Fattig Familie i Tobberup. (Efterskrift til Politivennen)

I Landsbyen Tobberup i Hørby Sogn i Aalborg Amt lever en nogle og 80 Aar gammel Mand, Bertel Christensen, som nu næsten i 10 Aar har varet sengeliggende. I de to sidste Aar har han været saa svag, at han hverken kunde vride eller vende sig i Sengen. Desuagtet har han en god Madlyst og kan forlære en stor Deel, saavel af Spise som Drikke. De saa Klæder, hvorpaa han ligger, raadne op under ham, og hans Kone har under hans langvarige Sygdom maattet svøbe ham, lig et Barn, i hvad hun kunde finde. Dertil kommer, al de have en Datter, der ogsaa er hjemme hos disse fattige Mennesker og som er vanvittig og kan som Følge deraf, hverken foretage sig det Ene eller det Andet. Den beklagelsesværdige Hustrue maa selv passe Alt og sørge for Alt. Pastor Raaschou i Øls, som hele den nævnte Tid har været Formand i Sogneforstanderskabet, registrerede for hans vanvittige Datters Skyld hele hans Eiendele. Moderen maatte med stort Besvær lære Datteren, som paa Grund af sin Forstandstilstand ikke kunde søge nogen Skole, hvad der lod sig gjøre. Da hun var 20 Aar gammel, anmodedes Præsten om at confirmere hende, hvilket han paa ingen Maade vilde indlade sig paa, men forlangte, at hun skulde gaae til ham. Og hendes Forældre maatte nu ledsage hende den lange Vei mellem Præstegaarden og deres Hjem. Efter en lang Tids Forløb, i hvilken der afholdtes 3 Confirmationer, antog han dog hende for duelig nok, men i Grunden var hun aldeles ikke bedre til sin Læsning end før hun kom ti! ham. Nu blev Manden saa gammel og svag, at han ikke kunde fortjene Noget, og, da det blev ham formeent at gjøre noget Laan paa sine Eiendele, saae han sig nødt til at anmode Præsten om Understøttelse for sig og sin Familie. Denne vilde imidlertid ikke høre tale om Sligt og affærdigede meget fort den fattige Mand, som nu maatte henvende sig til en høiere Øvrighed, og han udvirkede da, at der indløb Befaling til Præsten om at tillægge ham sit ordentlige Ophold. Der tillagdes ham derpaa 3 Tdr. Rug, 3 Tdr. Byg og 6 Rd. til sig selv. Datter og svage Kone aarlig, hvilket udgjør ca. 1½  Skilling om Dagen til Brød, Lys og Reenlighed (den Regning passer dog ikke til nærv. Kornpriser). Hans Kone gik derpaa til Commissionen og anmodede denne om en yderligere Pengeunderstøttelse, hvortil Præsten svarede, at de ikke fik meer, med den Tilføining, at hun skulde fortjene hvad hun selv behøvede og det Tilstrækkelige til sin Mand og Datter. Med Taarer i Øinene vandrede den stakkels Kone tilbage til sit fattige Hjem, hvor kun Sorg og Elendighed ventede hende. Engang, da Præsten kom til Byen, bad hun ham, selv at overtyde sig om deres ulykkelige Kaar og i hvilke usle Pjalter hendes syge Mand laae, men dertil svarede han, at saadant vilde han ikke see, hvorpaa han vendte hende Ryggen. Den stakkels Kone har desaarsag maattet tye til Andre, som have bidraget Meget til at lette hende Byrden, og hun haaber, at gode og medlidende Mennesker ogsaa for Fremtiden ville række hende en hjælpsom Haand. (Hb. A.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1856)

For denne artikel anlagde paster Raaschou sag, og ved en afgørelse ved forligelseskommissionen trak H. D. Johansen den 9. april 1856 sin skildring tilbage, og erklærede at fattigbestyrelsen havde fyldestgjort alle pligtens og menneskelighedens fordringer imod ham og hans familie. Han betalte derfor 1 Rd. i mulkt til Hobro fattigkasse. Sagen blev dog holdt i live, idet der efter dommen kom oplysninger frem om at der for 3 år siden havde været indgivet en klage. Se denne blogs indslag derom.

