Justitssag
Ved Høiesterets Dom af 13de Octbr. f. A., der stadfæster den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsrets Dom af 19de August f. A., er Arrestantinden Bodil Hansdatter, der tiltaltes for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord, tilfunden at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage.
De nærmere Omstændigheder ved denne Sag have, efter den af Høiesterets Protokolsekretærer affattede Relation, været i det Væsentlige følgende:
Den 18de April f. A. fandt Karlen Jørgen Hermansen, ved at træffe Vand op af Brønden i hans Huusbond Mads Hansens Gaard i Næsby under Antvorskov Birk, Liget af et nyfødt Barn i Spanden, hvilket Barn kunde skjønnes at have ligget længere tid i Brønden. Mistanken faldt strax paa en sammesteds tjenende Pige Bodil Hansdatter, og for det samme Dag inden bemeldte Birks Politiret optagne Forhør vedgik hun ogsaa, at hun den 3die Marts s. A. havde født bemeldte Barn og kastet det i Brønden, idet hun herom afgav en yderligere Tilstaaelse, der med de enkelte nærmere Bestemmelser, som den i de senere Forhører har modtaget, fornemmeligen gaaer ud paa Følgende.
Under sin Tjeneste hos sin nuværende Huusbond, ovennævnte Mads Hansen, havde hun i omtrent 1½ Aar været Kjæreste med den nu i Slagelse tjenende Karl Anders Knudsen, i hvilken Tid hun jevnlig pleiede legemlig Omgang med ham, uden at der dog nogensinde mellem dem har været Tale om Ægteskab, da han kun er 18 Aar gammel. I August Maaned 1855 mærkede hun, der ikke tidligere har født noget Barn, paa Menstruationens Udeblivelse, at hun var frugtsommelig, og i den paafølgende November Maaned mærkede hun Bevægelse hos Fosteret, men fortaug denne Omstændighed for alle Andre end Barnefaderen, til hvem hun dog ikke heller strax talte derom, men først - efter hendes seneste Forklaring - i Begyndelsen af Februar Maaned f. A., da hun, paa hans Spørgsmaal om hun var frugtsommelig, under Graad og Beklagelser betroede ham sin Tilstand. Paa hendes Spørgsmaal, om han vilde bidrage noget til Barnets Underhold, svarede han - ligeledes efter hendes sidste, fra den tidligere noget afvigende Forklaring -, at han Intet eiede, men at han, naar han fik tjent noget, nok vilde understøtte hende med et Par Rigsdaler. Et Par Dage efter denne Samtale, eller omtrent 3 Uger før Barnets Fødsel, forlod han Gaarden, og da han ingen Condition havde, gjorde hun ikke Regning paa, at han - som hun forøvrigt ikke senere har seet noget til skulde kunne hjælpe hende med noget af Betydenhed. Da var det, at hun, ved at tænke over sin ulykkelige Forfatning, navnlig at hun ikke havde Nogen at kunne henvende sig til om Hjælp, idet hendes Moder var død og hendes Fader nød Understøttelse af Fattigvæsenet, og hun indsaae, at hun i sine fattige Omstændigheder ikke selv kunde bestride Omkostningerne, som vilde være forbundne med Barnets Fødsel og Opfostring, fattede den Beslutning at føde Barnet i Dølgsmaal, og strax efter dets Fødsel, hvilken hun ventede vilde foregaae paa den Tid, den ogsaa virkeligen indtraf, paa en eller anden Maade skaffe sig af med det, hvad enten det blev levende født eller ikke; og denne Beslutning blev uforandret hos hende i den Tid, der hengik indtil Barnet blev født, hvorimod hun gjentagende erklærer, at hun ikke før Barnets Fødsel havde tænkt over, paa hvilken Maade eller ved hvilke Midler hun vilde rydde det afveien, og at hun navnlig ikke før dets Fødsel var betænkt paa at kaste det i Brønden. Hun var vel ofte meget bevæget, naar hun tænkte paa at udføre den fattede Beslutning, men det forekom hende dog, at der ikke var Andet at gjøre, og hun vedblev den derfor, som hun gjentagende forklarer, til det Sidste, hvisaarsag hun heller ikke forberedte sig paa Fødselen ved at anskaffe Børnetei, og paa sin Madmoders Forespørgsel 14 Dage for Fødselen, om hun ikke var frugtsommelig, nægtede saadant og fremdeles skjulte sin Tilstand.
