Udskrivningsdistrikt, hvorfra netop denne Bataillon modtager sine Rekrutter, fandt Spiren til Sygdommen temmelig udbredt blandt det værnepligtige Mandskab, idet der af 1922 undersøgte Værnepligtige ikke var færre, end 275, altsaa 1/7, som viste Spor til den. Vi kalde denne Erfaring, for hvis Rigtighed nu desværre af 4de Liniebataillon er ført et uomstødeligt Beviis i det Store, meget sørgelig, da den viser, at Sygdommen allerede er trængt ind blandt den civile Befolkning, idetmindste i hine Egne af Landet, og at det følgelig fra nu af vil blive umuligt at udrydde den, eller at befrie Armeen, hvor den paa Grund af de militaire Forholds særegne Natur især vil optræde og vedligeholde sig, fra denne Plage.

Vi skulle her ikke indlade os paa at bedømme, hvorvidt man ved Aarvaagenhed medens det endnu var Tid. - thi Sygdommen der før Krigen var ubekjendt hos os, kunde ikke saaledes trænge ind blandt Befolkningen uden gjennem hjemsendte Soldater - , maatte have været istand til at afværge dette sørgelige Resultat, men blot atter og atter tillade os at advare Autoriteterne om ikke ved fortsat Hjemsendelse af øiensyge Soldater at nære og udbrede Sygdommen blandt vor Almue indtil den aldeles voxer os over Hovedet, idet vi minde om del gamle Ordsprog, "da er for silde, at kaste Brønden til, naar Barnet alt er druknet".

Efter hvad som her er meddeelt ansee vi det for vor Pligt, at opfordre Justitsministeriet til ved de forestaaende Landsessioner i indeværende Efteraar at lade foretage nøiagtige Undersøgelser ved de offentlige Sessionslæger i alle Kongerigets Udskrivningsdistricter, for at komme til paalidelig Kundskab om Sygdommens Forekomst blandt den civile Befolkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. september 1855. 2. udgave)

Slesvig-Holstens indre Tilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holstens indre forhold.

En lille skrift der netop er udkommet, beskriver hertugdømmernes aktuelle indre forhold. Den er skrevet i levende farver, men dens beskrivelser stemmer i det væsentlige overens med hvad der siges om den fra andre kilder. Vi vil begrænse os til at genoptrykke de passager nedenfor der primært vedrører forholdet mellem kirke og skole og til retspleje.

"Hertugdømmerne siges det der, er et erobret, underkuet land, hvor umoral under Moltke-Criminils administration er vokset til det utrolige; en aldrig hvilende disciplinær regel og griskhed disciplinerede det ulykkelige land, afsatte, deporterede, næppe var noget tilbage. Især Slesvig er blevet fuldstændig lovløs, kirken har været udsat for politipres til fordel for det danske sprog, hvilket på det seneste har fået en række godsejere til at udtrykke deres seriøse hensigt om at konvertere til den katolske kirke. Tomme kirker, tomme altre er på dagsordenen, i mange samfund er kirkedøren uge efter uge slet ikke åbnet i ugevis, fordi ingen møder op til gudstjenesten; de danske missionærer i kirken taler dansk, som ingen forstår, eller tysk på en måde der får dem til at grine. De kender ikke Luthers Bibel, Luthers Katekismus, tyske lutherske kirkesalmer på tysk og vil ikke ind i den danske bibel, og Danmark har ikke engang en dansk salmebog, som det hæderligt kunne tilbyde menighederne; så der kan ikke opstå noget åndeligt fællesskab mellem den danske prædikant og det tyske samfund; findes et gammelt, støvet dokument i noget arkiv, hvoraf det kan sluttes at det danske sprog var almindeligt en gang for århundreder siden, anses dette sprog for at have ret til at blive genoprettet; forgæves bestormedes provincialstænder med andragender om tyskernes bevarelse, forgæves støttedes disse varmt af forsamlingen, alt blev afvist; Det kan i hvert fald være tilfældet, råber biskoppen i Slesvig, de danske teologer i København råber til de gamle mennesker der inderligt længes efter deres modersmål, det kan i hvert fald være sådan, at de må opgive dansk forkyndelse, men højere statslige hensyn sikrer almen velfærd det er nu nødvendigt at alderdommen bringer dette offer, at den tyske kirketjeneste opgives. På den måde sikres ligheden mellem det tyske og det danske sprog, som forkyndt i programmet af 1852, på det stærkest mulige. 