Vejarbejde. (Efterskrift til Politivennen)

- Det senest nyaabnede Chausseestykke mellem Vebbestrup og Ellitshøi paa Hobroveien er ikke synderligt heldigere beskaffent for Færdselen end Tilfældet var med de, almindeligt paaklagede Stykke, som aabnedes for et Par Aar siden paa samme Route. Thi vel er den daværende Feil med Paalægning af stort Steengruus omhyggeligt undgaaet dennegang, det erkjende og paaskjønne vi; men paa det nye Stykke mangler desuagtet ganske den fornødne Tromling, saa at Heste og Vogne kun med yderste Besvær arbeide sig igjennem og Posten ideligt sinkes herved, uden at der er Udsigt til, at en bedre Tilstand skal indtræde ved Kjørselens og Færdselens Hjælp alene, naar ikke en foregaaende Udjævning ved Tromle finder Sted. At en saadan Fremgangsmaade udkræves til et Veianlæg for det overleveres til Færdselen, sees ogsaa af den nylig ved en ny Veiofficeer berammede Licitation til Arbejder paa det nye Veistykke mellem Ellitshøi og Aalborg, som skal paabegyndes til Foraaret, idet man der, hvad der ikke tidligere er skeet, særskilt bortliciterer Veiens Tromling eller "Valsningen til Veibanen" for hvert Stykke især, hvilket har maattet glæde og vll erhverve alle tilkommende Veifarendes Tak. Vi bede derfor ogsaa, al der ved samme ærede Authoritet maatte foranlediges en lignende Foranstaltning snarest udført ved det ovenfor omhandlede Veistykke, men hvortil vistnok ogsaa vil udkræves større Tromleapparat end der temmelig lille og utilstrækkelige, som fortiden befinder sig ved Hobroarbeidet. Henvendelsen til Veiauthoritelerne i disse Anliggender er ikke blot paa Reisendes og, vi kunne tilføie, paa Hestes og alle Befordringsmidlers Vegne, men den er det i ikke mindre Grad tillige paa det store Publikums, der har sin udbredte Interesse i hurtig Postbefordring. Vi maae i den Henseende rette vor Begjæring saa meget indstændigere til Veibefordrings-Myndighederne, saasom Postbefordringens Authoritet endnu bestandigt lader Posterne herop ligge over i Assens og i Aarhuus og hver Vejforsinkelse derfor endnu mere vil forøge de hyppige Postsavn.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. februar 1856).

Den ægyptiske Øiensygdom. (Efterskrift til Politivennen)