Om Løverdagen den 1ste Marts f. A., da hun var beskjæftiget med Bagning, ved hvilken Leilighed hun flere Gange maatte ind i den ophedede Ovn, nemlig først for at tage Brødene ud af Ovnen, dernæst for at feie den, og endelig for at tage imod 24 Idr. Rug, som deri indlagdes til Tørring, mærkede hun først Fødselsveer, der under dette Arbeide vare meget heftige, men for ikke at røbe sin Frugtsommelighed, tvang hun sig dog, saaledes at Ingen kunde mærke det paa hende. Veerne vedvarede den paafølgende Søndag og Mandag Formiddag, da hun nogle Timer før Barnets Fødsel var meget betagen af Fødselssmerter men dog forrettede sin Gjerning som sædvanligt. Disse Smerter vare meget heftige om Mandag Formiddag, da hun sad inde i Stuen og vandt Garn; hun følte tillige Bevægelse hos Barnet. Dengang var Kl. omtrent 94, hvorom hun overtydede sig ved at see paa Uhret. Kl. omtrent 10½ gik hun ud i Marken for at vande Kreaturerne, ved hvilken Leilighed Bristningen gik fra hende. Hun skyndte sig Desaarsag med dette Arbeide, der medtog en Timestid, gik derefter hjem, men begav sig dog, da hun var bleven tørstig, ind i Stuen, hvor Gaardens øvrige Folk allerede havde sat sig tilbords. Efterat hun her havde drukket noget Øl, og hun mærkede, at det blev Alvor med Fødselen, begav hun sig op i det meest afsides liggende Kammer, hvor Folkenes Kister vare hensatte, og her fødte hun strax efter i en staaende Stilling, hvorved hun støttede sig med Hænderne paa to af Kisterne, Barnet, hvis Hoved kom først frem, og som faldt fra hende ned paa Leergulvet, idet Navlestrengen sprang, uden at hun dog saae det bløde af Navlestedet, eller veed, om det faldt paa Hovedet. Hun saae ikke, at der var nogen Bevægelse hos det, eller bemærkede noget andet Livetegn, ligesom hun heller ikke hørte, at det gav nogen Lyd fra sig. Hun var saa medtagen af Fødselen, at hun ikke i Øieblikket kunde slippe Kisterne for at bukke sig efter Barnet, men maatte i nogle i faa Minutter vedblive at støtte sig, i hvilken Tid hun dog ikke tænkte paa at ville søge at bringe Barnet tillive, men allene paa at bringe det tilside for at skjule hvad der var foregaaet, hvilket Alt ikke stod paa i mere end omtrent 10 Minutter. Hun bukkede sig derefter ned, greb Barnet om begge Benene, saa at Hovedet hang ned, skjulte det ved at holde Haanden under Forklædet, og skyndte sig at bringe det ud, i den Hensigt at grave det ned i Jorden; men da denne var frossen og hun saaledes ikke kunde faae det i Jorden, gik hun med det lige hen til Brønden, hvori hun kastede det ned. Hun blev derefter staaende omtrent 1 Minut og saae ned i Brønden, om Barnet var forsvundet fra Vandets Overflade. Hun forsikrer, at hun hverken hørte Barnet skrige eller mærkede mindste Bevægelse hos det, medens hun udbar det og indtil det blev kastet i Brønden, men vedgaaer derhos, at hun heller ikke, ved at betragte det, søgte at forvisse sig om, at det var dødt, hvilken Omstændighed hun saaledes hverken tør bekræfte eller benægte; hun tænkte kun paa at skjule hvad der var skeet. Hun gik derefter ud i et Udhuus og tog i sit Forklæde noget Tørvesmul, hvormed hun skyndte sig ind i Kammeret og kastede det over det Blod, der under Fødselen var gaaet fra hende; under dette Arbeide gik Efterbyrden fra hende, og hun udbragte da denne tilligemed den øvrige Ureenlighed i sit Forklæde og kastede den i en anden udenfor Gaarden værende Brønd. Hun satte sig derefter til sit Arbeide, at vinde Garn, hvorved hun dog ikke kunde skjule, at der gik endeel Blod fra hende, men dette foregav hun, paa sin Madmoders Spørgsmaal, at hidrøre fra, at Menstruationen var vendt tilbage. En Tidlang efter Gjerningens Udførelse gik hun daglig til Brønden, for at see, om Liget var kommet op paa Vandets Overflade, i hvilket Tilfælde hun vilde have bestræbt sig for at bortskaffe det, for ikke at blive røbet, men hun saae det ikke før det den 18de April blev fundet.