Danske aviser er nu tilladt i Slesvig, tyske er stadig forbudte; enhver udgivelse, der fjernt strider mod landets lov, er konfiskeret, Altonaer Zeitung blev for nylig konfiskeret på grund af meddelelsen om at katedralskolen i Slesvig havde mistet den sidste lærer i tysk undervisning på grund af en lærers afgang. Overalt hvor man stadig kan finde noget af den tyske slags, sker afskedigelse for at rense kirken og uddannelsesinstitutionerne for slesvig-holsteinismen, som den københavnske presse jublende forkynder. Hr. v. Scheel er ved at rydde op i Holsten så vidt der stadig er materiale til rådighed. Den mangeårige generalforstander blev fjernet fra sit embede og bispeembedet blev også indført i Holsten efter dansk forbillede der allerede var brugt i Slesvig. En dansk oberstløjtnant forfremmes til kurator for universitetet i Kiel på russisk manér; Dyrkningen af ​​videnskaberne bør øves med sablen, noget uhørt i de tyske forbundsstater! Det tyske universitet i Kiel bliver behandlet på lige fod med København i alle faciliteter, tidspunkt for forelæsninger, eksamener, ferier, for at gøre det sværere for tyskerne at besøge og lettere for danskerne. Militærkuratoren er samtidig præsident for byen Kiel, foged for tre nabokontorer, overkommissær for nogle klostre og godsdistrikter og jernbanekommissær! Embedsmændene i Holsten går som på skrøbeligt glas; postmestre, der officielt skriver et tysk ord, mister deres embede, privat ejendom og lov krænkes; Fordi nogle apotekere beskæftiger assistenter, der er født i Tyskland, men taler dansk, trækkes deres reelle privilegier tilbage, tabet af formue tages ikke i betragtning, uanset alle klager, står de røvede mennesker tilbage med andet end tiggeri. Ministeren tager ikke imod klager over de danske embedsmænd; Efter uendelige personlige anmodninger fik en tysker i Slesvig tilladelse til at lade sine børn modtage privat religionsundervisning i tysk to gange om ugen, al anden undervisning skulle forblive på dansk; seminarister der tilbyder at undervise i privat tysk, vil blive udelukket fra enhver ansættelse som skolelærer; hele herreder og amter hvor ingen forstår dansk, bliver behandlet på denne måde; de slesvig-holstenske annonceaviser, der i et århundrede har været fællesorgan for hertugdømmernes offentlige ret, er blevet omsat til holstenske annoncer i den ængstelige danske omhu for at udrydde enhver offentlig påmindelse om landenes enhed; den højere appeldomstol for de tre hertugdømmer er begrænset til Holsten og Lauenburg; det blev sagt at en anden ånd måtte bringes ind i denne højeste domstol; præsidenten og to rådsmedlemmer, deriblandt rådets fornemste medlem, landets første advokat, en mand af den mest upåklagelige hæder, afskediges fra den ene dag til den anden, og en kammerat til Scheel udnævnes til retspræsident; rådmænd fra den danske Flensborg appelret bør udfylde de resterende huller." (Pr. Wchbl.)

Schleswig-Holsteins innere Zustände.

Eine so eben erschienene kleine Schrift schildert die gegenwärtigen inneren Zustände der Herzogthümer. Sie ist in lebhaften Farben gescrieben, aber ihre Schilderungen stimmen im Wesentlichen ganz mit dem überein, was auch von andern Seiten her darüber verlautet. Wir beschränken uns darauf, nachstehend diejeningen Stellen daraus hier abzudrücken, welche sich vorzugsweise auf die Verhältnisse von Kirche und Schule und auf die Rechtspflege beziehen.