Den ægyptiske Øiensygdom eller, som den ogsaa nu almindelig benævnes, "den militaire Øiensygdom" er, som bekjendt, paa samme Maade, som flere andre i Europa førhen ubekjendte ondartede Sygdomme, tilført denne Verdensdeel fra Orienten gjennem derhed rettede militair Foretagender. Det var nemlig de fra det ægyptiske Felttog i Slutningen af forrige Aarhundrede hjemvendende franske og (navnlig ved foretagne Landgange) engelske Tropper, der bragte denne Sygdom til Europa. Udbredt der til de store franske Armeer forplantede den sig gjennem Napoleons Krige til andre Landes Hære, og navnlig har den viist sig som en Svøbe for Militairet i Preussen, Østerrig og Belgien. Imidlertid holdt den sig i lang Tid med en særegen og endnu ikke tilstrækkelig forklaret Begrændsning indenfor samlede militaire Afdelinger og Garnisoner, medens den endelig, hvad man maatte vente, ogsaa i en høist foruroligende Grad har fundet Vei til den civile Befolkning. Dette er navnlig Tilfældet i Belgien, hvor Ondet alt er saa indgroet, at det neppe længer er til at udrydde, og med dyb Beklagelse maae vi tilstaae, at det truer med en lignende Indgang hos os. Vi skulle ikke sige, at vi ei ere advarede om Sygdommens Smitsomhed *) eller paamindede om at træffe Forholdsregler til at standse eller idetmindste indskrænke det om sig gribende Onde. Med utrættelig Iver har Hr. Prof., Dr. med. Bendz arbeidet, ei blot for at giøre sig tilstrækkelig bekjendt med denne Sygdoms Optræden mellem vort Militair og dens Forplantelse derfra til den civile Befolkning, men han har tillige forelagt vedkommende Autoriteter og gjennem Pressen offenligheden Resultatet at sine Bestræbelser. Dette har med Hensyn til den foreliggende Virkelighed ingenlunde været glædeligt. Vi have tidligere havt Leilighed til at omtale den af Hr. Prof. Bendz indgivne Beretning om Forholdet mellem Antallet af alle ved Sessionen af 8de September 1854 i 3die sjellandske Udskrivningsdistrict mødende Værnepligtige og dem af samme, som have været angrebne af begyndende eller mere udviklet ægyptiske Øiensygdom, og have da seet, at Forholdet var som 1922 til 175, eller af samtlige Mødende 14½ pCt. Angrebne. Senere har Hr. Professor Bendz givet flere Meddelelser og Oplysninger denne Sag angaaende i Ugeskrift Læger, som ogsaa i vor Tidendes Nr. 180 f. A. Den seneste Meddelelse af samme Forfatter findes i Ugeskrift for Læger for iaar Nr. 1-2 under Titel: "Om den i Armeen herskende Øiensygdom og dens Forplantelse til den civile Befolkning". AF de heri meddeelte Oplysninger fremgaaer et ligesaa bestemt som sørgeligt Beviis for den Grad i hvilken denne beklagelige Ulykke har udbredt sig ogsaa til den civile Befolkning. Det viser sig saaledes af Overlæge Gottschalchs der anførte Beretning ("Ugeskrift for Læger" af 13de Octbr. f. A. Pag. 279 og 80) over de ved Landsessionen for 1855 i 3die sjællandske Udskrivningsdistrict til 4de Liniebataillon udskrevne Rekutter, at af disses samlede Antal, 340 Mand, som den 30te Mai f. A. ankom hertil, vare ikke færre end 84 i høiere eller mindre Grad angrebne af Sygdommen (41 havde Visikler, 35 Visikler med Rødme, 6 Rødme, 1 Granulationer og 1 Blennorrhe). Af ovennævnte 340 Mand vare 102 fra Sorø Amt, hvoraf 21 Angrebne, altsaa 20,58 pCt.; fra Præstø Amt 168, hvoraf 44 Angrebne, altsaa 26,19 pCt; fra Maribo Amt 44, hvoraf 14 Angrebne, altsaa 31,8 pCt. og af 16 fra Staden Kjøbenhavn 3 Angrebne, altsaa 18,75 pCt; fra Holbeks og Kjøbenhavns Amter vare 2 Angrebne. Disse 340 Rekrytter af 4de Liniebataillon lagdes i Teltleir paa Nørrefælled, afholdtes saaledes fra Samqvem med det ældre i Casernen liggende Mandskab af samme Bataillon, der havde lidt af Sygdommen, og