Tiltalte har forøvrigt erklæret, at hun stod i den Formening, at Barnet vilde komme levende til Verden, da hun i den sidste Lid af sin frugtsommelige Tilstand jevnlig havde følt det bevæge sig i hendes Liv og navnlig havde mærket, som foran anført, en saadan Bevægelse et Par Timer før det blev født. Men ligesom hun imidlertid flere Gange paa det Bestemteste har gjentaget sin ovenanførte Forklaring om, at hun hverken under Fødselen eller efter denne har mærket Tegn til Liv hos Barnet, saaledes har hun tillige paastaaet, at skjøndt det vel, som bemærket, lige til det Sidste var hendes Forsæt at stille sig af med Barnet, troer hun dog ikke, at dette vilde have været hende muligt, saafremt hun enten havde hørt det strige eller mærket andet tydeligt Livstegn hos det. Hun erkjender nu det Urigtige i, at hun ikke har søgt at forvisse sig, om det var dødt, eller foretaget noget for at bringe det tillive, og angrer inderligen sit Forhold, som hun senere bestandig har bedet Sud tilgive hende. Forhørsdommeren har ogsaa attesteret, at Tiltalte synes at føle Anger over sin Gjerning.
Tiltaltes Madmoder, fornævnte Mads Hansens Hustru Ane Jørgensdatter, har om den af Tiltalte omforklarede, mellem dem stedfundne Samtale, og navnligen om Tiltaltes Nægtelse for hende af at være frugtsommelig, givet en med Tiltaltes overensstemmende Forklaring. Hendes Medtjenerinde i Gaarden Karen Hansdatter, med hvem hun havde Seng tilfælleds, har ogsaa udsagt, at Tiltalte ikke betroede hende noget om sin frugtsommelige Tilstand, som hun forøvrigt heller ikke mærkede noget Tegn til. Endelig har endnu Barnefaderen Anders Knudsen givet en Forklaring, der væsentlig stemmer med Tiltaltes, dog at hun - efter hans Udsigende paa hans Forespørgsel, om hun var frugtsommelig, i Begyndelsen nægtede saadant, og først, da han vedblev at trænge ind paa hende, tilstod det, samt at han vil have lovet hende, naar han kom i sin nye Tjeneste, hvor han skulde have 24 Rd. i aarlig Løn, halvaarligen at ville give hende 6 Rd.
Den af Stiftsphysicus, Justitsraad Høegh-Guldberg, og Distriktslæge Hasse under 4de og 5te Mai 1856 afgivne, paa Resultaterne af den den 20de April f. A. foretagne legale Obductionsforretning af Liget, der var af Mandkjøn og paa hvilket intet Spor fandtes til mekaniske Beskadigelser, støttede Betænkning gaaer i sine Conclusioner fornemmeligen ud paa:
at Barnet baade ifølge Væxt, Størrelse, de foretagne Udmaalinger og sin hele indre og ydre Organisation maa antages for at have været fuldbaarent, modent, regelmæssigen dannet og stikket til at leve efter Fødselen;
at det desuagtet stiller sig meget uvist, om det er kommet levende eller dødt til Verden, idet den hydrostatiske Lungeprøve, hvorfra Hovedbeviset maa hentes for at Barnet har levet og aandet efter Fødselen, har tabt Størstedelen af sin Beviiskraft ved den stærke Forraadnelse og deraf afhængende emphysematese Tilstand, hvori Lungerne befandt sig, hvilken Tilstand nemlig er istand til at meddele disse de samme Egenskaber, som de erholde ved det stedfundne Aandedræt;
at der ikke foreligger bestemte Beviser for, at Barnets Død er bleven bevirket ved voldelig Overlast; og
at de physiske Kjendetegn, som maaskee kunde betragtes som saadanne, i ethvert fald ikke ere af anden Natur og Betydning, end at de med største Sandsynlighed maae kunne tilskrives selve Fødselsakten og ikke den Fødende; i hvilken Henseende det blandt Andet bemærkes, at ligesom flere Omstændigheder tyde hen paa, at Hovedet har været forliggende under Fødselen, at det allerede i den Fødendes Bækken har været udsat for et temmelig stærkt Tryk, og at det Sted, det maa have modtaget ved med Voldsomhed at falde ned mod det haarde Leergulv, maa have været meget betydeligt, - saaledes er det vel ikke usandsynligt, at den derved bevirkede Hjernerystelse kan have fremkaldt en saa betydelig Bedøvelse af Barnet, at Tiltalte kan have faaet Tid til at kaste det i Brønden, forinden Aandedrættet er kommet igang, og at hun altsaa maaskee kan have Ret i sin Paastand om, hverken at have seet det aande eller bevæge sig eller hørt det skrige; for hvilken Mulighed ogsaa taler, at hvis Barnet havde været kastet levende og aandende i Vandet, vilde der sandsynligviis have været tydeligere Tegn at opdage paa en suffocativ Ded. Det bemærkes slutteligen, at Navlestrengens pludselige Løsrivning fra Navlestedet, der stundom kan give Anledning til, at Barnet døer af Forblødning, derimod i nærværende Tilfælde synes at have været uden alvorlige Følger.
