Feilberg og Rhabarberplanten. (Efterskrift til Politivennen)

Om Rhabarberplanten som Kjøkkenurt (Af P. D. Feilberg.) 

Den bekjendte engelske Forfatter London har etsteds sagt, at den, som beriger sit Land med Indfrelsen af en nu værdifuld Kjøkkenurt, fortjener ligesaa stor Hæder som den største Seiervinder. Skjøndt jeg nu ikke kan tilegne mig Fortjenesten af at have indført Dyrkningen af Rhabarberplanten her i Landet, eftersom den længe har været dyrket i den botaniske Have og nogle faa andre Steder, ja vel endog af Enkelte har været benyttet som Spise, tør jeg dog paastaae, at det er mine uafbrudte Bestræbelser i en Række af 20 Aar, som det skyIdes, at denne nyttige Plante, der om Foraaret giver os en saa velsmagende Spise, nu har vundet almindelig Borgerret i vore Haver. Det var nemlig i Aaret 1832 at jeg som Medudgiver af Dansk Havetidende lagde Mærke til, at de engelske Havejournaler anførte Rhadarberstilke blandt de Kjøkkenurter, som daglig bragtes paa Grønttorvet i London. Min Opmærksomhed for denne Plante blev derved vakt; fra den botaniske Have erholdt jeg nogle Roddelinger, som voxede og bar Frø, og inden faa Aar havde jeg beplantet en halv Skjeppe Land med unge Planter. Da jeg selv fandt, at Stilkene af denne Væxt, tilberedede paa den rette Maade, afgave en velsmagende og sund Spise, som tilmed skjentedes os paa en Aarstid, der er mager paa Gemyse, indbød jeg mine Bekjendte til at smage denne Ret. Men Navnet Rhabarber vakte hos de Fleste saa ubehagelige Erindringer, at det forekom dem, som kunne de smage Medicinen derigjennem, skøndt denne som bekjendt alene har sit Sæde i Roden. Jeg lod mig imidlertid ikke derved afskrække fra at abejde paa at skaffe Planten Indgang. Hvert Foraar i de første 15 Aar derefter vedblev jeg at anvende en halv snees Daler paa Avertissementer i Adresseavisen, hvori jeg anbefalede Rhabarberstilke som et delikat Grønsel, beskrev Tilberedelsesmaaden og de forskjellige Anvendelser af dem, og falbød Stilkene fra Udsalget Gl. Torv Nr. 4 og fra min egen Have, som dengang var det eneste Sted hvor Rhabarberplanter dyrkedes i det Større. Men Fordommen mod Navnet paa denne Væxt i Forbindelse med, at det var en ny Spise, der maatte bane sig Vei til den Værdighed at rangere paa Spisebordet ved Siden af andre gamle Retter, havde til Følge, at det først efter næsten 20 Aars Kamp er lykkedes denne sunde og behagelige Ret at faae Plads i Kogebogen og paa Kjøkkensedlen; nu har den endelig naaet til de offentlige Beværtningssteder, og nyder den Agtelse at anføres paa Spisekortet; og naar en Kjøkkenurt har naaet saavidt, er dens Fremtid sikkret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1856)

Rabarber stammer oprindelig fra Kina. Her brugte man tørrede stængler som afføringsmiddel da de er rige på kostfibre. Man begyndte først at anvende rabarber som fødemiddel i 1700-tallet i England. Udover kostfibre er rabarber rig på C-vitamin, kalium og calcium - og antioxidanter. 

Planten fandtes 1784-1790 i Botanisk Have. I en artikel i "Have-Tidende" hvor bankmanden P. D. Feilberg var redaktør, omtaltes rabarber i 1835 som en medicinsk plante. Amagerne dyrkede den ikke. I stedet havde E. H. Beyer et rabarbergartneri ved Parcelvejen (Griffenfeldsgade) på Nørrebro i 1860'erne ("Rabarberkvarteret"). I 1919 anvendtes 93 ha til erhvervsmæssig dyrkning af rabarber. Først i 1930'erne fik rabarber dog sit endelig gennembrud som en almenspise.

Kattetyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Kattetyveri. En Tømmersvend indfandt sig Fredagen den 25de Januar om Aftenen Kl. 6 paa Politidirecteurens Bopæl, medbringende den bekjendte Kattetyv, Hans Christiansen Dysted, om hvem han forklarede, at da han kort iforveien passerede Regentsen, havde han bemærket ham inde i Kredsen af en Mængde Smaadrenge, holdende under Armen en stor, kulsort Kat, som Drengene paastode at han havde kvalt i Conditorens Port i Skindergaden. Af den Grund havde Anmelderen afleveret ham til Politiet, og tilføiede han, at Dysted paa Veien gjennem Landemærket øiensynlig gjorde Forsøg paa, yderligere at kvæle Katten ved at tage den om Halsen, hvilket Anmelderen hindrede ham i, idet han kunde see, at der endnu var Liv i Katten, da den rørte Halen. Dysted vedblev undervejs at forsikkre, at det var en død Kat, som en Kone havde leveret ham, for at kaste den bort, og lod flere Gange Katten glide ned mellem Hænderne, enten for at lade den falde fra sig, eller for at faae fat om Halsen paa den, hvilket Tømmersvenden ogsaa havde forekommet. 

Den af Dysted til Politikjælderen medbragte Kat var tilsyneladende død, men efterat den havde ligget noget paa Gulvet, kom den tillive og blev snart saa vel, at den kunde gaae.

Dysted, der ved den hos ham foretagne Visitation fandtes i Besiddelse af en Snor, en Æske med Fidt og noget smaat, stegt Lever, forklarede nu, at han i Conditorens Port havde modtaget Katten af en temmelig før Kone paa ca. 40 Aar, med Anmodning om at skaffe hende af med den. Af hvad Aarsag meldte hun ikke, men han formodede, at den maatte være tyveagtig. Efter at have faaet 4 sk for Ulejligheden, begav han sig med Katten ud paa Gaden, for at bringe den udenfor Stadens Porte, hvor han vilde kaste den fra sig, men i dette Forehavende blev han hindret af en Mængde Smaadrenge, der vedbleve at stimle om ham.

Under den paa Dysteds Bolig anstillede Undersøgelse traf Politiet en Person, hvis Signalement passede i Et og Alt paa den Sjover, der var seet i Skindergade i Følge med Dysted. Han blev anholdt og medbragt til Politikammeret. Det var Peter Christian Falck, der efter nogen Nægten afgav følgende Tilstaaelse. Da han bemeldte Fredag Eftermiddag drev om i Gaderne med Dysted uden nogen Hensigt, bemærkede de en Kat i en Gadedør i Skindergade, om hvilken Dysted yttrede, at naar man kunde fange den, kunde man altid faae en 3 Mk. for Skindet, men dengang gik de forbi, formodentlig fordi Dysted ikke turde bemægtige sig Dyret, saalænge det var lyst, men efter at de atter havde drevet om, indtil Mørket faldt paa, aftalte de at gaae tilbage til det samme Sted, for at Dysted kunde see at bemægtige sig Katten. Ankommen til Stedet med Dysted, saae han, at denne gik op i Gadedøren og tog Katten, som han derefter holdt inde under sin Frakke, men, paa Grund af Mørket , kunde han ikke bemærke, om Dysted forsøgte paa at qvæle den. Da det Omforklarede blev bemærket af nogle Drenge, der legede paa Gaden, og disse begyndte at forfølge dem, forlod han Dysted og begav sig hjem i deres fælles Logi i Amagergade Nr. 318, paa Qvisten. 

Arrestanten Dysted afgav den 23de Februar en med Falck i det Væsentlige overeensstemmende Tilstaaelse angaaende Tyveriet af den nævnte Kat, som han strax havde givet sig ifærd med at qvæle, i den Hensigt at trætte Skindet af den og sælge dette, og ledede den criminelle Undersøgelse i det Hele til det Resultat, at Arrestanterne, i den Hensigt at gjøre sig Fordeel ved Salget af Skindene, i Vinterens Løb havde stjaalet 3 Katte, vurderede tilsammen til 3 Rd. 3 Mk. , og tilhørende resp. en snedkersvend, en Arbeidsmand og en Grønthandler. Ved Criminal- og Politivrettens Dom af 8de April bleve Arrestanterne, der tidligere have været straffede og af hvilke Dysted er 56 og Falck 27 Aar gammel, ansete med Forbedringshuuusarbeide, den Første i 4, den Anden i 1 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. juni 1856)