vare leirede samme i Teltleijren med Mandskaber (7de Liniebataillons ældre Mandskab og Rekrutter samt Rekrutterne af 10de, 13de, 16de og 17de Liniebatailloner), blandt hvilke Sygdommen ikke herskede. Ikke desto mindre fremgaaer det af Hr. Overlæge Gottschalchs Beretning, at af disse 340 Mand bleve fra 31te Mai til 31te August ikke færre end 156 eller 45,88 pCt. angrebne og af disse 156 maatte atter 58 indlægges paa Garnisonshospitalet for kontagiøs Øienbetændelse med akute Tilfælde. De her omtalte Øiensyge vare Rekrutter, udskrevne blandt den civile Befolkning; 84 af dem medbragte sygdommen fra Hjemmet til Leiren, og ingen af dem kom sammen med det Mandskab, som var eller før havde været underkastet Sygdommen. Det var saaledes den fra Hjemmet medbragte Sygelighedstilstand og maaske skjulte Disposition for Sygdommen, det var Virkningen af den mellem den civile Befolkning rodfæstede Smitte, der her under en sjelden gunstig lejlighed for den lægevidenskabelige Iagttagelse hidførte et saa sørgeligt Resultat, et saa sørgeligt Beviis for denne Ulykkes successivt snigende Udbredelse mellem Landets Befolkning, at intet andet behøves for at godtgjøre dens Tilværelse mellem denne, og den beklagelige Sandhed af Forfatterens Bemærkning i den her nævnte Afhandling Pag. 27 ... "der handles nu mere end nogensinde om offentlige Foranstaltninger, der kunne dæmpe det os for Alvor truende Onde, thi om dets Udryddelse kan der ikke længer være Tale" . . . Altsaa: den ægyptiske Øiensygdoms Tilstedeværelse og desværre stærke Udbredelse mellem Landets civile Befolkning er fuldkommen constateret. Men ikke nok med gjennem de ved Udskrivningerne anstillede Undersøgelser, nemlig i 3die Udskrivningsdistrikt, at have tilvejebragt det sørgelige Beviis herfor, har Prof. Bendz ved at henvende sig til Sygdommens Arnested her i Landet, Hertugdømmet Slesvig tilveiebragt yderligere Oplysninger i denne Henseende, idet han ved de fra derværende Læger og Physici navnlig fra Hr. Physicus Madvig i Haderslev modtagne Meddelelser har været istand til at paavise, hvorledes Sygdommen fra militaire Øiensyge ved Smitte er forplantet til den civile Befolkning. Hr. Physicus Madvigs Meddelelser udviser saaledes tilstrækkeligt, hvorledes et Par enkelte hjempermitterede Rekrutter have kunnet medbringe Sygdommmen og meddele den til deres Omgivelser, uden at de paagjældende med Landalmuens sædvanlige Indolens for Sligt, have agtet paa det Onde, som traf dem, førend dette allerede havde naaet en betænkelig Udvikling. Men naar man læser disse Meddelelser (ovennævnte Numer af "Ugeskrift for Læger" Pag. 18-23, og seer, hvorledes dette i sine Følger saa frygtelige Onder sniger sig i Mørket om med de hjemsendte, uhelbredede Mandskaber fra Garnisonsstæderne, hvad skal man da sige, naar man erfarer (samme Afhandling Pag. 26) at Totalantallet af de paa Garnisonshospitalet siden Efteraaret 1851 behandlede Øiensyge andrager c. 1200 Individer, at der af disse forholdsviis kun faa ere som helbredede vendte tilbage til deres Batailloner (til 4de Liniebataillon af 201 Syge i to Aar 9 helbredede, til Livgarden tilfods af 48 Syge 3 helbredede og 6 næsten helbredede medens Forholdet neppe har stillet sig gunstigere med Hensyn til Syge og Helbredede fra andre Troppeafdelinger), og endelig at Resten af disse Angrebne som uhelbredede ere sendte hjem blandt den civile Befolkning med al Disposition til at forplante deres egen Ulykke til denne, - i Sandhed man maa da med Forfatteren indrømme, "at vistnok Ingen længer kan drage Aarsagen i Tvivl, hvorfor Sygdommen i 4 Aar saaledes har kunnet gribe om sig i vort Land, men især paa den sjellandske Øgruppe." (Sluttes)