Det Kgl. Sundhedscollegium har i sin den 9de Juni f. A. afgivne Erklæring i det hele været enigt med Obducenterne i de af Obductionsresultaterne uddragne Conclusioner, og navnligen i, at det paa Grund af Ligets Forraadnelse ikke har kunnet afgjøres, om Barnet har levet efter Fødselen eller ikke.
Qvoad generalia bemærkes, at Tiltalte, der en Datter af Huusmand Hans Christensen og Hustru, er født den 20de Octbr. 1828 og confirmeret i 1843. Hun har derefter havt forskjellige Tjenester, fra hvilke hun har upaaklagelige Skudsmaal; og have navnlig Mads Hansen og Hustru, hos hvem hun tjente i de sidste 44 Aar, der gik forud for hendes Arrestation i Anledning af nærværende Sag, givet hende et godt Vidnesbyrd. Hun har ikke forhen været tiltalt eller straffet.
Da det, ifølge det Foranførte, ved Tiltaltes egen, med Sagens øvrige Omstændigheder stemmende Tilstaaelse var tilstrækkeligen godtgjort, at hun efter forudfattet Beslutning havde født i Dølgsmaal og skaffet Barnet afveien, uden at undersøge, om det var levende eller ikke, hvilket ikke senere har kunnet afgjøres, maatte det af Høiesteret billiges, at hun ved den indankede Landsover- samt Hof- og Stadsrets-Dom af 19de August f. A. (der stadfæster den tidligere ergangne Underretsdom) var dømt til, i Medfør af Lovens 6-6-8, at ansees med den i den foregaaende 7de Artikel foreskrevne Straf: at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage; og denne Dom blev derfor af Høiesteret kjendt at burde stande ved Magt.
Men skjøndt Tiltalte saaledes ikke kunde undgaae at dømmes efter den citerede Lovbestemmelse, formeente bog samtlige i Sagen voterende Tilfororbnede i Høiesteret at burde indstille hende til ved Hans Majestats Naade at eftergives Livsstraffen; i hvilken Henseende blev anført:
1) at det ikke er bragt til Vished, at det af Tiltalte efter Fødselen mod Fosteret udviste Forhold har bevirket dettes Død, idet det efter Lægernes Erklæring er muligt, at det ikke har havt Liv ved Fødselen;
2) at Tiltalte, der ikke under Fødselen eller medens hun bortbar Fosteret vil have mærket Livstegn hos det, hvilken Forklarings Rigtighed bestyrkes ved, at Vitaliteten efter Lægernes Erklæring kan have været suspenderet ved en mulig Hjernerystelse, dog ikke har været fastere i sit Forsæt at rydde Barnet tilside, end at hun, der har afgivet en aabenhjertig Tilstaaelse, ikke troer, at hun vilde have havt Hjerte til at ombringe det, saafremt hun havde mærket noget Livstegn hos det;
3) at hun, der befandt sig i fattige Omstændigheder og ikke havde Nogen, til hvem hun kunde henvende sig om Hjælp, idet hendes Moder var død og hendes Fader nød Understøttelse af Fattigvæsenet, og som nærede Mistvivl om Barnefaderens Evne og Villie til at yde hende Hjælp til Barnets Underholdning, er bleven motiveret til Gjerningen ved Tanken om sin hjælpeløse Forfatning;
4) at hun maa antages levende at angre sin Forbrydelse; og 5) at hun tidligere har ført en ustraffelig Vandel.
Idet Justitsministeriet ogsaa antog, at der var Føie til at eftergive Domfældte Livsstraffen, og derhos formeente, at Benaadningen kunde, som tidligere i lignende Tilfælde, gaae ud paa, at hun hensattes til Forbedringshuusarbeide paa Hans Majestats Naade, saaledes at hun efter 5 Aars Forløb maatte bringes i Forslag til Løsladelse, hvis hendes Forhold i Straffeanstalten indtil den Tid havde været godt, gjorde Ministeriet herom allerunderdanigst Indstilling, og esterat Sagen derpaa var bleven foretaget i det Geheime Statsraad, behagede det Hans Majestat Kongen ved allerhøieste Resolution af 24de Novbr. f. A. allernaadigst at bifalde det saaledes Indstillede.
(Departementstidenden nr. 7 og 8. 24. januar 1857. Side 97-103)