I Københavns Politis forbryderalbum optræder Peder Christian Falck med følgende brskrivelse: "“Peter Christian Falck, født i Kjøbenhavn 28/11 28, opdraget under Fattigvæsenet og er Arbeidsmand; straffet sidst med 4 Aars Forbedringshuusarbeide; stjæler Brænde og Katte. 70”. [1864]"

Falck (f. 1828) var 17. november 1855 blevet dømt for at have stjålet 4 favnestykker fyrrebrænde fra bagermester S. F. Hansen. Han blev dengang dømt til fængsel på vand og brød i 2 gange 5 dage. Falck havde i 1871 tvangsophold på Ladegården. Han havde da været i forbedringshuset. Ved en udgangstilladelse havde han sammen med en anden besluttet at bryde ind på inspektørens kontor i Ladegården for at stjæle 500 Rdl. De blev imidlertid opdaget, og de forsøgte da at lade som om de var faldet i søvn. Falck blev for indbruddet idømt 3 års tugthusarbejde.

Tyvenes tilholdssted, på kvisten af Amagergade 318 blev i 1859 til Amagergade 15. (Den røde bygning på højre side). Huset er opført før 1760. Bygningen blev landskendt gennem serien "Huset på Christianshavn", som lå overfor værtshuset "Rottehullet" (til venstre). 

Holms Hjørnebygning i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

- I Dagsavisen sees en merkelig Bekjendtgjørelse, hvori Politiet udlover en "uforholdsviis endog meget høi Arbeidsleie", man skulde troe for at nedrive en faretruende gammel Bygning, nei for - at "nedrive en her i Byen af Nyt opført Gaard", som det erfares, Farver Holms smukke treetages Gaard paa Hjørnet af Nytorv og Slotsgade, der er bygget noget høiere end Gadens Brede. Forkyndelsen af denne Nedrivelsesact og af de Anstrengelser, som opbydes, endog vel forgjæves, for at faae den udført, kaster et bedrøveligt Lys over Byggelovgivningen for Købstederne - og de urimelige Indskrænkninger den (?), ved en ellers tilstrækkelig bred Gade og beqvem Passage, danner for nye Bygningers Opførelse - eller maaskee rettere et uheldigt Skjer over den Maade, hvorpaa Loven her udføres. Navnlig see vi ikke, hvorfor man, naar en Bygning ansees at blive opført anordningsstridigt, da ikke under Opførelsen stiller Politiehindring imod Opførelsen; thi vel klinger dog næsten komisk, at man bagefter vil nedrive nye smukke Bygninger, som ikke genere de offentlige Hensyn eller noget Menneske i mindste Maade, men endog danne Prydelser for Byen og heldige Bopælsforøgelser, og alt det Anførte er vitterligt for Alle og Enhver netop Tilfældet med den omhandlede Gaard. Man har dog heller ikke hos os eller i Provindsbyerne overhovedet en saa stor Overflod paa nye smukke og hensigtsmæssige Bygninger til at man skulde tænke sig det Offentliges Interesse virkelig fremmet ved at see Ødelæggelsens Værk udført paa dem. Loven maa jo desuden ogsaa kunne tilstede conduitemæssige Tillempninger, især naar det Offentlige aabenbart i hver Henseende vinder ved ar faae nye og hensigtsmæssige Bygninger istedetfor al beholde gamle forbyggede Kasser. Vi have heller intetstedsfra hørt om saa megen Qvalm og saa mange Bygqehindringer og Processer i den Anledning som her i Byen under det Stemann'ske Amtmandskab, der synes at have gjort sig en, mildest talt, forunderlig Rigorisme heri til sær Opgave. - Bygningsejeren kan i det her omhandlede Tilfælde frie sig og frelse sin nye Gaard og Byen for Ødelæggelsesværket ved en ham ikjendt Pengebøde af 500 Rd.; men vinder da det offentlige Bygge- og Brand- og Sundhedsvæsen del Allerringeste ved at der, uden anden Nytte, erlægges Penge, naar Bygningen ellers var skadelig for noget af disse Hensyn? og kan den virkelig heller i nogen Henseende siges at være dette? Nei tvertimod. Beviset herfor er alt ført under selve Bygningen, idet denne er opført af Bygningscommissionens eget Medlem og Byens Overbrandinspecteur, Tømmermester Boss. Den Curieusitet have vi her i det Hele taget oftere, at Bygningscommissionens sagkyndige og egne Medlemmer deeltage i Opførelsen af Bygninger, som saa Bygningscommissionen bagefter vil have ned! Er der da Rimelighed i alt dette? Mon andre Byer kunne fremvise Lignende?