*) See bl.a. Prof. Bendz's Fortale til Oversættelsen af Dr. Buckard Eble's Skrift om den saakaldte contagiøse eller ægyptiske Øiensygdom. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1856)

Den ægyptiske Øiensygdom (Sluttet, see Nr. 30). Uvilkaarligt paatvinger sig det Spørgsmaal: Hvorledes ere Autoriteterne optraadte ligeoverfor dette Onde? "Qvicquid delirant principes, plectuntur Argivi", hvilket i dette Tilfalde vil sige saa meget som: Naar Lægerne tage feil og ere uenige, gaaer det ud over Patienterne. Som bekjendt yttrede der sig nemlig blandt Lægerne strax ved Sygdommens Optræden her paa Stedet en saa stærk Meningsforskjellighed om samme, at den Læge (Prof. Bendz) der strax bestemt udtalte sig for dens Tilstedeværelse og contagieuse (smitsomme) Charakteer, næsten stod aldeles isoleret med sin Anskuelse. Denne Meningsforskjellighed maa ansees at have udøvet en stærk hæmmende Indflydelse paa Anordningen af kraftige Foranstaltninger til itide at bekæmpe det optrædende Onde. Det viser sig stråledes (cfr. Prof. Bendzs Fortale til Oversættelse af Dr. Eble's ovennævnte Skrift Pag. III.), at allerede i Efteraaret 1851 bleve her i Kjøbenhavn de første Øiensyge, lutter sydslesvigske Rekrutter, 8 i Tallet, med umiskjendelige Tegn paa den saakaldte chroniske Form af ægyptisk Øiensygdom (granuløs Opthalmie) indlagte til særskilt, afsondret Behandling paa Garnisonshospitalet. Melding blev derom gjort fra Prof. Bendz til Stadslægen, og fra nu af blev paa Hospitalernes maanedlige Oversigtslister indført en Rubrik for "contagieus Øienbetændelse", for paa denne Maade at have et Overblik over Sygdommens mulige Forekomst i hele Armeen. Lignende Iagttagelse, som ovenanførte her i Kjøbenhavn med de sydslesvigske Rekrutter, gjordes endvidere i Foraaret 1852 af de danske Læger, som afgik til Tjeneste i Holsten ved de Troppeafdelinger, som der oprettedes af dette Hertugdømmes værnepligtige Mandskab; men først i August 1852, altsaa næsten 1 Aar efter at Sygdommen havde viist sig i Hovedstadens Garnison, træffe vi paa den første offentlige Foranstaltning imod den i Form af en Generalcommandobefaling dat.: 2den August 1852 til Tropperne i Holsten. Denne Befaling paabyder meget hensigtsmæssige Forholdsregler mod Sygdommen og dens Udbredelse blandt Mandskaberne, medens den ved de trufne Anordninger de facto erkjender dennes Smitsomhed, men een gjælder udelukkende Militaire i Tjeneste dersteds og taler ikke et Ord om, hvorledes der skal videre forholdes med de Soldater, der hjempermitteres fra Tjenesten, for at disse ikke derfra skulle medbringe en skjult Smitte og overføre denne til den civile Befolkning. I denne Henseende gaaer den næste offentlige Foranstaltning et Skridt videre. Ifølge Indstilling fra Armeens Medicinalstab i November samme Aar udgik nemlig fra Krigsministeriet et Circulaire, hvori med Hensyn til Sygdommens Iagttagelse og Behandling mellem de i Tjeneste værende Mandskaber paabydes tildeels de samme Forholdsregler, som i ovennævnte Generalcommandobefaling, medens der endvidere anordnes, at  Ingen blandt Mandskaberne, der har lidt af Øienbetændelse, maa permitteres uden af vedkommende Læge at være undersøgt og erklæret for sund samt at enhver Soldat, der har lidt af den contagiøse Øienbetændelse, og som, efterat være helbredet, hjempermilteres, skal melde sig for den nærmeste Læge, saasnart han maatte mærke mindste Spor til Sygdommens Tilbagevenden, og endelig, at naar saadanne Soldater hjemsendes, skal der meddeles vedkommende Amter Underretning derom. Endvidere udgik den 13de Decbr. s. A. et almindeligt Circulaire fra det Kongl. Sundhedscollegium, hvori erkjendes, at Sygdommen maa antages overført i Armeen ved Smitte, hidbragt af det Mandskab, som tidligere har tjent i Insurgentarmeen, samt henpeges til de ved ovennævnte Circulaire fra Krigsministeriet paabudue Foranstaltninger til at forebygge Smittens Udbredelse til den civile Befolkning ved hjempermitterede Mandskaber. Der paalægges Landets Læger, saavel de i Statens Tjeneste ansatte, som de privat practiserende "særlig Agtpaagivenhed med Hensyn til saadanne Øienbetændelser, som enten ifølge deres Beskaffenhed eller andre Omstændigheder maatte vække Mistanke om at være frembragte ved Smitte", og naar denne skulde udbrede sig til Flere, "da uopholdelig at indberette dette til vedkommende locale Medicinalautoritet, som vil have at drage Omsorg for, at Sygdommen tages under Behandling for offentlig Regning, og at der tages de efter Omstændighederne hensigtsmæssigste Forholdsregler, for at forhindre dens videre Udbredelse". Endelig indskjærpede et Circulaire af 6te Septbr. 1853 fra Krigsministeriet fornyede og udvidede Bestemmelser augaaende øiensyge Soldaters Behandling samt Forholdsregler ved deres Hjemsendelse, som have været underkastede Sygdommen. Med Hensyn til dette Sidste hedder det i Circulaires § 14: "De Øienangrebne maa ikke hjemsendes, uden at de først have været underkastede Lægetilsyn og Behandling". § 15: "Naar vedkommende Overlæge har forvisset sig om, at Bindehuden er vendt tilbage til sin normale Tilstand, da kan Hjemsendelsen uven videre tilstedes. § 16: "Naar dette ikke har fundet Sted, men Patienten er ufuldstændig helbredet, og chroniske Tilfælde i det omhandlede Organ findes vedvarende, da kan Hjemsendelse kun skee efter flere Lægers Skjøn;" (her opgives nærmere, hvilke disse Læger paa de forskjellige Steder skulle være) og endelig § 20: "Gaaer det af Lægerne afgivne Skjøn ud paa, at den Angrebne vel kan permitteres, men at hans Øines Beskaffenhed gjør hans fremtidige Tilstand tvivlsom, bliver fornøden Paategning at meddele Permissionspasset, og vedkommende Øvrighed, under hvilken den Hjempermitteredes Hjemsted henhører, at underrette om Hjemsendelsen for at Livligheden kan, om fornødent skjønnes, foranstalte den Hjemsendte underkastet Lægetilsyn". Et Circulaire af 24de Juli f. A. fra Justitsministeriet indeholder Bestemmelser om, hvorledes der ved Land- og Søsessionerne bliver at forholde med øiensyge Værnepligtige, hvilke af disse blive at udskrive og sættes under Kuur. og hvilke der som uhelbredelige inden Mødetiden blive at udslette af Rullen med Udygtighedspas i Henhold til Bestemmelserne i Forordn, af 11te Jan. 1854 § 15 cfr. § 14; uden at Circulairet iøvrigt nærmere berører, hvorledes der skal forholdes med disse "Uhelbredelige" ligeoverfor den civile Befolkning, hvortil de høre. - Seer man hen til det her Anførte, kan det ikke nægtes, at der fta Autoriteternes Side er truffet Foranstaltninger mod det omtalte Onde, og det, som det synes, meget hensigtsmæssige Foranstaltninger; men seer man hen til de derved hidtil opnaaede Resultater, da faaer Sagen et mindre glædeligt Udseende. Med Hensyn til disse henholde vi os til hvad vi efter de af Hr. Prof. Bendz med saa megen Omhyggelighed indsamlede Oplysninger have i nærværende Artikels første Halvdeel meddeelt, og ved at sammenholde Sygdommens nuværende Stadium i Landet med de fra Autoriteterne trufne Foranstaltninger, maae vi først og fremmest beklage, at disse aabenbart ere komne for sildig til at qvæle Ondet i Fødselen, og, som det af Resultaterne viser sig (cfr. saaledes Hr. Physicus Madvigs detaillerede Beretninger om Sygdommens Udbredelse ved hjemvendende Soldater) ikke ere gjennemførte eller overholdte med den Energi, som Sagens Vigtighed udkræver.