"Die Herzogthümer, heisst es daselbst, sind eben ein erobertes, unterjochtes Land, in welchem unter der Moltke-Criminilschen Vervaltung die Sittenlosigkeit bis ins Unglaubliche gestriegen ist; eine nie ruhende Zuchtruthe und Geitzel massregelte das unglückliche Land, abzusetzen , auszuweisen, blieb kaum noch etwas übrig. Schleswig vor allem ist völlig rechtslos geworden, die Kirche zu Gunsten der dänischen Sprache einem Polizeidruck unterworfen, der neuerdings eine Anzahl Grundbesitzer veranlasste, die ernst Absicht auszusprechen, zur katoloschen Kirche überzutreten. Leere Kirchen, leere Altäre, sind an der Toagesordnung, in vielen Gemeinden wird Woche nach Woche, wochenlang die Kirchentür gar nicht aufgeschlossen, weil Niemand zum Gottesdienst sich einfindet; die dänischen Missionäre sprechen im Gotteshause dänisch, das Niemand versteht, oder deutsch in einer Weise, um dem Gelächter sich preiszugeben. Luthers Bibel, Luthers Katechismus, deutsche lutherische Kirchengesänge kenne sie nicht in deutscher Sprache und wollen sich nicht in die dänische Bibel hineinleben, und Dänemark hat nicht einmal ein dänisches Gesangbuch, das es ehrenhaft den Gemeinden anbieten könnte; so kann kein Band geistiger Gemeinschaft zwischen dem dänischen Prediger und der deutschen Gemeine eintstehen; findet sich in irgend einem Archiv ein altes bestäubtes Aktenstuk, woraus sich schliessen lässt, dass an einem Ort vor Jahrhunderten die dänische Sprache üblich gewesen, so wird dieser Sprache ein Recht beigelegt, wiederhergestellt zu werden; umsonst wurden die Provizialstände mit Bittschriften für die Erhaltung des Deutschen bestürmt, umsonst diese von der Versammlung aufs Wärmste unterstützt, Alles ward abgewiesen; es möge immerhin sein, ruft der Bischof in Schleswig, rufen dänische Theologen in Kopenhagen den alten Leuten zu, die feuszend nach ihrer Muttersprache sich sehnen, es möge immerhin sein, dass sie die dänische Predigt aufgeben müssen, aber höhere Staatsrücksichten, die allgemeine Wohlfahrt machen es nun einmal nothwendig, dass das Alter dieses Opfer bringe, dass der deutsche Gottesdienst aufgegeben werde. In solcher Art wird die Gleichberechtigung der deutschen und der dänischen Sprache, wie das Programm von 1852 verkündet, auf das kräftigste gewährleistet. 