Og hvorledes er det da gaaet med den Holm'ske Bygning? Lad os betragte dens Historie lidt nærmere. Først er det en Indrømmelse af Eieren, efter Overeenskomst med den communale Myndighed, at han rykker et Stykke ind paa Torvet imod at kunne rykke der samme Stykke ud til Slotsgaden. Havde han bibeholdt sin Eiendomsgrund uforandret med den større Brede, Slotsgaden dengang havde, og med den Ret, som Hjørnet giver i Forbindelse hermed; saa havde han ubestridt kunnet opføre Bygningen i den Høide, den nu staaer, til begge Sider. Men ved at komme ind i Slotsgaden med den ham der i Bytte eller som Mageskifte indrømmede Grund nægter man ham siden paa denne Grund at opføre saa høit som han ellers kunde have opført! Det er en forunderlig Byttemaade. Lige for Lige er det ikke og det burde det Offentlige ligeoverfor den Private dog nærmest fremme, især da her ovenikjøbet den afstaaede Grund til Torvet jo havde mere Værdi for Eieren end den tilbyttede til Slotsgaden. Først 14 Dage efter at han var skreden til Opførelsen af den 3die Etage og havde tildannet denne, gjorde Bygningscommissionen Indsigelse herimod; men var denne Indsigelse da virkelig, som vi betvivle, ganske billig og begrundet i Nødvendighed, hvorfor da ikke saa dengang sætte Politiehindring imod Opførelsen? det vilde ialtfald have været bedre end nu at opbyde Politiet til at rive den ned. Men først længere Tid efter sætter Stiftamtet Sagen i ilter Bevægelse og indstiller, at Bygningen maatte som skadelig for Sundhedsvæsen og Brandforhold nedrives eller Eieren betale 500 Rd., især da han havde opnaaet den Fordeel at faae en 3die Etage. At der ikke var det ringeste til Hinder for Sundhedsvæsenet, beviste en Attest fra Stadlægen, der betegnede Localiteterne og Pladsen som meget sunde; det kan ogsaa let sees: Bygningen ligger frit og har bagtil ud til Stiftamtmandens Have en fri Haveplads paa ca. 4000 Kvadrat- Alen. I Brandtilfælde er der naturligviis ikke ringeste Betænkelighed, det siger allerede Forskjellen imellem en regelmæssig ny Grundmuursgaard og en uregelmæssig gammel Bindingsværksbygning og desuden, som anført, Overbrandinspecteuren har ved at opføre den jo givet det uforkasteligste Vidnesbyrd herom. At Eieren tjener - hvis han gjør det, thi at Byen vinder ved Forskjønnelsen er ialtfald meer afgjort - ved den 3die Etage; nu Herregud! er det en Grund til Pengebøder til det Offentlige, at en Privatmand tjener ved sin Bygning? hans mulige Tab og hans vitterlige Skatter deraf erstattes ham jo ikke, naar Pengeboden først er betalt. Og dog har Ministeriet, som det synes halvt modstræbende, stadfæstet Pengebøden eller Nedrivningsforlangendet, og paa gjentagen Ansøgning og efter al Urigtigheden i Stiftamtets Paastande om Sanitets- og Brandvæsensforholdene er godtgjort, har man endnu ikke andet Resultat. En ny Ansøgning er nu indgiven og i Borgerrepræsentantskabets Møde igaar anbefalet. Vi haabe ogsaa, at Ministeriet vil komme til billig Erkjendelse af, at en fortsat Eftergiven for Amtets Paastande i denne Sag vilde være altfor meget i Strid med dens factiske Stilling og med det Offentliges virkelige Interesse selv uasseet fra den Privates uden Nytte eller tvingende Nødvendighed truede Eiendomsstilling. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. maj 1856).

En af de få annoncer for farver Holm, Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. september 1852.