Et yderligere Exempel herpaa fra en senere Tid, end de i Physicus Madvigs Beretninger meddeelte Oplysninger, skulle vi her anføre. En hjempermitteret Soldat blev antaget som Tjener hos en af Fyens større Godseiere. Efter nogen Tids Forløb sporedes i denne Familie Øiensygdom, og ved Tilkaldelse af Familiens Huuslæge, og ved den af denne foretagne Undersøgelse viste det sig, at ved Smitte var den ægyptiske Øiensygdom fra ovennævnte Individ successivt Udbredt til tvende af hans Medtyende og tre af Familiens Medlemmer, uden at nogen af disse kjendte den Fare, som truede dem. Alvorlige Forholdsregler bleve nu tagne, og den Person, fra hvem Smitten var udgaaet, er nu her i Byen for at blive helbredet for den Sygdom, hvoraf han lider, hvilken af flere af Byens agtede Læger er anerkjendt for at være den ægyptiske Øiensygdom i stærk udviklet Grad. Havde ved denne Persons Hjemsendelse Bestemmelserne i Krigsministeriets Circulaire af 6te Septbr. 1853 og Sundhedscollegiets Circulaire af 13de Decbr. 1852 med Hensyn til Undersøgelse før Hjempermitteringen og Forholdsreglerne efter at denne var skeet, været strængt gjennemførte, er det ikke rimeligt, at den her omtalte Øiensygdom saaledes vilde være bleven paaført Personer, hvis hele Livsstilling ikke udsætte dem for Smitte i denne Retning. Dette Tilfælde er saaledes et nyt Beviis for Nødvendigheden af, at de givne Bestemmelser strængt gjennemføres. Visitationen før Permitteringen maa med Omhyggelighed og Sagkundskab iagttages; det Tilhold, som gives de hjemsendte Mandskaber, der have lidt af Sygdommen, om at melde sig hos vedkommende Læge, maa strengt overholdes, det maa være en fuldkommen Tvangssag, underkastet Strafansvar, for disse Mandskaber at følge dette Tilhold, og det maa være en ligesaa streng Pligt for vedkommende Øvrigheder at vaage herover, og for de locale Medicinaløvrigheder i paakommende Tilfælde at træffe gjennemgribende Forholdsregler mod Ondets Udbredelse. Om disse ville medføre endog betydelige Omkostninger, kan ikke komme i Betragtning; Folkerepræsentationen vil ikke kunne nægte et dertil forlangt Beløb. Det er den høie Tid, at der i denne Sag foretages noget Alvorligt. Ere de hidtil skete Anordninger utilstrækkelige, enten ved Formen hvori de ere fremtraadte, eller ved Maaden hvorpaa de ere iværksatte, saa maae andre mere gennemgribende træffes *); vil vedkommende Ministerium ikke tage Initiativet i Sagen, da maa dette udgaae fra Folkerepræsentationen; Folket, fra hvis frie Valg denne er udgaaet, er berettiget til at vente af den, at den vil værne om, at det kan beholde sit Syn ubeskaaret og utruet af ægyptisk Øiensygdom.

*) Vi henvise til den, som Anhang til den oftere citerede Afhandling i "Ugeskrift for Læger for iaar Nr. 1 og 2" vedføiede Meddelelse af de i Preussen denne Sag angaaende trufne Anordninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1856)

Høkerhandel. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 2den Februar.