Dänische Zeitungen sind jetzt gestattet in Schleswig, deutsche nach wie vor verboten; konfiszirt wird jede Druckschrift, die im Entferntesten an das Recht des Landes erinnert, die Altonaer Zeitung noch vor Kurzem wegen der Mittheilung, dass durch den Abgang eines Lehrers die Domschule zu Schleswig den letzten Lehrer deutscher Bildung verloren habe. Wo noch etwas Absetzbares deutscher Art sich findet, tritt Amtsentsetzung ein, um Kirche und Lehranstalten, wie die Kopenhagener Presse jubelnd verkündet, von Schleswig-Holsteinismus zu reinigen. Hr. v. Scheel räumt auf in Hosltein, so weit noch Stoff verhanden. Der vieljährige Generalsuperintendent wird seines Amtes entsetzt, nach dänischem Muster, das in Schleswig bereits angewendet, auch in Holstein die Bischofswürde eingeführt. Zum Kuratoer der Universität Kiel wird in russischer Weise ein dänischer Oberstlieutenant befördert; die Pflege der Wissenschaften soll der Säbel führen, in den deutscdhen Bundesstaaten bis hieher unerhört! Die deutsche Universität Kiel wird in allen Einrichtungen, Zeit der Vorlesungen, Prüfungen, Ferien, der Kopenhagener gleichgestellt, um den Besuch von Deutschen zu erschweren, von Dänen zu erleichtern. Der militärische Kurator ist gleichzeitig Präsident der Stadt Kiel, Amtmann drei benachbarter Aemter, Oberkommissär für einige Klöster- und Güterdistrikte und Eisenbahnkommissär! Die Beamten in Holstein wandern wie auf zerbrechlichem Glase; Postmeister, die amtlich ein deutschen Wort schreiben, verlieren ihr Amt, Privateigenthum und Recht wird verletzt; weil einige Apotheker deutschgeborene, obschon der dänischen Sprache mächtige Gehülfen halten, wereden ihnen die Realprivilegien entzogen, der Vermögensverlust wird nicht beachtet, aller Beschwerden ungeachtet, bleibt den Beraubten nur der Bettelstab. Klagen gegen die dänischen Beamten nimmt der Minister nicht an; nach endlosem persönlichen Bitten wurde einem Deutschen in Schleswig die Erlaubniss ertheilt, seinen KIndern zweimal in der Woche privatim Religionsunterricht in deutscher Sprache geben zu lassen, aller andere Unterricht müsste dänisch bleiben; Seminaristen, die sich anbieten, privatim deutsh zu lehren, werden von jeder Anstellung als Schullehrer ausgeschlossen; ganze Landschaften und Aemter, wo kein Mensch dänisch versteht, werden in dieser Art behandelt; die schleswig-holsteinischen Anzeigen, seit einem Jahrhundert das gemeinsame Organ für das öffentliche Recht der Herzogthümer, sind in der ängstlichen dänischen Sorgfalt, jede öffentlige Erinnerung an die Zusammengehörigkiet der Lande auszumerzen, in holsteinische Anzeigen umgetaust; das Oberappellatinsgericht für die drei Herzogthümer ist auf Holstein und Lauenburg beschränkt; ein anderer Geist müsse hineingebracht werden in dieses höchste Tribunal, wurde geäussert; der Präsident und zwei Räthe, unter diesen das ausgezeichnetste Mitglied desselben, der erste Jurist des Landes, ein Mann von der unbescholtensten Ehrenhaftigkeit, werden über Nacht entlassen, zum Präsidenten des Gerichts ein Genosse Scheels ernannt; Räthe aus dem dänisirten Flensburger Appellationsgericht sollen die übrigen Lücken ausfüllen." (Pr. Wchbl.)

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk. 6. juli 1855)

I slutningen af året 1855 bragtes følgende tegning:

Holstein. Man bemüht sich auch hier schon, den heranwachsenden Deutschen Geschmack an der Dänischen Sprache beizubringen. (Holsten. Her arbejdes der allerede på at lære unge tyskere smag for det danske sprog). På kortet i baggrunden ses at Danmark har bredt sig langt sydpå. Kladderadatsch 30. december 1855.

Lygteveien. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde igaar Aftes.

- - -

- Fra Ejendomsbesidderne ved Lygteveien var indkommet et i meget indtrængende Udtryk affattet Andragende om en Grundforbedring af den nævnte Vei, der for nærværende Tid maatte ansees som en Fortsættelse af Forstaden Nørrebro. Deres Ønske gaaer ud paa, 1) at Gangstien maatte blive omlagt, 2) den nu macadamiserede Kjørevei blive brolagt, og 3) at den søndre Grøft maatte blive brolagt i Bunden ligesom den nordre er det. Vei- og Brolægningscomiteen har i sin Erklæring yttret, at Ansøgerne i Henseende til de 2 første Punkter ikke havde nogetsomhelst Krav paa det Offentlige. Hvad det sidstnævnte Punkt angik, da interesserede det i sanitair Henseende det Offentlige, at Grøfterne bleve vel rensede, og Comiteen indstillede derfor, at der anvendtes et Beløb af 376 Rblr. til at brolægge den Søndre Grøft. Kayser gjorde opmærksom paa den Kjendsgjerning, at medens det saa ofte var Tilfældet, at man med stærke Klager og høie Raab paakaldte Communens Hjælp mod forskjellige Ulemper, saa viste man paa den anden Side en paafaldende Ulyst til selv at gjøre Opoffrelser og bære sin Deel af Byrden. Det var ikke længe siden, at den nordre Groft ved Lygteveien paa Beboernes indstændige Begjæring var bleven brolagt af det offentlige; men den henstod nu ligesaa urenset som tilforn. Det Samme viste sig med Blaagaardsveiens Grøft, som for en Sum af 1100 Rd. var bleven brolagt paa Communens Regning. Den var fuld af Mudder og Dynd, fordi Beboerne under det intetsigende Paaskud, at der ved Grøftens Brolægring tilførtes dem Vand fra Nørrebro, vægrede sig ved at lade den oprense. Efter at have bemærket, at Politiet maatte være baade bemyndiget og berettiget til at paalægge Beboerne Saadant som Pligt, henstillede Formanden det til Forsamlingen, om den bifaldt Comiteens Indstilling om at anvende et Beløb af 370 Rd. til at brolægge den søndre Grøft ved Lygteveien. Forsamlingen gav eenst. sit Samtykke hertil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. juli 1855. 2, udgave)