Den 20 december 1866 flyttede vejkontoret til farver Holms gård på hjørnet af Slotsgade og Nytorv, 1. sal. I 1857 købte murermester Rasmussen 20 alen facade af farver Holms gård tilliggende have ud til Kongensgade og indad lands køberens ejendom til Slotsgade. Farver Holm var også brandmajor og kom ved en brand i 1857 i "Grønland" meget slemt til skade ved en nedfalden skorsten.

Christian Ludvig Stemann (1791-1857) var 1818 konstitueret som og 1820 udnævnt til amtmand over Randers Amt. 1827 tilsvarende stilling i Sorø Amt. 1847 beskikket stiftamtmand over Aalborg Stift og amtmand i Aalborg Amt. Søgte og fik 1856 afsked på grund af svagelighed sin afsked.

Posten Ringsted-Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

Postbefordring. "Nestved Avis" af 28de ds. meddeler Følgende :

Igaar Efterm. Kl. 2½, havde man her den Fornøielje for første Gang at see den nye gjennemgaaende Post til de sydligere sjællandske Stæder og Lolland-Falster. Dens lange Udeblivelse fra Ringsted (2 Timer over Tiden) begyndte at ængste, da man formodede et Uheld; men endelig arriverede Fortravet, to Fjedervogne og en ussel Fjellevogn, hvorpaa Pakkepost-Godset, blandt hvilket en stor Mængde Smaapakker emballerede i Papir, saas henslængt og uden at være forsynet med Dæksel til Beskytteise mod Regn, hvilket, mildest talt. er en høist uforsvarlig Maade at behandle Folks Tøi paa; thi havde der kommet en god Regn vilde Størstedelen af Godset ufejlbarlig være bleven ødelagt. - Af de Reisende erfaredes da Aarsagen til Forsinkelsen: den laae ikke i Jernbanetogets Udeblivelse, thi dette ankom til Ringsted Kl. 9, men i, at Postvæsenet dersteds ikke havde sørget for Vogne, og afgik derfor Posten hertil først Kl. 12, efter 3 Timers Ophold. Det er at vente, at Generalpostdirecteuren vil drage Omsorg for, at Postexpediltonen i Ringsted for Fremtiden besørges hurtig og godt, saaledes som den altid har fundet Sted her i Nestved, og hvorpaa vi igaar atter havde Beviis, thi uagtet sex ankommende og afgaaende Poster stødte sammen her fra Kl. 2½ til 3, bleve dog disse, ialt 11 Vogne, hvoraf 7 lukkede, besørgede og afgik føden Kl. 4 til deres Bestemmelsessteder, hvorfor man navnlig kan takke den nidkjære Postembedsmand, Hr. Justitsraad Witte, som og Hr. Postholder Lundstein, der ikke lod vente paa sig med gode Befordringer, tillige sørgede for Postgodsets gode Pakning og Forvaring mod Regn, hvilket sidste stele til Tid og Sted, thi 1½ Time efter Postens Afgang havdes vedvarende Regn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1856).

Arbeider-Uroligheder. (Efterskrift til Politivennen)

De i Kjøbenhavn stedfundne Arbeideruroligheder havde et temmelig alvorligt Præg. Ikke færre end henved 150 af de ved Gas- og Vandanlæget arbejdende Folk, meest sjællandske Bønderkarle, havde forenet stg om at tiltrodse sig en høiere Dagløn end den allerede fastsatte, der er 1 Rdlr. og som efter disse Arbeiders Beskaffenhed er anseelig nok og meer end der ialmindelighed betales. Det er allerede omtalt, at de tillige med Vold søgte at forhindre de andre Arbejdere, der ikke vilde gjøre fælleds Sag med dem i deres Opsætsighed, i at fortsætte Arbeidei. Politiets Indskriden imod dem skeete paa en energisk Maade. Der blev først befalet dem at falde tilføie, og da de ikke vilde adlyde, men endog gjorde Mine til at bruge Vold imod den forsamlede Politiemagt, der bestod af henved 30 Personer, gjorde disse et formeligt Angreb paa de Opsætsige, hvorved det, efter at der havde vanket drøie Slag, lykkedes at arrestere tolv af de Værste og iblandt dem Ophavsmanden. Sagen er nu overgivet i Politie- og kriminalrettens Hænder. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. april 1856).