Fra flere Stæder reiser sig Modstand imod Lovforslaget om Høkerhandelen paa Landet som indgribende i Kjøbstædernes "Privilelegier" og deres Velvære. Privilegium paa Handel og Høkeri have nu Kjøbstæderne, som bekjendt, slet ikke; ellers vilde der heller ikke alt være Handel og Høkeri paa Lander rundtom. Det forundrer os imidlertid endnu meer, at man ikke vil erkjende, at det hidtil fulgte Bevillingsvæsen ved Tilstedelse af Handel og Høkeri paa Landet alt i og for sig er en Adgang til Misbrug og personlig Gunst for Enkelte, og at det fornemmelig er ved alle disse rundtom strøede Bevillinger at Kjøbstæderne lide, fordi derved Concurrencens og Kiøbstadhandelens Indflydelse herpaa udelukkes, imedens det er det store Gode, netop for Kiøbstæderne, ved det nye Lovforslag, at Bevillingsvætenet ophører og den stedlige Concurrcnce indtræder. Kjøbstæderne faae da, som Handelspladse, almeen Indflydelse paa og medvirkende Deelagtighed i Landhandelen, der nu fortiden er given i Enkeltes Vold og derved udelukker Kjøbstædernes Handelsvirksomhed derfra, istedetfor den nye Indretning vil medføre det Modsatte. Efter vor Overbeviisning have Kjøbstæderne, navnlig dens Handelsdrift, især naar den ikke skal være Høkeri, snarere Grund til at glæde sig over den nye Landhøkerlov, som jo tillige maa befordre Omsætningen og Vareforbruget paa Landet, der atter maa søge sin Kilde i Kjøbstaden, og hvilket Forbrugs Tiltagen overhovedet er Kjøbstadhandelens og Kjøbstædernes Velværes Kilde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. februar 1855).

i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. februar 1855 var en 2 spaltet artikel af "en af de større og virksomste handlende og industrielle samt mangeårig vigilant kommuneforstander" som bakkede ovennævnte op. Argumentationen var nogenlunde samme som ovenstående. 

- Den af Ribe Borgerrepræsentation til Landstinget indgivne Adresse i Anledning af Høkerloven lyder saaledes:

"Det til Folkethinget indbragte og der antagne Forslag til "Lov om en ny Ordning af visse Handelsfag udenfor Kjøbstæder og Handelspladser" har ikke saameget forundret os med Hensyn til Ideens Opfattelse af Indbringeren, som Thingets villige Indgaaen derpaa høiligen har forbauset os. Det har svækket den Tro, vi hidtil have havt: at de Anliggender, der forhandles i Thinget, forhandles med Indsigt, Retfærdighed og med billigt Hensyn til de Parters Interesser, der berøres ved en Lovs Tilblivelse.

Forflaget foreligger nu det høitærede Landsthing til Afgjørelse.

For ikke at trætte med en Gjentagelse af de Bevisgrunde for Forslagets Utilraadelighed, som fra mange andre Kjøbstæder ere udtalte for det høitærede Landsthing, tillade vi os at henvise til den Udtalelse af "Bestyrelsen for den jydske Kjøbstadforening i Randers", der er tilstillet Landsthinget, hvoraf en Afskrift er i vore Hænder, og hvilken Udtalelse af Sagens skadelige Følger vi dele.

Vi tillade os blot at vedfoie nogle Oplysninger, hentede fra Erfaring, der kunne bestyrke det i nævnte Kjøbstadforenings Andragende Udtalte.

Ribe By, mod syd grændsende til Slesvig, har før staaet i ugunstigere Handelsforhold end dens nærmeste Opland. Dette havde den Tid til Følge, at Byens Handel næsten var hævet. Mange Varesorter kiøbtes endog af Byens Befolkning hos Landhøkerne. Byens Befolkning forarmedes. Regeringen fandt det nødvendigt, for ikke at lade Byen synke aldeles, at tilstaa den Handelsbegunstigelser. Disse havde til umiddelbar Følge, at der igien kom Handel til Byen; men Høkerhandelen for den Deel af Byens Opland, der grændser mod syd, og som hører under Slesvig, vedblev.

Skjøndt Adgangen til de slesvigske Privilegier ikke er saa let som Adgangen til Handelen paa Landet i Kongeriget vil blive, naar Forslaget skulde blive til Lov, saa bevirke de dog her, at der i den Deel af Byen der grændser mod syd, uagtet dens Opland i høi Grad er det meest befolkede og rigeste, ikkun boe enkelte Kiøbmænd, fordi Landbefolkningen syd fra kun meget sparsomt forsyner sig med Varer i Byen, da den finder dem i Hjemmet; medens den Deel der støder mod nord, hvis Opland er ulige mindre befolket og mindre frugtbart, paa Enkelte nær, indeholder hele Byens Købmandsstand, fordi det er Landbefolkningen nordfra, hvor der kun befindes enkelte Landhøkere, der forsyner sig her i Byen med Varer, og som bringer sine Producter til Salg hertil. Og det er Resultatet ved en mere begrændset Handelsfrihed end den Folkethinget bar ment at burde indramme Landbefolkningen i Kongeriget.