Opfordring til Landboerne. (Efterskrift til Politivennen)

Vi tillode os ifjor at henlede Deres Opmærksomhed paa den ikke ringe Tjeneste. De kunde vise ikke blot Kjøbenhavn, men hele Landet, ved i Sommerferien at modtage Børn fra de kjøbenhavnske Almueskoler i Deres Huse. Den Velvillie, hvormed man strax kom os imøde, idet et Par Hundrede Huse aabnede sig for 263 Børn, lader os haabe, at De atter ville række Deres Haand til et foretagende, hvis gavnlige Følger ere blevne almindelig erkjendte. Derfor skulle vi ikke tage i Betænknlng paany at henvende vor Opfordring til Dem, at De baade ved Deres Indflydelse hos Andre og personlige Deeltagelse ville virke for, at saa Mange som muligt kunne paa den ene Side udøve en god Gjerning, paa den anden Side nyde Frugten deraf.

Ligesom ifjor ville vi drage Omsorg for, at de Børn, der sendes paa Landet, ere sædelige, vel opdragne Børn af ubemidlede, men skikkelige Forældre, at de i Forhold til deres Stand ere reenligt og ordentligt udstyrede, og at de ere forsynede med Lægeattest, forat Intet skal være at befrygte i Henseende til deres Sundhedstilstand.

For at lette Befordringen har Directionen for den sjællandske Jernbane bevilget os fri Reise for de Børn, der ville blive indbudne af Roeskilde-Egnens Beboere. Ligeledes have dHrr. Koch og Prior indrømmet fri Reise til de Steder paa SydsjæIland, Møen, Falster, solland, Langeland, Fyen og Jylland, der anløbes af deres respective Dampskibe.

Sommerferien begynder den 23de Juli og varer til den 9de August. Dhrr. Landmænd, som iaar ville skjenke os Deres Deeltagelse , ville behage at tilstille medundertegnede S. E. Müller Underretning om, hvormange Drenge eller Piger De kunne modtage, samt paa hvilken Tid og paa hvilket Sted De ville afhente dem. For at blive færdige i rette Tid med de nødveudige Forberedelser, ønskede vi gjerne denne Underretning inden Søndagen den 15de Juli

København den 25de Juni 1855.

B. A. Borgen, Professor, Skoledirectcur.
I. E. L. Petersen, Inspecteur ved Kjøbenhavns østre Betalingsskole.
C. Gammeltoft. Inspecteur ved Kjøbenhavns vestre Betalingsskole.
Alex. Jacobi, tilsynshavende Lærer ved Caserneskolen.
E. L. Thortsen, Inspecteur ved Kbhavns forenede Friskole.
Fred. Frølund, Inspecteur ved Chavns offentlige Skoler.
S. C. Müller, Overlærer ved Holmens Sogneskole,
Laxegade 199, 1ste Sal.