Skulde dette Forslag blive til Lov, da ville Kjøbstædernes Existence, som saadanne, snart være hævet. Enhver ung Kjøbmand, der etablerer sig, vil naturligviis søge den Plads, der viser ham den bedste Udsigt til Erhverv, og det bliver uafviselig Landet, under de i Udsigt staaende Forhold. Kjøbstadbefolkningen, der er bunden til Byen af mangfoldige Aarsager, som ikke kunne hæves, vil forarmes og Eiendommene ville tabe betydeligt i Værd.

Og det er ikke ligegyldigt for Statens Velvære at Kjøbstæderne bestaa. Det er ved en dygtig og erfaren Handelsstand, der har Udsigt til at hoste Frugter af sine Bestræbelser, at vi kunne vente med Tiden at gjøre os aldeles fri for den Underordnethed og den Afhængighed i Handel, som vi, i saa mangfoldige Tider have staaet i til Hamborg og Lübeck, og som Kjøbmandene i Jylland, og sikkerligen ogsaa i de andre Provindser i de senere Aar, ved directe Handel, have søgt at giøre og tildeels have gjort sig fri for. En Indskrænkning i Kjøbmændenes Afsætning i den Grad, som vil blive Tilfælde naar Forslaget bliver til Lov, vil umuliggjøre større Handelsforretninger, der ere nødvendige for den directe Handel. Vi ville falde tilbage til den Afhængighed, til den Kræmerhandel, fra hvilken vi med Held have begyndt at løsrive os.

Det er ikke en ensidig Betragtning af Sagen, hentet fra Enkeltes Interesse, det er Hensynet til hvad der tjener Staten i dens Helhed, der opfordrer os til at bede det høitærede Landsthing at prøve Forslaget alsidigt, og vi tør da haabe, at det vil blive afvist, eller antaget med Modifikationer, der forhindre at Kjøbstadbeboernes Existence undergraves for at hjelpe Landbefolkningen til lettere at kunne forskaffe sig Handelsvarer, som ikke engang henhøre til de egentlige Livsfornødenheder, og som de, hvad Erfaringen hidtil har vist, uden væsentlig Besvær kunne kjøbe i Kjøbstæderne."

(Ribe Stifts-Tidende 16. februar 1856).

Farefuld Postfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nykjøbing paa Falster hedder det under 16. Jan. i Byens Av. Den fra Kjøbenhavn i Løverdags Aftes udgaaede lollandsse Pakkepost afgik fra Vordingborg i Søndags Middags Kl. 12 over Masnedø med 4 Reisende og endel Gods og forlod Masnedø omtrent Kl. 1 paa 4 Isbaade, i klart Veier og med vestlig Vind. Da Baadene vare komne en Fjerdingvej ud i Strømmen, blev den ene af dem skaaren istykker af Drivisen, saa den strax fyldtes med Vand og maatte forlades, efterat det med Møie var lykkedes at redde Postgodset i meer eller mindre vaad Tilstand, paa en Komode nær, som tilhørte en af Passagererne. Senere Kl. 4 a 5 reiste sig en stærk Blæst, og Skrueningen af Drivisen tiltog, saaledes at en anden Baad blev læk og trods den flittigste Øsning tilsidst blev saa opfyldt med Vand, at ogsaa den maatte forlades med alt deriværende Postgods, da de to tilbageværende Baade ikke yderligere turde overlæsses; dog blev den først trukken op paa et Isstykke, saa at det dog er muligt, at den kan være dreven iland etsteds med Isen. De to andre Baade vare udsatte for den største Fare i Drivisen, og det saae flere Gange ud til, at Alt skulde gaa tabt; men omsider Kl. 11 om Aftenen, naaede man Falster udfor Havnsø, hvor 4 Vogne strax rekvireredes til Postens Befordring til Gaabense Færgegaard. Færgefolkene fortjene al mulig Roes for den Iver og Udholdenhed, hvormed de, under Dampskibsfører Hansens ledelse, udførte deres Hverv; thi havde ikke disse Mænd arbeidet saa ufortrødent, vilde sandsynligviis hverken Passagererne eller Resten af Postgodset været i Behold.

(Ribe Stifts-Tidende 22. januar 1856).

Den tidligere omtalte Baad med Pakkepostgods, som ved  Overfarten fra Vordigborg til Gaabense nylig maatte forlades, er senere inddreven paa Baagø, hvorfra Godset, ialt 26 Stkr., blev bjerget og nu er ankommet til Nykjøbing. Det Bjergede er dog Alt i mere elller mindre vaad Tilstand og det vil saaledes være et temmelig føleligt Tab for Mange, hvis Hs. Exc. Generalpostdirektøren ikke maatte finde sig foranlediget til at tilstaae vedkommende Eiere Erstatning, hvorom man dog - støttende sig paa dennes bekjendte Liberalitet - nærer Haab. (Loll.-Falst. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 29. januar 1856).