Dhrr. Redacteurer af Provindsaviserne bedes at vise os den Velvillie at optage ovenstaaende Opfordring

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juni 1855. 2. udgave)

Skolelærer-Seminariet i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten. Tønder, 18. juni Skolelærerseminaret her som var så blomstrende i tidligere år, er lagt i graven. De få seminarister der stadig skulle gå på institutionen i endnu et år eller to, har været der siden påske d.å. forlader byen for at "konditionere", indtil de kaldes til Eckernförde. Hvorvidt og hvornår et dansk seminar bliver bygget her i stedet for det tyske, vides endnu ikke. De hidtidige lærere på borgerskolen her, regnemestrene Clausen og Cantor Nissen, har siden påske måtte stoppe arbejdet på skolen som følge af dansksprogets indførelse. (Hamb. besked)

Schleswig-Holstein. Tondern, 18 Jun. Das in frühern Jahren so blühende Schullehrerseminar hieselbst ist zu Grabe gegangen. Die wenigen Seminaristen, die noch ein odere zwei Jahre die Anstalt zu frequentiren hatten, haben seit Ostern d. J. die Stadt verlassen, un so lange zu "conditioniren" bis sie nach Eckernförde berufen werden. Ob und wann hier an der Stelle des deutschen ein dänisches Seminar errichtet werden soll, darüber weiss man noch nichts. Die seitherigen Lehrer an der Bürgerschule hieselbst, die Rechnenmeister Clausen und Cantor Nissen, haben in Folge der Einführung der dänischen Sprache ihre Wirksamkeit in der Schule seit Ostern eingestellen müssen. (Hamb. Nachr.)

(Allgemeine Zeitung. 29. juni 1855)

Skolelærer-Seminariet i Tønder, der førhen var i en blomstrende Tilstand, har nu saagodtsom sunget sin Svanesang. De faa Seminarister, der skulde freqventere Anstalten endnu 1 eller 2 Aar, have siden sidste Paaske forladt Staden, for at konditionere saalænge, indtil de kaldes til Eckernførde, Man veed endnu Intet om og naar der skal oprettes et dansk Seminarium i Tønder, istedetfor det tyske. (Morgenp.)

(Ribe Stifts-Tidende 5. juli 1855).

Lærerseminariet i Tønder (oprettet 1788) var Nordens første. Det var dog mere et præstegårds-seminarium. Først fra 1829 kan man tale om en egentlig læreruddannelsesinstitution. Tønder Seminarium var tysk hvad Christian 8. der besøgte seminariet i oktober 1844, skal have ytret utilfredshed at at det danske sprog havde så ringe plads. Undervisningen foregik på tysk indtil 1855. 

At dansk/tysk sprog før Krigen 1848-1850 ikke for alle spillede så stor en rolle som den faglige, fremgår af Hans Schneekloth (1812-1882) livsbane. Han havde en "tysk" baggrund, var født i Holsten, uddannet ved det dengang tyske Tønder Seminarium 1832-1835. Han var kortvarigt lærer ved en opdragelsesanstalt i Oldesloe, lærer ved St. Petri Skole i København 1835-1842, 1843 i Maribos Realskole. Han skrev adskillige skolebøger på dansk fra 1838 og skrev artikler i danske skoleblade, samt i så forskellige aviser som Tønder Ugeblad, Folkebladet, Fædrelandet, Kjøbenhavnsposten samt redigerede "Tidende for almindelig danske Skolelærerening). Han betragtes som en dansk skolemand, og fik en vej opkaldt efter sig på Frederiksberg.

Herefter blev det nedlagt og flyttet til Eckernförde indtil 1864 hvor eleverne blev flyttet til Tønder. Fra 1841 var der i Jelling et seminarium som skulle forsyne Nordslesvig med danske lærere. 

Notits fra Den vestslesvigske Tidende (Tønder) 28. december 1857 hvori det fremgår at seminariet åbner som et dansk skolelærerseminarium. Indvielsesceremoni og baggrundsartikel stod i samme blad 11. januar 1858.

1858-1864 var Tønder Seminarium dansk. Herefter igen tysk, med en dansk afdeling som 1884 flyttede til det nyoprettede Haderslev Seminarium. Efter 1920 fungerede den tyske afdeling intil 1926 i Nibøl. Siden har Tønder Seminarium været en dansk læreruddannelsesinstitution, fusioneret 1991 med Haderslev Statsseminarium.